En og en anden

En: Hvad er nyt, kan man spørge, er der nogen udvikling, er noget anderledes eller bedre?

En anden: Intet er nyt, kan jeg svare, alt er som det plejer, det er stadig svært at hæve ansigtet og overskue virkeligheden, den føles stadig grå og som gele, når jeg bokser i den, sendes slaget tilbage i min arm, som næsten knækker under trykket, jeg kan høre knoglerne knirke, min arm er meget lille hvis man sammenligner den med hele virkeligheden, hvis du forstår?

En: Man siger at intet nyt er godt nyt, men dine ikke-nyheder er onde, synes jeg, de er i hvert fald grå, du virker mere gennemsigtig end du plejer, dit hår er fedtet og krøllerne er borte, jeg bekymrer mig for dig. Kan jeg gøre noget?

En anden: Jeg elsker dig og jeg elsker den del af dig som lytter, men jeg er stadig bange for at i morgen ikke er ny igen, at den er den samme som i dag og du langsomt vil blive angst for at blive farvet grå af mig og mine tanker og de ting som er i min nærhed, som er blevet grå eller gennemsigtige.

Vidste du, at hvis et rum har taget stank til sig, fra råd eller andet, så kan man sætte en skål eddike ud, og så vil stanken fortage sig?

Undertiden finder jeg balsamico frem og skruer låget af og sætter flasken på køkkenbordet, men jeg ved ikke om det også virker på tristhed, selvom tristhed er lidt som en stank af våde, gemte ting, selvom jeg altid ser på det som en farve, en grå farve, glæde er måske en anden farve, rød eller orange, du ved at man kan mærke folks sindelag før de taler, det står som en glorie omkring dem, men jeg tror ikke at man direkte kan farve dem om, hvis det grå kommer et dybt sted fra, jeg er bange for at helbredelsen ikke kommer udefra, og at jeg gør ondt, hvis jeg lægger ansvaret på dine skuldre.

En: Du må ikke falde hen: Kommer du ud? Ser du andre mennesker? Får du nye oplevelser, der kan farve virkeligheden anderledes?

En anden: Jeg går ud, men ofte som en mekanisme i et urværk, en af de gammeldags figurer, som på en skinne kører ud af kukuret og hen til en klokke som de slår på, og så vender de sig og kører tilbage, nej, jeg bliver morbid, jeg ser andre mennesker, jeg taler med dem, jeg forsøger at lindre deres smerter og være i deres nærhed og aura, se deres farver, men alting er dulmet, som om jeg opfatter alting et øjeblik senere end dem.

Andre gange er det anderledes. Jeg skriver beskeder til alle jeg holder af og forsøger at holde dem tæt, men intimitet er ikke altid pludselig, nogle gange tror jeg at den kan genetableres pludseligt, men som jeg bliver ældre er det sværere, jeg får færre venner og nogle af dem jeg har forsvinder, jeg har ofte læst om at det er sådan, men jeg troede det ville være anderledes for mig, der er mange ting jeg troede ville være anderledes for mig, men i de fleste tilfælde håbede jeg over evne.

Du spurgte mig om nyt, der er et trist ordsprog fra biblen, en af de mest grå og triste ting i Prædikerens Bog. Først siger han:

Endeløs tomhed.

Så siger han:

Endeløs tomhed, alt er tomhed.

Og så siger han: Det, der var, er det samme som det, der kommer, det, der skete, er det samme som det, der vil ske; der er intet nyt under solen.

Den slags tanker er grimme og skadelige og de er onde tror jeg, men de er også besnærende, for den som lider: Min lidelse er evig, både før mig og efter mig vil man lide, og der er intet at gøre ved det, selvom der er nok af ting at gøre, og man begår ondskab på verden ved at lade stå til.

Undskyld, jeg kom på afveje: Det er trægt og nogle gange føles det så småt og ligegyldigt og som om det ingen forskel gør, men jeg gør mit bedste, du må virkelig tro på mig, at jeg gør mit bedste.

En: Jeg ved ikke hvad jeg skal sige, dine følelser er så tunge og jeg ville ønske jeg kunne tage dem fra dig. Men det er som om du bebor et andet univers, hvor reglerne er sat ude af kraft.

En anden: Det er ikke min mening at gøre skade på dig, jeg vil ikke gøre ondt, jeg gør mit bedste for ikke at gøre ondt, du skal ikke tage dem fra mig, jeg vil ikke have at du får ondt og derfor trækker jeg mig væk, jeg bryder mig ikke om ubehaget i mine elskedes ansigter når de ser jeg lider og jeg er så svær at hjælpe. Smerten er langsom og grim og helst vil jeg have at ingen skal se den, for jeg bryder mig ikke om hvordan jeg er når jeg har det sådan her, og jeg bryder mig ikke om mine lange svar og om hvor meget som en knude jeg føler mig, knuder kan ikke tale og kan kun vanskeligt elskes.

Det er med kærlighed at folk kommer med råd, men det føles som om deres logik er gået i stykker når de når til mig, jeg har kun stumperne og resterne at samle op og der er så langt op, du må tro mig, jeg gør mit allerbedste, men der er så langt op.

En: Jeg er her for dig.

En anden: Jeg kan ikke se for mig, mine hænder er gennemsigtige i mørket, tror jeg, og lydene forsvinder i det fjerne, din stemme er meget langt væk og ingen steder jeg går hen har megen trøst, jeg ville ønske at ting var tydeligere eller klarere, det er som jeg forsøger at se stjernehimlen fra byen og kun skimter konturer uendelig langt væk, stjernebillederne er forsvundet selvom jeg ved de er der, men hvor der før var mening er der ingen tilbage, kun konturer.

En:

En anden: Jeg ville ønske jeg var anderledes. Eller bedre: At virkeligheden var anderledes, eller at du ser mig igen engang, når jeg er anderledes, jeg håber jeg bliver anderledes eller at mit sprog gør eller at noget bliver anderledes, jeg holder ikke disse tiders ikke-nyheder ud, ingen holder dem ud og jeg kan ikke se dig længere nogen steder og mine knogler knirker.

 

Den eneste uendelige årstid er vinteren

Det kommer med samme styrke og sikkerhed som et urværk hver vinter. Mit og alle andre menneskers humør svigter og falmer, og vi vandrer rundt i sjasket med blikket sænket, hænderne knuget og sortsindet svævende over og under kraniet. Og det er ikke kun, tror jeg, fordi vores niveau af D-vitamin falder, i takt med at dagene bliver kortere.

Det er også, fordi vinteren er den mest uendelige af alle årstiderne, og fordi vi som mennesker frastødes af det uendelige, som sydpolerne på to magneter frastøder hinanden. Når det er vinter, kan vi ikke huske, hvordan det er at være til, når det er sommer.

Når vi mennesker møder det uendelige, har vi en tendens til at billedliggøre det, på den måde vi fra barnsben har lært at begrænse og kategorisere ting: vi menneskeliggør det uendelige. Gud, det ultimativt endeløse, gør vi til en skægget patriark, der har stærke holdninger til så menneskelige ting som forhuder, menstruation og fødevarers tilladte sammensætning.

Universet, med det mørke, ubeboelige vakuum, omdanner vi til smukke (og kunstigt farvelagte) fotografier af letfordøjelige stjerneskuds-galakser. Døden gør vi til en makaber le-mand, forfærdelig, men ikke desto mindre i menneskelig form – og i bogstavelig øjenhøjde.

Vinteren er ikke anderledes. I antikkens Grækenland var nordenvindens navn Boreas, han, som fortærer. Hos aztekerne var obsidian-guden Itztlacoliuhqui herre over frost, vinter og død. Men trods alt alle i menneskelige former. I tusindfold er menneskets mindreværd over for vinteren gengivet i fortællinger, der minder om og spejler os selv.

Men i virkeligheden er alle disse billeder, som alle billeder på det uendelige, utilstrækkelige. Det er næsten naivt at gøre vinteren til en barsk mand, når vinteren i virkeligheden kendetegner døden, den allermest håndgribelige uendelighed i livet.

Når vi taler om menneskelivet, kan vi finde på at sammenligne det med årets cyklus. Ungdommen er foråret, voksenlivet sommeren, alderdommen efteråret, og døden er den evige vinter.

Som det nogle gange er, finder vi de mest præcise billeder på vinteren i vores fjerne fortid og vores tætte nutid.

I den nordiske mytologi er vinterens uendelighed krystalliseret i Niflheim, Tågehjem, det ene kosmiske hjørne, der står i modsætning til Muspelheim, Ildhjem. I Niflheim hersker is og kulde, og midt i kosmos, i Ginnungagap (gabende tomrum), tørner de to urkræfter sammen og annullerer hinandens ødelæggende og altædende elementærnatur og bliver til frugtbar og mild dug.

Fra Niflheims uendelige tågemørke kom rimturserne, mørke og uforståelige, guder og menneskers fjender, fætre til Nidhug, dødsslangen, der æder af verdenstræets rod.

Vinterens uendelighed er, såfremt den ikke tøjles og mildnes, døden og undergangen, en anden slags uendelighed, der rammer os som en hammer, når vi, som dødelige mennesker, tænker over vores egen endelighed. Når vi ender, fortsætter alt andet hen over os, til vi er støv.

Ifølge moderne fysik bevæger universet sig mod en kosmisk vinter. Varme er vibrerende bevægelser, og altings gennemsnitstemperatur falder støt, i takt med at alting bliver strakt og delt fra hinanden, en grad kelvin ad gangen, over en periode på milliarder af år, indtil alle stjerner er udslukt, og vi når det absolutte nulpunkt, hvor intet bevæger sig, og hver eneste partikel er så isoleret, at der er lysår imellem dem. For evig, uendelig vinter.

I vinteren fornemmer vi vores dødelighed og altings forgængelighed og skimter det uendelige og evige i frosten og stilheden. Vores åndedræt bliver synligt som hvid tåge, der damper ud og opløses.

Når det er vinter, kan jeg ikke huske, hvordan det er at være til, når det er sommer.

Jeg har i mig vage glimt af at eksistere om sommeren; fornemmelser af at tage tynde jakker på. At irriteres over varmen. Lyse nætter og blød luft, menneskekroppe i shorts og sommerkjoler og ghettoblastere langs vandet, dårlig samvittighed over ikke at grille hver dag. Men nu, hvor blæsten skærer mig i ansigtet, og mine støvler graver sig ned i sjappen, der dækker asfalten, er det, som om det altid har været, og altid vil forblive, sådan her.

Vinteren strækker sig uendeligt bag mig og fortsætter ud i horisonten, og selvom jeg har en rationel og logisk viden om, at den på et tidspunkt stopper, så føles den viden ikke virkelig.

Jeg skal bore mine støvler ned i sludsneen, fra nu af og til min krop begraves i sjappet, tænker jeg, hvis jeg ikke driver den tanke væk med stål og logik. Jeg er begrænset, vinteren er uendelig, og den farver himlen, træerne og mine elskedes ansigter i kuldegrå nuancer.

Men på trods af alle de beviser på uendeligheden, så er der en anden ting: Når det er sommer, glemmer jeg fuldstændigt, hvordan det føles at fryse.

Der er ikke andre ting end Donald Trump

Jeg ved ikke helt præcist hvornår, jeg blev bevidst om problemets egentlige omfang.

Det startede nok en dag for nylig, da jeg åbnede en ny fane i Google Chrome, og verdens største reality-stjerne Donald J. Trumps udviskede og orange ansigt umærkeligt havde indtaget en central placering på den knap der åbner Twitter.

Ikke så mærkeligt, tænkte jeg, den slags sker dynamisk, Trump har nok bare lige sat sig fast lige nu, imorgen vil Twitter være repræsenteret af noget andet fx Isam B, en ulv, en diskussion af omskæring. Noget nyt. Noget andet.

Men det er, til min stigende forfærdelse, ikke sket.

Billedet har ikke ændret sig i månedsvis. Trumps ansigt er som brændt fast. Og langsomt begyndte det at snige sig ind og slå rod i resten af mit liv.

Først de forventelige steder: På forsiden af alle aviserne og på skærme, som er allevegne efterhånden. I opslag på Facebook, i lydbidder, i alskens slags medier og medieformer.

En aften fandt jeg en æske med navnet Trump: The Game i stedet for et spil matador i min reol.

Jeg kunne have svoret på at hans ansigt var smurt udover metroen på Kongens Nytorv, men da jeg kiggede tilbage var det en reklame for Arla, jeg havde lyden af hans stemme i ørene da jeg fortsatte op af trappen.

For en uge siden så jeg ham bagfra på gaden, flygtigt, da jeg gik i tusmørket.

Jeg er sikker, jeg så ham sidde ved et udendørs bord på en fortovscafé. Både hans krop og hans bøf var enorme, og han sendte mig et ondskabsfuldt smil, da han hældte ketchup ud ve siden af en sprødstegt bøf

Jeg flygtede gennem natten, forfærdet og vantro, mens et rungende og fjernt ekko af ”YOU’RE FIRED!” vibrerede under og over mig i brostenene og i mine støvler.

Da jeg nåede min lejlighed troede jeg mig sikker, men jeg fik et chok, da jeg så hjørnet af et enormt, blodrødt slips bag mig i toiletspejle.

Jeg vågnede brat den nat fra en drøm om bævende kød og guld og Trump Tower, selvom jeg aldrig har været der, jeg ved den er dækket af guld og at Trumpfamilien lever blandt diamanter og silke og jeg gik ud til altanen og forsøgte at få vejret, men jeg vidste også at noget havde ændret sig for altid.

Siden da har det kun taget til.

Jeg hører hans stemme i drømme, og i tidlige morgentimer, der hvor virkelighed og fantasi væver sig ud og ind af hinanden står han i mit køkken og koger æg og spiser litervis af is. Jeg ser ham bag mine øjenlåg, til kunstudstillinger og i køkkenet til mine venners privatfester.

Jeg kunne have svoret at både vært og deltagere i Deadline i går ALLE var Trump.

Jeg mærker ham i øjenkrogen, lige bag min ryg.

Lige ude af synsfeltet er han, og det er først for nylig gået op for mig at vi ikke anede hvor sandt det var, da vi navngav reality tv, hvor virkeligt det ville ende med at være til sidst, det der foregår på skærmen er hverken mere eller mindre virkeligt end det der foregår omkring os og ved min højre side nikker Donald Trump og giver mig ret.

Det eneste jeg stadig er sikker på virkelig er virkelighed er Donald J. Trump, USAs præsident, spejlet titusind gange, mangfoldiggjort i blade, bøger, billeder, tekst, twitter, malerier, alle vegne og for altid, evig, evig, evig.

Han er omgængeligt vævet ind i selve det stof der udgør virkeligheden, han er virkeligheden.

Mens mine hænder ryster en sen nattetime (søvnen undviger mig), spørger jeg mig selv hvad et atom egentlig er, andet end uendelige mikroskopiske Trump-elektroner, cirklende i umulige hastigheder om hinanden, Trump-protoner og Trump-neutroner.

Alt starter og slutter med Donald Trump, det er passende og godt at han af alle har magten over kernevåben, der kan udslette os for evigt, og hvorfor ikke? Måske er det på tide at lade den gå under i et orange skær, den har aldrig lever op til vores forventninger alligevel.

Livets kødcirkel begynder og slutter med Donald J. Trump, proklamerer jeg fra hustagene, mens jeg mærker hans små, tunge, hænder på mine skuldre.

Der går ikke længe, aner jeg, måske i morgen vil solen antager samme orange nuance, som Trumps ansigtshud, idet den stiger i horisonten, ligesom den gjorde i Teletubbies, mens vi griner og griner og fjernsynene på vores maver også transmiterer Trump, og møllehjulet på Trump Tower kværner os til højorange guldstøv.

Donald J. Trump vil skinne uden stop på virkeligheden, glohed, ubønhørlig, ødelæggende, bævende og livgivende.

Drømmejournal 1

Nedskrevet om morgen d. 15. december 2017

Jeg vandrer ned ad gaden i en by jeg ikke kan genkende. Måske er det Tel Aviv, måske endda i den gamle arabiske bydel Jaffa (der langsomt gentrificeres), for her er talløse restauranter med vegetarisk og tjekket mad, og mørkerøde ølflasker, der godt kunne være af mærket Taybeh.

Jeg skynder mig forbi talløse små spisesteder, en gammel ven hvis ansigt og navn jeg ikke husker, får øje på mig, og trækker mig ind i skyggen af store søjler.

”Vi skal skynde os at få noget mad, de lukker snart, kom!”

Jeg bliver taget med på slæb ind i en græsk-jødisk restaurant, og jeg undrer mig over at der ikke er hummus. Der sidder stadig betalende gæster ved bordene, og ægteparret der ejer restauranten kaster med knive, mens de forbereder maden, Men da min ven, på et sprog jeg ikke kender, forsøger at købe mad til os, er de afvisende.

Det er på en eller anden måde tydeligt for mig, at det er af allerstørste vigtighed at vi får noget at spise. Ligesom man skal have et job i Chihiro og heksene. Vi sniger os ud på terassen, hvor andre, tykke græsk-jødiske familiekokke forbereder den ene smukke ret efter den anden. Endelig får jeg en stor ret, gylden i farven, af hummus, mynte, koriander og agurkestave. Jeg tager en bid, og savner brød.

Men før jeg når at spise færdig, lukker restauranten, og de opdager at vi har snydt os til at få mad – endda uden at betale regninger, og vi flygter, grinende og glade ud på gaden, hvor jeg opdager at alle butikkerne, en efter en, er ved at lukke. To politibetjente kommer gående med en ladvogn, hvor de stabler ølkasser oven på hinanden.

Først da jeg kommer helt tæt på, opdager jeg at det er min moster og hendes kone, og jeg bliver helt glad af at se dem. Min moster ser helt mærkelig ud i politiuniform, og selvom de hilser på mig, er det tydeligt at de har for travlt til at sludre.

Omkring mig lukker nedfaldende blikgardiner for butikkernes facader, indtil hele gaden er tavs og tom, og kun lyden af stablede ølkasser er tilbage.

Jeg er pludselig et andet sted: En smart café, der er fyrfadslys på bordet og stemningen er mørkdyster, og bag disken står en meget smuk kvinde og griller kunstfærdigt og dygtigt kød, med lange bevægelser og imponerende manøvre, næsten som var det en af den slags restauranter, hvor man ikke bare betaler for at spise, men også for at se kokken flambere retterne og udvise sine knivfærdigheder.

Omkring mig sidder to mennesker jeg holder meget af, men som, så vidt jeg ved, aldrig nogensinde har mødt hinanden i den virkelige verden.

De taler imidlertid som om de var fortrolige. De diskuterer maden, og en krydderblanding jeg ikke har hørt om.

Jeg vandrer ind i de tilstødende rum på restauranten, og opdager enorme stabler af blå plastik-tønder. En ung, smuk mand, hvis tilstedeværelse jeg indtil nu ikke har fornemmet, besvarer mit spørgsmål uden at jeg når at stille det: ”Rom. På sukkerrør.”

Jeg finder tilbage til mit bord, hvor mine venner har besluttet sig for menuen. Grillet kød, måske lam, med smag af anis og røg, sukker. Jeg opdager pludselig at min nærmeste leder fra mit arbejde er til stede ved bordet, hvad slår mig som mærkeligt. Jeg har aldrig set ham uden for en professionel sammenhæng.

Efterhånden som middagen skrider frem, får jeg endelig nævnt for ham en ting der har plaget mig; jeg har glemt at indtaste mine timer for den sidste måned, og fristen er udløbet. Han ser alvorlig ud, og siger at det kan han ikke gøre noget ved.

Jeg smuldrer. Det drejer sig om adskillige tusind kroner – jeg kan ikke betale husleje. Han anbefaler mig, lidt nedladende (og komplet modsat sin virkelige karakter), at hyre en advokat. Han forlader selskabet.

Mine venner fornemmer min desperation, og får mit hurtigt placeret i en bar, hvor de påbyder mig at drinksne er på deres regning. Jeg kan ikke slippe min manglende indberetning af løn.

De har sympati for mig, men kan ikke holde emnet ud. De hælder shots op. Samtalen flyder over til andre temaer. Jeg fortvivler.

Jeg vågner.

Med stor sorg: Jeg må takke nej til Politikens krænkelsesmedalje

Der er sket noget forunderligt og meget enestående for mig i dag.

I går fik jeg bragt en klumme i Information, min første af slagsen, som mest var tænkt som en strøtanke, en lidt ligegyldig analyse af Harry Potters interne uoverensstemmelser i univers og værdisæt, grundlæggende noget gøgl, og mest en øvelse i analyse af popkultur – det kan undertiden være sjovt og spændende.

Det er derfor med enorm overraskelse, og en ikke slet glæde, at jeg i dag erfarer, at selveste mediet for den højeste oplysning, Politiken, har tildelt mig en medalje, fordi jeg er den ”allermest krænkede” af alle krænkede mennesker.

Det er svært at sætte ord på den benovelse og henrykkelse, der greb mig, da en åndeløs ven overbragte mig nyheden om den hæder, der var påfaldet mig. Især var jeg overrasket, fordi indlægget, der var årsag til min utroligt fornemme nominering, ikke umiddelbart kom fra et særligt krænket sted.

Jeg synes ikke Harry Potter er en skidt bog, jeg føler mig ikke særligt trådt over tæerne, jeg troede egentlig bare at jeg udpenslede det grundlæggende basale faktum, at skreven fiktion stammer fra en levet virkelighed, og at de problemer, mønstre og ideologier vi bærer med os i vores daglige liv, også er afspejlet i den fiktion vi læser og skriver – og at en grundig læsning af et givent stykke kultur vil afsløre sprækker i værket. Sprækkerne er som oftest udtryk for ting vi tager for givet, eller har overset, og gør os ikke til dårligere mennesker. I bedste fald nuancerer de vores verdensbillede, og åbner vores forståelse for os selv, hinanden og verden vi lever i.

Det kom således utroligt bag på mig, at jeg ikke bare var nomineret til prisen som mest krænket, nej, jeg havde faktisk allerede fået præmien! Jeg var ganske overrasket, fordi jeg egentlig troede jeg stadig havde bevaret min amatørstatus i krænkelse (jeg satsede på en stærk placering i krænkelses-OL), og derfor slet ikke var berettiget til at deltage i den halvårlige krænkelsesliga (også kendt som SuPolitigaen).

Det er derfor, med nogen sorg, og meget, meget modvilligt, at jeg uheldigvis må  afstå medaljen. Det er det eneste jeg kan gøre, hvis jeg vil bevare en god sportsånd.

Der er en klokkeklar årsag til denne ulykkelighed:

Min artikel er, af årsager uden for min kontrol, blevet bragt bag en betalingsmur.

Det forekommer selvindlysende, at Politikens chefdommere i krænkelse tydeligvis ikke har haft et abonnement på Information, og derfor kun har læst rubrikken, og ikke hele min klumme til ende.

Anden forklaring forekommer mig ikke mulig, med det høje niveau af tekstlæsning, Politiken ellers er kendt for.

Jeg må derfor, med nogen beklagelse, stille spørgsmålstegn ved domprocessens lødighed, men må på det kraftigste opfordre Politiken til at investere i et abonnement på Information – især nu, hvor de har en farlig modstander som mig, at slås med i krænkelseskonkurrencen.

Selvom det er en stor sorg, at jeg uheldigvis allerede må opgive min titel som den allermest krænkede, må jeg finde en glæde i sorgen – og den glæde er, at jeg nu overhovedet er i feltet til medaljebetragtning i krænkelseskonkurrencen!

Og jeg har meget stærke modstandere. Jeg vil efterlade jer med dette uforlignelige eksempel i disciplinen ”at være krænket over at andre ikke gider lytte til at de ikke bør være krænkede”, skrevet af selveste dommerpanel-avisen.

Jeg satser stærkt på at gøre comeback, og generobre krænkelsesmedaljen ved en anden lejlighed!

Mange sportsmanslike og krænkede hilsner
Forhenværende medaljeindehaver
Jens Haag