Du er faldet for langt og for dybt og du fortryder intet (glimt)

Udenfor tager natten til, men herinde er lyset orange og pletvist, duften af røg, likør og kaffe, høj latter, man må tale højt for at blive hørt, men du siger ikke et ord, der er fred inde i dig, der er der sjældent, men lige nu er der. Dine venner skåler, drikker i forskelligt tempo, de fylder og smiler og lige nu er det nok, så kan natten tage til alt det den vil, den kunne opsluge resten af verden, hvis det stod til dig, bare du havde denne lille knude af varme.

 

 

Du sidder under bordet, du ved ikke hvad klokken er og du husker ikke hvordan I endte under bordet, I har talt i timevis, selvom I ikke har kendt hinanden længe og du er altid på nippet til at græde, du er følsom som en øm tand eller en tå og det er første gang hun siger hun elsker dig, hun siger det der, under bordet, dine øjenlåg bliver varme, om lidt rejser hun væk i månedsvis og du siger til dig selv at man ikke må falde for dybt, at man skal bevare en selvstændighed, en identitet, og mens du siger det ved du at du har forbrudt dig mod dine egne regler, du er faldet for langt og for dybt og du fortryder intet, selvom du ved at det nok skal komme.

 

 

Dine støvler er dækket af mudder, det var slet ikke meningen I skulle gå, du havde ikke taget ordentligt fodtøj med, men I blev grebet af øjeblikket, af den mystiske skov med kunstværkerne og nu går I i sjappet, forbi børnefamilierne, så dybt og hurtigt I kan, indtil I møder ham, og du tror med det samme han er levende, en skulptur på højde med et menneske, dækket i plastikfrynser og med hjortetakgevir og gummistøvler og selvom du griner af dig selv med det samme har du svært ved at ryste det af dig, ligesom mudderet under dine såler, der sidder fast uanset hvor meget du skraber dem i træerne. Du føler dig ikke længere velkommen i skoven (er det virkelig allerede aften?), du finder på en undskyldning og tager ham i hånden og hurtigt går I væk, du er glad for at holde ham i hånden, den er varm og tryg, noget levende og pulserende et sted der føles hjemsøgt og køligt, hver gang I forlader en lysning forestiller du dig at skovånderne indtager rummet bag jer, at de ser efter jer, deres mærkelige tanker og natterutiner, deres kolossale øjne og alt for mange ben. Da I kommer til bilen føler du dig fjollet, tænk at tro den slags, men du er glad idet I kører væk.

 

 

Hendes forfærdelige, alt for store vejrtrækning er væk, hun er død nu, han ser alvorligt på dig, du siger farvel, lige så højt som du tør, hvilket ikke er særligt højt, han lader til at forvente det. Bagefter går du væk, du forsvinder ind i et hjørne, men du græder ikke, du har allerede grædt så meget, du har grædt i drømme og i frikvarter, der er ikke noget tilbage lige nu, bare en kold, rivende blæst i dit bryst og en træthed, en udmattelse, du kan ikke holde ud at indeholde flere informationer du, du vil være stille og tom, bare tom et lille øjeblik.

 

 

Det er ham, der foreslår det og henter kniven som I ikke har slebet i årevis.

Det svier at skære i sig selv, det overrasker dig, at det svier, flængen i din tommelfinger lader en lille klase af knaldrødt blod pible ud, en dråbe ad gangen, I tager fat i hinandens skuldre og lader tommelfingrene mødes, blodet blandes, sådan en lille ting.

”Nu er det alvor,” siger han og du ved han mener det og du mener det også

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *