Så langsomt som muligt

Jeg har lagt mærke til at jeg kalder mig selv ”langsommelig”, ”trist og langsommelig”, når jeg bliver overvældet og taler grimt om mig selv og stirrer hadefuldt ind i mit spejlbilledes skudte øjne.

Jeg ved ikke præcist hvorfor, det føles som om en del af mig selv, jeg ikke kender eller styrer, bryder frem og flyder over med undertrykte, knuste og grimme ting som jeg må stykke sammen bagefter.

Jeg sidder på altanen og regnen slår ned overalt, mine sukkerærter er blevet gule og dilden kroget, men persillen og mynten står flot på trods, jeg klynger mig til dem, mens jeg tænker over hvilke ting der er langsomme, eller rettere, hvilke ting der er hurtigere.

Glæde føles hurtigt, berusende, den ene tanke tager den anden og bliver til et orange virvar. Jeg føles hurtig når jeg er glad, observant, tilstede og omskiftelig, men ikke lige nu, det tager lang tid bare at skrive dette, historiens gang føles så uangribelig, som om jeg er sænket ned i en flod med brunt vand, der langsomt men sikkert krystalliseres omkring mig, jeg drak engang af mudret vand, da jeg gik i børnehave, det smagte af jern og vand, svagt af blodet når jeg rev mine hænder og suttede på såret.

 

Jeg er blevet inviteret på kanelstang, jeg er i det hele taget bare blevet inviteret ud og væk, men jeg formår ikke at overskue mere end en to tre ting om dagen, jeg er bange for de vil blive virvar foran mig, at jeg vil sidde tilbage og være langsom og hadefuld, jeg ville gøre meget for en hurtig løsning, en måde at bearbejde hurtigere og kvikkere, at få lysere øjne, i det hele taget gløde mere.

 

Hvorfor hade det langsomme? Planter er langsomme, dem elsker jeg, gletsjere er langsomme, venskaber er langsomme, strækker sig over mange følelser og mange år, at læse er langsomt, at lære er langsomt, månen og stjernerne er langsomme og uendeligt langt væk, hvorfor kan jeg ikke tilgive mig selv at være langsom, hvorfor skal det være en pine?

Jeg ville ønske jeg ikke hadede at vente, der er mennesker, der finder så stor fred i at være, for hvem verden i dens eget tempo er nok, gad vide om jeg bare er født sådan her eller om det kan læres, ganske langsomt og over lang tid.

 

Det er et John Cage nummer der hedder As Slow As Possible, der spiller i Halberstadt i Tyskland, og det har det gjort siden 2001 og det vil det fortsætte med indtil 2640, hver tone tager årevis, jeg har forsøgt at skrive om det og forstå, men jeg er pludseligt så lille og mine ord undslipper mig.

Jeg ville ønske ulykkelighed gik lige så hurtigt som glæde, men så ville der måske ikke være forskel.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *