I øjeblikke længes jeg efter at blive tilintetgjort

I korte øjeblikke længes jeg efter at blive tilintetgjort.

Jeg forestiller mig fjern summen, en brusen som af vind igennem græs, en langsom bevidsthed, der langsomt vågner og i horisonten en flodbølge, der rejser sig støt, et tårn af vand, der urørligt fejer over jorden og tager alt med sig, træer, huse, sten og liv og til sidst møder min krop, hvirvler mine celler op og møder mine gisp med mørke.

Naturens og universets fulde potentiale og min egen usandsynlige meningsløshed svejses i min fantasi sammen og idet min bevidsthed kvæles og min krop tilintetgøres bliver mine bekymringer, små, grå og hverdagslige som de er, set i deres rette perspektiv: Som ubetydelige støvkorn i en skinnende virkelighed, der styres af kræfter både større, mere blændende og mørkere end jeg nogensinde kan forestille mig.

Og lige så hurtigt som den opstod forsvinder længslen, jeg er mig igen, jeg blinker og mærker tørst eller hudsult eller det faktum at jeg har arbejde at lave, hverdagens beskedenhed bliver igen enorm og uomgængelig og alt er som det var.

Jeg rækker ud efter min kop, kaffen er kold, jeg skærer ansigt af den bitre smag.

 

 

I gymnasiet læste vi et digt af digteren Shack von Staffeldt, På Toppen af Mont Cenis, jeg var meget påvirket af det. Digterjeget er på bjerget midt i et tordenvejr, de andre mennesker gemmer sig i deres huse, men jeget føler stormen, føler træerne, der bliver revet op med rode, lynilden om klippevæggene, blæsten, der flår alt i stykker, og han ved, ved, at han er en kunstner, en digter og et overmenneske, fordi han elsker kaosset og kun har ringeagt til overs for sin egen sikkerhed.

Jeg tror jeg følte mig som digterjeget, eller måske ønskede jeg mig at føle som digterjeget, at være distanceret til min egen overlevelse, at mærke naturens rene kaosmagt på min krop, at se bjerge kløves, magmaen springe, ilden løbe over skoven og kun efterlade aske.

Ja, tænkte jeg, ja! Dette må være det virkelige liv, ikke denne blege skygge af eksistens, hvor man bekymrer sig om lektier og madpakker og kærester.

Kun i det øjeblik ting går under er kan de for alvor siges at være virkelige, øjeblikket før de ødelægges er det øjeblik de er allermest virkelige, allermest autentiske, sex er voldsomt og mest dybfølt før forholdet går i stykker, sorgen er mest bitter ved det sidste farvel, hvis man vil opleve virkeligheden i de klareste, blodigste farver må man være klar til at lade den gå under.

 

 

Jeg kan det udenad, stadig væk, digtet Hærværk af Tom Kristensen.

Asiatisk i vælde er angsten
Det er modnet med umodne år
Og jeg føler den dagligt i hjertet
Som om fastlande dagligt forgår

Men min angst må forløses i længsel
Og i syner af rædsel og nød
Jeg har længtes mod skibskatastofer
Og mod hærværk og pludselig død

Jeg har længtes mod brændende byer
Og mod menneskeracer på flugt
Mod opbrud som ramte alverden
Og et jordskælv som kaldtes Guds tugt

Min ven Emil og jeg messede det i kor sent om natten, når vi kom hjem fra byen i første og anden G, og følte os som mørke og mystiske troldmænd, kunstnere, kaosmagikere, mennesker, der ville og skulle mere end det her.

Vi længtes efter alvor, mod at noget for alvor var på spil, at noget gik under, at se noget ægte for første gangs skyld nogensinde. Det sagde vi i hvert fald til os selv og hinanden.

 

 

“Together, they would watch everything that was so carefully planned collapse, and they would smile at the beauty of destruction.”

― Markus Zusak, The Book Thief

 

 

I 2014 dukkede et hidtil ukendt brev Tom Kristensen havde skrevet op. Der er tre yderligere strofer til Hærværk i det:

Jeg har set paa de knækkede Stole
som laa spredt i mit hærgede Rum,
– og Bekendelsen skreg i mit Hjærte,
skønt min Læbe var gnaven og stum.

Og – det skreg, det hysteriske Hjærte,
og – det – gav al min Afmagt til Pris:
 Jeg har elsket de brændende Byer
 – og Orkaner med Skibes Forlis.

Jeg har set paa de splintrede Stole
– der laa spredte som stumper af Vrag
 – og i naadeløs Klarhed blev blottet
– af den gyldent forfalskede Dag.

Jeg så et spejlbillede i de strofer. Jeget sidder på et rodet værelse, har ødelagt sin stol, og den fremmeste af alle følelser er ikke angst, er ikke glæden ved ødelæggelsen. Den er afmagten.

Det er ikke en indre digterånds grænseløse kreativitet der findes i trangen til at blive tilintetgjort – det er den uomgængelige sandhed at jeg er magtesløs og at de indre byer jeg bygger kollapser fra mig. Verden omkring mig piner mig, med dens evindelige stilstand, dens mangel på afspejling af mit indre, jeg tror det er den følelse, der overmaner mig, når jeg kortvarigt drømmer om ødelæggelsen og destruktionen.

Men så forsvinder drømmen og langsomt, langsomt og pinefuldt må de indre byer og verdener bygges op igen, et skridt af gangen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *