Anmeldelse af Helle Helles ‘de’: Om sorg, blomkål og det som ikke kan siges

Det er ikke nødvendigvis en indikator for, om et kunstværk er god kunst, at ens krop reagerer på det.

Men da jeg var færdig med Helle Helles de og lagde jeg den fra mig, og mit hoved i mine hænder, og græd og græd indtil der ikke var flere tårer tilbage.

En ven sagde til mig om bogen, at ”den handler om en stor sorg”.

Det er jeg imidlertid ikke helt enig i.

Der er sorg i bogen, men for mig handler de ikke om sorg som sådan, i hvert fald ikke kun. Den handler om hvordan man (ikke) kan tale om sorg:

de handler om mad.

Det vender jeg tilbage til.

En navnløs datter og hendes navnløse mor bor alene sammen i hastigt vekslende lejligheder i en lille by på Lolland. Datteren skal snart begynde i gymnasiet.

Hendes mor er uhelbredeligt syg, af en sygdom som, aldrig på papiret, men uden tvivl i mit hoved, er kræft.

Moren bliver indlagt, men går stadig højt op i sin dametøjsbutik, sine krydsord og en veritabel syndflod af madopskrifter, revet ud af dameblade og kogebøger.

Datteren bliver venner med Tove Dunk, der ”går i lammeskindsvest, hun bruger ordet frokost,” hun flirter med og knuser (mindst) tre drengehjerter, og går omkring, men deler ikke i noget dybere omfang sine følelser med nogen.

Der er ingen lyst, og måske heller ikke noget sprog til at dele de følelser med nogen.

Og netop det sprog, eller manglen på ord for kærlighed og følelser og det som gør ondt, er der hvor de bliver lynende blodig.

Som altid i Helle Helles romaner (som er tusindfold bedre end mit minde om de af hendes noveller alle min dansklærere læste på os i folkeskolen) er det usagte af stor, om ikke essentiel, betydning.

For hovedpersonerne i de er der tusind ting, som ikke kan eller må siges, ting som ikke på tilstrækkelig vis kan beskrives eller indfanges i noget så fattigt som ord, når sygdommen, som man kun kan ”lindre, ikke helbrede,” som en sygeplejerske betror hende i telefonen, altid er tilstede i tyste smertestøn om natten eller i hår, der falder af i store totter og bugner i gårdskraldespanden.

Det betyder, imidlertid, ikke det samme som at intet bliver udtrykt, selvom ordene lægges til side.

Kærligheden i de er monumental og altid til stede, men den er gjort af flæske- og oksesteg, af fiskefileter og rabarberkompot.

I bogens begyndelse lyser moren op, da de møder den Tøjmanden-ansatte Palle på gaden (”… hendes mor løfter et ben i glæde”), og denne ekstremt sigende ordveksling dukker frem (som ting gør i Helle Helles bøger) fra en sprække og siger uendelig meget:

Jeg tror, jeg vil invitere Palle på oksesteg en dag. Skulle vi ikke tage at gøre det?
– Det kan du da godt.
Oksesteg, det er ikke noget, man laver til sig selv.

Meningsfuldt samvær, selvom det ikke altid forløses lykkeligt, i de foregår ofte sammen med mad, som her, hvor skoleudfordrede, men godhjertede Hafni sidder med datteren:

Jeg synes, du går og bliver så stille. Er det på grund af Kasper Hjort? siger Hafni.
De sidder på centerbodegaen med to kopper te, ferien begynder for en time siden. De deler også en portion pommes frites, de tegner mønstre i remouladen, griner lidt.

Under morens indlæggelse bliver datteren forkølet og  den vigtigste ting for den fysisk (om end slet ikke mentalt) fraværende mor bliver følgende:

– Åh, det var synd. Får du noget at spise?
– Ja.
– Nu må du love mig at blive under dynen, siger hendes mor, og det lover hun. Hun lover også at skrue op for radiatoren og ringe til Palle. Han skal komme med noget fra delikatessen til hende, noget hun elsker, flæskesteg eller en stegt fiskefilet.
– Men jeg kan ikke så godt synke, siger hun.
– Så tag en Kodimagnyl. Sig, han også skal tage hyldebærsaft med. Og kiks.

Omsorg og kærlighed oversættes til måltider og til mad, nærheden er at spise og at sørge for at de man elsker spiser.

På hospitalet læser moren ”højt fra en opskrift med kyllingelever og portvin, hun trawler madsiderne i de slidte ugeblade igennem hver formiddag nede i opholdsrummet, enkelte sniger hun sig til at rive ud.”

De opskrifter som moren og datteren har tilsammen spiller en lige så central rolle i deres forhold, som den mad de sørger for at lave til hinanden, for der er uorden i de opskrifter, og under sit mindre, svagere ekko af et sygdomsforløb, beslutter datteren sig for at sætte orden i dem, før moren kommer hjem, og selvom de blæser ned ved et uheld, er den handling klart umådeligt værdsat af moren:

– Tænk at du har sorteret alle opskrifterne, siger hendes mor.
– Men de blæste ned, siger hun.
Det gør da ikke noget, det var godt gjort, siger hendes mor.

Selvom madens kærlighedssprog muligvis kommer til kort, selvom opskrifterne blæser ned, er det indsatsen som tæller: Det gør ikke noget, det var godt gjort.

Maden, opskrifterne, det at lave mad til andre, bliver sakralt, fordi kærlighed altid er helligt, og mest af alt, tror jeg, er det håndgribeligt, som de bedste ritualer er det.

Døden, kærligheden, følelserne og eksistensen er svær at sætte ord på. De prøver ellers, datteren og moren, de melder sig til et aftenkursus om filosofi og livsfilosofi, men de eneste andre end dem, der dukker op, er et ældre ægtepar hvor konen er blind.

Datteren forsøger sig forsigtigt med en smule filosofi (hun leder i øvrigt tit efter ord, og drømmer vist også om at skrive en roman, der hedder Fortovsbetragtninger):

– Den, der har set en solopgang, vil jo altid kunne bære den med sig i sit indre, siger hun, de ser alle sammen på hende, den blinde nikker intenst.

Lidt efter skramler de ud fra bordene og kommer i overtøjet, takker for denne ene gang. På trappen lægger hendes mor en arm omkring hende:

– Tænk at være seksten og have sådan et sprog.
– Ikke nu, mor, siger hun.

Alligevel når de frem til at det måske var fint at holdet ikke blev oprettet:

– Jeg ved heller ikke rigtig, om det var noget for os, siger hendes mor, da de krydser over torvet, støvregnen hænger under lygtepælene, en bil kører væk, og så en til, og byen er stille igen.

Generelt er ordene svære og utilstrækkelige. Ofte er de forkerte eller må laves om:

Tilbage i lejligheden finder hun en blok frem, stadig i overfrakke, hun skriver: Dagen bringer nyt og tit godt. Lidt senere tilføjer hun som regel, men streger det ud igen, hun bryder sig ikke om den vending, erstatter den med et eller andet, indfører i hvert fald, udskifter tit med ofte, flytter ofte.

Andre gange mangler ordene fuldstændigt. I en scene under indlæggelsen opfatter en anden pige ved navn Nete at der nok er noget galt, noget der nager datteren:

De sammenligner lægge ved at strame stoffet på cowboybukserne, griner imens.

– Men hvorfor er du ked af det? siger Nete.

Hun ved ikke, hvad hun skal svare. Nete rasler med posen, men siger ikke noget. Brugsens glasdør går op og i. Et større køretøj sætter i gang ude på gaden, lidt senere føler en svag lugt af diesel, men det kan også være noget fra slikposen. Hun kan ikke huske, hun nogensinde tænker sig om så længe med et afventende mennesker ved siden af.

– Fordi, siger hun så.

Nete nikker.

– I see, siger hun.

Aldrig tror jeg, har jeg set følelsen af ikke at vide hvordan ens monumentale sorg kan udfoldes tilstrækkeligt for andre gengivet så nøje.

Og det er nok her de for mit vedkommende slår hårdest, for jeg har selv siddet på den bænk og manglet de ord, og jeg mangler dem stadig, for der er ikke nogen ord for døden eller tabet eller sorgen, og vi kommer alle sammen, engang, til at komme til kort, og blive stumme og ubrugelige og må hviske ”fordi” når nogen spørger hvad det er, der gør, at vi bliver så stille eller hvorfor vi er så kede af det, at det kan mærkes på os.

Når dem vi elsker skal dø, bliver vi tvunget til at finde på et sprog for noget, der ikke kan udtrykkes.

De finder på et sprog, de finder på det samme som Kristus fandt på, da han skulle dø:

Spis dette brød, det er mit kød, drik denne vin, det er mit blod, for selvom jeg, Kristus, ikke går iblandt jer, er jeg med jer alle dage, indtil verdens ende.

Det skal ikke forstås således at moren indtager en Kristusrolle, det er for banalt og for respektløst overfor de, som er syge, det er snarere sådan, at kærlighedens sprog kan siges at udfolde sig på andre måder end i ord, som i Babettes Gæstebud, hvor vinen og maden og især den mad ”man ikke laver til sig selv”, viser sig at være nøglen til forståelse og forløsning blandt menneskers stolte ensomhed og forstokkede sorg.

Og det eneste tidspunkt hvor moderen vedkender sig, for alvor, at hun måske skal dø, indtager det sakrale og vinen (og maden, for det ikke skal være løgn) faktisk også en central rolle:

Hun vil lave kartoffelsuppe med bacon og flutes. […] Da hun vil i gang med at stege bacon, kalder hendes mor. Nu er læselampen tændt igen, hendes mor sidder med brillerne i løftet hånd.

– Hvis jeg dør, skal I ikke tage bedemand Hansen, han udlover tre flasker rødvin, det er modbydeligt, siger hun.

– Så er det godt, du ikke dør, siger, hun vil tilbage til stegepanden, blusset er tændt.
– Hør, hvad jeg siger, siger hendes mor.
– Jeg hører, siger hun.

Der er måske ikke nogen rigtig eller tilstrækkelig måde at tale om sorg og død på, selv maden og måltidet dækker nok ikke alt, men der er en måde at gøre vold imod madens (derfor kærlighedens) sprog på, og det er den bedemand Hansen repræsenterer.

Romanen, der ellers føles som om den er kronologisk, starter og slutter i en cirkel af mad, en madkugle faktisk, et blomkålshoved, et meget tungt blomkålshoved. Her fra slutningen:

Hun tilbyder at lave aftensmad, hun vil lave hvad som helst. Men hendes mor er så mæt af kage, hun kan slet ikke tænke på mad. De sidder lidt i stilhed. Så siger hendes mor:

– Men i morgen ville det være dejligt med et blomkålshoved.
– Det laver jeg, siger hun, i samme sekund i færd med at skrive en huskeliste.

Men det viser sig svært at skaffe et blomkålshoved, for det er uden for sæson, og der er ingen i Brugsen, og heller ikke i Favør (en supermarkedskæde, der ophørte med at eksistere i 2001).

Kun ved et tilfælde møder hun Bob (hvis forældre vist er velhavende, han kan i hvert fald skaffe alt) som spørger hvad hun venter på:

– Et blomkålshoved, siger hun og forklarer situationen, han lægger en hånd på hendes skulder.
– Jeg skaffer dig et til i morgen tidlig.

Han tilbyder også at stikke forbi med det, men hun ryster på hovedet.

– Ellers tak, jeg går bare over markerne.

Og det gør hun så, i bogens allerførste sætning, med det blomkålshoved som hendes mor gerne vil have, og som hun gerne leder vidt og bredt efter:

Senere går hun over markerne med et blomkålshoved.

Ting bliver symboler på andre ting i de (ligesom de gør i den virkelige verden):

En lastbil brummer forbi, hun sætter et forkert e, leder længe i sit penalhus. Hendes sidemand prikker hende på underarmen, rækker hende et viskelæder. Det er et lille hvidt viskelæder. Hun visker ud, børster fnulleret væk. Lægger viskelæderet tilbage på hans halvdel. Han tager det og placerer det imellem dem. Der ligger det timen igennem, hun har det hele tiden i sit syndsfelt. Ingen af dem bruger det. Hun sig overvældet af ømhed i kraft af dette viskelæder.

Og sådan har jeg det med de. Jeg føler mig overvældet af ømhed i kraft af dette viskelæder, dette blomkålshoved og denne bog.

Der er ikke nogen tilstrækkelige måder vi kan tale om sorgen og døden. De ord findes ikke. Intet er præcist nok, eller stort nok, eller småt nok, eller godt nok. De falder alle sammen til jorden, når de møder det uendelige og det endeløse og det uforståelige.

Men jeg tror godt vi kan omgå det faktum, at der ikke altid er ord.

Jeg tror at blomkål og viskelæder og bøger kan bringe os et stykke af vejen, og sætte ord eller billeder eller følelser på noget af det som er ubeskriveligt og frygteligt og stort og brændende og lynende.

Det er op til os selv at fylde de sidste huller ud så godt vi kan.

Den profetisk-suicidale cybergenerationsdigter

Casper Eric er udråbt til denne generations generationsdigter et par gange eller tres – som, formoder jeg, et resultat af, at han ved hvad Game of Thrones er, er på Instagram, på revolutionerende vis benytter sig af hashtags i sine digte, er sådan lidt gennemsnitligt relaterbar (han blev udråbt til generationsdigter før vi vidste han led af cerebral parese) og er under 30 (og muligvis fordi han er mand – Asta Olivia Nordenhof ved, så vidt jeg ved, også hvad Game of Thrones er etc, men på den anden side har hun været noget så ikke-generationsdigteragtigt som *gys* prostitueret).

Det er der som sådan ikke noget i vejen med – journalister og kritikeres foretrukne måde at holde den eksistentielle angst for døren på, er at presse tendenser og forfattere og bidder af virkeligheden ned i overkommelige og forkromede narrativer (fx folk køber ikke aviser fordi post-faktualitet eller Casper Eric er generationsdigter), som får virkeligheden til at se mere ordnet og forståelig ud, og kun den ondest skiderik ville påpege den mildest talt grove forsimpling af virkeligheden, disse narrativer udgør – og jeg har altså et hjerte i livet.

Jeg kan imidlertid blive en smule bekymret, hvis Casper Erics nyeste digtsamling ”Avatar” også bliver proppet ned i narrativet om min generation og vores situation.

For hvis det er tilfældet, ser det mildest talt rigtig, rigtig sort ud.

(Selvm)ord

Bogens forside er i det store og hele holdt i meget klassisk digtsamlingsdesign: En anonymt-lækker titelserif printet på et vagt deprimerende gråtone-rum, og et frisk pust i venstre hjørne i form af et lille vindue med en computergrafik-mand i The Matrix-nuancer.

På bagsiden er der (til store glæde, forestiller jeg mig, for generationsdigter-hypotesens tilhængere) printet et i første omgang opacit Tweet fra den amerikanske rapper Capital STEEZ, der lyder: ”The end.”

Den slutningen STEEZ hentyder til på bogens bagerste side, er ikke bare bogens, men også sin egen: Han begik selvmord den 23. december 2012. Capital STEEZ optræder jævnligt i Avatar – og selvmordet er i det hele taget et (foruroligende?) gentagende tema i digtsamlingen.

Fx

”her forestiller jeg mig
at sidde på en seng
og skyde stoffer ind i kroppen
og lade nålen sidde i armen
så mine forældre potentielt kan sige
til sig selv at det var et uheld”

Eller

”de fleste af mine venner
kan virke mere fremmede
end visse personer fra popkulturen
der har taget livet af sig selv”

Eller hele bogens fjerde digt, som (udelukkende) er udplukkede navne fra Wikipedias liste over selvmordere i det 21. århundrede.

Kombineret med den evigt svævende fristelse fra selvmordet, kæmper digterjeget med en alt-om-sig-gribende pessimisme og magtesløshed overfor det moderne samfund (og det neoliberale produktionsapparat), en magtesløshed som ville få Baudrillard til at fremstå som en lykkeligt halvfuld Uffe Elbæk:

”hos Foxconn
hvor folk sover fire timer om natten
for at producere vores apparater
i små indelukkede rum
på kæmpemæssige fabrikker
med sikkerhedsnet omkring sig
for at forhindre arbejdsstyrken
i at svinde ind og gøre oprør”

Digterjeget bliver således en slags rablende, bipolær profet, der den ene halvdel af tiden kontemplerer selvmordets udfrielse og depressionens ulidelighed, og den anden halvdel af tiden rasende, indigneret og oplivet fordømmer vores kollektive skyld for droneangreb i Pakistan, børnearbejdere i Kina, mishandlingen af kyllinger og klonet kød, der dyrkes i fabrikker (et koncept jeg personligt har svært ved at forstå forfærdeligheden af, ville det ikke netop redde de mishandlede dyr? – men så igen, hvad ved jeg, jeg er ikke profet).

Digtene er på en og samme tid rædselsslagne og apatiske, revolutionært opfordrende og selvmorderisk opgivende, og meget, meget triste; den eneste glæde digterjeget formår at opleve i digtene, er samlingens sidste strofe (foregående i en digital drømmeverden, foruroligende nok), hvor fællesskabets umulighed ophæves, fordi digterjegets krop omdannes til en avatar af tal og virtuelle forbindelser, og derfor muliggør en slags direkte og betydningsfuld forbindelse til andre mennesker – en slags digital-metaforisk selvmord af kroppen, med en spirituel vækkelse af sjælen til følge?

Ikke ueffen

Avatar er ikke en ueffen digtsamling. Der er øjeblikke hvor den profetiske lyrik skærpes, og pludselig, midt i al depressionen og helgenkåringen af selvmorderne og den digitale dødsangst, krystalliseres til noget ubehageligt rammende og kortfattet virkeligt, som kun poesi kan:

”Det er en fejl
når mine bedste venner
klandrer sig selv
for ikke at have givet mig
mere lyst til livet”

Men jeg ved ikke hvor stor en værdi, jeg synes en selvmorderisk rasen over kapitalismens fortrædeligheder har som poesi.

Og der er et eller andet lorent ved, at jeg som konklusion nærmere føler en trang til, at dæmme op for den følelse af ensomhed digtene lader til at udspringe af, end at føle deres poetiske brod.

Casper Erics indestængte følelse af politisk utilstrækkelighed har han dygtigt foldet ud i prosaform i dagbladene – men Avatar er bedst, når den poetiske klarhed præcist udpeger utilstrækkeligheden i relationerne til dem vi elsker, og ikke når den er politisk-suicidalt profetisk.

For det forekommer muligvis for Casper Eric selv, eller måske nærmere for de Politiken-journalister der udråbte ham til generationsdigter, at denne tid med Trump og selviscenesættende SoMe-teknologi og droneangreb er endnu værre end de tider vi har efterladt bag os – men mordene og udnyttelsen og uretfærdigheden og forfængeligheden har altid hængt over os, og den menneskelige sårbarhed og skrøbelighed er hverken så ny eller isolerende, at den kun kan sættes på ord ved hjælp af Wikipedias liste over selvmordere i det 21. århundrede.

Den rasende og apatiske profeti om den deprimerede instagrammer som ikke på meningsfyld vis kan forstå (eller blive forstået af) sine medmennesker, kan i værste fald ende som en selvopfyldende profeti.

Og selvom det med digterjegets ord er ”svært at få lov til at dø”, så er det også, som digterjeget citerer kritikeren George Scialabba ”umuligt at fatte/at det nogensinde holder op/eller at nogen som helst andre/nogensinde har følt/noget i den stil”.

Men jeg lover dig, Casper Eric, at det har andre. Vi er vitterligt ikke alene. Du er ikke generationsdigter – ikke endnu, og gudskelov for det.