Før jeg dør vil jeg gerne se en blåhval

Vi tager ud og spiser alle sammen, min bror har fået nyt arbejde og det samme har min far. Alle har taget pænt tøj på, det har jeg slet ikke overvejet, mit hår er lidt for langt og det er lang tid siden jeg har barberet mig.

Jeg vasker en plet af mine bukser på et toilet.

Det er som om verden er lidt for larmende og lidt for voldsom og jeg ikke er indrettet til den, der er en nagende dårlig samvittighed, den sidder i mit baghoved og under fodsålerne, som om den var en svampeart, der forårsager kløe og rødme og er pinlig at tale om.

Jeg tager mig selv i at hade mig selv og voldsomt ønske jeg var anderledes, jeg hader mine tanker og mit udseende og alle de dele, der er mig og når jeg ser i spejlet føles det som om det er en fremmed, der blinker på samme tid som mig

Jeg bliver kold og stille og sætter mig i sengen og stirrer ud i luften indtil den prikkende usikkerhed går væk og jeg vågner med et sæt.

 

 

Min far bryder sig ikke om at jeg tager antidepressiver, han er bekymret for mig.

Nogle følelser skal man have, siger han, og jeg føler mig svag og forkert og smuldrende og flyder ud af døren og hjem til mig selv og taler ikke med nogen i to dage.

Min bror spurgte om de kunne gøre noget, hvordan jeg har det, men jeg ved ikke hvad jeg skal sige, så jeg siger at de gør det godt nok og det mener jeg faktisk også.

En ven sagde for nylig at han syntes mine tekster var for klynkende og jeg er træt af at være forkert, jeg ved ikke hvordan jeg skal forklare at det ikke er et valg jeg har truffet.

Vi forestiller os at mennesker er et resultat af de valg de træffer, vi ser dem i lyset af deres individuelle beslutninger, men verden er så voldsom og fyldt op med ting og stemmer og andre mennesker at jeg er bange for at vores valg bliver hvisket væk og slebet ned indtil der kun er tilfældighederne tilbage, men jeg ved også at det kan risikere at være de grå sporer som depressionen sætter fast i virkeligheden, der taler og efterhånden er det svært at skille det ad.

Det føles som om jeg ser ud på virkeligheden igennem en glasrude, og den er dækket af regn og igennem laget af vand smelter himlen sammen med asfalten og betonbygningerne og jeg ville ønske at tordenvejret ville flænge det hele i stykker og i det mindste dele virkeligheden op i afgrænsede dele.

Jeg holder ikke ud at være så flydende mere, der må være en grænse mellem mig og verden og de grå sporer, men jeg ved ikke hvor noget begynder eller slutter længere, jeg føler mig trukket udover verden, så tynd at solen lyser igennem mig, og måske er det derfor jeg er blevet gennemsigtig for dem jeg elsker.

 

 

Tiden er gået af led, siger Hamlet på et tidspunkt, det er farligt når man er enig med Hamlet af alle mennesker.

Men tiden er virkelig gået af led, den trækker sig sammen og udvider sig på måder jeg ikke kan forudse, pludselig er en hel dag gået uden at jeg har formået at gøre noget eller også slæber minutterne sig af sted, og den eneste faste rytme er at jeg skal tage min medicin omkring klokken otte hver aften, jeg ville ønske det ikke føltes som et nederlag.

Min læge siger at han ser på det som enhver anden sygdom, at man skal bruge den medicin og de hjælpemidler som er nødvendige, hvis man er syg, og når det kommer til andre mennesker er jeg enig, men jeg kan ikke ryste skammen af mig, det er så opslidende at være skamfuld, og jeg kan ikke lade være med at tænke at jeg er svagelig, at jeg har givet op og at jeg har givet op og at jeg har givet op og jeg vil ikke give op, jeg prøver så hårdt ikke at give op, men der er en dobbelthed i at bede om hjælp, det er både stærkt og svagt på en og samme tid og jeg har ondt over begge dele.

Men jeg tager fortsat min medicin, 50 milligram om dagen, jeg møder op hos psykologen, men de grå sporer trækker sig alligevel over fortovsfliserne og hjørnerne i mørke rum, de pulserer svagt når man vender ryggen til og jeg gør mit bedste for at ignorere dem eller i det mindste leve med dem, men alting er så flydende og det er svært at skille dem fra mig eller mig fra dem.

Verden fosser ind i mig og jeg ender med at stirre på min væg, mens jeg forsøger at filtre trådene ud.

 

 

Mit værelse roder, måske er det fordi virkeligheden er så flydende at jeg ikke formår at dele ting op.

Ofte falder mine plakater ned, men dem hænger jeg altid op igen, jeg har to af hvaler, jeg elsker hvaler, jeg ved ikke helt hvorfor.

Den ene flyver igennem en skov, bag den står en mur af tåge og foran den er høje, nøgne løvtræer, jeg ville ønske at hvaler kunne flyve.

Før jeg dør vil jeg gerne se en blåhval, jeg håber der er tid til at se en blåhval engang, der er en ro og ælde over hvaler, jeg holder af at de synger og jeg holder af deres størrelse, jeg elsker at de dykker ned i mørket og dybet, hvor millioner liter vand trykker sig sammen omkring dem, indtil de dukker op til lyset og luften igen.

Måske kan jeg for alvor føle mig som noget afgrænset og individuelt, hvis jeg eksisterer ved siden af en blåhval, som er presset så hårdt sammen om sig selv, og hvis hjerte er større end min krop.

Måske bliver sporerne mindre så, jeg håber en blåhval er for stor til at de kan vikle sig rundt om den, det håber jeg, det håber jeg så meget at det gør ondt.

Jeg sidder i mørket og løser en puslespilsbrik

En: Det føles som om jeg sidder i mørker og løser en puslespilsbrik, ligesom en rubikskube, men mere avanceret, og jeg kan ikke se den. Jeg kan kun mærke efter hvordan den er udformet og hvordan den fungere med mine fingre, men hver gang jeg tror jeg ved hvordan et hjørne eller en enkelt del af mekanismen virker, er det som om de andre dele af kuben er anderledes end de var for et øjeblik siden.

En anden:

En: Da jeg var lille huskede jeg mine drømme så klart og undertiden blev jeg klar over jeg drømte og at jeg kunne ændre mine drømme, og jeg lod ørkener oversvømme og rejste enorme søjler og bjerge og skove, men jeg vidste samtidig at det var en drøm og jeg vågnede altid kort tid efter. Min far troede ikke på mine skaberdrømme, men min mor gjorde, hun havde læst om det engang i et blad.

Hun havde en fornemmelse for den slags, hun noterede sig også mit horoskop, da jeg blev født, det står i den lille bog hun pligtfast udfyldte da hun lå på fødegangen, og hun vedlagde en lok af mit hår, som var falmet lyst og krøllet.

En anden:

[Tiden går – men ikke hurtigt. Vinden tager undertiden til og husets brædder giver sig og knager.]

En: Mine piller er blå og jeg bryder mig ikke om deres nuance eller udformning, de minder vel mest om små vasketabletter. Jeg holder ikke af dem, eller deres virkning, men jeg ved ikke om det jeg føler de gør ved mig allerede var tilstede forinden eller om de bidrager til det eller om de forårsager, der er ikke andet at gøre end at vente og se, og det værste i verden er at vente, jeg ved at andre siger at ventetid er et frugtbart rum og at de begræder at vi ikke venter som vi gjorde i gamle dage længere, men jeg bliver angst og knuget, hvis der er ventetid, det føles som et åbent hul hvor universets truende, gigantiske størrelse kan krænge en vakuumfarvet finger ind, og jeg bliver så lille at jeg næsten ikke kan mærke mig selv.

Da jeg var yngre var jeg fascineret af astronomi og planeter og stjerner, men jeg er blevet ældre og mere forsigtig nu og jeg betragter viden om rummets uendelighed med varsomhed – vidste du at hvis et menneske blev udsat, uden rumdragt, for vakuummet i det ydre rum, vil deres krop fryse og fugten på deres tunge koge og boble på samme tid? Den slags fakta virker vredet for mig, som halve sandheder eller som om virkeligheden har givet op, som om de er uvirkelige, men nu jeg tænker mig om er det ikke mere uvirkeligt end min egen krop føles, som om jeg går ved siden af mig selv og mit åndedræt larmer for tungt og for højlydt.

Månen er i gennemsnit 384 400 kilometer væk fra jorden, men det tal betyder ingenting når man ser på den i himlen og noget smuldrer uendelig langsomt.

En anden:

[Lyset har ændret sig mens En har talt, et orange skær kan skimtes i træerne langt væk, der er en dunst af sod og salt]

En: Jeg plejede altid at sove tungt, men nu sover jeg først sent, jeg har altid elsket nattetimer, men nu trykker de sig nedover mig mens jeg sveder under min dyne og hvorfor egentlig mig? Hvilken retfærdighed er der i at jeg skal tvivle på mig selv og virkeligheden omkring mig?

Der findes nogen, du har sikkert hørt om dem, der forklarer alle dele af den menneskelige natur ved hjælp af vores tidlige evolution, og jeg finder det bestyrtende at se så instrumentalt på sig selv og andre mennesker, dem om det, jeg ville tilgive dem alt hvis de kunne forklare med ro og meningsfuldhed hvorfor jeg har det sådan her.

En anden:

En: Jeg er ikke sulten som jeg plejede, det føles som om jeg spiser for at gøre noget, jeg forstår pludselig alle dem som siger de spiser af kedsomhed, men sådan har jeg aldrig haft det før og det stjæler oplevelsen fra mig.

Det føles som om jeg gør det mod mig selv, men ikke har noget valg.

[Udenfor stilner vinden af, mørket er ved at falde på. En rejser sig og går til en skuffe og gennemroder den, formodentlig for at finde noget som ikke lader til at være der.]

Jeg er så bange for at blive glemt og for at glemme

Jeg fandt en note jeg havde skrevet til mig selv i en bog du gav mig dengang vi lige havde mødt hinanden, og du var på klassetur til Tjekkiet, tror jeg, jeg havde skrevet:

”Husk det her. Husk hende”

men jeg er ikke sikker på jeg husker det med samme skarpe klarhed, det føles som om mindet er blevet slidt, som om det var et gammelt fotografi hvis farver er falmede, og når man ser på det må man anstrenge sig for at forstå at de mennesker som er på det virkelige havde komplekse og ægte liv, at de havde sorger og kærlighedsaffærer og livretter, men vi taler ikke sammen længere, og jeg føler jeg skuffer en yngre udgave af mig selv, en udgave der troede at alle brændende følelser og minder ville blive ved med at brænde og føles friske og ægte og skarpe.

 

 

Jeg husker lugten af min farmors håndcreme og min far fortalte mig hvad den duft hed meget senere, kamfer, et ord jeg synes er smukt, og hver gang nogen smører sine hænder ind i den kan jeg se de pærer og æbler og bananer hun skrællede og skar i både foran fjernsynet hvor vi så gamle tegnefilm de uger hvor mine forældre var i Tyskland på grund af behandlingerne.

Min livret var min farmors hakkebøf med bløde løg, men når jeg prøver at lave det selv smager det fadere end det gjorde, mere af mel, så jeg laver det ikke tit, kun engang imellem når trangen bliver for stor.

Engang da vi kom hjem fra Roskilde og hele verden virkede mat som de stikkende plastiklommer man har printark i, bestilte vi hakkebøffer fra kinagrillen. De kom i skumgummibakker og du spiste din portion dobbelt så hurtigt som mig og fik mine rester, og jeg ved ikke hvorfor, men jeg elsker andre mennesker mest, når jeg kan give dem den hakkebøf jeg ikke kan spise eller den omsorg jeg synes de fortjener, jeg ved ikke hvorfor, men jeg elskede dig så højt i de øjeblikke hvor du spiste den grå hakkebøf jeg ikke kunne få ned.

 

 

Hos min mormor lugtede der af tobaksrøg og smeltet smør, over sofaen, hvor min morfar brugte sine dage, hang et stort stofbillede af en hest og et føl, i stærke grønne og glinsende brune farver. Min morfar talte ikke meget, ikke siden blodpropperne, men jeg forstod at hans hoved stadig hang fint sammen, når jeg smuglæste de læserbreve han havde skrevet på sin computer og så hvordan hans modstandere i Hjerterfri hed Krarup og Langballe og Kjærsgaard, og på loftet stod de store kasser med gammelt lego, hvis farver også var falmede, men jeg holdt mere af det end jeg gjorde af de nye og skinnende sæt med gennemsigtigt, farvet plastik.

