Livet er en kraftigt bevokset skov fuld af mørke – og sang

I fjor blev min nevø, August, døbt. Dette er min tale til ham i samme omgang – alle priste sig vist lykkelig over at jeg holdt Gud ude af det.

Kæreste August

I julegave for nogle år siden gav din far og din mor og dine onkler og tanter og jeg din farfar en gave. Vi gav ham en kvadratfod jord i Skotland, som han nu har retten til at kalde sig herre over.

Lord Haag kan han kalde sig. 

Også selvom han ikke, strengt set, egentlig kan betragtes som reel landadel, han er vist bare opført i et mere eller mindre fiktivt register, og han skal i øvrigt dele sin ejendom og titel med tusindvis af andre farfædre og mormødre og granonkler og fætre hele verden over, som også ejer hver deres lille bid af det skotske højland.

Man kan sige at du har fået lidt den samme gave på højtryk og mangfoldiggjort.

Du har fået en hel verden, som du, som dit navn antyder, er kejser over, og som du har retten til at kalde din.

Selvom du skal dele den, i skrivende stund, med syv milliarder, 950 millioner, 35 tusind, 473 mennesker.

Du har fået den mest voldsomme, mest overvældende og største ting man kan forestille sig, nemlig verden og livet i dåbsgave. 

Den gave er både en trussel og et løfte. 

En trussel fordi verden er svær, uigennemskuelig og ofte til at tude over, og selvom både dine forældre og vi andre kan komme til at ønske, at du aldrig vil slå dig på den, og at dine tårer bliver få og din smerte kortvarigt, så er vi også kloge nok til at vide, at sådan bliver det ikke. 

Du vil blive skuffet, du vil blive såret, du vil være ensom og fortabt.  Nogle dage vil mørke skyer samle sig over dig og alt som plejede at gøre dig glad vil føles gråt. Det vil i øjeblikke virke umuligt at blive ved med at rejse dig, når du bliver slået omkuld, og det vil virke umuligt at finde vejen igen. For August, livet er en kraftigt bevokset skov, og det findes ingen kort over den, det er faktisk umuligt at lave et kort over den.

Det er ikke til at vide om dens indbyggere er venner eller fjender, før man lærer dem at kende. Livsskoven er et sært sted. 

Vejret er umuligt at forudsige. Nogle dage vil regnen flå i dig, og andre dage vil måneskinnet falde fortryllende og let i gennem løvet og oplyser stien foran dig, og en fjern smuk stemme vil synge fra granerner og dit hjerte vil vibrere i takt med vindens susen og regnen, der dunker på træernes mørke stammer.

Her er både bær som er gode at spise, sære gevækster der giver kløe, og nogle som får dig til at se lyserøde eller grønviolette elefanter (hold dig i udgangspunktet fra dem). 

Her er tornekrat og nogle aftener vil du være tvunget til at flå din skjorte i stykker for at lægge en improviseret forbinding på dine blodige rifter. Men andre dage vil du sidde lykkeligt ved et bål, riste kastanjer og drikke køligt, forfriskende kildevand og din sjæl vil, i et kort øjeblik, finde ro og trøst ved flammernes knitren.

For din gave er ikke kun en trussel August, den er også et løfte. Selvom skoven er ufremkommelig og dunkel og intet kort findes, så er det ikke altid et ensomt sted, og det kan man høre hvis man lytter: De andre indbyggere i skoven synger, hvis man lytter efter, hver deres egen livssang, med hver deres stemme, som rejser og falder i skiftevis dur og mol. Du bliver nødt til at skabe dig din egen livsmelodi, men der er kærlighed, visdom og erfaring at finde i andres, hvis man vil. De fortæller historier i tusindfold, som nogle gange ikke vil ligne din, men andre gange vil.

Du er ikke den første der slår sig, ikke den sidste som forelsker sig i en bjergtop eller en smuk indbygger i skoven og får sit hjerte knust af skiftevis bjerge og smukke skovboer. 

Vi andre har også rejst igennem skoven og selvom den også for os undertiden er ufremkommelig, forvirrende og mørk, så har vi også råd og støtte. 

