Historien om hvordan jeg mødte min bedste ven på internettet (første del)

Denne historie handler om venskab og blod.

Men ikke endnu:

I lang tid var den centrale debat om internettet, hvorvidt det, i sig selv, var godt eller skidt. Debatten føltes nødvendig – internettet havde åbenlyst ændret vores liv radikalt.

Alle meningsfulde sfærer af vores eksistens var berørte – take-out, tøj, samtaler, porno, politik etc.

Det føltes, forestiller jeg mig, jeg var ikke voksen da debatten foregik, nødvendigt at fastlægge hvorvidt denne nye teknologiske gigant ville os det godt eller skidt.

Det er imidlertid en frugtesløs debat – internettet er, som alle andre medieformer menneskeheden har opfundet, ikke medfødt hverken godt eller skidt.

Internettets egenart, den sande interessante debat at tage, er dets hastighed.

Alting forstørres og accelereres til ufattelighed i det øjeblik det udsættes for internettet.

Vores ord for ting, der spreder sig over nettet er viralt, som en virus, usynlig indtil den står ud, inficerende, ustoppelig og ubekæmpelig (anti-biotika virker kun mod bakterier, man kan kun behandle en virus’ symptomer og ikke virussen i sig selv – viralt er et velvalgt ord).

Internettet er defineret af dets hastighed, så meget, at mennesket kun har kendt til eet andet medie i vores historie, der i ren fart kan overgå det. Et medie der i øvrigt er den eneste tilnærmelsesvis dækkende metafor for internettet.

Der er naturligvis tale om spejle.

Imidlertid vil jeg tale om noget andet.

Jeg vil tale om min bedste ven, Johannes.

 

 

Jeg var, af mange årsager, ikke et lykkeligt barn.

Jeg bilder mig ikke ind at børn almindeligvis er lykkelige, men jeg kan trods alt kun tale på mine egne vegne, og min ulykkelighed var måske også mere synlig end mine jævnaldrenes.

Jeg undslap, instinktivt og uden egentlig at kunne andet, virkeligheden ved at gemme mig i bøger, computerspil og biblioteker, i den rækkefølge.

Jeg vandrede lange ture ud i skoven og engene ved mine forældres gård uden for Hatting uden for Horsens i Midtjylland.

Der er ikke megen mulighed for at blive usynlig i en landsby, ens krop er en blandt få, så min taktik var at lade krop være krop og i stedet kaste mine tanker og drømme ind i universer, der lignede dette så lidt som muligt; fantasy, computerspil, science fiction.

Mine forældre var, tror jeg, bekymrede.

Jeg var naturligvis klar over at min substitutvirkelighed ikke stod mål med den reelle virkelighed; eskapistens ulykkelighed er i virkeligheden, at han godt er klar over sin virkelighedsflugt, og at han ikke ønsker sig en anden virkelighed – han ønsker sig at denne var bedre, men formår ikke at ændre den, og flygter derfor. Eskapismen er både, og derfor forfærdelig, ulykke og magtesløshed.

Men:

Internettet havde for mine jævnaldrene og jeg i lang tid mestendels bestået af en række hjemmesider med navne som miniclip.com, newgrounds.com og gratis-ting.dk; hjemmesider der faldbød tilsyneladende uendelige farverige og intetsigende spil, der kunne distrahere vores pubertære hjerner i de tyve minutter frikvarteret varede.

Farverig vold, catchy techno-musik i modemvenlige skodversioner, hidsige pointtavler og det hele i opblæst amerikansk animationsstil.

En dag skete der noget helt anderledes.

Jeg ved ikke hvorfor, men et af de endeløse spil sugede min opmærksomhed til sig. Det viste sig at være noget ganske andet end de larmende flash-spil.

Først og fremmest var det på dansk.

Dernæst var det et rollespil, stod der. Et tekstrollespil. Baseret på Løvernes Konge.

 

 

Jeg husker det som om en voldsom opstemthed satte sit i brystet på mig, da jeg langsomt optrævlede præcis hvad tekstrollespil betød; efter en spiller forfatter en karakter foregår al interaktion med de andre spillere igennem tekst. En skriver noget, en anden handler på dette igennem ny tekst, den første  spiller reagerer igen, etc.

En slags interaktiv skønlitteratur med flere forfattere, hver med sin egen hovedperson.

At det handlede om Løvernes Konge var egentlig sagen underordnet, her var et sted hvor min hang til eskapisme og min kærlighed til bøger og universer der ikke findes, kunne udleves totalt og, måske vigtigst af alt, her var andre mennesker med samme interesse.

Jeg var hooked.

Hvert eneste vågne minut jeg havde foran en computerskærm blev brugt på tekstrollespillene.

Jeg lod mig hensynke totalt, og jeg knyttede tætte bånd til mine medspillere, og uundgåeligt blev jeg administrator på de fora vi brugte til vores rollespil, en slags lederskikkelse.

Mine forældres bekymring tog til. For dem, forestiller jeg mig, var min fascination en uhyggelig og usund virkelighedsflugt. Det er ikke nødvendigvis en forkert opfattelse; man kan ikke henslæbe sit liv i beskrivelser af fiktive karakterer og sammen med mennesker på internettet.

Med tiden, dog, vil jeg sige, at jeg ikke er sikker på der var andet for mig at gøre, på det tidspunkt, og jeg tror jeg havde ønsket mig at de havde forsøgt at forstå, selvom jeg ikke tror at den slags er simple. Jeg forstår knap nok de som er ti år yngre end jegs medieforbrug – hvordan skulle jeg forstå mine børns?

Jeg fortsatte ufortrødent, også igennem deres rationering af tiden jeg måtte bruge foran computerskærmen. Vi byggede store netværk af danske tekstrollespil, vi kendte hinanden på vores aliaser, vi delte intime og svære detaljer om os selv.

Her fandt jeg et fællesskab jeg tror jeg havde savnet voldsomt, og her fandt jeg en mulighed for at udtrykke mig på måder, der ikke havde været muligt i virkeligheden:

Jeg begyndte selv at skabe verdener, sider, universer, hvor spillene kunne foregå.

En dag fik vi en idé. Vi inviterede alle vi kendte fra nettet til selv at være med til at finde på det næste univers vores rollespil skulle foregå i. Gennem stærk inklusion og demokratisk afstemning ville vi i fællesskab bygge et univers, der skulle tilgodese alle.

Af sære veje blev den idé skæbnesvanger for mig.

 

 

Jeg kender ikke til Johannes eksakte livshistorie, den har jeg hverken krav på eller ret til. Men af hvad jeg ved minder visse, centrale dele om min.

Især da vi var 13.

Af veje jeg ikke kender endte Johannes også i det danske tekstrollespilsunivers.

Han var også en outsider, der sank ned i Ringenes Herre og Harry Potter og tusind andre verdener ved siden af, under og over denne.

Han gik, som jeg, lange ture i skovene ved siden af sine forældres hus som, som mines, lå relativt langt fra byen.

Han boede imidlertid, i stærk modsætning til mig, på landet uden for Helsingør.

At vi lærte hinanden at kende er således kulminationen på en lang række næsten usandsynlige tilfælde, det ene efter det andet.

 

 

Som Johannes har fortalt mig historien kendte han først perifært til vores demokratiske verdensbygge-idé. Og til at starte med synes han i øvrigt det lød kedeligt og åndssvagt.

Men en dag hvor kedsomheden blev tilstrækkelig stor klikkede han sig alligevel, halvt tilstedeværende, ind på vores forum.

Vores fora, som fungerede som særskilte rollespilsuniverser, var som regel bygget på samme måde:

Vi registrerede et mere eller mindre opfindsomt navn på en af de gratis foraudbydere, der fandtes i nullerne: Proboards eller infoboards hed to af de mest brugte, så vidt jeg husker. Under selve forummets kategorier (der udgjorde de steder rollespillet foregik; skoven, byen, bageren, bjergene etc) satte vi en chatbox, en c-box, hed den.

I den c-box som vores demokratiske finde-på-board havde, mødte Johannes og jeg hinanden for første gang.

Der er mere til historien – og det kommer senere. Billedet øverst er taget på min veninde Annes evindelige engangskamera, som hun altid slæber med når vi er i sommerhus. Det er taget kort efter at Johannes, Liva og jeg har forberedt omkring 70 stykker højtbelagt smørrebrød.