I fjor blev min nevø, August, døbt. Dette er min tale til ham i samme omgang – alle priste sig vist lykkelig over at jeg holdt Gud ude af det.

Kæreste August

I julegave for nogle år siden gav din far og din mor og dine onkler og tanter og jeg din farfar en gave. Vi gav ham en kvadratfod jord i Skotland, som han nu har retten til at kalde sig herre over.

Lord Haag kan han kalde sig. 

Også selvom han ikke, strengt set, egentlig kan betragtes som reel landadel, han er vist bare opført i et mere eller mindre fiktivt register, og han skal i øvrigt dele sin ejendom og titel med tusindvis af andre farfædre og mormødre og granonkler og fætre hele verden over, som også ejer hver deres lille bid af det skotske højland.

Man kan sige at du har fået lidt den samme gave på højtryk og mangfoldiggjort.

Du har fået en hel verden, som du, som dit navn antyder, er kejser over, og som du har retten til at kalde din.

Selvom du skal dele den, i skrivende stund, med syv milliarder, 950 millioner, 35 tusind, 473 mennesker.

Du har fået den mest voldsomme, mest overvældende og største ting man kan forestille sig, nemlig verden og livet i dåbsgave. 

Den gave er både en trussel og et løfte. 

En trussel fordi verden er svær, uigennemskuelig og ofte til at tude over, og selvom både dine forældre og vi andre kan komme til at ønske, at du aldrig vil slå dig på den, og at dine tårer bliver få og din smerte kortvarigt, så er vi også kloge nok til at vide, at sådan bliver det ikke. 

Du vil blive skuffet, du vil blive såret, du vil være ensom og fortabt.  Nogle dage vil mørke skyer samle sig over dig og alt som plejede at gøre dig glad vil føles gråt. Det vil i øjeblikke virke umuligt at blive ved med at rejse dig, når du bliver slået omkuld, og det vil virke umuligt at finde vejen igen. For August, livet er en kraftigt bevokset skov, og det findes ingen kort over den, det er faktisk umuligt at lave et kort over den.

Det er ikke til at vide om dens indbyggere er venner eller fjender, før man lærer dem at kende. Livsskoven er et sært sted. 

Vejret er umuligt at forudsige. Nogle dage vil regnen flå i dig, og andre dage vil måneskinnet falde fortryllende og let i gennem løvet og oplyser stien foran dig, og en fjern smuk stemme vil synge fra granerner og dit hjerte vil vibrere i takt med vindens susen og regnen, der dunker på træernes mørke stammer.

Her er både bær som er gode at spise, sære gevækster der giver kløe, og nogle som får dig til at se lyserøde eller grønviolette elefanter (hold dig i udgangspunktet fra dem). 

Her er tornekrat og nogle aftener vil du være tvunget til at flå din skjorte i stykker for at lægge en improviseret forbinding på dine blodige rifter. Men andre dage vil du sidde lykkeligt ved et bål, riste kastanjer og drikke køligt, forfriskende kildevand og din sjæl vil, i et kort øjeblik, finde ro og trøst ved flammernes knitren.

For din gave er ikke kun en trussel August, den er også et løfte. Selvom skoven er ufremkommelig og dunkel og intet kort findes, så er det ikke altid et ensomt sted, og det kan man høre hvis man lytter: De andre indbyggere i skoven synger, hvis man lytter efter, hver deres egen livssang, med hver deres stemme, som rejser og falder i skiftevis dur og mol. Du bliver nødt til at skabe dig din egen livsmelodi, men der er kærlighed, visdom og erfaring at finde i andres, hvis man vil. De fortæller historier i tusindfold, som nogle gange ikke vil ligne din, men andre gange vil.

Du er ikke den første der slår sig, ikke den sidste som forelsker sig i en bjergtop eller en smuk indbygger i skoven og får sit hjerte knust af skiftevis bjerge og smukke skovboer. 

Vi andre har også rejst igennem skoven og selvom den også for os undertiden er ufremkommelig, forvirrende og mørk, så har vi også råd og støtte. 

Vi ved hvilke bær der giver dig tyndskid og hvilke der er gode at spise sig mæt i (vi kender i hvert fald nogle af dem), vi holder dig gerne om skulderen eller i hånden når det er svært at gå alene, og vi dækker med glæde bordet op, når vi mødes i en smuk lund, og tornekrat og rådne træstammer viger pladsen for anemoner og skovsyre og brombær og vild peberrod og fællessang.

Selv når din evige vandring føles allermest ensom, så synger vi så højt vi kan, så du kan høre vores stemmer, vi hugger brænde til bålet, og holder vores lanterner så højt over vores hoveder vi overhovedet formår, til vores arme gør ondt, så du kan se deres fjerne, varme skær og finde vejen igen, og ingen kommer til at juble højere end os August, når du lærer at det er godt at gå hurtigt og med selvsikkerhed om fredagen og godt at hvile sig om lørdagen, når du lærer at snørre dine vandrestøvler og når du, efter at have haft ondt, rejser dig og dine langsomme skridt bliver stærkere og mere selvsikre igen, og du finder din egen melodi og sang. og skoven bliver din, selvom du aldrig kommer til at underlægge dig den, for det formår ingen af os.

Livsskoven er smertefuld, ja, men den er også forunderligt smuk, den er hver eneste tåre værd, August, den er det dyrebareste og fineste man overhovedet kan få og dele med andre, og nu er den din, ligesom den er vores, og der er intet jeg, dine forældre eller resten af verdens skovvandrere ser frem til med større glæde, end at du slutter dig til vores vandringen og sang og dine fodtrin og din stemme løfter sig og giver genlyd mellem stammerne.