Engang da vi legede kom jeg til at spise bær af en busk, jeg ved ikke hvilken, men de brændte hårdt og vedblivende i min hals og da mine forældre fandt ud af det greb min mormor, med sine tynde arme, en fukssvans og ville save både bær og busk om, men jeg tror mine forældre stoppede hende, efter de havde givet fået mig til at sværge at jeg aldrig ville spise noget, jeg ikke vidste hvad var, igen.

 

 

Min mor glemte ting til sidst, en aften sagde jeg til hende at jeg var glad for at det regnede for jeg elskede lyden, og hun så forvirret ud og spurgte ”Hvad er regnvejr?” og så løb jeg ind på mit værelse, og min moster kom ind og holdt om mig og sagde at hun havde fortalt hende hvad regnvejr var, jeg vil aldrig nogensinde glemme hvad regnvejr er og tanken gør mig både kold og varm.

 

 

Det stærkeste der er at finde i Harry Potter handler om dementorerne, personificeret depression, hvis navn betyder at ”være fra forstanden”, og stammer fra samme ord som demens, og Ron siger om dem at de føles ”som om jeg aldrig ville blive glad igen” og da jeg læste det første gang vidste jeg at det ville sidde fast i mig.

 

 

Jeg er bange for at blive glemt og jeg er endnu mere bange for at glemme.

At blive så trist og lille og grå at alle omkring mig simpelthen glemmer jeg eksisterer, at jeg bliver gennemsigtig så de ser direkte igennem mig og jeg er også bange for at jeg glemmer dem jeg elsker, jeg gemmer minder fra alle dem jeg har elsket, gamle bøger, noter og fotografier, min far har hele kasser med ting fra min mor og jeg har aldrig kigget i dem, jeg har to bøger fra hende og jeg tør ikke at læse dem, jeg ved ikke om jeg er mist bange for at det vil gøre ondt eller at jeg slet ikke føler noget, at minderne er blevet falmede og tynde som asken fra afbrændt papir, der falder fra hinanden og forsvinder i brisen når man rører ved det.

Jeg læste at vi skal betragte det som en velsignelse at vi glemmer.

At hvis man havde en perfekt, fotografisk hukommelse ville det være svært at leve, man ville blive væk i sine minder og i tvivl om hvad der er virkeligheden og hvad der ikke er.

Men jeg kan ikke slippe følelsen af at jeg glemmer noget vigtigt og det er væk for evigt uden at jeg valgte det, så jeg fortsætter med at fylde mine kasser med gamle fotos, biografbilletter til film jeg ikke husker længere, et gammelt digt, en hastigt skrevet note og et postkort fra Indien og jeg ved ikke hvad jeg skal bruge det til, jeg tør ikke lade være og jeg er så bange for hvor stor verden er og hvor nemt det er at glemme.

En og en anden

En: Hvad er nyt, kan man spørge, er der nogen udvikling, er noget anderledes eller bedre?

En anden: Intet er nyt, kan jeg svare, alt er som det plejer, det er stadig svært at hæve ansigtet og overskue virkeligheden, den føles stadig grå og som gele, når jeg bokser i den, sendes slaget tilbage i min arm, som næsten knækker under trykket, jeg kan høre knoglerne knirke, min arm er meget lille hvis man sammenligner den med hele virkeligheden, hvis du forstår?

En: Man siger at intet nyt er godt nyt, men dine ikke-nyheder er onde, synes jeg, de er i hvert fald grå, du virker mere gennemsigtig end du plejer, dit hår er fedtet og krøllerne er borte, jeg bekymrer mig for dig. Kan jeg gøre noget?

En anden: Jeg elsker dig og jeg elsker den del af dig som lytter, men jeg er stadig bange for at i morgen ikke er ny igen, at den er den samme som i dag og du langsomt vil blive angst for at blive farvet grå af mig og mine tanker og de ting som er i min nærhed, som er blevet grå eller gennemsigtige.

Vidste du, at hvis et rum har taget stank til sig, fra råd eller andet, så kan man sætte en skål eddike ud, og så vil stanken fortage sig?

Undertiden finder jeg balsamico frem og skruer låget af og sætter flasken på køkkenbordet, men jeg ved ikke om det også virker på tristhed, selvom tristhed er lidt som en stank af våde, gemte ting, selvom jeg altid ser på det som en farve, en grå farve, glæde er måske en anden farve, rød eller orange, du ved at man kan mærke folks sindelag før de taler, det står som en glorie omkring dem, men jeg tror ikke at man direkte kan farve dem om, hvis det grå kommer et dybt sted fra, jeg er bange for at helbredelsen ikke kommer udefra, og at jeg gør ondt, hvis jeg lægger ansvaret på dine skuldre.

En: Du må ikke falde hen: Kommer du ud? Ser du andre mennesker? Får du nye oplevelser, der kan farve virkeligheden anderledes?

En anden: Jeg går ud, men ofte som en mekanisme i et urværk, en af de gammeldags figurer, som på en skinne kører ud af kukuret og hen til en klokke som de slår på, og så vender de sig og kører tilbage, nej, jeg bliver morbid, jeg ser andre mennesker, jeg taler med dem, jeg forsøger at lindre deres smerter og være i deres nærhed og aura, se deres farver, men alting er dulmet, som om jeg opfatter alting et øjeblik senere end dem.

Andre gange er det anderledes. Jeg skriver beskeder til alle jeg holder af og forsøger at holde dem tæt, men intimitet er ikke altid pludselig, nogle gange tror jeg at den kan genetableres pludseligt, men som jeg bliver ældre er det sværere, jeg får færre venner og nogle af dem jeg har forsvinder, jeg har ofte læst om at det er sådan, men jeg troede det ville være anderledes for mig, der er mange ting jeg troede ville være anderledes for mig, men i de fleste tilfælde håbede jeg over evne.

Du spurgte mig om nyt, der er et trist ordsprog fra biblen, en af de mest grå og triste ting i Prædikerens Bog. Først siger han:

Endeløs tomhed.

Så siger han:

Endeløs tomhed, alt er tomhed.

Og så siger han: Det, der var, er det samme som det, der kommer, det, der skete, er det samme som det, der vil ske; der er intet nyt under solen.

Den slags tanker er grimme og skadelige og de er onde tror jeg, men de er også besnærende, for den som lider: Min lidelse er evig, både før mig og efter mig vil man lide, og der er intet at gøre ved det, selvom der er nok af ting at gøre, og man begår ondskab på verden ved at lade stå til.

Undskyld, jeg kom på afveje: Det er trægt og nogle gange føles det så småt og ligegyldigt og som om det ingen forskel gør, men jeg gør mit bedste, du må virkelig tro på mig, at jeg gør mit bedste.

En: Jeg ved ikke hvad jeg skal sige, dine følelser er så tunge og jeg ville ønske jeg kunne tage dem fra dig. Men det er som om du bebor et andet univers, hvor reglerne er sat ude af kraft.

En anden: Det er ikke min mening at gøre skade på dig, jeg vil ikke gøre ondt, jeg gør mit bedste for ikke at gøre ondt, du skal ikke tage dem fra mig, jeg vil ikke have at du får ondt og derfor trækker jeg mig væk, jeg bryder mig ikke om ubehaget i mine elskedes ansigter når de ser jeg lider og jeg er så svær at hjælpe. Smerten er langsom og grim og helst vil jeg have at ingen skal se den, for jeg bryder mig ikke om hvordan jeg er når jeg har det sådan her, og jeg bryder mig ikke om mine lange svar og om hvor meget som en knude jeg føler mig, knuder kan ikke tale og kan kun vanskeligt elskes.

Det er med kærlighed at folk kommer med råd, men det føles som om deres logik er gået i stykker når de når til mig, jeg har kun stumperne og resterne at samle op og der er så langt op, du må tro mig, jeg gør mit allerbedste, men der er så langt op.

En: Jeg er her for dig.

En anden: Jeg kan ikke se for mig, mine hænder er gennemsigtige i mørket, tror jeg, og lydene forsvinder i det fjerne, din stemme er meget langt væk og ingen steder jeg går hen har megen trøst, jeg ville ønske at ting var tydeligere eller klarere, det er som jeg forsøger at se stjernehimlen fra byen og kun skimter konturer uendelig langt væk, stjernebillederne er forsvundet selvom jeg ved de er der, men hvor der før var mening er der ingen tilbage, kun konturer.

En:

En anden: Jeg ville ønske jeg var anderledes. Eller bedre: At virkeligheden var anderledes, eller at du ser mig igen engang, når jeg er anderledes, jeg håber jeg bliver anderledes eller at mit sprog gør eller at noget bliver anderledes, jeg holder ikke disse tiders ikke-nyheder ud, ingen holder dem ud og jeg kan ikke se dig længere nogen steder og mine knogler knirker.

 

Ting, der forsvinder for evigt

Jeg har altid været ked af de sten, der, når havvandet fordamper, mister deres glans og bliver matte, det føles som om de er smukke på lånt tid, det er vel i virkeligheden et vanitassymbol, men jeg synes ikke timeglas eller sæbebobler er lige så sørgelige.

Engang gik vi ned til havet en nat, jeg var ked af noget, sikkert noget uplacérbart, det er den værste tristhed, og natten var buldrende sort og trængte sig ind på vores kroppe mens vi gik gennem kornmarken, hvor en smal sti løber tværs fra sommerhusene og ned til klitterne, og da vi nåede ned til badebroen, stod vinden direkte imod os og blæste havet op, det piskede faktisk havet op, det er den eneste gang jeg har følt at den metafor passede, det må have været hvidt, men jeg kunne ikke se det, kun høre det.

Bølgerne blev til skum mens deres rytme trykkede dem mod stenene, som om havet havde et hjerteslag, der spændte sig udover alle verdens kyster, der var ingen stjerner, og jeg kan ikke huske hvad vi talte om, men jeg husker at du sagde at du følte dig lille, som om du blev presset mellem havets mørke under os og himlens mørke over os, det var meget smukt sagt og jeg blev stille af det, vi blev begge stille, og stilheden blev fyldt ud af havets rytme, igen og igen og igen, og på et tidspunkt vendte vi ryggen til.

 

 

Det eneste jeg har imod den danske natur, som ofte siges at være flad og forglemmelig, er at her ikke er bjerge. Når vi tog på bilferie sydpå, kunne jeg bedst lide når vi nåede til Alperne og de store tunneller i Schweiz, det føltes som om man begav sig dybt ind i jordens indre, og som om bjerget lukkede sin hånd om en, og når man kom ud i dagslyset igen, rejste bjergene sig så højt at jeg slet ikke forstod at noget kunne være så stort.

Jeg kunne ikke, inderst inde, forstå at træer kunne vokse så stejle steder, jeg forstår det stadig ikke, at bjerge kan være grønne.

Engang var min lillesøster og jeg i Dubrovnik i Kroatien, og den gamle by var så smuk og hvid og dækket af turister, og vi fik nok af larmen og caféerne, så vi tog færgen til Lokrum, og jeg læste i min guidebog at benediktermunkene, som engang var dens eneste beboere, blev forvist fra øen i 1798, at de græd, da de forlod deres kloster og at de dagen før deres afsked tændte stearinlys, vendte dem på hovedet og forbandede de, der havde frarøvet dem deres smukke ø.

Klosteret er her stadig, der er en café, der sælger calamari og pizzaer og små skåle med oliven, og jeg ville væk fra alle andre mennesker og jeg tvang min søster til at gå i heden, forbi oliventræerne og påfuglene, som nu er øens sande beboere, og op ad en gammel stensti og forbi skilte og træer og væltede kampesten, indtil vi nåede øens højeste punkt, en klippet bakke på den sydlige del. Her var ingen andre mennesker, og ingen lyde, vindstille og hedt, og på toppen stod resterne af bygninger, jeg ikke kunne finde i guidebogen, og i murbrokkerne på gulvet skød højt og grønt ukrudt op, og jeg vidste ikke hvem der engang havde været her eller hvad de havde gjort eller hvad bygninger var brugt til, og det var næsten knugende, og da vi kom ned igen var solen ved at gå ned og der var ikke mere calamari at købe, og vi tog den sidste færge ind mod byen og jeg kommer aldrig tilbage til Lokrum.

 

 

Engang var vi i sommerhus, og en havde taget et puslespil med, og alle fnøs i første omgang af de tusind brikker og motivet, som var et fyrtårn og en mosdækket vej og et vindstille hav, men langsomt blev deres modstand brudt ned, indtil alle havde deres egen flig eller hjørne eller farve som ekspertise og bedst husker jeg to af mine venner der kortfattet og indforstået mumlede med hinanden om den mikroskopiske farvenuance på et givent stykke af himlen og en næsten tilsvarende del af havet (der var der hvor solen ramte horisonten), og den mærkelige blanding af først begejstring og så tomhed, der fyldte rummet da vi lagde den sidste brik.

 

 

Jeg tror jeg havde håbet at virkeligheden ville være mildere, da jeg var barn, at voksenlivet ikke var så håndfast og kvadratisk og at mine følelser ikke blev stivere med tiden, og hvis jeg kniber øjnene sammen i de aftentimer hvor solen bliver orange spreder lysets stråler sig ud som tynde, glinsende søjler eller trådene på et spindevæv, og en gammel onkel og tante, hvis navne jeg ikke husker længere, havde for vane at samle sten på stranden, når de glinsede i vandet, og de tog dem med til en maskine, der kunne blankpolere dem, så de så ud præcis som når man samler dem op i vandkanten i store håndfulde, de gav dem gavmildt væk, jeg havde en posefuld i nervøst velour, men både posen og stenene er væk nu, jeg husker ikke hvornår jeg mistede dem, og når jeg går ved stranden nu ser jeg uden at tænke over det efter flade stykker kalk, for jeg elsker at slå smut.

Min farmor og farfar slog smut om, hvem der skulle tage opvasken, min farmor tabte altid (hun lavede også maden), og når vi gik ned til stranden så vi nøje på hvor mange smut min onkel kunne slå, hans rekord var fem, og han lærte mig at det lå i håndleddet, at det det handlede om at få stenen til at rotere som en diskos og være næsten helt parallel med vandet.

Engang mens mine venner var i vandet, fandt jeg en, som var helt perfekt, og da jeg kastede den ud over vandet skippede den mindst seks gange, jeg tror ikke nogen så det andre end mig, og den må have glinset blankt, da solen skinnede på den og den langsomt sank ned på bunden af havet og lagde sig til rette blandt de andre sten.

Ting jeg er til fals for

Guld, vesterhavsost, båludflugter, grønne skove.

Forladte huse, gamle kassettebånd, farven på gammelt pergament og landkort, i det hele taget landkort, især de, som er i entreen i sommerhuse ved kysten, som forestiller lokalområdet og som ejerne næsten har glemt eksisterer.

Silke, men først og fremmest stål under silke, cigaretter når man drikker øl, duften af klippet gran, kattes øjne, der lyser i mørket, hvis man har en pandelampe på og ser på en kat glimter dens øjne som funklende olieflammer før de forsvinder i mørket.

Ruiner og marmor, ordet ”marmoreringer”, selvom jeg synes det er voldsomt at sige om kød, det jord som bliver slæbt med ind på nogens støvler og de små edderkopper, der sad i ramsløgsknopperne jeg plukkede i juni.

Store sten og små sten, og mest blankslebet glas fra havet og gode smutsten og tanken om nogensinde at finde rav, der bliver revet løs fra bunden af Vesterhavet når stormene på havet er særligt voldsomme, engang en nat så jeg lynet slå ned mindst tusind gange ud for Rømø og virkeligheden føltes anderledes bagefter.

Sølvsmykker og runesten, røverhistorier og blanke øjne, sammenknebne smil og rå latter, friskkværnet peber og syltede tomater, rosmarin og citronmelisse og rabarber

Hvide sneakers og vilde blomster, honning og lyden af vandfald og bølgeskvulp, ekkoet af musik mellem store bygninger, neonlys og biografreklamer.

Stearin og halm, faste håndtryk, varme kram og ordet perlemor. Kirkegårde og kraftig læbestift, ravne og krager og skader, småkviste og grønt mos, klatreplanter og gammelt tømmer.

Museer, broderier og hjemmestrikkede sokker, altankasser og urtepotter, hjemmelavede gaver og syltede bolsjebeder. Russiske folkesange, Irland, svungne overskæg og de som tror på noget.

Genbrugsforretninger og duften af gamle bøger, mennesker, der hele tiden slår Meyer og umanerligt held.

Hekse, måneskin, salvie og blafrende hvidt, feer og helheste og campinggrej af træ og letmetal og retter, man bikser sammen af det, der lige var i køleskabet.

Spiritus med anissmag og stærke holdninger, kærlige formaninger og beskyttelsesbesværgelser, fyrtårne og marker, der lægger brak, tordenkaffe og jordemoderkaffe og allermest espresso, da jeg smagte det første gang, følte jeg at det var sådan kaffe altid skulle have smagt, men også den brændte filterkaffe fra mine forældres maskine, der kan ende med at stå der mange timer.

Pindsvin og hugorme, næsehornsbiller og edderkoppespind, at have fødselsdag, aftensmad, at blive for længe oppe, godt arbejde og skarpe økser.

At skrive talord helt ud, for eksempel titusindottehundredeogsyvogfyrre eller femogfirs, tarotkort og kold hvidvin og elektriske ål.

HINDBÆRSAFT

Mine forældres løsning har altid været havearbejde og forbud mod skærme, jeg indleverer min computer og telefon før morgenmaden.

Senere sætter jeg mig ved hindbærbuskene og plukker, selvom sæsonen næsten er forbi.

Bier og fluer sværmer omkring mig, de ovemodne bær er vel retmæssigt deres. Jeg ligger på ryggen og stirrer op under bladene for at få øje på dem, der er blevet overset.

Jeg har aldrig før lagt mærke til at hindbærbuske har små torne.

De smattede bær farver mine fingerspidser røde, ligesom vin, jeg lægger dem forsigtigt ned i skålen, der er færre end jeg havde håbet, man kan skimte det grønne plastic imellem og under dem.

 

 

Jeg har ansigtet henover gryden da jeg begynder at græde, det stopper ikke rigtigt, jeg bruger servietter til at pudse næse, det føles som spild af servietter, jeg har aldrig nogensinde selv købt servietter, jeg ved slet ikke hvad de koster.

Min far finder mig ved køkkenbordet, og jeg kan stadig ikke holde op med at græde, han siger noget om at det er godt at få det ud.

Jeg er mest glad for at jeg nåede væk fra gryden, hindbærsaft har nok ikke godt af salt.

Han svæver lidt omkring mig, jeg siger ikke så meget, jeg ved ikke hvad jeg skal sige. Jeg forsøger at være proaktiv, så jeg finder på noget vi kan gøre med citronmelissen ude foran. Den er ved at kvæle mynten, jeg vidste ikke at noget kunne konkurrere med mynte, men den eneste opskrift med citronmelisse i den grønne syltebog er som ingrediens i kvædegele.

Vi har ikke nogen kvæder, så vidt jeg ved, jeg beslutter mig for at prøve mig frem.

Jeg klipper store grene af citronmelissen, men den fylder stadig en hel masse.

Jeg lader tommel og pegefinger glide langs stænglerne en ad gangen, så bladene og de små hvide blomster falder ned i store bunker, nogle gange sidder de fast i et virvar ved roden at stænglen.

Vi koger te på det, iste, men citronmelisse smager ikke som det dufter, citrussen går af det, det er kun ment til at svæve i luften, så vi spæder til med citronsyre og sukker, til sidst ved jeg slet ikke om det smager af citronmelisse længere, vi har næsten fem liter.

 

 

Hindbærsaften drypper af i en saftpose, jeg spørger om man kan bruge de afdryppede bær til noget, det tror min far ikke, jeg bryder mig ikke om at de ikke kan noget bagefter, når de er blevet presset og har spildt alt deres væske, det virker grusomt og får et eller andet i mig til at skride, men jeg siger heller ikke noget, da vi smider dem ud i kompostspanden, den grå masse dumper ned og bliver væk

Vi får mindre hindbærsaft ud af det end jeg troede, det ser helt småt ud i metalskålen.

Jeg ved ikke om jeg kan lide hindbærsaft, helst ville jeg have lavet hyldeblomst, men da jeg fik taget mig sammen var hylden sprunget ud og var borte igen, jeg ved ikke engang hvor hyldetræerne står og jeg har aldrig smagt hyldebærsaft før, jeg tror slet ikke det er det samme.

Vi rydder køkkenet for citronsyre og kalk til rabarber, jeg fejer for resterne af citronmelisse, vi har halvanden flaske hindbærsaft, det ligner tyk rødvin.

 

 

Jeg går ned til engen hvor drænet løbet ud, der er fyldt med brændnælder, de trives af det næringsrige spildevand. Lige der, hvor det gamle piletræ faldt, ligger en mosegris, den bevæger sig ikke. Jeg stamper hårdt ved siden af den.

Den må være kravlet op af hul cirka en halv meter væk, og så har den lagt sig til at dø i sommervarmen, jeg ved ikke hvordan man bedst muligt er respektfuld overfor en død mosegris, da jeg var yngre satte min far sakse op som knækkede nakken på dem, når de kom kravlende i hullerne. Jeg samlede saksene op, så smed vi døde mosegrise i skraldespanden.

Længere nede står de døde piletræer, da de blev savet ned brugte de deres sidste kræfter på at spire nye pilekviste, men de fik aldrig blade, og så må de være døde ud på vinteren, men her er deres skeletter stadigvæk og jeg har altid holdt af piletræer, vi skar flitsbuer af dem da jeg var yngre.

 

 

Til aftensmaden får vi kammuslinger og koteletter og haloumiost og kålsalat, det hele vokser i munden på mig. Mine forældre taler om generationskløfter og om romaner fra firserne. Jeg henter hindbærsaften fra stuebordet, hvor min far sirligt har placeret alt syltetøjet og safterne og den rå rebsgele han  er stolt af.

Flasken er stadig lidt varmere end mine hænder, jeg hælder den tykke væske op i et lille vandglas og smager på den, den smager lidt for meget af sukker.

Jeg blander den med danskvand, fire til en siger min far, den ender med at smage af lidt tynd hindbærbrus.

Jeg ved ikke om det er min eller hindbærsaftens skyld.

Gid det altid regnede når jeg græder

Der er en historie fra Arturmyten, om en konge, der fik så grusomt et sår, enten i benet eller i skridtet, at han ikke kunne stå oprejst, og ikke kunne opfylde sin rolle som konge, det eneste han formåede var at sidde i en lille båd og fiske, og omkring ham gik hans kongerige i opløsning og forfald, sandet kom og jorden blev gold, indtil fiskerkongen var omgivet af sult og mørke og råddenskab, omgivelser og konge er bundet sammen,  hvis kongen vansmægter går landet i stykker, verden spejler sjælen og kroppen.

 

 

En af de mest ækle ting jeg ved, er når solen skinner når jeg er trist, det føles som et slag i ansigtet, hvordan kan solen skinne på begravelser og på terrorangreb eller søndage?

Hvordan kan virkeligheden være så ligeglad og nådesløs at fortsætte, mens livet ender eller folk græder og lider?

Jeg misunder fiskerkongen hans empatiske kongerige, i vores historier følges verden og indre liv altid ad: Til begravelserne regner det, i gyserhistorier slår tordenvejret ned og når nogen lider i tavshed, står regnen ned i tykke stråler, men jeg ved ikke hvad jeg skal gøre med virkeligheden, som et splintret i andre historier end min egen, min sorg eller tristhed føles så lille, når verden ikke engang vil græde sammen med mig og bryde ud i regn, men bare fortsætter, som om intet vigtigt er sket, som om jeg er ligegyldig, som om mine smerter og sorger ikke er vigtige.

Som om jeg ikke er vigtig.

Som om alting er ligemeget.

Jeg kan ikke bære alt det, der peger på, at alting i virkeligheden er ligemeget.

 

 

Da jeg var yngre (jeg lyver, jeg er stadig bange) var min største frygt, den jeg krummede mig sammen over når væggene trykkede hårdt mod mig om natten, at det var umuligt at kommunikere min indre verden til de mennesker, der fandtes i den ydre, at vi var så fundamentalt forskellige at den stikkende sorg eller den store glæde ikke kunne oversættes til menneskesprog. Når jeg ser mig selv på videoer ser jeg klumpet og klodset ud, synes jeg, slet ikke som jeg forestiller mig, hvor klodsede må mine ord have været, da jeg forsøgte at forklare?

Man siger at mennesker ikke er øer, og det er også sandt, men vi er måske øer med broer, og jeg kan føle at broerne er vakkelvorne og nedslidte, og at en tankes nuancer bliver matte og grå når den siges højt, at alting går lidt under, når det bringes ind i virkeligheden, hvor tiden og sandet og svampene slider og nedbryder alt og termodynamikken langsomt, et sekund ad gangen, skubber universet nedad en vej, der engang vil betyde at alting er koldt og goldt og mørkt for evigt, ikke fordi vores sjæle lider, men fordi det er sådan virkeligheden er.

 

 

Fiskerkongen bliver kureret i myten, fordi Galahad (den ædleste og reneste ridder) stiller ham et spørgsmål om gralen, et spørgsmål, der fylder fiskerkongen med mening og helbreder hans sår, han rejser sig op og bliver konge igen, og omkring ham bryder græsset frem og verden bliver grønnere og lysere.

Jeg ville ønske jeg kunne ændre virkeligheden med ord og tvinge den til at blive grønnere eller i det mindste afspejle min sjæl, jeg er altid bange for at mine ord er for dårlige eller forkerte, at jeg ikke har det rigtige spørgsmål, eller at det slet ikke kan lade sig gøre at bruge ord til ændre virkeligheden, at det i virkeligheden er lige meget, jeg ved ikke om jeg forsøger at finde den rigtige sammensætning af ord og sætninger, som måske ville ændre alting lidt, måske der er en gylden sætning et sted, en slags alkymistisk færd efter de vises sten som ord, en slags helbredelse måske, men alle alkymisterne er døde og forsvundne og de vises sten viste sig bare at være svovl og kviksølv.

 

 

Det er giftigt at føle sig som en byrde, men det gør jeg, jeg føler mig undertiden som om mine ord bliver aske og min kærlighed kun er skygger, som om virkeligheden er for virkelig og dens ligegyldighed kvælende, jeg ved ikke hvordan man navigerer i den slags.

Hvis ting i det mindste blev golde omkring mig, når jeg var gold indvendig, ville det ikke føles som om min smerte var ligegyldig.

Jeg er, indser jeg, så bange for jeg er ligegyldig fordi mange ting i verden peger på jeg er det og det er så tungt at ens mening er ens egen og ingen andens ansvar og jeg ved ikke hvor man finder styrken eller modet til at bære det, jeg vil ikke være en ø, jeg holder ikke ud at være en ø og gid det altid regnede når jeg græd.

Jeg forstår ikke hvorfor det skal gøre så ondt

Jeg mangler altid ord, når jeg forsøger at beskrive min tristhed. Jeg ender altid med at synes de ord, jeg prøver at bruge er utilstrækkelig.

Jeg sletter dem igen, jeg bryder mig ikke om at jeg ikke kan beskrive det ordentligt, jeg ved ikke engang hvad det er, det føles som om det er en anden end mig, der har skrevet ordene, en jeg ikke kan genkende senere, og en der heller ikke kendte mig da han skrev om mig, og jeg har ikke noget sted at være i mellem alt det, der er ikke rum til nogen rigtige mennesker i al den tristhed, jeg tror det er det jeg hader mest, at jeg ikke føler mig som et rigtigt menneske når jeg er trist, at kun en af de sider som er mig, alle de sider alle mennesker har, får lov at være til og alle de andre ting som er mig bliver grå og trækker sig sammen og rasler i vinden og falder af, når uvejret og mørket kommer.

 

 

Jeg forstår ikke hvorfor det skal gøre så ondt.

Jeg bad ikke om det her; ingen bad nogensinde om smerten ved at eksistere, vi blev bare revet ud af intetheden og låst inde i kød og blod og på et tidspunkt bliver vi ingenting igen, men det er jeg også bange for.

Ingen kan svare på det, ingen kan tilfredsstillende komme med bare et bud på, hvorfor det absolut skal være så smertefuldt, de mumler om kemikalier og serotonin eller de peger på Gud og sænker blikket, men ingen kan svare på hvorfor det skal gøre ondt at være, hvilken uvurderlig lektion der skulle være i at de unge dør eller at hele byer brænder væk, at børn sulter eller at et menneske hulker indestængt på en beskidt madras i en lejlighed med bare vægge.

Ingen kan svare, og det er så hult og grimt og smertefuldt at vænne sig til at ingen kan, det er så umådelige ensomt at have spørgsmål som aldrig får svar, jeg kan næsten ikke bære at der er spørgsmål som ikke har svar, der forsvinder et sprog hver anden uge, og det betyder ikke noget for alvor, det ved jeg godt, men jeg bliver så ked af tanken om at et helt sprog dør, der er noget skrøbeligt og tungt ved at ord, som engang havde hemmelige og spøgefulde betydninger pludselig er væk, at de lyde man sagde i lange kæder pludselig ikke findes længere, at der bare er tomhed og stilhed, brat og for evigt, og ingen kan gøre noget ved det og ingen kan tale eller forstå eller læse det, aldrig mere, aldrig nogensinde indtil verden ender bliver de lyde sagt igen.

 

 

En sagde engang til mig at deprimerede menneskers sprog ændrer sig, det siger sig selv, men hun sagde at triste mennesker siger ”jeg” meget mere, at hele deres verden skrumper ind til kun at være dem selv, og det synes jeg er meningsfuldt, man står og betragter mennesker på den anden side af en afgrund eller igennem tykt panserglas og det eneste man kan skrige er, at det gør ondt og kan det ikke stoppe snart, jeg vil gøre næsten hvad som helst for ikke at have det sådan her, og jeg har allerede skrevet ordet ”jeg” femogtyve gange i denne tekst.

 

 

De fleste ting kan man klare, hvis de har en udløbsdato, hvis de stopper på et tidspunkt, men jeg er ikke sikker på at generaliseret smerte har en ende, at man pludselig engang finder fred med at livet gør ondt og at ens hjerte skælver eller at man ikke ved om man er værd at elske eller om det man skaber eller gør har nogen værdi, jeg tænker på om andre mennesker, nogle mennesker, kan lægge de ting lidt på afstand og jeg ved godt man ikke må sammenligne sig med andre, jeg ved godt at deres liv er komplekse og smertefulde på måder jeg aldrig kommer til at forstå og at det ikke giver mening at ønske sig en anden eksistens eller et andet livsforløb, at jeg må gøre hvad jeg kan, med det jeg har, at jeg er heldig trods alt, men en ting er fornuft og alt det jeg ved er rigtigt og rationelt og en anden ting er alt det som løber af med en og holder en vågen om natten og knuger en og får ens hjerte til at skælve og alle de skikkelser, der kaster lange krogede skygger over alt det, der før virkede lyst og ligetil.

 

 

Der er en sang, der er mange sange, men der er en.

Han hedder Michael, ham der skrevet den, jeg interviewede ham engang, bandet hedder Kloster, fordi deres musikkollektiv var lidt som et kloster og de spillede engang en koncert i en drypstenshule med levende lys og et nyforelsket kærestepar som det eneste publikum og det lød så livsbekræftende, og hans øjne var milde mens han sagde det, men der er en sang, der hedder Psalm 13, teksten er bare den engelske udgave af Salme 13 fra biblen, men der er tilføjet en enkelt linje I have not been well, I sing in pain, og sådan føles det nogle gange, som om man synger i smerte og ikke har været well i en indskudt sætning, en sætning der starter med jeg og kun peger indad, jeg har ikke lyst til at være i den slags sætninger, jeg vil helst være i uendelige hovedsætninger på sprog, der ikke bliver glemt, men det føles ikke altid som et valg.

FLUGT

Jeg er ved at blive syg, det har sat sig i halsen og når jeg vågner, gør det ondt, indtil det lægger sig engang om eftermiddagen. En ven giver mig en strepsil, en af dem med honning og siger at de er dyrere end cigaretter.

Min far henter mig på stationen i den store blå, vi taler om at jeg er ked af det, men mest om eksamen. Vi taler bedst om konkrete ting, fx en dom om medier og privatlivskrænkelser fra halvfemserne.

Jeg går altid en runde når jeg kommer tilbage. Ned til det døde kastanjetræ og vinstokkene og så langs åen indtil jeg når den sumpede eng ved den skråning vi legede mest ved, da vi var små.

Jeg bliver overrasket da jeg når æbletræet, der står en stor rødbøg. Jeg spørger min far om den altid har været der, hans øjenbryn vibrerer, det har den.

Jeg går ud til den igen, dens blade er mørkelilla, som størknet blod i gyserfilm. Jeg læste engang på nettet om Mandelaeffekten, om at en hel masse mennesker var helt overbeviste om at Nelson Mandela i virkeligheden døde i fængslet i halvfemserne og aldrig blev præsident i Sydafrika. De troede at de, uden at opdage det, var faldet gennem en sprække i tid og rum, og var endt i et parallelunivers, hvor Nelson Mandela ikke døde, men blev løsladt og siden præsident, og de huskede ikke forkert, det var virkeligheden der var forkert.

Deres minder er blevet hjemløse. Virkeligheden er ikke deres, den er forvrænget og anderledes.

Jeg kigger på rødbøgen som jeg ikke husker, dens blade sitrer i vinden, og jeg er i fanget i tiden mellem min fars  øjenbryn og rødbøgens blade, der vibrerer mildt, og måske fanget imellem parallelle universer.

 

 

Da jeg var lille løb jeg kun væk hjemmefra en gang, jeg har hørt at andre børn pakkede madpakker og tøj så de kunne være væk længe, jeg pakkede ikke noget og løb så langt væk jeg kunne langs åen, indtil jeg nåede sivene, der var lige så høje som mig.

Jeg græd mens jeg bøjede dem til siden, mine kinder var meget varme, der duftede af brændenælder og friske blomster.

 

 

Her er ikke høns længere. Da jeg var lille angreb hanen mig engang, jeg havde en grøn flyverdragt på.

Min lillesøster brød sig ikke om hønsene, hun bryder sig i det hele taget ikke om fugle, jeg har aldrig spurgt hvorfor.

Jeg stod et øjeblik og ventede, når jeg gik ind i deres bur for at samle æg, i indhegningen udenfor spiser de alting, også græs og spirer, indtil jorden er sort og blød af deres fødder.

Under ladetaget har svalerne bygget reder, engang faldt jeg over en tråd på et ornitologforum, der handlede om husejere, der fjerner rederne mens svalerne lagde æg.

Ornitologerne var meget vrede, husker jeg, og diskuterede om man kunne anmelde husejerne til politiet og de underskrev deres indlæg med kærlig hilsen Hans eller Jens eller Rune, og det rørte mig på en langsom måde.

 

 

Vi har bier her, biavleren har fået lov at have dem på vores grund og et par gange om året kommer han forbi med nogle bøtter honning som tak. Om vinteren går de i dvale, jeg ved ikke hvordan en bi ser ud, når den sover.

Min ven Johannes blev helt besat af bier engang, fordi han faldt over udtrykket royal jelly, dronningegelé, som er det, bierne fodrer dronningelarverne med, så de bliver dronningen.

Han har en plakat med bier, han lyser altid op hvis man spørger indtil dem, jeg sendte ham artikler jeg fandt om bier, jeg tror noget af kærligheden smittede af på mig, jeg blev ret ulykkelig da jeg hørte at bierne langsomt uddør, og man ikke helt ved hvorfor.

Det er noget med et sprøjtemiddel, der ødelægger deres vinger, jeg vil helst ikke bo i en verden hvor bierne falder ud af himlen og dør, selvom tomatplanter godt kan bestøve sig selv.

 

 

Jeg plukker asparges med min far, han taler om sine vinstokke, jeg hjælper ham med at pille knopskud i bunden af stokkene af.

Engang havde vi mange får, men det er hårdt arbejde at holde dem, så det er meningen, dem vi har nu er de sidste, ligesom hønsene. De kigger på os fra marken.

Vi går forbi et højbed med dild, min far såede dem sidste år, men det er først i år de er spiret. Da jeg gik her i går, syntes jeg ikke de duftede af dild.

Når der er valg, spiser vi landgangsbrød, ingen ved hvorfor, det har vi bare altid gjort, jeg tror vi er de eneste mennesker i verden, der stadig spiser landgangsbrød.

Da jeg boede i København, forsøgte jeg at indføre det, mine venner gik med til det, men de forstod det aldrig helt, og det er jeg heller ikke sikker på jeg selv gjorde.

 

 

Jeg opdager at vi har ramsløg i skovbrynet ved skråningen bag hønsehuset, det har jeg aldrig vidst før.

Jeg plukker frøkapslerne i store håndfulde, hakker dem og serverer dem for min far og lillebror på pasta.

De smager kraftigere end dem jeg plukkede i Aarhus.

 

Hvis du kan lide teksterne, kan du skrive dig op til at modtage en email når jeg udgiver nye tekster på bloggen.