Mine tanker vender ofte tilbage til fyrtårne

Mine tanker vender ofte tilbage til fyrtårne, mere end andre bygninger drømmer jeg om at eje et fyrtårn.

Der er noget tiltalende sørgmodigt over dem, engang var de livsnødvendige, nu er de stående levn uden anden mening end den rent sentimentale, de er som gamle familiefotos, engang ekstremt betydningsfulde, skattede ejendele, men nu er alle de, der kendte indbyggerne på billedet døde, de er bare underfundige levn.

Der findes så mange uddøde sprog vi aldrig kommer til at forstå, nogle gange tænker jeg over hvilke ting, der mon er tabt for evigt.

Det fineste jeg nogensinde har læst om at skrive kommer fra Sapfo, hun siger, lad mig skrive ord mere nøgne end kød, stærkere end ben, mere vedholdende end sener, mere følsomme end nerver, og jeg synes det er så fint at ordene altid har kroppen som udgangspunkt, jeg vil ikke skive som jern eller bronze, jeg vil skrive så en krop kan udholde det, men ikke længere, hertil og ikke længere.

Der er kun rester tilbage af Sapfo, kun knoglestumper og flossede trevler tilbage af hendes skrift og ord, min moster ringede, men jeg glemte at lægge på og hun hørte mig hulke ned i min pude bagefter, jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige, da hun skrev om jeg er okay.

 

Fyrtårne er steder, der er imellem steder.

Mellem havet og landjorden, mellem himlen og landet, de betyder både ”pas på” og ”her er sikker havn”, de er skiftevis blændende lyse og mørke.

Det må have været ensomt at være fyrmester i de såkaldte stag lighthouses, hvor fyrmesteren ikke havde sin familie omkring sig, hver dag som den samme, stå op, passe lygten, spise, sove, gentage, indimellem afbrudt af leveringen af forsyninger. De fik ikke god løn, man må gå ud fra deres forsyningerne har været tilsvarende.

Hvorfor romantiserer jeg en sådan tilværelse? Jeg ville blive gal inden for en uge.

 

Jeg tror måske jeg troede at det at skrive ville være det samme som at passe et fyrtårn: At stå mellem rummene og lede folk henover mørke vande, ensom og heroisk, men det er ikke sådan det er at skrive, det er i hvert fald ikke sådan det føles.

At skrive er bare noget jeg gør, det kan ikke lade sig gøre at lade være, men der er intet heltemodigt det, i hvert fald ikke med vilje, det er en bivirkning i bedste fald, men jeg bryder mig ikke om at tænke på at man kan være en helt, hvis man kun skriver om sig selv, heltemod kan ikke være selvoptagethed.

Gad vide om fyrmestrene tænkte sig selv som helte, eller om de bare forsøgte at overleve så godt de kunne.

 

Mine tanker vender ofte tilbage til fyrtårne, jeg har aldrig været i et, jeg er bange for jeg ville blive skuffet, måske ikke så meget over fyrtårnet som mig selv.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *