Ingen kommer levende herfra uden at vælge

Håndslag til Tony

Vi, der valgte regnen,
vi har lange, valne fingre
og et stort og frodigt hår.
Vi får markens grønne grøde
kastet ned i vore lunger,
mens vi går.

Vi, der valgte natten,
vi får uglerunde øjne
sået til med sære syn.
Vore fødder træder varsomt
og en tanke trykker sårt på
vore bryn.

Vi, der valgte landet,
har lidt evig jord i lommen
og på vore ellesko.
Vore tænder knuser kerner,
tag en enkelt, tag en håndfuld
eller to.

Vi der vælger livet
går en dag på tværs af vejen,
ender i et efterår.
Vi får regnen, natten, landet
trykket ind mod vore hjerter,
mens vi går.

– Frank Jæger, Dydige digte, 1948

For nylig sendte en gammel ven af familien mig den folder min mor havde skrevet til sin begravelse, en folder med sange og digte og nogle få udvalgte ord til de efterladte. Og heri var sangen “Vi der valgte regnen” .

Da jeg var lille sang min familie ofte sangen højt for mig og min søster som godnatsang, og selvom jeg dengang forstod, med et barns flydende forståelse, at der var en grundlæggende tristhed (men ikke en ren tristhed) tilstede i teksten og melodien, var det først da jeg sad med den lille folder igen og, efter at have glemt den i mange år, sang den for mig selv, at brikkerne faldt på plads, og jeg forstod præcis hvilken tristhed, der i virkeligheden går gennem digtet som et genfærd.

Jeg tror det er tyngden af at vælge. 

Lad os starte ved vi’et:

Vi’et er i sangen første tre vers adskilte, et udtryk for tre forskellige slags menneskelige arketyper der, interessant nok, lader til at have truffet valg, der på afgørende vis former dem, men ikke blot i kraft af deres personlighed eller livssyn.

Valget har så store konsekvenser, at det, nærmest retroaktivt, former de som vælgers kroppe og vrider og forstørrer dem i næsten groteske retninger, eller giver dem dyrelignende og overnaturlige træk:

De som vælger regnen får “lange, valne fingre” og et “stort og frodigt hår”, de som vælger natten får “uglerunde øjne” og “sære syn”, og de som vælger landet er iført “ellesko” (elversko) og har tænder der, forestiller jeg mig, som store kværne knuser og pulveriserer de frø og kerner som de dyrker på det land de har valgt. Man skal i øvrigt vogte sig for ellefolk.

Det at vælge, synes teksten at sige, har monumentale konsekvenser, der stikker så dybt at ikke blot vores tanker (selvom de også røres af valget), men selve vores kroppe omformes og ændres for bestandigt; vi kan ikke stikke af fra vores valg, man kan se dem på os, de fortryller og besætter os.

Valgene tager bolig i os, og de vokser på, med og i os nådesløst.

Og det nådesløse er vigtigt, for valget invaderer os også, om vi vil det eller ej; i teksten bliver ting “trykket” og “kastet” mod os som følge af vores valg, “markens grønne grøde” kastet ned i vore lunger (man forestiller sig kamille, brøndkarse og rug vokse op gennem luftrøret), vi finder evig jord i vore lommer (jeg kender den slags mennesker) eller synerne “såes til” ubarmhjertigt i vores øjne, mens tankerne trykker vores bryn.

(Jeg frygter ofte at jeg valgte natten)

Men måske vigtigst er alt er de, som vælger livet (og måske er det os allesammen), for deres skæbne er overraskende uvis.

Vi’et i sangen går både på tværs af vers og veje, og “ender i et efterår”. Om det er livets efterår, alderdommen, man ender i eller om der er tale om en mere abstrakt tilstand efter valget, hvor bladene falder af træerne og dagene bliver kortere og underskovens svampe vokser sig store, er for mig utydeligt, men efteråret er uden sammenligning den sværeste af alle årstider, hvis man ikke passer på, og sigende bliver alle de foregående valg “trykket” ind mod brystet af de som vælger livet.

Hvad får man trykket ind mod brystet? Dem man omfavner, (tjørnehække?) gaver man sætter pris på måske?

Ja, men får man dem trykket ind mod brystet mens man går? Måske er det netop fordi man går, at regnen, natten, landet bliver trykket ind mod en?

At vælge livet er at få hele verden, regnen, natten, landet, trykket ind mod en, kastet ned i sine lunger, det er at lade ting vokse i en, også når de er udenfor ens kontrol, det er at fortsætte med at gå fremad, mens alle disse ting hviler tungt på os.

Det er ikke nemt at vælge livet, det er ikke nemt at vælge noget som helst, og man får alle sin valg trykket ind mod sit bryst, sine bryn, sine lommer og sin sjæl herfra og til man holder op med at gå.

Men hjertet er en muskel, der ustandseligt (indstil det standser) trykker igen og tvinger blodet rundt i kroppen, 1 500 000 000 gange trykker det blodet rundt på et helt, valgt liv.

Man kan ikke slippe for trykket, hvis man går fremad, men det er alt fint.

Selvom “ellesko” og “sære syner” og veje, der skal krydses kan være farlige, er de også, og det er vigtigt, magiske.

Foto af Dominik Martin on Unsplash

PS. Jeg har altid elsket den egentlige titel på digtet, “Håndslag til Tony”, som kom af at Jægers ven Tony Vejslev skrev en melodi til den, og den melodi er en af de smukkeste jeg kender.

Man må forestille sig, at de ting vi glemmer ender et sted

Adrian Veidt: I did the right thing, didn’t I? It all worked out in the end.
Dr. Manhattan: ‘In the end’? Nothing ends, Adrian. Nothing ever ends.

– Alan Moore, Watchmen

 

Man kunne forestille sig at de ting, vi glemmer, ender et sted når de ikke længere beboer vores minder.

Jeg tænker tit over det sted, jeg ved ikke hvornår det startede, men det dukker op når jeg stirrer ud af toget eller i de mærkelige minutter lige før jeg sover, måske har jeg altid spekuleret over det.

Jeg forestiller mig at grænsen til Glemmeland ville være hobet op med stabler af strømper og sokker, forladte og glemte bag tusinder af forskelligartede møbler gennem hundredevis af år, og lige bag dem flinteknive og pilespidser fra vores navnløse forfædre, der var i de tusinder af år før vi begyndte at skrive.

Hvad kaldte de mon hinanden på stepperne og i skovene før os, tog de navne efter det de kaldte dyrene de jagede og planterne de spiste?

Deres navne må hviskes på vinden i Glemmeland, eller måske hviskes alle de tusinder af sprog vi ikke taler længere, hver fjortende dag uddør et sprog, måske er hvisken et forkert ord; måske råber vinden alle de sprog, der ikke findes længere, alle de navne og ord og koncepter som er tabte, en rå ordstorm mellem bjergene af sokker og flinteknive.

Bag bjergene må der være templer til glemte guder, ritualer til Svantevit og tusinder af navne jeg ikke kan kende, mørke ritualer, begejstrede festivaler, ofringer og danse, eder og forbandelser, en svoren hævn over en hadet fjende, hvisket til en navnløs husgud, en cirkel af aske brændt af en bestemt urt og blandet med en hanes blod, navnløse messende skikkelser, melodier på skalaer ingen længere forstår.

Her er kunst i hobevis, her er kunst stablet fra jorden og til himlen, millioner af gode, dårlige, men mest middelmådige, værker og deres skabere. Her er alt vi har skrevet og glemt, her er indkøbssedler og taler, kærestebreve og konfirmationssange, og her, i en umådelig rundkreds, står tusindvis af digtere, der allesammen reciterer middelmådigheder for hinanden; men der må også være millioner af enestående kunstnere, der ikke blev samlet op efter deres død, særligt kvindelige kunstnere, et sted må Saphos tabte digte være, her ligger i en krog det andet bind af Aristotles Poetik, det, som handler om komedie og som brænder i I Rosens Navn.

Her er, bag templerne, Alexandrias Bibliotek, eller noget der minder om det, endeløse hyldemeter af alle de skrifter vi har glemt, her er evnerne til at tyde linear A og linear B, her er hemmeligheder om universet og stjernerne og de første filosoffer.

Her, bag biblioteket, er hulerne og grotterne vi levede i før husene kom, her er millioner af hulemalerier, der er vasket væk i tidens løb; malede vores forfædre kun i hulerne? Eller malede de allesteder de kom og så, var alting de rørte farvet med billeder af mennesker og dyr? Hvorfor malede de? Hvem var de?

Her er den første kunst vi gjorde, den første refleksion af virkeligheden vi så og måtte efterligne.

Her er lyden af længst forsvundne drypsten, fisk uden øjne og fugle hvis farver ingen kender, her er smagen af mammutkød og knudrede rødder, der ikke længere lever, her er farver ingen siden har set og glemte sange.

Hvad kom først, tror du, var det rytmen eller melodien? Gik vores forfædre, før de fik stemmer og sprog, i takt, hamrede de på træerne i rytme, lagde de hovedet mod en elskets bryst og hørte hjertets støtte banken, efterlignede de det?

Eller hørte de fugles fløjten og vinden gennem drypstenshulerne, efterlignede de den? Et sted her, i hulerne, hvis det overhovedet er huler, er den første sang og den første rytme, det første forræderi og den første forelskelse, det første mord og den første barmhjertighed. Her er det første ord et menneske talte, her er sekundet vi blev til.

Jeg tror rytmen og hjertets banken og tordenvejret.

Her er alger og mærkelige bløddyr, de store insekter, der flokkedes over havbunden, her bliver solen forvrænget, et evigt dyb af en blå så uigennemtrængelig af den bliver dybsort, her er lyden dinosaurerne siger og de fjer de måske bar, og farven på deres æg og lyden af deres tænder.

Her er synet af meteoren der kom fra verdensrummet og gravede sig ned i jordoverfladen, her er lyden af nedslaget, og lugten af aske og støv og det grå og døsige lys, der knapt trænger gennem vulkanasken, her er de døde kroppe i tusindvis, strøet ud over en pludselig ørken.

Og bag, den gule ørken, er skovene og bjergene vi har glemt, de som er brudt ned og forsvundet for altid; i tidernes morgen, før træerne, rejste enorme stammer sig, uden blade, overalt og slugte solens røde lys, før ozonlaget beskyttede overfladen, og strålerne ubarmhjertigt brændte sig ind i atmosfæren.

Her er den giftige luft, her er ursuppen og de tusind lyn over det salte vand, her er øjeblikket hvor livet blev til, måske blev det til mange gange, her er de encellede organismer som engang bliver os, her er lys og varme og død og liv i glimt.

Her er tomt, og her er mørket, og her er solen alene med stjernestøvet omkring sig, her er de enorme afstande, her er mørket før solen, her er urvarmen og et univers der var uendeligt mindre end nu, og her er et univers før det blev univers, her er noget før tiden, før noget som helst, her er glimtet hvor ALTING begynder, måske, her er lovene, der bestemmer universets bane før det eksploderer i milliarder af stjerner og her er ikke mere jeg kan drømme.

Øverst Tjernobyl, som er forladt, men absolut ikke glemt.

Photo by Hugh Mitton on Unsplash

En roman om ørkener, der kun består af en begyndelse:

Ørkenen begyndte vest for hovedstaden, og strakte sig så langt i den retning at ingen nogensinde havde set den anden side.

I ørkenen, sagde man, var skorpionerne så store som klippeblokke og de røde djinner herskede, når solen forsvandt bag horisonten, og sandet frøs ens fødder. Nomadernes døtre fortalte, når fuldmånen farvede ørkensandet blåt, om spøgelser så store som planeter, om døde stjerner og undergang, der ville stige op af sandet og sluge først hovedstaden og derefter verden hel.

Nogle af de mere autrerede historikere i hovedstaden mente at man, i de dybe kældre under kejserpaladset, kunne finde relieffer, der viste en frygtelig krig mod ørkenens beboere – og et varsel om at det kunne gentage sig.

Helst ville hovedstadens indbyggere ikke tænke over ørkenen. Deres blik var vendt mod havet mod øst, mod de smukke drageskibe, der ankom til havnen med ladninger af krydderier i turkis og dyblilla og krebserød, med narhvaltand og rav og med smukke mænd med næsten blålig hud. De brugte deres dage i saloner med smukke tæpper og krydret te og indhyllet i lagner – og hinanden.

Ørkenen var som en skygge for solen – et grimt minde, der kun slår ned i en, når man har svært ved at sove og ens blik fæstner sig ved en knast i træloftet over ens krop.

Langs ørkenens kant, fra den begyndte ved hovedstaden, og til den mødte den grønne savanne sydpå, havde kejserinden i fordums tider bebudet at et netværk af lystårne skulle lyse i natten, så handelskaravanerne med de hvide sejl uden problemer kunne fragte deres kostbare last af natsilke og spejle fra bjergstaderne mod syd op til hovedstaden.

I gamle tider havde lystårnene ikke kun været vigtige for navigationen – de havde også fungeret som vagtposter. Måske havde ørkenen, dengang, føltes mere nær. Måske havde dens farer virket virkelige, og byboerne havde i solens skygger set deres død, hørt deres børns skrig og mærket en mere rå og grusom fortid lure.

Dengang var det en ære at tjene som Fyrbøder-General. Ikke længere.