1. maj: Hvordan skaber man en uovervindelig mildhed?

Der er ikke, strengt taget, meget at fejre i dag.

I USA bulldozede det demokratiske etablissement Bernie Sanders kampagne, da de, efter Sanders sejr i Nevada, fik Obama til at ringe rundt til de midtersøgende kandidater og bede dem stille sig bag ærkecentristen Joe Biden, som nu er den demokratiske præsidentkandidat.

I England har Jeremy Corbyn definitivt trukket sig fra Labours formandspost, tilbage til sin kat og sin menige plads som parlamentsmedlem for Islington. Den noget mindre konfrontatoriske advokat og ridder Sir Keir Starmer er hans erstatning.

Enhedslisten har sendt mig en mail: De håber jeg vil ændre rammen på min Facebookprofil i solidaritet med frontkæmperne mod corona.

Jeg føler mig besejret, os besejret, alt det håb jeg havde for et halvt år siden, er forduftet på få uger. Jeg er ikke længere overbevist om at håb er en politisk brugbar følelse.

Brecht sagde engang at hvis en godhed kan besejres er det farligt at give den offerstatus, en besejret godhed var nok god, men den viste sig uholdbar, en bedre godhed havde ikke været besejret, undertiden forestiller jeg mig at bygge en sådan godhed, en uovervindelig mildhed, men jeg ved ikke hvordan man bygger paradokser og det føles som om tiden er ved at løbe fra os.

 

 

Jeg er blevet besat af en bollywood-sang. Eller nærmere, jeg er blevet besat af koreografien i en Bollywood-sang, Malhari fra Bajirao Mastani, et ufatteligt storsælgende historisk kærlighedsdrama.

Krigerkejseren Bajirao synger en sejrssang akkompagneret af hundredvis af dansere, alle i rustning. Det er kraftfuldt, det ser sjovt ud, jeg ville ønske jeg var en del af det.

Mest kendt er videoen fordi den engang sidste år blev redigeret så Bajiraos ansigt var erstattet af Donald Trump, og den blev delt af præsident selv og et utal af hans tilhængere.

Jeg må indrømme at jeg er udmattet af den politiske energi, jeg er dybt misundelig.

Her ville Carsten Jensen eller lignende nok begræde nutidens blodfattighed, eller også ville man med dryppende ironi beskylde den moderne venstrefløj for at være kønsløs, på trods af vores mange kønsidentiteter, og ukampdygtig, for veluddannet og for langt væk fra virkeligheden, for mild og altomfavnende, alt, alt for blød.

Og så er vi tilbage ved paradokset, den uovervindelige mildhed. Hvordan bygger man en uovervindelig mildhed?

 

 

Den anden dag udtalte Søren Pape Poulsen at det måtte skæres på velfærden i coronakrisen.

Pia Olsen Dyhr kritiserede ham for det på Twitter, hvortil Pape svarede ”Jeg beklager min realisme”, et udsagn der forklarer meget mere om den nuværende verden end jeg tænker Pape forestiller sig.

Filosoffen Mark Fisher beskriver i sin bog ”Kapitalistisk realisme” det faktum at den kapitalistiske virkelighed er blevet det eneste verdenssyn der på nogen måde overhovedet kan forestilles at være ”realistisk”.

Det er nemmere, citerer han Zizek, at forestille sig verdens undergang end kapitalismens endeligt.

Vores modstandere har bygget en uovervindelig realisme, de har taget patent på virkeligheden, de kan dømme folk til fattigdom og ulykke og sygdom og kalde det ”realisme”.

Sådan er virkeligheden, siger de, det kan ikke tænkes anderledes. Vi kan ikke beskatte milliardærer og passe på de svageste, vi kan ikke lave om, virkeligheden har budt mig at skære på psykiatrien og sygehusene, jeg har faktisk slet ikke noget valg, verdens tandhjul kører og virkeligheden har dømt de, der ikke er mig, til rædsel og hærværk og død.

Af alle ting i verden jeg beklager, så beklager jeg allermest denne realisme.

 

Det siges at være umuligt at gentænke et system man befinder sig indenfor, det er det Fisher beskriver, vi er låst så fast i vores kasse at et bud på et alternativ eller den mindste mildheds med det samme dømmes ude, drømmerier, naivitet, barnagtigheder.

Den voksne må acceptere at folk, der misbruges som børn kan risikere at dø af en stofoverdosis fordi en beklagelige realisme ikke kan tage hånd om dem.

