Når jeg dør

Når jeg dør: Et ganske kort testamente.

Når jeg dør skal I græde, hvis I kan, og hvis I ikke kan græde skal I grine, og hvis I ikke kan grine må I nøjes med at eksistere, hvilket er svært nok i sig selv.

I skal tage min kiste i jeres hænder, og I skal lægge mig i jorden, ligesom I har gjort det før og vil gøre igen for andre I har elsket eller hadet.
Jeg vil gerne have I synger, når jeg dør, og selvom det ikke er så vigtigt hvilke sange I vil synge, har jeg altid holdt af den skotske folkesang, der hedder The Parting Glass, som både er en farvelsang, når man går hjem fra en fest, og en begravelsessang:

But since it fell into my lot
That I should rise and you should not
I’ll gently rise, and softly call
Good night and joy be to you all

Og denne gang er det jer der rejser jer fra mit selskab. For sidste gang, jeg skal aldrig rejse mig igen, i hvert fald ikke i dette liv, og derfor vil jeg gerne have at I, på mine vegne og til jer selv, ønsker en god aften og glæde til jer alle.

 

 

Når jeg dør skal I plante træer, men ikke kun på min gravsten, plant dem hvor det giver mening, måske I jeres have eller i en fjern skov.
Et træ bevæger sig aldrig, hele dets liv udleves det samme sted, for dem er en rejse døden og det at blive et livet, jeg kan ikke lade være med at blive rørt af det. Et træ har uden øjne og uden ører oplevet alting et enkelt sted, suget vandet i rødderne og mærket solskinnet komme og gå, dets blade folde sig ud og falde af, en sælsom form for liv, set med menneskelige øjne, måske bliver mine atomer engang optaget i et træ, det vil jeg håbe.

I skal plante træer når jeg er er død og hvis I vil kan I tænke på mig, når I gør det.

 

 

I skal holde om hinanden når jeg dør, men også før jeg dør. I skal elske hinanden og I skal holde op med at elske hinanden og I skal hade og tilgive og opgive og blive kolde og varme.

 

 

I skal glemme mig, når jeg dør, men I skal ikke føle skyld over at glemme mig, for den slags sker, og det er godt, jeg kan ikke forestille mig noget værre end at være fanget i sorg og hukommelse, og I skal ikke være fangede, når jeg er død, I skal være frie, så godt I kan, selvom frihed er svært, I skal i hvert fald forsøge at være frie i øjeblikke, se udover jeres venner og det I har gjort, og føle fred, uanset hvor kortvarigt det er.

 

 

I skal spise og drikke når jeg dør, mine livretter og alt det jeg hader og alt andet: Fuldfede vine og magert vand, festmåltider og rugbrødsmadder, ærteskud og vandkastanjer, jeres ord og jeres følelser og mørbradgryde og hummus. Kartoffelporresuppe, tarteletter og helstegt pattegris.

 

 

I skal dø, engang, når jeg dør, men først skal I leve.

 

 

PS: Jeg har ingen nuværende planer om at dø inden for den nærmeste fremtid.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *