”Sorg er ikke en sygdom man kommer sig over. Det er et handicap man altid lever med.”

I 2017 døde syttenårige Hans pludseligt og uventet af meningitis. Det efterlod hans far, Ivar, med et hul i sjælen som aldrig går væk. Men han skal lære at leve med det.

Af Jens Haag

Der står en glaslanterne med levende lys til venstre for hoveddøren. Det har brændt i over to år. Lige siden den anden januar 2017.

Det var dagen efter Hans Michael Graham Petersen døde af meningitis, sytten år gammel.

”Jeg forstod det ikke, da det skete, ikke for alvor. Jeg forstod det godt faktuelt, jeg forstod godt, at Hans var holdt op at ånde, at hans hjerte havde givet op. Jeg havde set ham dø. Men jeg forstod det ikke inderst inde. Hver dag når jeg vågnede, og han ikke var der, var det som om, jeg skulle opleve ham dø igen. Og igen.”

IMG_0792

Til venstre for hoveddøren brænder altid lys.

Ivar Graham Petersen er fattet, når han taler om sin afdøde søn. Direkte.

Der var ingenting i verden, der varslede, at nytår 2016 ville blive så sort. Ivar og hans kone skulle spise hos naboen, Hans skulle have besøg af sine venner. Men ved firtiden begyndte han at få det dårligt.

Knap 24 timer senere døde Hans af meningitis, og Ivars verden gik i stykker.

 

 

Ved Furesøs bred, omkring en halv kilometer fra familien Graham Petersens hus, står et bordebænkesæt lidt afsides og omgivet af træer. Dets ben er kunstfærdigt udformet som store H’er, træet er lysebrunt og midt på står påskeliljer.

På bordpladen er indgraveret: ”Til minde om Hans M. G. Petersen. Elsket og savnet.”

”Hans brød sig ikke om gravsteder. Man skal ikke spilde pladsen på de døde, sagde han, den burde være til de levende. Så vi besluttede os for at lave noget til de levende: Et sted man kunne samles og være. En mindebænk.”

Det er ikke fordi, Ivar tror, at Hans er mere tilstede her ved sin mindebænk end andre steder. Han er ikke spirituel, som han siger. Men cirka en meter til venstre for bænken er en lille smule af Hans’ aske begravet (selvom det egentlig er ulovligt i Danmark) ved siden af et nedgravet øltårn med både Heineken og Faxe Kondi.

Engang kom Hans og hans venner herned og drak øl før festerne på gymnasiet. Nu er her altid noget koldt at drikke, hvis nogen skulle komme forbi og være tørstige.

Ivar holder ofte foredrag om meningitis, om hans oplevelser dengang i januar. Han blev nødt til at gøre noget bagefter, et eller andet.

”Når jeg er ude og tale, så kæmper jeg for Hans. Det er vores kamp. Så går jeg herned bagefter, for at samle tankerne. Nogle gange taler jeg lidt til Hans. Til at begynde med, lige efter det skete, begyndte jeg altid med at sige: Det kan fandme ikke passe. For det kunne det virkelig ikke.”

Det var meningen, at Hans skulle have rejst i Australien, det var hans konfirmationsgave. Men i stedet rejste Ivar og hans kone derned med Hans’ aske, et år efter hans dødsdag. Så gik de til stranden, og her spredte de størstedelen af asken. Solen skinnede. Over dem skreg en havørn.

”Det var meget smukt. Et eller andet faldt på plads i mig, jeg forstod, på et niveau jeg ikke havde forstået før, at Hans virkelig var død, og at han ikke længere var en del af min nutid. Men jeg er ikke klar til at acceptere, eller forstå at han heller ikke er en del af min fremtid. Jeg ved slet ikke, om jeg kan forstå det. Jeg tør ikke. Jeg er bange for, jeg ikke kan leve med den indsigt. Ikke lige nu, måske i fremtiden, hvem ved.”

IMG_0788.JPG

Hans’ aske, omgivet af lys, billeder og hilsner fra gamle venner.

Det er nemt at mærke Hans i huset i Farum. I stuen står de sidste rester af hans aske, hilsner fra fodboldkammeraterne og billeder fra Parken, en smilende Hans med en stolt fars arm om skulderen.

For enden ad gangen er hans værelse. Der ligger stadig målmandshandsker i skabet. I en halvtom IKEA-reol står en Smirnoff Ice og en Cuba Caramel. Det sprut Hans skulle have drukket nytårsaften.

”Vi var derinde to gange i 2017. Overhovedet ikke i 2018. Sengen er ikke redt,” siger Ivar, næsten undskyldende og peger. Hans’ tøj er spredt udover den.

”Jeg tog sengetøjet af den. Jeg har tænkt mig at sove i den, engang. Jeg ved ikke helt hvad jeg skulle få ud af det.”

Ivar taler om Hans’ ekskæreste, der altid kommer til deres årlige mindearrangement. Om veninden, der lægger røde roser ved mindebænken. Om at møde Hans’ venner, når de sidder ved bænken. Hvor stolt han er over, at Hans stadig lever hos dem. At han ikke bliver glemt.

”Han var god nok til at spille elitefodbold. Hans træner sagde til mig, at han engang ville rykke Hans’ op. Men Hans så på ham og sagde, at selvom han, siden han var fire år havde drømt om at spille professionel fodbold, så var han så glad for sine venner, at han helst ville blive på holdet. Det var nok for ham.”

 

 

Undertiden, ganske kort, bliver Ivars øjne blanke, og hans stemmer bæver svagt, han finder et lommetørklæde frem fra en uset lomme og dupper øjnene.

”Jeg er godt klar over, det ikke var min skyld at Hans døde. Men jeg er hans far. Og det skete på min vagt. Jeg mistede noget af mig selv, noget gik tabt for evigt, og jeg får det aldrig igen.”

Engang spurgte Ivar en anden i en sorggruppe, om hun drømte om sit døde barn. Sjældent, svarede hun. Ivar har også kun drømt om Hans ganske få gange. Men én drøm står stadig krystalklart:

”Jeg drømte, at Hans og jeg var i fitnesscenter sammen. Han skulle slå en rekord. Jeg hjalp ham med vægtene, han løftede og kæmpede, og til sidst lykkedes det ham at slå rekorden. Pludselig var vi omgivet af alle hans venner, der lykønskede ham og grinede og smilede. Og pludselig forstod jeg, på en eller anden måde, at Hans i virkeligheden var død. Jeg omfavnede ham og kyssede ham, og han blev pinlig og skubbede mig væk: ”Far, ikke foran mine venner!”, men jeg tror i virkeligheden, han holdt af det. Så vågnede jeg, men jeg kunne stadig mærke ham, virkelig mærke krammet og ham.”

Om sin hals bærer Ivar et guldhjerte. Det hviler synligt på hans sweater. I dets inderste er indkapslet en lille smule af Hans’ aske. Ikke meget, men nok. Ivar tager det aldrig af.

”Sorg er ikke en sygdom. Det er ikke noget man kommer sig over. Det er et handicap, det er ligesom at miste et ben. Det er at miste noget, der er helt essentielt og livsvigtigt for en, noget man har støttet sig til altid. Man får det aldrig igen. Man får aldrig sit ben igen. Men måske, hvis man prøver hårdt og øver sig, kan man lære at gå på en ny måde.”

IMG_0791.JPG

Det øverste billede forestiller Ivar og Hans. © Ivar Graham Petersen.

Man må forestille sig, at de ting vi glemmer ender et sted

Adrian Veidt: I did the right thing, didn’t I? It all worked out in the end.
Dr. Manhattan: ‘In the end’? Nothing ends, Adrian. Nothing ever ends.

– Alan Moore, Watchmen

 

Man kunne forestille sig at de ting, vi glemmer, ender et sted når de ikke længere beboer vores minder.

Jeg tænker tit over det sted, jeg ved ikke hvornår det startede, men det dukker op når jeg stirrer ud af toget eller i de mærkelige minutter lige før jeg sover, måske har jeg altid spekuleret over det.

Jeg forestiller mig at grænsen til Glemmeland ville være hobet op med stabler af strømper og sokker, forladte og glemte bag tusinder af forskelligartede møbler gennem hundredevis af år, og lige bag dem flinteknive og pilespidser fra vores navnløse forfædre, der var i de tusinder af år før vi begyndte at skrive.

Hvad kaldte de mon hinanden på stepperne og i skovene før os, tog de navne efter det de kaldte dyrene de jagede og planterne de spiste?

Deres navne må hviskes på vinden i Glemmeland, eller måske hviskes alle de tusinder af sprog vi ikke taler længere, hver fjortende dag uddør et sprog, måske er hvisken et forkert ord; måske råber vinden alle de sprog, der ikke findes længere, alle de navne og ord og koncepter som er tabte, en rå ordstorm mellem bjergene af sokker og flinteknive.

Bag bjergene må der være templer til glemte guder, ritualer til Svantevit og tusinder af navne jeg ikke kan kende, mørke ritualer, begejstrede festivaler, ofringer og danse, eder og forbandelser, en svoren hævn over en hadet fjende, hvisket til en navnløs husgud, en cirkel af aske brændt af en bestemt urt og blandet med en hanes blod, navnløse messende skikkelser, melodier på skalaer ingen længere forstår.

Her er kunst i hobevis, her er kunst stablet fra jorden og til himlen, millioner af gode, dårlige, men mest middelmådige, værker og deres skabere. Her er alt vi har skrevet og glemt, her er indkøbssedler og taler, kærestebreve og konfirmationssange, og her, i en umådelig rundkreds, står tusindvis af digtere, der allesammen reciterer middelmådigheder for hinanden; men der må også være millioner af enestående kunstnere, der ikke blev samlet op efter deres død, særligt kvindelige kunstnere, et sted må Saphos tabte digte være, her ligger i en krog det andet bind af Aristotles Poetik, det, som handler om komedie og som brænder i I Rosens Navn.

Her er, bag templerne, Alexandrias Bibliotek, eller noget der minder om det, endeløse hyldemeter af alle de skrifter vi har glemt, her er evnerne til at tyde linear A og linear B, her er hemmeligheder om universet og stjernerne og de første filosoffer.

Her, bag biblioteket, er hulerne og grotterne vi levede i før husene kom, her er millioner af hulemalerier, der er vasket væk i tidens løb; malede vores forfædre kun i hulerne? Eller malede de allesteder de kom og så, var alting de rørte farvet med billeder af mennesker og dyr? Hvorfor malede de? Hvem var de?

Her er den første kunst vi gjorde, den første refleksion af virkeligheden vi så og måtte efterligne.

Her er lyden af længst forsvundne drypsten, fisk uden øjne og fugle hvis farver ingen kender, her er smagen af mammutkød og knudrede rødder, der ikke længere lever, her er farver ingen siden har set og glemte sange.

Hvad kom først, tror du, var det rytmen eller melodien? Gik vores forfædre, før de fik stemmer og sprog, i takt, hamrede de på træerne i rytme, lagde de hovedet mod en elskets bryst og hørte hjertets støtte banken, efterlignede de det?

Eller hørte de fugles fløjten og vinden gennem drypstenshulerne, efterlignede de den? Et sted her, i hulerne, hvis det overhovedet er huler, er den første sang og den første rytme, det første forræderi og den første forelskelse, det første mord og den første barmhjertighed. Her er det første ord et menneske talte, her er sekundet vi blev til.

Jeg tror rytmen og hjertets banken og tordenvejret.

Her er alger og mærkelige bløddyr, de store insekter, der flokkedes over havbunden, her bliver solen forvrænget, et evigt dyb af en blå så uigennemtrængelig af den bliver dybsort, her er lyden dinosaurerne siger og de fjer de måske bar, og farven på deres æg og lyden af deres tænder.

Her er synet af meteoren der kom fra verdensrummet og gravede sig ned i jordoverfladen, her er lyden af nedslaget, og lugten af aske og støv og det grå og døsige lys, der knapt trænger gennem vulkanasken, her er de døde kroppe i tusindvis, strøet ud over en pludselig ørken.

Og bag, den gule ørken, er skovene og bjergene vi har glemt, de som er brudt ned og forsvundet for altid; i tidernes morgen, før træerne, rejste enorme stammer sig, uden blade, overalt og slugte solens røde lys, før ozonlaget beskyttede overfladen, og strålerne ubarmhjertigt brændte sig ind i atmosfæren.

Her er den giftige luft, her er ursuppen og de tusind lyn over det salte vand, her er øjeblikket hvor livet blev til, måske blev det til mange gange, her er de encellede organismer som engang bliver os, her er lys og varme og død og liv i glimt.

Her er tomt, og her er mørket, og her er solen alene med stjernestøvet omkring sig, her er de enorme afstande, her er mørket før solen, her er urvarmen og et univers der var uendeligt mindre end nu, og her er et univers før det blev univers, her er noget før tiden, før noget som helst, her er glimtet hvor ALTING begynder, måske, her er lovene, der bestemmer universets bane før det eksploderer i milliarder af stjerner og her er ikke mere jeg kan drømme.

Øverst Tjernobyl, som er forladt, men absolut ikke glemt.

Photo by Hugh Mitton on Unsplash

Om at indgå blodsbroderskab klokken tre om natten

Skyggerne forstenes, lyset slår dem jo ihjel.
Myrkur, Ulvinde

Klokken er et sted mellem tre og fire.

Ved midnat fyldte jeg 26, og vi åbnede den flaske portvin jeg havde fået i gave, og jeg tænker sløret over hvor voksent det er at få portvin i fødselsdagsgave. Der er noget kvalmt og sødt over den røde væske, som vi drikker af glas der er lidt for store.

»Husker du, da jeg foreslog at vi skulle indgå blodsbroderskab?«

Han ser op på mig igennem røgen, og det er mange år siden og både helt det samme og overhovedet ikke.

»Jeg henter en kniv.«

Det er en skarp urtekniv han lægger på bordet. Han stiller en flaske snaps ved siden af kniven.

Vi diskuterer hvor man egentlig skal skære; vikingerne snittede lange ridser i deres underarme og lod blodet dryppe og sive ned i jorden under dem, før de dukkede sig under sværd og spyd, sat mod hinanden som portaler.

Vi har hverken muld eller sværd. Vi har bare hinanden.

Jeg presser bladet mod min højre tommelfinger. Mest bliver jeg overrasket over at snittet svier, da bladet åbner en flænge, og blodet flyder udover mit fingeraftryk, og han hårdt tager fat om mine skulder med sin venstre hånd og presser sin tommel mod min, og sine øjne mod mine.

Mens vi drikker snaps blander blodet sig, spritten føles passende og rigtig, som en svien der også er indadvendt (det er ikke noget tilfælde at både whiskey og akvavit betyder livets vand, eller at spiritus betyder sjæl) og vi sidder sådan i lang tid, trykket ind mod hinanden, og vi har kun en cigaret tilbage, som vi skiftes til at ryge.

»Nu er det fucking alvor.«

Ovenstående tekst er et uddrag fra et endnu ufærdigt manifest om magi og uoplysning med navnet MYSTIKER som jeg ikke aner hvornår (eller om) bliver færdig.

 

Drømmejournal 2

Jeg er på en ø fornemmer jeg, i drømme.

Græsset er grønt og nyklippet, duften står mig i ansigtet. Bygninger, som jeg pludselig opfatter omkring mig, er mærkeligt usammenhængende. En er et auditorium, en et bibliotek, en et alment boligbyggeri, og i midten er en katedral.

Jeg træder varsomt ind i katedralen.

Jeg er ikke alene. Tavse mænd og kvinder træder først langsomt, siden hurtigere og hurtigere, og jeg følger med. For enden af katedralen, som synes at blive fjernere og fjernere, selv mens vi accelerer i vores tavse gang, står en mand med marmoransigt og sort klædedragt. Han løfter en taktstav, og i takt med vores skridt bryder mine medgangere ud i sang.

Først er tonerne fragmenterede, men med et genkender jeg melodien; det er middelalderhymnen Gaudete, Glæd jer!, en glædessang om Jesu fødsel, og stemmerne løfter sig mod katedralens fjerne loft, og glasruderne sitrer da jeg istemmer en andenstemme jeg ikke i vågen tilstand kan huske eller gengive:

Gaudete, gaudete Christus est natus
Ex Maria virgine, gaudete!

Manden med marmoransigtet vokser I sangen, mens vi nærmest løber mod katedralens ende, indtil alting suser mod mig og indad og opad, til jeg kun er toner.

Jeg finder mig selv, som man gør i drømme, et andet sted, væk fra katedralen.

Et tårn rejser sig foran mig, og jeg træder ind ad døren. Væggene er uhuggede sten, og jeg lader min hånd glide mod den rå og kolde overflade, mens jeg stiger op ad trappen.

Længe efter, jeg ved ikke hvor længe, når jeg toppen, hvor en mand, ældre end jeg nogensinde har set nogen være, sidder i en stak af åbnede og støvede bøger. Han løfter blikket mod mig, og nikker mod en kikkert af messing.

Jeg sætter øjet mod det. Men der er kun mørke.

”Der er intet,” siger jeg.

”Stjernerne er slukt,” sukker den gamle mand.

Resten af drømmen er urolig, og jeg husker den ikke.

Drømmejournal 1

Nedskrevet om morgen d. 15. december 2017

Jeg vandrer ned ad gaden i en by jeg ikke kan genkende. Måske er det Tel Aviv, måske endda i den gamle arabiske bydel Jaffa (der langsomt gentrificeres), for her er talløse restauranter med vegetarisk og tjekket mad, og mørkerøde ølflasker, der godt kunne være af mærket Taybeh.

Jeg skynder mig forbi talløse små spisesteder, en gammel ven hvis ansigt og navn jeg ikke husker, får øje på mig, og trækker mig ind i skyggen af store søjler.

”Vi skal skynde os at få noget mad, de lukker snart, kom!”

Jeg bliver taget med på slæb ind i en græsk-jødisk restaurant, og jeg undrer mig over at der ikke er hummus. Der sidder stadig betalende gæster ved bordene, og ægteparret der ejer restauranten kaster med knive, mens de forbereder maden, Men da min ven, på et sprog jeg ikke kender, forsøger at købe mad til os, er de afvisende.

Det er på en eller anden måde tydeligt for mig, at det er af allerstørste vigtighed at vi får noget at spise. Ligesom man skal have et job i Chihiro og heksene. Vi sniger os ud på terassen, hvor andre, tykke græsk-jødiske familiekokke forbereder den ene smukke ret efter den anden. Endelig får jeg en stor ret, gylden i farven, af hummus, mynte, koriander og agurkestave. Jeg tager en bid, og savner brød.

Men før jeg når at spise færdig, lukker restauranten, og de opdager at vi har snydt os til at få mad – endda uden at betale regninger, og vi flygter, grinende og glade ud på gaden, hvor jeg opdager at alle butikkerne, en efter en, er ved at lukke. To politibetjente kommer gående med en ladvogn, hvor de stabler ølkasser oven på hinanden.

Først da jeg kommer helt tæt på, opdager jeg at det er min moster og hendes kone, og jeg bliver helt glad af at se dem. Min moster ser helt mærkelig ud i politiuniform, og selvom de hilser på mig, er det tydeligt at de har for travlt til at sludre.

Omkring mig lukker nedfaldende blikgardiner for butikkernes facader, indtil hele gaden er tavs og tom, og kun lyden af stablede ølkasser er tilbage.

Jeg er pludselig et andet sted: En smart café, der er fyrfadslys på bordet og stemningen er mørkdyster, og bag disken står en meget smuk kvinde og griller kunstfærdigt og dygtigt kød, med lange bevægelser og imponerende manøvre, næsten som var det en af den slags restauranter, hvor man ikke bare betaler for at spise, men også for at se kokken flambere retterne og udvise sine knivfærdigheder.

Omkring mig sidder to mennesker jeg holder meget af, men som, så vidt jeg ved, aldrig nogensinde har mødt hinanden i den virkelige verden.

De taler imidlertid som om de var fortrolige. De diskuterer maden, og en krydderblanding jeg ikke har hørt om.

Jeg vandrer ind i de tilstødende rum på restauranten, og opdager enorme stabler af blå plastik-tønder. En ung, smuk mand, hvis tilstedeværelse jeg indtil nu ikke har fornemmet, besvarer mit spørgsmål uden at jeg når at stille det: ”Rom. På sukkerrør.”

Jeg finder tilbage til mit bord, hvor mine venner har besluttet sig for menuen. Grillet kød, måske lam, med smag af anis og røg, sukker. Jeg opdager pludselig at min nærmeste leder fra mit arbejde er til stede ved bordet, hvad slår mig som mærkeligt. Jeg har aldrig set ham uden for en professionel sammenhæng.

Efterhånden som middagen skrider frem, får jeg endelig nævnt for ham en ting der har plaget mig; jeg har glemt at indtaste mine timer for den sidste måned, og fristen er udløbet. Han ser alvorlig ud, og siger at det kan han ikke gøre noget ved.

Jeg smuldrer. Det drejer sig om adskillige tusind kroner – jeg kan ikke betale husleje. Han anbefaler mig, lidt nedladende (og komplet modsat sin virkelige karakter), at hyre en advokat. Han forlader selskabet.

Mine venner fornemmer min desperation, og får mit hurtigt placeret i en bar, hvor de påbyder mig at drinksne er på deres regning. Jeg kan ikke slippe min manglende indberetning af løn.

De har sympati for mig, men kan ikke holde emnet ud. De hælder shots op. Samtalen flyder over til andre temaer. Jeg fortvivler.

Jeg vågner.