Jeg går hjem fra min brors farvelfest gennem skoven

Jeg går hjem fra min brors farvelfest gennem skoven, der er så mørkt at jeg må lytte efter om jeg går på grus eller skovbund, og den er så grøn at jeg bliver opslugt af den, grøn og mørk og umulig at tage billeder af, min telefon flasher impotent sin blitz og billederne forestiller ikke noget.

Vi drak sambuca, jeg var bange for at blive for ædru og trist, eller måske ikke helt ædru, men at sidde fast i en tilstand, som ikke er særligt festlig, men hvor ens følelser er forhøjede, især de svære følelser.

Min bror talte om en ven, der var kommet slemt afsted, blodprop, han var ikke særligt gammel, udsigterne er gode, sagde min bror, men der lå en tåge over ham.

Jeg ville ønske jeg kunne gøre noget mere for ham, men sådan har han det også med sin ven, så jeg sagde noget fladt, noget om sorg, noget om at der ikke var andet at gøre end at vente. Han nikkede og så drak jeg en rom og cola med alt for meget rom, jeg var glad for at min lillesøster også var der, det var roligt, men jeg ville ønske jeg kunne have større effekt på verden, omforme den voldsommere og værne bedre om dem jeg elsker.

I skoven føler jeg mig så lille at det gør ondt, men samtidig er det frigørende, træerne står som søjler her, en bil ville blive krøllet sammen om dem, hvis den kørte ind i dem, de ville blive stående, længe efter metalresterne var blevet slæbt bort, jeg føler mig meget dødelig her og sveder i jakken.

Jeg har været så trist på det sidste, jeg græder i badet, når jeg ser mig selv i spejlet, højt og skærende og hulkende, men jeg deler også sukkerærter ud til de andre på kollegiet, dem jeg dyrker på altanen, og jeg bliver glad når de roser dem. Jeg var så bange for at der var gået parasitter eller larver i dem, der var hvide mønstre på de små blade, men jeg vidste ikke hvad man skulle søge på, på google, jeg kom bare ind på sære hjemmesider der udbød rovmider, og jeg er endnu ikke klar til at føre biologisk krig i min meget lille urtepotte.

Der er så meget sorg i mig, det føles helt udmattende at skulle eksistere og jeg ved ikke hvad jeg skal svare mine elskede når de spørger hvad jeg har brug for.

Jeg tænker på Mahdokht fra Kvinder uden mænd, der i træthed over verden beslutter sig for at blive til et træ, til stor pine for hendes familie, der nærmest betragter det som pinligt, jeg kunne så godt forstå hendes behov for at blive noget andet, noget der opfatter tiden og følelser helt anderledes end nu. Man kan have brug for et andet perspektiv, et træs perspektiv eller en ugles perspektiv, jeg og min telefon kan næsten intet se herude.

Jeg lægger den væk og fortsætter med at gå, mine ben værker lidt, men det er en rar smerte, en modstand mod jorden under mig og de blæsende trækroner og regnen over mig, en garanti på at jeg ikke endnu er ved at forsvinde.

Jeg husker ikke om jeg fik sagt til min bror at jeg elsker ham.

Om natten drømmer jeg om min anden lillebror, at jeg har svigtet ham, jeg vågner op og græder.

Jeg savner specifikke mennesker, mens jeg går i skoven, gamle venner jeg ikke har set i lang tid, undertiden brydes bevoksningen op at store huller ud til vejen og jeg bliver chokeret over at verden udenfor findes, skove rusker sultent, engang slugte den hver centimer af landmassen, urskoven, og når vi er væk, vil den sluge os igen og sprede sine rødder udover vores afsjælede kroppe og den sprækkede cement.

Jeg er sulten, men ikke efter noget specifikt og sulten varer ved, hele vejen til næste morgen, den sidder stadig i mig, jeg har ikke lyst til mad, jeg har bare lyst til at fortære, kan man blive sulten af at græde?

Carl forsøgte at blive venner med rågerne, der bor her, men de holder afstand og jeg ser dem ikke længere.

Skoven bliver til en sti ved siden af kolonihaverne og jeg er så ked af det, jeg savner at blive holdt om og jeg falder tungt i søvn og har urolige drømme og vågner op med en uplacerbar dårlig samvittighed som jeg ikke kan ryste af mig og skoven er meget langt væk.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *