Satan er virkelig – om Onkel Reje, ondskab og kujoner

”[The Devil] avowed to me that he had been afraid, relatively as to his proper power, once only, and that was on the day when he had heard a preacher, more subtle than the rest of the human herd, cry in his pulpit: “My dear brethren, do not ever forget, when your hear the progress of lights praised, that the loveliest trick of the Devil is to persuade you that they don’t exist!”

– Charles Baudelaire, Le Joueur Généreux (1864)

I de seneste par uger har en debat om børneprogrammet Onkel Rejes Heavyband udspillet sig, først i Kristeligt Dagblad, og siden i Radio 24syv.

Debattens omdrejningspunkt er, at Onkel Reje i en episode af programmet foreslår sine bandmedlemmer, at de burde blive satanister (for det er de i rigtige heavy bands), hvis de gerne vil vinde Heavy-MGP. Barnet Krølle er helt vild med idéen, udfra tanken at hvis han bliver satanist bliver han følgelig også ”rig og berømt”. Det tredje medlem af bandet, Brille, forholder sig imidlertid skeptisk.

Det lykkedes hverken Krølle eller Onkel Reje at blive satanister; de opgiver, da det viser sig at man skal spise en hørmende ostemad for at komme med i klubben, og vender slukørede hjem til Brille, der har bedt fadervor for dem 665 gange, i håb om at Gud vil tilgive dem deres flirten med satanismen.

En række af kristne teologer betragter ikke denne absurde fortælling som absurd: Djævelen, satanisme og det onde er, ifølge dem, alvorlige sager, der ikke egner til satire, og slet ikke satire til børn.

Niels Jørgen Cappelørn, professor emeritus ved Søren Kierkegaard Forskningscenter, sætter satanismen i perspektiv: I 2004 myrdede en heavyfan præsten Faustino Gazziero i Chile, og det er derfor uansvarligt at formidle ”satanisme” til børn – satirisk eller ej.

Den mest oplagte kritik her, er at mennesker dedikeret andre religioner siden 2004 utvivlsomt har stået for et eksorbitant højere antal drab end det ene i Chile (fx Boko Haram, Anders Breivik, Islamisk Stat, ildpåsættelsen i Duma), og at det bestialske og afsindige mord formentlig havde andre og mere psykologiske årsager end morderens religiøse tilhørsforhold. Men i virkeligheden, tror jeg, er Cappelørn ikke optaget af satanismens kapacitet for mord; det er nærmere et forsøg på at synliggør, for en sekulær interviewer, den fare, han ser forbundet med Satanismen.

Det jeg i virkeligheden er interesseret i, er den forskel, der er at finde i teologernes syn på Satan og det syn som de fleste moderne (mere eller mindre) sekulære mennesker er i besiddelse af.

Jeg er interesseret i om Satan er tandløst maskespil og teater, som han fremstår i Onkel Rejes Heavyband og den brede popkultur – eller om han er dødsens blodig alvor, om han er virkelig og farlig og forførende, og om den mørke magi virkelig findes, som i disse teologers verden. Det er den ondskab Cappelørn i virkeligheden taler om, og ikke et tragisk, men lidt obskurt mord i Chile.

 

 

Jeg hørte engang en historie om en gruppe Jehovas Vidner.

Der var, til et middagsselskab, blevet indkøbt en flaske rødvin fra producenten Concha y Toro med navnet Casillero del Diablo (spansk for Djævlens Æske). I første omgang havde ingen lagt synderligt mærke til navnet, men da de gik op for de inviterede at der var tale om ”djævlens vin” løb debatten: Kan man, som god kristen, tillade sig at drikke af djævlens vin?

For en udenforstående virker argumentationen rablende. Det er indlysende, at der ikke er tale om en bogstavelig djævel. Casillero del Diablo er et fikst navn, et marketingstrick, vinen er ikke fyldt med menneskeblod eller onde ånder.

Men i en (traditionelt) kristen forståelse er et symbol ikke bare et symbol; på magisk vis indeholder symbolet også det det symboliserer; til nadveren modtager de altergående en oblat og en smule druesaft, men i det øjeblik de to ting indtages, er de ikke blot symboler; de er bogstavelig talt Jesu’ kød og blod, spændt ud på tværs af årtusinderne, og til stede nu og her, som evigt løfte om at Kristus døde for os, og at vi aldrig skal tørste eller sulte, hvis vi tror på Ham.

Form og indhold smelter sammen og bliver en og samme ting; og derfor er det at fremkalde Satans billede og navn ikke blot et fikst trick eller en absurd manøvre. Det er slet og ret at tilkalde Satan selv, mørket, det ultimativt onde.

En fascinerende detalje ved den forståelse af Satan er, at den kun i meget begrænset omfang er understøttet i Biblen.

 

 

Satan nævnes i sidebemærkninger her og der, men optræder i egen høje person kun to gange i Biblen.

Den første gang er i Jobs bog, hvor han, nærmest som Guds lakaj og med dennes velsignelse, sætter sig for at teste den fromme Jobs tro, og det hele ender ud i pointe om, at mennesker ikke kan (eller må) forstå Guds fuldkommenhed.

Den anden og måske mest interessante optræden findes i både Mathæus, Markus og Lukas-evangeliet, og handler om Jesus og hans fyrre dages faste i ørkenen. Her dukker Satan op, og frister tre gange frelseren, her fra Mathæusevangeliet:

Så blev Jesus af Ånden ført ud i ørkenen for at fristes af Djævelen. Og da han havde fastet i fyrre dage og fyrre nætter, led han til sidst sult. Og fristeren kom og sagde til ham: »Hvis du er Guds søn, så sig, at stenene her skal blive til brød.«  Men han svarede: »Der står skrevet: ›Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hvert ord, der udgår af Guds mund.‹ «  Da tog Djævelen ham med til den hellige by, stillede ham på templets tinde  og sagde til ham: »Hvis du er Guds søn, så styrt dig ned. For der står skrevet:

Han vil give sine engle befaling,
og de skal bære dig på hænder,
så du ikke støder din fod på nogen sten.«

 Jesus sagde til ham: »Der står også skrevet: ›Du må ikke udæske Herren din Gud.‹ «  Igen tog Djævelen ham med sig, denne gang til et meget højt bjerg, og viste ham alle verdens riger og deres herlighed  og sagde til ham: »Alt dette vil jeg give dig, hvis du vil kaste dig ned og tilbede mig.«  Da svarede Jesus ham: »Vig bort, Satan! For der står skrevet: ›Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene.‹ «  Da forlod Djævelen ham, og se, der kom engle og sørgede for ham.

Det er en ekstremt interessant detalje at Satan igen i dette bibelvers optræder instrumentalt: ”Så blev Jesus ført ud i ørkenen for at fristes af Djævelen.”

Satans ondskab og forførelse tjener i Jesu fristelse et konkret formål: Det at Jesus, for at blive den fuldkomne frelser, må faste i ørkenen og modstå fristelsen til at benytte sine gudsgivne kræfter selvisk.

Satan er i Biblens tekst, som den står i de to tilfælde hvor han optræder personligt, en nødvendighed. Han er modsætningen, fristeren, der, på lidt paradoksal, men ikke umulig vis, går Guds ærinder. Han er at betragte som en slags nødvendig bad cop figur, en nødvendig ondskab. Men hans magt er altid på Guds nåde, han optræder på ingen måde som en uovervindelig figur for ondskaben, eller som Guds direkte modstander eller, mere kritisk, Guds lige. Han er overvindelig og lille.

Så hvorfra kommer den kristne tilbøjelighed til at frygte, hade og tiltro Satan umådelig magt?

 

 

Et problem kristendommen (men egentlig de fleste religioner) altid har forsøgt at løse, er det at der findes ondskab.

Den græske filosof Epikur (341-270 før Kristus) stillede det op således:

Ondskab, smerte og lidelse findes. Man siger at Gud er almægtig og algod. Derfor følger spørgsmålene:

Er Gud villig til at forhindre ondskab, men ikke i stand til det?
Da er han ikke almægtig.

Er han i stand til at forhindre ondskab, men ikke villig til det?
Da er han ikke algod.

Er han både i stand til det og villig?
Hvorfor tillader Gud så ondt at findes?

Der findes en lang række af forsøg på at besvare det spørgsmål (én, lidt hurtig, mulighed er, at konstatere at Gud ikke findes, men af åbenlyse årsager er den kamel svær at sluge for troende kristne).

De forskellige bud, som ikke afviser Guds eksistens, kan groft sagt deles op i tre kategorier:

  1. Vi lider, fordi det er Guds straf eller prøvelse af os
  2. Vi lider, fordi mennesket har fri vilje til at vælge ondskaben, og derfor forårsager hinanden ondt
  3. Vi lider, fordi Guds veje er uransagelige

Problemet er, tror jeg, at de tre ovenstående bud på hvorfor DU som person skal lide og have ondt og føle at verden går i stykker omkring dig, er ekstremt abstrakte svar på meget konkrete spørgsmål:

Hvorfor blev min landsby ramt af jordskælv? Hvorfor skal de, jeg elsker, dø, og jeg lades alene tilbage? Hvorfor skal jeg være ensom og alene og hvorfor skal alt jeg elskede smage af aske, og hvorfor er livet både for langt og for kort? Hvad er meningen med at jeg skal lide og græde snot og alt i mig føles isnende koldt? Hvorfor skal jeg dø?

At dine elskede skal dø, fordi det er Guds prøvelse af dig, eller fordi hans veje er uransagelige, er dybt utilfredsstillende svar at give den, der er i sorg, og hvis de dør af sygdom eller ulykker, er det af indlysende årsager ikke et spørgsmål om fri vilje.

Men hvorfor er her så ondskab? Hvorfor er eksistensens lidelse så fremtrædende og uendelig og ubærlig og evig?

Hvis du er fundamentalistisk nok er der en fjerde mulighed: Satan.

Satan er grunden til at her findes ondskab. Hver eneste smertefulde krampetrækning kommer fra Satan, som er denne verdens hersker, og kæmper en ligevægtig kamp med Gud om vores sjæle.

 

 

For teologerne, som hårdt kritiserer den lemfældighed med hvilken Onkel Reje foreslår at tilbede Satan, er denne verden gennemvæddet af mørk magi. Satan lurer allevegne.

I Mel Gibsons voldsorgie The Passion of the Christ, den måske vigtigste kristne ikonografi i 100 år (foruden Sagrada Familia), er Satan en androgyn, dæmonisk figur, der konstant spotter Jesus, lurende i kulissen, på steder han aldrig nogensinde optrådte i Biblen.

I 80’erne opstod i USA det som kaldes ”The Satanic Panic”, hvor alt fra teenagerpigers Wiccabøger til Dungeons and Dragons blev beskyldt for at lede til satanisme og ondskab. Harry Potter blev beskyldt for noget lignende i nullerne, den kristne historie er overstrøet med heksejagter, inkvisitioner, djævleuddrivelser og håndgribelig, konkret tro på at Satan er virkelig og ophavet til ondskab og lidelse i denne verden.

Jeg må, på en lidt mærkelig måde, indrømme en vis misundelse over dette verdenssyn. For mig virker verden affortryllet og grå; den magi der er tilbage må jeg finde i dybe skove og blide kys, brændt salvie og tarotkort.

Det føles stjålet og desperat, som om den sidste rest af fortryllelse blev støvsuget ud af verden da industrialiseringen begyndte at fælde regnskoven og dræbe bierne, og jeg bare leger med de døende rester.

Men for de teologer, der ser Onkel Rejes Heavyband og ser ondskaben selv, eller ser nisser, og ser hedninge og ild og dæmoner, for dem er verden stadig befolket af mørk magi og uforklarligheder.

Satan er virkelig.

Men hvis jeg skal være helt ærlig, er det at se Satan som virkelig og kilden til al ondskab i verden en af mest ansvarsløse og kujonagtige idiotier i verden.

 

 

Der findes lidelse. Der findes ondskab.

Et enkelt blik på dem vi elsker eller verden omkring os burde minde selv de mest tunghøre om det faktum.

Og der findes intet dækkende eller tilfredsstillende svar på hvorfor, ingen jeg kender, i hvert fald.

Men at opfinde Satan som dets ophav er et eksorbitant udtryk for ansvarsfralæggelse.

Det er nytteløst at spørge hvorfor der findes ondskab, det eneste spørgsmål, der meningsfyldt kan følge indsigten at

lidelse er virkelig

er

hvordan gør jeg mine medmenneskers lidelser mindre?

Hvis Satan, som ligeværdig med Gud, er kilden og ophavet og forklaringen på ondskab, er vores ansvar for ondskaben, eller kravet om at handle på den, uendeligt småt.

Satan vogter ikke på os med et tandsmil, når vi straffer og myrder og plager hinanden, eller når vores elskede får modermærkekræft eller en godsvogn på et øjeblik udsletter otte uskyldige liv, og enhver påstand herom må være et udtryk for kujoneri og bortforklaring.

Der er ikke altid nogen tilfredsstillende svar på hvorfor vi absolut skal lide og en af de mest pinefulde dele af menneskelig eksistens er at lære at leve med det faktum.

At opfinde store, onde skurke er at fralægge sig sit ansvar for at gøre ting bedre, fordi det er sådan det altid har været.

Det er at hidse sig op over et børneprogram i stedet for at vi lever i en verden, hvor folk dør af sult og helbredelige sygdomme, at sygeplejerske stresser sig selv ihjel, at de hjemløse fryser på gaden og at verden fundamentalt er uretfærdig.

Det er ikke at rette op på uretfærdigheden.

Det er at stå foran smerten og mørket og evigheden og lidelsen og alt det der gør ondt og give op.

Det at tro på Satan er at give efter for hans fristelse.

 

 

Og se, der kom en hen til Jesus og spurgte: »Mester, hvad godt skal jeg gøre for at få evigt liv?« Han svarede ham: »Hvorfor spørger du mig om det gode? Én er den gode. Men vil du gå ind til livet, så hold buddene!« Han spurgte: »Hvilke?« Jesus svarede: ›Du må ikke begå drab, du må ikke bryde et ægteskab, du må ikke stjæle, du må ikke vidne falsk, ær din far og din mor!‹ og: ›Du skal elske din næste som dig selv.‹ «

Den unge mand sagde: »Det har jeg holdt alt sammen. Hvad mangler jeg så?« Jesus sagde til ham: »Vil du være fuldkommen, så gå hen og sælg, hvad du ejer, og giv det til de fattige, så vil du have en skat i himlene. Og kom så og følg mig!«  Da den unge mand hørte det svar, gik han bedrøvet bort, for han var meget velhavende.

Mathæusevangeliet, kapitel 19, vers 16-22

Vi skulle forestille en anden slags mænd, troede jeg

Det var vinter og stormvejr da vi forlod hinanden, og vi ikke kunne finde ud af at sige farvel og jeg var i et dybt hul. Der var ligeså meget kaos inde i mig, som der var uden for ruden, hvor verden var slud og vintertidsmørke og jeg sagde igen og igen at ingen ”behøvede gøre noget”.

Jeg skulle nok klare mig.

Vi skulle forestille en anden slags mænd, troede jeg i lang tid.

Vi havde så mange veninder i gymnasiet, havde forelsket os i de forkerte og læst poesi til langt ud på natten, dyrket vores følelser og vi gik ikke op i fodbold og CounterStrike, vi måtte være noget helt andet end de andre.

I virkeligheden tog jeg fejl af indhold og form, for selvom vi kender sproget for den slags maskulinitet man dør af, den der holder en fra læger og leder ned i raseri og misbrug og rå tristhed, så betyder det ikke at vi vælger en anden vej.

Vi har bare åbne øjne imens vi træder forkert.

Vi ”behøver ikke gøre noget”, vi ”skal nok klare den selv,” og det er alt for nemt at nikke og sige ”du skal bare sige til champ,” og ”sikke noget”, og de andre valgord vores fædre også sagde når verden går i opløsning og farverne forsvinder.

”Det er sgu også træls.”

 

 

Hvordan reagerer man på sorg som mand? Eller på tristhed? Hvordan reagerer man på modgang?

Da jeg var lille græd jeg ustandseligt, sådan husker jeg det, virkeligheden var for meget. Det er den i øvrigt stadig, både for meget og for lidt.

I min børnehave sang vi Puf den Magiske Drage, en sang der er skrevet af og til voksne og adskillelsen mellem Puf og sangens hovedperson (”men kære Puf vi kommer aldrig til at lege igen”) sad hårdt og grusomt fast i mig, mine forældre blev nødt til at finde på en alternativ slutning, en løgnhistorie, for at trøste mig, en om at drengen og Puf engang mødte hinanden igen, at Puf stadig boede i fantasia, men jeg troede ikke helt på dem, jeg græd i hvert fald alligevel.

Men jeg holdt op. Jeg kan ikke huske hvornår var sidst var opløst af gråd, eller hvornår jeg følte at jeg havde grædt ud på den måde hvor man selv og hele verden ophører med at være fast, bliver flydende og tilbage igen, og trætheden sænker sig over en, og de knuder, der sidder i brystet bliver vædet og løser sig.

Når jeg er allermest ked af det kan jeg ikke græde, og det føles som noget grimt og uovervindeligt.

En veninde skrev i sin dagbog har hun fortalt om den vinter, at hun var bekymret for mit fedtede hår og mit skema, der langsomt gik i opløsning og hvordan jeg kom for sent og undskyldte og var næsten gennemsigtig.

Jeg kunne ikke selv skrive noget, jeg havde ikke nogen ord dengang, ingen ord og ingen tåre.

Hver fjerde mand i Danmark savner nære relationer at dele glæder og sorger med. Ensomheden fylder meget i de klassiske manderolle, aleneheden er heltagtig, synes jeg ofte:

Vi er vores egen lykkes smed, vi har kæmpet ene mand, men der, hvor jeg kommer fra drak folks fædre sig fulde, og de var meget tavse og rasende og de græd aldrig og så holdt vi også op, og jeg ville ønske vi ikke syntes at ensomme kampe er ædle, selvom jeg ved det er svært.

Jeg synes det er hårdt man ikke kun skal være uden Puf, man skal også være uden mennesker hvis man skal være ensom og ædel på samme tid.

 

 

Vi sad i en lufthavn efter to ugers rejse, og ud af det blå eksploderede alt det, der havde siddet i ham, her, lige før vi skulle sige farvel, og jeg havde ikke de rigtige ord eller de gode ord eller de ord han skulle bruge.

Det var vinter og stormvejr da de forlod hinanden, og de ikke kunne finde ud af at sige farvel og hanvar i et dybt hul. Der var ligeså meget kaos inde i ham, som der var uden for ruden, hvor verden var slud og vintertidsmørke og han sagde igen og igen at ingen ”behøvede gøre noget”.

Han skulle nok klare sig.

Men vi insisterede, og jeg nærmest tvang ham til at komme forbi, og vi gav ham varm solbærsaft, og han siger noget gange “at drikke saft” om at hjælpe nogen, der lider og måske også om at ødelægge nogens ensomhed.

Vi gik ud i Amager Fælled, der er en bålplads der, hvor skovløberen efterlader brændekævler og stjernehimlen er klarere end den er, og vi drak rødvin fra flasken, og forsøgte at tale rundt om det, som gjorde ondt, vi talte ind i ilden.

Det var ikke nemt at snakke, det er ikke nemt at snakke, men jeg prøvede, vi prøvede, og bålet knitrede svagt og vi talte om vores fædre og hvor ondt det gør når de ting man håber på, ikke kan lade sig gøre.

Hvis vi skal være en anden slags mænd må vi begynde med os selv, tror jeg, og med varm saft og med bål, jeg ville ønske jeg havde flere og bedre redskaber eller at jeg kunne se mig selv udefra.

Jeg vil gerne finde Puf igen, men jeg synes det er svært, jeg er bange for det er umuligt, og jeg ville ønske jeg havde nemmere ved at græde.

Øverst Casper David Friedrichs Der Wanderer über dem Nebelmeer (ca. 1818)

Gud er ikke i Jerusalem

”Nej! I er kommet til Zions bjerg, til den levende Guds by, det himmelske Jerusalem, til tusinder af engle, en festforsamling!”
– Det Nye Testamente, Hebræerbrevet, kapitel 12, vers 22.

Den 7. juni 1967 avancerer israelske faldskærmstropper igennem Jerusalems gamle by.

De går gennem resterne af jordanske artilleristillinger og pigtrådshegn. Gennem det marokkanske kvarter, lige indtil de når Vestmuren, den sidste rest af det jødiske tempel, raseret af romerne i år 70 efter kristus, som hævn for zelotternes oprør.

Det er næsten 2000 år siden templet, bygget af Kong Solomon til at huse pagtens ark og det absolut helligste sted i jødedommen, sidst har været under jødisk kontrol.

Her stopper soldaterne, tager deres hjelme af – og græder.

Præcis 868 år tidligere, den 7. juni 1099, ankommer de første korsriddere til udkanten af Jerusalem, som på det tidspunkt er under Fatimidekalifatet. Da de kristne riddere ser bymuren, tager de deres hjelme af – og græder.

Lidt over en måned senere, om aftenen den 14. juli 1099, indtager de byen. De flygtende muslimer samler sig i Al-Aqsa moskeen, og her myrder korsridderne titusind mænd, kvinder og børn til de ”vadede i blod til anklerne”.

Vi ankommer til Jerusalem på sabbatten, da mørket er ved at falde på. På sabbatten er motorvejen næsten tom (jøder må ikke tænde lys på sabbatten, og derfor ikke forårsage en gnist i en forbrændingsmotors tændrør), og kun de palæstinensiske chauffører i de skramlede ti-mands-busser, der kaldes sherutter, kører i rasende pendulfart mellem den hellige stad og det næsten aggressivt sekulære Tel Aviv, hvor natklubber og gadegrafitti findes overalt, og hvor barerne ved sandstrandene lægger soundtracket til fester der fortsætter til dagslyset bryder frem.

Der er koldere i Jerusalem end i Tel Aviv. Luften sitrer i mit ansigt, idet jeg sætter min kuffert på jorden. Da vi tjekker ind på vores hostel, spørger vi om et sted at spise, og receptionisten anbefaler et kristent-armensk pizzaria tæt på. Vi sidder i tavshed på gaden, rejsetrætte og med den første smag af bacon i lang tid, da min rejsekammerats ansigtsudtryk pludselig bliver opmærksomt.

”Jeg tror jeg så en mand med en riffel.”

”Altså en soldat?”

”Nej, bare en helt normal mand i t-shirt.”

Jeg slår det hen, og fortæller ham at han må have set forkert.Det er først senere på aften, da vi sidder på en bar, og tre veltrænede unge mænd med kalotter og automatiske M-16-rifler sætter sig ved bordet overfor os, at jeg tager ham alvorligt. Og først senere endnu, at jeg modtager svar på en email, der forklarer hvordan det er lovligt for jøder at tage deres automatvåben med ud at drikke øl:

”Det er jødiske bosættere. I skal for Guds skyld ikke diskutere religion eller politik med dem!”

Jerusalem er i byens over 2000 år lange historie blevet angrebet 52 gange, erobret og generobret 44 gange, har været belejret 23 gange – og jævnet med jorden to gange.

Jeg sidder på taget af vores hostel, luften er varm, og jeg har tømt min en-liters vandflaske mindst to gange. Jeg er i gang med at læse Anden Mosebog i Biblen. Min rejsekammerat og jeg har aftalt at læse lidt i den hver dag og diskutere indholdet. Mest af alt slår det mig, hvor vred Gud er.

Jeg ser dem ikke, før de ser mig, tre unge mænd med faste skridt og veltrimmede skæg. De hører sammen, fornemmer man.

”What are you reading?” spørger den midterste af dem med en svag amerikansk accent.

”The Bible,” svarer jeg.

De vil gerne se min udgave. Den er indbundet i falmet, blåt stof.

De nikker anerkendende og siger, den er smuk, og deres øjne brænder. Den ene fortæller kort, hvordan amerikaneren fandt ham og reddede ham. Jeg føler mig ekstremt skandinavisk i deres selskab.

”So you’re a Christian?”

“In a way.”

“Then you ought to know this: people come to Jerusalem to find Jesus. But he’s not here.”

Jerusalem er i byens over 2000 år lange historie blevet angrebet 52 gange, erobret og generobret 44 gange, har været belejret 23 gange – og jævnet med jorden to gange.

For de kristne er Jerusalem hellig, fordi Kristus indstiftede nadveren her, fordi han døde her, og fordi han, vigtigst af alt, stod op fra graven her. Det er her, frelseren som menneske og Gud bar korset på alle menneskers vegne.

Før muslimerne vendte sig mod Mecca, bad de i retning af Jerusalem. Fra den hellige by steg Muhammed til himmels på ryggen af sit ridedyr Al-Buraq, bevinget og med menneskeansigt.

Her tog Abraham, den første patriark, sin søn Isak, og bandt ham for at ofre ham til Gud, og her stoppede en engel hans hånd, og fra Isaks søn Jakob udsprang Israels 12 stammer. Her byggede Solomon Templet til at huse Pagtens Ark. For jøderne er Gud mere til stede i Jerusalem end alle andre jordiske steder.

visit palestine.jpg

Turistplakat designet af jødiske Franz Krausz i 1936, for at tiltrække jøder til at besøge Israel – på det tidspunkt kaldet Palæstina. Først senere blev den taget op af palæstinensere som et modstandssymbol mod den israelske besættelse af særligt Vestbredden

Jeg kom til Jerusalem med et håb om at finde en eller anden slags frelse, tror jeg, men jeg er ikke sikker på hvilken. Jeg gik Via Dolorosa, smertens vej, hvor Kristus ifølge traditionen slæbte korset, snublede og blev hånet, før de romerske soldater naglede ham fast til en tværbjælke sat henover et træ, gav ham vineddike på en svamp og knuste hans ribben, da han var for lang tid om at dø.

I Jerusalem ånder Gud, siger man, jøderne har ved indgangen til Grædemuren indridset: ”Det Guddommelige forlader aldrig Vestmuren.” Her kaldes der til bøn fra Al-Aqsa, hvis tag er belagt med massivt guld.

Men selv da franciskanermunkene og dusinvis af pilgrimme sang Ave Maria, og jeg stod i mørket under Gravkirken (hvor adskillige kirker alle har små kapeller, dedikeret til frelserens genopstandelse), følte jeg stærkest, at Jerusalem var en blodig og ikke en hellig by. Guds ånde er umulig at mærke eller føle igennem alt blodet, der blander sig med støvet og sætter sig i næse og øjne.

I gaderne går de israelske soldater, og i Østjerusalem mærker man den fattigdom og udstødelse, som de palæstinensiske muslimer hver dag må udholde, før man mærker Guds tilstedeværelse.

Jeg græd ikke, da jeg så bymuren, jeg så kun blod til anklerne og tungt bevæbnede bosættere.

På olivenbjerget (hvor Messias, ifølge både kristne og jøder, engang skal genopstå) ligger en lille lund kaldet Getsemane med otte oliventræer. De er gamle og forkrøblede, snoede rundt og ind i sig selv, og varmen banker ned over deres snirklede bark, hvor tavse gartnere nænsomt luger ukrudtet omkring dem.

De træer, siger traditionen, er de eneste stadigt levende vidner til Jesu lidelse.

Her bad Kristus dagen før sin korsfæstelse, og her bønfaldt han Gud om ikke at lade ham dø. Han græd som et knækket menneske, der var angst ved sit liv og sin død. Men Gud svarede ikke.

I et mindre, beskedent kapel ikke langt fra oliventræerne sad en ung munk i franciskanernes tiggerkåbe og læste i stilhed en bibel, og over ham, bøjet i farvede glasruder, græder Jesus, mens hans disciple falder i søvn, selvom han har bedt dem våge.

Her, i den menneskelige angst og ikke i den guddommelige storhed, følte jeg i et stik, hvorfor man vil dø i, og for, Jerusalem.

Ikke i riflerne, ikke i blodet, ikke i undertrykkelsen og murene og volden, ikke i de tusinde røgelsespinde og krucifikserne og den guldbelagte moské eller de ortodokse jøders stålsatte evne til ikke at se vantro i øjnene, men i Guds tavshed og gråden over livets endeligt.

Her vaskede Kristi tårer blodet væk, og Jerusalem blev glasklar og skinnende.

Men da jeg trådte ud igen og så de duknakkede palæstinensere og de svært bevæbnede soldater, for guds ånd og tilbage var kun støv og blod.

Denne tekst har før været bragt i Tidsskriftet mosaikk.

Illustration af min ven Johannes Lund With, frit efter David Rubingers “Paratroopers at the Western Wall” (1967) blev brugt ved den originale udgivelse i tidsskriftet mosaikk.

29404629_10215801306054888_532399405_o.png

Drømmejournal 2

Jeg er på en ø fornemmer jeg, i drømme.

Græsset er grønt og nyklippet, duften står mig i ansigtet. Bygninger, som jeg pludselig opfatter omkring mig, er mærkeligt usammenhængende. En er et auditorium, en et bibliotek, en et alment boligbyggeri, og i midten er en katedral.

Jeg træder varsomt ind i katedralen.

Jeg er ikke alene. Tavse mænd og kvinder træder først langsomt, siden hurtigere og hurtigere, og jeg følger med. For enden af katedralen, som synes at blive fjernere og fjernere, selv mens vi accelerer i vores tavse gang, står en mand med marmoransigt og sort klædedragt. Han løfter en taktstav, og i takt med vores skridt bryder mine medgangere ud i sang.

Først er tonerne fragmenterede, men med et genkender jeg melodien; det er middelalderhymnen Gaudete, Glæd jer!, en glædessang om Jesu fødsel, og stemmerne løfter sig mod katedralens fjerne loft, og glasruderne sitrer da jeg istemmer en andenstemme jeg ikke i vågen tilstand kan huske eller gengive:

Gaudete, gaudete Christus est natus
Ex Maria virgine, gaudete!

Manden med marmoransigtet vokser I sangen, mens vi nærmest løber mod katedralens ende, indtil alting suser mod mig og indad og opad, til jeg kun er toner.

Jeg finder mig selv, som man gør i drømme, et andet sted, væk fra katedralen.

Et tårn rejser sig foran mig, og jeg træder ind ad døren. Væggene er uhuggede sten, og jeg lader min hånd glide mod den rå og kolde overflade, mens jeg stiger op ad trappen.

Længe efter, jeg ved ikke hvor længe, når jeg toppen, hvor en mand, ældre end jeg nogensinde har set nogen være, sidder i en stak af åbnede og støvede bøger. Han løfter blikket mod mig, og nikker mod en kikkert af messing.

Jeg sætter øjet mod det. Men der er kun mørke.

”Der er intet,” siger jeg.

”Stjernerne er slukt,” sukker den gamle mand.

Resten af drømmen er urolig, og jeg husker den ikke.