HJEMVE

Jeg cykler ned til en skov ude ved Vejlby, jeg tror det hedder Vejlby, folks øjne flakker når jeg siger Vejlby Skov. Her vokser ramsløg som plænegræs. Jeg plukker en håndfuld og har dem i inderlommen, de dufter stærkt som hvidløg eller peber. De kan bruges ligesom purløg.

På mit værelse står en stor glaskrukke med syltede grøntsager. Jeg tog den med, da jeg flyttede, den skal stå i seks uger, før den er spiseklar. Gurkemejen jeg rev råt har farvet den højgul, men jeg er bange for, at den med tiden mister farven og bliver brun.

Jeg bliver ved med at finde sakse på mit værelse, jeg har ikke et fast sted de skal være. I det hele taget mangler jeg hyldeplads – i mit skab står bagbeklædningen til en reol. Jeg har ikke fundet ud af hvad jeg skal gøre med træ og søm. Jeg ved, der er containere et sted.

Jeg skrev noget middelmådigt den anden dag. Jeg har ledt efter gode undskyldninger.

Mine gamle venner gør en stor indsats; de skriver længere beskeder end de plejer, kommenterer pligtfuld fotografier jeg tager.

Der er en særlig fiskebro på Amager ved en sø på Fælleden. Skovridderne skærer sivskoven omkring den ned hver vinter, men langsomt vokser den frem igen. Her er fyldt med fugle og fisk, vi gik tit herned og stod og så på vandet, i gråvejr er det et fint sted at snakke. Jeg har altid været glad for, at vi navngav dem ”blishøns”.

I en kasse, jeg ikke har pakket ud endnu, ligger en karryblanding jeg fik sidste år. Den mister smag med tiden, advarede de. Det gør olivenolie også, men de fleste mennesker bliver nidkære, når det kommer til god olie. Vi tænker på det, som om det var rødvin, men olie bliver ikke bedre med tiden, det bliver harsk som smør eller andefedt.

Jeg kom til at stjæle en anden mands skyr i Rema 1000, det var en fejl, men jeg turde ikke gå tilbage med halvlitersspanden. Jeg ved slet ikke hvad jeg skulle have sagt.

”Jeg har taget din skyr.”

Jeg har ikke spist den endnu, den er med skovbær. Jeg tænker over at skyr engang var et affaldsprodukt fra mælkeproduktionen.

Introforløbet handler ofte om at klæde sig ud. Jeg har tre masker, noget tøj og et par billige solbriller liggende. Jeg ved ikke hvor jeg skal gøre af dem. Det virker voldsomt at smide dem ud. Jeg har aldrig set mig selv som typen, der har en udklædningskasse. Nu har jeg en bunke.

Busserne kommer tit tre minutter for sent. Jeg skældte ud på de elektroniske tavler, der opdaterede i reeltid, husker jeg. Jeg kigger på papirplanen, jeg må bede folk træde væk, så jeg kan komme til.

VI får citronfromage og spaghetti med kødboller, vi roser min fars hjemmegærede hvidvin, den smager lidt af hyldeblomst. Min stedmor spørger, om det ikke er rart, at der kun er en time hjem, jeg er forvirret i et sekund.

På vejen hjem har jeg min hætte trukket op, min taske er meget tung, jeg har fået to flasker af min fars vin, de klinker mens jeg går.

Det går op for mig at jeg ikke, mest, savner folk eller steder, jeg savner en udgave af mig selv, der var mere hjemmevant og selvsikker og havde en dybere rytme.

På mit kollegiekøkken samler vi kapsler. De skal blive til en guirlande til jul, der kan rasle som bjælder.

Jeg ville ønske jeg havde lettere ved at danse og græde.

Satan er virkelig – om Onkel Reje, ondskab og kujoner

”[The Devil] avowed to me that he had been afraid, relatively as to his proper power, once only, and that was on the day when he had heard a preacher, more subtle than the rest of the human herd, cry in his pulpit: “My dear brethren, do not ever forget, when your hear the progress of lights praised, that the loveliest trick of the Devil is to persuade you that they don’t exist!”

– Charles Baudelaire, Le Joueur Généreux (1864)

I de seneste par uger har en debat om børneprogrammet Onkel Rejes Heavyband udspillet sig, først i Kristeligt Dagblad, og siden i Radio 24syv.

Debattens omdrejningspunkt er, at Onkel Reje i en episode af programmet foreslår sine bandmedlemmer, at de burde blive satanister (for det er de i rigtige heavy bands), hvis de gerne vil vinde Heavy-MGP. Barnet Krølle er helt vild med idéen, udfra tanken at hvis han bliver satanist bliver han følgelig også ”rig og berømt”. Det tredje medlem af bandet, Brille, forholder sig imidlertid skeptisk.

Det lykkedes hverken Krølle eller Onkel Reje at blive satanister; de opgiver, da det viser sig at man skal spise en hørmende ostemad for at komme med i klubben, og vender slukørede hjem til Brille, der har bedt fadervor for dem 665 gange, i håb om at Gud vil tilgive dem deres flirten med satanismen.

En række af kristne teologer betragter ikke denne absurde fortælling som absurd: Djævelen, satanisme og det onde er, ifølge dem, alvorlige sager, der ikke egner til satire, og slet ikke satire til børn.

Niels Jørgen Cappelørn, professor emeritus ved Søren Kierkegaard Forskningscenter, sætter satanismen i perspektiv: I 2004 myrdede en heavyfan præsten Faustino Gazziero i Chile, og det er derfor uansvarligt at formidle ”satanisme” til børn – satirisk eller ej.

Den mest oplagte kritik her, er at mennesker dedikeret andre religioner siden 2004 utvivlsomt har stået for et eksorbitant højere antal drab end det ene i Chile (fx Boko Haram, Anders Breivik, Islamisk Stat, ildpåsættelsen i Duma), og at det bestialske og afsindige mord formentlig havde andre og mere psykologiske årsager end morderens religiøse tilhørsforhold. Men i virkeligheden, tror jeg, er Cappelørn ikke optaget af satanismens kapacitet for mord; det er nærmere et forsøg på at synliggør, for en sekulær interviewer, den fare, han ser forbundet med Satanismen.

Det jeg i virkeligheden er interesseret i, er den forskel, der er at finde i teologernes syn på Satan og det syn som de fleste moderne (mere eller mindre) sekulære mennesker er i besiddelse af.

Jeg er interesseret i om Satan er tandløst maskespil og teater, som han fremstår i Onkel Rejes Heavyband og den brede popkultur – eller om han er dødsens blodig alvor, om han er virkelig og farlig og forførende, og om den mørke magi virkelig findes, som i disse teologers verden. Det er den ondskab Cappelørn i virkeligheden taler om, og ikke et tragisk, men lidt obskurt mord i Chile.

 

 

Jeg hørte engang en historie om en gruppe Jehovas Vidner.

Der var, til et middagsselskab, blevet indkøbt en flaske rødvin fra producenten Concha y Toro med navnet Casillero del Diablo (spansk for Djævlens Æske). I første omgang havde ingen lagt synderligt mærke til navnet, men da de gik op for de inviterede at der var tale om ”djævlens vin” løb debatten: Kan man, som god kristen, tillade sig at drikke af djævlens vin?

For en udenforstående virker argumentationen rablende. Det er indlysende, at der ikke er tale om en bogstavelig djævel. Casillero del Diablo er et fikst navn, et marketingstrick, vinen er ikke fyldt med menneskeblod eller onde ånder.

Men i en (traditionelt) kristen forståelse er et symbol ikke bare et symbol; på magisk vis indeholder symbolet også det det symboliserer; til nadveren modtager de altergående en oblat og en smule druesaft, men i det øjeblik de to ting indtages, er de ikke blot symboler; de er bogstavelig talt Jesu’ kød og blod, spændt ud på tværs af årtusinderne, og til stede nu og her, som evigt løfte om at Kristus døde for os, og at vi aldrig skal tørste eller sulte, hvis vi tror på Ham.

Form og indhold smelter sammen og bliver en og samme ting; og derfor er det at fremkalde Satans billede og navn ikke blot et fikst trick eller en absurd manøvre. Det er slet og ret at tilkalde Satan selv, mørket, det ultimativt onde.

En fascinerende detalje ved den forståelse af Satan er, at den kun i meget begrænset omfang er understøttet i Biblen.

 

 

Satan nævnes i sidebemærkninger her og der, men optræder i egen høje person kun to gange i Biblen.

Den første gang er i Jobs bog, hvor han, nærmest som Guds lakaj og med dennes velsignelse, sætter sig for at teste den fromme Jobs tro, og det hele ender ud i pointe om, at mennesker ikke kan (eller må) forstå Guds fuldkommenhed.

Den anden og måske mest interessante optræden findes i både Mathæus, Markus og Lukas-evangeliet, og handler om Jesus og hans fyrre dages faste i ørkenen. Her dukker Satan op, og frister tre gange frelseren, her fra Mathæusevangeliet:

Så blev Jesus af Ånden ført ud i ørkenen for at fristes af Djævelen. Og da han havde fastet i fyrre dage og fyrre nætter, led han til sidst sult. Og fristeren kom og sagde til ham: »Hvis du er Guds søn, så sig, at stenene her skal blive til brød.«  Men han svarede: »Der står skrevet: ›Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hvert ord, der udgår af Guds mund.‹ «  Da tog Djævelen ham med til den hellige by, stillede ham på templets tinde  og sagde til ham: »Hvis du er Guds søn, så styrt dig ned. For der står skrevet:

Han vil give sine engle befaling,
og de skal bære dig på hænder,
så du ikke støder din fod på nogen sten.«

 Jesus sagde til ham: »Der står også skrevet: ›Du må ikke udæske Herren din Gud.‹ «  Igen tog Djævelen ham med sig, denne gang til et meget højt bjerg, og viste ham alle verdens riger og deres herlighed  og sagde til ham: »Alt dette vil jeg give dig, hvis du vil kaste dig ned og tilbede mig.«  Da svarede Jesus ham: »Vig bort, Satan! For der står skrevet: ›Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene.‹ «  Da forlod Djævelen ham, og se, der kom engle og sørgede for ham.

Det er en ekstremt interessant detalje at Satan igen i dette bibelvers optræder instrumentalt: ”Så blev Jesus ført ud i ørkenen for at fristes af Djævelen.”

Satans ondskab og forførelse tjener i Jesu fristelse et konkret formål: Det at Jesus, for at blive den fuldkomne frelser, må faste i ørkenen og modstå fristelsen til at benytte sine gudsgivne kræfter selvisk.

Satan er i Biblens tekst, som den står i de to tilfælde hvor han optræder personligt, en nødvendighed. Han er modsætningen, fristeren, der, på lidt paradoksal, men ikke umulig vis, går Guds ærinder. Han er at betragte som en slags nødvendig bad cop figur, en nødvendig ondskab. Men hans magt er altid på Guds nåde, han optræder på ingen måde som en uovervindelig figur for ondskaben, eller som Guds direkte modstander eller, mere kritisk, Guds lige. Han er overvindelig og lille.

Så hvorfra kommer den kristne tilbøjelighed til at frygte, hade og tiltro Satan umådelig magt?

 

 

Et problem kristendommen (men egentlig de fleste religioner) altid har forsøgt at løse, er det at der findes ondskab.

Den græske filosof Epikur (341-270 før Kristus) stillede det op således:

Ondskab, smerte og lidelse findes. Man siger at Gud er almægtig og algod. Derfor følger spørgsmålene:

Er Gud villig til at forhindre ondskab, men ikke i stand til det?
Da er han ikke almægtig.

Er han i stand til at forhindre ondskab, men ikke villig til det?
Da er han ikke algod.

Er han både i stand til det og villig?
Hvorfor tillader Gud så ondt at findes?

Der findes en lang række af forsøg på at besvare det spørgsmål (én, lidt hurtig, mulighed er, at konstatere at Gud ikke findes, men af åbenlyse årsager er den kamel svær at sluge for troende kristne).

De forskellige bud, som ikke afviser Guds eksistens, kan groft sagt deles op i tre kategorier:

  1. Vi lider, fordi det er Guds straf eller prøvelse af os
  2. Vi lider, fordi mennesket har fri vilje til at vælge ondskaben, og derfor forårsager hinanden ondt
  3. Vi lider, fordi Guds veje er uransagelige

Problemet er, tror jeg, at de tre ovenstående bud på hvorfor DU som person skal lide og have ondt og føle at verden går i stykker omkring dig, er ekstremt abstrakte svar på meget konkrete spørgsmål:

Hvorfor blev min landsby ramt af jordskælv? Hvorfor skal de, jeg elsker, dø, og jeg lades alene tilbage? Hvorfor skal jeg være ensom og alene og hvorfor skal alt jeg elskede smage af aske, og hvorfor er livet både for langt og for kort? Hvad er meningen med at jeg skal lide og græde snot og alt i mig føles isnende koldt? Hvorfor skal jeg dø?

At dine elskede skal dø, fordi det er Guds prøvelse af dig, eller fordi hans veje er uransagelige, er dybt utilfredsstillende svar at give den, der er i sorg, og hvis de dør af sygdom eller ulykker, er det af indlysende årsager ikke et spørgsmål om fri vilje.

Men hvorfor er her så ondskab? Hvorfor er eksistensens lidelse så fremtrædende og uendelig og ubærlig og evig?

Hvis du er fundamentalistisk nok er der en fjerde mulighed: Satan.

Satan er grunden til at her findes ondskab. Hver eneste smertefulde krampetrækning kommer fra Satan, som er denne verdens hersker, og kæmper en ligevægtig kamp med Gud om vores sjæle.

 

 

For teologerne, som hårdt kritiserer den lemfældighed med hvilken Onkel Reje foreslår at tilbede Satan, er denne verden gennemvæddet af mørk magi. Satan lurer allevegne.

I Mel Gibsons voldsorgie The Passion of the Christ, den måske vigtigste kristne ikonografi i 100 år (foruden Sagrada Familia), er Satan en androgyn, dæmonisk figur, der konstant spotter Jesus, lurende i kulissen, på steder han aldrig nogensinde optrådte i Biblen.

I 80’erne opstod i USA det som kaldes ”The Satanic Panic”, hvor alt fra teenagerpigers Wiccabøger til Dungeons and Dragons blev beskyldt for at lede til satanisme og ondskab. Harry Potter blev beskyldt for noget lignende i nullerne, den kristne historie er overstrøet med heksejagter, inkvisitioner, djævleuddrivelser og håndgribelig, konkret tro på at Satan er virkelig og ophavet til ondskab og lidelse i denne verden.

Jeg må, på en lidt mærkelig måde, indrømme en vis misundelse over dette verdenssyn. For mig virker verden affortryllet og grå; den magi der er tilbage må jeg finde i dybe skove og blide kys, brændt salvie og tarotkort.

Det føles stjålet og desperat, som om den sidste rest af fortryllelse blev støvsuget ud af verden da industrialiseringen begyndte at fælde regnskoven og dræbe bierne, og jeg bare leger med de døende rester.

Men for de teologer, der ser Onkel Rejes Heavyband og ser ondskaben selv, eller ser nisser, og ser hedninge og ild og dæmoner, for dem er verden stadig befolket af mørk magi og uforklarligheder.

Satan er virkelig.

Men hvis jeg skal være helt ærlig, er det at se Satan som virkelig og kilden til al ondskab i verden en af mest ansvarsløse og kujonagtige idiotier i verden.

 

 

Der findes lidelse. Der findes ondskab.

Et enkelt blik på dem vi elsker eller verden omkring os burde minde selv de mest tunghøre om det faktum.

Og der findes intet dækkende eller tilfredsstillende svar på hvorfor, ingen jeg kender, i hvert fald.

Men at opfinde Satan som dets ophav er et eksorbitant udtryk for ansvarsfralæggelse.

Det er nytteløst at spørge hvorfor der findes ondskab, det eneste spørgsmål, der meningsfyldt kan følge indsigten at

lidelse er virkelig

er

hvordan gør jeg mine medmenneskers lidelser mindre?

Hvis Satan, som ligeværdig med Gud, er kilden og ophavet og forklaringen på ondskab, er vores ansvar for ondskaben, eller kravet om at handle på den, uendeligt småt.

Satan vogter ikke på os med et tandsmil, når vi straffer og myrder og plager hinanden, eller når vores elskede får modermærkekræft eller en godsvogn på et øjeblik udsletter otte uskyldige liv, og enhver påstand herom må være et udtryk for kujoneri og bortforklaring.

Der er ikke altid nogen tilfredsstillende svar på hvorfor vi absolut skal lide og en af de mest pinefulde dele af menneskelig eksistens er at lære at leve med det faktum.

At opfinde store, onde skurke er at fralægge sig sit ansvar for at gøre ting bedre, fordi det er sådan det altid har været.

Det er at hidse sig op over et børneprogram i stedet for at vi lever i en verden, hvor folk dør af sult og helbredelige sygdomme, at sygeplejerske stresser sig selv ihjel, at de hjemløse fryser på gaden og at verden fundamentalt er uretfærdig.

Det er ikke at rette op på uretfærdigheden.

Det er at stå foran smerten og mørket og evigheden og lidelsen og alt det der gør ondt og give op.

Det at tro på Satan er at give efter for hans fristelse.

 

 

Og se, der kom en hen til Jesus og spurgte: »Mester, hvad godt skal jeg gøre for at få evigt liv?« Han svarede ham: »Hvorfor spørger du mig om det gode? Én er den gode. Men vil du gå ind til livet, så hold buddene!« Han spurgte: »Hvilke?« Jesus svarede: ›Du må ikke begå drab, du må ikke bryde et ægteskab, du må ikke stjæle, du må ikke vidne falsk, ær din far og din mor!‹ og: ›Du skal elske din næste som dig selv.‹ «

Den unge mand sagde: »Det har jeg holdt alt sammen. Hvad mangler jeg så?« Jesus sagde til ham: »Vil du være fuldkommen, så gå hen og sælg, hvad du ejer, og giv det til de fattige, så vil du have en skat i himlene. Og kom så og følg mig!«  Da den unge mand hørte det svar, gik han bedrøvet bort, for han var meget velhavende.

Mathæusevangeliet, kapitel 19, vers 16-22

Jeg ville gerne være sådan en søn, der trofast besøger sin mors grav

Between the conception
And the creation
Between the emotion
And the response
Falls the Shadow
Life is very long

– T. S. Eliot, The Hollow Men

Vi var midt i aftensmaden da min far med diset stemme sagde at mormor havde kræft, og jeg forsøgte at spise min hakkebøf op, selvom både min appetit og mit ansigt var ved at gå i opløsning.

Jeg rejste mig hårdt fra stolen og forsvandt ud i tusmørket og med min højre hånd knuste jeg en rude i laden, det gik nemmere end jeg troede, jeg havde håbet det ville være voldsommere.

Det blødte stadig fra mine knoer, da jeg fandt den højlilla bibel jeg fik af præsten, da jeg blev konfirmeret, en billig paperback, det var nemt at rive dens sider fra hinanden og smide dem ind i fyret i ujævne bunker, og se dens grimme omslag smuldre væk.

Jeg havde håbet det ville være voldsommere.

Jeg kan ikke huske om jeg græd, da min far fandt mig siddende i fyrrummet, men han var ikke vred over vinduet, selvom jeg måtte feje glasskårene op dagen efter og gå græsplænen ved laden igennem efter glassplinter.

 

 

Min onkel besøgte mig på gården, jeg var overrasket over at se ham, jeg var lige kommet hjem fra efterskole, mine forældre var ude at rejse, og vi var ude for at hente pizzaer da mormor døde. Han tog telefonen, og jeg vidste ikke hvordan jeg skulle sige noget.

Til ceremonien ville jeg ikke med i kirken, alt ved rummet skreg. Jeg stod fast på det, selvom min moster spurgte et par gange, og mens de andre var i kapellet sad jeg foran kirkegården med min morfars kørestol og kedede mig knugende, jeg kan ikke huske om jeg græd.

Det varede længe, og jeg rejste mig fra bænken og gik ned gennem de lave grønne hække og læste hver enkelt af gravstenene, særligt lagde jeg mærke til dem, hvor der stod “Far”, “Søster” eller “Bror” og de, der ikke var blevet særligt gamle, og vinden blæste lidt i de skaldede træer, der er på kirkegårde.

Min mormor blev ikke begravet på den samme kirkegård, hun blev kørt væk efter ceremonien, hun blev brændt, jeg kørte min morfar i hans kørestol. Senere begravede vi den lille urne ved siden af min mor og den lille granitsten, hvor der var indskåret ordet “Mor”.

 

 

I Finland, ved juletid, går man på kirkegården og tænder lys for de døde, midt i sneen og kulden og mørket brænder de små stormlys og lyser op på deres stille måde, og min ven sværger at han engang så en, der havde stillet et lille juletræ med en elektrisk lyskæde, og det tårnede sig op over de små lanterner. Vi har diskuteret lige siden, om det mon var af dyb sorg eller for at overgå de andre, at træet var blevet sat der.

 

 

Alt tyder på at vi har begravet vores døde siden vi blev mennesker. Neandertalerne lavede kroner af hjortetak og fuglefjer og lagde dem hos deres døde og i Frankrig er en hule, Duegrotten, hvor nogle, der lignede os, lagde deres døde for fjortentusind år siden med flinteknive og drikkeskind.

Da min mor døde tegnede jeg tegninger hun skulle have med, jeg tror de forestillede soldater og våben, det var det jeg altid tegnede, og en fjern tante var bedrøvet og forarget.

Jeg tror ikke jeg havde andre muligheder for at forklare mine følelser end at tegne vold og lade det falde ned i graven til hendes kiste og blive dækket med jord, og det er et mærkeligt kaotisk syn, at se en smuk kiste blive tilsmudset af af jord, mere voldelig end titusind børnetegninger af soldater.

Min far valgte ordene, der skulle stå på hendes grav: “Vi giver dig al vores kærlighed med,” og dengang syntes jeg de var kluntede og frygtelige, hvad skulle der blive af os, hvis al vores kærlighed var begravet under jorden?

Men jeg tror jeg forstår nu; vi giver det vi har, om det er børnetegninger eller drikkeskind eller hjortetakskroner, og det er ikke i øjeblikket vigtigt, hvad der skal blive af os, for begravelsen og den døde og de levende er uden for tiden, hvis de kan siges at være sammen, og det er nødvendigt at give al sin kærlighed med, og det er derfor vi aldrig har været uden at begrave vores døde.

 

 

Jeg besøger ikke ofte min mors grav; lige da hun var død var vi der tit, og jeg havde de grønne blomsterkegler med fra indgangen, hvor der også lå river og vandkander. Jeg kunne vejen udenad, og jeg kunne huske alle de som lå ved siden af hende, overfor lå et gammelt ægtepar, og til venstre lå en, der kun blev seksten, og hans forældre efterlod altid røde blomster jeg ikke genkendte og tit et stormlys.

Vores stormlys gik ud, når vi tændte dem, og jeg ville ikke have vi tog dem med til sidst.

Jeg forsøgte at tale til min mor ved graven, et par gange, det blev aldrig ægte, jeg ville gerne være sådan en søn, der trofast besøger sin mors grav, men jeg glemmer det altid, og jeg ved ikke hvad jeg skal sige, når jeg er der sammen med andre, om jeg skal opfinde nogle mindeord eller sige noget morsomt eller om jeg skal være tavs ligesom kirkegården, og når vi går igen er alting for sent.

Jeg holder af, at min mor er en del af et katalog, ved siden af ham, som døde som sekstenårig, og det ældre ægtepar, hvis blomster bliver færre og færre, og engang vil jeg være væk og der vil ikke være nogen til at huske graven, og den vil måske blive et pejlemærke, når nye begraver deres døde og giver dem alt, der er deres med, og engang vil graven ikke engang være det.

 

 

Jeg bryder mig ikke om ordet livsbekræftende, det er upræcist. Gravpladser er dødsbekræftende. Døden bliver virkelig på samme måde som ens krop bliver det når man støder lilletåen mod en kommode og man bliver rasende og tårefærdig af smerten.

Der er en mærkelig trøst i at de døde og de levende og mennesket og mulden har været knyttet sammen altid, at en neandertal engang lagde hjortetak og honning på samme måde som jeg lægger stormlys, der går ud, og påskeliljer, der visner, og at de, der kommer efter mig vil lægge hvad end deres bortgivne kærlighed byder dem. Jeg har altid gerne ville være en del af noget, og om ikke andet, så er jeg en del af en lang række af uafbrudt sorg, fra menneskets begyndelse og til vores undergang.

 

 

 

“The legs agitated themselves once more. I looked as if for the enemy against which he struggled. I looked out of doors. What had happened there? Presumably it was midday, and work in the fields had stopped. Stillness and quiet had replaced the previous animation. The birds had taken themselves off to feed in the brooks. The horses stood still. Yet the power was there all the same, massed outside indifferent, impersonal, not attending to anything in particular.

Somehow it was opposed to the little hay-coloured moth.

It was useless to try to do anything. One could only watch the extraordinary efforts made by those tiny legs against an oncoming doom which could, had it chosen, have submerged an entire city, not merely a city, but masses of human beings; nothing, I knew, had any chance against death. Nevertheless after a pause of exhaustion the legs fluttered again. It was superb this last protest, and so frantic that he succeeded at last in righting himself.

One’s sympathies, of course, were all on the side of life.”

– Virginia Woolf, Death of the Moth

Photo by Mikkel Frimer-Rasmussen on Unsplash


Hvorfor katte er bedre end hunde

“In ancient times cats were worshipped as gods; they have not forgotten this.”

― Terry Pratchett

 

Vi havde, da jeg var ganske lille, en kat vi kaldte Sigurd, en udekat, der fangede mus og forsvandt sporløst fra tid til anden, for katte er husdyr på gårde i Midtjylland.

En dag fik Sigurd killinger. Det udløste en mindre navnekrise i familien, som blev løst pragmatisk: Fra da af gik katten under navnet Mrs. Sigurd.

Mrs. Sigurd selv reagerede ikke på navneskiftet, hun stirrede fortsat op på os med sine skarpe, gule øjne fra sin plads i fyrrummet, og i mit barnehoved havde hun nærmest skiftet køn, fra hankat til hunkat.

Det var imidlertid den eneste ændring, katten opførte sig som den plejede og vi opfattede den ikke, når alt kom til alt, anderledes end at den nu havde killinger. Mrs. Sigurd var gledet fra en form til en anden, og det var kun os mennesker, der måtte regulere vores virkelighedsopfattelse.

Katte har altid siden da virket på mig som flydende væsner, mere som skygger end som kød og blod, og når det er fuldmåne er det svært ikke at tro de skifter ham.

At de kan se ting vi ikke kan. At de fornemmer verdener hinsides denne. At de er i familie med mørket og natten og månen og magi.

Mrs. Sigurd var selvsagt sort, og en dag forsvandt hun sporløst.

 

 

 

I Providence i Rhode Island, på plejehjemmet Steere House, bor Oscar, en hvid- og brunplettet huskat, som personalet adopterede fra et kattehjem. 

Oscar kan, tilsyneladende, forudse hvis en af beboerne på plejehjemmet er døende, og lægger sig fredeligt i deres seng nogle timer før de udånder. Oscars evne til at forudse dødsfaldene er så fremtrædende, at personalet simpelthen ringer til en patients familie, i fald katten lægger sig i deres seng.

Et hav af forklaringer og afvisninger foreligger, alt fra confirmation bias til kattes lugtesans og jagerinstinkt, men Oscar selv fortsætter ufortrødent med kælent at lægge sig i de døende senge og holde dem og deres familie med selskab.

 

 

Katte er rejsende mellem verdener. Vores gårdkatte forsvandt pludseligt og vendte undertiden hjem, uden rytme. Min lillesøster, som jeg undertiden mistænkte for at have alfeblod i årene, havde en mærkelig evne til altid at kunne finde deres velgemte killinger. De vænnede sig til hende, længe før de vænnede sig til os, og det var altid hendes privilegium at give dem navne: Chili, Omelet, Bøf, Timian, Tortilla, altid navne på mad, uden at vi helt forstod hvorfor.

Hendes indflydelse på kattene er blevet ved, selvom det alfeagtige lidt gik af hende da hun blev ældre – de har ikke længere navne, men de elsker stadig menneskers selskab. Når jeg går ud og ryger på gårdspladsen eller ved kastanjetræet eller de gamle birketræer på skrænten, kommer de smeltende ud af mørket, og smyger sig mod ens ben.

Når jeg går langs åen følger de med på afstand, deres gule øjne glimter i mørket, de kan forsvinde lige så hurtigt som de kom.

De er mærkværdige rejseledsagere, lige så meget deres egne som ens.

 

 

En mærkelig ting er de mangefingrede skibskatte – de har, hvis man kan sige det sådan, for mange fingre på deres poter, på græsk polydaktyle.

Det siges at denne særprægede mutation gør dem til dygtige klatrere, de kan navigere et skibs rigning og svajende flader bedre end andre katte, og kaptajnerne efterspurgte dem til deres skibe.

De blev jaget i Europa, hvor deres mutation mistænkeliggjorte dem – katte er hekses hjælpere, de er magiske, de betyder uheld og fornemmer døden. Men på havet kunne de være hjemme; passende for et dyr der rejser mellem verdener.

Og fra en skibskaptajn fik Hemingway sin hvide polydaktyl Snow White, hvis efterkommere stadig bebor hans hus i Florida.

 

 

Meget er blevet gjort ud af modstillingen mellem katte og hunde. Hunde repræsentere det loyale, det nyttige, det stærke, det blivende og det gode. Katte repræsentere det forræderiske, det selviske, det svage, det omskiftelige og det onde.

Katte er fra kvindens, heksens og magiens sfærer.

I vores fiktion er de ondskabsfulde, tænk bare på Disney (den store overnorm i vestlig kultur), hvor Askepots kjole næsten spoleres af den ondskabsfulde kat med det sigende navn Lucifer.

Tænk på amerikanerfilmen Hund og kat imellem, hvor katte indgår i en verdensomspændende slyngelstatskonspiration for at etablere et teokratiske kattestyre – hundene er derimod agenter i en amerikansk CIA-organisation. Der er måske ikke en mere forudsigelig kærlighed, end den amerikanerne har til hunde, og en mere forudsigelig aversion end ”crazy catladies”.

Der hersker næppe nogen tvivl om hvilken side af denne debat jeg er på, hvis jeg skal vælge, jeg vil citere Ludvig Holberg, hvis epistler er hans teaterstykker hundrede gange overlegne:

”En Hund berømmes af sin Troeskab, og siges af alle Dyr meest at være Menneskets Ven. Men man maa anføre saa mange prægtige Historier herom, som man lyster, saa mærker man dog i Almindelighed, at saadan Troeskab ikke holder Stik, og at Venskabet er interessered: Saadant vide Tyve og Røvere; Thi de ansee Port- og Gade-Hunde som interesserede Vægtere, hvilke de ved et stykke Brød kand bringe til Taushed og til at forraade Huus og Gaard. […] En Kat derimod giver sig ikke ud for at være ærlig, hykler ogsaa for ingen.”

 

 

I Dubrovnik, hvor husene i den gamle by er hvide som kridt, og hvidere endnu hvor bomberne faldt under Balkankrigene, og husene blev genopførte, fører trapper alle vejene hen.

Og her er kattene mangfoldige som duer i København.

Alle steder vi gik vogtede en gadekat over os, og over hinanden, de rejste ufortrødent mellem de mange lag i byen, fra hustag og til gade, til trappe og til baggård, og de lå i skyggen når solen var højest.

På en café, hvor vi drak espresso og læste i dagtimerne, indrettede en sort kat sig, så selvfølgeligt at personalet havde opgivet at stille spørgsmålstegn eller jage den bort.

Den fik i stedet en lille skål tun, og lå mageligt i sin stol, indtil den pludselig forsvandt, mærkeligt årvågen, når solen forsvandt, og skyggerne voksede frem bag hjørnerne.

 

 

Jeg holder af katte, fordi de minder mig om det farligste og det bedste i mennesker. De minder mig om flygtige smil og stjålne blikke, om selvtilstrækkelighed og behageligt (men afmålt) selskab, de minder mig om natten og gamle lader, om varme og årvågne øjne, om rejser og magi, om døden og tavshed.

De minder mig om hemmeligheder og andre verdener, om skygger og kærlighed og fare.

Når jeg skal dø, må en kat gerne holde mig med selskab.

Jeg synes ikke katte i virkeligheden er bedre end hunde, men jeg havde allerede indgået et væddemål med en kammerat om at skrive en tekst med den rubrik. Så nu er den her altså, og jeg kan ikke lave den om uden at TABE VÆDDEMÅLET.

Jeg hader søndage

Alle ved at mandag er den værste dag på ugen.

Det er den bare ikke. Søndag er ti gange værre.

Jeg har i det hele taget aldrig forstået hvad Garfield har imod mandage – som kat er hans rytme ikke indrettet efter en uge. Hver dag er, i sagens natur, formet som den forrige. Det er forundt mennesker at hade en af syv arbitrære dage mere end de andre.

Det som er trist ved mandagen er, at hverdagen indfinder sig. Hvis weekenden er en fest eller et frirum, er mandagen slutningen på frirummet, mandag er tømmermænd og ansvar og en påmindelse om hvor ufri man er.

Men jeg kan langt bedre lide mandag end søndag.

Da jeg var lille gav jeg alle ugedagene former og farver i min fantasi, når jeg tænkte på dem. Torsdag var kvadratisk, men åbnede sig og blev formløs for oven, den havde stålgrå og mørkeblålige nuancer mod toppen som en aftenhimmel om sommeren, der gik over i nat.

Fredag var gul og bølget som en pomfrit eller en harmonika, høj og festlig.

Lørdag var højpink og afrundet som svinget på en racerbane.

Søndag var formløs, uendelig og dybrød som en advarselslampe.

De bedste weekender jeg havde, da jeg var lille, brugte jeg med min bedste ven, Mikkel. Jeg ankom til hans hus om fredagen, og så spillede vi Age of Empires og legede med micromachines og kvaltes af grin. Lige indtil søndag.

Søndag var den dag jeg skulle hjem. Om søndagen, om eftermiddagen, ville mine forældre ankomme og legen ville stoppe og jeg ville komme med hjem og være alene.

Det var næsten umuligt at lege noget som helst søndag formiddag, for jeg vidste det ville slutte når eftermiddagen kom. Alting var afgrænset, fordi det havde en håndgribelig ende, og det kom uundgåeligt til at smitte af på oplevelsen af legen i nuet.

Jeg kunne blive så ked af at jeg skulle afsted, at vi næsten ikke kunne lege, før mine forældre hentede mig.

Engang kiggede en af mine venner på mig og sagde: Om søndagen går hele ugen i stykker. Alt man har bygget op, falder sammen om søndagen. Alting sluges i sidste ende af søndagen, som altid indhenter ugen. Søndagen venter der, for enden af dagenes række, som en drage på toppen af en guldskat.

Mandagen er altid overstået hurtigere end jeg opdager at den indfinder sig. Tiden går stærkt når man arbejder. Mandag er en mur man løber ind i.

Søndagen, modsat, føles som om den aldrig slutter, som en lang, lidt ubehagelig rutsjebane.

Af alle frygtelige ting i verden, må ventetid være det værste; minutterne efter man sender beskeden (I ved hvilken), før man hører nyt fra hospitalet eller får sin karakter. Hvis ventetid var en dag, ville det være søndagen.

Naturligvis udholder jeg ikke søndagens tyranni uden modstand.

Om søndagen hører jeg musik og fordyber mig og omgiver mig med det bedst tænkelige selskab og laver mad. Jeg tolererer søndagen, og den tolererer mig. Om søndagen kan man skrive.

Man må udfylde sin ventetid med kvalitetstid. Man må udholde minutterne efter beskeden, foran eksamenslokalet og i hospitalet, for efter søndagens harske ventetid indfinder hverdagens sødmefyldte rytme sig og engang bliver det torsdag og fredag igen.

Men jeg sværger:

Hvis jeg dør på en søndag, bliver jeg rasende.

I anledning af Mændenes Internationale Kampdag

På den spanske maler Francisco Goyas maleri ”Saturno devorando a su hijo” (”Saturn fortærer sin søn”) ses titanen Saturn med et desperat og frygtindgydende blik, i færd med at æde en af sine sønner, for Saturn så det varslet i stjernerne og jorden at en af hans sønner ville gøre oprør imod ham og overvinde ham, og derfor slugte han hver eneste af dem i det øjeblik de blev født.

Jeg er af den overbevisning at verden er forkert. Beviserne understøtter dette syn:

I voldtægts- og lønstatistikker står det klart at kvinder,som følge af deres køn, diskrimineres og forskelsbehandles, og i den offentlige debat mødes enhver berettiget magtkritik fra kvinder med et råbekor af mænd som partout nægter at tage deres bekymringer og synspunkter alvorligt (”Tag det nusom en joke”) eller med et veritabelt artilleriangreb af skældsord og modbydeligheder (og hvis du ikke tror at det er tilfældet kan jeg anbefale dig at kigge i dagbladenes kommentarspor eller slet og ret spørger en kvinde der har vovet at ytre sig offentligt).

I gymnasierne er der på ti år sket ingenting hvad angår elevernes syn på kvinder der drister sig til at gå i seng med dem de nu har lyst til, og selvom vores ligestillingsminister er ”skuffet” har hun ikke tænkt sig at iværksætte nogle tiltag for at ændre den virkelighed.

Til Folketingets åbning prædikede en præst der, overlagt eller ej, sammenlignede homoseksuelle med pædofile.

Selvom 7/11 sælger regnbuefarvede kopper og politiet deltager til Pride gør vi stadig livet urimelig, umuligt, komplet uretfærdigthårdt for folk hvis eneste brøde er, at de er en lille smule anderledes end vitænker mennesker er flest. Selvom vi bedyrer at vi er for ligestilling, selvom vores ligestillingsminister er ”skuffet” over at virkeligheden er ond og grusom og ufri stopper bekymringen der. Der følger ikke handlinger med ordene.

De er tomme.

Det er i dag Mændenes Internationel Kampdag. Nogle villesikkert, på baggrund af det jeg skrev ovenover, tænke at jeg var imod dette tiltag, at jeg betragtede en kamp for mænds rettigheder og velbefindende forabsurd, fordi den utvetydige sandhed er at de, som ikke er mænd har monumentalt hårdere kampe at kæmpe end os.

Det er imidlertid ikke tilfældet. Jeg er indædt modstander af ethvert forsøg på at negligere de dødbringende og uoverstigelige problemer mænd er udsat for.

Verden er forkert og det er den også overfor mænd.

Vi er ensomme. Vi drikker os selv ihjel. Vi kan ikke følgemed kvinderne hvad angår uddannelse. Vi sidder forladte og udmarvede i provinsen, fordi vores job bliver flyttet til udlandet. Tiden er løbet fra os, og regeringens eneste forsøg på at udligne de problemer er at flytte hundrede akademikerjobs fra hovedstaden og til Ribe.

Vi sender mænd i krig og når de kommer hjem forlader vi dem i sølet.

Man kan høre dem, må I vide, de forladte og de fortabte, ide fjerneste og mest ensomme afkroge af de sociale medier, hvor de raser modalt og alle, den slags impotente raseri der er den eneste udvej, når verden har forladt en, og det bliver tydeligt at den mistanke man havde om at man er værdiløs synes endegyldigt bekræftet.

Der er næsten ingen måder at være mand på, foruden at være stoisk – eller rasende. Og samfundet har travlt med at minde os om det faktum:

Når vi er små får vi at vide at vi skal stoppe med at græde. Så det gør vi.

Vi siger at vi ”kæmpede ene mand” og er ”vores egen lykkes smed” og vi glorificere den ensomme, stoiske mand eller den rasende mand mod overmagten. Og vi knækker af det.

En ven jeg havde da jeg var lille holdt af at fægte med skumgummisværd og lege riddere med os i skoven, indtil hans far fortalte ham at han ikke kunne lave den slags ”bøsse-ting”.

Siden gik han til go-cart.

Følsomme mænd er mistænkelige: I børnehaver og vuggestuer indledes den ene mere absurde heksejagt på mandlige pædagoger af mere eller mindreikke-eksisterende årsager.

”Mand dig op” siger vi, hvis vi finder andre mennesker ynkelige, som om det at være mand i sig selv skulle indeholde et forbud mod ynkelighed.

Der er de, som med rette ser disse uretfærdigheder og raserover dem, men bilder sig ind, at de er forårsaget af alle de som ikke er mænd.Foreningen FAR og deres spøgelsesagtige tilhængere fører verdens mest åndssvagekrig mod det abstrakte begreb ”kvinder”, og samtidig tror at der bliver ført en abstrakt krig mod begrebet ”mænd” af selvsamme.

De påstår at folkeskolen er blevet feminiseret til mænds skade, som om vi ikke jagtede og hadede og udstødte mænd i fortiden, hvis de opførte sig ”problematisk”.

Sandheden er meget mere simpel: Det er præcis de samme strukturer,der hader kvinder, mænd, homoseksuelle, transpersoner, fattige og andre dervover ikke at passe ind i en umulig skabelon, og kampen skal føres mod de usynlige kræfter der ligger gemt i os alle sammen. Kvinder er ikke perdefinition gode mod andre kvinder, og mænd bidrager stærkt til at udmagre og knuse andre mænd og fnyse af deres svaghed og deres usikkerheder.

En abstrakt faderfigur, en uoverkommelig og umulig og gigantisk Saturn-som-struktur, æder os alle levende før vi ved af det, og vi har ingen chance for at vælge et andet liv, før vi er en del af monstrummet, der knuser og undertrykker og gør verden ufri og uretfærdig og umulig at leve op til, og vi intet andet valg har, end selv at æde de, der kommer efter os, sige de skal mande sig op, forbyde dem at græde, og knække dem til de sidder ensomme og forladte i ensomme huse og råber ud i tomrum hvor ingen lytter.

Hvis Mændenes Internationale Kampdag skal have nogen som helst værdi, så findes den værdi i at se med åbne øjne at vores undertrykkelse og sorg er bundet uløseligt sammen med vores medmennesker (som ikke alle er mænd), og at de strukturer der kalder kvinder for ludere og kællinger og horer også kalder mænd for bøsserøve og svagpissere og tøsedrenge.

Men der er et spinkelt håb.

Saturns søn Jupiter overvandt ham til sidst, undgik (ved en kvindes, sin mors, hjælp) at blive ædt og overvandt til sidst sin far og indvarslede en ny æra.

Den æra har vi alle et ansvar for, for hvis ikke vores børn om hundrede år er mere frie og mindre trængte, mere lykkelige og mindreknækkede har vi fejlet vores ansvar, ikke bare som mænd men som mennesker.

Virkeligheden er forkert.

Men det behøver den ikke være.

Vi skulle forestille en anden slags mænd, troede jeg

Det var vinter og stormvejr da vi forlod hinanden, og vi ikke kunne finde ud af at sige farvel og jeg var i et dybt hul. Der var ligeså meget kaos inde i mig, som der var uden for ruden, hvor verden var slud og vintertidsmørke og jeg sagde igen og igen at ingen ”behøvede gøre noget”.

Jeg skulle nok klare mig.

Vi skulle forestille en anden slags mænd, troede jeg i lang tid.

Vi havde så mange veninder i gymnasiet, havde forelsket os i de forkerte og læst poesi til langt ud på natten, dyrket vores følelser og vi gik ikke op i fodbold og CounterStrike, vi måtte være noget helt andet end de andre.

I virkeligheden tog jeg fejl af indhold og form, for selvom vi kender sproget for den slags maskulinitet man dør af, den der holder en fra læger og leder ned i raseri og misbrug og rå tristhed, så betyder det ikke at vi vælger en anden vej.

Vi har bare åbne øjne imens vi træder forkert.

Vi ”behøver ikke gøre noget”, vi ”skal nok klare den selv,” og det er alt for nemt at nikke og sige ”du skal bare sige til champ,” og ”sikke noget”, og de andre valgord vores fædre også sagde når verden går i opløsning og farverne forsvinder.

”Det er sgu også træls.”

 

 

Hvordan reagerer man på sorg som mand? Eller på tristhed? Hvordan reagerer man på modgang?

Da jeg var lille græd jeg ustandseligt, sådan husker jeg det, virkeligheden var for meget. Det er den i øvrigt stadig, både for meget og for lidt.

I min børnehave sang vi Puf den Magiske Drage, en sang der er skrevet af og til voksne og adskillelsen mellem Puf og sangens hovedperson (”men kære Puf vi kommer aldrig til at lege igen”) sad hårdt og grusomt fast i mig, mine forældre blev nødt til at finde på en alternativ slutning, en løgnhistorie, for at trøste mig, en om at drengen og Puf engang mødte hinanden igen, at Puf stadig boede i fantasia, men jeg troede ikke helt på dem, jeg græd i hvert fald alligevel.

Men jeg holdt op. Jeg kan ikke huske hvornår var sidst var opløst af gråd, eller hvornår jeg følte at jeg havde grædt ud på den måde hvor man selv og hele verden ophører med at være fast, bliver flydende og tilbage igen, og trætheden sænker sig over en, og de knuder, der sidder i brystet bliver vædet og løser sig.

Når jeg er allermest ked af det kan jeg ikke græde, og det føles som noget grimt og uovervindeligt.

En veninde skrev i sin dagbog har hun fortalt om den vinter, at hun var bekymret for mit fedtede hår og mit skema, der langsomt gik i opløsning og hvordan jeg kom for sent og undskyldte og var næsten gennemsigtig.

Jeg kunne ikke selv skrive noget, jeg havde ikke nogen ord dengang, ingen ord og ingen tåre.

Hver fjerde mand i Danmark savner nære relationer at dele glæder og sorger med. Ensomheden fylder meget i de klassiske manderolle, aleneheden er heltagtig, synes jeg ofte:

Vi er vores egen lykkes smed, vi har kæmpet ene mand, men der, hvor jeg kommer fra drak folks fædre sig fulde, og de var meget tavse og rasende og de græd aldrig og så holdt vi også op, og jeg ville ønske vi ikke syntes at ensomme kampe er ædle, selvom jeg ved det er svært.

Jeg synes det er hårdt man ikke kun skal være uden Puf, man skal også være uden mennesker hvis man skal være ensom og ædel på samme tid.

 

 

Vi sad i en lufthavn efter to ugers rejse, og ud af det blå eksploderede alt det, der havde siddet i ham, her, lige før vi skulle sige farvel, og jeg havde ikke de rigtige ord eller de gode ord eller de ord han skulle bruge.

Det var vinter og stormvejr da de forlod hinanden, og de ikke kunne finde ud af at sige farvel og hanvar i et dybt hul. Der var ligeså meget kaos inde i ham, som der var uden for ruden, hvor verden var slud og vintertidsmørke og han sagde igen og igen at ingen ”behøvede gøre noget”.

Han skulle nok klare sig.

Men vi insisterede, og jeg nærmest tvang ham til at komme forbi, og vi gav ham varm solbærsaft, og han siger noget gange “at drikke saft” om at hjælpe nogen, der lider og måske også om at ødelægge nogens ensomhed.

Vi gik ud i Amager Fælled, der er en bålplads der, hvor skovløberen efterlader brændekævler og stjernehimlen er klarere end den er, og vi drak rødvin fra flasken, og forsøgte at tale rundt om det, som gjorde ondt, vi talte ind i ilden.

Det var ikke nemt at snakke, det er ikke nemt at snakke, men jeg prøvede, vi prøvede, og bålet knitrede svagt og vi talte om vores fædre og hvor ondt det gør når de ting man håber på, ikke kan lade sig gøre.

Hvis vi skal være en anden slags mænd må vi begynde med os selv, tror jeg, og med varm saft og med bål, jeg ville ønske jeg havde flere og bedre redskaber eller at jeg kunne se mig selv udefra.

Jeg vil gerne finde Puf igen, men jeg synes det er svært, jeg er bange for det er umuligt, og jeg ville ønske jeg havde nemmere ved at græde.

Øverst Casper David Friedrichs Der Wanderer über dem Nebelmeer (ca. 1818)

Den eneste uendelige årstid er vinteren

Det kommer med samme styrke og sikkerhed som et urværk hver vinter. Mit og alle andre menneskers humør svigter og falmer, og vi vandrer rundt i sjasket med blikket sænket, hænderne knuget og sortsindet svævende over og under kraniet. Og det er ikke kun, tror jeg, fordi vores niveau af D-vitamin falder, i takt med at dagene bliver kortere.

Det er også, fordi vinteren er den mest uendelige af alle årstiderne, og fordi vi som mennesker frastødes af det uendelige, som sydpolerne på to magneter frastøder hinanden. Når det er vinter, kan vi ikke huske, hvordan det er at være til, når det er sommer.

Når vi mennesker møder det uendelige, har vi en tendens til at billedliggøre det, på den måde vi fra barnsben har lært at begrænse og kategorisere ting: vi menneskeliggør det uendelige. Gud, det ultimativt endeløse, gør vi til en skægget patriark, der har stærke holdninger til så menneskelige ting som forhuder, menstruation og fødevarers tilladte sammensætning.

Universet, med det mørke, ubeboelige vakuum, omdanner vi til smukke (og kunstigt farvelagte) fotografier af letfordøjelige stjerneskuds-galakser. Døden gør vi til en makaber le-mand, forfærdelig, men ikke desto mindre i menneskelig form – og i bogstavelig øjenhøjde.

Vinteren er ikke anderledes. I antikkens Grækenland var nordenvindens navn Boreas, han, som fortærer. Hos aztekerne var obsidian-guden Itztlacoliuhqui herre over frost, vinter og død. Men trods alt alle i menneskelige former. I tusindfold er menneskets mindreværd over for vinteren gengivet i fortællinger, der minder om og spejler os selv.

Men i virkeligheden er alle disse billeder, som alle billeder på det uendelige, utilstrækkelige. Det er næsten naivt at gøre vinteren til en barsk mand, når vinteren i virkeligheden kendetegner døden, den allermest håndgribelige uendelighed i livet.

Når vi taler om menneskelivet, kan vi finde på at sammenligne det med årets cyklus. Ungdommen er foråret, voksenlivet sommeren, alderdommen efteråret, og døden er den evige vinter.

Som det nogle gange er, finder vi de mest præcise billeder på vinteren i vores fjerne fortid og vores tætte nutid.

I den nordiske mytologi er vinterens uendelighed krystalliseret i Niflheim, Tågehjem, det ene kosmiske hjørne, der står i modsætning til Muspelheim, Ildhjem. I Niflheim hersker is og kulde, og midt i kosmos, i Ginnungagap (gabende tomrum), tørner de to urkræfter sammen og annullerer hinandens ødelæggende og altædende elementærnatur og bliver til frugtbar og mild dug.

Fra Niflheims uendelige tågemørke kom rimturserne, mørke og uforståelige, guder og menneskers fjender, fætre til Nidhug, dødsslangen, der æder af verdenstræets rod.

Vinterens uendelighed er, såfremt den ikke tøjles og mildnes, døden og undergangen, en anden slags uendelighed, der rammer os som en hammer, når vi, som dødelige mennesker, tænker over vores egen endelighed. Når vi ender, fortsætter alt andet hen over os, til vi er støv.

Ifølge moderne fysik bevæger universet sig mod en kosmisk vinter. Varme er vibrerende bevægelser, og altings gennemsnitstemperatur falder støt, i takt med at alting bliver strakt og delt fra hinanden, en grad kelvin ad gangen, over en periode på milliarder af år, indtil alle stjerner er udslukt, og vi når det absolutte nulpunkt, hvor intet bevæger sig, og hver eneste partikel er så isoleret, at der er lysår imellem dem. For evig, uendelig vinter.

I vinteren fornemmer vi vores dødelighed og altings forgængelighed og skimter det uendelige og evige i frosten og stilheden. Vores åndedræt bliver synligt som hvid tåge, der damper ud og opløses.

Når det er vinter, kan jeg ikke huske, hvordan det er at være til, når det er sommer.

Jeg har i mig vage glimt af at eksistere om sommeren; fornemmelser af at tage tynde jakker på. At irriteres over varmen. Lyse nætter og blød luft, menneskekroppe i shorts og sommerkjoler og ghettoblastere langs vandet, dårlig samvittighed over ikke at grille hver dag. Men nu, hvor blæsten skærer mig i ansigtet, og mine støvler graver sig ned i sjappen, der dækker asfalten, er det, som om det altid har været, og altid vil forblive, sådan her.

Vinteren strækker sig uendeligt bag mig og fortsætter ud i horisonten, og selvom jeg har en rationel og logisk viden om, at den på et tidspunkt stopper, så føles den viden ikke virkelig.

Jeg skal bore mine støvler ned i sludsneen, fra nu af og til min krop begraves i sjappet, tænker jeg, hvis jeg ikke driver den tanke væk med stål og logik. Jeg er begrænset, vinteren er uendelig, og den farver himlen, træerne og mine elskedes ansigter i kuldegrå nuancer.

Men på trods af alle de beviser på uendeligheden, så er der en anden ting: Når det er sommer, glemmer jeg fuldstændigt, hvordan det føles at fryse.

En liste over gode ting

Duften af mos

Varme, mørke gryderetter med noter af jord og jern

En ekstra omgang

Den farve lyngblomster har

Aftensol, der skærer og brænder orange

At en kvinde jeg kender brænder salvie ved fuldmåne

(At jeg bevidst ikke har spurgt ind til det, og derfor intet ved om årsagen)

At give en der trænger en cigaret

At slå smut

Forårsløg

 

Klichéer, der trods uendelige skældud bliver ved med at være virkelige: Mælkebøtter, der bryder op gennem asfalt, rosers torne, at vi bærer os selv med, uanset hvor vi rejser hen

 

Mennesker, der, uden at tænke over det, tegner i margenen på mødedagsordener

At drikke rødvin af flasken

Duften af lejrbål

Lyden af terninger, der slår højt

Ubehjælpelige, velmente festsange

Tordenkaffe

 

Mine vandrestøvler

 

Navne på krydderier: Rosmarin, brøndkarse, estragon, kørvel, timian, paprika, spidskommen.

Navne på ædelsene: Safir, smaragd, rubin, opal, rav, quartz, topaz.

Navne på typografiske udtryk: Versaler, miniskuler, rubrik, serif, uncialer, blåkopi, ligatur.

 

Kirkegårde

Helleristninger

Forladte huse

Hemmeligheder

 

Skarpe knive

Tunge sten

Sarah Skarums klummer

Lyden af en metro, der går det rigtige sted hen

At portionsanrette

 

At genlæse bøger man havde glemt

Andre menneskers oprigtige begejstring

Børn

Kattekillinger

Sandet, der forsvinder med bølgerne under ens fødder

Bier

Tusindfryd

Madkurve

 

At vinde over en computer

 

Lanterner

Stearinlys, fyrfadslys, tællelys, vokslys

Stjerner

Tidspunkter Kim Larsen har betydet mere for mig end jeg troede

Jeg kan ikke have været mere end fem-seks år.

Kun spredte detaljer er uforklarligt tydelige: At mine forældre lavede mig et dykkerkostume af to  tomme halvandenliters colaflasker og en plasticslange, at der groede gulbrune majs på marken bag vores hus og uendelige timer brugt på at vinde i det hundesvære Hercules-spil en ven af familien havde piratkopieret.

Men helt klart, forunderligt nok, står en plade jeg ikke har hørt i tyve år.

Min mor havde købt Kim Larsen-albummet Luft Under Vingerne, og jeg havde, som kun børn kan, forelsket mig ukritisk i den.

Jeg hørte den på repeat på en lille batteridreven ghettoblaster.

Mest holdt jeg af melodierne.

Jeg forstod tåget at sangene også handlede om noget, men jeg var ikke gammel nok til at forstå de fleste af dem. Hvorfor det var trist at sangeren i På Stranden ”sidder her, og tænker på dig, i måneskin især”, eller hvem Uffemanden var, og hvorfor i alverden han ”lagde Bondemand Petersen på is”.

Der var en hvis tekst jeg forstod bedre:

Sig det med blomster
Sig det med kærlige ord
Verden har fået nok
Af forbitrede ord

Der lå en banal indsigt i de ord.

Siden glemte jeg næsten den gamle plade, undtagen på særligt mørke vintermorgener, hvor jeg uden at huske hvorfra det stammede, huskede en klagende guitarsolo og de forbitrede ord, som verden ikke var tjent med.

 

 

Vædderen på vores gård, den første, var en knotten, brunkulsort satan uden horn, men med en pande så tyk som klippeblokke.

Dens mund var, for mig, enorm.

Jeg insisterede på at kalde den Kim Larsen. Det hang ved.

Siden hed vores væddere Kim Larsen II og Kim Larsen III.

 

 

På efterskolen spillede vi musical, Midt om Natten, og jeg var Erik Clausen.

Jeg skulle synge Køb Bananer, men helst ville jeg, uden at sige det til nogen, synge Papirsklip.

 

 

Da jeg gik på gymnasiet var jeg dårlig til det. I hvert fald til at møde op.

Så de gav mig først en masse advarsler.

Og så tog de min SU.

Men leve skulle jeg jo. Så min kammerat Jonathan og jeg tog vores guitarer og gik ned til det værtshus hvor vi brugte alle vores fredage.

Vi gik ned til barmanden, der blev kaldt Hedensted og havde, sagde rygtet, et oversavet jagtgevær liggende bag disken i fald rockerne kom og ville slås.

Og vi spurgte om vi ikke måtte spille guitar for femhundrede kroner sort og en kasse øl, og han hyrede os uden at tænke længere over det. Måske drak vores venner alligevel for mere end 500, når de kom og var moralsk opbakning.

Så vi sad dernede om fredag og spillede skotske folkesange. Men bedst kunne publikum lide, hvis vi spillede Teddy Edelmann eller John Mogensen.

Vi fandt et kompromis; Kim Larsens Langebro er en fordanskning af den britiske Geordie, og Byens Hotel af den skotske House Carpenter.

Men i Jonathans store ringbind med sangtekster var også This Is My Life, og når aften blev sen og vores blikke slørede kom den på bordet, og det var først lørdag morgen jeg kom til at spekulere over hvor mon Xanadu var, og hvorfor Kim Larsen, på sit ypperligt dansk-engelsk ikke ville have guldet derfra:

Xanadu er Samuel Coleridges navn for Kubla Khans hovedstad, hvor umulige haver stråler i storhed og voldsomhed. Her er helligt og farligt på én og samme tid, og her overstråles mennesket og bliver småt foran glorværdigheden.

Men i This Is My Life er noget andet nødvendigt:

Give me the wine
Bitter and sweet
And a little bit of bread
That’s all I need

Når vi vender tilbage til den bar hver jul med vores guitarer, har vi småkager og sanghæftet med. Vinen får vi gratis.

 

 

Da jeg flyttede til København var hele byen både fascinerende og skræmmende for mig.

Jeg forsøgte at skjule min østjyske dialekt, min måde at sige ”træjer” og ”træler” og ”kampin” på.

Jeg forstod kun langsomt hvordan byen hang sammen, og frygtede at nogen ville se lige igennem mig og grine af min jyskhed.

Mine venner gjorde deres bedste for at lære mig byen at kende, og en aften sad vi på en bar på det jeg forstod var Islands Brygge. Jeg opdagede først sent at den hed Café Langebro, og jeg så op på broen den havde navn efter og der, midt i inderhavnen, faldt den gamle tekst, de mennesker der sad omkring mig, min rasende overbo, der vist hang lidt for meget på staden, bladene med vagttårnet ved Rundetårn og tågen over vandet sammen.

 

 

En valgaften sad vi alle sammen på Artillericaféen, det var dengang man måtte ryge i de yderste rum, og vi drak de store halvliters Humle Pilsner (25 kroner stykket), og jeg var overvældet over følelsen af demokrati (der bliver jeg på valgaftener), men mest af alt af at jeg havde venner så tæt på mig.

Aften blev sen og jeg tror min sentimentalitet løb af med mig.

På jukeboksen kom Jutlandia på, pludselig og ud af det blå, og jeg havde ikke hørt den i mange år, og stamgæsterne ved bordet ved siden af sang med, først brummende, men siden højt og mine tanker blev glasklare blandt øllen og den tunge cigaretrøg, og det var som om jeg hørte andet vers for første gang:

Når drengene de skal i krig sejler kvinderne forbi
på de røde-kors-malede skibe
og Lili Marleen synger, Auf Wiedersehn
når de falder på stribe
kanonerne spiller første violin
c’mon soldier – syng med på melodien

I den mærkværdige, lidt kitschede sang, midt blandt keyboardtrompeterne og trommerne med for meget rumklang og de forunderligt trioliserede omkvæd, var der en lille, men stenhård, kerne af alvor, som jeg aldrig havde set før.

 

 

Jeg har aldrig sagt jeg var fan af Kim Larsen. Men jeg tror ikke det var fordi jeg ikke var fan.

Der er noget voldsomt over at indse, at i alle dele af mit liv har han været tilstede, gemt lige bag rørsløret og flaskeøllene eller mine venners smil eller skyggerne på Christianshavn ved Stærkodder, i jukeboksen når man mindst venter det, på min instagram, hvor mine venner har samlet deres guitarer op og helt dæmpet synger lidt skrøbelige udgaver af hans sange, og et helt kor af mennesker til min veninde Signes bryllup der mangfoldigt (og falskt) kæmpede sig igennem en udgave af Kvinde min, ubehjælpeligt omskrevet til lejligheden, men, på sin vis, mere ægte end selv den mest indstuderede udgave.

 

 

Når nu min verden bliver kold og forladt
finder jeg trøst i min kæreste skat
klipper motiver med drømme og saks
papirsilhuetter af den fineste slags.