Vi ved hvilke bær der giver dig tyndskid og hvilke der er gode at spise sig mæt i (vi kender i hvert fald nogle af dem), vi holder dig gerne om skulderen eller i hånden når det er svært at gå alene, og vi dækker med glæde bordet op, når vi mødes i en smuk lund, og tornekrat og rådne træstammer viger pladsen for anemoner og skovsyre og brombær og vild peberrod og fællessang.

Selv når din evige vandring føles allermest ensom, så synger vi så højt vi kan, så du kan høre vores stemmer, vi hugger brænde til bålet, og holder vores lanterner så højt over vores hoveder vi overhovedet formår, til vores arme gør ondt, så du kan se deres fjerne, varme skær og finde vejen igen, og ingen kommer til at juble højere end os August, når du lærer at det er godt at gå hurtigt og med selvsikkerhed om fredagen og godt at hvile sig om lørdagen, når du lærer at snørre dine vandrestøvler og når du, efter at have haft ondt, rejser dig og dine langsomme skridt bliver stærkere og mere selvsikre igen, og du finder din egen melodi og sang. og skoven bliver din, selvom du aldrig kommer til at underlægge dig den, for det formår ingen af os.

Livsskoven er smertefuld, ja, men den er også forunderligt smuk, den er hver eneste tåre værd, August, den er det dyrebareste og fineste man overhovedet kan få og dele med andre, og nu er den din, ligesom den er vores, og der er intet jeg, dine forældre eller resten af verdens skovvandrere ser frem til med større glæde, end at du slutter dig til vores vandringen og sang og dine fodtrin og din stemme løfter sig og giver genlyd mellem stammerne. 

Når jeg dør

Når jeg dør: Et testamente.

Når jeg dør, skal I græde, hvis I kan, og hvis I ikke kan græde, skal I grine, og hvis I ikke kan grine, må I nøjes med at eksistere, hvilket er svært nok i sig selv.

I skal tage min kiste i jeres hænder, og I skal lægge mig i jorden, ligesom I har gjort det før og vil gøre igen for andre, I har elsket eller hadet.

Jeg vil gerne have, I synger, når jeg dør, og selvom det ikke er så vigtigt, hvilke sange I vil synge, har jeg altid holdt af den skotske folkesang, der hedder The Parting Glass, som både er en farvelsang, når man går hjem fra en fest, og en begravelsessang:

But since it fell into my lot
That I should rise and you should not
I’ll gently rise, and softly call
Good night and joy be to you all

Og denne gang er det jer, der rejser jer fra mit selskab. For sidste gang, jeg skal aldrig rejse mig igen, i hvert fald ikke i dette liv, og derfor vil jeg gerne have, at I, på mine vegne og til jer selv, ønsker en god aften og glæde til jer alle.

 

 

Når jeg dør skal I plante træer, men ikke kun på min gravsten, plant dem hvor det giver mening, måske I jeres have eller i en fjern skov.
Et træ bevæger sig aldrig, hele dets liv udleves det samme sted, for træer er det at rejse døden og det at blive livet, jeg kan ikke lade være med at blive rørt af det. Et træ har uden øjne og uden ører oplevet alting et enkelt sted, suget vandet i rødderne og mærket solskinnet komme og gå, dets blade folde sig ud og falde af, en sælsom form for liv, set med menneskelige øjne, måske bliver mine atomer engang en del af et træ. Det vil jeg håbe.

I skal plante træer når jeg er er død og hvis I vil kan I tænke på mig, når I gør det.

 

 

I skal holde om hinanden, når jeg dør, men også før jeg dør. I skal elske hinanden, og I skal holde op med at elske hinanden, og I skal hade og tilgive og opgive og blive kolde og varme.

 

 

I skal glemme mig, når jeg dør, men I skal ikke føle skyld over at glemme mig, for den slags sker, og det er godt, jeg kan ikke forestille mig noget værre end at være fanget i sorg og hukommelse, og I skal ikke være fangede, når jeg er død, I skal være frie, så godt I kan, selvom frihed er svært, I skal i hvert fald forsøge at være frie i øjeblikke og se på jeres venner og det, I har gjort. I skal føle fred, uanset hvor kortvarigt det er.

 

 

I skal spise og drikke når jeg dør, mine livretter, og alt det jeg hader og alt andet: Old fashioned og iskoldt vand, festmåltider og rugbrødsmadder, ærteskud og vandkastanjer, jeres ord og jeres følelser og mørbradgryde og hummus. Tomatsuppe, tarteletter og helstegt pattegris.

 

 

I skal dø, engang, når jeg dør, men først skal I leve.

PS: Jeg har ingen planer om at dø inden for den nærmeste fremtid.

Jeg forstår ikke, hvorfor det skal gøre så ondt

Jeg mangler altid ord, når jeg forsøger at beskrive min tristhed. Jeg ender altid med at synes, de ord, jeg prøver at bruge, er utilstrækkelig.

Jeg sletter dem igen, jeg bryder mig ikke om, at jeg ikke kan beskrive det ordentligt, jeg ved ikke engang, hvad det er, det føles som om, det er en anden end mig, der har skrevet ordene, en jeg ikke kan genkende senere, en der heller ikke kendte mig, da han skrev om mig, og jeg har ikke noget sted at være i de ord.

Der er ikke rum til nogen rigtige mennesker i al den tristhed. Jeg tror, det er det, jeg hader mest, at jeg ikke føler mig som et rigtigt menneske, når jeg er ked af det, at kun en af de sider, som er mig, af alle de sider alle mennesker har, får lov at være til og alle de andre ting, som er mig, bliver grå og trækker sig sammen og rasler i vinden og falder af, når uvejret og mørket kommer.

 

 

Jeg forstår ikke, hvorfor det skal gøre så ondt.

Jeg bad ikke om det her; ingen bad nogensinde om smerten ved at eksistere, vi blev bare revet ud af intetheden og låst inde i kød og blod, og på et tidspunkt bliver vi ingenting igen, men det er jeg også bange for.

Ingen kan svare på det, ingen kan tilfredsstillende komme med bare et bud på, hvorfor det absolut skal være så smertefuldt, de mumler om kemikalier og serotonin eller de peger på Gud og sænker blikket, men ingen kan svare på, hvorfor det skal gøre ondt at være, hvilken uvurderlig lektion der skulle være i at de unge dør eller at hele byer brænder væk, at børn sulter eller at et menneske hulker indestængt på en beskidt madras i en lejlighed med bare vægge.

Ingen kan svare, og det er så hult og grimt og smertefuldt at vænne sig til, at ingen kan.

Det er så umådelige ensomt at have spørgsmål som aldrig får svar, jeg kan næsten ikke bære at der er spørgsmål som ikke har svar, der forsvinder et sprog hver anden uge, og det betyder ikke noget for alvor, det ved jeg godt, men jeg bliver så ked af tanken om, at et helt sprog dør.

Der er noget skrøbeligt og tungt ved, at ord, som engang havde hemmelige og spøgefulde betydninger, pludselig er væk, at de lyde man sagde i lange kæder pludselig ikke findes længere, at der bare er tomhed og stilhed, brat og for evigt, og ingen kan gøre noget ved det og ingen kan tale eller forstå eller læse det.

Aldrig mere, aldrig nogensinde indtil verden ender bliver de lyde sagt igen.

 

 

En sagde engang til mig, at deprimerede menneskers sprog ændrer sig, det siger sig selv, men hun sagde, at triste mennesker siger ”jeg” meget mere, at hele deres verden skrumper ind til kun at være dem selv, og det synes jeg er meningsfuldt, man står og betragter mennesker på den anden side af en afgrund eller igennem tykt panserglas, og det eneste man kan skrige er, at det gør ondt, og kan det ikke stoppe snart, jeg vil gøre næsten hvad som helst for ikke at have det sådan her, og jeg har allerede skrevet ordet ”jeg” femogtyve gange i denne tekst.

 

 

De fleste ting kan man klare, hvis de har en udløbsdato, hvis de stopper på et tidspunkt, men jeg er ikke sikker på at generaliseret smerte har en ende. Jeg er ikke sikker på, at man pludselig engang finder fred med at livet gør ondt, og at ens hjerte skælver, eller at man ikke ved, om man er værd at elske, eller om det, man skaber eller gør, har nogen værdi.

Jeg tænker på om andre mennesker, nogle mennesker, kan lægge de ting lidt på afstand og jeg ved godt, man ikke må sammenligne sig med andre, jeg ved godt at deres liv er komplekse og smertefulde på måder, jeg aldrig kommer til at forstå, og at det ikke giver mening at ønske sig en anden eksistens eller et andet livsforløb.

Jeg må gøre hvad jeg kan, med det jeg har. Jeg er heldig trods alt, men en ting er fornuft, og alt det jeg ved er rigtigt og rationelt, og en anden ting er alt det, som løber af med en og holder en vågen om natten og knuger en og får ens hjerte til at skælve og alle de skikkelser, der kaster lange krogede skygger over alt det, der før virkede lyst og ligetil.

 

 

Der er en sang, der er mange sange, men der er en.

Han hedder Michael, ham der skrevet den, jeg interviewede ham engang, bandet hedder Kloster, fordi deres musikkollektiv var lidt som et kloster, og de spillede engang en koncert i en drypstenshule med levende lys og et nyforelsket kærestepar som det eneste publikum, og det lød så livsbekræftende, og hans øjne var milde, mens han sagde det.

Men der er en sang, han har skrevet, der hedder Psalm 13, teksten er bare den engelske udgave af Salme 13 fra biblen, men der er tilføjet en enkelt linje I have not been well, I sing in pain, og sådan føles det nogle gange, som om man synger i smerte og ikke har været well i en indskudt sætning, en sætning der starter med jeg og kun peger indad, jeg har ikke lyst til at være i den slags sætninger, jeg vil helst være i uendelige hovedsætninger på sprog, der ikke bliver glemt, men det føles ikke altid som et valg, jeg eller nogen anden kan træffe.

Det fortabte land på den anden side af åen

Jeg voksede op på gården Nedermølle, der ligger i en smeltevandsdal lidt uden for Horsens, med fire søskende.

I ældre tider var Nedermølle en vandmølle, men ikke længere.

Igennem haven løber Ølsted Å, hvor ørrederne efter sigende yngler om vinteren, og hvor brogede, ofte sorte, gårdkatte i morderisk stilhed samler sig som ravne på slagmarker, når man står og ryger om natten.

Jeg tænkte meget over åen, da jeg var barn. Den begyndte i mit hoved først ved broen ved indkørslen, ved det gamle kastanjetræ. Herefter fortsatte den og løb uendelig langt ind i landet, bag haven og bakkerne, længere end jeg kunne forestille mig.

Åen var dengang, som alt vand til stadighed er, skiftevis skræmmende farlig og dybt fascinerende. Engang faldt min evigt uheldige lillebror i den og blev reddet op af min stedmor, og til aftensmaden blev det mig og mine søskende indprentet, at åen var farlig. VI blev pålagt at holde afstand til den og passe på.

Det gjorde vi – til dels. For min bror og jeg greb også, da vi blev lidt ældre, lange birkepinde og vandrede langs åen, så langt væk vi kunne, ned gennem det våde område bag bålpladsen og ud på vilde enge, hvor man skulle passe på bjørneklo og brændenælder.

I decemberstormen 1999 var et gammelt piletræ blevet revet op med rode, og var faldet, så langt det var, henover åen, og da det kostede en formue at køre det væk, fik det lov at ligge.

Med tapper nysgerrighed, som den ofte findes i børn,  kantede vi os forsigtigt henover stammen, over til den anden side af åen, hvor kunstneren Gregers og hans kone boede, og her opdagede vi gamle murstenshuse, spredt med hundrede meters mellemrum, med falmede vinduer, fyldt med spøgelser fra forgangne tider.

Engang så vi en sovende grævling i en af de gamle bygninger og listede os tættere på dyret og pegede måbende på dets klare, hvide stribe, der løber fra panden og til snuden.

Først senere, da vi sikkert sad i spisestuen, huskede jeg en gammel historie om, at jægere havde æggeskaller i deres støvler, når de gik på grævlingejagt. Grævlinge, siges det, forsvarer sig aggressivt og får de fat i et menneskes ben, bider de til de hører knoglen knække og knase, men jeg havde i min benovelse og fascination glemt alt om faren, og vi havde kun tænkt på at komme så tæt på som muligt.

Vi sagde ikke noget om grævlingen til vores forældre.

På skråningerne ned til åen gik vores fåreflok af sorte og grå får. Vædderen havde ikke horn, men en pande så tyk som en murstensvæg, og mens vi tog let på vores forældres formaninger om at have respekt for åen, så havde vi overordentlig respekt for vædderen (som jeg i øvrigt havde navngivet Kim Larsen, fordi jeg havde været glad for Kim Larsen da vi fik den).

Men vi fandt alligevel det i os at tage vores birkestokke med ud på hans territorium, for hvis man drog afsted henover marken og om bag ved birkeskoven, så fandt man en skråning, der løb ned til åen, og hvor vindomblæste småtræer stod stejlt.

Det sted, sammen med det forbudte land på den anden side af åen, føltes som et hemmeligt og fjernt område, et eventyrland, og vi navngav det Kløverdal efter elvernes hjemsted i Ringenes Herre (som vi læste religiøst). Her drømte og legede vi universer, jeg ikke længere kan skille fra hinanden eller huske, fri fra voksne og besnærende formaninger. Det var vores sted.

Engang, en vinternat hvor sneen lå som en dyne henover dalen, tog vi lanterner med fyrfadslys og runde kælke på ryggen som vikingeskjolde, og vandrede henover markerne, og i det øjeblik, hvor mørket blev slået væk af de små lyscirkler, virkede vores lege endnu mere virkelige og fysiske end nogensinde, mens min bror og jeg fortalte vores yngre søskende historier, der voksede sig levende og groede ud i den knasende sne, og vores birkestokke var virkelig sværd, og vi var virkelig trætte, ædle rejsende igennem fantasiens land, som vi gik der, i fællesskab og lys, langs åen.

Det var først da min lillesøster, med brændende øjne, forklarede mig hvor stærkt den aften står, og hvor nøje hun husker den, at det for alvor gik op for mig hvor voldsomme og blodige vores fantasier var, dengang. Jeg havde næsten selv glemt den nat.

Nu husker jeg den i falmede glimt.

Da vi blev ældre, opgav vores forældre at tage os med på ferier (eller måske var de i virkeligheden glade for at få fred fra de åndssvage teenagere), og vi blev efterladt tilbage på gården, et åbent slaraffenland, og vi inviterede vores venner forbi og drak billige øl, lunke, direkte fra kassen, til græsplænen var dækket af kapsler, og vi måtte vandre plænen tyndt med tømmermænd, for at sikre os at intet var tilbage, som kunne gå i plæneklipperen.

En sådan aften, hvor vi var fulde og vilde og glade, opstod idéen om at vi skulle vade i åen, så langt vi kunne, og vi afklædte os vores tøj og steg ned i det lave vand og snublede langs stenene på bunden, indtil vi havde blå mærker, blodige fødder og mudrede ben, og skreg af fryd og kulde og kravlede gispende op på plænen igen, og drak videre.

Så flyttede jeg.

Først på efterskole, og så, siden da, ind til byen i Horsens, hvor jeg boede i et skævt hus, og det eneste grønne jeg så, var en søvnig buskbom, og åen falmede i min bevidsthed, selvom jeg så den i glimt, når jeg besøgte min familie.

Jeg flyttede videre til København, og levede mit liv her i mange år, og jeg besøgte kun min families gård sjældent, for togbilletter er dyre. Mit hoved blev, tror jeg, omformet. Ens hjertes rytme tager form efter storbyens, man vænner sig til, at alting altid har åbent, og at busserne og metroen går med minutters mellemrum, og jeg glemte den langsomme og undertiden dræbende kedsommelige drøm, som skoven og åen og engene på vores gård var.

Jeg var glad for det, tror jeg. Byen passede mig fint.

For nylig var jeg hjemme igen. Og efter en pludselig indskydelse tog jeg mine smøger, og med den tavse kattehær i hælene gik jeg ud i haven, over plænen og ned til åen. Og jeg kiggede op, og stjernehimlen lyste hårdt og stort ned på mig, og jeg opdagede, at der ingen stjerner er i byen, men at jeg havde glemt det.

Jeg gik langs åen, langs det vi kaldte Kløverdal, ned forbi engene og moselandet og langs vindblæste træer, så langt jeg kunne komme. Så stod jeg et øjeblik og trak vejret, og lyden af åen steg og faldt, en stille klukken, og en kat stjal sig til at stryge sig mod mit ben.

Jeg huskede, at det var her den gamle pil havde ligget, da vi var små, den vi havde balanceret henover, til eventyrlandet på den anden side.

Nu var den væk. Der var ingen vej henover åen længere.

Næste dag tog jeg hjem til København.