Da der voksede et hav frem i mit spisekammer (Del 1)

Den her historie begyndte på Twitter, da jeg pludselig fik tanken om en person hvis hus pludselig var blevet omdannet til en østersfarm. Den samlede udgave her er redigeret visse steder for at binde historien og tematik stærkere sammen. En alternativ titel kunne være Østerseen, men jeg fik engang fortalt at forfattere og journalister og andet pak skal holde op med at skrive rubrikker og titler til andre forfattere og journalister og andet pak og jeg har sjældent været så enig i noget. Billedet er af Shi Cheng, en undersøisk by i Qiandao-søen som jeg altid har syntes er smuk.

 

 

 

Jeg vågnede og nøs. Jeg så ned på gulvet og konstaterede at mit soveværelse stod i vand til en håndsbredde over lægterne.

Det var i det nu jeg for første gang fortrød at have givet min bror lov til at drive en østersfarm i min lejlighed, men det ville ikke blive den sidste.

En ting var vandet, men noget andet var at jeg snublede over store klynger af muslingerne i tide og utide. For ikke at tale om de knivskarpe skaller, der skar og rev, hvis jeg ikke huskede at tage de knaldgule gummistøvler på, min bror havde foræret mig som tak for tjenesten.

Jeg bandede og sjoskede min vej ud til entreen, hvor en udgave af Vanløse Lokalavis lå og flød, pakket ind i orange plastik, for at skåne den for vind og vejr og den svære fugt der uundgåeligt følger med driften på en mellemstor østersfarm.

“Godmorgen!” råbte min bror muntert fra køkkenet, hvor han sejlede rundt på mit tidligere spisebord.

“Vil du have en kop kaffe?” Før jeg nåede at svare, stak han mig koppen i hånden, kaffen smagte af koldt saltvand og pulverkaffe, formodentlig fordi det var de to ingredienser.

“Sig mig,” sagde jeg knottent, “hvornår kan man egentlig høste østers?”

Min bror kløede sig i sit viltre, røde skæg.

“Det er jeg faktisk ikke helt sikker på. De bliver kønsmodne efter ti måneder.”

“Okay, men nu spurgte jeg ikke om hvornår de boller vel?”

“Godt ord igen.”

Min bror drak den sidste slurk af sin kaffe, og skar kun ganske kort ansigt af saltvandssmagen.

“Jeg synes godt vi kan sælge dem efter de er blevet kønsmodne, det må ligesom være en naturlig alder at blive spist i, tænker jeg. Et knald og så er det den sidste vinaigrette.”

Jeg måtte affinde mig med ti måneders høj sø. Jeg flåede avisen ud af plastikhylsteret og åbnede den demonstrativt for at lade min bror vide at jeg var østers- og morgensur.

“Interessante nyheder?” spurgte han uden at skænke mine anstrengelser nogen opmærksomhed overhovedet.

“Det er en lokalavis, hvad regner du med?”

“Det kunne da godt tænkes at der havde været et interessant loppemarked eller et træf for fugleentusiaster eller sådan.”

Min bror ejede ingen ironisk sans overhovedet, hele verden var umiddelbar for ham. Det var dybt irriterende.

“I øvrigt,” sagde han henkastet, “tror jeg nok at der er vokset et hav på den anden side af viktualiekammeret.”

Jeg spyttede kaffen på gulvet, men det gjorde ikke den store forskel, det flød alligevel med saltvand og østers, og østers kunne så vidt vi vidste godt tåle koffein.

“Jeg er ikke helt sikker på hvornår det skete, men det er inden for den sidste uge.”

Han viftede en måge væk, der havde sat sig på et af stolebenet. Jeg smed avisen på bordet.

“Det skal fanderme blive løgn, jeg har ikke givet noget hav tilladelse til at vokse i spisekammeret!”

Jeg padlede med hænderne for at komme tættere på køkkenbordet, hvor blikdåsen med grydeskeer og den slags stod. Min bror havde uheldigvis ikke taget opvasken i et stykke tid, så det eneste der var tilbage var dejskraberen.

Men en dejskraber er bedre end ingenting.

“I det mindste,” fnyste jeg og roede hidsigt med dejskraberen, “skal nogen betale husleje for at anlægge et hav i min toværelsers!”

Min bror sagde ikke noget. “Kom i gang med at padle!” sagde jeg, han tog lidt forskræmt en paletkniv, og langsomt flød vi mod spisekammerets dør.

Min bror havde ret. Bag døren, midt i hyldearealerne, der hvor jeg plejede at have kartoffelmel og maizena, var et stort gab i væggen, der brød ud i et blåligt mørke.

“Hvis vi skal på ekspedition må vi have proviant,” foreslog min bror, “En skam muslingerne ikke er kønsmodne.”

“Pyt!” sagde jeg, “her er både kapers, knækbrød, Kalles kaviar!”

“Er her også nogle madvarer, der ikke begynder med k?”

“Siden hvornår er du blevet kræsen baseret på alfabetet.”

“Det var dengang tante Hilda serverede rosenkål, råkost og radiser og intet andet.”

“Du kommer til at spise dine konserves og være glad for dem!”

“Vi dør af skørbug hvis vi ikke får C-vitiman…”

“Her er kiwier, de er sure ad Pommeren til, det plejer at betyde de er sunde.”

Godt belæsset fortsatte vi med at padle, og flød langsomt ind i det blålige mørke.

“Er det stjerner?”

Højt op, langt over os, lyste tusindvis af fjerne, hvide prikker.

Det lignede stjerner, det var svært at forestille sig hvad det ellers skulle være, men månen var ingen steder. Det eneste andet lys, var sparepæren fra mit viktualierkammer langt bag os.

“Det kan være englenes blege bagender for min skyld, det eneste jeg er interesseret i er at finde den ansvarlige,” mumlede jeg og padlede videre.

Ikke så langt væk hørtes et skrig.

“Og måger! Ligner det her en nationalpark!”

“Lidt?” sagde min bror.

“Stille!”

En flaksen. “Aaiiiiirhg,” skreg mågen, der lignede den min bror havde basket væk, og satte sig nonchalant på et af stolebenene. Så nonchalant en måge nu kan være.

“Åndssvage kræ,” sagde jeg og slog ud efter den med dejskraberen.

“Aiiirhg,” mågede mågen og flyttede sig ikke.

“Så, så,” sagde min bror og rakte mågen et afbrækket stykke knækbrød.

“Man skal holde sig gode venner med havets dyr.”

Mågen tog glubsk imod knækbrødet.

“Og hvorfor så egentlig det?”

“Eh.”

“Aaaiaigh-gjrjajfjajfdsfasf,” bød mågen ind og var ved at blive kvalt i knækbrødet.

“Kønt arbejde, nu er vi ved at myrde et af havvæsenerne, du er virkelig en søulk.”

Min bror så såret ud. Han greb fat i mågen og dunkede den nænsomt bag hovedet.

“Aigh-ha-ha-ha,” harkede mågen og spyttede knækbrødet i vandet. Den så helt rystet ud.

“Er den ok?”

“Det tror jeg. Jeg ved ikke hvor vant måger er til nærdødsoplevelser.”

“Relativt vante vil være mit bud, deres popularitet taget i betragtning.”

“Under alle omstændigheder må vi tage os af den til den kan flyve.”

“Ja ja, først nationalpark, nu fuglereservat!”

Jeg padlede surt videre, mens min bror holdt øje med mågen.

 

Der var ikke andre lyde end den stille plasken fra dejskraberen og intet andet lys end de hvide prikker langt over vores ansigter.

“Hvad er det?”

“Hvad er hvad for noget?”

“Der er et lys!”

“Det ligner et fyrtårn!”

“Titusind tyfoner, jeg får hele kommunaladministrationen på nakken når de opdager at lokalplanen er smadret og kaput fordi nogen har bygget ikke bare et hav men et, gud bedre det, FYRTÅRN i mit viktualierkammer som i øvrigt er en del af en østersfarm!”

Der var helt stille i lang tid, mens vi drev mod det fjerne, let skælvende lys, der rytmisk viste sig og forsvandt.

“Det er heldigt du har sådan et stort spisebord.”

“Jeg hader når der ikke er plads til at have kondimenterne stående på bordet.”

“Jeg sørgede for at tage noget ketchup i spisekammeret, det passer på det med at al vores proviant begynder med k.”

“Alle kondimenter begynder vel med k.”

“Men tæller brød så også? Det er et kornprodukt.”

“Jeg gider simpelthen ikke diskutere det.”

“Aiighgh,” konkluderede mågen og hoppede forsigtigt ud af min brors hænder og hen til rællingen.

“Jeg bliver rasende hvis den måge falder over bord.”

“Var det med vilje med ‘over bord’?”

“Hvad? Nej, selvfølgelig var det ikke med vilje!”

“Der er et eller andet i vandet…”

Med et vældigt skvulp blev vandoverfladen brudt af et enormt og flæsket rygparti.

“PRHHFHFHFHFHFHFHHFHFHF,” sagde det og en kaskade af vand stod ned over os, mågen flygtede rædselsslagent hen i min brors arme, ikke at det ville hjælpe stort hvis vi kæntrede.

“En kaskelot! Jeg elsker kaskelothvaler,” sagde min bror mens saltvandet drev af både ham og mågen.

“Jeg forholder mig neutralt til dem, i hvert fald så længe den ikke vælter bordet.”

“De kaldes spermhvaler i Norge.”

“Hvad er der med dig og havdyr og sex eller kønsmodenhed.”

Min bror reagerede ikke. Hans øjne var blanke. Omkring ti meter væk lå kaskelotten og hvilede sig tilsyneladende.

“De kan dykke op til en kilometer ned, hvor de jager kæmpeblæksprutter.

Der er intet lys dernede, trykket er hundrede gange større end på overfladen.

Tænk hvor ensomt det må være. Vandmasserne trykker sig sammen omkring dig, det eneste selskab er dit bytte, som hader dig.”

Der blev stille, hvis man så bort fra hvalens højlydte vejrtrækning.

“Undertiden føler jeg mig som en kaskelot,” mumlede jeg så lavt at ingen hørte.

En tid passerede, det føltes som om luften holdt vejret og ingen af os turde, eller havde lyst til, at forstyrre den.

Så, lige så pludseligt som den var dukket op, udstødte kaskelotten en dyb, næsten mekanisk klikkende lyd og forsvandt ned i havet igen, ned i mørket og trykket.

Jeg begyndte at ro igen, jeg så ikke min bror i øjnene.

Han satte forsigtigt mågen på bordet og begyndte også at padle med paletkniven.

“Er du,” begyndte min bror famlende, “er du stadig ked af det med…”

“Jeg gider ikke tale om det, slet ikke i et hav i mit spisekammer!”

“Men tror du ikke det kunne have noget med havet at gøre…”

“Hvordan i alverden skulle det have noget med hinanden at gøre? Hun er væk, sådan er det, og det hjælper ikke at grave i det. Det eneste folk vil er at tale og tale og tale og jeg er TRÆT AF ORD, forstår du!”

Min brors øjne flakkede, mågen lod som om den overhovedet ikke lagde mærke til hvad der foregik. Strengt taget var det vel begrænset hvor stor følelsesmæssige dybde vadefugle havde, men den så nu engang sådan ud.

“Jeg vil hen til det fyrtårn, jeg vil have en FORKLARING!”

“Og så vil jeg ud herfra og så vil jeg af med dit rod og din østersfarm og være i fred fra indendørs have og uforklarligheder og kaos!”

Min bror så mig direkte i øjnene.

“Som du vil så.”

Og så roede vi i hidsig stilhed mod det fjerne lys.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *