Den Splittede Gud: Et brev til Hong Kong

Siden det arabiske forår i 2011 er verden blevet rystet af pludselige tektoniske skift i det politiske landskab.

Den sikkerhed, der engang prægede hver eneste diskussion om den globale økonomi er, efter ti års krise, blevet gjort til skamme. Set herfra kan vi sige at ”Historiens Genfødsel”begyndte i Algeriet eller Egypten, men nu har genfødslen spredt sig og ryster selv de rigeste landes fundament, under de travle, skinnende byer, bygget på årtiers økonomisk spekulation.

Steder, der engang blev anset som værende på sikker grund – og kun behøvede sporadisk tilsyn fra teknokratierne i tænketankene og centralbankene – har vist sig at være opført hvor kontinentalpladerne skiller.

Hvordan ser historien så ud, nu den genfødes i Hong Kong? I har bedre udsigt end os, selvsagt – grædende øjne i tåregassen, blodige tænder, knasende cement og asfalt, støv, sved. Denne nærhed har sine fordele, ingen, der ikke har oplevet, hvad I har oplevet, kan sandfærdigt berette, hvad I har følt og gjort og lidt i det sidste halve år. Men den medfører også en vis klaustrofobi, kroppe der presses sammen, politiskjolde, der masses fremad, omklamrede slagsmål på metroen.

Undertiden kan nærhed kvæle perspektiv. I midten af ting som dette kan de mindste kampe fremstå som krige, de ubetydeligste skænderier kan vokse sig til mytologisk konfrontationer. Det kan være sundt at indhente udefrakommende synspunkter, et friskt perspektiv, som et nyt landkort eller et crowdsourced vejkort af politiopstillinger, et hjælpemiddel til at udmanøvrere sine fjender.

Set på afstand virker begivenheders bagvedliggende logik ofte uigennemsigtig. Men kampenes intensitet betyder også, at de, der ser til fra afstand, ofte vil se med et grådigt og opportunistisk blik på jeres bevægelse, de vil lede efter muligheder for at bruge den som en kølle i deres egne, lokale kampe. Dette kaldes ofte ”solidaritet” af aktivister og er i det store og hele harmløst, så længe det ikke er andet end en opvisning på de sociale medier, siden den slags mennesker kun har ringe magt og ikke kan tilbyde nogen materiel opbakning af større betydning.

Det er i højere grad farligt, når denne opmærksomhed kommer fra politikere og forretningsfolk, der har mulighed for og grund til at sætte statsapparatet i værk på forskellige retninger. På den måde er et besøg i Hong Kong fra en politiker som Ted Cruz ikke bare en gestus, og det har mere end symbolsk betydning at demonstranterne i Hong Kong vifter med amerikanske flag og søger amerikansk indgriben (mere eller mindre direkte), man er endda gået så vidt som til at anmode selveste Donald Trump om støtte.

Nu hvor Hong Kong Human Rights and Democracy Act er vedtaget i det amerikanske lovmaskineri og har modtaget præsidentens velsignelse, viser disse strategiers komplikationer sig tydeligt.

Disse begivenheder har fået en blandet modtagelse i USA og andetsteds. På den ene side har de, der betragter sig selv som venstreorienterede, taget afstand til billeder af Joshua Wong, der vidner foran den amerikanske kongres eller Ted Cruz, der fotograferes med demonstranter i Hong Kongs lufthavn.

Denne afstandtagen er banal og udgør ikke andet end at irettesætte naive indbyggere i Hong Kong for at række ud til den moralsk kompromitterede amerikanske højrefløj, der for tiden udgør landets regering. Måske er nogle af jer idioter (i så fald kan jeres følelser være sårede) og måske af nogle af jer fjender (i så fald: Who cares). Men, for langt de fleste af jer, er det sikkert at antage at I – ligesom basalt set alle andre i verden – er  udmærket klar over at USA ikke er jeres venner.

Den venstreorienterede kritik skyder derfor rent forbi. Undertiden kan en mere nuanceret version af denne kritik dog antyde konturen af en sandhed: Amerikansk intervention vil ikke være så ladesiggørlig eller ønskværdig som man tror. Denne vinkel vil vi vende tilbage til.

På den anden side må det indrømmes at den brede modtagelse af lovgivningen i USA har været mestendels positiv. Dette er, i hvert fald delvist, en følge af en ny koldkrigsdiskurs fra den amerikanske højrefløj, et forsøg på at skjule deres egne autoritære tendenser ved at pege på den truende fjender, der nærmer sig fra øst. Dette forklarer den brede opbakning protesterne i Hong Kong har i den vestlige verden, en luksus, der aldrig tildeles optøjer i Ecuador eller Paris og aldrig nogensinde i selve USA. Denne, ofte overdrevne, opbakning til protesterne i Hong Kong (selv når de er voldelige) fra de massive mediemonopoler har udstyret os med en case, et eksempel på hvordan reel folkelig opbakning ser ud og eksisterer for denne slags begivenheder. Det er ikke muligt, i denne forstand, at reducere den amerikanske, folkelige opbakning til en enkel sag om højreorienteret propaganda. I stedet kan vi argumentere for at den positive modtagelse har givet os et glimt af hvordan tingene ser ud når medierne, for en gangs skyld, ikke er i gang med skiftevis at fordømme og forblomme begivenhederne, men faktisk rapporterer hvad der sker.

Det er derfor oplysende at se på hvordan begivenhederne i Hong Kong er repræsenteret i de vestlige medier, især i de amerikanske, og hvordan indbyggere i Hong Kong har forsøgt at appellerer bredt til den amerikanske befolkning (og til amerikanske politikere, specifikt), i håbet om en eller anden slags intervention. I de vestlige medier ser vi et uendeligt fokus på de ”demokratiske” aspekter af protestbevægelsen, hvilket aldrig defineres eller dvæles ved.

Dette medvirker til at skabe en formodning hos læserne om at demonstranter simpelthen protesterer for at opnå noget, der minder mere eller mindre om det amerikanske politiske system. Dette er selvsagt formålet for nogle af demonstranterne, for hvem logikken ”min fjendes fjende er min ven” er trængt dybt ind i blodet – resulterende i en uhelbredelig ødelæggelse af deres mentale formåen. Men vi må formode at de, der med oprigtigt håb vifter de amerikanske flag, er betragteligt færre end både medierne eller ”venstrefløjen” forestiller sig.

Hong Kong har en central placering i spillet om global magt, og det er derfor svært at forestille sig en udgave af Hong Kong-demonstrationerne, der ikke ville være tvunget til at involvere beskidte geopolitiske tricks som f.eks. at appellere til USA i større eller mindre grad. Det er en enkel strategi mod den værste undertrykkelse: God PR i USA og gunst hos de amerikanske politikere (hvem går op i på hvilken side af den grundlæggende ensidige politiske maskine, de egentlig er på?) besværliggør begge, marginalt eller ej, indsættelse af det kinesiske militær fra fastlandet. Den ene ulempe er, at det gør det langt lettere for den kinesiske stat at pege på sådanne henvendelser til USA, som tydelige beviser på udenlandske indgriben i indenlandske affærer.

Dette er formodentlig uundgåeligt, men det driver en næsten usynlig kile ned mellem demonstranterne og deres potentielle allierede på fastlandet. Måden demonstranterne har, indtil nu, blankt ignoreret udsigterne til en sådan alliance er i øvrigt så langt det svageste aspekt af bevægelsen. Men selv hvis vi anser henvendelser til vestlige politikere som nødvendige, er det nemt at tale sig selv blind, opstylte de hårde ofre som realpolitik kræver, som om hver eneste demonstrant var Henry Kissinger. At gøre sådan er at glemme at de konkurrerende nationale interesser som ideen om realpolitik udgør, altid har været en myte, for at tilsløre den uimodsagte og totale iværksættelse af amerikansk udenrigsmagt.

Det er sandt at demonstranterne i Hong Kong har et snævert territorium at operere på. Men det gør det kun desto vigtigere at det reelle terræn er så tydeligt som muligt. Og lige nu er dette terræn ved at blive indhyllet i en tåge af geopolitiske fatamorganaer, der forblinder demonstranterne fra potentialet på fastlandet, og samtidig trækker dem tættere på det falske lys fra den fjerne amerikanske titan. Hvad betyder alt dette? Lad os bruge en metafor: Demonstranterne taler om USA og Kina som to guder, der står på hver sin bjergtop, låst fast i tvekamp.

Håbet er at for at undgå at knuses under Kinas fødder, må Hong Kong anmode USA om beskyttelse. Måske vil USA række ned fra skyerne og holde Hong Kong i sine hænder eller måske vil USA bare beskytte Hong Kong fra det værste af Kinas vrede. Måske ikke engang så meget. I årevis har demonstrationer i Hong Kong erklæret at byen er døende – eller allerede død. Måske er håbet er håbet ikke at redde Hong Kong, men at få udbetalt blodgælden for drabet – og hvilken gud er bedre til dette end den blodigste og mest hævntørstige af alle?

Men de to lande er ikke guder, de er ikke engang lande, i den geopolitiske forstand. Kina og USA er blot to store parter i en enkelt global økonomi, der driver af selvmodsigelser. Når disse selvmodsigelser intensiveres, ser det ud som om at disse to dele af den samme krop, vendt mod hinanden, er to distinkte parter i konflikt. Det er let at lave den fejl, mens guderne kæmper i himlen og vi forsøger at undgå at blive knust. Men hvis du ser over mørket, ser du omridset er noget mærkeligere og anderledes, i stedet for to guder i politiske krig viser sig et monstrøst væsen, en overgud, hvis krop er gjort ikke af statskundskab og geopolitik, men af økonomi.

Og værre endnu, du indser at du selv, dit land, din by, alt, uanset hvor du er, er mikroskopiske underlødige dele af dette hæslige, guddommelige væsen, der strækker sig udover hele jorden, alting og alle. Og først når du ser dets titaniske, askegrå og udtryksløse ansigt forstår du at der aldrig var to guder på bjergtoppene, kun en, delt mod sig selv, dens kløer i dens eget kød, tænderne i anklerne, dansende i kaos og galskab, mens både dens krop og verden omkring den går under.

Lige nu ser vi kun de indledende skridt i denne dans, nogle få bloddråber der varsler en endnu fjern fremtid. Men at se på gud, spundet af og for den globale økonomi, forenet i uforenelighed, leder os til konklusionen at hverken Kina eller USA kan vinde, og hvis Hong Kong satser på den ene eller den anden, satser Hong Kong på nederlag og undergang. Hvis det ikke var tydeligt allerede: Du er allerede en del af den globale økonomi, selv mens du knuses under dens vægt.

Pointen er denne: Stol aldrig på de, der taler om verden i rene geopolitiske termer, som om den blot var gjort af ”nationer” med ”interesser” der sommertider er modsatrettede. Geopolitik er et hologram, udspændt over den smertefulde økonomiske virkelighed, sminke for at forklæde dens globenusende ødelæggelse i melodramatik, Ted Cruz, Trump, politiske ledere og folkestemning. Hong Kongs position er sårbar.

Men det betyder kun at det er desto vigtigere at se igennem drømmesynet om geopolitik og indse det reelle terræn den global magt består af: Økonomi. Specifikt: Økonomi forstået som vores evne til at organisere os og producere ting, ikke i den smalle forstand vi er blevet forvænnet, hvor økonomi er en manikæisk kamp mellem udbud og efterspørgsel, der udspiller sig på abstrakte markeder, og ikke ofrer energi på tingenes tilblivelse eller samfundet i sin helhed. Hvad synes at være en geopolitisk kamp mellem to distinkte grupper af politiske ledere kan mere præcist, mere retteligt, anses som en selvmodsigelse og konflikt mellem to fraktioner af en enkelt klasse af den økonomiske elite, der kontrollerer samfundets kapacitet for at producere og omfordele goder.

Selvmodsigelse er et vagt ord, lad os være mere udtalte om hvad en ”økonomiske selvmodsigelse” er, helt præcist. Når vi siger at der er en enkelt global økonomi, men at den driver af selvmodsigelser, siger vi, med andre ord, at der, modsat hvad den gængse økonomiske lærdom siger, ikke findes nogen ligevægt i det kapitalistiske system. Kapitalisme er navnet for det nuværende eksisterende sociale og økonomiske system i hvert eneste land i verden, fordi hver eneste af de nationale økonomier er a) forbundet til hinanden i lange kæder af afhængighed og b) alle, fundamentalt, drevet af profit.

Dette er naturligvis en forenkling, men kun en enkelt detalje er nødvendig her: Profitten administreres af en forsvindende lille elite i hvert land, der ejer størstedelen af tingene i landet – men især ejendom, fabrikker, landbrug, lagre og varehuse og sværmen af maskiner, man bruger til at fremstille ting. Denne minoritet af eliten udøver deres ejerskab over de industrielle, kommercielle og finansielle firmaer de har (og er) investeret i, og hver enkelt er i konkurrence med hinanden for at sikre den størst mulige andel af markedet og på den måde skabe profit.

Når firmaer fejler bliver de udslettet eller opslugt af andre firmaer, og over tid har dette med at skabe større og større monopoler. Disse monopoler er ofte løst organiseret langs nationale landegrænser, selv når de opererer internationalt, for deres hårdeste konkurrence kommer fra nyere firmaer med bedre teknologier og billigere arbejdskraft i andre lande. Det er denne konkurrence mellem klaser af store firmaer i forskellige lande, der hver især er lænket til deres respektive landes nationalvaluta (hvis værdi er prissat på det internationale marked), der udgør essensen af en handelskrig: Hvert land forsøger at opnå den mest fordelagtige behandling a deres nationale firmaer og den mest fordelagtige bevægelse i prissætningen af deres nationale valutaer. Det er denne konflikt, der menes med ”økonomisk selvmodsigelse” i denne kontekst.

Een strategi for ældre, større firmaer fra de rigeste lande er at outsource mere af deres produktion til de nyligt konkurrerende lande. Det resulterer i en alliance, der kommer forud for de mere voldsomme former for konkurrence. For Hong Kong er dette selvsagt ikke nyt: Byen var netop epicenter for en sådan alliance mellem USA og Kina. Da amerikanske (og europæiske og japanske) firmaer søgte at outsource de mest simple produktioner til det kinesiske fastland blev Hong Kong en vigtig skueplads til at forhandle vilkårene for denne outsourcing.

Dette var muligt grundet Hong Kongs fysiske og kulturelle nærhed til Kina, og det muliggjorde at Hong Kong outsourcede sine egne produktioner til Kinas fastland længe før USA. Dette, og Hong Kongs distinkte politiske status, tillod Hong Kong at fungere som en slags luftsluse, der kunne beskytte det kinesiske fastland fra de globale markeders turbulent, mens omstillingen til kapitalismen fandt sted.

Men denne slags alliancer kan kun baseres på allerede tilstedeværende uligheder i industriel kapacitet: USA outsourcede kun til Kina, fordi produktionspriserne steg andetsteds i Østasien. I Taiwan og Sydkorea steg lønningerne, og på andre områder (fx produktion af mikrochips) havde disse lande sluttet sig til Japan og Tyskland som direkte konkurrenter på de mest betydningsfulde markeder.

Den nuværende handelskrig er blot resultatet af denne alliances langsomme opløsning, idet Kina overstiger dets tidligere underlegne position. Kina er ikke længere et fattigt lang, der kan kanalisere tilsyneladende uendelig, billig arbejdskraft ind i produktionskæder ledet af amerikanske monopoler. Det har mindre at tilbyde USA og mere at true med. Samtidig har den kapital som den kinesiske elite har optjent i alliancens år gjort udenlandsk kapital mindre væsentlig, om end ikke endnu uundværlig. Hvad vi kalder handelskrigen er kun de første jordrystelser, der varsler alliancens endelige opløsning. Det er ikke et tegn på at forholdet allerede er splintret i åbent fjendskab.

Men hvad betyder det for Hong Kong? Hvad er de praktiske konsekvenser? Den første harske konklusion er, at I aldrig har haft, og aldrig kan have, ”et land, to systemer”. Den illusion, som den relative selvbestemmelse udgjorde, eksisterede kun som resultat af handelsalliancen mellem Kina og USA, der krævede Hong Kongs selvbestemmelse, for at muliggøre et miljø, der kunne skaffe udenlandsk kapital til det kinesiske fastland.

Kun derfor levede illusionen om et ”et land, to systemer” – kortvarigt. Nu hvor fastlandet er mere åbent for det globale marked eksisterer Hong Kong kun som et af mange potentielle steder, hvor firmaer kan trives, kun fordelagtigt grundet dets allerede eksisterende infrastruktur, viden og etablerede forhold til handelspartnere. Hermed ikke sagt at Hong Kong er ligegyldigt i den globale fordeling af magt – forsøg fra den kinesiske stat på at udskifte Hong Kong med Shanghai har indtil videre været langt mindre succesfulde end staten ønsker.

Men det betyder også at den tilsyneladende invasion fra den kinesiske stat ikke er ved at erstatte Hong Kongs kolonialt arvede liberalkapitalisme system med en eller anden form for ”autoritær socialisme” eller, hvis du vil lyde som en ægte idiot, ”kommunisme”. Det som sker i Hong Kong er ve at ske allevegne: Byerne bliver så dyre at kun den rigeste elite kan bebo dem, overvågning spreder sig til hver eneste gade og krog og flere og flere mennesker smides i stadigt voksende fængsler, arrester og ”opbevarelseslejre”. I USA har det en racemæssig karakter og i Kinas fastland retfærdiggøres det vagt med ”nationalt fællesskab” og ”modstand mod ekstremisme”.

Der findes ikke længere ”to systemer”.

Der er kun et: Kapitalismen. Krisen i Hong Kong er derfor ikke et spørgsmål om den kinesiske invasion, det er et spørgsmål om at den kapitalisme som indtil videre har været klædt i det kinesiske flag er begyndt at stikke sit hoved frem fra murbrokkerne, jorden skælver og Hong Kongs unikke finansielle position eroderer væk. Det tvinger os til at indse at hvis vi tjener økonomien og profittens interesser resulterer det kun i en mere og mere ubeboelig verden. Hong Kong bliver gradvist unødvendig for mægling mellem fastlandet og resten af verden. Byen overlever ved sin inerti, levnet af hastighed fra tidligere tider, og det betyder at mere og mere af byens økonomi understøttes ved voksende spekulation. Under disse forhold, tror du da at ejendomsinvesteringer fra Xis familie har en anderledes effekt på dit liv end dem fra Li Ka-Shing? Selvfølgelig ikke: Der står det samme i kontrakten, uanset om den er skrevet på mandarin eller kantonesisk.

Den anden konklusion er at anmodninger om indgriben fra amerikansk side, om end ikke ubrugelige, kun kan have begrænset effekt. Siden der reelt kun er eet globalt system, ledet af USA, er det umuligt for Hong Kong at løsrive sig fastlandet og tilslutte sig et andet. Det kinesiske fastland er stærkt påvirket af den globale amerikanske magtstruktur, selvom den stigende konkurrence med amerikansk industri tvinger fastlandet til at fremstille sig selv anderledes, som noget distinkt og selvindeholdt. På samme vis er det umuligt for Hong Kong at stå fast på at profitere og involvere sig i den globale økonomi i kraft af sin position som en frihavn for fastlandet, uden at skulle integrere sig yderligere med dette: Varerne der strømmer igennem Hong Kong stammer, trods alt, fra fastlandet.

Det er derfor den kinesikse stat har forsøgt at trumfe Hong Kongs integration med det større urbane område ved Perleflodens udløb igennem så hurtigt som muligt: De kinesiske politikere ser, korrekt, at Hong Kongs eneste håb om fortsat økonomisk velstand under det nuværende status quo, kræver dybere forbindelse til det kæmpestore urbane kompleks på tværs af vandet. Mens den splittede gud splitter ikke blot sig selv men hele verden ad, kan en bøn om hjælp til hverken den ene eller den anden af dens dele frelse Hong Kong fra at blive knust under kampens vægt.

Lige nu er det vigtigt at huske at handelskrigen stadig er en lille affære, det kræver mange år før den er udløst i sin helhed. Men hvis konflikten mellem USA og Kina fortsætter med at eskalere synes to scenarier at være de mest sandsynlige: Det første er at det amerikanske del af den splittede gud besejrer den kinesiske del, og forkrøbler sig selv undervejs. Dette er noget i retning af det japanske nederlag til USA i løbet af 1980erne. Valutapolitik er handelskrigenes atomvåben og den amerikanske sejr blev sikret, som tidligere, med dette. Da Plaza-aftalen blev underskrevet i 1985 overgav Japan sig og yennet blev tilladt at stige mod dollaren, med ødelæggende effekt for den japanske industris konkurrenceevne. Allerede før aftalen havde profitmarginalerne længe været for nedadgående i Japan og kapitalen havde vendt sig mod spekulation og investeringer udenlands, især andre steder i Asien. Reevalueringen af yennet skruede både op for disse tendenser og destabiliserede den tilbageværende kerne af den japanske industri, hvad resulterede i den massive finansboble, der brast i 1990 og tilvejebragte de ”tabte årtier”.

Den japanske del af den splittede globale økonomi-gud begik rituelt selvmord under pres fra den amerikanske del, men den gjorde sådan for at guden i sin helhed kunne overleve. Undergangen var pludselig og kold og den ødelagde fremtiden for den japanske ungdom og skubbede fødselsraten så langt ned at landet er fanget i en demografisk fælde, der synes at have fordømt også fremtidige generationer.

Hvad ville et sådant scenarie betyde i Kina? Resultatet er svært at forestille sig, for disse begivenheder ville finde sted på en hidtil uset skala. Og derudover foregik Japans underkastelse i en helt anden kontekst: Japan var allerede helstøbt medlem af en amerikansk ledet militær-økonomisk alliance og den japanske industri var aldrig så central for den globale økonomi, som den kinesiske er i dag. Og samtidig kunne andre asiatiske lande bøde for faldet, lande Kina kunne overtage den produktion som forsvandt fra den globale økonomi. Da den splittede gud ramte den japanske del af sig selv, var det som at skære en arm af sig selv, med fuld vished om at den kan gro tilbage. Men at ramme Kina i dag kan bedre sammenlignes med at dolke sig selv i hjertet.

Resultaterne kan være langsomme og usynlige. Kina falder længere ind i en tilstand af middelklasse, væksten slækkes endnu mere i de rigeste lande, nye, små krige bryder ud her og der. I dette tilfælde forbliver Hong Kong formodentlig i den samme situation, langsom sultende, vitrende bort. Men, om end mindre sandsynligt, det kan også forestilles at effekten vil være mere spektakulær: Kina kan opleve en balkanisering som den der sås i Sovjetunionen, hver faktion af eliten ledet af delte oligarker, nye militære kraftanstrengelser fra det amerikanske imperium i et forsøg på at revitalisere sig selv. I dette scenarie kunne Hong Kong få sin uafhængighed. Men politisk uafhængighed bygger på økonomisk uafhængighed og hvad ville Hong Kong kunne producere eller gøre i et sådant tilfælde? Det kunne kun overleve ved at dyrke præcis de samme korrupte orbindelser der nu findes til oligarkerne fra fastlandet, men nu til hver enkelt provins i stedet for den samlede kinesiske stat. Er det virkelige så meget bedre at betale skat til røverbaronen end til kejseren?

Det andet mulige udfald er ikke mere ønskværdigt. Størrelsen, skalaen og situationen som den kineisske økonomi befinder sig i er ikke sammenligneligt med den japanske. Kina har langt stærkere kontrol over sin egen valuta, langt større kontrol over sin kapital og er, vigtigst af alt, og har aldrig været en del af det amerikanske militærkompleks i Stillehavet. Det har snarere været militærkompleksets mål, hvad placerer den i en fjendtlig underlegen rolle, nærmere end den samarbejdsvilligt underlegne japanske rolle. Hvis Kina derfor nægter at underkaste sig som Japan gjorde i firserne, kan konflikten mellem disse to fraktioner af den globale kapitalistklasse eskalere til grader af fjendtlighed vi ikke har set i et halvt århundrede. Dette ville på mange måder være en tilbagevenden til klassisk rivaliseren mellem imperier og det ville betyde dannelse af handels-, produktions-, kapital- og militærblokke, hver allieret med hver sin side af konflikten. Det er imidlertid en fejl at tro at disse blokke allerede findes og derfor forsøge at alliere sig med den amerikanske. Som sagt herover er dette slet ikke tilfældet i dag. Og selv hvis de blev dannet over de næste ti-tyve år, er det lige meget om Hong Kong, mod sin vilje eller ej, blev integreret med den kinesiske stat eller om en udgave af ”et land, to systemer” kunne overleve: Et Hong Kong med for tætte forbindelser til USA ville være dømt til ødelæggelse. I dette perspektiv kunne en stærk amerikansk indgriben i Hong Kong i nutidens konflikt være en endnu værre mulighed end det allerede ser ud til.

Under disse forhold kunne det mindst voldelige udfald godt være en tilbagevenden til en tilstand af kold krig. Verden splittet mellem to supermagter, der truer med militær ødelæggelse og aske. Dette er betragteligt forskelligt fra formodningen om at vi allerede befinder os i en sådan tilstand. Den splittede gud kunne dele sig på midten, og hver halvdel ville lide og slå voldsommere ud mod den anden som resultat. Men i denne krig, ulig den kolde, ville hver side være sin økonomiske tvilling. To sider af det samme kapitalistiske system afskåret sig selv, langsomt udhungrende mens det forsøger at kvæle sin tvilling. Under disse forhold ville Hong Kong forblive arena for en udstrakt stedfortræderkrig før fastlandet endeligt besatte byen. Nogle håber i dag at Hong Kong under disse forhold kunne opnå selvstændighed som en selvstændig bystat, som Singapore, men bakket op af direkte beskyttelse fra det amerikanske militær, som en mindre udgave af Taiwan. Geografi og historie opstiller dog væsentlige forhindringer for denne mulighed. Taiwanstrædet har altid, og vil altid være, centrale for amerikansk flådemagt, og truslen fra den samlede Kina- og Sovjetblokken er central i forståelse af Taiwan. Uden en sådan geografi og en så stærk, militærfjende er det usandsynlig at det amerikanske militær i samme udstrækning ville blive iværksat for at forsvare Hong Kong. Og det er under alle omstændigheder usandsynligt i den nærmeste årrække, medmindre vi forestiller os et skift til en afsindig og kollektiv galskab hos de amerikanske politikere.

Men selv ideen om at vi er ved at gå ind i en ny kold krig er naiv, da den kolde krig byggede på to cirka lige stærke militære magter, låst fast i en langsom strategisk konflikt. Der er ingen over eller ved siden af USA i dag. Kina er svagere i alle respekter, det er muligt at Kina kunne kæmpe og vinde en forsvarskrig, men i sidste ende er Kina for svag til at kunne true med en aggressiv krig. Hvis spændingerne eskalerede i denne retning ville udfaldet ikke så meget være en langsom strategisk kamp mellem to ligeværdige, og nærmere en dominokavalkade af global borgerkrig. Konflikter ville bryde ud som følge af et svækket amerikansk hegemoni, optaget af konflikten med Kina. Denne mulighed, en tredje verdenskrig, der på en eller anden måde undgår atomar udslettelse, er næppe værd at heppe på. Men, kombineret med den uoverskuelige destruktion der medføres af den globale klimakatastrofe, kan det være den eneste ting, der har mulighed for at genoplive muligheden for profit i den globale økonomi på længere sigt. Hvordan ville Hong Kong klare sig i en sådan konflikt? For mange forhold ville skulle ændre sig for at et sådant udfald kunne finde sted, og det er svært at gisne. Men, ærlig talt, virker det mest sandsynligt at Hong Kong ville brænde, enten af Kina for at få bugt med spioner eller af USA, for at ”befri” byen på samme måde som Bagdad blev ”befriet”.

Vi er uden muligheder, i så fald, smedet sammen med og knust under fødderne på den gale, splittede gud i dens verdensødelæggende dans. Men historien er ikke skrevet af guder, den er skrevet af mennesker, og det er en læring I, i Hong Kong, er ved at gøre hurtigt. Om I kan lide det eller e, er jeres by ikke længere blot en ø. Den er blevet en del af et globalt øhav, hvor en ny bølge af konflikter bryder ud, fra Haiti, til Ecuador til Chile, til Katalonien, Algeriet, Lebanon, Irak og, selvfølgelig, de mange håb og tragedier der tilfalder Kurdistand, videre øst, Indonesien og, til sidst, Hong Kong. Deltagerne i oprørets øhav er ikke forbundet på nogen direkte måde, men alle har rejst sig for at stå over havet, der kaldes status quo. Oprørernes øer formes fordi de dybe tektoniske kræfter, der udgør historien, ikke trykker på samme måde på hver del af verden og ej heller kun trykker en vej. Jorden bøjer først et sted, og så siden et andet, og alt for ofte sluges de brændende, dampende øer af havet, lige så hurtigt som de sprang op. Øerne driver i hver sin retning og virker ikke forbundne fordi, i det store og hele, fordi de ikke er forbundne. Den eneste kraft der binder dem sammen er det faktum at de alle er produkter af historiens genfødsel, og derfor er vinduer ind i fremtiden. Flere øer vil dannes og for at overleve må de finde sammen. Disse kampe åbner en sår af et andet slags i den splittede globale økomiske gud, en slags mutation kan man sige, som truer med at transformere og omgøre de fundamentale måder samfundet organiserer produktion.

Samtidig forvitrer de gamle politiske positioner under kampen og undertrykkelsens stigende pres. I Hong Kong kan man forsøge at klinge sig til gamle ord, arvet fra mindre, mere begrænsede begivenheder fra fortiden, man kan kalde sig selv (eller andre) pan-demokrater, lokalister, fortalere for semi-autonomi eller bystats-tilhængere. Men sandheden er at alle disse betegnelser er forældede, fordi de ikke er skabt af nutidens begivenheder. Ingen af de unge på gaden bruger disse ord om sig selv. Dette indebærer ikke at politik i sig selv er forældet, selvom det altid ser sådan ud, når noget stort, noget på historisk skala er ved at ske. Langsomt vil distinkte, nye positioner opstå ud af de nye betingelser. Først vil de forsøge at besvare spørgsmålet ”Hvad skal vi gøre i længden?” og siden vil de store, brede spørgsmål dele sig i mindre, før de får mere medvind. De stærkeste delinger vil ikke være baseret på de større analytiske forskelle (fx selvstændighed over for ”et land, to systemer”), men på de største taktiske uenigheder, siden disse taktiske forskelle hjælper med at fokusere de teoretiske forskelle (f.eks. skal kun kinesisk og politiets ejendom angribes eller skal lokale kapitalisters ejendom inkluderes – og hvad sker der, når tidligere støttende medlemmer af Hong Kongs elite siger at nok er nok og mener at protesten bør indstilles?). Opdelingen af byen i Gul og Blå er den første del af denne proces, bevægelsens støtter og dens fjender, og så Rød og/eller Sort for at mærke de mest ligefremme af den kinesiske stats magt og Grøn for de mere tvetydige institutioner. Men i sidste ende vil der være behov for en mere detaljeret beskrivelsen af hvorfor og hvordan denne magt skal bekæmpes, og dette vil kræve analyse.

Fra denne analyse vil mere sammenhængende politiske positioner opstå. De som indtager den begrænsende geopolitiske position beskrevet ovenfor vil finde dem selv på katastrofekurs. Den taktiske fordel ved at vifte amerikanske flag er tiltrækkende på kort sigt og har måske været essentiel for at opnå den beskedne beskyttelse, der tilbydes af stor mediebevågenhed. Men på den lange bane misfortolker denne slags taktikker groft terrænet. Farligere endnu kan de lægge afstand til potentielle allierede på fastlandet, utilfredse arbejdere hvis udsigter stagnerer med den aftagende økonomi. Dette tillader den kinesiske regering at puste til gløderne af nationalisme og lede den stigende utilfreds over på en fremmed fjende. Selvom det ser ud som om dette had er indgroet, er det i høj grad et storstilet kinesiske medieapparat, der har haft held til at flytte utilfredsheden med den rige elite over på den relativt mere velstillede ungdom i Hong – en lille men vigtig forskel. De alliancer, der er farligst for den eksisterende magtstruktur, er ofte de, der er mest naturlige og mest besværlige at bygge, fordi så meget energi bliver brugt på at få denne slags alliancer til at virke unaturlige eller umulige. På denne måde vil de agressive anmodninger om indgriben fra amerikansk side næppe resulterer i faktisk indgriben, men snarere en opblomstring af en nationalistisk modtendens på det kinesiske fastland.

Samtidig vil de, der forsøger at klamre sig til det gamle politiske kompas i Hong Kong hurtigt blive overhalet. Om de er pan-demokrater, lokalister eller noget andet, vil disse postioner hastigt bliver forkastet og transformeret til noget førhen ukendeligt. Det virker, i kontrast, som om de, der bedst har forstået terrænets reelle udseende er de mest nihilistiske demonstranter, de som flår murstenene fra Argyle Street og skriver ”hvis vi brænder, brænder I med os” eller ”jeg vil hellere være aske end støv” på metroens forkullede og udhulede stationer. Hvordan kan den mindst politiske gruppering – den som synes kun at ønske byens ødelæggelse – være den der har det mest præcise udsyn til terrænet? Det er fordi deres mangel på politiske koordinater er selve protestbevægelsens hjerte og kollektive bevidsthed. Den bogstavelig handling at flå byen fra hinanden er også en figurativ ødelæggelse af byens hidtidige ideologiske og politiske fundament.

På den anden side har disse unge nihilister et håndfast greb om nødvendigheden af magtanvendelser i den politiske kamp, såvel som det faktum at alle eksisterende kræfter er allieret imod dem og derfor må ødelægges. En sådan indsigt kan selvsagt udvikle sig til en reaktionær, selvmorderisk nihilisme, som kun ønsker at se sin egen smerte spejlet og udfoldet hos andre, og, i denne forstand, kan acceptere terrorens logik, den totale krig og modstanderens udslettelse. Men i dets kerne er denne nihilisme en præcis forståelse af det globale økonomiske terræn, der findes under geopolitikkens fatamorgana: Der er ingen måde at frelse Hong Kong, fordi Hong Kong, som det er nu, kun kan overleve i et global kapitalistisk system med Kina som byens omdrejningspunkt. De forstår at den udgave af Hong Kong som alle tror de kæmper for allerede er død. Det virkelige spørgsmål er ikke hvordan man frelser Hong Kong, men hvad der skal bygges på standen under brostenene. Måske er Hong Kong ikke navnet på en by, der langsomt kvæles. Måske er Hong Kong navnet på en by, der endnu ikke er bygget.

Originalt udgivet på chuang, oversat af Jens Haag, februar 2020.

Jeg drømte jeg var en ung pige

Jeg drømte jeg var en ung pige uden forældre, i hvert fald var min rigtige far flyttet væk og havde fået et nyt barn. Han besøgte mig undertiden, men betragtede mig med et grimt blik, noget var i vejen med mig, noget farligt, som gjorde mig ulykkelig, men som jeg ikke helt forstod. Han holdt afstand.

Min mor var ingensteder.

Så jeg levede på et børnehjem og havde et bånd til de andre børn der, bortset fra en ældre dreng, der ydmygende og falsk-kærligt rodede mig i håret og hviskede at jeg aldrig måtte glemme at han kunne ødelægge mig.

Om aften så jeg på stearinlysene, det føltes som om de små flammer var ligesom mig, varme og alene og skrøbelige, og de ansatte på børnehjemmet viskede om mig og pustede lysene ud hvis de så mig stirre for længe på dem. Undertiden om alvorlige læger og tog tests af mig, jeg snød mig til at kigge på deres papirer og der stod ord jeg ikke forstod, pyrokinese, latent, akut og ord jeg forstod, unormal, afvigende, farlig.

Nogle gange når jeg vandrede alene gennem byen kom jeg til at se et sært hus, der boede to mænd, flotte, en af dem gik i læderjakke og drillede mig og med tiden lærte han mig at skyde dåser med en luftbøsse i deres baggård, når jeg var hos dem følte jeg mig hjemme. Den anden smilede varmt, han have mørke, funklende øjne, og lavede røræg til mig, og de fløj undertiden pludseligt væk i deres hoverfartøj og kom tilbage med indbundne arme og mørke tanker, men de smilede stadig til mig. En dag kiggede jeg ved et uheld i store garage, der var kasser med våben, medicin og da de fandt mig holdt de mig tæt, men fik mig til at sværge aldrig at fortælle nogen hvad jeg havde set, og jeg lovede og de stolede på mig og i deres stue hørte vi gamle plader med franske sangerinder.

Byen jeg boede i, pumpede olie op fra en dyb undergrund, alle arbejdede med olien, det var hårdt og farligt arbejde, en dag blev alle børn sat op i en lang linje med en dunk råolie og måtte møjsommeligt gå op ad en stejl bakke og aflevere dem i kontoret, ham der mobbede mig låste mit værelse og sørgede for jeg kom som den sidste og måtte vente længst i kulden, men når mine venner havde afleveret deres dunke kom de tilbage og holdt mig med selskab og endelig nåede jeg frem til kontoret, men døren blev slået op og min plageånd skubbede til mig og jeg tabte dunken, og ifølge reglerne måtte jeg derfor begynde forfra, der var små istapper på mine øjenbryn, jeg rystede og mine skridt blev stive, men jeg gjorde det igen, og så kom han ind af døren igen og stirrede på mig med et ondt, rødt smil, men jeg ville ikke gøre det igen, jeg kunne ikke, så jeg skreg, og han slog ud efter mig og ville mig ondt og jeg ved ikke hvad der skete, men en ild voksede fra mig som blev til et flammehav der opslugte ham og brændte ham op, han nåede knapt at skrige mens hans ansigt smeltede, benzinen blev antændt, alting brændte og brændte og brændte, kontoret og dets ansatte, alle dunkene, hele verden lod til at brænde og jeg stod alene i det, uskadt af flammerne, og skreg og græd og skreg og græd og græd.

Jeg vågnede op i asken, mine venner fra børnehjemmet kom løbende, de havde gemt sig i en bunker, men de skreg at jeg måtte flygte, mænd i blanke visirer og våben kom efter mig, de havde brandsikre uniformer på. Jeg forsøgte at løbe, men snublede i de brændte planker, ru handsker greb mig og det blev mørkt igen og jeg vågnede i mørket og opdagede det var en celle, jeg havde en tynd hvid patientdrag på, jeg følte mig nøgen og krympede mig sammen i hjørnet, to gange om dagen kom en mand i kittel ind, han tog min temperatur og spurgte hvordan jeg følte mig, de serverede grød for mig om eftermiddagen.

En dag, jeg ved ikke hvornår, kom manden i kitlen ind og tog mig med til et anden lille rum, et med en stol og et vindue, og på den anden side sad min far og hans nye datter, hun var yngre og kønnere end mig, og selvom jeg var vred på hende fordampede det raseri da jeg så ind i min fars bebrillede blik, han var skuffet over mig, sagde han, han havde håbet at jeg ville styre mig, og mens han talte sådan om mig legede han med sin anden datter og jeg blev stille, selvom noget rasede i mig, en stump varme som glødende kul, han blev ikke længe, ville han bare sige, faktisk var det her en slags farvel. Hverken hans familie eller hans karriere kunne bære at have kontakt til sådan en som mig og så eksploderede alting igen.

Jeg brændte og han brændte med mig og hans datter også og lægerne i deres kitler og glasset imellem os og den tynde patientdragt de havde givet mig, som jeg hadede, alting brændte til aske og jeg kollapsede ikke, jeg blev ved med at brænde, jeg brændte så meget at jeg løftede mig over jorden og fløj så højt op i luften at jorden forsvandt under mig og luften blev tynd og jeg blev let i hovedet. Der var ikke mere ild, ingenting, jeg var for svag og jeg faldt ned mod jorden igen, når jeg ramte jorden under mig ville jeg blive knust og dø, og måske var det også det bedste. Vinden suser omkring mig og heroppe er stjernerne og månen meget tydelige, men de forsvinder hurtigt, jeg lukker øjnene.

Et puf mod min skulder, jeg ser ind i manden med de mørke varme øjnes ansigt, han smiler hvidt til mig, jeg forstår ikke.

Han forsøger at tale til mig, men jeg kan ikke høre ham i vinden, han har en dragt på så han kan svæve, jeg bliver bange, mine hænder bliver gloende, han ser alvorligt på mig, og så tager han fat i den maskine, der skaber svævekraften, han river den af sin dragt og med to kabler binder han den fast til mig, han kigger mig i øjnene, han smiler og skubber sig langt væk fra mig, jeg skriger, jeg tror jeg græder, men vindmodstanden er så hård at mine tårer med det samme bliver kastet væk, jeg kan mærke mit fald blive langsommere, jeg har tabt ham af syne, jeg taber virkeligheden af syne.

Jeg vågner op i en seng, min ven, ham der lærte mig at skyde, sidder ved siden af mig, han har mørke rande under øjnene, han holder min hånd og er glad for jeg lever, de havde ledt længe, de havde ligger i skjul efter mig ude foran institutionen i ugevis, da den eksploderede og brændte til aske, det var et held de kunne nå mig, men han bliver også stille, og jeg forstår at hans elskede døde for at redde mig, og jeg græder og omfavner ham og han holder mig helt tæt, og ser på mig, og jeg forstår et mørkt sted inde i mig at jeg har hævn og retfærdighed at udøve, gengæld for blodet, noget er galt med verden og jeg skal brænde den til den er renset.

Så vågner jeg.

KOKSGRÅ

Jeg læste engang en historie om en fabrik i en mineby, hvor stærke hænder gravede rå timer op af jorden.

Timerne tog form af ujævne krystaller, og måtte opvarmes og forfines før de kunne bruges til at forlænge menneskers liv eller forkorte produktionstiden på en fabrik.

En dag bliver fabrikken bombet af anarkister, men de mange timer strækker eksplosionen udover så lang tid, at arbejderne simpelthen efterlader deres værktøj ved arbejdsbænkene og fortrækker sig uskadte, og i ro og mag se eksplosionen æde først arbejdsbænkene og siden vinduerne og så fabrikken, en millimeter om dagen, verdens langsomste katastrofe.

De sulter imens naturligvis, man kan ikke arbejde i en fabrik, der er flere år om at eksplodere, splinterne river sig fra hinanden og landet affolkes, mens en ildkugle med samme hastighed som en gletsjer æder øen op.

Jeg tager mig selv i at stirre ud ad vinduet i toget eller ind i stearinlys.

 

 

Jeg er trykket i maven, det føles som om min appetit har vendt sig mod sig selv.

Jeg læste om en svampeart i Tjernobyl, der kunne trives i radioaktivitet, den var sort eller nærmere mørkegrå, jeg håber jeg kan lære at trives farlige steder, men jeg har ikke lyst til at blive koksgrå.

 

 

Undertiden kommer jeg op til overfladen, det kræver en voldsom kraftanstrengelse at rydde op når vandet er ude af min næse, mine venner er meget bekymrede, jeg ved ikke hvad jeg skal sige til dem.

Jeg er blevet god til at smugle beskidte, dybe tallerkener ud i køkkenet om natten og vaske dem stille op, det er nemmere end at forklare.

 

 

Jeg kan ikke helt slippe tanken om at det er mit eget ansvar. At jeg skulle have været stærkere eller mere overbevisende, jeg fortæller mig selv at jeg ikke må tale grimt om mig selv, at jeg ikke skal føle så meget skyld, men jeg er ikke så overbevisende, det føles som om jeg lyver og jeg kan ikke bruge løgnere til noget, så jeg står overfor mig selv og hvis der skulle have været nogen stor kærlighed er den dækket af rim, den gør ondt af røre ved og jeg har glemt mine handsker.

 

 

Det er ikke fordi jeg tror at alting bliver ved med at være sådan her, men selv alle gode råd og intentioner og fakta i verden kan ikke redde mig lige nu, jeg må finde noget andet.

Jeg vil gå langt igennem det her mørke, indtil jeg finder det, men jeg går på grus og mine fodsåler smerter langsomt og den anden dag skulle jeg vaske et krus, men hanken var smadret, og da jeg vendte det i hænderne borede det knuste porcelæn sig ind i det bløde stykke mellem min pege- og tommelfinger, men jeg opdagede først blodet og den røde afskrabningen senere, da jeg gik i regnen, og nu smerter det fjernt når jeg rækker hånden ud.

 

 

Man får ondt i hovedet af at græde meget, jeg skriver en e-mail til min læge om en lægeerklæring, det føles pinlig. Da min moster var bekymret den anden dag blev jeg vred og fortrød med det samme og nu skriver hun ikke til mig.

Jeg trækker vejret langsomt i dag, lægger jeg mærke til.

 

 

Hvad skal jeg gøre med stumperne af mig selv?

Det føles som om jeg ser på en katastrofe i slowmotion og katastrofen er mig selv, og jeg river mig til blods når jeg samler skårene op, jeg føler mig så mikroskopisk.

I min vindueskarm står lyngblomster og min tomatplante, den ene døde, jeg vidste ikke hvordan jeg skulle redde den efter at toppen knækkede af.

Den anden står stadig, standhaftigt, nærmest i trods, men dens blade er blevet sarte, jeg vander den med lunkent vand fra en glemt kaffekop og holder vejret meget langsomt.

Noter om tilintetgørelse og ingenting

Reject the system dictating the norms
From dehumanization to arms production,
To hasten this nation towards its destruction,
It’s your choice,
Peace or annihilation

– Crucifix, Annihilation

Jeg spoiler en lille del af Disco Elysium, Annihilation og omtaler selvmord i følgende tekst.

Hvis hele mit liv var blevet strakt ud foran mig, før jeg blev født, hvis al smerten og lidelsen og tvivlen og kærligheden og glæden og varmen og mørket var blevet lagt ud som et åbent kortspil, ville jeg så have sagt ”ja” til at eksistere?

Tankeeksperimentet er i sig selv absurd, der er ikke meget at finde i det, for det ikke at eksistere er umuliggjort fra det øjeblik man bliver bevidst om sig selv – man kan ikke vælge at ende sit eget liv uden at det har voldsomme konsekvenser for andre mennesker, som heller ikke har valgt at være bundet fast i kød og blod og lænket til denne verden og dens indbyggere.

Selvmordet er, selvom det må forstås som en, for de som er syge, i øjeblikke rationel udvej af en smerte der føles uendelig, ikke en ren vej til ikke-eksistens eller udfrielse, den er betændt og smertefuld, væskende som et inficeret sår eller korrumperede filsystemer, fyldt med ekkoer af forsvundne muligheder. Det er ikke ansvarsløst at tage sit eget liv, det er ikke at være fri for eksistens.

Det er ikke en brugbar udvej, ikke for mig, i hvert fald, og jeg tvivler ærligt på om nogen ville vælge den, hvis de var ved deres fulde bevidsthed og fik den hjælp de behøver, men vi efterlader folk i ensomhed og sorg og fattigdom (åndelig eller materiel) og i den nuværende verden kan man ikke gøre sig til dommer over den slags, hvis overhovedet.

Alligevel kredser mine tanker om ingenting, om tilintetgørelsen, om en eller anden slags udfrielse, måske fordi jeg selv har så svært ved at mærke mig selv i de her dage, selv når jeg ser på dem jeg elsker føler jeg mig bleg og gennemsigtig, jeg har fået halskvaler og den skurrende, varme smerte i min strube minder mig om at jeg findes, at min krop er virkelig, og jeg tager tøj på og handler panodiler, brød og hyldeblomstsaft, udholder regnen indtil jeg kan lukke døren bag mig og igen komme så tæt på at være ikke-noget som jeg kan.

 

 

I spillet Disco Elysium, som er underfundigt og smukt og sjovt og tragisk som kun de bedste romaner, eksisterer verdens kontinenter ikke på samme måde som i vores univers. Imellem dem er ikke have, men i stedet ufremkommelige tåger af intethed, kaldet the pale, blegheden, som driver mennesker, der bevæger sig ind i dem, gale, de glemmer hvem de er og hvor de kommer fra, og man kan kun navigere igennem blegheden på lynhurtige raketter i så kort tid som muligt, der er procedurer og kvoter for hvor længe mennesker må opholde sig i blegheden, for ikke at blive fortabte og triste og uvirkelige.

Den verdens videnskabsmænd har en teori om at blegheden langsomt udvider sig, at den engang vil brede sig til hver eneste afkrog af universet, deres udgave af vores univers langsomme forfrysning, indtil ingenting kan siges at eksistere længere, og jeg blev meget rørt af den tanke og det billede, i vores univers vil alting gå langsommere og langsommere, indtil ingenting nogensinde bevæger sig mere, jeg tror jeg ville foretrække ingenting i stedet for en standset model af et tiltagende tomt univers.

Revachol, den faldne by hvor spillet foregår, er et magisk sted, revolutionen og håbet om en bedre fremtid er vævet ind i den og selvom en international koalition af kapitalstater ”lod masken falde”, som det siges, og bombede nådesløst indtil unge fristat betingelsesløst overgav sig, er drømmen og det ulmende krav om en anden virkelighed, der ikke endnu eksisterer, stadig hamret ind i de knuste brosten og de gamle bunkere, en anden virkelighed før intetheden tager dem.

Der er et smukt øjeblik i spillet, der er mange, men et foregår i en gammel kirke, som en gruppe unge hardcoremusikere vil omdanne til en natklub, der er bare et problem; en hacker har stillet sine maskiner op i den ene ende af kirken, ved siden af det knuste rosenvindue, og optager døgnet rundt lyd fra et punkt lige ved kirkens tårn, et punkt man opdager er en sfære af to millimeters omkreds, hvor et blegheden knusende, umuligt langsomt er ved at brede sig.

Det lykkedes at slutte fred mellem hardcore-musikerne og hackeren, og i sidste ende bruger musikerne en optagelse af intetheden i deres musik, en vældig bas-og-diskant, et udsnit af ikke-eksistens, der får hjerter og vægge og hjerner til at vibrere og ryste og summe og hovedpersonen leder en ekstatisk dans.

Musik af ingenting, den tanke holder jeg af, selvom al musik måske, i en eller anden forstand, er lavet af ingenting.

 

 

Min psykolog fortalte mig at det at få børn er at udslette sig selv på en måde, og at der er en udfrielse her, og det rørte mig, jeg har også et behov for ikke at være for min egen skyld, for at min eksistens brænder op i andres lys, selvom tanken er både skræmmende og vanvittig.

 

 

Jeg har aldrig helt forstået hvorfor filmen Annihilation har det navn den har, udover at det er et smukt ord, der er ikke tale om en tilintetgørelse, der er tale om en spejling, ingenting går under i Annihilation, alting bæres ufuldkomment videre, forvrængede spejlbilleder, som i den uforklarlige scene hvor Lena bliver overrasket af to hjorte, hvis gevirer har spirende blomster, de bevæger sig synkront, stirrer på hende, forsvinder, og i filmens klimaks bevæger Lena sig synkront med sin egen dobbeltgænger og vi stirrer på hende, og slår sig selv ihjel ved at følge hendes bevægelser, og jeg tror Annihilation siger mere om hvordan vi, når vi ser på verden, stirrer ind i et spejl, og jeg kan ikke lade være med at følge en sorg, som et svagt sidestik, over at kalde det spejl for tilintetgørelse, selvom det måske bærer en vis sandhed i sig.

 

 

Jeg håber, og tror, at jeg havde sagt ja til at eksistere hvis mit liv havde været lagt ud foran mig som en serie af dominobrikker, også selvom det undertiden føles som om jeg ikke helt er tilstede, som om mine molekyler er spændt udover for meget rum, det ophører også engang, livet er vel et spejl, og selvom de øjne der stirrer tilbage lig nu er mørke og indsunkne er det ikke en evig sandhed, og det bringer i øvrigt uheld at smadre spejle.

IMOD HÅB

Indeholder omtale af selvmord, død, håbløshed og mørke.

 

Den sidste sommerfugl af arten Xerxes Blue forsvandt engang mellem 1941 og 1943.

Dens levesteder forsvandt i takt med at forstæderne uden for San Francisco skød op, samlere indfangede dem og satte dem på nåle bag glas, og deres blå farve er falmet med årene, nu er de grå og tørre, så delikate at man ikke kan røre dem uden at de falder fra hinanden.

De forsvandt før kameraet blev udbredt, jeg kan ikke finde et billede af dem, kun rekonstruktioner i mikroskopiske opløsninger og den falmede blågrå farve, glas, nåle, støvet, dæmpet olielys.

 

 

Jeg er løgner. Jeg er ikke håbefuld, jeg er uden håb.

Hver gang nogen lover en anden virkelighed, en med mindre krig og flere træer og mindre grusomhed bliver deres drømme slået i stykker mod virkelighedens klipper, og fordi jeg vover at håbe splintres jeg også mod klipperne, og for hver gang bliver det sværere at ville mig selv tilbage til en helhed, det føles som om jeg efterlader en splint hver gang, et lille stykke af mig selv.

Jeg glemte at tage mine antidepressiver i går, og jeg tilbragte først aftenen og så natten med at græde og fortryde mine handlinger, og tænke over at jeg havde forsøgt at række hånden ud til en, jeg troede manglede den, men endte med at skubbe dem væk.

Det føles som om vi står foran en maskine, der er så uoverskuelig og monstrøs at dens tandhjul ikke engang standser når den maler vores knogler til benmel, den er ikke engang ondskabsfuld, og de som forsvarer den er ikke ideologer, de er statistikere og ingeniører, ”det er sådan det bliver nødt til at være,” siger de og sidste år døde 256 danskere som følge af stoffer og jeg kender ikke tallene for de, der hængte sig i garagen eller blev myrdet af deres mænd.

I Bolivia erklærede Jeanine Áñes, efter at den indianske præsident Evo Morales og hans parti var drevet bort, at Pachamama, de indfødtes gudinde, aldrig igen ville få adgang til præsidentpaladset.

Bolivia, sagde hun, mens militæret svang deres rifler, tilhører Kristus.

 

 

Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre med min kristendom, jeg tør ikke tro på et liv efter døden, jeg tror ikke på mirakler.

Det eneste jeg kan finde trøst i er, at Gud, da han var menneske, var håbløs.

På korset græd og skreg han, og han råbte og spurgte: ”Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?”

Ingen svarede ham, og ingen har nogensinde svaret ham, og ingen svarer mig eller os, når vores liv smuldrer mellem vores hænder, jeg synes hænder er så smukke, jeg kan kigge på dem i timevis, jeg er født med tolv fingre, og det smukkeste ved mig er mine lange, tynde fingre, og de stumper, hvor mine knogleløse ekstra fingre blevet skåret af ved roden.

 

 

Jeg er uden håb, men jeg går stadig, vejen er så lang, den strækker sig uendeligt ud i fremtiden, og ofte siger jeg til folk at verdenshistorien er kort, at vi ikke kan vide noget om hvor vi ender henne, men det er så svært, så umuligt og smertefuldt at fortsætte med at tro på noget bedre, når alt tyder på det modsatte,

Jeg, vi, kommer aldrig til at se en Xerxes Blue, de er væk, de er smuldret mellem vores hænder og vi ved ikke engang hvornår præcist det skete.

Der er kun ekkoerne tilbage, indkapslet bag falmet glas.

 

 

Jeg håber ikke, men jeg elsker, jeg elsker brændende og for evigt, og jeg kan ikke give op, ikke engang hvis jeg havde lyst. Ingenting slutter nogensinde.

Der er en linje i et af mine yndlingsdigte, i T. S. Eliots Hollow Men.

De fleste husker slutningen, om at verden ikke ender i et brag, men i en stønnen, men for mig er det en anden linje, en underlig linje, der har sat sig fast, en slags mærkeligt ekko af et håb, hvor der ikke er mere tilbage, en Xerxes Blue bag støvet glas:

Between the conception
And the creation
Between the emotion
And the response
Falls the Shadow
Life is very long

Det er sandt, ved jeg dybt i mine knogler, livet er meget langt.

Glædelig jul.

FREMTIDEN

Jeg ved ikke hvorfor jeg tillader mig selv at håbe.

Undertiden føles det som en smertefuld idé, som en sikker vej til nederlag, til skuffelser, til mere af det samme. Men jeg ved heller ikke om der er et alternativ, jeg kan ikke bære tanken om at blive så desillusioneret at jeg ikke længere har fantasi til at forestille mig noget andet end grå cement og døde kroppe i middelhavet, voldtægter og undertrykkelse.

Engang sagde Zizek at det er nemmere at forestille sig verdens undergang end et alternativ til kapitalismen, og han har ret, jeg ved ikke hvad alternativet skal være og hver gang nogen stiller et op bliver det knust af en gigantiske grå maskine, de samme mænd i de samme jakkesæt, der siger de samme ting som de altid siger, og det er aldrig dem selv, der betaler prisen, det er altid nogen andre, nogen uden stemmer, nogen der bliver skudt ved en grænseovergang eller ikke har råd til deres insulin.

Jeg ved ikke om det hænger sammen, men jeg fik et sæt tarotkort for nogle år siden, dengang med Trump og Brexit, jeg blev fascineret af de smukke billeder, men mest af alt af den mulighed de lagde foran mig: Der er tusind fortolkninger, tusind verdener, tusinder af mulige fremtider.

 

 

Jeg lægger mine tarotkort på mit lagen og jeg trækker Månen, jeg trækker ofte Månen; illusioner, frygt, angst, det underbevidste, intuition.

At balancere på en kroget vej mellem to dyr, en krebs kryber op ad floden (der aldrig er den samme, ved vi) og udsætter sin hårde skal og sit bløde indre for den kølige natteluft og månens drømmeskær, jeg har altid elsket månen, man bør betragte dem der ikke elsker månen med skepsis, månen er en kvinde og kvindehadere er altid onde.

 

 

Jeg trækker ofte Månen, og den siger ikke meget, den er mystisk, den taler fortsat om en mørk vej, en balancegang, skygger der løber og forsvinder, at drømmene og illusionerne kravler ind over virkeligheden, vogt dig for gamle fjender og fatamorganaer og drømmesyn og opspind.

Jeg blander kortene grundigt, jeg har aldrig brudt mig om spejle og skyggefulde kroge om natten, en jeg elsker kan høre flagermusene, men jeg kan ikke, kun regnen hvis den er der, måske derfor holder jeg af regnen, stilhed kan brydes voldsommere end summen.

 

 

Engang ved nytår, da jeg stadig boede på Amager, havde Petra små hestesko af tin med, de var fine og små, men overraskende tunge, og hun sagde at i Finland spåede man i tin.

Vi lagde dem i en grydeske af støbejern og holdt dem over gasblusset til de smeltede og kastede dem i koldt vand og tog dem op. De hvæsede og dampede når det smeltede tin ramte vandet, og dunkede hårdt når den kølige bleggrå masse ramte spandens bund.

Vi samlede dem varsomt op, og efter Petra anvisninger tændte vi høje stearinlys og ventede til mørket faldt på og holdt vejret og tinstykkerne op foran flammerne og tydede deres skygger. En var et fuglenæb (held), en anden en tung mønt (velstand) og andre forvitrede og krogede (mange børn).

Min var en fjerpen, heldige skriverier, et fyrtårn, et skifte, men tydeligst en huggende slange, en advarsel om at ens fjender smeder rænker, at de konspirerer bag ens ryg, vi lo meget af det og skålede på min fremtidige succes som forfatter.

Jeg kiggede mig over skulderen senere, da jeg hentede cigaretter og ginger beer til en rest af rom vi fandt i min vindueskarm, og jeg kiggede igen på vej hjem.

 

 …

 

Engang til min fødselsdag sent om natten, tegnede vi et Ouijabræt op og fandt et af de whiskeyglas min lillesøster gav mig til jul og skiftedes til at stille spørgsmål, efter Liva bad Frans af Assisis bøn, den der handler om at ændre hvad man kan og accepterer det man ikke kan.

Vi spurgte om vores fremtid, om kæresteforhold og held med at finde boliger, og jeg spurgte mere selvsikkert end jeg var om jeg ville kunne leve af at skrive og glasset fandt vej til ”nej” og jeg blev stille af det, der er vel ikke noget mere arrogant end at tro man skal leve af sin kunst, og det er tåbeligt at stille mørket spørgsmål man ikke vil have svar på og Amalie mente at det nok mest handlede om at jeg også skulle lave noget andet, og da vi skrev om det næste dag på Facebook forsikrede vi begge hinanden om at vi ikke troede på den slags, obviously.

 

 

Nikita sagde til mig, da jeg havde drukket min tredje sambuca, at vores fremtid står på en knivsæg, at vi blev nødt til at lægge vores tidligere idéer om politik fra os, hvis vi ville redde verden som vi kender den, at koalaerne er væk i Australien, brændt op i skovbrande, og jeg forsøgte at mønstre et forsvar for en verden, der også handler om de svageste og ikke kun middelklassens klimaangst, men jeg kan snart ikke skille ting fra hinanden, jeg er så bange for at Boris Johnson vinder, at hele verdens ledere bliver forkvaklede afstøbninger af mennesker som Donald Trump, polerede mænd, der afskyer deres kvinder og tusind andre paroler jeg har sagt tusind gange, det føles så let at blive nihilist eller værre realist og give op og hade andre mennesker for deres dumhed, deres overfladiskhed, deres manglende dybde og forståelse.

Men jeg vil ikke indskrænke virkeligheden til en enkelt verden, en enkelt virkelighed, jeg vil have at tusind virkeligheder som sæbebobler svæver blandt hinanden, jeg vil helst elske også dem, der ikke ligner mig, jeg bliver nødt til at tro på at det kan og vil blive bedre.

Mens jeg drikker den fjerde sambuca forsvinder en af de 200 dyre eller plantearter, der hver dag uddør, og de kommer aldrig til at findes mere.

 

 

En veninde lægger ikke horoskoper, man kan ikke spå i fremtiden, alt hvad vi er og har er ikke fastlagt, kun stjernerne i det øjeblik vi er født, men min veninde Stine kender ikke sit eksakte fødetidspunkt, hun ved ikke engang om den dag hun har fødselsdag, er den rigtige, eller om de bare opfandt det på børnehjemmet, vi ved ikke hvad vi skal sige.

Jeg holder hende meget tæt, før vi skilles ad og går i seng, men jeg frygter at det mest er for min egen samvittigheds skyld.

 

 

Jeg bliver ofte kaldt drømmer og idealist, verden er som den er, vi må acceptere dens ondskab siger de, og jeg spørger mig selv om mine tarotkort eller deres fatalisme er mest frygtelig og skæbnetro og begrænsende. Man sagde det samme til slaverne, til kvinderne, der ville have stemmeret, til dem, der ville bygge et offentlig sundhedssystem og en verden, der var marginalt mere barmhjertig ved de svageste.

Når nogen siger at noget er urealistisk eller utopistisk eller at tanken er god men umulig, føles det som om de gør vold på fremtiden, som om de binder den i lænker og kræver af den at den ikke kan vokse, men kun løbe som en gravet kanal i en retning, som om den ikke havde et utal af muligheder, og ingen bør lytte til dem, ingen kan eje fremtiden, vi går på en månebelyst og snoet vej som en kravlende flodkrebs, og vi skal ikke vogte os for drømmesyn, vi skal holde dem tæt ved hjertet, veje bliver altid skilleveje og skillevejene bliver skilleveje.

Floden er aldrig den samme som den var, engang drømte mennesker om andre verdener end den de beboede, og som de fik fortalt var, som den burde være, som den kunne være, jeg håber ikke vi er holdt op med at drømme, jeg har ikke set nogen gode grunde til at lade være, selvom jeg ængstes om natten og ikke hører flagermusene og månen svøber alting ind i et blåligt lys, der får virkelighed og drøm til at flyde sammen.

Hvis virkeligheden er grusom, er der ingen gode grunde til ikke at tvinge den til at tage form efter drømmen.

Vi har gjort det før.

Vi kan gøre det igen.

Engang bliver vores kroppe også forladte huse og ruiner

Der var et hus i nærheden af mine bedsteforældres gård. Dets tag og vinduer manglede, og murstenene lå i store bunker. Fra hjørne til hjørne var der trukket et rød- og hvidstribet plastikbånd. Da jeg spurgte min mormor, hvad der var sket, sænkede hun stemmen og fortalte, at den fraskilte mand, som havde boet der, var blevet så ulykkelig, at han havde sprunget sig selv og sine børn og huset i stykker. Nu var de væk. Kun husets rester stod tilbage som et minde om, at det var forgået. Og da jeg besøgte mine bedsteforældre senere, var huset blevet bulldozet og murbrokkerne kørt væk. Plastikbåndet var ingen steder at se. Vi talte aldrig mere om huset.

I mange lande er forladte og nedbrudte bygninger en fast del af landskabet. Måske er der ikke penge til at fjerne dem, måske betragtes de som en naturlig del af verden, og derfor overlades de til vilde dyr og planter. Bliver efterladt i fred.

Det er ikke i lige så høj grad tilfældet i Danmark, hvor forskere mener, at danskerne lider af ruinforbi. Det stammer helt tilbage fra jernalderen. Her var husene bygget af træ og ler, og når de begyndte at smuldre, brugte man resterne som gødning.

Uanset årsagen, så bryder danskerne sig, i modsætning til vores nabolande, ikke om ruiner. Hvis en Fakta lukker og ingen vil overtage bygningen, eller hvis et hus viser sig at være usælgeligt, vil vi helst have det revet ned og ude af syne så hurtigt som muligt.

Med undtagelse af antikke ruiner, gamle borge eller forladte slotte. Dem tilgiver vi og gør til museer eller landemærker, men de nyligt forladte bygninger bryder vi os ikke om.

Tag Ghettoloven fra sidste år. En væsentlig del af loven omhandler de almene boligbyggerier i ghettoområderne. Tolv milliarder kroner blev sat af til nedrivning og omdannelse.

Det virker som om loven ikke kun ønsker at ændre indbyggerne, men at det er selve bygningerne, altså ghettoen, man vil have væk. De er på en eller anden måde inficerede, og må derfor, til alles bedste, rives ned. Det er ikke nok, at de uønskede beboere flyttes til andre steder, hvor de tilsyneladende udgør et mindre problem.

Det er endnu vigtigtigere, at de fysiske minder om ghettoen er væk, før vi kan betragte problemet som løst. Husene kan ikke genbruges. De må væk.

Der er en gammel bygning ved Bytoften i Risskov.

Den tilhørte engang IBM, men efter en omstrukturering i 2014 forsvandt de 1400 medarbejdere, og den tomme bygning stod tilbage. Salget til nye ejere trækker i langdrag, så kontorbygningen står bare og forfalder.

Naboerne kalder den spøgelseshuset og vil helst have den fjernet eller lavet om. Den skaber utryghed, siger de. Junkierne og graffitimalerne har overtaget den. Hvorfor er der ikke nogen, der gør noget?

Jeg tror ikke kun, at det er stofmisbrugerne, de tomme øldåser og de skravlede cirkel-a’er, som er så provokerende. Det er selve ruinens eksistens, fordi den er et spøgelse af en forgangen bygning, der gør os ilde til mode. Den minder os om, at alt har en ende, og ruiner er stærke symboler. Voldsomme totemer. Men tiden er løbet fra totemer, og ingen vil have et minde om livets ende i baghaven.

Jeg forstår godt, hvorfor man ikke ønsker sig en faldefærdig ruin som nabo. Jeg forstår godt, at ghettoerne måske er tjent med fornyelser, men jeg kan ikke lade være med at sørge over de ruiner, vi aldrig får, fordi vi river dem ned, før de kan nå at være.

En ruin til hører i praksis ikke nogen og derfor alle. I Stensballe uden for Horsens leger børnene i den gamle såsædsfabrik, ved Bytoften søger de hjemløse og stofmisbrugerne ly og i Pripjat ved Tjernobyl trives træer og vilde dyr bedre end nogensinde.

Når magten, systemet og det stabile samfund trækker sig fra bygningerne, åbner en uendelighed af muligheder sig. Vores byer er bygget på resterne af andre. Jorden under os er fyldt med fortidens levn og vores forfædres lig. Et lig er vel, i sagens natur, ikke andet end en menneskelig ruin, og måske ser vi vores egen undergang og død, når vi ser på ruinerne. Vi mærker et glimt af, at vi engang også bliver ruiner, at hele vores samfund og alt vi har bygget engang vil blive forladt. Forfalde og forsvinde.

Jeg holder af de forladte steder og de faldefærdige huse. Det føles som en fornægtelse af tiden at sminke landskabet.

Ting, som forsvinder, efterlader altid et hul, men jeg ved ikke, om det nødvendigvis er løsningen at fylde hullet ud.

Man bliver ikke lykkelig af at fornægte sin fortid eller ens dødelighed, og der er noget mærkeligt over, at vi udstiller de gamle borge og de store tårne i København, men bulldozer vores fiaskoer og gamle betonkomplekser.

Det hele er en del af vores fortid, også de grimme og ubeboelige. Jeg vil helst bo i en verden med plads til ruiner og gamle spøgelser.

Også de grimme.

Teksten er originalt udgivet i Magasinet Citat 47

Hvad gør man med stumperne af kærlighed?

Det er skørt som knudrede glaskarafler at ting tager farve af de mennesker, man har oplevet dem sammen med.

Sådan var det med Bon Iver.

Da vi ikke kendte hinanden længere, føltes begyndelsen på Perth som at stå i en nedbrudt katedral, hvis kirkesang for længst var forstummet.

Sandet har slidt gulvet blankt og hvisler stilfærdigt under ens fødder, og man behøver kun gøre sig den mindste anstrengelse for at forestille sig at det ikke er en ruin, men en levende bygning, hvor de levende begraver deres døde og ægter deres elskede og børnene græder, idet deres hovedet døbes i det kolde vand.

Men det er ikke en katedral længere, de farvede glasvinduer er for længst knuste, døbefonten er ituslået og kun murbrokker lægger spredt.

Der er kun konturerne tilbage. Ingen bygning.

Ingen katedral.

Kun mindet.

 

 

Vi plejede at gå ud i Fælleden når jeg havde hjertesorger, vi vandrede langs åen og ned til søen og ud til fiskeplatformene og kiggede på fuglene, mens vi røg cigaretter og jeg talte.

Du sagde ikke så meget, du lyttede mest, det har du altid gjort, undertiden svarede du med en slidt kliché, men fordi den var fra dig og din hadede jeg den ikke, det slog mig så stærkt at al sprog mest er afgjort af den kontekst det siges i, og når vi blev kolde vandrede, det var næsten altid efterår, når jeg havde hjertesorger, så travede vi den anden vej rundt om søen, og forbi fuglehuset som nogen havde tegnet øjne på, og vi grinede lige højt hver gang.

Som regel lavede vi mad, det har altid været vores fremmeste kærlighedssprog, gerne pasta, og på de bedste aftener steg projektet dig over hovedet, en støvsky af mel stod os om hovedet, og når vi endelig spiste, var mørket for længst kommet.

Opvasken lod vi stå og drak billig vin fra Netto på hjørnet af Amagerbrogade, og vi røg så mange cigaretter at vi måtte stavre ned til 7/11 ved Holmbladsgade, hele arkitekturen omkring vores lejlighed sidder stadig fast i mig, jeg ved hvor mange skridt, der er fra hoveddøren til det blå stakit og ned til kiosken, der aldrig havde varer, ned til T. H. Sørensen hvor vi undertiden købte tre håndmadder og et stykke højtbelagt, du ville helst have den med hakkebøf og hjemme ved siden af vores pladespiller stod min udgave af For Emma, Forever Ago og Bon Iver- Bon Iver og samlede støv.

 

 

Du lavede flammkuchen til mig engang jeg kom hjem fra arbejde, jeg tror vi havde været på date dagen før, jeg havde aldrig smagt noget lignende, jeg elskede det og dig og dine brune øjne, og jeg vil ikke have nogen andre til at lave det til mig nogensinde igen, jeg tror ikke jeg kan bære det.

 

 

Jeg ville ikke miste Bon Iver, selvom hun havde lært mig at elske det, så jeg tvang mig selv til at høre det mens jeg græd.

Tomas sagde han havde det på præcis samme måde med det samme album, det er nogle gange rart at opdage at ens lidelse ikke er unik, at man træder præcis den samme vej som andre før en.

Det værste var da hun var ude at rejse og jeg hørte de sange vi havde hørt sammen, internettet var så dårligt dernede, jeg hørte aldrig fra hende og blev til en underlig udgave af mig selv jeg ikke kunne genkende.

Det tog mig så lang tid at sætte mig selv sammen igen bagefter, det skete et enkelt stykke af gangen, men de gamle brikker passede ikke sammen som de plejede, og imens hørte jeg den Bon Iver-plade, som ikke så meget repræsenterede hende, indser jeg, men nok nærmere en drøm om et forhold, der aldrig fandtes.

Jeg tvang min krop rundt i regnen, tørrede mine sko af, åbnede døre og så dem lukke bag mig.

 

 

En dag var Bon Iver noget andet.

Jeg er stadig ikke helt sikker på hvad, nej, det passer ikke, en dag var jeg noget andet.

Bon Iver var bare Bon Iver.

Det gik op for mig at Justin Vernons tekster ikke har noget plot, de fortæller ingen historier, kun frarevne, forvredne billeder og minder og stemninger, ekkoer af noget andet, de fungerer som spejle og jeg så så dybt indt i mit, og jeg er ikke sikker på jeg fandt noget.

Jeg brød mig ikke om hans tredje plade.

Og For Emma, Forever Ago og Bon Iver – Bon Iver står stadig hos Johannes og samler støv, tror jeg.

Jeg hører Perth nu, på Spotify.

Teksten er ”Still alive, who you love” i omkvædet står der, når jeg slår det op på Genius.

Jeg hørte det altid som ”Still alive for you, love”.

Sådan hører jeg det stadig.

Jeg vil ikke være et spøgelse, jeg vil være et dansende menneske

I have become a ghost, ooh, ooh
And I know this, but I can’t come home
And I know this, but I can’t come home

– Kloster, Benjamin’s Song

 

Det er allehelgensaften i morgen, de levende og de dødes verden er efter traditionen så tætte at vi kan mærke dem, der gik før os.

Jeg kan ikke mærke noget som helst.

Det føles snarere som om det er mig, der alene vandrer tættere på de dødes verden.

Mine hænder bliver mere og mere gennemsigtige, det er måneder siden jeg samlede min guitar op, og jeg kan ikke forklare hvad der er sket. Jeg er næsten bange for at mine fingre ville gå lige igennem halsen, hvis jeg rakte ud efter den.

Jeg har altid været trist over historier om gengangere.

En gengangers stemme er et forsvindende ekko, de klager over en smerte kun de kender, noget tragisk og voldsomt der har bundet en skygge af dem til resterne af den verden de beboede, men de levende kan ikke høre dem klart, ikke forstå dem, ikke holde om dem.

Det er så ubeskrivelig svært at stå op for tiden.

 

 

En sort kat krydsede min vej i dag, og da jeg var lille knuste jeg ved et uheld et spejl på mine forældres toilet og jeg har aldrig sagt det til dem. Mine syv års ulykke må være overstået nu, men hvorfor føles det ikke sådan?

 

 

Jeg har aldrig holdt rigtigt af at klæde mig ud, et eller andet indeni i mig strider imod idéen om at tage masker på, jeg er så udmattet af masker allerede, det føles som om det at gå ud i verden allerede indeholder flere lag end jeg kan se igennem, men jeg har altid holdt af ordet mascara, ingen ved hvor det stammer fra, men i gamle latinske skrifter betyder det ”heks” og på spansk betyder det ”maske”.

Jeg holder af videoer på youtube hvor mænd og kvinder med sindsro og alfeagtig elegance forklæder deres øjenvipper og kinder og ansigter i hundredvis af nuancer, jeg ville ønske jeg kunne den slags og gemme de sorte poser jeg har under øjnene og linjerne ved mine kæber, jeg har svært ved at kende mig selv i spejlet allerede.

 

 

Der falder en tyngde over mig, hvert år på denne tid, og det kommer altid bag på mig indtil min lillesøster spørger om mine lemmer også føles langsommere og mine tanker føles mudrede og om noget presser sig mod min pande og mine øjne indefra.

Min mor døde i november, jeg ved ikke om kroppen husker, jeg er træt af at den gør, hvis det er tilfældet. Det er udmattende at skulle bære det igennem sit liv, for jeg vil så gerne være glad, jeg synes verden skinner og glimter i tusind nuancer, solen bag bakkerne, brune øjne og pandehår og varme retter og mennesker der græder fordi de er rørte og medfølende, men det føles som om noget ubestemmeligt trækker mig ned og væk og ud og mine organer og min hud og en svømmende tyngde, der sætter sig i mine lægge og min nakke og lige bag mine kinder er det eneste der er tilbage.

 

 

Jeg græd da min psykolog spurgte hvordan jeg taler til mig selv og resten af dagen rystede jeg og jeg spørger mig selv om spøgelser mon hader sig selv, om de overhovedet kan mærke andet end deres egen smerte, jeg vil ikke være et spøgelse, jeg vil være et levende, dansende menneske, men jeg lærte aldrig at danse og de første skridt er så svære, jeg ved slet ikke hvor jeg skal begynde.

Før jeg dør vil jeg gerne se en blåhval

Vi tager ud og spiser alle sammen, min bror har fået nyt arbejde og det samme har min far. Alle har taget pænt tøj på, det har jeg slet ikke overvejet, mit hår er lidt for langt og det er lang tid siden jeg har barberet mig.

Jeg vasker en plet af mine bukser på et toilet.

Det er som om verden er lidt for larmende og lidt for voldsom og jeg ikke er indrettet til den, der er en nagende dårlig samvittighed, den sidder i mit baghoved og under fodsålerne, som om den var en svampeart, der forårsager kløe og rødme og er pinlig at tale om.

Jeg tager mig selv i at hade mig selv og voldsomt ønske jeg var anderledes, jeg hader mine tanker og mit udseende og alle de dele, der er mig og når jeg ser i spejlet føles det som om det er en fremmed, der blinker på samme tid som mig

Jeg bliver kold og stille og sætter mig i sengen og stirrer ud i luften indtil den prikkende usikkerhed går væk og jeg vågner med et sæt.

 

 

Min far bryder sig ikke om at jeg tager antidepressiver, han er bekymret for mig.

Nogle følelser skal man have, siger han, og jeg føler mig svag og forkert og smuldrende og flyder ud af døren og hjem til mig selv og taler ikke med nogen i to dage.

Min bror spurgte om de kunne gøre noget, hvordan jeg har det, men jeg ved ikke hvad jeg skal sige, så jeg siger at de gør det godt nok og det mener jeg faktisk også.

En ven sagde for nylig at han syntes mine tekster var for klynkende og jeg er træt af at være forkert, jeg ved ikke hvordan jeg skal forklare at det ikke er et valg jeg har truffet.

Vi forestiller os at mennesker er et resultat af de valg de træffer, vi ser dem i lyset af deres individuelle beslutninger, men verden er så voldsom og fyldt op med ting og stemmer og andre mennesker at jeg er bange for at vores valg bliver hvisket væk og slebet ned indtil der kun er tilfældighederne tilbage, men jeg ved også at det kan risikere at være de grå sporer som depressionen sætter fast i virkeligheden, der taler og efterhånden er det svært at skille det ad.

Det føles som om jeg ser ud på virkeligheden igennem en glasrude, og den er dækket af regn og igennem laget af vand smelter himlen sammen med asfalten og betonbygningerne og jeg ville ønske at tordenvejret ville flænge det hele i stykker og i det mindste dele virkeligheden op i afgrænsede dele.

Jeg holder ikke ud at være så flydende mere, der må være en grænse mellem mig og verden og de grå sporer, men jeg ved ikke hvor noget begynder eller slutter længere, jeg føler mig trukket udover verden, så tynd at solen lyser igennem mig, og måske er det derfor jeg er blevet gennemsigtig for dem jeg elsker.

 

 

Tiden er gået af led, siger Hamlet på et tidspunkt, det er farligt når man er enig med Hamlet af alle mennesker.

Men tiden er virkelig gået af led, den trækker sig sammen og udvider sig på måder jeg ikke kan forudse, pludselig er en hel dag gået uden at jeg har formået at gøre noget eller også slæber minutterne sig af sted, og den eneste faste rytme er at jeg skal tage min medicin omkring klokken otte hver aften, jeg ville ønske det ikke føltes som et nederlag.

Min læge siger at han ser på det som enhver anden sygdom, at man skal bruge den medicin og de hjælpemidler som er nødvendige, hvis man er syg, og når det kommer til andre mennesker er jeg enig, men jeg kan ikke ryste skammen af mig, det er så opslidende at være skamfuld, og jeg kan ikke lade være med at tænke at jeg er svagelig, at jeg har givet op og at jeg har givet op og at jeg har givet op og jeg vil ikke give op, jeg prøver så hårdt ikke at give op, men der er en dobbelthed i at bede om hjælp, det er både stærkt og svagt på en og samme tid og jeg har ondt over begge dele.

Men jeg tager fortsat min medicin, 50 milligram om dagen, jeg møder op hos psykologen, men de grå sporer trækker sig alligevel over fortovsfliserne og hjørnerne i mørke rum, de pulserer svagt når man vender ryggen til og jeg gør mit bedste for at ignorere dem eller i det mindste leve med dem, men alting er så flydende og det er svært at skille dem fra mig eller mig fra dem.

Verden fosser ind i mig og jeg ender med at stirre på min væg, mens jeg forsøger at filtre trådene ud.

 

 

Mit værelse roder, måske er det fordi virkeligheden er så flydende at jeg ikke formår at dele ting op.

Ofte falder mine plakater ned, men dem hænger jeg altid op igen, jeg har to af hvaler, jeg elsker hvaler, jeg ved ikke helt hvorfor.

Den ene flyver igennem en skov, bag den står en mur af tåge og foran den er høje, nøgne løvtræer, jeg ville ønske at hvaler kunne flyve.

Før jeg dør vil jeg gerne se en blåhval, jeg håber der er tid til at se en blåhval engang, der er en ro og ælde over hvaler, jeg holder af at de synger og jeg holder af deres størrelse, jeg elsker at de dykker ned i mørket og dybet, hvor millioner liter vand trykker sig sammen omkring dem, indtil de dukker op til lyset og luften igen.

Måske kan jeg for alvor føle mig som noget afgrænset og individuelt, hvis jeg eksisterer ved siden af en blåhval, som er presset så hårdt sammen om sig selv, og hvis hjerte er større end min krop.

Måske bliver sporerne mindre så, jeg håber en blåhval er for stor til at de kan vikle sig rundt om den, det håber jeg, det håber jeg så meget at det gør ondt.