Vi må aldrig stoppe med at drømme

Jeg ved ikke hvorfor jeg tillader mig selv at håbe.

Undertiden føles det som en smertefuld idé, som en sikker vej til nederlag, til skuffelser, til mere af det samme. Men jeg ved heller ikke om der er et alternativ, jeg kan ikke bære tanken om at blive så desillusioneret at jeg ikke længere har fantasi til at forestille mig noget andet end grå cement og døde kroppe i middelhavet, voldtægter og undertrykkelse.

Engang sagde Zizek at det er nemmere at forestille sig verdens undergang end et alternativ til kapitalismen, og han har ret, jeg ved ikke hvad alternativet skal være og hver gang nogen stiller et op bliver det knust af en gigantiske grå maskine, de samme mænd i de samme jakkesæt, der siger de samme ting som de altid siger, og det er aldrig dem selv, der betaler prisen, det er altid nogen andre, nogen uden stemmer, nogen der bliver skudt ved en grænseovergang eller ikke har råd til deres insulin.

Jeg ved ikke om det hænger sammen, men jeg fik et sæt tarotkort for nogle år siden, dengang med Trump og Brexit, jeg blev fascineret af de smukke billeder, men mest af alt af den mulighed de lagde foran mig: Der er tusind fortolkninger, tusind verdener, tusinder af mulige fremtider.

 

 

Jeg lægger mine tarotkort på mit lagen og jeg trækker Månen, jeg trækker ofte Månen; illusioner, frygt, angst, det underbevidste, intuition.

At balancere på en kroget vej mellem to dyr, en krebs kryber op ad floden (der aldrig er den samme, ved vi) og udsætter sin hårde skal og sit bløde indre for den kølige natteluft og månens drømmeskær, jeg har altid elsket månen, man bør betragte dem der ikke elsker månen med skepsis, månen er en kvinde og kvindehadere er altid onde.

 

 

Jeg trækker ofte Månen, og den siger ikke meget, den er mystisk, den taler fortsat om en mørk vej, en balancegang, skygger der løber og forsvinder, at drømmene og illusionerne kravler ind over virkeligheden, vogt dig for gamle fjender og fatamorganaer og drømmesyn og opspind.

Jeg blander kortene grundigt, jeg har aldrig brudt mig om spejle og skyggefulde kroge om natten, en jeg elsker kan høre flagermusene, men jeg kan ikke, kun regnen hvis den er der, måske derfor holder jeg af regnen, stilhed kan brydes voldsommere end summen.

 

 

Engang ved nytår, da jeg stadig boede på Amager, havde Petra små hestesko af tin med, de var fine og små, men overraskende tunge, og hun sagde at i Finland spåede man i tin.

Vi lagde dem i en grydeske af støbejern og holdt dem over gasblusset til de smeltede og kastede dem i koldt vand og tog dem op. De hvæsede og dampede når det smeltede tin ramte vandet, og dunkede hårdt når den kølige bleggrå masse ramte spandens bund.

Vi samlede dem varsomt op, og efter Petra anvisninger tændte vi høje stearinlys og ventede til mørket faldt på og holdt vejret og tinstykkerne op foran flammerne og tydede deres skygger. En var et fuglenæb (held), en anden en tung mønt (velstand) og andre forvitrede og krogede (mange børn).

Min var en fjerpen, heldige skriverier, et fyrtårn, et skifte, men tydeligst en huggende slange, en advarsel om at ens fjender smeder rænker, at de konspirerer bag ens ryg, vi lo meget af det og skålede på min fremtidige succes som forfatter.

Jeg kiggede mig over skulderen senere, da jeg hentede cigaretter og ginger beer til en rest af rom vi fandt i min vindueskarm, og jeg kiggede igen på vej hjem.

 

 …

 

Engang til min fødselsdag sent om natten, tegnede vi et Ouijabræt op og fandt et af de whiskeyglas min lillesøster gav mig til jul og skiftedes til at stille spørgsmål, efter Liva bad Frans af Assisis bøn, den der handler om at ændre hvad man kan og accepterer det man ikke kan.

Vi spurgte om vores fremtid, om kæresteforhold og held med at finde boliger, og jeg spurgte mere selvsikkert end jeg var om jeg ville kunne leve af at skrive og glasset fandt vej til ”nej” og jeg blev stille af det, der er vel ikke noget mere arrogant end at tro man skal leve af sin kunst, og det er tåbeligt at stille mørket spørgsmål man ikke vil have svar på og Amalie mente at det nok mest handlede om at jeg også skulle lave noget andet, og da vi skrev om det næste dag på Facebook forsikrede vi begge hinanden om at vi ikke troede på den slags, obviously.

 

 

Nikita sagde til mig, da jeg havde drukket min tredje sambuca, at vores fremtid står på en knivsæg, at vi blev nødt til at lægge vores tidligere idéer om politik fra os, hvis vi ville redde verden som vi kender den, at koalaerne er væk i Australien, brændt op i skovbrande, og jeg forsøgte at mønstre et forsvar for en verden, der også handler om de svageste og ikke kun middelklassens klimaangst, men jeg kan snart ikke skille ting fra hinanden, jeg er så bange for at Boris Johnson vinder, at hele verdens ledere bliver forkvaklede afstøbninger af mennesker som Donald Trump, polerede mænd, der afskyer deres kvinder og tusind andre paroler jeg har sagt tusind gange, det føles så let at blive nihilist eller værre realist og give op og hade andre mennesker for deres dumhed, deres overfladiskhed, deres manglende dybde og forståelse.

Men jeg vil ikke indskrænke virkeligheden til en enkelt verden, en enkelt virkelighed, jeg vil have at tusind virkeligheder som sæbebobler svæver blandt hinanden, jeg vil helst elske også dem, der ikke ligner mig, jeg bliver nødt til at tro på at det kan og vil blive bedre.

Mens jeg drikker den fjerde sambuca forsvinder en af de 200 dyre eller plantearter, der hver dag uddør, og de kommer aldrig til at findes mere.

 

 

En veninde lægger ikke horoskoper, man kan ikke spå i fremtiden, alt hvad vi er og har er ikke fastlagt, kun stjernerne i det øjeblik vi er født, men min veninde Stine kender ikke sit eksakte fødetidspunkt, hun ved ikke engang om den dag hun har fødselsdag, er den rigtige, eller om de bare opfandt det på børnehjemmet, vi ved ikke hvad vi skal sige.

Jeg holder hende meget tæt, før vi skilles ad og går i seng, men jeg frygter at det mest er for min egen samvittigheds skyld.

 

 

Jeg bliver ofte kaldt drømmer og idealist, verden er som den er, vi må acceptere dens ondskab siger de, og jeg spørger mig selv om mine tarotkort eller deres fatalisme er mest frygtelig og skæbnetro og begrænsende. Man sagde det samme til slaverne, til kvinderne, der ville have stemmeret, til dem, der ville bygge et offentlig sundhedssystem og en verden, der var marginalt mere barmhjertig ved de svageste.

Når nogen siger at noget er urealistisk eller utopistisk eller at tanken er god men umulig, føles det som om de gør vold på fremtiden, som om de binder den i lænker og kræver af den at den ikke kan vokse, men kun løbe som en gravet kanal i en retning, som om den ikke havde et utal af muligheder, og ingen bør lytte til dem, ingen kan eje fremtiden, vi går på en månebelyst og snoet vej som en kravlende flodkrebs, og vi skal ikke vogte os for drømmesyn, vi skal holde dem tæt ved hjertet, veje bliver altid skilleveje og skillevejene bliver skilleveje.

Floden er aldrig den samme som den var, engang drømte mennesker om andre verdener end den de beboede, og som de fik fortalt var, som den burde være, som den kunne være, jeg håber ikke vi er holdt op med at drømme, jeg har ikke set nogen gode grunde til at lade være, selvom jeg ængstes om natten og ikke hører flagermusene og månen svøber alting ind i et blåligt lys, der får virkelighed og drøm til at flyde sammen.

Hvis virkeligheden er grusom, er der ingen gode grunde til ikke at tvinge den til at tage form efter drømmen.

Vi har gjort det før.

Vi kan gøre det igen.

Engang bliver vores kroppe også forladte huse og ruiner

Der var et hus i nærheden af mine bedsteforældres gård. Dets tag og vinduer manglede, og murstenene lå i store bunker. Fra hjørne til hjørne var der trukket et rød- og hvidstribet plastikbånd. Da jeg spurgte min mormor, hvad der var sket, sænkede hun stemmen og fortalte, at den fraskilte mand, som havde boet der, var blevet så ulykkelig, at han havde sprunget sig selv og sine børn og huset i stykker. Nu var de væk. Kun husets rester stod tilbage som et minde om, at det var forgået. Og da jeg besøgte mine bedsteforældre senere, var huset blevet bulldozet og murbrokkerne kørt væk. Plastikbåndet var ingen steder at se. Vi talte aldrig mere om huset.

I mange lande er forladte og nedbrudte bygninger en fast del af landskabet. Måske er der ikke penge til at fjerne dem, måske betragtes de som en naturlig del af verden, og derfor overlades de til vilde dyr og planter. Bliver efterladt i fred.

Det er ikke i lige så høj grad tilfældet i Danmark, hvor forskere mener, at danskerne lider af ruinforbi. Det stammer helt tilbage fra jernalderen. Her var husene bygget af træ og ler, og når de begyndte at smuldre, brugte man resterne som gødning.

Uanset årsagen, så bryder danskerne sig, i modsætning til vores nabolande, ikke om ruiner. Hvis en Fakta lukker og ingen vil overtage bygningen, eller hvis et hus viser sig at være usælgeligt, vil vi helst have det revet ned og ude af syne så hurtigt som muligt.

Med undtagelse af antikke ruiner, gamle borge eller forladte slotte. Dem tilgiver vi og gør til museer eller landemærker, men de nyligt forladte bygninger bryder vi os ikke om.

Tag Ghettoloven fra sidste år. En væsentlig del af loven omhandler de almene boligbyggerier i ghettoområderne. Tolv milliarder kroner blev sat af til nedrivning og omdannelse.

Det virker som om loven ikke kun ønsker at ændre indbyggerne, men at det er selve bygningerne, altså ghettoen, man vil have væk. De er på en eller anden måde inficerede, og må derfor, til alles bedste, rives ned. Det er ikke nok, at de uønskede beboere flyttes til andre steder, hvor de tilsyneladende udgør et mindre problem.

Det er endnu vigtigtigere, at de fysiske minder om ghettoen er væk, før vi kan betragte problemet som løst. Husene kan ikke genbruges. De må væk.

Der er en gammel bygning ved Bytoften i Risskov.

Den tilhørte engang IBM, men efter en omstrukturering i 2014 forsvandt de 1400 medarbejdere, og den tomme bygning stod tilbage. Salget til nye ejere trækker i langdrag, så kontorbygningen står bare og forfalder.

Naboerne kalder den spøgelseshuset og vil helst have den fjernet eller lavet om. Den skaber utryghed, siger de. Junkierne og graffitimalerne har overtaget den. Hvorfor er der ikke nogen, der gør noget?

Jeg tror ikke kun, at det er stofmisbrugerne, de tomme øldåser og de skravlede cirkel-a’er, som er så provokerende. Det er selve ruinens eksistens, fordi den er et spøgelse af en forgangen bygning, der gør os ilde til mode. Den minder os om, at alt har en ende, og ruiner er stærke symboler. Voldsomme totemer. Men tiden er løbet fra totemer, og ingen vil have et minde om livets ende i baghaven.

Jeg forstår godt, hvorfor man ikke ønsker sig en faldefærdig ruin som nabo. Jeg forstår godt, at ghettoerne måske er tjent med fornyelser, men jeg kan ikke lade være med at sørge over de ruiner, vi aldrig får, fordi vi river dem ned, før de kan nå at være.

En ruin til hører i praksis ikke nogen og derfor alle. I Stensballe uden for Horsens leger børnene i den gamle såsædsfabrik, ved Bytoften søger de hjemløse og stofmisbrugerne ly og i Pripjat ved Tjernobyl trives træer og vilde dyr bedre end nogensinde.

Når magten, systemet og det stabile samfund trækker sig fra bygningerne, åbner en uendelighed af muligheder sig. Vores byer er bygget på resterne af andre. Jorden under os er fyldt med fortidens levn og vores forfædres lig. Et lig er vel, i sagens natur, ikke andet end en menneskelig ruin, og måske ser vi vores egen undergang og død, når vi ser på ruinerne. Vi mærker et glimt af, at vi engang også bliver ruiner, at hele vores samfund og alt vi har bygget engang vil blive forladt. Forfalde og forsvinde.

Jeg holder af de forladte steder og de faldefærdige huse. Det føles som en fornægtelse af tiden at sminke landskabet.

Ting, som forsvinder, efterlader altid et hul, men jeg ved ikke, om det nødvendigvis er løsningen at fylde hullet ud.

Man bliver ikke lykkelig af at fornægte sin fortid eller ens dødelighed, og der er noget mærkeligt over, at vi udstiller de gamle borge og de store tårne i København, men bulldozer vores fiaskoer og gamle betonkomplekser.

Det hele er en del af vores fortid, også de grimme og ubeboelige. Jeg vil helst bo i en verden med plads til ruiner og gamle spøgelser.

Også de grimme.

Teksten er originalt udgivet i Magasinet Citat 47

Hvad gør man med stumperne af kærlighed?

Det er skørt som knudrede glaskarafler at ting tager farve af de mennesker, man har oplevet dem sammen med.

Sådan var det med Bon Iver.

Da vi ikke kendte hinanden længere, føltes begyndelsen på Perth som at stå i en nedbrudt katedral, hvis kirkesang for længst var forstummet.

Sandet har slidt gulvet blankt og hvisler stilfærdigt under ens fødder, og man behøver kun gøre sig den mindste anstrengelse for at forestille sig at det ikke er en ruin, men en levende bygning, hvor de levende begraver deres døde og ægter deres elskede og børnene græder, idet deres hovedet døbes i det kolde vand.

Men det er ikke en katedral længere, de farvede glasvinduer er for længst knuste, døbefonten er ituslået og kun murbrokker lægger spredt.

Der er kun konturerne tilbage. Ingen bygning.

Ingen katedral.

Kun mindet.

 

 

Vi plejede at gå ud i Fælleden når jeg havde hjertesorger, vi vandrede langs åen og ned til søen og ud til fiskeplatformene og kiggede på fuglene, mens vi røg cigaretter og jeg talte.

Du sagde ikke så meget, du lyttede mest, det har du altid gjort, undertiden svarede du med en slidt kliché, men fordi den var fra dig og din hadede jeg den ikke, det slog mig så stærkt at al sprog mest er afgjort af den kontekst det siges i, og når vi blev kolde vandrede, det var næsten altid efterår, når jeg havde hjertesorger, så travede vi den anden vej rundt om søen, og forbi fuglehuset som nogen havde tegnet øjne på, og vi grinede lige højt hver gang.

Som regel lavede vi mad, det har altid været vores fremmeste kærlighedssprog, gerne pasta, og på de bedste aftener steg projektet dig over hovedet, en støvsky af mel stod os om hovedet, og når vi endelig spiste, var mørket for længst kommet.

Opvasken lod vi stå og drak billig vin fra Netto på hjørnet af Amagerbrogade, og vi røg så mange cigaretter at vi måtte stavre ned til 7/11 ved Holmbladsgade, hele arkitekturen omkring vores lejlighed sidder stadig fast i mig, jeg ved hvor mange skridt, der er fra hoveddøren til det blå stakit og ned til kiosken, der aldrig havde varer, ned til T. H. Sørensen hvor vi undertiden købte tre håndmadder og et stykke højtbelagt, du ville helst have den med hakkebøf og hjemme ved siden af vores pladespiller stod min udgave af For Emma, Forever Ago og Bon Iver- Bon Iver og samlede støv.

 

 

Du lavede flammkuchen til mig engang jeg kom hjem fra arbejde, jeg tror vi havde været på date dagen før, jeg havde aldrig smagt noget lignende, jeg elskede det og dig og dine brune øjne, og jeg vil ikke have nogen andre til at lave det til mig nogensinde igen, jeg tror ikke jeg kan bære det.

 

 

Jeg ville ikke miste Bon Iver, selvom hun havde lært mig at elske det, så jeg tvang mig selv til at høre det mens jeg græd.

Tomas sagde han havde det på præcis samme måde med det samme album, det er nogle gange rart at opdage at ens lidelse ikke er unik, at man træder præcis den samme vej som andre før en.

Det værste var da hun var ude at rejse og jeg hørte de sange vi havde hørt sammen, internettet var så dårligt dernede, jeg hørte aldrig fra hende og blev til en underlig udgave af mig selv jeg ikke kunne genkende.

Det tog mig så lang tid at sætte mig selv sammen igen bagefter, det skete et enkelt stykke af gangen, men de gamle brikker passede ikke sammen som de plejede, og imens hørte jeg den Bon Iver-plade, som ikke så meget repræsenterede hende, indser jeg, men nok nærmere en drøm om et forhold, der aldrig fandtes.

Jeg tvang min krop rundt i regnen, tørrede mine sko af, åbnede døre og så dem lukke bag mig.

 

 

En dag var Bon Iver noget andet.

Jeg er stadig ikke helt sikker på hvad, nej, det passer ikke, en dag var jeg noget andet.

Bon Iver var bare Bon Iver.

Det gik op for mig at Justin Vernons tekster ikke har noget plot, de fortæller ingen historier, kun frarevne, forvredne billeder og minder og stemninger, ekkoer af noget andet, de fungerer som spejle og jeg så så dybt indt i mit, og jeg er ikke sikker på jeg fandt noget.

Jeg brød mig ikke om hans tredje plade.

Og For Emma, Forever Ago og Bon Iver – Bon Iver står stadig hos Johannes og samler støv, tror jeg.

Jeg hører Perth nu, på Spotify.

Teksten er ”Still alive, who you love” i omkvædet står der, når jeg slår det op på Genius.

Jeg hørte det altid som ”Still alive for you, love”.

Sådan hører jeg det stadig.

Jeg vil ikke være et spøgelse, jeg vil være et dansende menneske

I have become a ghost, ooh, ooh
And I know this, but I can’t come home
And I know this, but I can’t come home

– Kloster, Benjamin’s Song

 

Det er allehelgensaften i morgen, de levende og de dødes verden er efter traditionen så tætte at vi kan mærke dem, der gik før os.

Jeg kan ikke mærke noget som helst.

Det føles snarere som om det er mig, der alene vandrer tættere på de dødes verden.

Mine hænder bliver mere og mere gennemsigtige, det er måneder siden jeg samlede min guitar op, og jeg kan ikke forklare hvad der er sket. Jeg er næsten bange for at mine fingre ville gå lige igennem halsen, hvis jeg rakte ud efter den.

Jeg har altid været trist over historier om gengangere.

En gengangers stemme er et forsvindende ekko, de klager over en smerte kun de kender, noget tragisk og voldsomt der har bundet en skygge af dem til resterne af den verden de beboede, men de levende kan ikke høre dem klart, ikke forstå dem, ikke holde om dem.

Det er så ubeskrivelig svært at stå op for tiden.

 

 

En sort kat krydsede min vej i dag, og da jeg var lille knuste jeg ved et uheld et spejl på mine forældres toilet og jeg har aldrig sagt det til dem. Mine syv års ulykke må være overstået nu, men hvorfor føles det ikke sådan?

 

 

Jeg har aldrig holdt rigtigt af at klæde mig ud, et eller andet indeni i mig strider imod idéen om at tage masker på, jeg er så udmattet af masker allerede, det føles som om det at gå ud i verden allerede indeholder flere lag end jeg kan se igennem, men jeg har altid holdt af ordet mascara, ingen ved hvor det stammer fra, men i gamle latinske skrifter betyder det ”heks” og på spansk betyder det ”maske”.

Jeg holder af videoer på youtube hvor mænd og kvinder med sindsro og alfeagtig elegance forklæder deres øjenvipper og kinder og ansigter i hundredvis af nuancer, jeg ville ønske jeg kunne den slags og gemme de sorte poser jeg har under øjnene og linjerne ved mine kæber, jeg har svært ved at kende mig selv i spejlet allerede.

 

 

Der falder en tyngde over mig, hvert år på denne tid, og det kommer altid bag på mig indtil min lillesøster spørger om mine lemmer også føles langsommere og mine tanker føles mudrede og om noget presser sig mod min pande og mine øjne indefra.

Min mor døde i november, jeg ved ikke om kroppen husker, jeg er træt af at den gør, hvis det er tilfældet. Det er udmattende at skulle bære det igennem sit liv, for jeg vil så gerne være glad, jeg synes verden skinner og glimter i tusind nuancer, solen bag bakkerne, brune øjne og pandehår og varme retter og mennesker der græder fordi de er rørte og medfølende, men det føles som om noget ubestemmeligt trækker mig ned og væk og ud og mine organer og min hud og en svømmende tyngde, der sætter sig i mine lægge og min nakke og lige bag mine kinder er det eneste der er tilbage.

 

 

Jeg græd da min psykolog spurgte hvordan jeg taler til mig selv og resten af dagen rystede jeg og jeg spørger mig selv om spøgelser mon hader sig selv, om de overhovedet kan mærke andet end deres egen smerte, jeg vil ikke være et spøgelse, jeg vil være et levende, dansende menneske, men jeg lærte aldrig at danse og de første skridt er så svære, jeg ved slet ikke hvor jeg skal begynde.

Før jeg dør vil jeg gerne se en blåhval

Vi tager ud og spiser alle sammen, min bror har fået nyt arbejde og det samme har min far. Alle har taget pænt tøj på, det har jeg slet ikke overvejet, mit hår er lidt for langt og det er lang tid siden jeg har barberet mig.

Jeg vasker en plet af mine bukser på et toilet.

Det er som om verden er lidt for larmende og lidt for voldsom og jeg ikke er indrettet til den, der er en nagende dårlig samvittighed, den sidder i mit baghoved og under fodsålerne, som om den var en svampeart, der forårsager kløe og rødme og er pinlig at tale om.

Jeg tager mig selv i at hade mig selv og voldsomt ønske jeg var anderledes, jeg hader mine tanker og mit udseende og alle de dele, der er mig og når jeg ser i spejlet føles det som om det er en fremmed, der blinker på samme tid som mig

Jeg bliver kold og stille og sætter mig i sengen og stirrer ud i luften indtil den prikkende usikkerhed går væk og jeg vågner med et sæt.

 

 

Min far bryder sig ikke om at jeg tager antidepressiver, han er bekymret for mig.

Nogle følelser skal man have, siger han, og jeg føler mig svag og forkert og smuldrende og flyder ud af døren og hjem til mig selv og taler ikke med nogen i to dage.

Min bror spurgte om de kunne gøre noget, hvordan jeg har det, men jeg ved ikke hvad jeg skal sige, så jeg siger at de gør det godt nok og det mener jeg faktisk også.

En ven sagde for nylig at han syntes mine tekster var for klynkende og jeg er træt af at være forkert, jeg ved ikke hvordan jeg skal forklare at det ikke er et valg jeg har truffet.

Vi forestiller os at mennesker er et resultat af de valg de træffer, vi ser dem i lyset af deres individuelle beslutninger, men verden er så voldsom og fyldt op med ting og stemmer og andre mennesker at jeg er bange for at vores valg bliver hvisket væk og slebet ned indtil der kun er tilfældighederne tilbage, men jeg ved også at det kan risikere at være de grå sporer som depressionen sætter fast i virkeligheden, der taler og efterhånden er det svært at skille det ad.

Det føles som om jeg ser ud på virkeligheden igennem en glasrude, og den er dækket af regn og igennem laget af vand smelter himlen sammen med asfalten og betonbygningerne og jeg ville ønske at tordenvejret ville flænge det hele i stykker og i det mindste dele virkeligheden op i afgrænsede dele.

Jeg holder ikke ud at være så flydende mere, der må være en grænse mellem mig og verden og de grå sporer, men jeg ved ikke hvor noget begynder eller slutter længere, jeg føler mig trukket udover verden, så tynd at solen lyser igennem mig, og måske er det derfor jeg er blevet gennemsigtig for dem jeg elsker.

 

 

Tiden er gået af led, siger Hamlet på et tidspunkt, det er farligt når man er enig med Hamlet af alle mennesker.

Men tiden er virkelig gået af led, den trækker sig sammen og udvider sig på måder jeg ikke kan forudse, pludselig er en hel dag gået uden at jeg har formået at gøre noget eller også slæber minutterne sig af sted, og den eneste faste rytme er at jeg skal tage min medicin omkring klokken otte hver aften, jeg ville ønske det ikke føltes som et nederlag.

Min læge siger at han ser på det som enhver anden sygdom, at man skal bruge den medicin og de hjælpemidler som er nødvendige, hvis man er syg, og når det kommer til andre mennesker er jeg enig, men jeg kan ikke ryste skammen af mig, det er så opslidende at være skamfuld, og jeg kan ikke lade være med at tænke at jeg er svagelig, at jeg har givet op og at jeg har givet op og at jeg har givet op og jeg vil ikke give op, jeg prøver så hårdt ikke at give op, men der er en dobbelthed i at bede om hjælp, det er både stærkt og svagt på en og samme tid og jeg har ondt over begge dele.

Men jeg tager fortsat min medicin, 50 milligram om dagen, jeg møder op hos psykologen, men de grå sporer trækker sig alligevel over fortovsfliserne og hjørnerne i mørke rum, de pulserer svagt når man vender ryggen til og jeg gør mit bedste for at ignorere dem eller i det mindste leve med dem, men alting er så flydende og det er svært at skille dem fra mig eller mig fra dem.

Verden fosser ind i mig og jeg ender med at stirre på min væg, mens jeg forsøger at filtre trådene ud.

 

 

Mit værelse roder, måske er det fordi virkeligheden er så flydende at jeg ikke formår at dele ting op.

Ofte falder mine plakater ned, men dem hænger jeg altid op igen, jeg har to af hvaler, jeg elsker hvaler, jeg ved ikke helt hvorfor.

Den ene flyver igennem en skov, bag den står en mur af tåge og foran den er høje, nøgne løvtræer, jeg ville ønske at hvaler kunne flyve.

Før jeg dør vil jeg gerne se en blåhval, jeg håber der er tid til at se en blåhval engang, der er en ro og ælde over hvaler, jeg holder af at de synger og jeg holder af deres størrelse, jeg elsker at de dykker ned i mørket og dybet, hvor millioner liter vand trykker sig sammen omkring dem, indtil de dukker op til lyset og luften igen.

Måske kan jeg for alvor føle mig som noget afgrænset og individuelt, hvis jeg eksisterer ved siden af en blåhval, som er presset så hårdt sammen om sig selv, og hvis hjerte er større end min krop.

Måske bliver sporerne mindre så, jeg håber en blåhval er for stor til at de kan vikle sig rundt om den, det håber jeg, det håber jeg så meget at det gør ondt.

Jeg sidder i mørket og løser en puslespilsbrik

En: Det føles som om jeg sidder i mørker og løser en puslespilsbrik, ligesom en rubikskube, men mere avanceret, og jeg kan ikke se den. Jeg kan kun mærke efter hvordan den er udformet og hvordan den fungere med mine fingre, men hver gang jeg tror jeg ved hvordan et hjørne eller en enkelt del af mekanismen virker, er det som om de andre dele af kuben er anderledes end de var for et øjeblik siden.

En anden:

En: Da jeg var lille huskede jeg mine drømme så klart og undertiden blev jeg klar over jeg drømte og at jeg kunne ændre mine drømme, og jeg lod ørkener oversvømme og rejste enorme søjler og bjerge og skove, men jeg vidste samtidig at det var en drøm og jeg vågnede altid kort tid efter. Min far troede ikke på mine skaberdrømme, men min mor gjorde, hun havde læst om det engang i et blad.

Hun havde en fornemmelse for den slags, hun noterede sig også mit horoskop, da jeg blev født, det står i den lille bog hun pligtfast udfyldte da hun lå på fødegangen, og hun vedlagde en lok af mit hår, som var falmet lyst og krøllet.

En anden:

[Tiden går – men ikke hurtigt. Vinden tager undertiden til og husets brædder giver sig og knager.]

En: Mine piller er blå og jeg bryder mig ikke om deres nuance eller udformning, de minder vel mest om små vasketabletter. Jeg holder ikke af dem, eller deres virkning, men jeg ved ikke om det jeg føler de gør ved mig allerede var tilstede forinden eller om de bidrager til det eller om de forårsager, der er ikke andet at gøre end at vente og se, og det værste i verden er at vente, jeg ved at andre siger at ventetid er et frugtbart rum og at de begræder at vi ikke venter som vi gjorde i gamle dage længere, men jeg bliver angst og knuget, hvis der er ventetid, det føles som et åbent hul hvor universets truende, gigantiske størrelse kan krænge en vakuumfarvet finger ind, og jeg bliver så lille at jeg næsten ikke kan mærke mig selv.

Da jeg var yngre var jeg fascineret af astronomi og planeter og stjerner, men jeg er blevet ældre og mere forsigtig nu og jeg betragter viden om rummets uendelighed med varsomhed – vidste du at hvis et menneske blev udsat, uden rumdragt, for vakuummet i det ydre rum, vil deres krop fryse og fugten på deres tunge koge og boble på samme tid? Den slags fakta virker vredet for mig, som halve sandheder eller som om virkeligheden har givet op, som om de er uvirkelige, men nu jeg tænker mig om er det ikke mere uvirkeligt end min egen krop føles, som om jeg går ved siden af mig selv og mit åndedræt larmer for tungt og for højlydt.

Månen er i gennemsnit 384 400 kilometer væk fra jorden, men det tal betyder ingenting når man ser på den i himlen og noget smuldrer uendelig langsomt.

En anden:

[Lyset har ændret sig mens En har talt, et orange skær kan skimtes i træerne langt væk, der er en dunst af sod og salt]

En: Jeg plejede altid at sove tungt, men nu sover jeg først sent, jeg har altid elsket nattetimer, men nu trykker de sig nedover mig mens jeg sveder under min dyne og hvorfor egentlig mig? Hvilken retfærdighed er der i at jeg skal tvivle på mig selv og virkeligheden omkring mig?

Der findes nogen, du har sikkert hørt om dem, der forklarer alle dele af den menneskelige natur ved hjælp af vores tidlige evolution, og jeg finder det bestyrtende at se så instrumentalt på sig selv og andre mennesker, dem om det, jeg ville tilgive dem alt hvis de kunne forklare med ro og meningsfuldhed hvorfor jeg har det sådan her.

En anden:

En: Jeg er ikke sulten som jeg plejede, det føles som om jeg spiser for at gøre noget, jeg forstår pludselig alle dem som siger de spiser af kedsomhed, men sådan har jeg aldrig haft det før og det stjæler oplevelsen fra mig.

Det føles som om jeg gør det mod mig selv, men ikke har noget valg.

[Udenfor stilner vinden af, mørket er ved at falde på. En rejser sig og går til en skuffe og gennemroder den, formodentlig for at finde noget som ikke lader til at være der.]

Ting, der forsvinder for evigt

Jeg har altid været ked af de sten, der, når havvandet fordamper, mister deres glans og bliver matte, det føles som om de er smukke på lånt tid, det er vel i virkeligheden et vanitassymbol, men jeg synes ikke timeglas eller sæbebobler er lige så sørgelige.

Engang gik vi ned til havet en nat, jeg var ked af noget, sikkert noget uplacérbart, det er den værste tristhed, og natten var buldrende sort og trængte sig ind på vores kroppe mens vi gik gennem kornmarken, hvor en smal sti løber tværs fra sommerhusene og ned til klitterne, og da vi nåede ned til badebroen, stod vinden direkte imod os og blæste havet op, det piskede faktisk havet op, det er den eneste gang jeg har følt at den metafor passede, det må have været hvidt, men jeg kunne ikke se det, kun høre det.

Bølgerne blev til skum mens deres rytme trykkede dem mod stenene, som om havet havde et hjerteslag, der spændte sig udover alle verdens kyster, der var ingen stjerner, og jeg kan ikke huske hvad vi talte om, men jeg husker at du sagde at du følte dig lille, som om du blev presset mellem havets mørke under os og himlens mørke over os, det var meget smukt sagt og jeg blev stille af det, vi blev begge stille, og stilheden blev fyldt ud af havets rytme, igen og igen og igen, og på et tidspunkt vendte vi ryggen til.

 

 

Det eneste jeg har imod den danske natur, som ofte siges at være flad og forglemmelig, er at her ikke er bjerge. Når vi tog på bilferie sydpå, kunne jeg bedst lide når vi nåede til Alperne og de store tunneller i Schweiz, det føltes som om man begav sig dybt ind i jordens indre, og som om bjerget lukkede sin hånd om en, og når man kom ud i dagslyset igen, rejste bjergene sig så højt at jeg slet ikke forstod at noget kunne være så stort.

Jeg kunne ikke, inderst inde, forstå at træer kunne vokse så stejle steder, jeg forstår det stadig ikke, at bjerge kan være grønne.

Engang var min lillesøster og jeg i Dubrovnik i Kroatien, og den gamle by var så smuk og hvid og dækket af turister, og vi fik nok af larmen og caféerne, så vi tog færgen til Lokrum, og jeg læste i min guidebog at benediktermunkene, som engang var dens eneste beboere, blev forvist fra øen i 1798, at de græd, da de forlod deres kloster og at de dagen før deres afsked tændte stearinlys, vendte dem på hovedet og forbandede de, der havde frarøvet dem deres smukke ø.

Klosteret er her stadig, der er en café, der sælger calamari og pizzaer og små skåle med oliven, og jeg ville væk fra alle andre mennesker og jeg tvang min søster til at gå i heden, forbi oliventræerne og påfuglene, som nu er øens sande beboere, og op ad en gammel stensti og forbi skilte og træer og væltede kampesten, indtil vi nåede øens højeste punkt, en klippet bakke på den sydlige del. Her var ingen andre mennesker, og ingen lyde, vindstille og hedt, og på toppen stod resterne af bygninger, jeg ikke kunne finde i guidebogen, og i murbrokkerne på gulvet skød højt og grønt ukrudt op, og jeg vidste ikke hvem der engang havde været her eller hvad de havde gjort eller hvad bygninger var brugt til, og det var næsten knugende, og da vi kom ned igen var solen ved at gå ned og der var ikke mere calamari at købe, og vi tog den sidste færge ind mod byen og jeg kommer aldrig tilbage til Lokrum.

 

 

Engang var vi i sommerhus, og en havde taget et puslespil med, og alle fnøs i første omgang af de tusind brikker og motivet, som var et fyrtårn og en mosdækket vej og et vindstille hav, men langsomt blev deres modstand brudt ned, indtil alle havde deres egen flig eller hjørne eller farve som ekspertise og bedst husker jeg to af mine venner der kortfattet og indforstået mumlede med hinanden om den mikroskopiske farvenuance på et givent stykke af himlen og en næsten tilsvarende del af havet (der var der hvor solen ramte horisonten), og den mærkelige blanding af først begejstring og så tomhed, der fyldte rummet da vi lagde den sidste brik.

 

 

Jeg tror jeg havde håbet at virkeligheden ville være mildere, da jeg var barn, at voksenlivet ikke var så håndfast og kvadratisk og at mine følelser ikke blev stivere med tiden, og hvis jeg kniber øjnene sammen i de aftentimer hvor solen bliver orange spreder lysets stråler sig ud som tynde, glinsende søjler eller trådene på et spindevæv, og en gammel onkel og tante, hvis navne jeg ikke husker længere, havde for vane at samle sten på stranden, når de glinsede i vandet, og de tog dem med til en maskine, der kunne blankpolere dem, så de så ud præcis som når man samler dem op i vandkanten i store håndfulde, de gav dem gavmildt væk, jeg havde en posefuld i nervøst velour, men både posen og stenene er væk nu, jeg husker ikke hvornår jeg mistede dem, og når jeg går ved stranden nu ser jeg uden at tænke over det efter flade stykker kalk, for jeg elsker at slå smut.

Min farmor og farfar slog smut om, hvem der skulle tage opvasken, min farmor tabte altid (hun lavede også maden), og når vi gik ned til stranden så vi nøje på hvor mange smut min onkel kunne slå, hans rekord var fem, og han lærte mig at det lå i håndleddet, at det det handlede om at få stenen til at rotere som en diskos og være næsten helt parallel med vandet.

Engang mens mine venner var i vandet, fandt jeg en, som var helt perfekt, og da jeg kastede den ud over vandet skippede den mindst seks gange, jeg tror ikke nogen så det andre end mig, og den må have glinset blankt, da solen skinnede på den og den langsomt sank ned på bunden af havet og lagde sig til rette blandt de andre sten.

Ting jeg er til fals for

Guld, vesterhavsost, båludflugter, grønne skove.

Forladte huse, gamle kassettebånd, farven på gammelt pergament og landkort, i det hele taget landkort, især de, som er i entreen i sommerhuse ved kysten, som forestiller lokalområdet og som ejerne næsten har glemt eksisterer.

Silke, men først og fremmest stål under silke, cigaretter når man drikker øl, duften af klippet gran, kattes øjne, der lyser i mørket, hvis man har en pandelampe på og ser på en kat glimter dens øjne som funklende olieflammer før de forsvinder i mørket.

Ruiner og marmor, ordet ”marmoreringer”, selvom jeg synes det er voldsomt at sige om kød, det jord som bliver slæbt med ind på nogens støvler og de små edderkopper, der sad i ramsløgsknopperne jeg plukkede i juni.

Store sten og små sten, og mest blankslebet glas fra havet og gode smutsten og tanken om nogensinde at finde rav, der bliver revet løs fra bunden af Vesterhavet når stormene på havet er særligt voldsomme, engang en nat så jeg lynet slå ned mindst tusind gange ud for Rømø og virkeligheden føltes anderledes bagefter.

Sølvsmykker og runesten, røverhistorier og blanke øjne, sammenknebne smil og rå latter, friskkværnet peber og syltede tomater, rosmarin og citronmelisse og rabarber

Hvide sneakers og vilde blomster, honning og lyden af vandfald og bølgeskvulp, ekkoet af musik mellem store bygninger, neonlys og biografreklamer.

Stearin og halm, faste håndtryk, varme kram og ordet perlemor. Kirkegårde og kraftig læbestift, ravne og krager og skader, småkviste og grønt mos, klatreplanter og gammelt tømmer.

Museer, broderier og hjemmestrikkede sokker, altankasser og urtepotter, hjemmelavede gaver og syltede bolsjebeder. Russiske folkesange, Irland, svungne overskæg og de som tror på noget.

Genbrugsforretninger og duften af gamle bøger, mennesker, der hele tiden slår Meyer og umanerligt held.

Hekse, måneskin, salvie og blafrende hvidt, feer og helheste og campinggrej af træ og letmetal og retter, man bikser sammen af det, der lige var i køleskabet.

Spiritus med anissmag og stærke holdninger, kærlige formaninger og beskyttelsesbesværgelser, fyrtårne og marker, der lægger brak, tordenkaffe og jordemoderkaffe og allermest espresso, da jeg smagte det første gang, følte jeg at det var sådan kaffe altid skulle have smagt, men også den brændte filterkaffe fra mine forældres maskine, der kan ende med at stå der mange timer.

Pindsvin og hugorme, næsehornsbiller og edderkoppespind, at have fødselsdag, aftensmad, at blive for længe oppe, godt arbejde og skarpe økser.

At skrive talord helt ud, for eksempel titusindottehundredeogsyvogfyrre eller femogfirs, tarotkort og kold hvidvin og elektriske ål.

Hvad gør man med døde mosegris?

Mine forældres løsning har altid været havearbejde og forbud mod skærme, jeg indleverer min computer og telefon før morgenmaden.

Senere sætter jeg mig ved hindbærbuskene og plukker, selvom sæsonen næsten er forbi.

Bier og fluer sværmer omkring mig, de ovemodne bær er vel retmæssigt deres. Jeg ligger på ryggen og stirrer op under bladene for at få øje på dem, der er blevet overset.

Jeg har aldrig før lagt mærke til at hindbærbuske har små torne.

De smattede bær farver mine fingerspidser røde, ligesom vin, jeg lægger dem forsigtigt ned i skålen, der er færre end jeg havde håbet, man kan skimte det grønne plastic imellem og under dem.

 

 

Jeg har ansigtet henover gryden da jeg begynder at græde, det stopper ikke rigtigt, jeg bruger servietter til at pudse næse, det føles som spild af servietter, jeg har aldrig nogensinde selv købt servietter, jeg ved slet ikke hvad de koster.

Min far finder mig ved køkkenbordet, og jeg kan stadig ikke holde op med at græde, han siger noget om at det er godt at få det ud.

Jeg er mest glad for at jeg nåede væk fra gryden, hindbærsaft har nok ikke godt af salt.

Han svæver lidt omkring mig, jeg siger ikke så meget, jeg ved ikke hvad jeg skal sige. Jeg forsøger at være proaktiv, så jeg finder på noget vi kan gøre med citronmelissen ude foran. Den er ved at kvæle mynten, jeg vidste ikke at noget kunne konkurrere med mynte, men den eneste opskrift med citronmelisse i den grønne syltebog er som ingrediens i kvædegele.

Vi har ikke nogen kvæder, så vidt jeg ved, jeg beslutter mig for at prøve mig frem.

Jeg klipper store grene af citronmelissen, men den fylder stadig en hel masse.

Jeg lader tommel og pegefinger glide langs stænglerne en ad gangen, så bladene og de små hvide blomster falder ned i store bunker, nogle gange sidder de fast i et virvar ved roden at stænglen.

Vi koger te på det, iste, men citronmelisse smager ikke som det dufter, citrussen går af det, det er kun ment til at svæve i luften, så vi spæder til med citronsyre og sukker, til sidst ved jeg slet ikke om det smager af citronmelisse længere, vi har næsten fem liter.

 

 

Hindbærsaften drypper af i en saftpose, jeg spørger om man kan bruge de afdryppede bær til noget, det tror min far ikke, jeg bryder mig ikke om at de ikke kan noget bagefter, når de er blevet presset og har spildt alt deres væske, det virker grusomt og får et eller andet i mig til at skride, men jeg siger heller ikke noget, da vi smider dem ud i kompostspanden, den grå masse dumper ned og bliver væk

Vi får mindre hindbærsaft ud af det end jeg troede, det ser helt småt ud i metalskålen.

Jeg ved ikke om jeg kan lide hindbærsaft, helst ville jeg have lavet hyldeblomst, men da jeg fik taget mig sammen var hylden sprunget ud og var borte igen, jeg ved ikke engang hvor hyldetræerne står og jeg har aldrig smagt hyldebærsaft før, jeg tror slet ikke det er det samme.

Vi rydder køkkenet for citronsyre og kalk til rabarber, jeg fejer for resterne af citronmelisse, vi har halvanden flaske hindbærsaft, det ligner tyk rødvin.

 

 

Jeg går ned til engen hvor drænet løbet ud, der er fyldt med brændnælder, de trives af det næringsrige spildevand. Lige der, hvor det gamle piletræ faldt, ligger en mosegris, den bevæger sig ikke. Jeg stamper hårdt ved siden af den.

Den må være kravlet op af hul cirka en halv meter væk, og så har den lagt sig til at dø i sommervarmen, jeg ved ikke hvordan man bedst muligt er respektfuld overfor en død mosegris, da jeg var yngre satte min far sakse op som knækkede nakken på dem, når de kom kravlende i hullerne. Jeg samlede saksene op, så smed vi døde mosegrise i skraldespanden.

Længere nede står de døde piletræer, da de blev savet ned brugte de deres sidste kræfter på at spire nye pilekviste, men de fik aldrig blade, og så må de være døde ud på vinteren, men her er deres skeletter stadigvæk og jeg har altid holdt af piletræer, vi skar flitsbuer af dem da jeg var yngre.

 

 

Til aftensmaden får vi kammuslinger og koteletter og haloumiost og kålsalat, det hele vokser i munden på mig. Mine forældre taler om generationskløfter og om romaner fra firserne. Jeg henter hindbærsaften fra stuebordet, hvor min far sirligt har placeret alt syltetøjet og safterne og den rå rebsgele han  er stolt af.

Flasken er stadig lidt varmere end mine hænder, jeg hælder den tykke væske op i et lille vandglas og smager på den, den smager lidt for meget af sukker.

Jeg blander den med danskvand, fire til en siger min far, den ender med at smage af lidt tynd hindbærbrus.

Jeg ved ikke om det er min eller hindbærsaftens skyld.

Gid det altid regnede når jeg græder

Der er en historie fra Arturmyten, om en konge, der fik så grusomt et sår, enten i benet eller i skridtet, at han ikke kunne stå oprejst, og ikke kunne opfylde sin rolle som konge, det eneste han formåede var at sidde i en lille båd og fiske, og omkring ham gik hans kongerige i opløsning og forfald, sandet kom og jorden blev gold, indtil fiskerkongen var omgivet af sult og mørke og råddenskab, omgivelser og konge er bundet sammen,  hvis kongen vansmægter går landet i stykker, verden spejler sjælen og kroppen.

 

 

En af de mest ækle ting jeg ved, er når solen skinner når jeg er trist, det føles som et slag i ansigtet, hvordan kan solen skinne på begravelser og på terrorangreb eller søndage?

Hvordan kan virkeligheden være så ligeglad og nådesløs at fortsætte, mens livet ender eller folk græder og lider?

Jeg misunder fiskerkongen hans empatiske kongerige, i vores historier følges verden og indre liv altid ad: Til begravelserne regner det, i gyserhistorier slår tordenvejret ned og når nogen lider i tavshed, står regnen ned i tykke stråler, men jeg ved ikke hvad jeg skal gøre med virkeligheden, som et splintret i andre historier end min egen, min sorg eller tristhed føles så lille, når verden ikke engang vil græde sammen med mig og bryde ud i regn, men bare fortsætter, som om intet vigtigt er sket, som om jeg er ligegyldig, som om mine smerter og sorger ikke er vigtige.

Som om jeg ikke er vigtig.

Som om alting er ligemeget.

Jeg kan ikke bære alt det, der peger på, at alting i virkeligheden er ligemeget.

 

 

Da jeg var yngre (jeg lyver, jeg er stadig bange) var min største frygt, den jeg krummede mig sammen over når væggene trykkede hårdt mod mig om natten, at det var umuligt at kommunikere min indre verden til de mennesker, der fandtes i den ydre, at vi var så fundamentalt forskellige at den stikkende sorg eller den store glæde ikke kunne oversættes til menneskesprog. Når jeg ser mig selv på videoer ser jeg klumpet og klodset ud, synes jeg, slet ikke som jeg forestiller mig, hvor klodsede må mine ord have været, da jeg forsøgte at forklare?

Man siger at mennesker ikke er øer, og det er også sandt, men vi er måske øer med broer, og jeg kan føle at broerne er vakkelvorne og nedslidte, og at en tankes nuancer bliver matte og grå når den siges højt, at alting går lidt under, når det bringes ind i virkeligheden, hvor tiden og sandet og svampene slider og nedbryder alt og termodynamikken langsomt, et sekund ad gangen, skubber universet nedad en vej, der engang vil betyde at alting er koldt og goldt og mørkt for evigt, ikke fordi vores sjæle lider, men fordi det er sådan virkeligheden er.

 

 

Fiskerkongen bliver kureret i myten, fordi Galahad (den ædleste og reneste ridder) stiller ham et spørgsmål om gralen, et spørgsmål, der fylder fiskerkongen med mening og helbreder hans sår, han rejser sig op og bliver konge igen, og omkring ham bryder græsset frem og verden bliver grønnere og lysere.

Jeg ville ønske jeg kunne ændre virkeligheden med ord og tvinge den til at blive grønnere eller i det mindste afspejle min sjæl, jeg er altid bange for at mine ord er for dårlige eller forkerte, at jeg ikke har det rigtige spørgsmål, eller at det slet ikke kan lade sig gøre at bruge ord til ændre virkeligheden, at det i virkeligheden er lige meget, jeg ved ikke om jeg forsøger at finde den rigtige sammensætning af ord og sætninger, som måske ville ændre alting lidt, måske der er en gylden sætning et sted, en slags alkymistisk færd efter de vises sten som ord, en slags helbredelse måske, men alle alkymisterne er døde og forsvundne og de vises sten viste sig bare at være svovl og kviksølv.

 

 

Det er giftigt at føle sig som en byrde, men det gør jeg, jeg føler mig undertiden som om mine ord bliver aske og min kærlighed kun er skygger, som om virkeligheden er for virkelig og dens ligegyldighed kvælende, jeg ved ikke hvordan man navigerer i den slags.

Hvis ting i det mindste blev golde omkring mig, når jeg var gold indvendig, ville det ikke føles som om min smerte var ligegyldig.

Jeg er, indser jeg, så bange for jeg er ligegyldig fordi mange ting i verden peger på jeg er det og det er så tungt at ens mening er ens egen og ingen andens ansvar og jeg ved ikke hvor man finder styrken eller modet til at bære det, jeg vil ikke være en ø, jeg holder ikke ud at være en ø og gid det altid regnede når jeg græd.