Det er naturligvis ikke realisme i nogen forståelse af ordet overhovedet, det er slet og ret grusomhed og kynisme hyldet i kujonagtig nødvendighed. Ethvert menneske, der ikke er bundet af retorisk vrøvl og en politisk virkelighed, der lader til at være støbt i de svages blod og beton, vil med det samme forkaste ideen om at virkeligheden må og skal indeholde monumental grusomhed.

Men hvordan bygger man en uovervindelig mildhed? Hvordan besejrer vi en sådan dødskult, der ikke kan acceptere en mindre blodig virkelighed?

 

 

Jeg ved det ikke.

Jeg ved ikke hvordan man bygger en uovervindelig mildhed, jeg er bange for den bliver plysset og nusset og kan bekæmpes.

Og jeg ved ikke om jeg tør søge inspiration hos Bajiraos sejrssange (udover at det virker farligt at synge sejrssange når man foreløbigt har tabt), men måske er det på tide med en større skarphed, en insisteren på at få hvad man vil have, modstå latterliggørelsen fra folk, der afskyer os, og sige dem op i deres ansigter at deres virkelighed ikke er den eneste, nægte at acceptere de fortsatte blodofringer.

Minde dem om at vi er de mange, ikke de få, at det var umuligt for en fæstebonde at forestille sig en anden virkelighed, men at feudalismen ikke kan tage krav på virkeligheden, at historien ikke er slut endnu, at de må finde bedre argumenter end nødvendighed.

Retfærdighed og frihed er et valg man foretager og stærke kræfter står i verden for at knuse folk, der ønsker en anden virkelighed, de med pengene og magten bruger deres formuer på at finansiere CEPOS og initiativer, der skal holde en større mildhed uden for vores rækkevidde.

Måske er det på tide at bygge noget andet end uovervindelig mildhed?

En uovervindelig retfærdighed, en uovervindelig insisteren, en uovervindelighed i sig selv, noget voldsommere og stærkere end Facebook-rammer, noget mere simpelt, noget mere hårdtslående, minde verden om at den har ændret sig før og at den vil ændre sig igen, at deres realisme er forfejlet og grusom, at vi faktisk har et VALG om at ændre alting, det var et valg at give kvinder stemmeret, det var et valg at indføre demokrati, selvom eliten var imod det og kaldte det naivt.

Fremad, der er ikke andet at gøre end at lægge skinnerne mens vi går på dem, vi kan ikke tegne en plan for en uovervindelighed, men jeg minder mig om i svage øjeblikke at verdenshistorien er lang og at alting har ændret sig før, vores sejre er kun små og foreløbige og trods alt bevæger verden sig vel mod en større retfærdighed.

Måske er historien i sig selv uovervindeligheden, det håber jeg, eller nej, den mulighed opererer jeg med, håb er ikke brugbart nu. Lad os kalde det realisme i stedet: Det er urealistisk at retfærdigheden ikke kommer, at ligheden ikke kommer, at friheden ikke kommer, mennesket er godt og engang var den romerske kejser en gud og enhver anden idé havde været urealistisk.

Det er på tide at vende deres ord imod dem.

Kapitalismen er døende. Retfærdigheden kommer. Ligheden kommer. Det kommer ikke til at fortsætte med at være sådan her, uanset hvor meget I ønsker det.

Jeg beklager min realisme.

 

 

Der er en fin indspilning af Pete Seeger fra 1968, hvor han i Sverige spiller en gammel strejke-sang.

Vi har ikke totusind år mere, siger han, i hvilken vi kan nå at lære at elske vores næste. Vi må ændre omstændighederne i vores liv, vi må finde sammen.

Men det eneste jeg kan lige nu, siger han så med en vis sorg, lidt bitterhed, er at synge sange.

Og det gør han så:

 

Don’t scab for the bosses

Don’t listen to their lies

Poor folks ain’t got a chance

Unless they organize

 

Tell me, which side are you on boys?

Which side are you on?

Which side are you on boys?

Which side are you on?

 

Øverst er det kommunistiske flag fra Revachol i Disco Elysium, som jeg godt kan lide. Den omvendte stjerne står for at vælte den gamle orden. Geviret for en naturlig krone. Den hvide farve for fred. De tabte i øvrigt, kommunisterne, men kampen for en bedre verden fortsætter med historiens knusende fremgang steder, hvor ingen ser.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *