Hvis jeg levede i nuet, havde jeg for længst slået mig selv ihjel

Det sidder i kanten af min øjenkrog.

Jeg havde næsten glemt det, jeg ved ikke, om jeg havde for travlt eller om alt det, jeg har gjort, for at få fred har virket.

Jeg ved ikke om jeg blev uopmærksom eller lod paraderne falde.

Som en næsten usynlig skimmelart, hvis sporer breder sig til hvert eneste rum, uden at man bemærker noget, indtil den jordslåede lugt og hovedpinen følger en ind i hver eneste krog af det, som skulle være ens hjem.

Jeg er så bange for at det kommer tilbage.

 

 

Når jeg kommer hjem, forsøger jeg at tage tid til mig selv, slappe af, selfcare, hvad end det hedder, at finde et lille stykke virkelighed, hvor jeg kan være mildere ved mig selv eller i det mindste ikke lægge mærke til den modbydelig hvisken kun jeg hører, om de tusinder af måder jeg har fejlet, svigtet og ikke slået til på.

Men i stedet falder jeg i søvn og drømmer urolige drømme.

Så står jeg op, går på arbejde og kommer hjem, og sådan gentager det sig.

Jeg krammer min nussede hovedpude og græder så lydløst ned i den, jeg kan, mens jeg fortæller mig selv, at det er godt at græde, det er godt at få det ud, det er godt at give sig hen, det er godt at stå ved at man føler, men hvorfor føles det så så magtesløst?

 

 

Jeg er gledet fra gamle venner, det er i orden, sådan går det, siger jeg, alting kan heles under de rette omstændigheder, ville jeg overhovedet have inviteret mig selv? Det eneste jeg kan er at råbe højt, arbejde og græde over de to første ting, når jeg har fået en øl for meget.

 

 

En ven, der skriver nyheder sagde noget rigtigt, om det at være opdateret altid. Det er som at vibrere hele tiden, vi er ikke skabt til at vibrere, man sover dårligt, det går i fordøjelsen, mennesker bør ikke vibrere, vores rytme burde være langsommere, i takt med dagene, årstiderne eller månen.

 

 

Det værste er at det føles så forførende at give op. Lade mig selv falde ned i et varmt, omsluttende mørke hvor ingen krav, ingen forventninger findes. Føle mindre, lade rytmen forsvinde, eksistere som et hav, blødt vuggende, jeg vil ikke være et menneske, jeg vil ikke være en kastanje, jeg vil være et hav, jeg vil synke til bunden og mørket, hvor sollyset aldrig når og ingen lyde kan forstyrre. I det mindste i øjeblikke.

 

 

Jeg åbner øjnene igen, mange har vel levet med dæmoner på skuldrene eller skimmelsvamp i øjnene, det kan jeg også, lidt endnu, indtil de fortager sig.

 

 

Jeg har aldrig haft nogen særlig forståelse for folk, der gerne lever i nuet. Hvis jeg havde hengivet mig til nuet, havde jeg for længst slået mig selv ihjel, ramt og fejet op at et øjebliks uendelig sorg og krampagtighed.

Man, jeg, lad os sige jeg, må huske på alt det, som ikke er lige nu, alle de uendelige ting, verden består af, muligheden for at det her ikke er evigt, spinkelt lys, en ubekymret latter, duften af brændt paprika, varme hænder på ens skulder, den dybe kærlighed som udvisker enhver tvivl om hvor meget du vil ofre, alt det findes, lige ved siden af det her.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *