Jeg går blandt vinstokkene

Jeg går blandt vinstokkene som min far har fået, de løber ikke væk fra ham ligesom fårene.

Han taler stolt om dem, ingen af os siger at sidste års hvidvin smagte af afkalkningsmiddel, men til hans forsvar var roséen fremragende, hyldeblomst og drueagurker, sandjord og grønne stenfrugter, hvis jeg kunne hasardere et gæt, jeg er ikke god til vinsmagning, selvom jeg synes deres poetiske sprog er meget smukt og pompøst.

Vi plantede frugttræer her, de skulle symbolisere hver af os, mig og mine søskende og mine forældre, både Anne og jeg ville have kirsebær, tre af træerne døde.

”Sådan går det,” siger min far, det har han ret i, nogle symbolske handlinger går i stykker i virkeligheden, her handler det om ikke at blive overtroisk, tænker jeg, at lade symboler være symboler og holde mine søskende tæt ind til mig når jeg ser dem.

Jeg prøver at huske at sige ”jeg elsker dig” når jeg taler i telefon med dem, Emma bliver altid forlegen i et halvt sekund før hun fast og med overbevisning siger ”jeg elsker også dig”, jeg tror det er et valg af elske og et valg at huske at sige det, en ting der er virkelig før, men også bliver mere virkelig af at blive gjort til ord, en symbolsk handling gentaget tusindfold, en erstatning for de døde frugttræer, hvis bark blev spist af hjorte i det tidlige forår, indtil de faldt sammen og måtte fjernes.

 

 

Jeg går i køkkenhaven, løg, rødbeder, agurker, squashplanter så store som badekar. ”Bare vent til blomsterne bliver til squash-frugter,” siger min stedmor, og jeg bliver rørt af stoltheden ved potentialet, et uindfriet squash-løfte, selvom jeg endnu har mødt nogen der utvetydigt elsker squash, en plante begavet med et særpræget navn og et endnu mere særpræget udseende, jeg er glad for at der også er plads til stolthed over squash.

 

 

Jeg sov som en sten i nat, for første gang i lang tid, tolv timer. Jeg drømte jeg var til et bryllup, men vi blev placeret afsides, væk fra festen. Champagnen var kold og velsmagende, jeg talte med folk uden bekymringer, uden nogen form for forbehold.

Nikita slår op i en drømmetydningsbog, det hele er ildevarslende, men forfatten er også en pikket freudianer, jeg køber bobler for en sikkerheds skyld, hvis jeg skal vælge mellem symbolerne, vil jeg vælge de kølige og de velsmagende og lægge de ildevarslende bag mig.

Måske døde tre af vores frugttræer, men resten står tilbage, ydmyge og små, men engang vil der være pære og kirsebær. I mine forældres køleskab står rabarber og solbær, min far insisterede på at jeg tog en agurk med.

”Den er egentlig lidt som dem i supermarkedet,” siger han og holder pause.

”Måske lidt bedre.”

 

 

Jeg går en balancegang, føles det som, der er en mærkelig svulmende følelser under mine ribben, en potentiel tristhed, et løfte om noget gråt.

I første omgang har jeg bobler i hænderne, to flasker, kølige og ikke særligt dyre.

Fra et sted jeg ikke kan se, men ikke så langt væk, ler nogen af noget jeg ikke kan høre.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *