Da min farmor lå på sit dødsleje, tog vi med det samme afsted fra København. Min far ringede om morgenen, jeg sad i min morgenkåbe og ringede til historikere, det var til en historie om Valdemar den Store. Ingen tog den.

Min far var rolig, men der var også den tone i hans stemme, som døden fremkalder. Det føltes som om, jeg allerede var klar over, hvorfor han ringede.

Jeg ringede til min lillesøster, hun købte billetterne, jeg skiftede tøj og pakkede, som om jeg havde planlagt, hvad jeg skulle have med.

Min lillesøster havde købt espresso til mig, vi satte os ind i toget, det var af den slags, hvor der ikke er borde mellem sæderne.

Hun fortalte historien om dengang, farmor skældte tjenerne på Bones ud, fordi de var for langsomme. Jeg begyndte at græde, jeg kan ikke huske hvornår, det var i høje stødhulk, jeg forsøgte ikke at forstyrre de andre passagere. Jeg ringede til min redaktør og sagde at Valdemar blev forsinket, han havde travlt, jeg bebrejder ham ikke.

Da vi stod af toget i Fredericia, sagde vi ikke noget, mens vi ventede på vores forældre. Det slog mig, at døden og logistik er uløseligt forbundet. Hvordan kommer vi derned? Hvor skal vi sove? Hvor er hun, hvad skal jeg have med, hvor længe vil det tage?

Vi ankom til Sønderborg Sygehus omkring klokken 14, tror jeg, jeg kan ikke huske præcis hvornår, det føltes som aften, men det kan ikke passe, det var aften.

Hun var glad for at se os, også selvom jeg ikke havde ringet nok på det sidste. Hun virkede lille, mindre end jeg huskede, slangerne gik op til hendes næse, de var fyldt med ilt.

Vi satte os og tog hende i hænderne, vi smilede.

Hun var klar i hovedet, selvom hendes stemme var tungere end den plejer, jeg fortalte historier om dengang hun passede os, dengang min mor var syg, dengang vi så Disneyfilm og hun skar æbler, sure til mig, glade til min søster, som mente, at det modsatte af sur måtte være glad.

“Der står en kasse,” sagde min farmor pludselig. “Der er to VHS-bånd vi så, Græsrødderne og Toy Story, dem skal I have en af hver. Jeg ved godt, man ikke ser VHS-bånd, måske kan I få dem overspillet?”

Og vi nikkede med blanke øjne, selvom ingen af os har overspillet et VHS-bånd nogensinde.

Slægtninge og venner kom og gik og stod i ude foran sammen med de grønne sofaer og planterne, som også var grønne, men mere falmede.

Min moster og hendes kone kom kørende fra Horsens, da min farmor hørte det, sagde hun, at nu stod døden malet på væggen, og vi vidste ikke hvad vi skulle svare.

De kom ind og stod på hver side af hende som bøjede søjler, hun var stille og vidste ikke hvad hun skulle sige, mens min moster sagde, at dengang hun forlod alting i Sønderborg og kom kørende op til os for at passe os, mens min mor og far var i Tyskland på grund af operationerne, det var hendes livsbedrift. Det var ord, min farmor engang havde fortalt min moster, nu blev de gentaget tilbage til hende, og hun vidste ikke hvad hun skulle sige. Og min moster og hendes kone gik ud til planterne og sofaerne.

“De siger jeg skal dø,” sagde hun, nærmest som om hun betroede mig noget vigtigt, noget farligt, og jeg vidste heller ikke, hvad jeg skulle sige, så jeg sagde at det tænkte jeg ikke, ikke nu, men hun troede ikke på mig, for jeg løj, og det vidste vi begge.

Hun talte om sine rejser, hun smilede i ny og næ, men undertiden tror jeg, det gik op for hende, så sagde hun “åh nej” og lukkede øjnene, men hun slog dem op igen, hver gang, det føltes som en kraftanstrengelse, og jeg var rørt og varm og mærkede, at jeg elskede hende for ikke at ville give op endnu.

“Jeg har teaterbilletter på torsdag,” sagde hun, “jeg har allerede bestilt flextrafik. Og hvad med min fødselsdag på klosterrestauranten? Jeg er ikke færdig.”

Vi blev stille og jeg knugede hendes hånd, og hun holdt hårdt i den.

“De siger, jeg skal dø,” sagde hun igen, og denne gang kunne jeg ikke lyve, og jeg spurgte hvordan hun havde det med det, og hun blev stille.

“Det skal vi vel allesammen.”

Vi gik ud, sygeplejersken kom ind, og mens vi stod bag den lukkede dør, forklarede hun min farmor, hvilken vej det, hvordan mrofinen virkede, hvad der ville ske.

Da vi kom ind igen, var hun træt. Vi blev der lidt, men så sagde vi farvel, vi havde opdaget, vi var sultne, og hvorfor skulle hun ikke være der i morgen? Hun virkede så stærk.

Vi tog på Bones, selvfølgelig, hvor hun altid inviterede til fødselsdag. Jeg ved ikke hvorfor, jeg tror ikke, hun var særligt glad for deres mad, hun lavede altid frikadeller og kartofler og den slags, men vi tog på Bones og lavede salater med croutoner og oliven og uden salatblade, og jeg fik spareribs og pomfritter, selvom jeg ikke spiste særligt meget.

Min far var træt, men jeg ved ikke, hvordan jeg skal tale om det, det er ikke min historie at fortælle.

Vi kørte hjem til hendes hus, hun var for nyligt kommet på plejehjem, der stod glas og krukker og støvsugerposer udover det hele, her var sært og tomt. Vi spiste slik, matadormix, ved siden af hendes snapseflasker og talte om hende, men jeg kan ikke huske, hvad vi sagde.

Min lillesøster og jeg fandt Græsrødderne på Disney Plus og så den på min computer. Jeg lå på sofaen, hun på en tynd madras og søvnen kom langsomt, men jeg sov ikke roligt, jeg havde sære drømme, som jeg heller ikke husker længere.

Omkring klokken 3 vågnede jeg op, senere sagde min far, at han også var vågen der, min stedmor var på toilettet og min lillesøster vendte sig rodløst.

Tidligt, før solopgangen, kom min far ind, hun var død sagde han. I nat omkring klokken tre, sygeplejersken var gået ind til hende, hun havde sovet, sygeplejersken åbnede vinduet, og da hun vendte sig om, var farmor død.

Min far tog ind og så hende, vi andre blev hjemme, ingen havde sovet godt, vi spiste rundstykker, da min far kom tilbage, med ost og pålægschokolade, tror jeg.

I farmors have groede en sidste rose, den var falmet, men den havde stadig alle sine blade, der var ingen andre blomster omkring den, så jeg tog en saks og klippede den af.

Min bror og hans kæreste kom, de ville helst have været her i går, men sket er sket, jeg tror tanken tæller mest. Vi kørte til kapellet, men det var lukket, nogen ringede til ham, som var ansvarlig for det, og selvom han havde fri, kom han kørende, og vi stod sært afventende, jeg med rosen i hånden, og vi gik hurtigt ind.

Hun lignede ikke sig selv, jeg ved ikke hvad jeg havde forventet, hun havde blomster omkring sig, hun elskede blomster, jeg rørte hendes kolde hånd og lagde rosen fra hendes have på hendes bryst.

Så stod vi i stilhed.

Jeg spurgte, om vi kunne synge Se nu stiger solen, det er en kliché, men jeg synes klichéer skal have plads: Roser og Se nu stiger solen og brudevals.

Jeg græd i tredje vers, og min bror tog mig om skulderen.

Så sagde vi tak for hver vores ting, men dem skriver jeg ikke ned, for de er vores og hendes, og det er ikke alting, som behøver at blive nedfældet.

Vi tog tilbage til hendes hus for at se, om der var nogle af hendes ting vi ville have med, jeg fandt et gammelt digt jeg havde skrevet til hende da jeg var 16, hvor jeg sagde tak for, at hun havde lært med at rydde op og lave karbonader og for at hun havde passet på mig, jeg havde glemt alt om det, men hun havde indrammet det.
Det tog jeg med og hende og farfars kopper fra USA og en stavblender og en kuffert til det hele. Og farfars gamle tegninger og akvareller, som vi troede han havde brændt. Han havde aldrig vist dem til nogen, de var meget smukkere end jeg havde troet.

Så satte vi os ind i bilen og kørte hjem til mine forældre. Vi drak en snaps hun hadede, en med chili, og alle skar ansigter og jeg håber, vi vil drikke den snaps igen.

De siger, det ikke slutter. Det kommer, med mellemrum, til at være sådan her fra nu af – og til min verden ender.

Jeg har ikke nogen grund til ikke at tro på dem.

Der er en vis ro i den anerkendelse, men ingen fred.

Mest af alt vil jeg ikke være dem, jeg elsker, til last. Og det er jeg, uanset hvor meget og kærligt de siger, at det ikke er tilfældet Der er en tåge, jeg ikke kan se igennem, en dæmon, der håner mig fra et sted, jeg ikke kan se, som sætter sig fast i mine mareridt, og gør mit arbejde tykt som et hav af tjære eller sirup. Det sluger mine ben, og når jeg skriger og forsøger at gribe fat i drivtømmer eller småøer, bliver jeg revet væk igen.

Jeg ser mine venners ansigter langt væk, jeg ser deres læber bevæge sig, men jeg kan ikke forstå, hvad de siger.

Engang drømte jeg om at bygge en hule, den skulle være gemt i træerne, bygget af gammelt tømmer og ingen skulle kunne finde mig og mine tegneserier nogensinde, før jeg valgte at være I verden igen. Jeg ville flygte til den, når mine forældre skændtes eller sagde, jeg var doven, når jeg gjorde mit bedste. Men jeg kunne ikke finde gammelt tømmer eller et passende træ, så der findes ingen hule.

Jeg fik en mail den anden dag, jeg havde begået en fejl, og jeg knækkede som et strå og græd i minutter og var hjemsøgt, til jeg faldt i søvn sent om natten.

Jeg vil ikke sove. Efter søvnen kommer en ny dag, og med en ny dag kommer bekymringer, jeg endnu ikke kender og kampe, jeg ikke ved, om jeg kan vinde.

Der er en lugt i luften, den er ram og våd, men jeg ved ikke, hvor den kommer fra. Jeg har færre ord, end jeg havde før, og jeg har ingen svar på hvorfor.

Jeg ville ridse “dette vil også passere” ind i min hud, hvis jeg turde føre kniven.

I fjor blev min nevø, August, døbt. Dette er min tale til ham i samme omgang – alle priste sig vist lykkelig over at jeg holdt Gud ude af det.

Kæreste August

I julegave for nogle år siden gav din far og din mor og dine onkler og tanter og jeg din farfar en gave. Vi gav ham en kvadratfod jord i Skotland, som han nu har retten til at kalde sig herre over.

Lord Haag kan han kalde sig. 

Også selvom han ikke, strengt set, egentlig kan betragtes som reel landadel, han er vist bare opført i et mere eller mindre fiktivt register, og han skal i øvrigt dele sin ejendom og titel med tusindvis af andre farfædre og mormødre og granonkler og fætre hele verden over, som også ejer hver deres lille bid af det skotske højland.

Man kan sige at du har fået lidt den samme gave på højtryk og mangfoldiggjort.

Du har fået en hel verden, som du, som dit navn antyder, er kejser over, og som du har retten til at kalde din.

Selvom du skal dele den, i skrivende stund, med syv milliarder, 950 millioner, 35 tusind, 473 mennesker.

Du har fået den mest voldsomme, mest overvældende og største ting man kan forestille sig, nemlig verden og livet i dåbsgave. 

Den gave er både en trussel og et løfte. 

En trussel fordi verden er svær, uigennemskuelig og ofte til at tude over, og selvom både dine forældre og vi andre kan komme til at ønske, at du aldrig vil slå dig på den, og at dine tårer bliver få og din smerte kortvarigt, så er vi også kloge nok til at vide, at sådan bliver det ikke. 

Du vil blive skuffet, du vil blive såret, du vil være ensom og fortabt.  Nogle dage vil mørke skyer samle sig over dig og alt som plejede at gøre dig glad vil føles gråt. Det vil i øjeblikke virke umuligt at blive ved med at rejse dig, når du bliver slået omkuld, og det vil virke umuligt at finde vejen igen. For August, livet er en kraftigt bevokset skov, og det findes ingen kort over den, det er faktisk umuligt at lave et kort over den.

Det er ikke til at vide om dens indbyggere er venner eller fjender, før man lærer dem at kende. Livsskoven er et sært sted. 

Vejret er umuligt at forudsige. Nogle dage vil regnen flå i dig, og andre dage vil måneskinnet falde fortryllende og let i gennem løvet og oplyser stien foran dig, og en fjern smuk stemme vil synge fra granerner og dit hjerte vil vibrere i takt med vindens susen og regnen, der dunker på træernes mørke stammer.

Her er både bær som er gode at spise, sære gevækster der giver kløe, og nogle som får dig til at se lyserøde eller grønviolette elefanter (hold dig i udgangspunktet fra dem). 

Her er tornekrat og nogle aftener vil du være tvunget til at flå din skjorte i stykker for at lægge en improviseret forbinding på dine blodige rifter. Men andre dage vil du sidde lykkeligt ved et bål, riste kastanjer og drikke køligt, forfriskende kildevand og din sjæl vil, i et kort øjeblik, finde ro og trøst ved flammernes knitren.

For din gave er ikke kun en trussel August, den er også et løfte. Selvom skoven er ufremkommelig og dunkel og intet kort findes, så er det ikke altid et ensomt sted, og det kan man høre hvis man lytter: De andre indbyggere i skoven synger, hvis man lytter efter, hver deres egen livssang, med hver deres stemme, som rejser og falder i skiftevis dur og mol. Du bliver nødt til at skabe dig din egen livsmelodi, men der er kærlighed, visdom og erfaring at finde i andres, hvis man vil. De fortæller historier i tusindfold, som nogle gange ikke vil ligne din, men andre gange vil.

Du er ikke den første der slår sig, ikke den sidste som forelsker sig i en bjergtop eller en smuk indbygger i skoven og får sit hjerte knust af skiftevis bjerge og smukke skovboer. 

Vi andre har også rejst igennem skoven og selvom den også for os undertiden er ufremkommelig, forvirrende og mørk, så har vi også råd og støtte. 

Vi ved hvilke bær der giver dig tyndskid og hvilke der er gode at spise sig mæt i (vi kender i hvert fald nogle af dem), vi holder dig gerne om skulderen eller i hånden når det er svært at gå alene, og vi dækker med glæde bordet op, når vi mødes i en smuk lund, og tornekrat og rådne træstammer viger pladsen for anemoner og skovsyre og brombær og vild peberrod og fællessang.

Selv når din evige vandring føles allermest ensom, så synger vi så højt vi kan, så du kan høre vores stemmer, vi hugger brænde til bålet, og holder vores lanterner så højt over vores hoveder vi overhovedet formår, til vores arme gør ondt, så du kan se deres fjerne, varme skær og finde vejen igen, og ingen kommer til at juble højere end os August, når du lærer at det er godt at gå hurtigt og med selvsikkerhed om fredagen og godt at hvile sig om lørdagen, når du lærer at snørre dine vandrestøvler og når du, efter at have haft ondt, rejser dig og dine langsomme skridt bliver stærkere og mere selvsikre igen, og du finder din egen melodi og sang. og skoven bliver din, selvom du aldrig kommer til at underlægge dig den, for det formår ingen af os.

Livsskoven er smertefuld, ja, men den er også forunderligt smuk, den er hver eneste tåre værd, August, den er det dyrebareste og fineste man overhovedet kan få og dele med andre, og nu er den din, ligesom den er vores, og der er intet jeg, dine forældre eller resten af verdens skovvandrere ser frem til med større glæde, end at du slutter dig til vores vandringen og sang og dine fodtrin og din stemme løfter sig og giver genlyd mellem stammerne. 

Når jeg dør: Et testamente.

Når jeg dør, skal I græde, hvis I kan, og hvis I ikke kan græde, skal I grine, og hvis I ikke kan grine, må I nøjes med at eksistere, hvilket er svært nok i sig selv.

I skal tage min kiste i jeres hænder, og I skal lægge mig i jorden, ligesom I har gjort det før og vil gøre igen for andre, I har elsket eller hadet.

Jeg vil gerne have, I synger, når jeg dør, og selvom det ikke er så vigtigt, hvilke sange I vil synge, har jeg altid holdt af den skotske folkesang, der hedder The Parting Glass, som både er en farvelsang, når man går hjem fra en fest, og en begravelsessang:

But since it fell into my lot
That I should rise and you should not
I’ll gently rise, and softly call
Good night and joy be to you all

Og denne gang er det jer, der rejser jer fra mit selskab. For sidste gang, jeg skal aldrig rejse mig igen, i hvert fald ikke i dette liv, og derfor vil jeg gerne have, at I, på mine vegne og til jer selv, ønsker en god aften og glæde til jer alle.

 

…

 

Når jeg dør skal I plante træer, men ikke kun på min gravsten, plant dem hvor det giver mening, måske I jeres have eller i en fjern skov.
Et træ bevæger sig aldrig, hele dets liv udleves det samme sted, for træer er det at rejse døden og det at blive livet, jeg kan ikke lade være med at blive rørt af det. Et træ har uden øjne og uden ører oplevet alting et enkelt sted, suget vandet i rødderne og mærket solskinnet komme og gå, dets blade folde sig ud og falde af, en sælsom form for liv, set med menneskelige øjne, måske bliver mine atomer engang en del af et træ. Det vil jeg håbe.

I skal plante træer når jeg er er død og hvis I vil kan I tænke på mig, når I gør det.

 

…

 

I skal holde om hinanden, når jeg dør, men også før jeg dør. I skal elske hinanden, og I skal holde op med at elske hinanden, og I skal hade og tilgive og opgive og blive kolde og varme.

 

…

 

I skal glemme mig, når jeg dør, men I skal ikke føle skyld over at glemme mig, for den slags sker, og det er godt, jeg kan ikke forestille mig noget værre end at være fanget i sorg og hukommelse, og I skal ikke være fangede, når jeg er død, I skal være frie, så godt I kan, selvom frihed er svært, I skal i hvert fald forsøge at være frie i øjeblikke og se på jeres venner og det, I har gjort. I skal føle fred, uanset hvor kortvarigt det er.

 

…

 

I skal spise og drikke når jeg dør, mine livretter, og alt det jeg hader og alt andet: Old fashioned og iskoldt vand, festmåltider og rugbrødsmadder, ærteskud og vandkastanjer, jeres ord og jeres følelser og mørbradgryde og hummus. Tomatsuppe, tarteletter og helstegt pattegris.

 

…

 

I skal dø, engang, når jeg dør, men først skal I leve.

PS: Jeg har ingen planer om at dø inden for den nærmeste fremtid.

Jeg mangler altid ord, når jeg forsøger at beskrive min tristhed. Jeg ender altid med at synes, de ord, jeg prøver at bruge, er utilstrækkelig.

Jeg sletter dem igen, jeg bryder mig ikke om, at jeg ikke kan beskrive det ordentligt, jeg ved ikke engang, hvad det er, det føles som om, det er en anden end mig, der har skrevet ordene, en jeg ikke kan genkende senere, en der heller ikke kendte mig, da han skrev om mig, og jeg har ikke noget sted at være i de ord.

Der er ikke rum til nogen rigtige mennesker i al den tristhed. Jeg tror, det er det, jeg hader mest, at jeg ikke føler mig som et rigtigt menneske, når jeg er ked af det, at kun en af de sider, som er mig, af alle de sider alle mennesker har, får lov at være til og alle de andre ting, som er mig, bliver grå og trækker sig sammen og rasler i vinden og falder af, når uvejret og mørket kommer.

 

…

 

Jeg forstår ikke, hvorfor det skal gøre så ondt.

Jeg bad ikke om det her; ingen bad nogensinde om smerten ved at eksistere, vi blev bare revet ud af intetheden og låst inde i kød og blod, og på et tidspunkt bliver vi ingenting igen, men det er jeg også bange for.

Ingen kan svare på det, ingen kan tilfredsstillende komme med bare et bud på, hvorfor det absolut skal være så smertefuldt, de mumler om kemikalier og serotonin eller de peger på Gud og sænker blikket, men ingen kan svare på, hvorfor det skal gøre ondt at være, hvilken uvurderlig lektion der skulle være i at de unge dør eller at hele byer brænder væk, at børn sulter eller at et menneske hulker indestængt på en beskidt madras i en lejlighed med bare vægge.

Ingen kan svare, og det er så hult og grimt og smertefuldt at vænne sig til, at ingen kan.

Det er så umådelige ensomt at have spørgsmål som aldrig får svar, jeg kan næsten ikke bære at der er spørgsmål som ikke har svar, der forsvinder et sprog hver anden uge, og det betyder ikke noget for alvor, det ved jeg godt, men jeg bliver så ked af tanken om, at et helt sprog dør.

Der er noget skrøbeligt og tungt ved, at ord, som engang havde hemmelige og spøgefulde betydninger, pludselig er væk, at de lyde man sagde i lange kæder pludselig ikke findes længere, at der bare er tomhed og stilhed, brat og for evigt, og ingen kan gøre noget ved det og ingen kan tale eller forstå eller læse det.

Aldrig mere, aldrig nogensinde indtil verden ender bliver de lyde sagt igen.

 

…

 

En sagde engang til mig, at deprimerede menneskers sprog ændrer sig, det siger sig selv, men hun sagde, at triste mennesker siger ”jeg” meget mere, at hele deres verden skrumper ind til kun at være dem selv, og det synes jeg er meningsfuldt, man står og betragter mennesker på den anden side af en afgrund eller igennem tykt panserglas, og det eneste man kan skrige er, at det gør ondt, og kan det ikke stoppe snart, jeg vil gøre næsten hvad som helst for ikke at have det sådan her, og jeg har allerede skrevet ordet ”jeg” femogtyve gange i denne tekst.

 

…

 

De fleste ting kan man klare, hvis de har en udløbsdato, hvis de stopper på et tidspunkt, men jeg er ikke sikker på at generaliseret smerte har en ende. Jeg er ikke sikker på, at man pludselig engang finder fred med at livet gør ondt, og at ens hjerte skælver, eller at man ikke ved, om man er værd at elske, eller om det, man skaber eller gør, har nogen værdi.

Jeg tænker på om andre mennesker, nogle mennesker, kan lægge de ting lidt på afstand og jeg ved godt, man ikke må sammenligne sig med andre, jeg ved godt at deres liv er komplekse og smertefulde på måder, jeg aldrig kommer til at forstå, og at det ikke giver mening at ønske sig en anden eksistens eller et andet livsforløb.

Jeg må gøre hvad jeg kan, med det jeg har. Jeg er heldig trods alt, men en ting er fornuft, og alt det jeg ved er rigtigt og rationelt, og en anden ting er alt det, som løber af med en og holder en vågen om natten og knuger en og får ens hjerte til at skælve og alle de skikkelser, der kaster lange krogede skygger over alt det, der før virkede lyst og ligetil.

 

…

 

Der er en sang, der er mange sange, men der er en.

Han hedder Michael, ham der skrevet den, jeg interviewede ham engang, bandet hedder Kloster, fordi deres musikkollektiv var lidt som et kloster, og de spillede engang en koncert i en drypstenshule med levende lys og et nyforelsket kærestepar som det eneste publikum, og det lød så livsbekræftende, og hans øjne var milde, mens han sagde det.

Men der er en sang, han har skrevet, der hedder Psalm 13, teksten er bare den engelske udgave af Salme 13 fra biblen, men der er tilføjet en enkelt linje I have not been well, I sing in pain, og sådan føles det nogle gange, som om man synger i smerte og ikke har været well i en indskudt sætning, en sætning der starter med jeg og kun peger indad, jeg har ikke lyst til at være i den slags sætninger, jeg vil helst være i uendelige hovedsætninger på sprog, der ikke bliver glemt, men det føles ikke altid som et valg, jeg eller nogen anden kan træffe.