Dengang vi havde får kørte vi lammene til slagteriet

Dengang vi havde får kørte vi lammene til slagteriet.

Det var om efteråret, tror jeg, i hvert fald var det ofte mørkt og koldt og stormfuldt. Min far havde bygget traileren om, sat spånplader på siderne så man kunne transportere lam i den, den lignede en kasse, der blev brunere hver gang man så den.

Vi åbnede bagsmækken, hængslerne bandt, og i fællesskab slog vi ring om lammene og ledte dem mod traileren.

De var angste, det var tydeligt, de fornemmede at noget var i vejen, undertiden måtte vi slæbe dem op ad bagsmækkens indbyggede snubletrin. De brægede efter hinanden, et eller andet urinstinkt i dem fik dem til at flygte.

Engang måtte jeg skubbe en op, et skridt ad gangen, jeg stod næsten med ryggen mod den og pressede den op, og da den først var inde, kom de andre frygtsom springende, mere angste for at være alene end for det ukendte.

Så kørte vi dem til slagteren, de forsvandt inde i de mørke cementrum og på et tidspunkt inden for de næste 24 timer var de døde.

 

De har haft bedre liv end de fleste køddyr, tror jeg, løsgående på skråningerne omkring gården, frit for mennesker i det store og hele.

Undertiden var vi med, når de læmmede, selvom det holdt op med at være interessant da vi blev teenagere, mine forældre gav i hvert fald op på at få os med ud sent om natten og se de slimede lam blive trukket ud af fårene og høre deres mikroskopiske, spæde stemmer når de brægede forvirrede ud i natten, ramt af det skarpe lys og den kolde luft.

Jeg husker et får, hendes lam var dødfødte og hun kom sig aldrig over det. Hun holdt op med at spise og sygnede hen, og til sidst, for at spare hende, tog min far boltpistolen og sluttede sorgen og tanken om en sorg så stor at man dør af den har altid været brændt fast i mig siden.

 

Vi gav dem aldrig navne, kun vædderen, som jeg, da jeg var lille, havde døbt Kim Larsen, dens efterfølgere hed Kim Larsen II og III og så Viggo Mortensen, da min lillebror overtog tjansen.

Den eneste identifikation fårene havde var den gule trekant, med CKR-nummeret de fik skudt i øret som lam.

De levede deres liv væk fra os, de var ikke, med ganske få undtagelser, glade for mennesker, de var glade for de sorte spande med rugpiller og lyden af foder mod truget, men de var ikke glade for os, deres store sorte øjne glitrede frygtsomt, nok mest lykkelige på de grønne marker langt væk fra os.

Første gang min brors kæreste var på besøg hos os og vi fik lammesteg, spurgte min lillebror om det var Kim Larsen vi spiste, vi lo højt, hun blev helt bestyrtet, har hun siden sagt. Det var i øvrigt ikke Kim Larsen-kød, vædderkød er ikke velegnet som steg, det er for sejt og smager af uld.

 

Min bror og jeg nød at lege fårehyrder og drive dem lidt frem og tilbage, der var vel en eller anden slags kontrol i det, jeg ved ikke om vi eksperimenterede med frygt.

Vi fik under alle omstændigheder igen med samme mønt en dag vædderen var i brunst og prustende og rasende stangede til både os og de vandrestave vi havde taget med, og vi flygtede over hegn og marker og slikkede vores sår langt væk, pludseligt klogere og varsommere.

 

Her er ingen får længere på mine forældres marker, nu er der vinranker, de kan ikke stikke af og kræver ingen boltpistol eller forbitrede nætter med uvillige slagtelam.

Jeg savner det, at have den slags dyr i mit liv, selvom vores liv kun kolliderede engang imellem, der var noget voldsomt og levende og pulserende at lære i fårene, jeg fortryder måske jeg ikke var med til flere af de blodige fødsler.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *