Jeg vogter på min smerte indtil den lægger sig for nu

Jeg kan ikke huske et tidspunkt, hvor jeg ikke vidste hvad sygdom var.

Min mor blev syg da jeg var seks, jeg har ingen erindring om et tidspunkt hun var rask, svage glimt af græske strande måske, orange sol, men hurtigt derefter hospitaler, medicin jeg ikke måtte røre, mareridt om døden, normalt liv ind i mellem selvfølgelig, der er ingen grænse for hvad mennesker kan gennemleve, men altid den samme skygge.

 

Jeg legede engang en leg, mig og min ven var krigere, og vi bekæmpede sygdomme, influenza men også kræft og da min far hørte det fortrak hans ansigt sig, og han sagde at man ikke altid vinder over kræft og jeg blev flov, det var flovt jeg havde leget på den måde med de ting, det var ikke for at gøre det til en bagatel, jeg lukkede døren til mit værelse og forsøgte at læse tegneserier, men jeg kunne ikke blive suget ind i nogen fantasiuniverser, virkeligheden var for tung og trak mig øjeblikkeligt tilbage.

 

Jeg spiller Hollow Knight for tiden, det er meget smukt og meget svært og meget trist, en ven sagde at de hele tiden vekslede mellem frustration og melankoli, de blev nødt til at tage pauser fra det for at komme sig, jeg holdt ingen pauser, jeg blev så betaget af Hallownest, der er ved at gå under, den lysende, gule sygdom som sætter sig i alt og alle, det store lig af et guddommeligt væsen, en orm, der har skiftet ham, og dets ham, der bliver til aske, der ligner sne, der falder i tykke lag over ruinerne.

Jeg tænker over om melankoli mon er en sygdom, det føles sådan undertiden, det kommer i grove stød, og nogen dage føles det som et gammel ar, noget der findes, men som ikke gør ondt længere, men andre dag fosser blodet ud, og jeg forsøger at lægge pres på såret, så dem jeg holder af ikke bliver gennemblødte af usynligt blod som ingen ser, medmindre jeg falder igennem og kommer til at skrige af smerte, og jeg er så flov, når jeg kommer til det.

 

Den psykolog, der skal udrede mig er i vildrede.

Hun siger at det måske bare er et personlighedsmønster, der har sat sig fast, jeg tænker på dengang en veninde fortalte mig at jeg er ligesom æslet, jeg er panikangst for at være æslet, jeg vil ikke have en regnvejrssky over mig for evigt, en tristhed der har slået rødder i mig, jeg vil ikke være inficeret så dybt at man ikke kan gøre noget, andet end at give dulmende medicin og forsøge at tale om det, jeg vil ikke dulmes, jeg vil være fri.

Jeg tør ikke tage til den opfølgende samtale, jeg er så ked af det, jeg ved ikke hvordan jeg skal forklare hvad jeg er bange for.

 

I Hyper Light Drifter er hovedpersonen dødssyg, de hoster sort blod op indimellem deres lange, smukke eventyr i ruinerne af et langt højere civiliseret samfund, der ikke findes længere, det antydes at spillet er en kamp mod tiden for at finde en forsvundet kur, men der er ikke nogen kur, og selvom resterne af levende væsener reddes, dør hovedpersonen til sidst, opslugt af den sorte tjære, de hoster op af lungerne.

 

Jeg ville ønske det ikke var usynligt, en smerte der sætter sig i maven og måske matte øjne og fedtet hår, når jeg ikke har været i bad, eller måske ville jeg bare ønske jeg vidste hvad jeg skulle sige til folk, når de spurgte hvad der kunne hjælpe.

Jeg er ikke håbløs, men jeg er ked af det, jeg er så ked af det, det føles så uretfærdigt og uoverskueligt, og jeg ved godt at alting ikke har en mening, at vi er grundlæggende alene og at smerte bare findes, men hvor ville jeg ønske det var anderledes og at jeg kunne gøre noget, noget mere, noget fastere.

Jeg vogter på min smerte indtil den lægger sig for nu, så må jeg rejse mig igen, gærde eller skrige i min pude eller hoste sort slim op, og vandre videre.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *