Genlyd for altid i hvert eneste atom, alle dage indtil verdens ende

Til Signes bryllup havde hun fået proppet alle sine venner så tæt ind i brylluppets DNA som muligt. Liva havde lavet kage, Sidsel læste op fra His Dark Materials, nogle andre venner havde brygget øl og mig havde hun bedt om at spille akustisk guitar mens hun gik ned til Christian, jeg havde lånt Espens halvakustiske og han stod som en skildvagt ved siden af mig hele dagen for at holde øje med hvornår Signe kom ud af bilen og kom til syne, jeg var rystende nervøs og spillede Norah Jones’ Sunrise lidt for tidligt, fordi Espen kom til at tage lidt fejl af tidshorisonten, men det var meget smukt, Signe var meget smuk og Christian var helt vildt glad.

Den forstærker vi havde med splittede vi alle sammen til en Roskilde-festival for mange år siden, vi kaldte den Bæstet og den har været hårdt udfordret de sidste par år, hjulene er for længst gået i stykker, så nu står den hjemme hos Johannes og kan holde strøm i cirka fyrre minutter, men vi har haft den med allevegne, og de fyrre minutter var nok til brylluppet og det var ok til at vi, da vi alle sammen stavrede glade og rørte og fulde hjem klokken fire gennem Kongens Lyngby (vi må have vækket alt og alle).

Matheus og jeg bar den i hver sin hånd, vi spillede åndsvage, glade sange, All My Love med Rocazino (som er det bedste danske popnummer) men så også Darudes Sandstorm som Espen og jeg altid hører på hans fødselsdag, idéen er at man skal danse så vildt man overhovedet kan gennem alle fire minutter, indtil man er sveden og død og har vundet over sangen, og man griner meget, lige så meget som man sveder.

Og så stod der ti mennesker i et forladt lyskryds i Kongens Lyngby en søndag meget tidlig morgen og dansede som idioter til et dårligt finsk memetrack, Johannes dansede selvfølgelig ikke, men han smilede og det var også nok, og jeg ved faktisk ikke om Bæstet har været tændt siden, vi har taget andre højtalere med i Sommerhus siden da, i hvert fald, det er det sidste minde jeg har om det, Espen og Liva og Lous og Sidsel og Anne og de andre der danser rundt i cirkler og griner.

I s-toget er vi fulde og glade og ved at falde ned fra festen og jeg har guitaren med stadig, den jeg lånte af Espen, jeg ved ikke hvordan det kom på banen, jeg tror måske bare Anne spurgte om vi skulle synge en sang, om vi ikke skulle synge Kald det kærlighed, kunne jeg ikke godt akkorderne og det kunne jeg godt for der er kun tre, så det gjorde vi, jeg ved godt folk synes den er corny, men jeg elsker den, helt uden ironi, for der findes ingen ord, der helt slår til, og jeg vil have dig selvom jeg gerne vil være alene lige nu, og jeg synes man bør gøre sine drømme virkelige, og så sad vi der ti mennesker i vores fineste tøj på vej hjem fra det første bryllup i vores vennekreds og sang kald det kærlighed og de andre passagerer i toget smilede til os og jeg var meget lykkelig i det øjeblik, og jeg kan godt genkalde mig den følelse lige nu, selvom jeg er trist og verden glimter mindre og er mindre varm, det er et minde der ulmer som gløderne under asken, de kan sagtens blusse op igen, men lige nu er her koldere og mørkere.

 

 

Imellem jul og nytår mødes vi, Sebastian, Thomas, Jakob og Jonathan og mig og Jonathan og mig har guitarer med og så tager vi på de brune værtshuse i Horsens og spiller hvis de giver os lov, og det gør de næsten altid, de bliver glade på en meget umiddelbar måde og især holder de af The Drunken Sailor og Himmelhunden og Whiskey In the Jar, nogle år har vi fået så mange øl som tak at vi ikke kan nå at drikke dem, jeg holder af at spille guitar når folk synger med, uanset om de er gode til at synge eller ej, også selvom jeg ikke personligt er stor fan af Himmelhunden. Sebastian tager sine mundharmonikaer med, og Thomas plejer at låne dem og det er ikke så vigtigt om det lyder godt eller ej, og selvom jeg undertiden får nok af larmen omkring os og den særlige vanvid, der er i folks øjne når de kommer til deres hjemby og drikker sig fra sans og samling, så er jeg mest glad.

 

 

Min moster og hendes kone sang altid Du kom med alt der var dig for mig og min lillesøster når vi skulle sove, også selvom de ikke have store sangstemmer og der var først da jeg blev ældre at jeg lærte historien om den at kende, at forfatteren havde skjult sin seksualitet for hele verden og at sangen var hans brud med alt det, hans måde at stå ved hvem han var.

 

 

Til jul når vi går om træet synger Anne altid andenstemmen til et Barn er født i Betlehem i det sidste vers, og jeg bliver helt stille, jeg glemmer nogle gange at synge med.

 

 

Vi sang Café Måneskin den sidste dag på efterskolen og jeg græd som pisket, jeg kunne ikke synge med overhovedet, jeg var så ulykkelig og alt var så usikkert, og min lillesøster synger den med sine venner når natten bliver tilpas sen (de kalder hende Den Hvide Dværg) og i omkvædet har de udtænkt en næsten barnlig call and response og gjort den til deres egen og jeg bliver ikke ulykkelig af den længere.

 

 

Engang tog vi på tur til Amager Fælled, Johannes og jeg samlede pileurt og ristede dem på en pande og serverede grillepølser, Mathilde havde ramsløgspesto med og vi endte med at spise mindst fem forskellige måltider i løbet af de timer vi sad der, og da natten faldt på endte vi med at synge henover gløderne, mine yndlingssange som jeg har skubbet ned i halsen på mine venner, regnvejrsdag i november, the sound of silence og måske særligst af alt den salme der hedder Du som gi’r os liv og gør os glade, som ikke måtte komme med i salmebogen til at starte med fordi præsten der skrev den var for venstreorienteret og jeg fik en klump i halsen da et dusin stemmer usikkert løftede sig over løvet og blev stærkere i femte vers:

I skal se med kærlighedens øjne,
alt det skabte skal I passe på.
I skal ikke tro på gyldne løgne,
i mit rige er de store små.
I skal ikke frygte nogen fjende,
kærlighedens liv har ingen ende!

Og jeg håber at kærlighedens liv ingen ende har, jeg tror det er det jeg håber mest på, at når alting bliver stille så vil ekkoet af alle de, der elskede for kærlighedens skyld og frygtløst holdt af, give genlyd for altid i hvert eneste atom, alle dage indtil verdens ende.

 

Teksten er dedikeret til min ven Askil.

Øverst mig til Signe og Christians bryllup i det måske mest smilende øjeblik nogen har fanget af mig nogensinde.

Til allersidst drømte jeg ofte at hun allerede var død

Jeg kan blive helt opslugt af en tristhed, der ikke er min egen, en andens melankoli efter et sted jeg aldrig har set eller kendt, så sidder jeg og hører plader om sorg og mister fokus og når de, der elsker mig, spørger hvorfor jeg har blanke øjne ved jeg ikke hvad jeg skal svare.

 

 

Esbjörn Hazelius har en sang, der hedder Malåberg, om et jeg der drømmer om natten om et andet land, et lyst hav og en solbeskinnet sommereng, om at forlade det vinterland han bebor og sin elskede.

Så går jeget til Malåberg og møder sin elskede, hendes hjerte står i flammer: Hvem vil få din kærlighed, når du forlader mig og tager til denne fremmede sommereng du kun har set i drømme?

Jeg har googlet og søgt, men Malåberg findes ikke, der er kun drømme her, både den elskede og det fremmede land og vinterlandet er illusioner og påfund, jeg ved ikke hvad jeg skal gøre med denne tristhed, den er virkelig i mig, men dens mål findes ikke, den er i den ene side lænket til mine ben som ryster og mine øjne som svider, men kan ikke sættes fast på andet end fatamorganaer og feberdrømme.

 

 

Der er noget med Othellolagkager, min far bliver helt trist af at tale om dem, det er noget med at min mors sygdom engang blev meget konkret og meget virkelig da hun ville have othellolagkager og tabte dem, men jeg har ikke forstået det til fulde tror jeg, og min far bliver trist og taler ikke gerne selv om det.

Da hun var meget syg, til allersidst, drømte jeg ofte at hun allerede var død, og når jeg vågnede var det som at gå fra et mareridt til et andet, hun var stadig levende i den virkelige verden, men kun på lånt tid, kun til lige om lidt.

Hun gav mig et brev med i skole, til min lære, hvor der stod hun skulle dø, det var skrevet med mig som jeg-person, jeg ved ikke om hun havde forestillet sig jeg ville læse det i smug, men det gjorde jeg i skolebussen og selvom jeg godt forstod at hun var dødeligt syg var det som en hammer i maven. Et halvt år stod der, og jeg forsøgte at være glad i klassen, de kom op for at besøge mig til hjemkundskab, hun var i kørestol og jeg blev glad for at se dem, meget, men også trist for der var ikke andre her der fik besøg af deres døende mor i kørestol, så jeg forsøgte at være et godt barn og vise dem at vi havde kogt pølser eller sådan noget eller lavet mormordressing, jeg kan ikke huske hvad vi havde lavet, men jeg kan huske at alle forsøgte at være stærke, der er ikke så meget styrke tilbage i mig længere føles det som, selvom alting er faldet ud og bort, hun er død og jeg er her stadig, jeg forøger at regne ud hvad jeg har tilfælles med det barn dengang, som stod i køkkenlokalerne på Hattingskolen og forklarede sin døende mor om peberkværnen.

 

 

Jeg stjal mig til at læse de dokumenter hun skrev på computeren til min far, det var nok et voldsomt brud på al tillid, men jeg måtte vide mere, så jeg fandt det hun skrev om sin begravelse, at hun gerne vil have en kiste af fyrretræ og at hun havde grædt så meget, mens hun skrev det her og nu græder jeg også og jeg ved ikke hvordan jeg skal holde op igen og jeg har aldrig turdet sige til min far at jeg læste de ting, det føles enormt skamfuldt, men jeg var så alene i al den sorg, jeg er ikke sikker på jeg nogensinde er holdt op med at være alene med den.

 

 

Jeg er holdt op med at tage mine antidepressiver, fordi jeg ikke kunne mærke mig selv, kun en stor sult, en mat ufølsomhed i min pik og en uplacerbar tristhed, der i stedet for at være en dolk føltes som en uendelig stor fil, en af de fine.

Jeg kan bedre med dolkene tror jeg.

 

 

Jeg har glemt at besøge hendes grav i lang tid, glemt er helt forkert sagt, jeg har bare ikke besøgt den, engang var vi der tit, der var så mange blomster, da hun lige var død, nu er der ikke nogen, den ser lidt skallet ud de gange jeg er der, jeg får dårlig samvittighed og så kommer jeg ikke, og nu er der gået så lang tid.

Hendes venner har sagt at jeg skal komme og drikke kaffe, vi kan tale om gamle dage, der er så mange fantastiske ting om hende, jeg burde vide, min psykolog er meget optaget af at det ville være godt for mig, en slags konfrontation med fortiden, men jeg ved ikke om jeg er stærk nok lige nu.

Men måske var barnet på ni år til hjemkundskab heller ikke stærkt nok, måske findes den styrke slet ikke, før man iværksætter den, måske findes hverken Malåberg eller det lyse hav før de gør, jeg ved ikke.

Jeg ville ønske at Malåberg var virkelig.

Jeg så en hare

Jeg så en hare den anden dag.

Jeg var stukket af fra en for intens stemningen til festen og sad ved siden af vejen og røg og tænkte meget langsomt, da den hoppede ud på asfalten lige så langsomt som jeg tænkte, jeg tror ikke den havde set mig til at starte med, den frøs og stirrede på mig med sit venstre øje, der var blankt som det sorte keramikaskebæger på altanen jeg lige havde forladt, den var helt frygtsom, jeg læste engang at byttedyr har deres øjne på hver side af hovedet fordi det giver dem det størst mulige synsfelt, men at de derfor aldrig ser noget med begge øjne, deres synsverden er tvedelt, og med det venstre øje så haren på mig, og jeg så på den med begge mine øjne i et øjeblik, der føltes meget langt, indtil en bil lavede en lyd og harens højre øje så lyset, den forsvandt ind i buskene, og mine to øjne så på asfalten og nattemørket og ikke andet.

Benspænd

De her tekster er skrevet på baggrund af mere eller mindre avancerede benspænd.

Bedsteforældre

Min morfar fik en blodprop i hjernen, det var i hvert fald sådan jeg forstod det, eller også var det et andet sted og det havde skadet nogle af hans forbindelser i hjernen.

Til at starte med måtte han gå med stok, jeg syntes han så meget ærværdig ud, men til sidst måtte han bruge en rollator. Jeg tror han blev indestængt af det, han havde altid været arbejder, og nu var han bundet til sofaen og han havde svært ved at tale. Han skrev meget, jeg fandt worddokumenterne på hans computer, mest tørre, sarkastiske tekster om politik, han var rød som roser og pølserne min mormor kogte med pastaskruer.

I hjerterfri havde han ændret modstandernes navne til Krarup, Langballe og Kjærsgaard, han var virkelig rasende over de to bornholmske præster. Jeg læste engang en genfortolkning han havde skrevet af den barmhjertige samaritaner, hvor Dyne-Larsen blev overfaldet af en HAer og Krarup og Langballe kom kørende forbi og konstaterede at han ikke var deres næste, fordi de ikke kendte ham særligt godt. Men så kom andengenerationsindvandreren Ali forbi i sin BMW og samlede fluks den kvæstede Larsen op. Hans danskundervisning var uheldigvis for nyligt blevet sløjfet af kommunen, så han misforstod ”privathospital” og troede der stod ”pirathospital” og afleverede fluks Dyne-Larsen til behandling og betalte de noget overraskede læger i kolde kontanter, jvt det med pirathospital.

Da Dyne-Larsen kom sig ville han betale igen, men det ville Ali ikke have noget af, og da Dyne-Larsen foreslog en traditionel dansk middag måtte Ali takke nej, på bekostning af ikke at være velintegreret nok til Gammel Dansk, så han og Dyne-Larsen måtte bare sige farvel og Ali blev taget af politiet en uge senere og smidt ud af landet, fordi han ikke havde betalt moms af kontantbetalingen på pirathospitalet.

Jeg ville ønske at min morfar ikke var død, da jeg var 14. Jeg ville gerne have talt med ham, sådan ordentligt, i voksen tilstand, han sagde for sjov at jeg ville blive gjort arveløs hvis jeg nogensinde stemte radikalt, og det er jeg holdt op med igen, og jeg ville godt nok gerne spørge ham til råds.

 

To sexscener:

Sexscene, men ingen beskrivelse af kroppe eller kroppes bevægelser

I:

Han duftede hårdt, det mindede hende om grønligt mos og solen, der varmede murstenene på hendes forældres gård, og mest elskede hun når han blev stille og eftertænksom og næsten pinligt bevidst hvis hun spurgte ham om noget, og han indså at hans opmærksomhed var fordampet, så gjorde han sig umage for at være tilstede, også selvom det ikke betød så meget for hende. Det og når hans skæg var langt nok til at det var blødt mere end stikkende, den hårde, mandede duft og det bløde skæg gjorde hende varm og flydende og når hun havde det sådan, blev hendes kys til små, intense hug og hun lagde mærke til at hans overarme altid spændte, når hun kyssede ham sådan.

Han blev altid betaget når hun klippede blomsterstilke, hun gjorde det med et pludseligt snuptag, en af den slags bevægelser, der kun opstår af mange års gentagelse. Der var mange ting hun gjorde uden at tænke over det, hun tegnede fraværende skitser i marginen på mødedagsordener, hvis de havde kedet hende, han elskede dem højt, selvom hendes læber blev en lille smule stramme, hvis han sagde noget om det. Hun følte det var lidt pinligt, lidt spild af tid, men han havde overbevist hende om at gemme nogen af dem i den nederste skuffe på kontoret og hun havde en hvid sommerkjole hun tog på, hvis hun var i et særligt humør, og når solen skinnede igennem den kunne han se de bløde konturer af hendes ben og talje og der var et varmt, orange begær dybt i ham så, som om han pludselig opdagede at han var tørstig en varm sommernat og alt andet end koldt vand blev sløret og fjernt.

 

 

II:

De kan ikke bo i samme bygning som mig, væggen til min stue ligger op imod nummer 17.

Hvis jeg har set dem ved jeg ikke hvem de er, der er et flot par i Rema nogle gange, den mørkhårede er altid i en mørk, blå farve, der passer godt til deres øjne, men jeg har ikke noget at bygge min mistanke på, det kunne også være kvinden med solhatten og de røde skørter, eller den høje med rosenkvartshalskæden, undertiden sætter jeg mig på bænken under det lidt skravlede birketræ og ser på mennesker, jeg har aldrig været en af dem der siger til andre mennesker, at jeg godt kan lide at ”se på mennesker”, jeg har aldrig gjort det før, men jeg forsøger at regne ud hvem det mon kunne være.

Jeg går ud fra at de må vide at jeg kan høre dem, bygningen er meget lydt. Jeg har forsøgt at gøre dem opmærksomme på det ved at dyrke min yoga meget højlydt, sukke højt når jeg strejker ud og den slags, og høre høj jazz.

Jeg bliver helt elektrisk og tavs indvendigt, når jeg hører dem, jeg vil helst ikke have at jeg får det sådan uretmæssigt, det skal ikke være fordækt, allerbedst kan jeg lide når de taler sammen imens, det er svært at skille ordene fra hinanden, men så bliver de dybe rytmiske lyde pludselig afbrudt af høj, klingende latter, luften i min stue vibrerer af den latter som langsomt ændrer karakter til noget rytmisk igen, noget tiltagende og intensiverende, to stemmer, der smelter sammen.

Så ligger jeg bagefter og trækker vejret tungt, indånder den vibrerende luft ganske langsomt, indtil jeg kan rejse mig igen.

Langt borte i horisonten flyver de væk og de kommer aldrig mere tilbage til mig

Det regner i dag, men det føles som om det har regnet i lang tid.

Jeg ser nogen jeg kender og holder af på bussen og gør mit ypperste for at de ikke skal se eller genkende mig for jeg er bange for at de vil blive sårede eller frygtsomme over hvem jeg er lige nu, og jeg har ikke kræfterne til at være nogen andre, jeg håber ikke de ser mig og tror der er personligt.

Jeg ville nok selv tage det personligt.

 

Arnold Busck er gået konkurs, mine venner fra litteraturvidenskab er i sorg, jeg er mest ked af det på de ansattes vegne, det er så ydmygende at blive fyret, jeg blev engang fyret fra Bog og Idé da jeg var 15 og jeg begyndte at græde foran min chef, som spurgte ”Hvad havde du regnet med?” og det ved og vidste jeg ikke.

 

Der vil være dem, som konstaterer at vi lever i en uoplyst og dum tid, hvor folk er mere optagede af deres hår eller negle eller kroppe end af sjælelig næring som bøger, men jeg er ikke sikker på den tid de drømmer sig væk til nogensinde har eksisteret.

Der er smartere og hurtigere og lettere måder at bruge sin tid på end at købe dyre hardbacks og stille dem i sin bogreol som pynt, jeg tror ikke verden er bedre tjent med flere, der pisker sig selv over at se TV-serier i stedet for at flagellere sig igennem Proust eller Knausgaard, det føles unødvendigt lidelsesfuldt, man er fordømt uanset hvad man gør og det er som sædvanlig de stærkeste og mest selvretfærdige, der fordømmer alle andre.

Jeg tror ikke Utopia består udelukkende af mennesker, der læser de samme bøger som mig. Det håber jeg ikke.

 

Der findes to slags mennesker, vel, dem som begræder noget tabt og de som håber på noget bedre og jeg har sympati for begge for de første sørger, og man skal holde om de sørgende, og de sidste kommer til at blive skuffede igen og igen og igen, og hver gang man bliver skuffet slår man et lille stykke af sig selv og det kan ikke limes fast igen.

 

Det store bibliotek i Alexandria brændte ikke ned på en gang, der var ikke nogen stor katastrofe, hvor den antikke verdens samlede visdom forsvandt, det var mere som et universitet, hvis midler blev skåret væk lidt efter lidt, fordi det ptolemæiske dynasti mistede interessen.

Jeg troede faktisk der havde været en stor brand, der havde været et drama i en stor brand, det her føles gråt og bekendt.

 

Der sidder en uro i min mave og tæt ved hjertet, jeg ved ikke hvad jeg kan gøre ved den. Jeg bliver pludselig trist over småting, jeg har svært ved at vikle mig ud af det igen.

Jeg føler mig skrøbelig på en grim eller svag måde, som om jeg kunne læse omkuld hvert øjeblik, som om jeg mest sørger og mindst håber.

 

Jeg læser Tove Janssons Sommerbogen når jeg kan, og der er en smuk ting i det som satte sig i mig om edderfugle og mos:

”Det er kun bønder og sommergæster, der tramper rundt i mosset. De ved ikke, og det kan ikke gentages ofte nok, at mos er noget af det mest ømtålelige, der findes. Man træder på det én gang og mosset rejser sig igen efter regnvejr, anden gang rejser det sig ikke. Tredje gang man træder på mosset, dør det. Det er det samme med edderfugle: Tredje gang, de bliver skræmt op fra deres rede, flyver de bort og vender aldrig mere tilbage.”

Det føles som om jeg har skræmt en flok af edderfugle for tredje gange, og langt borte i horisonten flyver de væk, og de kommer aldrig mere tilbage til mig.

 

1. maj: Hvordan skaber man en uovervindelig mildhed?

Der er ikke, strengt taget, meget at fejre i dag.

I USA bulldozede det demokratiske etablissement Bernie Sanders kampagne, da de, efter Sanders sejr i Nevada, fik Obama til at ringe rundt til de midtersøgende kandidater og bede dem stille sig bag ærkecentristen Joe Biden, som nu er den demokratiske præsidentkandidat.

I England har Jeremy Corbyn definitivt trukket sig fra Labours formandspost, tilbage til sin kat og sin menige plads som parlamentsmedlem for Islington. Den noget mindre konfrontatoriske advokat og ridder Sir Keir Starmer er hans erstatning.

Enhedslisten har sendt mig en mail: De håber jeg vil ændre rammen på min Facebookprofil i solidaritet med frontkæmperne mod corona.

Jeg føler mig besejret, os besejret, alt det håb jeg havde for et halvt år siden, er forduftet på få uger. Jeg er ikke længere overbevist om at håb er en politisk brugbar følelse.

Brecht sagde engang at hvis en godhed kan besejres er det farligt at give den offerstatus, en besejret godhed var nok god, men den viste sig uholdbar, en bedre godhed havde ikke været besejret, undertiden forestiller jeg mig at bygge en sådan godhed, en uovervindelig mildhed, men jeg ved ikke hvordan man bygger paradokser og det føles som om tiden er ved at løbe fra os.

 

 

Jeg er blevet besat af en bollywood-sang. Eller nærmere, jeg er blevet besat af koreografien i en Bollywood-sang, Malhari fra Bajirao Mastani, et ufatteligt storsælgende historisk kærlighedsdrama.

Krigerkejseren Bajirao synger en sejrssang akkompagneret af hundredvis af dansere, alle i rustning. Det er kraftfuldt, det ser sjovt ud, jeg ville ønske jeg var en del af det.

Mest kendt er videoen fordi den engang sidste år blev redigeret så Bajiraos ansigt var erstattet af Donald Trump, og den blev delt af præsident selv og et utal af hans tilhængere.

Jeg må indrømme at jeg er udmattet af den politiske energi, jeg er dybt misundelig.

Her ville Carsten Jensen eller lignende nok begræde nutidens blodfattighed, eller også ville man med dryppende ironi beskylde den moderne venstrefløj for at være kønsløs, på trods af vores mange kønsidentiteter, og ukampdygtig, for veluddannet og for langt væk fra virkeligheden, for mild og altomfavnende, alt, alt for blød.

Og så er vi tilbage ved paradokset, den uovervindelige mildhed. Hvordan bygger man en uovervindelig mildhed?

 

 

Den anden dag udtalte Søren Pape Poulsen at det måtte skæres på velfærden i coronakrisen.

Pia Olsen Dyhr kritiserede ham for det på Twitter, hvortil Pape svarede ”Jeg beklager min realisme”, et udsagn der forklarer meget mere om den nuværende verden end jeg tænker Pape forestiller sig.

Filosoffen Mark Fisher beskriver i sin bog ”Kapitalistisk realisme” det faktum at den kapitalistiske virkelighed er blevet det eneste verdenssyn der på nogen måde overhovedet kan forestilles at være ”realistisk”.

Det er nemmere, citerer han Zizek, at forestille sig verdens undergang end kapitalismens endeligt.

Vores modstandere har bygget en uovervindelig realisme, de har taget patent på virkeligheden, de kan dømme folk til fattigdom og ulykke og sygdom og kalde det ”realisme”.

Sådan er virkeligheden, siger de, det kan ikke tænkes anderledes. Vi kan ikke beskatte milliardærer og passe på de svageste, vi kan ikke lave om, virkeligheden har budt mig at skære på psykiatrien og sygehusene, jeg har faktisk slet ikke noget valg, verdens tandhjul kører og virkeligheden har dømt de, der ikke er mig, til rædsel og hærværk og død.

Af alle ting i verden jeg beklager, så beklager jeg allermest denne realisme.

 

Det siges at være umuligt at gentænke et system man befinder sig indenfor, det er det Fisher beskriver, vi er låst så fast i vores kasse at et bud på et alternativ eller den mindste mildheds med det samme dømmes ude, drømmerier, naivitet, barnagtigheder.

Den voksne må acceptere at folk, der misbruges som børn kan risikere at dø af en stofoverdosis fordi en beklagelige realisme ikke kan tage hånd om dem.

Det er naturligvis ikke realisme i nogen forståelse af ordet overhovedet, det er slet og ret grusomhed og kynisme hyldet i kujonagtig nødvendighed. Ethvert menneske, der ikke er bundet af retorisk vrøvl og en politisk virkelighed, der lader til at være støbt i de svages blod og beton, vil med det samme forkaste ideen om at virkeligheden må og skal indeholde monumental grusomhed.

Men hvordan bygger man en uovervindelig mildhed? Hvordan besejrer vi en sådan dødskult, der ikke kan acceptere en mindre blodig virkelighed?

 

 

Jeg ved det ikke.

Jeg ved ikke hvordan man bygger en uovervindelig mildhed, jeg er bange for den bliver plysset og nusset og kan bekæmpes.

Og jeg ved ikke om jeg tør søge inspiration hos Bajiraos sejrssange (udover at det virker farligt at synge sejrssange når man foreløbigt har tabt), men måske er det på tide med en større skarphed, en insisteren på at få hvad man vil have, modstå latterliggørelsen fra folk, der afskyer os, og sige dem op i deres ansigter at deres virkelighed ikke er den eneste, nægte at acceptere de fortsatte blodofringer.

Minde dem om at vi er de mange, ikke de få, at det var umuligt for en fæstebonde at forestille sig en anden virkelighed, men at feudalismen ikke kan tage krav på virkeligheden, at historien ikke er slut endnu, at de må finde bedre argumenter end nødvendighed.

Retfærdighed og frihed er et valg man foretager og stærke kræfter står i verden for at knuse folk, der ønsker en anden virkelighed, de med pengene og magten bruger deres formuer på at finansiere CEPOS og initiativer, der skal holde en større mildhed uden for vores rækkevidde.

Måske er det på tide at bygge noget andet end uovervindelig mildhed?

En uovervindelig retfærdighed, en uovervindelig insisteren, en uovervindelighed i sig selv, noget voldsommere og stærkere end Facebook-rammer, noget mere simpelt, noget mere hårdtslående, minde verden om at den har ændret sig før og at den vil ændre sig igen, at deres realisme er forfejlet og grusom, at vi faktisk har et VALG om at ændre alting, det var et valg at give kvinder stemmeret, det var et valg at indføre demokrati, selvom eliten var imod det og kaldte det naivt.

Fremad, der er ikke andet at gøre end at lægge skinnerne mens vi går på dem, vi kan ikke tegne en plan for en uovervindelighed, men jeg minder mig om i svage øjeblikke at verdenshistorien er lang og at alting har ændret sig før, vores sejre er kun små og foreløbige og trods alt bevæger verden sig vel mod en større retfærdighed.

Måske er historien i sig selv uovervindeligheden, det håber jeg, eller nej, den mulighed opererer jeg med, håb er ikke brugbart nu. Lad os kalde det realisme i stedet: Det er urealistisk at retfærdigheden ikke kommer, at ligheden ikke kommer, at friheden ikke kommer, mennesket er godt og engang var den romerske kejser en gud og enhver anden idé havde været urealistisk.

Det er på tide at vende deres ord imod dem.

Kapitalismen er døende. Retfærdigheden kommer. Ligheden kommer. Det kommer ikke til at fortsætte med at være sådan her, uanset hvor meget I ønsker det.

Jeg beklager min realisme.

 

 

Der er en fin indspilning af Pete Seeger fra 1968, hvor han i Sverige spiller en gammel strejke-sang.

Vi har ikke totusind år mere, siger han, i hvilken vi kan nå at lære at elske vores næste. Vi må ændre omstændighederne i vores liv, vi må finde sammen.

Men det eneste jeg kan lige nu, siger han så med en vis sorg, lidt bitterhed, er at synge sange.

Og det gør han så:

 

Don’t scab for the bosses

Don’t listen to their lies

Poor folks ain’t got a chance

Unless they organize

 

Tell me, which side are you on boys?

Which side are you on?

Which side are you on boys?

Which side are you on?

 

Øverst er det kommunistiske flag fra Revachol i Disco Elysium, som jeg godt kan lide. Den omvendte stjerne står for at vælte den gamle orden. Geviret for en naturlig krone. Den hvide farve for fred. De tabte i øvrigt, kommunisterne, men kampen for en bedre verden fortsætter med historiens knusende fremgang steder, hvor ingen ser.

Da der voksede et hav frem i mit spisekammer (Del 1)

Den her historie begyndte på Twitter, da jeg pludselig fik tanken om en person hvis hus pludselig var blevet omdannet til en østersfarm. Den samlede udgave her er redigeret visse steder for at binde historien og tematik stærkere sammen. En alternativ titel kunne være Østerseen, men jeg fik engang fortalt at forfattere og journalister og andet pak skal holde op med at skrive rubrikker og titler til andre forfattere og journalister og andet pak og jeg har sjældent været så enig i noget. Billedet er af Shi Cheng, en undersøisk by i Qiandao-søen som jeg altid har syntes er smuk.

 

 

 

Jeg vågnede og nøs. Jeg så ned på gulvet og konstaterede at mit soveværelse stod i vand til en håndsbredde over lægterne.

Det var i det nu jeg for første gang fortrød at have givet min bror lov til at drive en østersfarm i min lejlighed, men det ville ikke blive den sidste.

En ting var vandet, men noget andet var at jeg snublede over store klynger af muslingerne i tide og utide. For ikke at tale om de knivskarpe skaller, der skar og rev, hvis jeg ikke huskede at tage de knaldgule gummistøvler på, min bror havde foræret mig som tak for tjenesten.

Jeg bandede og sjoskede min vej ud til entreen, hvor en udgave af Vanløse Lokalavis lå og flød, pakket ind i orange plastik, for at skåne den for vind og vejr og den svære fugt der uundgåeligt følger med driften på en mellemstor østersfarm.

“Godmorgen!” råbte min bror muntert fra køkkenet, hvor han sejlede rundt på mit tidligere spisebord.

“Vil du have en kop kaffe?” Før jeg nåede at svare, stak han mig koppen i hånden, kaffen smagte af koldt saltvand og pulverkaffe, formodentlig fordi det var de to ingredienser.

“Sig mig,” sagde jeg knottent, “hvornår kan man egentlig høste østers?”

Min bror kløede sig i sit viltre, røde skæg.

“Det er jeg faktisk ikke helt sikker på. De bliver kønsmodne efter ti måneder.”

“Okay, men nu spurgte jeg ikke om hvornår de boller vel?”

“Godt ord igen.”

Min bror drak den sidste slurk af sin kaffe, og skar kun ganske kort ansigt af saltvandssmagen.

“Jeg synes godt vi kan sælge dem efter de er blevet kønsmodne, det må ligesom være en naturlig alder at blive spist i, tænker jeg. Et knald og så er det den sidste vinaigrette.”

Jeg måtte affinde mig med ti måneders høj sø. Jeg flåede avisen ud af plastikhylsteret og åbnede den demonstrativt for at lade min bror vide at jeg var østers- og morgensur.

“Interessante nyheder?” spurgte han uden at skænke mine anstrengelser nogen opmærksomhed overhovedet.

“Det er en lokalavis, hvad regner du med?”

“Det kunne da godt tænkes at der havde været et interessant loppemarked eller et træf for fugleentusiaster eller sådan.”

Min bror ejede ingen ironisk sans overhovedet, hele verden var umiddelbar for ham. Det var dybt irriterende.

“I øvrigt,” sagde han henkastet, “tror jeg nok at der er vokset et hav på den anden side af viktualiekammeret.”

Jeg spyttede kaffen på gulvet, men det gjorde ikke den store forskel, det flød alligevel med saltvand og østers, og østers kunne så vidt vi vidste godt tåle koffein.

“Jeg er ikke helt sikker på hvornår det skete, men det er inden for den sidste uge.”

Han viftede en måge væk, der havde sat sig på et af stolebenet. Jeg smed avisen på bordet.

“Det skal fanderme blive løgn, jeg har ikke givet noget hav tilladelse til at vokse i spisekammeret!”

Jeg padlede med hænderne for at komme tættere på køkkenbordet, hvor blikdåsen med grydeskeer og den slags stod. Min bror havde uheldigvis ikke taget opvasken i et stykke tid, så det eneste der var tilbage var dejskraberen.

Men en dejskraber er bedre end ingenting.

“I det mindste,” fnyste jeg og roede hidsigt med dejskraberen, “skal nogen betale husleje for at anlægge et hav i min toværelsers!”

Min bror sagde ikke noget. “Kom i gang med at padle!” sagde jeg, han tog lidt forskræmt en paletkniv, og langsomt flød vi mod spisekammerets dør.

Min bror havde ret. Bag døren, midt i hyldearealerne, der hvor jeg plejede at have kartoffelmel og maizena, var et stort gab i væggen, der brød ud i et blåligt mørke.

“Hvis vi skal på ekspedition må vi have proviant,” foreslog min bror, “En skam muslingerne ikke er kønsmodne.”

“Pyt!” sagde jeg, “her er både kapers, knækbrød, Kalles kaviar!”

“Er her også nogle madvarer, der ikke begynder med k?”

“Siden hvornår er du blevet kræsen baseret på alfabetet.”

“Det var dengang tante Hilda serverede rosenkål, råkost og radiser og intet andet.”

“Du kommer til at spise dine konserves og være glad for dem!”

“Vi dør af skørbug hvis vi ikke får C-vitiman…”

“Her er kiwier, de er sure ad Pommeren til, det plejer at betyde de er sunde.”

Godt belæsset fortsatte vi med at padle, og flød langsomt ind i det blålige mørke.

“Er det stjerner?”

Højt op, langt over os, lyste tusindvis af fjerne, hvide prikker.

Det lignede stjerner, det var svært at forestille sig hvad det ellers skulle være, men månen var ingen steder. Det eneste andet lys, var sparepæren fra mit viktualierkammer langt bag os.

“Det kan være englenes blege bagender for min skyld, det eneste jeg er interesseret i er at finde den ansvarlige,” mumlede jeg og padlede videre.

Ikke så langt væk hørtes et skrig.

“Og måger! Ligner det her en nationalpark!”

“Lidt?” sagde min bror.

“Stille!”

En flaksen. “Aaiiiiirhg,” skreg mågen, der lignede den min bror havde basket væk, og satte sig nonchalant på et af stolebenene. Så nonchalant en måge nu kan være.

“Åndssvage kræ,” sagde jeg og slog ud efter den med dejskraberen.

“Aiiirhg,” mågede mågen og flyttede sig ikke.

“Så, så,” sagde min bror og rakte mågen et afbrækket stykke knækbrød.

“Man skal holde sig gode venner med havets dyr.”

Mågen tog glubsk imod knækbrødet.

“Og hvorfor så egentlig det?”

“Eh.”

“Aaaiaigh-gjrjajfjajfdsfasf,” bød mågen ind og var ved at blive kvalt i knækbrødet.

“Kønt arbejde, nu er vi ved at myrde et af havvæsenerne, du er virkelig en søulk.”

Min bror så såret ud. Han greb fat i mågen og dunkede den nænsomt bag hovedet.

“Aigh-ha-ha-ha,” harkede mågen og spyttede knækbrødet i vandet. Den så helt rystet ud.

“Er den ok?”

“Det tror jeg. Jeg ved ikke hvor vant måger er til nærdødsoplevelser.”

“Relativt vante vil være mit bud, deres popularitet taget i betragtning.”

“Under alle omstændigheder må vi tage os af den til den kan flyve.”

“Ja ja, først nationalpark, nu fuglereservat!”

Jeg padlede surt videre, mens min bror holdt øje med mågen.

 

Der var ikke andre lyde end den stille plasken fra dejskraberen og intet andet lys end de hvide prikker langt over vores ansigter.

“Hvad er det?”

“Hvad er hvad for noget?”

“Der er et lys!”

“Det ligner et fyrtårn!”

“Titusind tyfoner, jeg får hele kommunaladministrationen på nakken når de opdager at lokalplanen er smadret og kaput fordi nogen har bygget ikke bare et hav men et, gud bedre det, FYRTÅRN i mit viktualierkammer som i øvrigt er en del af en østersfarm!”

Der var helt stille i lang tid, mens vi drev mod det fjerne, let skælvende lys, der rytmisk viste sig og forsvandt.

“Det er heldigt du har sådan et stort spisebord.”

“Jeg hader når der ikke er plads til at have kondimenterne stående på bordet.”

“Jeg sørgede for at tage noget ketchup i spisekammeret, det passer på det med at al vores proviant begynder med k.”

“Alle kondimenter begynder vel med k.”

“Men tæller brød så også? Det er et kornprodukt.”

“Jeg gider simpelthen ikke diskutere det.”

“Aiighgh,” konkluderede mågen og hoppede forsigtigt ud af min brors hænder og hen til rællingen.

“Jeg bliver rasende hvis den måge falder over bord.”

“Var det med vilje med ‘over bord’?”

“Hvad? Nej, selvfølgelig var det ikke med vilje!”

“Der er et eller andet i vandet…”

Med et vældigt skvulp blev vandoverfladen brudt af et enormt og flæsket rygparti.

“PRHHFHFHFHFHFHFHHFHFHF,” sagde det og en kaskade af vand stod ned over os, mågen flygtede rædselsslagent hen i min brors arme, ikke at det ville hjælpe stort hvis vi kæntrede.

“En kaskelot! Jeg elsker kaskelothvaler,” sagde min bror mens saltvandet drev af både ham og mågen.

“Jeg forholder mig neutralt til dem, i hvert fald så længe den ikke vælter bordet.”

“De kaldes spermhvaler i Norge.”

“Hvad er der med dig og havdyr og sex eller kønsmodenhed.”

Min bror reagerede ikke. Hans øjne var blanke. Omkring ti meter væk lå kaskelotten og hvilede sig tilsyneladende.

“De kan dykke op til en kilometer ned, hvor de jager kæmpeblæksprutter.

Der er intet lys dernede, trykket er hundrede gange større end på overfladen.

Tænk hvor ensomt det må være. Vandmasserne trykker sig sammen omkring dig, det eneste selskab er dit bytte, som hader dig.”

Der blev stille, hvis man så bort fra hvalens højlydte vejrtrækning.

“Undertiden føler jeg mig som en kaskelot,” mumlede jeg så lavt at ingen hørte.

En tid passerede, det føltes som om luften holdt vejret og ingen af os turde, eller havde lyst til, at forstyrre den.

Så, lige så pludseligt som den var dukket op, udstødte kaskelotten en dyb, næsten mekanisk klikkende lyd og forsvandt ned i havet igen, ned i mørket og trykket.

Jeg begyndte at ro igen, jeg så ikke min bror i øjnene.

Han satte forsigtigt mågen på bordet og begyndte også at padle med paletkniven.

“Er du,” begyndte min bror famlende, “er du stadig ked af det med…”

“Jeg gider ikke tale om det, slet ikke i et hav i mit spisekammer!”

“Men tror du ikke det kunne have noget med havet at gøre…”

“Hvordan i alverden skulle det have noget med hinanden at gøre? Hun er væk, sådan er det, og det hjælper ikke at grave i det. Det eneste folk vil er at tale og tale og tale og jeg er TRÆT AF ORD, forstår du!”

Min brors øjne flakkede, mågen lod som om den overhovedet ikke lagde mærke til hvad der foregik. Strengt taget var det vel begrænset hvor stor følelsesmæssige dybde vadefugle havde, men den så nu engang sådan ud.

“Jeg vil hen til det fyrtårn, jeg vil have en FORKLARING!”

“Og så vil jeg ud herfra og så vil jeg af med dit rod og din østersfarm og være i fred fra indendørs have og uforklarligheder og kaos!”

Min bror så mig direkte i øjnene.

“Som du vil så.”

Og så roede vi i hidsig stilhed mod det fjerne lys.

Mine tanker vender ofte tilbage til fyrtårne

Mine tanker vender ofte tilbage til fyrtårne, mere end andre bygninger drømmer jeg om at eje et fyrtårn.

Der er noget tiltalende sørgmodigt over dem, engang var de livsnødvendige, nu er de stående levn uden anden mening end den rent sentimentale, de er som gamle familiefotos, engang ekstremt betydningsfulde, skattede ejendele, men nu er alle de, der kendte indbyggerne på billedet døde, de er bare underfundige levn.

Der findes så mange uddøde sprog vi aldrig kommer til at forstå, nogle gange tænker jeg over hvilke ting, der mon er tabt for evigt.

Det fineste jeg nogensinde har læst om at skrive kommer fra Sapfo, hun siger, lad mig skrive ord mere nøgne end kød, stærkere end ben, mere vedholdende end sener, mere følsomme end nerver, og jeg synes det er så fint at ordene altid har kroppen som udgangspunkt, jeg vil ikke skive som jern eller bronze, jeg vil skrive så en krop kan udholde det, men ikke længere, hertil og ikke længere.

Der er kun rester tilbage af Sapfo, kun knoglestumper og flossede trevler tilbage af hendes skrift og ord, min moster ringede, men jeg glemte at lægge på og hun hørte mig hulke ned i min pude bagefter, jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige, da hun skrev om jeg er okay.

 

Fyrtårne er steder, der er imellem steder.

Mellem havet og landjorden, mellem himlen og landet, de betyder både ”pas på” og ”her er sikker havn”, de er skiftevis blændende lyse og mørke.

Det må have været ensomt at være fyrmester i de såkaldte stag lighthouses, hvor fyrmesteren ikke havde sin familie omkring sig, hver dag som den samme, stå op, passe lygten, spise, sove, gentage, indimellem afbrudt af leveringen af forsyninger. De fik ikke god løn, man må gå ud fra deres forsyningerne har været tilsvarende.

Hvorfor romantiserer jeg en sådan tilværelse? Jeg ville blive gal inden for en uge.

 

Jeg tror måske jeg troede at det at skrive ville være det samme som at passe et fyrtårn: At stå mellem rummene og lede folk henover mørke vande, ensom og heroisk, men det er ikke sådan det er at skrive, det er i hvert fald ikke sådan det føles.

At skrive er bare noget jeg gør, det kan ikke lade sig gøre at lade være, men der er intet heltemodigt det, i hvert fald ikke med vilje, det er en bivirkning i bedste fald, men jeg bryder mig ikke om at tænke på at man kan være en helt, hvis man kun skriver om sig selv, heltemod kan ikke være selvoptagethed.

Gad vide om fyrmestrene tænkte sig selv som helte, eller om de bare forsøgte at overleve så godt de kunne.

 

Mine tanker vender ofte tilbage til fyrtårne, jeg har aldrig været i et, jeg er bange for jeg ville blive skuffet, måske ikke så meget over fyrtårnet som mig selv.

Det må gå

En sagde til mig den anden dag at det er vigtigt ikke at miste sin lyst til at gå, det var det Kierkegaard altid sagde, det er vigtigt at gå, man må ikke give op på det.

Mine forældre forærede mig i julegave et par dyre vandrestøvler, det tager lang tid at snøre dem. De er hæslige som nøgen beton og neonfarvet plastik og jeg holder meget af dem, jeg ville ønske jeg brugte dem oftere, for jeg elsker at gå, især sammen med andre, gå og tale, men jeg holder ikke så meget andres selskab ud, eller rettere, jeg holder ikke så godt mit eget selskab i andres selskab ud, så jeg går ikke nogen steder for tiden.

Jeg ville ønske jeg gjorde.

 

Når jeg kan holde ud at lave andet end at få tiden til at gå spiller jeg The Long Dark, et spil der mestendels handler om at gå.

Hovedpersonen traver i stilhed gennem underskønne og dødsensfarlige canadiske landskaber, lyden af støvler i sne fylder en hel masse.

Verden omkring ham er blevet stille, i spillet kaldes det den stille undergang, det lange mørke, de som boede herude blev efterladt da nationerne blev centraliserede under en økonomisk krise, og nu har den langsomme råddenskab spredt sig til resten af verden, ingen ved hvad der foregår og al elektronik er holdt op med at virke.

Der er ikke andet for end at samle sine ting, bide tænderne sammen og gå.

Så det gør man.

 

 

Det må gå, siger jeg ofte i telefonen til min bekymrede moster, jeg har ikke overvejet det dybere før nu.

Et skridt af gangen må det gå, indtil det går over.

 

 

Øverst screenshot fra The Long Dark.

Velgørenhedsessays

Jeg skrev på Twitter at hvis nogen donerede 50 kr til enten Kirkens Korskær eller Hus Forbi, så skrev jeg til gengæld et kort essay med emne efter deres ønske, her er de:

Bøfsandwich

Min ven Andreas er fra Aalborg, han smiler mere ægte end nogen anden jeg kender, hans retfærdighedsans vokser eksponentielt efterhånden som indtaget af øl bliver større og hans hofret er bøfsandwich.

Det plejer at være mig, der inviterede til mad og selskab, men det var februar og der var vinter allevegne og allermest inde i mig, så Andreas blev ved med at invitere mig og jeg blev ved med at udskyde, indtil en torsdag, hvor jeg ankom våd og en time for sent og Andreas og Kasper var så glade for at se mig at mine øjne sved kortvarigt.

Kasper havde aldrig spist bøfsandwich før, jeg kun én gang, køkkenet var et festligt rod, komfuret var smurt ind i sovs, alt blev stegt i smør, der var så mange kondimenter at man blev svimmel og da vi spiste klokken ti havde vi drukket to flasker vin.

Jeg indså at jeg ikke bryder mig om bøfsandwich tre bider inde i måltidet.

Det var et af de bedste måltider, jeg nogensinde har fået serveret.

Tak til De Brune Riddere <3

 

Cykler

Min første cykel havde støttehjul, den var gul og sort tror jeg, min far tog støttehjulene af en sommerdag og satte et kosteskaft bag på og så løb han bagved mig mens jeg hjulede ud af indkørslen, og pludselig opdagede jeg at han havde givet slip og jeg tumlede af cyklen og styrkede og græd, jeg ved ikke om det var mest af smerte eller forræderi.

Luften lader til at forsvinde fra mine dæk relativt hurtigt, men jeg kan ikke finde nogen huller. Jeg spekulerer over hvem mon man skal fornærme, for at få nedkaldt en forbandelse over sin cykel. En slags moderne heks? En enøjet mand med en bred hat og et viltert skæg, der fordrukkent tale om en ottehjulet jernhest?

En af mine cykler forsvandt i København, jeg ved ikke hvorhen, jeg husker ikke hvor jeg glemte den, jeg håber nogen er glade for den. Jeg kan godt unde min yndlingsby en cykel.

Tak til Yael Bassan <3

 

Full English breakfast

På min værste fødselsdag var i Irland og mine forældre havde skændtes dagen før om noget jeg havde sagt og vi skulle køre hele dagen for at nå fra Nordirland til Dublin.

Min stedmor forsøgte heltemodigt at fejre morgenen, så midt i min nordirske morgenmad (der minder til forveksling om den engelske) var placeret et af de sølle vokslys man putter i kagemænd. Stearinen var løbet over og dryppet ned i røræggene, som ikke kunne spises, hvis jeg havde haft appetit.

Min bror og jeg sagde ikke noget fra bagsædet og min far spillede Elvis Costello meget højt, og da vi ankom til Dublin var det blevet aften og min stedmor gav os en håndfuld euro, som vi brugte på hver vores halvanden liter sodavand og to pizzaer, som vi spiste i vores senge, mens vi fordøjede dagen.

Til mine forældres forsvar var de brødbetyngede og kærlige dagen efter, men jeg nægtede pure at spise English breakfast til morgenmad.

Tak til Lord Atkinson <3

 

Lykkelig kærlighed

Ofte, på vores sommerhusture, ender Johannes og jeg med at sidde oppe til daggry og blive progressivt fuldere og catche op på alt der er sket siden vi så hinanden sidst, og engang hvor vi nærmest var blinde af vodka endte vi med at tale om døden og sorg og Gud.

”Gud,” snøvlede jeg, ”må nødvendigvis være kærlighed, såfremt han findes. Hvis der er noget der er større end os, må det være kærlighed som giver så omfattende ekko at det fortsætter også når vi er døde,” og så kastede jeg så vidt jeg husker op i busken.

Johannes hjalp mig op og lagde mig i seng og gik ind til Petra, sin forlovede, som halvvågent rakte ud efter ham.

”Jeg bliver nødt til at beskrive hvor meget jeg elsker dig,” sagde han alvorligt til hende og hun kiggede forvirret på ham.

Han tav.

”Nej, jeg kan ikke sige det, det er for vigtigt, jeg bliver nødt til at skrive det ned,” sagde han og fandt notesbog og pen frem og skriblede.

”Nej, det duer ikke, jeg har ikke ordene til det,” sagde han så og faldt i søvn i hendes arme og glemte fluks alt om det hele.

Men Petra huskede det og fortalte det til morgenmaden og jeg blev varm og stille.

Tak til Christina <3

 

Håb

Jeg ved ikke hvordan jeg skal skrive om håb, det føles i bedste fald banalt og i værste fald løgnagtigt.

Jeg minder tit mig selv om, at verdenshistorien både er meget kort og meget langt. Det er kun hundrede år siden at kvinder fik stemmeret, det kan og må ikke være en umulighed at vi kan en verden der er bedre og mere retfærdig end den nuværende. Ville en fæstebonde have troet mig, hvis jeg havde fortalt ham om demokrati og betalte sygedage?

Men ville det lindre fæstebondens smerte over herremandens tugt, hvis jeg gjorde?

Jeg håber vi er fæstebønder, på en måde.

Tak til Manja <3

 

Oversete sårbare

Der dør over 50 mennesker om året af stofoverdoser, i de fleste tilfælde fordi det har været umuligt for misbrugeren at skaffe tilstrækkelig metadon, har blandet heroin med sovemedicin som erstatning, og derfor fejlvurderet dosis.

Det dør man af.

Det er svært at få tilkendt behandling for misbrugere, og de får ikke nødvendigvis at vide af kommunen at de har lovmæssigt ret til at blive behandlet i private og undertiden mere fleksible eller aktivt opsøgende tilbud, som kunne have afhjulpet manglen på metadon. Og derfor givetvis reddet liv.

Da jeg og en makker skrev en artikel om det og kritiserede kommunernes ageren, mente vores undervisere at det selvfølgelig var tragisk, men at vi ikke tilstrækkeligt havde hørt ”den anden side”, det var ikke nok at vi kun havde forsøgt at få fat i Kommunernes Landsforening.

Det kan de godt have ret i, vi skulle nok have hørt flere, der kunne forklare besparelser og rationale.

Men på den anden side er det også svært at interviewe halvtreds lig, og det gør mig vred og mørk bag øjnene.

Tak til Jens Christian <3

 

Kriminalitet

Rosa Parks brød loven i Minnesota, da hun nægtede at rejse sig op i 1955. Buschaufføren James F. Blake var i sin gode ret, ifølge loven, til at kræve at Parks og hendes tre sorte medpassagerer rejste sig og tog plads i den ”farvede” afdeling af bussen.

Det var lovligt at henrette heksen Maren Splid.

Det blev vedtaget ved dansk lov at deltage i krigen i Irak, der kostede flere hundrede tusind civile livet.

FBI forsøgte, ganske lovligt, at få Martin Luther King til at begå selvmord ved at afpresse ham med at afsløre hans utroskab.

Lovligt er ikke det samme som ”rigtigt”.

Kriminelt er, på samme måde, ikke det samme som ”forkert”.

Tak til Katrina Nielsen <3