Langt borte i horisonten flyver de væk og de kommer aldrig mere tilbage til mig

Det regner i dag, men det føles som om det har regnet i lang tid.

Jeg ser nogen jeg kender og holder af på bussen og gør mit ypperste for at de ikke skal se eller genkende mig for jeg er bange for at de vil blive sårede eller frygtsomme over hvem jeg er lige nu, og jeg har ikke kræfterne til at være nogen andre, jeg håber ikke de ser mig og tror der er personligt.

Jeg ville nok selv tage det personligt.

 

Arnold Busck er gået konkurs, mine venner fra litteraturvidenskab er i sorg, jeg er mest ked af det på de ansattes vegne, det er så ydmygende at blive fyret, jeg blev engang fyret fra Bog og Idé da jeg var 15 og jeg begyndte at græde foran min chef, som spurgte ”Hvad havde du regnet med?” og det ved og vidste jeg ikke.

 

Der vil være dem, som konstaterer at vi lever i en uoplyst og dum tid, hvor folk er mere optagede af deres hår eller negle eller kroppe end af sjælelig næring som bøger, men jeg er ikke sikker på den tid de drømmer sig væk til nogensinde har eksisteret.

Der er smartere og hurtigere og lettere måder at bruge sin tid på end at købe dyre hardbacks og stille dem i sin bogreol som pynt, jeg tror ikke verden er bedre tjent med flere, der pisker sig selv over at se TV-serier i stedet for at flagellere sig igennem Proust eller Knausgaard, det føles unødvendigt lidelsesfuldt, man er fordømt uanset hvad man gør og det er som sædvanlig de stærkeste og mest selvretfærdige, der fordømmer alle andre.

Jeg tror ikke Utopia består udelukkende af mennesker, der læser de samme bøger som mig. Det håber jeg ikke.

 

Der findes to slags mennesker, vel, dem som begræder noget tabt og de som håber på noget bedre og jeg har sympati for begge for de første sørger, og man skal holde om de sørgende, og de sidste kommer til at blive skuffede igen og igen og igen, og hver gang man bliver skuffet slår man et lille stykke af sig selv og det kan ikke limes fast igen.

 

Det store bibliotek i Alexandria brændte ikke ned på en gang, der var ikke nogen stor katastrofe, hvor den antikke verdens samlede visdom forsvandt, det var mere som et universitet, hvis midler blev skåret væk lidt efter lidt, fordi det ptolemæiske dynasti mistede interessen.

Jeg troede faktisk der havde været en stor brand, der havde været et drama i en stor brand, det her føles gråt og bekendt.

 

Der sidder en uro i min mave og tæt ved hjertet, jeg ved ikke hvad jeg kan gøre ved den. Jeg bliver pludselig trist over småting, jeg har svært ved at vikle mig ud af det igen.

Jeg føler mig skrøbelig på en grim eller svag måde, som om jeg kunne læse omkuld hvert øjeblik, som om jeg mest sørger og mindst håber.

 

Jeg læser Tove Janssons Sommerbogen når jeg kan, og der er en smuk ting i det som satte sig i mig om edderfugle og mos:

”Det er kun bønder og sommergæster, der tramper rundt i mosset. De ved ikke, og det kan ikke gentages ofte nok, at mos er noget af det mest ømtålelige, der findes. Man træder på det én gang og mosset rejser sig igen efter regnvejr, anden gang rejser det sig ikke. Tredje gang man træder på mosset, dør det. Det er det samme med edderfugle: Tredje gang, de bliver skræmt op fra deres rede, flyver de bort og vender aldrig mere tilbage.”

Det føles som om jeg har skræmt en flok af edderfugle for tredje gange, og langt borte i horisonten flyver de væk, og de kommer aldrig mere tilbage til mig.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *