Virkeligheden føles skrøbelig

Virkeligheden føles skrøbelig.

Jeg tager tøj på, den stribede skjorte jeg godt kan lide, støvler og jakke og stiller mig ud på altanen og ryger, prøver at ryge når jeg bliver rastløs, det er godt at rejse sig, selv ganske kort.

Natten føles plastisk, som om jeg kunne række ud efter den, og den ville smuldre væk, men jeg rækker ikke ud, jeg ser bare, gør mit bedste for at holde sammen på mig selv, det kommer af sig selv hvis jeg lader minutterne passere.

Jeg læste en bog, Cloud Atlas, på de første sider er hilsner fra gamle venner, jeg fik den i fødselsdagsgave. ”Må dine timer være korte og dine år lange,” står der, jeg fik den af venner, der engang var sammen og nu ikke er længere, jeg burde skrive, nu jeg tænker på dem, men jeg ved det ikke kommer til at ske.

Det føles som en kliché, men jeg tænker på om det her er det, er det det hele, er de små øjeblikke af tilfredshed det jeg kan være tilfreds med?

Måske har alle det sådan for tiden, en urolig våbenhvile med dem selv og stilheden som har lagt sig overalt, mine venner taler om smittetallene i nyhederne, jeg har aldrig kunnet forstå dem, selvom det føles som en borgerpligt at have en holdning, men jeg er udmattet af at have holdninger, det meste udmatter mig.

Min sangstemme er taget af, konstatere jeg, har ikke øvet nok, og jeg er også ved at blive ældre, det kræver en større indsats at opretholde hvad man havde.

Jeg hører Mitski, har altid kendt hende i periferien i lang tid, men først for nylig intimt, hvis man kan sige det sådan, jeg er glad for Your Best American Girl, den handler om at være fanget mellem to kulturer, låst af den ene, i videoen vinker hun til den amerikanske fyr, men han kysser en anden amerikansk pige og deres voldsomme kærlighed er overvældende for Mitski, hun kan ikke være i den eller måske var det slet ikke meningen hun skulle være i den, den sorg føles håndgribelig og tung, som en hammer eller en mursten, noget voldsomt som man kunne kaste med og gøre voldsom skade, men man må lægge den fra sig og gå sin vej, det gør hun også i videoen, hun lægger sin guitar fra sig og går forbi kameraet og makeup-artisterne.

You’re the sun, you’ve never seen the night
But you hear its song from the morning birds
Well, I’m not the moon, I’m not even a star
But awake at night I’ll be singing to the birds

Det lyder som et trist eventyr, jeg græder ned i min dyne.

Er bange for at blive væk, blive så lille at ingen finder mig, de finder kun mit rodede værelse, tøjet der ligger allevegne og den halvtomme pakke cigaretter og den halvtømte flaske danskvand med citrussmag og de spørger sig selv om jeg tog mine ting og gik et sted hen.

Da jeg var lille så mine forældre Forsvundne Danskere i tv’et, nogle af dem tog bare deres ting og gik og døde et sted i Fjernøsten, jeg var for lille til at sætte ord på hvorfor det føltes meget mere voldsomt end når de var døde.

Jeg tror slet ikke jeg ville kunne holde ud at se den slags i dag.

Jeg orker ikke at ryge igen, jeg prøver at finde noget trøstende og bedøvende, der er YouTubevideoer af folk, der er gode til Minecraft eller Factorio, men der er også en lang artikel om de største øjeblikke i amerikansk animationshistorie.

Der er en sekvens fra halvfjerdserne fra Canada, det handler om en jødisk dreng fra Montreal og hans bedstemor som er syg i årevis, han kan slet ikke forholde sig til sorgen, han kan maksimalt registrere at når hans bedstemor dør, så kan han få hendes værelse.

Det er animeret med flydende farve på glasplader, den er meget smuk, tåget, som et fjernt minde, jeg ser hele videoen, bliver slået over hvor lille og stor historien er på samme tid, sådan er de bedste historier vel, den siger meget ved ikke at sige noget.

De bedste tekster antyder alting uden at sige dem direkte, sniger sig ind på læserens sind, sådan sætter de sig fast.

Vi forstår aldrig ting i deres helhed, vi ser glimt ude af øjenkrogen og stykker dem sammen, virkeligheden er skrøbelig ja, men måske er den også bare for stor, jeg kan overskue altanen og de mennesker jeg har overfor mig ved bordet.

Jeg læste på wikipedia en tese om at vi befinder os i et falsk vakuum, at molekylerne er metastabile, altså, at de potentielt kan falde ned på et mere stabilt niveau, det ville have katastrofale konsekvenser for universet som vi kender det, hvis ført det skete for en partikel ville det sprede sig til de andre, fysikkens love ville ændre sig til noget vi ikke ville kende, en grufuld tanke, men så igen, måske ikke så meget mere grusom end alle de andre måder vi kunne blive tilintetgjort på. Vi ville ikke engang vide det før det skete, men det er ikke den slags skrøbelighed jeg kan mærke i den kolde, tunge vinterluft.

Den er tættere, mindre abstrakt.

Vi havde julefrokost den anden dag og selvom jeg hyggede mig blev jeg nødt til at gå, jeg lukkede mig inde og turde ikke svare når nogen bankede på døren, jeg kom ikke engang ud for at hente min jakke, jeg ville helst bare ikke se nogen.

Jeg håber det går over, det plejer det at gøre, men jeg føler mig så langt væk fra alle, jeg håber jeg kan bygge alle de broer der er gået i stykker, men når man bliver ældre kræver alting en større indsats, jeg håber jeg kan finde det i mig, styrken til at være værd at have i sit liv, styrken til at overbevise andre om at de er værd at have i sit liv, jeg håber man kan danse et sted på den anden side af alt det her og have smerten i sig uden at lade den tage over, være lykkelig på trods, selvom det kun er kortvarigt, alting går over, men smerten føles meget længere, meget mere ægte end glæden, det kræver en indsats at huske sig selv på det og man kan ikke regne med at alle andre altid kan tilføre den energi, der skal til for at holde entropien og mørket væk.

Virkeligheden føles skrøbelig, men måske ikke håbløs, måske er det en bare en skælven.

Jeg går ud og ryger en cigaret i min stribede skjorte, jeg trækker vejret, jeg lader månen lyse og stirrer ud i mørket og skodden smøgen og går ind og prøver at være.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *