Genlyd for altid i hvert eneste atom, alle dage indtil verdens ende

Til Signes bryllup havde hun fået proppet alle sine venner så tæt ind i brylluppets DNA som muligt. Liva havde lavet kage, Sidsel læste op fra His Dark Materials, nogle andre venner havde brygget øl og mig havde hun bedt om at spille akustisk guitar mens hun gik ned til Christian, jeg havde lånt Espens halvakustiske og han stod som en skildvagt ved siden af mig hele dagen for at holde øje med hvornår Signe kom ud af bilen og kom til syne, jeg var rystende nervøs og spillede Norah Jones’ Sunrise lidt for tidligt, fordi Espen kom til at tage lidt fejl af tidshorisonten, men det var meget smukt, Signe var meget smuk og Christian var helt vildt glad.

Den forstærker vi havde med splittede vi alle sammen til en Roskilde-festival for mange år siden, vi kaldte den Bæstet og den har været hårdt udfordret de sidste par år, hjulene er for længst gået i stykker, så nu står den hjemme hos Johannes og kan holde strøm i cirka fyrre minutter, men vi har haft den med allevegne, og de fyrre minutter var nok til brylluppet og det var ok til at vi, da vi alle sammen stavrede glade og rørte og fulde hjem klokken fire gennem Kongens Lyngby (vi må have vækket alt og alle).

Matheus og jeg bar den i hver sin hånd, vi spillede åndsvage, glade sange, All My Love med Rocazino (som er det bedste danske popnummer) men så også Darudes Sandstorm som Espen og jeg altid hører på hans fødselsdag, idéen er at man skal danse så vildt man overhovedet kan gennem alle fire minutter, indtil man er sveden og død og har vundet over sangen, og man griner meget, lige så meget som man sveder.

Og så stod der ti mennesker i et forladt lyskryds i Kongens Lyngby en søndag meget tidlig morgen og dansede som idioter til et dårligt finsk memetrack, Johannes dansede selvfølgelig ikke, men han smilede og det var også nok, og jeg ved faktisk ikke om Bæstet har været tændt siden, vi har taget andre højtalere med i Sommerhus siden da, i hvert fald, det er det sidste minde jeg har om det, Espen og Liva og Lous og Sidsel og Anne og de andre der danser rundt i cirkler og griner.

I s-toget er vi fulde og glade og ved at falde ned fra festen og jeg har guitaren med stadig, den jeg lånte af Espen, jeg ved ikke hvordan det kom på banen, jeg tror måske bare Anne spurgte om vi skulle synge en sang, om vi ikke skulle synge Kald det kærlighed, kunne jeg ikke godt akkorderne og det kunne jeg godt for der er kun tre, så det gjorde vi, jeg ved godt folk synes den er corny, men jeg elsker den, helt uden ironi, for der findes ingen ord, der helt slår til, og jeg vil have dig selvom jeg gerne vil være alene lige nu, og jeg synes man bør gøre sine drømme virkelige, og så sad vi der ti mennesker i vores fineste tøj på vej hjem fra det første bryllup i vores vennekreds og sang kald det kærlighed og de andre passagerer i toget smilede til os og jeg var meget lykkelig i det øjeblik, og jeg kan godt genkalde mig den følelse lige nu, selvom jeg er trist og verden glimter mindre og er mindre varm, det er et minde der ulmer som gløderne under asken, de kan sagtens blusse op igen, men lige nu er her koldere og mørkere.

 

 

Imellem jul og nytår mødes vi, Sebastian, Thomas, Jakob og Jonathan og mig og Jonathan og mig har guitarer med og så tager vi på de brune værtshuse i Horsens og spiller hvis de giver os lov, og det gør de næsten altid, de bliver glade på en meget umiddelbar måde og især holder de af The Drunken Sailor og Himmelhunden og Whiskey In the Jar, nogle år har vi fået så mange øl som tak at vi ikke kan nå at drikke dem, jeg holder af at spille guitar når folk synger med, uanset om de er gode til at synge eller ej, også selvom jeg ikke personligt er stor fan af Himmelhunden. Sebastian tager sine mundharmonikaer med, og Thomas plejer at låne dem og det er ikke så vigtigt om det lyder godt eller ej, og selvom jeg undertiden får nok af larmen omkring os og den særlige vanvid, der er i folks øjne når de kommer til deres hjemby og drikker sig fra sans og samling, så er jeg mest glad.

 

 

Min moster og hendes kone sang altid Du kom med alt der var dig for mig og min lillesøster når vi skulle sove, også selvom de ikke have store sangstemmer og der var først da jeg blev ældre at jeg lærte historien om den at kende, at forfatteren havde skjult sin seksualitet for hele verden og at sangen var hans brud med alt det, hans måde at stå ved hvem han var.

 

 

Til jul når vi går om træet synger Anne altid andenstemmen til et Barn er født i Betlehem i det sidste vers, og jeg bliver helt stille, jeg glemmer nogle gange at synge med.

 

 

Vi sang Café Måneskin den sidste dag på efterskolen og jeg græd som pisket, jeg kunne ikke synge med overhovedet, jeg var så ulykkelig og alt var så usikkert, og min lillesøster synger den med sine venner når natten bliver tilpas sen (de kalder hende Den Hvide Dværg) og i omkvædet har de udtænkt en næsten barnlig call and response og gjort den til deres egen og jeg bliver ikke ulykkelig af den længere.

 

 

Engang tog vi på tur til Amager Fælled, Johannes og jeg samlede pileurt og ristede dem på en pande og serverede grillepølser, Mathilde havde ramsløgspesto med og vi endte med at spise mindst fem forskellige måltider i løbet af de timer vi sad der, og da natten faldt på endte vi med at synge henover gløderne, mine yndlingssange som jeg har skubbet ned i halsen på mine venner, regnvejrsdag i november, the sound of silence og måske særligst af alt den salme der hedder Du som gi’r os liv og gør os glade, som ikke måtte komme med i salmebogen til at starte med fordi præsten der skrev den var for venstreorienteret og jeg fik en klump i halsen da et dusin stemmer usikkert løftede sig over løvet og blev stærkere i femte vers:

I skal se med kærlighedens øjne,
alt det skabte skal I passe på.
I skal ikke tro på gyldne løgne,
i mit rige er de store små.
I skal ikke frygte nogen fjende,
kærlighedens liv har ingen ende!

Og jeg håber at kærlighedens liv ingen ende har, jeg tror det er det jeg håber mest på, at når alting bliver stille så vil ekkoet af alle de, der elskede for kærlighedens skyld og frygtløst holdt af, give genlyd for altid i hvert eneste atom, alle dage indtil verdens ende.

 

Teksten er dedikeret til min ven Askil.

Øverst mig til Signe og Christians bryllup i det måske mest smilende øjeblik nogen har fanget af mig nogensinde.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *