Ingrid

Da jeg var teenager, var jeg avisbud i Hatting, den lille by mine forældres gård ligger udenfor. Det var kedeligt og hårdt arbejde, jeg fik 85 øre per leveret udgave af Horsens Folkeblad. Jeg blev våd til benet mens jeg cyklede byen flad på min lille mountainbike og hørte lydbøger og Red Hot Chili Peppers på en lille MP3-afspiller jeg havde fået i julegave.

De fleste aviser blev afleveret i postkassen, nogle få i orange plastik, de blev afleveret i rør på gårdene ved begyndelsen af de lange indkørsler, så de var beskyttet mod regnvejr.

Men på byens plejehjem, der lå i den østlige kant af byen på vej ind mod Horsens, ville nogle af beboerne i de beskyttede boliger gerne have at jeg kom helt ind med avisen til dem i deres hjem.

Der var en gammel mand med gule tænder og en gammeldags lyre, der var blevet dødskristen og missionerede i Litauen i sommerhalvåret, hans tænder var lige så skæve som de udmattede akkorder på lyren.

Jeg fik et sporadisk bekendtskab til nogen af dem når jeg dagligt kom forbi og afleverede avisen.

Men der var også Ingrid.

Hun var en gammel, væver kvinde med grå øjne, tynd som en silketråd, og hun rejste sig aldrig fra sengen, nok grundet sygdom. Men hun var altid sød ved mig, hun havde en skål med mintbolsjer som hun altid opfordrede mig til at tage af, og da jeg engang fik sagt at jeg faktisk ikke, mange gange undskyld, brød mig synderligt om mintbolsjer begyndte hun at købe nogle med citronsmag.

Vi talte ikke meget eller lang tid, jeg var jo på arbejde, men jeg forstod at hun var ensom. Der var ikke megen familie tilbage, og den der var tilbage, boede langt væk.

Jeg var et kærkomment afbræk i en hverdag, der blev brugt i den samme seng og i selskab med plejere.

Det blev juletid et år, lige før ferien, så sidst i december, og der var sne, så vidt jeg husker, de små stier omkring plejehjemmet var godt saltet til og avisen havde juletillæg, så den var stor og voldsom at aflevere.

Der var så småt mørkt, da jeg kom til Ingrids dør, ringede på og gik ind, som aftalen var. Der var koldt i entreen, jeg hilste og fik ikke noget svar.

I Ingrids værelse var der mørkt, kun sengelampen brændte og tre små fyrfadslys i vindueskarmen. Ingrid så trættere ud end hun plejede.

”Her,” sagde hun og smilede. Hun havde en hundredekronseddel i hånden.

”Tusind tak,” sagde jeg forbløffet.

”Det gjorde man i gamle dage,” sagde Ingrid, ”op mod jul fik alle budene en skilling, så nu får du også en.”

”Tak,” sagde jeg igen, lidt flov eller befippet. Det virkede uhøfligt at gå. Jeg lagde avisen på sengebordet. Der gik nogle øjeblikke, som føltes længere end de var, så talte Ingrid.

”Jeg ved du og din familie synger i kirken. Vil du synge en salme for mig?”

Min stedmor sad dengang i menighedsrådet og min familie har altid sunget højt og tydeligt, når vi var i kirken, en slags komplet mangel på god kristen mindreværdsfølelse og en helt oprigtig glæde ved at synge, så det gav mening at man ville vide det.

Senere har jeg tænkt over at Ingrid aldrig kan have været til Gudstjeneste hos Anne Sofie i kirken, hun kunne jo ikke gå.

Ingrid pegede på en lille salmebog.

”Jeg vil gerne høre ”Se nu stiger Solen”, den har sådan en dejlig melodi.”

Jeg var en blanding af smigret og fascineret, så jeg sagde ikke fra, og tog salmebogen og slog op og sang lidt spagt først og så mere kraftfuldt.

Det er en smuk salme, jeg har altid holdt af den, det føltes smukt at Ingrid, så meget ældre end mig og fra en anden tid, også holdt af den salme.

Jeg endte med at synge alle syv vers.

”Tusind tak, unge mand,” sagde Ingrid. ”Og tag nu et citronbolsje!”

Det virkede som tegn på at gå. Jeg ønskede Ingrid god jul og sagde tak for de hundrede kroner.

Det blev jul, det år fik jeg i overflod af Warhammerfigurer og maling, så jeg sad i dampen af kraftig kontaktlim og mårhårspensler og malede alle dagene væk.

Det blev nytår og det blev hverdag og jeg steg på mountainbiken efter skole igen og kørte op til Hatting for at omdele aviser.

Da jeg nåede til de beskyttede boliger var Ingrids vindue mærkeligt tomt. Døren var låst. Sådan var det i mange dage.

En dag afleverede jeg avisen til den gamle dødskristne, og spurgte til Ingrid.

”Hun er død, da,” sagde han og virkede overrasket over mit spørgsmål. Jeg var lige så overrasket og blev næsten ked af det over ikke at have sagt farvel eller vidst noget.

”Ja, det er en skam. Men sådan går det, vi går alle tilbage til Gud,” sagde han og jeg forstod at hvis jeg blev længere fik jeg en længere tirade om himmeriges lyksaligheder.

Jeg bød farvel og steg på cyklen.

”Men der er nu underligt,” mumlede han, husker jeg som det sidste.

”At man ikke har fået en ny beboer. Den har stået tom i halvanden måned og nu er det næsten hellig trekonger.”

Det var først på cykelturen hjem at det slog mig, og isen løb mig af ryggen og jeg trådte i pedalerne så hårdt jeg kunne og forsvandt ind under min dyne indtil natten kom og gik.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *