Til allersidst drømte jeg ofte at hun allerede var død

Jeg kan blive helt opslugt af en tristhed, der ikke er min egen, en andens melankoli efter et sted jeg aldrig har set eller kendt, så sidder jeg og hører plader om sorg og mister fokus og når de, der elsker mig, spørger hvorfor jeg har blanke øjne ved jeg ikke hvad jeg skal svare.

 

 

Esbjörn Hazelius har en sang, der hedder Malåberg, om et jeg der drømmer om natten om et andet land, et lyst hav og en solbeskinnet sommereng, om at forlade det vinterland han bebor og sin elskede.

Så går jeget til Malåberg og møder sin elskede, hendes hjerte står i flammer: Hvem vil få din kærlighed, når du forlader mig og tager til denne fremmede sommereng du kun har set i drømme?

Jeg har googlet og søgt, men Malåberg findes ikke, der er kun drømme her, både den elskede og det fremmede land og vinterlandet er illusioner og påfund, jeg ved ikke hvad jeg skal gøre med denne tristhed, den er virkelig i mig, men dens mål findes ikke, den er i den ene side lænket til mine ben som ryster og mine øjne som svider, men kan ikke sættes fast på andet end fatamorganaer og feberdrømme.

 

 

Der er noget med Othellolagkager, min far bliver helt trist af at tale om dem, det er noget med at min mors sygdom engang blev meget konkret og meget virkelig da hun ville have othellolagkager og tabte dem, men jeg har ikke forstået det til fulde tror jeg, og min far bliver trist og taler ikke gerne selv om det.

Da hun var meget syg, til allersidst, drømte jeg ofte at hun allerede var død, og når jeg vågnede var det som at gå fra et mareridt til et andet, hun var stadig levende i den virkelige verden, men kun på lånt tid, kun til lige om lidt.

Hun gav mig et brev med i skole, til min lære, hvor der stod hun skulle dø, det var skrevet med mig som jeg-person, jeg ved ikke om hun havde forestillet sig jeg ville læse det i smug, men det gjorde jeg i skolebussen og selvom jeg godt forstod at hun var dødeligt syg var det som en hammer i maven. Et halvt år stod der, og jeg forsøgte at være glad i klassen, de kom op for at besøge mig til hjemkundskab, hun var i kørestol og jeg blev glad for at se dem, meget, men også trist for der var ikke andre her der fik besøg af deres døende mor i kørestol, så jeg forsøgte at være et godt barn og vise dem at vi havde kogt pølser eller sådan noget eller lavet mormordressing, jeg kan ikke huske hvad vi havde lavet, men jeg kan huske at alle forsøgte at være stærke, der er ikke så meget styrke tilbage i mig længere føles det som, selvom alting er faldet ud og bort, hun er død og jeg er her stadig, jeg forøger at regne ud hvad jeg har tilfælles med det barn dengang, som stod i køkkenlokalerne på Hattingskolen og forklarede sin døende mor om peberkværnen.

 

 

Jeg stjal mig til at læse de dokumenter hun skrev på computeren til min far, det var nok et voldsomt brud på al tillid, men jeg måtte vide mere, så jeg fandt det hun skrev om sin begravelse, at hun gerne vil have en kiste af fyrretræ og at hun havde grædt så meget, mens hun skrev det her og nu græder jeg også og jeg ved ikke hvordan jeg skal holde op igen og jeg har aldrig turdet sige til min far at jeg læste de ting, det føles enormt skamfuldt, men jeg var så alene i al den sorg, jeg er ikke sikker på jeg nogensinde er holdt op med at være alene med den.

 

 

Jeg er holdt op med at tage mine antidepressiver, fordi jeg ikke kunne mærke mig selv, kun en stor sult, en mat ufølsomhed i min pik og en uplacerbar tristhed, der i stedet for at være en dolk føltes som en uendelig stor fil, en af de fine.

Jeg kan bedre med dolkene tror jeg.

 

 

Jeg har glemt at besøge hendes grav i lang tid, glemt er helt forkert sagt, jeg har bare ikke besøgt den, engang var vi der tit, der var så mange blomster, da hun lige var død, nu er der ikke nogen, den ser lidt skallet ud de gange jeg er der, jeg får dårlig samvittighed og så kommer jeg ikke, og nu er der gået så lang tid.

Hendes venner har sagt at jeg skal komme og drikke kaffe, vi kan tale om gamle dage, der er så mange fantastiske ting om hende, jeg burde vide, min psykolog er meget optaget af at det ville være godt for mig, en slags konfrontation med fortiden, men jeg ved ikke om jeg er stærk nok lige nu.

Men måske var barnet på ni år til hjemkundskab heller ikke stærkt nok, måske findes den styrke slet ikke, før man iværksætter den, måske findes hverken Malåberg eller det lyse hav før de gør, jeg ved ikke.

Jeg ville ønske at Malåberg var virkelig.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *