Gid det altid regnede når jeg græder

Der er en historie fra Arturmyten, om en konge, der fik så grusomt et sår, enten i benet eller i skridtet, at han ikke kunne stå oprejst, og ikke kunne opfylde sin rolle som konge, det eneste han formåede var at sidde i en lille båd og fiske, og omkring ham gik hans kongerige i opløsning og forfald, sandet kom og jorden blev gold, indtil fiskerkongen var omgivet af sult og mørke og råddenskab, omgivelser og konge er bundet sammen,  hvis kongen vansmægter går landet i stykker, verden spejler sjælen og kroppen.

 

 

En af de mest ækle ting jeg ved, er når solen skinner når jeg er trist, det føles som et slag i ansigtet, hvordan kan solen skinne på begravelser og på terrorangreb eller søndage?

Hvordan kan virkeligheden være så ligeglad og nådesløs at fortsætte, mens livet ender eller folk græder og lider?

Jeg misunder fiskerkongen hans empatiske kongerige, i vores historier følges verden og indre liv altid ad: Til begravelserne regner det, i gyserhistorier slår tordenvejret ned og når nogen lider i tavshed, står regnen ned i tykke stråler, men jeg ved ikke hvad jeg skal gøre med virkeligheden, som et splintret i andre historier end min egen, min sorg eller tristhed føles så lille, når verden ikke engang vil græde sammen med mig og bryde ud i regn, men bare fortsætter, som om intet vigtigt er sket, som om jeg er ligegyldig, som om mine smerter og sorger ikke er vigtige.

Som om jeg ikke er vigtig.

Som om alting er ligemeget.

Jeg kan ikke bære alt det, der peger på, at alting i virkeligheden er ligemeget.

 

 

Da jeg var yngre (jeg lyver, jeg er stadig bange) var min største frygt, den jeg krummede mig sammen over når væggene trykkede hårdt mod mig om natten, at det var umuligt at kommunikere min indre verden til de mennesker, der fandtes i den ydre, at vi var så fundamentalt forskellige at den stikkende sorg eller den store glæde ikke kunne oversættes til menneskesprog. Når jeg ser mig selv på videoer ser jeg klumpet og klodset ud, synes jeg, slet ikke som jeg forestiller mig, hvor klodsede må mine ord have været, da jeg forsøgte at forklare?

Man siger at mennesker ikke er øer, og det er også sandt, men vi er måske øer med broer, og jeg kan føle at broerne er vakkelvorne og nedslidte, og at en tankes nuancer bliver matte og grå når den siges højt, at alting går lidt under, når det bringes ind i virkeligheden, hvor tiden og sandet og svampene slider og nedbryder alt og termodynamikken langsomt, et sekund ad gangen, skubber universet nedad en vej, der engang vil betyde at alting er koldt og goldt og mørkt for evigt, ikke fordi vores sjæle lider, men fordi det er sådan virkeligheden er.

 

 

Fiskerkongen bliver kureret i myten, fordi Galahad (den ædleste og reneste ridder) stiller ham et spørgsmål om gralen, et spørgsmål, der fylder fiskerkongen med mening og helbreder hans sår, han rejser sig op og bliver konge igen, og omkring ham bryder græsset frem og verden bliver grønnere og lysere.

Jeg ville ønske jeg kunne ændre virkeligheden med ord og tvinge den til at blive grønnere eller i det mindste afspejle min sjæl, jeg er altid bange for at mine ord er for dårlige eller forkerte, at jeg ikke har det rigtige spørgsmål, eller at det slet ikke kan lade sig gøre at bruge ord til ændre virkeligheden, at det i virkeligheden er lige meget, jeg ved ikke om jeg forsøger at finde den rigtige sammensætning af ord og sætninger, som måske ville ændre alting lidt, måske der er en gylden sætning et sted, en slags alkymistisk færd efter de vises sten som ord, en slags helbredelse måske, men alle alkymisterne er døde og forsvundne og de vises sten viste sig bare at være svovl og kviksølv.

 

 

Det er giftigt at føle sig som en byrde, men det gør jeg, jeg føler mig undertiden som om mine ord bliver aske og min kærlighed kun er skygger, som om virkeligheden er for virkelig og dens ligegyldighed kvælende, jeg ved ikke hvordan man navigerer i den slags.

Hvis ting i det mindste blev golde omkring mig, når jeg var gold indvendig, ville det ikke føles som om min smerte var ligegyldig.

Jeg er, indser jeg, så bange for jeg er ligegyldig fordi mange ting i verden peger på jeg er det og det er så tungt at ens mening er ens egen og ingen andens ansvar og jeg ved ikke hvor man finder styrken eller modet til at bære det, jeg vil ikke være en ø, jeg holder ikke ud at være en ø og gid det altid regnede når jeg græd.

Jeg er begyndt at ængstes og dyrke tomatplanter

Jeg er begyndt at dyrke tomatplanter.

Jeg har prøvet at have krydderurter før, timian fx, men jeg glemmer at vande dem, eller jeg tager et sted hen, og når jeg kommer tilbage, er de knastørre og falder fra hinanden, når jeg rører ved dem.

Tomatplanter skal have sol, nederst i deres krukke er der lerkugler, der hedder Leca®, som skal sikre at det overskydende vand kan løbe fra. De føltes alt for lette mellem mine fingre, da jeg lagde dem nederst, som om de var lavet af plastik.

På pakken står: Grundmaterialet i Leca® letklinker er fed plastisk ler, der brændes i roterovne, hvor leret ekspanderer til små »korn«, kaldet Leca® letklinker. Ved brændingen forsvinder alt overskydende organisk materiale.

Jeg prøver ikke at vande dem for tit, jeg kan ikke holde tanken om at de drukner ud.

De kan ikke stå indenfor hele tiden, læser jeg på nettet, de skal bestøves af insekter, så jeg sætter dem udenfor på min altan, jeg sørger for at de får solskin.

En af planterne er lidt mindre end de andre, jeg vender krukken, så den får mest sol.

 

 

Sidste år begyndte pindsvinene at tørste, fordi der var så varmt og næsten ingen regn.

I virkeligheden tørstede de ikke på den måde; de orme, de lever af, forsvandt langt ned i jorden, fordi der var for tørt øverst oppe.

Jeg føler mig tæt på pindsvin, engang samlede jeg en op, der havde forvildet sig ud på asfalten. Dens pigge var så spidse, at jeg blødte fra min pegefinger. Jeg svøbte den ind i et halstørklæde, den rullede sig helt sammen, og så satte jeg den ned i en park ikke så langt væk, hvor den forsvandt ind i buskene.

Når min farfar røg pibe i haven ved skumringstid, kom pindsvinene altid ud af krattet, og jeg måtte tie stille for ikke at skræmme dem væk.

Jeg har læst, at de ofte gemmer sig i sankthansbålene, fordi der er mørkt og skyggefuldt, og de mest er aktive om natten, og når vi tænder bålet brænder de inde, uden at vi nogensinde ænser, at de var der.

Jeg har ikke set nogen insekter sætte sig hos mine tomatplanter.

Jeg har faktisk ikke set nogen flyvende insekter i lang tid, kun skolopendre og bænkebiddere under barken på det elmetræ, der væltede ned over naboens mark hjemme hos mine forældre. Vi blev nødt til at møde op alle sammen for at fjerne det, min far svedte i solskinnet mens han skar det i mindre stykker, vi kunne læsse i traileren.

Senere viste han mig, hvordan man bruger en motorsav.

Siden han lærte min bror det, har jeg været misundelig og set det som en ting en mand ved hvordan man gør, men da jeg stod med de kevlararmerede sikkerhedsbukser og visiret og høreværnet og trak motoren i gang og savede tykke kævler i bidder, der kunne passe i fyret, syntes jeg mest det var varmt og hårdt og larmende, og jeg følte mig mere sårbar end mandig.

En motorsav springer undertiden tilbage, den flår i grene og træstykker og efterlader en fin, lys linje af savsmuld på det grønne græs.

Jeg lugtede af benzin og støv resten af dagen.

 

 

Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre med de ting jeg læser om klimaet.

Jeg har hørt at gletsjerne på Mount Everest er begyndt at smelte, og at de frosne lig, der ligger her, tør op og begynder at rådne.

1977 er det sidste år, hvor der ikke døde nogen af de bjergbestigere, der forsøger at nå toppen.

De øverste niveauer af bjerget kaldes ”dødszonen”, fordi der er så lidt ilt, at menneskeliv ikke kan være her i længere tid ad gangen, kroppen bruger ilt hurtigere, end den kan optage det fra luften. Den manglende ilt resulterer i uovervejede beslutninger og siden bevidstløshed og død.

Et af ligene kaldes Green Boots, efter hans støvler. Man ved ikke med sikkerhed hvem det er, men hans grønne Koflachstøvler er blevet et fast kendingsmærke for de nordlige ekspeditioner, de ses tydeligt i den lyse sne.

I Rusland, oppe nordpå, var indkapslet miltbrandbakterier i permafrosten, og da temperaturen steg til uventede højder i 2016 blev et dusin mennesker syge og et barn døde. Da jeg var barn tænkte jeg på jorden og isen som noget fra fortiden, noget man tog prøver af for at forstå da, men måske skal jeg lære at forstå det som viklet sammen med nutiden og fremtiden.

 

 

Jeg har læst at man helst skal vande tomater meget engang imellem, og ikke lidt og ofte, så jeg forsøger at holde mig tilbage, jeg ved ikke hvordan sund jord ser ud, men jeg holder meget af deres sarte grønne farve.

Jeg købte jorden til dem i Netto, det kom i en lille, komprimeret plade, der skulle blandes med vand af to omgange (først en halv liter og så en hel liter), indtil det hele svulmede op til sort, fugtig muld, jeg kunne plante stiklingerne i.

Jeg glemte at vaske hænder, og opdagede først da vi skulle spise at jeg stadig havde sorte spor i håndfladen.

Mine forældre har ikke tid til at plukke alle bærerne derhjemme, de rådner på buskene. Jeg tilbyder at komme forbi og sylte. De ser lettede ud.

Da jeg var lille og æblerne faldt, var jeg altid bange for det tidspunkt, hvor de begyndte at rådne. Den søde duft varslede hvepse og orme, og de grønne frygter blev brune og bløde, måske var det forrådnelsen jeg ikke brød mig om, en påmindelse om at alt der er friskt og ungt engang bliver først til mos og så til støv.

I lang tid forestillede jeg mig, at alle mennesker tænkte at deres barndom havde mere sne end nutiden, at somrene var varmere og krydderierne smagte stærkere. At virkeligheden engang var mere ægte og virkelig, at alting blev gråt med tiden, at vi i virkeligheden alle sammen var nedfaldne æbler.

Men nu indser jeg, at der faktisk er mindre sne end i min barndom, og at jordbær modner tidligere, indtil de smelter i varmen og sødmen bliver uudholdelig.

Sidste sommer tørstede pindsvinene, Sveriges skove brændte, hele Europa brændte på skift og Californien med, og insekterne forsvinder. På bunden af havet koger koralerne ihjel, indtil de bliver til hvide skeletlandskaber, hvor intet kan leve.

Undtagen gobler.

Om natten henter jeg mine tomatplanter ind, jeg stiller dem nænsomt i vindueskarmen. Jeg ængstes, hvis de får brune pletter.

Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, hvis de dør.

HJEMVE

Jeg cykler ned til en skov ude ved Vejlby, jeg tror det hedder Vejlby, folks øjne flakker når jeg siger Vejlby Skov. Her vokser ramsløg som plænegræs. Jeg plukker en håndfuld og har dem i inderlommen, de dufter stærkt som hvidløg eller peber. De kan bruges ligesom purløg.

På mit værelse står en stor glaskrukke med syltede grøntsager. Jeg tog den med, da jeg flyttede, den skal stå i seks uger, før den er spiseklar. Gurkemejen jeg rev råt har farvet den højgul, men jeg er bange for, at den med tiden mister farven og bliver brun.

Jeg bliver ved med at finde sakse på mit værelse, jeg har ikke et fast sted de skal være. I det hele taget mangler jeg hyldeplads – i mit skab står bagbeklædningen til en reol. Jeg har ikke fundet ud af hvad jeg skal gøre med træ og søm. Jeg ved, der er containere et sted.

Jeg skrev noget middelmådigt den anden dag. Jeg har ledt efter gode undskyldninger.

Mine gamle venner gør en stor indsats; de skriver længere beskeder end de plejer, kommenterer pligtfuld fotografier jeg tager.

Der er en særlig fiskebro på Amager ved en sø på Fælleden. Skovridderne skærer sivskoven omkring den ned hver vinter, men langsomt vokser den frem igen. Her er fyldt med fugle og fisk, vi gik tit herned og stod og så på vandet, i gråvejr er det et fint sted at snakke. Jeg har altid været glad for, at vi navngav dem ”blishøns”.

I en kasse, jeg ikke har pakket ud endnu, ligger en karryblanding jeg fik sidste år. Den mister smag med tiden, advarede de. Det gør olivenolie også, men de fleste mennesker bliver nidkære, når det kommer til god olie. Vi tænker på det, som om det var rødvin, men olie bliver ikke bedre med tiden, det bliver harsk som smør eller andefedt.

Jeg kom til at stjæle en anden mands skyr i Rema 1000, det var en fejl, men jeg turde ikke gå tilbage med halvlitersspanden. Jeg ved slet ikke hvad jeg skulle have sagt.

”Jeg har taget din skyr.”

Jeg har ikke spist den endnu, den er med skovbær. Jeg tænker over at skyr engang var et affaldsprodukt fra mælkeproduktionen.

Introforløbet handler ofte om at klæde sig ud. Jeg har tre masker, noget tøj og et par billige solbriller liggende. Jeg ved ikke hvor jeg skal gøre af dem. Det virker voldsomt at smide dem ud. Jeg har aldrig set mig selv som typen, der har en udklædningskasse. Nu har jeg en bunke.

Busserne kommer tit tre minutter for sent. Jeg skældte ud på de elektroniske tavler, der opdaterede i reeltid, husker jeg. Jeg kigger på papirplanen, jeg må bede folk træde væk, så jeg kan komme til.

VI får citronfromage og spaghetti med kødboller, vi roser min fars hjemmegærede hvidvin, den smager lidt af hyldeblomst. Min stedmor spørger, om det ikke er rart, at der kun er en time hjem, jeg er forvirret i et sekund.

På vejen hjem har jeg min hætte trukket op, min taske er meget tung, jeg har fået to flasker af min fars vin, de klinker mens jeg går.

Det går op for mig at jeg ikke, mest, savner folk eller steder, jeg savner en udgave af mig selv, der var mere hjemmevant og selvsikker og havde en dybere rytme.

På mit kollegiekøkken samler vi kapsler. De skal blive til en guirlande til jul, der kan rasle som bjælder.

Jeg ville ønske jeg havde lettere ved at danse og græde.

Vi skulle forestille en anden slags mænd, troede jeg

Det var vinter og stormvejr da vi forlod hinanden, og vi ikke kunne finde ud af at sige farvel og jeg var i et dybt hul. Der var ligeså meget kaos inde i mig, som der var uden for ruden, hvor verden var slud og vintertidsmørke og jeg sagde igen og igen at ingen ”behøvede gøre noget”.

Jeg skulle nok klare mig.

Vi skulle forestille en anden slags mænd, troede jeg i lang tid.

Vi havde så mange veninder i gymnasiet, havde forelsket os i de forkerte og læst poesi til langt ud på natten, dyrket vores følelser og vi gik ikke op i fodbold og CounterStrike, vi måtte være noget helt andet end de andre.

I virkeligheden tog jeg fejl af indhold og form, for selvom vi kender sproget for den slags maskulinitet man dør af, den der holder en fra læger og leder ned i raseri og misbrug og rå tristhed, så betyder det ikke at vi vælger en anden vej.

Vi har bare åbne øjne imens vi træder forkert.

Vi ”behøver ikke gøre noget”, vi ”skal nok klare den selv,” og det er alt for nemt at nikke og sige ”du skal bare sige til champ,” og ”sikke noget”, og de andre valgord vores fædre også sagde når verden går i opløsning og farverne forsvinder.

”Det er sgu også træls.”

 

 

Hvordan reagerer man på sorg som mand? Eller på tristhed? Hvordan reagerer man på modgang?

Da jeg var lille græd jeg ustandseligt, sådan husker jeg det, virkeligheden var for meget. Det er den i øvrigt stadig, både for meget og for lidt.

I min børnehave sang vi Puf den Magiske Drage, en sang der er skrevet af og til voksne og adskillelsen mellem Puf og sangens hovedperson (”men kære Puf vi kommer aldrig til at lege igen”) sad hårdt og grusomt fast i mig, mine forældre blev nødt til at finde på en alternativ slutning, en løgnhistorie, for at trøste mig, en om at drengen og Puf engang mødte hinanden igen, at Puf stadig boede i fantasia, men jeg troede ikke helt på dem, jeg græd i hvert fald alligevel.

Men jeg holdt op. Jeg kan ikke huske hvornår var sidst var opløst af gråd, eller hvornår jeg følte at jeg havde grædt ud på den måde hvor man selv og hele verden ophører med at være fast, bliver flydende og tilbage igen, og trætheden sænker sig over en, og de knuder, der sidder i brystet bliver vædet og løser sig.

Når jeg er allermest ked af det kan jeg ikke græde, og det føles som noget grimt og uovervindeligt.

En veninde skrev i sin dagbog har hun fortalt om den vinter, at hun var bekymret for mit fedtede hår og mit skema, der langsomt gik i opløsning og hvordan jeg kom for sent og undskyldte og var næsten gennemsigtig.

Jeg kunne ikke selv skrive noget, jeg havde ikke nogen ord dengang, ingen ord og ingen tåre.

Hver fjerde mand i Danmark savner nære relationer at dele glæder og sorger med. Ensomheden fylder meget i de klassiske manderolle, aleneheden er heltagtig, synes jeg ofte:

Vi er vores egen lykkes smed, vi har kæmpet ene mand, men der, hvor jeg kommer fra drak folks fædre sig fulde, og de var meget tavse og rasende og de græd aldrig og så holdt vi også op, og jeg ville ønske vi ikke syntes at ensomme kampe er ædle, selvom jeg ved det er svært.

Jeg synes det er hårdt man ikke kun skal være uden Puf, man skal også være uden mennesker hvis man skal være ensom og ædel på samme tid.

 

 

Vi sad i en lufthavn efter to ugers rejse, og ud af det blå eksploderede alt det, der havde siddet i ham, her, lige før vi skulle sige farvel, og jeg havde ikke de rigtige ord eller de gode ord eller de ord han skulle bruge.

Det var vinter og stormvejr da de forlod hinanden, og de ikke kunne finde ud af at sige farvel og hanvar i et dybt hul. Der var ligeså meget kaos inde i ham, som der var uden for ruden, hvor verden var slud og vintertidsmørke og han sagde igen og igen at ingen ”behøvede gøre noget”.

Han skulle nok klare sig.

Men vi insisterede, og jeg nærmest tvang ham til at komme forbi, og vi gav ham varm solbærsaft, og han siger noget gange “at drikke saft” om at hjælpe nogen, der lider og måske også om at ødelægge nogens ensomhed.

Vi gik ud i Amager Fælled, der er en bålplads der, hvor skovløberen efterlader brændekævler og stjernehimlen er klarere end den er, og vi drak rødvin fra flasken, og forsøgte at tale rundt om det, som gjorde ondt, vi talte ind i ilden.

Det var ikke nemt at snakke, det er ikke nemt at snakke, men jeg prøvede, vi prøvede, og bålet knitrede svagt og vi talte om vores fædre og hvor ondt det gør når de ting man håber på, ikke kan lade sig gøre.

Hvis vi skal være en anden slags mænd må vi begynde med os selv, tror jeg, og med varm saft og med bål, jeg ville ønske jeg havde flere og bedre redskaber eller at jeg kunne se mig selv udefra.

Jeg vil gerne finde Puf igen, men jeg synes det er svært, jeg er bange for det er umuligt, og jeg ville ønske jeg havde nemmere ved at græde.

Øverst Casper David Friedrichs Der Wanderer über dem Nebelmeer (ca. 1818)

Den eneste uendelige årstid er vinteren

Det kommer med samme styrke og sikkerhed som et urværk hver vinter. Mit og alle andre menneskers humør svigter og falmer, og vi vandrer rundt i sjasket med blikket sænket, hænderne knuget og sortsindet svævende over og under kraniet. Og det er ikke kun, tror jeg, fordi vores niveau af D-vitamin falder, i takt med at dagene bliver kortere.

Det er også, fordi vinteren er den mest uendelige af alle årstiderne, og fordi vi som mennesker frastødes af det uendelige, som sydpolerne på to magneter frastøder hinanden. Når det er vinter, kan vi ikke huske, hvordan det er at være til, når det er sommer.

Når vi mennesker møder det uendelige, har vi en tendens til at billedliggøre det, på den måde vi fra barnsben har lært at begrænse og kategorisere ting: vi menneskeliggør det uendelige. Gud, det ultimativt endeløse, gør vi til en skægget patriark, der har stærke holdninger til så menneskelige ting som forhuder, menstruation og fødevarers tilladte sammensætning.

Universet, med det mørke, ubeboelige vakuum, omdanner vi til smukke (og kunstigt farvelagte) fotografier af letfordøjelige stjerneskuds-galakser. Døden gør vi til en makaber le-mand, forfærdelig, men ikke desto mindre i menneskelig form – og i bogstavelig øjenhøjde.

Vinteren er ikke anderledes. I antikkens Grækenland var nordenvindens navn Boreas, han, som fortærer. Hos aztekerne var obsidian-guden Itztlacoliuhqui herre over frost, vinter og død. Men trods alt alle i menneskelige former. I tusindfold er menneskets mindreværd over for vinteren gengivet i fortællinger, der minder om og spejler os selv.

Men i virkeligheden er alle disse billeder, som alle billeder på det uendelige, utilstrækkelige. Det er næsten naivt at gøre vinteren til en barsk mand, når vinteren i virkeligheden kendetegner døden, den allermest håndgribelige uendelighed i livet.

Når vi taler om menneskelivet, kan vi finde på at sammenligne det med årets cyklus. Ungdommen er foråret, voksenlivet sommeren, alderdommen efteråret, og døden er den evige vinter.

Som det nogle gange er, finder vi de mest præcise billeder på vinteren i vores fjerne fortid og vores tætte nutid.

I den nordiske mytologi er vinterens uendelighed krystalliseret i Niflheim, Tågehjem, det ene kosmiske hjørne, der står i modsætning til Muspelheim, Ildhjem. I Niflheim hersker is og kulde, og midt i kosmos, i Ginnungagap (gabende tomrum), tørner de to urkræfter sammen og annullerer hinandens ødelæggende og altædende elementærnatur og bliver til frugtbar og mild dug.

Fra Niflheims uendelige tågemørke kom rimturserne, mørke og uforståelige, guder og menneskers fjender, fætre til Nidhug, dødsslangen, der æder af verdenstræets rod.

Vinterens uendelighed er, såfremt den ikke tøjles og mildnes, døden og undergangen, en anden slags uendelighed, der rammer os som en hammer, når vi, som dødelige mennesker, tænker over vores egen endelighed. Når vi ender, fortsætter alt andet hen over os, til vi er støv.

Ifølge moderne fysik bevæger universet sig mod en kosmisk vinter. Varme er vibrerende bevægelser, og altings gennemsnitstemperatur falder støt, i takt med at alting bliver strakt og delt fra hinanden, en grad kelvin ad gangen, over en periode på milliarder af år, indtil alle stjerner er udslukt, og vi når det absolutte nulpunkt, hvor intet bevæger sig, og hver eneste partikel er så isoleret, at der er lysår imellem dem. For evig, uendelig vinter.

I vinteren fornemmer vi vores dødelighed og altings forgængelighed og skimter det uendelige og evige i frosten og stilheden. Vores åndedræt bliver synligt som hvid tåge, der damper ud og opløses.

Når det er vinter, kan jeg ikke huske, hvordan det er at være til, når det er sommer.

Jeg har i mig vage glimt af at eksistere om sommeren; fornemmelser af at tage tynde jakker på. At irriteres over varmen. Lyse nætter og blød luft, menneskekroppe i shorts og sommerkjoler og ghettoblastere langs vandet, dårlig samvittighed over ikke at grille hver dag. Men nu, hvor blæsten skærer mig i ansigtet, og mine støvler graver sig ned i sjappen, der dækker asfalten, er det, som om det altid har været, og altid vil forblive, sådan her.

Vinteren strækker sig uendeligt bag mig og fortsætter ud i horisonten, og selvom jeg har en rationel og logisk viden om, at den på et tidspunkt stopper, så føles den viden ikke virkelig.

Jeg skal bore mine støvler ned i sludsneen, fra nu af og til min krop begraves i sjappet, tænker jeg, hvis jeg ikke driver den tanke væk med stål og logik. Jeg er begrænset, vinteren er uendelig, og den farver himlen, træerne og mine elskedes ansigter i kuldegrå nuancer.

Men på trods af alle de beviser på uendeligheden, så er der en anden ting: Når det er sommer, glemmer jeg fuldstændigt, hvordan det føles at fryse.

En liste over gode ting

Duften af mos

Varme, mørke gryderetter med noter af jord og jern

En ekstra omgang

Den farve lyngblomster har

Aftensol, der skærer og brænder orange

At en kvinde jeg kender brænder salvie ved fuldmåne

(At jeg bevidst ikke har spurgt ind til det, og derfor intet ved om årsagen)

At give en der trænger en cigaret

At slå smut

Forårsløg

 

Klichéer, der trods uendelige skældud bliver ved med at være virkelige: Mælkebøtter, der bryder op gennem asfalt, rosers torne, at vi bærer os selv med, uanset hvor vi rejser hen

 

Mennesker, der, uden at tænke over det, tegner i margenen på mødedagsordener

At drikke rødvin af flasken

Duften af lejrbål

Lyden af terninger, der slår højt

Ubehjælpelige, velmente festsange

Tordenkaffe

 

Mine vandrestøvler

 

Navne på krydderier: Rosmarin, brøndkarse, estragon, kørvel, timian, paprika, spidskommen.

Navne på ædelsene: Safir, smaragd, rubin, opal, rav, quartz, topaz.

Navne på typografiske udtryk: Versaler, miniskuler, rubrik, serif, uncialer, blåkopi, ligatur.

 

Kirkegårde

Helleristninger

Forladte huse

Hemmeligheder

 

Skarpe knive

Tunge sten

Sarah Skarums klummer

Lyden af en metro, der går det rigtige sted hen

At portionsanrette

 

At genlæse bøger man havde glemt

Andre menneskers oprigtige begejstring

Børn

Kattekillinger

Sandet, der forsvinder med bølgerne under ens fødder

Bier

Tusindfryd

Madkurve

 

At vinde over en computer

 

Lanterner

Stearinlys, fyrfadslys, tællelys, vokslys

Stjerner

Tidspunkter Kim Larsen har betydet mere for mig end jeg troede

Jeg kan ikke have været mere end fem-seks år.

Kun spredte detaljer er uforklarligt tydelige: At mine forældre lavede mig et dykkerkostume af to  tomme halvandenliters colaflasker og en plasticslange, at der groede gulbrune majs på marken bag vores hus og uendelige timer brugt på at vinde i det hundesvære Hercules-spil en ven af familien havde piratkopieret.

Men helt klart, forunderligt nok, står en plade jeg ikke har hørt i tyve år.

Min mor havde købt Kim Larsen-albummet Luft Under Vingerne, og jeg havde, som kun børn kan, forelsket mig ukritisk i den.

Jeg hørte den på repeat på en lille batteridreven ghettoblaster.

Mest holdt jeg af melodierne.

Jeg forstod tåget at sangene også handlede om noget, men jeg var ikke gammel nok til at forstå de fleste af dem. Hvorfor det var trist at sangeren i På Stranden ”sidder her, og tænker på dig, i måneskin især”, eller hvem Uffemanden var, og hvorfor i alverden han ”lagde Bondemand Petersen på is”.

Der var en hvis tekst jeg forstod bedre:

Sig det med blomster
Sig det med kærlige ord
Verden har fået nok
Af forbitrede ord

Der lå en banal indsigt i de ord.

Siden glemte jeg næsten den gamle plade, undtagen på særligt mørke vintermorgener, hvor jeg uden at huske hvorfra det stammede, huskede en klagende guitarsolo og de forbitrede ord, som verden ikke var tjent med.

 

 

Vædderen på vores gård, den første, var en knotten, brunkulsort satan uden horn, men med en pande så tyk som klippeblokke.

Dens mund var, for mig, enorm.

Jeg insisterede på at kalde den Kim Larsen. Det hang ved.

Siden hed vores væddere Kim Larsen II og Kim Larsen III.

 

 

På efterskolen spillede vi musical, Midt om Natten, og jeg var Erik Clausen.

Jeg skulle synge Køb Bananer, men helst ville jeg, uden at sige det til nogen, synge Papirsklip.

 

 

Da jeg gik på gymnasiet var jeg dårlig til det. I hvert fald til at møde op.

Så de gav mig først en masse advarsler.

Og så tog de min SU.

Men leve skulle jeg jo. Så min kammerat Jonathan og jeg tog vores guitarer og gik ned til det værtshus hvor vi brugte alle vores fredage.

Vi gik ned til barmanden, der blev kaldt Hedensted og havde, sagde rygtet, et oversavet jagtgevær liggende bag disken i fald rockerne kom og ville slås.

Og vi spurgte om vi ikke måtte spille guitar for femhundrede kroner sort og en kasse øl, og han hyrede os uden at tænke længere over det. Måske drak vores venner alligevel for mere end 500, når de kom og var moralsk opbakning.

Så vi sad dernede om fredag og spillede skotske folkesange. Men bedst kunne publikum lide, hvis vi spillede Teddy Edelmann eller John Mogensen.

Vi fandt et kompromis; Kim Larsens Langebro er en fordanskning af den britiske Geordie, og Byens Hotel af den skotske House Carpenter.

Men i Jonathans store ringbind med sangtekster var også This Is My Life, og når aften blev sen og vores blikke slørede kom den på bordet, og det var først lørdag morgen jeg kom til at spekulere over hvor mon Xanadu var, og hvorfor Kim Larsen, på sit ypperligt dansk-engelsk ikke ville have guldet derfra:

Xanadu er Samuel Coleridges navn for Kubla Khans hovedstad, hvor umulige haver stråler i storhed og voldsomhed. Her er helligt og farligt på én og samme tid, og her overstråles mennesket og bliver småt foran glorværdigheden.

Men i This Is My Life er noget andet nødvendigt:

Give me the wine
Bitter and sweet
And a little bit of bread
That’s all I need

Når vi vender tilbage til den bar hver jul med vores guitarer, har vi småkager og sanghæftet med. Vinen får vi gratis.

 

 

Da jeg flyttede til København var hele byen både fascinerende og skræmmende for mig.

Jeg forsøgte at skjule min østjyske dialekt, min måde at sige ”træjer” og ”træler” og ”kampin” på.

Jeg forstod kun langsomt hvordan byen hang sammen, og frygtede at nogen ville se lige igennem mig og grine af min jyskhed.

Mine venner gjorde deres bedste for at lære mig byen at kende, og en aften sad vi på en bar på det jeg forstod var Islands Brygge. Jeg opdagede først sent at den hed Café Langebro, og jeg så op på broen den havde navn efter og der, midt i inderhavnen, faldt den gamle tekst, de mennesker der sad omkring mig, min rasende overbo, der vist hang lidt for meget på staden, bladene med vagttårnet ved Rundetårn og tågen over vandet sammen.

 

 

En valgaften sad vi alle sammen på Artillericaféen, det var dengang man måtte ryge i de yderste rum, og vi drak de store halvliters Humle Pilsner (25 kroner stykket), og jeg var overvældet over følelsen af demokrati (der bliver jeg på valgaftener), men mest af alt af at jeg havde venner så tæt på mig.

Aften blev sen og jeg tror min sentimentalitet løb af med mig.

På jukeboksen kom Jutlandia på, pludselig og ud af det blå, og jeg havde ikke hørt den i mange år, og stamgæsterne ved bordet ved siden af sang med, først brummende, men siden højt og mine tanker blev glasklare blandt øllen og den tunge cigaretrøg, og det var som om jeg hørte andet vers for første gang:

Når drengene de skal i krig sejler kvinderne forbi
på de røde-kors-malede skibe
og Lili Marleen synger, Auf Wiedersehn
når de falder på stribe
kanonerne spiller første violin
c’mon soldier – syng med på melodien

I den mærkværdige, lidt kitschede sang, midt blandt keyboardtrompeterne og trommerne med for meget rumklang og de forunderligt trioliserede omkvæd, var der en lille, men stenhård, kerne af alvor, som jeg aldrig havde set før.

 

 

Jeg har aldrig sagt jeg var fan af Kim Larsen. Men jeg tror ikke det var fordi jeg ikke var fan.

Der er noget voldsomt over at indse, at i alle dele af mit liv har han været tilstede, gemt lige bag rørsløret og flaskeøllene eller mine venners smil eller skyggerne på Christianshavn ved Stærkodder, i jukeboksen når man mindst venter det, på min instagram, hvor mine venner har samlet deres guitarer op og helt dæmpet synger lidt skrøbelige udgaver af hans sange, og et helt kor af mennesker til min veninde Signes bryllup der mangfoldigt (og falskt) kæmpede sig igennem en udgave af Kvinde min, ubehjælpeligt omskrevet til lejligheden, men, på sin vis, mere ægte end selv den mest indstuderede udgave.

 

 

Når nu min verden bliver kold og forladt
finder jeg trøst i min kæreste skat
klipper motiver med drømme og saks
papirsilhuetter af den fineste slags.

Historien om hvordan jeg mødte min bedste ven på internettet (første del)

Denne historie handler om venskab og blod.

Men ikke endnu:

I lang tid var den centrale debat om internettet, hvorvidt det, i sig selv, var godt eller skidt. Debatten føltes nødvendig – internettet havde åbenlyst ændret vores liv radikalt.

Alle meningsfulde sfærer af vores eksistens var berørte – take-out, tøj, samtaler, porno, politik etc.

Det føltes, forestiller jeg mig, jeg var ikke voksen da debatten foregik, nødvendigt at fastlægge hvorvidt denne nye teknologiske gigant ville os det godt eller skidt.

Det er imidlertid en frugtesløs debat – internettet er, som alle andre medieformer menneskeheden har opfundet, ikke medfødt hverken godt eller skidt.

Internettets egenart, den sande interessante debat at tage, er dets hastighed.

Alting forstørres og accelereres til ufattelighed i det øjeblik det udsættes for internettet.

Vores ord for ting, der spreder sig over nettet er viralt, som en virus, usynlig indtil den står ud, inficerende, ustoppelig og ubekæmpelig (anti-biotika virker kun mod bakterier, man kan kun behandle en virus’ symptomer og ikke virussen i sig selv – viralt er et velvalgt ord).

Internettet er defineret af dets hastighed, så meget, at mennesket kun har kendt til eet andet medie i vores historie, der i ren fart kan overgå det. Et medie der i øvrigt er den eneste tilnærmelsesvis dækkende metafor for internettet.

Der er naturligvis tale om spejle.

Imidlertid vil jeg tale om noget andet.

Jeg vil tale om min bedste ven, Johannes.

 

 

Jeg var, af mange årsager, ikke et lykkeligt barn.

Jeg bilder mig ikke ind at børn almindeligvis er lykkelige, men jeg kan trods alt kun tale på mine egne vegne, og min ulykkelighed var måske også mere synlig end mine jævnaldrenes.

Jeg undslap, instinktivt og uden egentlig at kunne andet, virkeligheden ved at gemme mig i bøger, computerspil og biblioteker, i den rækkefølge.

Jeg vandrede lange ture ud i skoven og engene ved mine forældres gård uden for Hatting uden for Horsens i Midtjylland.

Der er ikke megen mulighed for at blive usynlig i en landsby, ens krop er en blandt få, så min taktik var at lade krop være krop og i stedet kaste mine tanker og drømme ind i universer, der lignede dette så lidt som muligt; fantasy, computerspil, science fiction.

Mine forældre var, tror jeg, bekymrede.

Jeg var naturligvis klar over at min substitutvirkelighed ikke stod mål med den reelle virkelighed; eskapistens ulykkelighed er i virkeligheden, at han godt er klar over sin virkelighedsflugt, og at han ikke ønsker sig en anden virkelighed – han ønsker sig at denne var bedre, men formår ikke at ændre den, og flygter derfor. Eskapismen er både, og derfor forfærdelig, ulykke og magtesløshed.

Men:

Internettet havde for mine jævnaldrene og jeg i lang tid mestendels bestået af en række hjemmesider med navne som miniclip.com, newgrounds.com og gratis-ting.dk; hjemmesider der faldbød tilsyneladende uendelige farverige og intetsigende spil, der kunne distrahere vores pubertære hjerner i de tyve minutter frikvarteret varede.

Farverig vold, catchy techno-musik i modemvenlige skodversioner, hidsige pointtavler og det hele i opblæst amerikansk animationsstil.

En dag skete der noget helt anderledes.

Jeg ved ikke hvorfor, men et af de endeløse spil sugede min opmærksomhed til sig. Det viste sig at være noget ganske andet end de larmende flash-spil.

Først og fremmest var det på dansk.

Dernæst var det et rollespil, stod der. Et tekstrollespil. Baseret på Løvernes Konge.

 

 

Jeg husker det som om en voldsom opstemthed satte sit i brystet på mig, da jeg langsomt optrævlede præcis hvad tekstrollespil betød; efter en spiller forfatter en karakter foregår al interaktion med de andre spillere igennem tekst. En skriver noget, en anden handler på dette igennem ny tekst, den første  spiller reagerer igen, etc.

En slags interaktiv skønlitteratur med flere forfattere, hver med sin egen hovedperson.

At det handlede om Løvernes Konge var egentlig sagen underordnet, her var et sted hvor min hang til eskapisme og min kærlighed til bøger og universer der ikke findes, kunne udleves totalt og, måske vigtigst af alt, her var andre mennesker med samme interesse.

Jeg var hooked.

Hvert eneste vågne minut jeg havde foran en computerskærm blev brugt på tekstrollespillene.

Jeg lod mig hensynke totalt, og jeg knyttede tætte bånd til mine medspillere, og uundgåeligt blev jeg administrator på de fora vi brugte til vores rollespil, en slags lederskikkelse.

Mine forældres bekymring tog til. For dem, forestiller jeg mig, var min fascination en uhyggelig og usund virkelighedsflugt. Det er ikke nødvendigvis en forkert opfattelse; man kan ikke henslæbe sit liv i beskrivelser af fiktive karakterer og sammen med mennesker på internettet.

Med tiden, dog, vil jeg sige, at jeg ikke er sikker på der var andet for mig at gøre, på det tidspunkt, og jeg tror jeg havde ønsket mig at de havde forsøgt at forstå, selvom jeg ikke tror at den slags er simple. Jeg forstår knap nok de som er ti år yngre end jegs medieforbrug – hvordan skulle jeg forstå mine børns?

Jeg fortsatte ufortrødent, også igennem deres rationering af tiden jeg måtte bruge foran computerskærmen. Vi byggede store netværk af danske tekstrollespil, vi kendte hinanden på vores aliaser, vi delte intime og svære detaljer om os selv.

Her fandt jeg et fællesskab jeg tror jeg havde savnet voldsomt, og her fandt jeg en mulighed for at udtrykke mig på måder, der ikke havde været muligt i virkeligheden:

Jeg begyndte selv at skabe verdener, sider, universer, hvor spillene kunne foregå.

En dag fik vi en idé. Vi inviterede alle vi kendte fra nettet til selv at være med til at finde på det næste univers vores rollespil skulle foregå i. Gennem stærk inklusion og demokratisk afstemning ville vi i fællesskab bygge et univers, der skulle tilgodese alle.

Af sære veje blev den idé skæbnesvanger for mig.

 

 

Jeg kender ikke til Johannes eksakte livshistorie, den har jeg hverken krav på eller ret til. Men af hvad jeg ved minder visse, centrale dele om min.

Især da vi var 13.

Af veje jeg ikke kender endte Johannes også i det danske tekstrollespilsunivers.

Han var også en outsider, der sank ned i Ringenes Herre og Harry Potter og tusind andre verdener ved siden af, under og over denne.

Han gik, som jeg, lange ture i skovene ved siden af sine forældres hus som, som mines, lå relativt langt fra byen.

Han boede imidlertid, i stærk modsætning til mig, på landet uden for Helsingør.

At vi lærte hinanden at kende er således kulminationen på en lang række næsten usandsynlige tilfælde, det ene efter det andet.

 

 

Som Johannes har fortalt mig historien kendte han først perifært til vores demokratiske verdensbygge-idé. Og til at starte med synes han i øvrigt det lød kedeligt og åndssvagt.

Men en dag hvor kedsomheden blev tilstrækkelig stor klikkede han sig alligevel, halvt tilstedeværende, ind på vores forum.

Vores fora, som fungerede som særskilte rollespilsuniverser, var som regel bygget på samme måde:

Vi registrerede et mere eller mindre opfindsomt navn på en af de gratis foraudbydere, der fandtes i nullerne: Proboards eller infoboards hed to af de mest brugte, så vidt jeg husker. Under selve forummets kategorier (der udgjorde de steder rollespillet foregik; skoven, byen, bageren, bjergene etc) satte vi en chatbox, en c-box, hed den.

I den c-box som vores demokratiske finde-på-board havde, mødte Johannes og jeg hinanden for første gang.

Der er mere til historien – og det kommer senere. Billedet øverst er taget på min veninde Annes evindelige engangskamera, som hun altid slæber med når vi er i sommerhus. Det er taget kort efter at Johannes, Liva og jeg har forberedt omkring 70 stykker højtbelagt smørrebrød.

At rejse er ikke at leve: Otte teser

… der var en Tid, jeg følte mig saa haardt trykket og forpiint herhjemme, at det at være ude var idetmindste en Ophør af at lide – det Fremmede fik herved en Fredens Glands, jeg fik det kjært, og da min Natur er at slutte sig let til Menneskene, der da igjen give Tillid og Hjertelighed, saa følte jeg mig ude vel og kom der gjerne: At reise er at leve.

– H. C. Andersen, Mit Livs Eventyr

Det er gammel visdom, at det at rejse er en forvandlende og livsændrende handling, der gør sjæl og legeme godt.

Jeg har haft snesevis af venner, der har svoret at deres backpacking-ture og interrailrejser har ændret deres liv fundamentalt – at selve livet herhjemme har antaget nuancer af grå, når det sættes op imod det vilde, rå og ufortyndede rejseliv, hvor alting er mere ægte, hvor krydderier smager stærkere, båndene til andre mennesker er tættere og blodet dunker kraftigere i vores årer.

At rejse, mener vi kollektivt, er at leve, stærkere og mere autentisk og kraftigt end vi gør, når vi er hjemme. At rejse, citerer vi evindeligt salig H. C. Andersen for, er at leve.

Vi prædiker alle sammen rejsens helende virkning.

Men på det sidste er rejsens glans for mit vedkommende gået af.

Jeg tror det er farligt, forsimplende og priviligeret når man siger at det at rejse er at leve.

 

I

 At rejse er en ældgammel del af menneskelivet – i hvert fald i vores sprog.

Rejsen er en af vores absolutte favoritmetaforer; når vi får nyt job hedder det en ny og spændende rejse, vi taler ofte om livsrejser og visse amerikanske litteraturteoretikere mener at stort set alle fortællinger kan koges ned til en hovedpersons rejse et bestemt sted hen. 

Rejsen inkluderer op og nedture, ofte udfordringer og nye mennesker, og den indebærer at bevæge sig fra et sted til et andet. Den er en oplagt metafor for vores liv.

At leve, kan man sige, er en rejse.

Men at rejse er ikke nødvendigvis at leve.

 

II

At rejse er et uhyre privilegium.

Fordums fæstebønder var defineret netop ved deres mangel på frihed til at rejse. Og selvom stavnsbåndet er ophævet, har kun de allerrigeste i verden ressourcerne og fritiden til at lægge arbejdet fra sig og rejse ud for at se eller opleve verden.

Samtidig har flyrejser, som vi i denne del af verden er storforbrugere af, en uforholdsmæssigt stor indvirkning på CO2-udledning – og i takt med at flyrejsen bliver et privilegium som langt flere benytter sig af, vil den indvirkning kun tage til.

Samtidig rammer klimaforandringerne i høj grad lande, der ikke selv i substantiel grad har bidraget til dem.

Yderligere underbetaler skruppelløse selskaber som Ryanair deres medarbejdere – hvad de fleste nok er klar over. Men flyrejsen betragtes som så relativt vigtig at vi, nok oftere end vi selv vil indrømme, ser igennem fingre med de uforsvarlige forhold for flypersonalet.

At rejse er også at leve på andres bekostning.

 

III

At rejse er en form for kapital.

Når mennesker på deres væg har et kort med nåle, der illustrerer hvor og hvor meget de har rejst, er det ikke kun for deres egen skyld.

Der ligger i selve fremvisningen af ens omfattende rejser et budskab om ens overskud og status. At rejsefotos indbringer en anseelig mængde likes på de sociale medier er heller ikke en tilfældig del af ligningen.

At rejse, og vise andre mennesker at man rejser, illustrerer overskud, eventyrlyst, velstand og status. Det udmønter sig i noget at tale om – alle er altid-allerede interesserede, folk spørger altid, efter ferie, om man har rejst og hvad man har set.

Derudover findes der talløse mennesker, som af magtpolitiske årsager ikke er i stand til at rejse. Hvis en palæstinenser rejser fra sit hjemsted i Østjerusalem er der en risiko for at de Israelske myndigheder afviser at lukke dem ind igen.

Det rødbedefarvede pas er en privilegeret garanti på at du kan undslippe din rejse når og hvis du vil.

At rejse er valuta.

 

IV

At rejse er ofte en slags flugt.

Det er ikke altid skidt at flygte – nogle gange er det helt afsindigt vigtigt at undslippe. Men hvis flugten varer i månedsvis eller er det eneste man ser frem til, er det på tide man konfrontere hvorfor og fra hvad man egentlig flygter.

For i det tilfælde er det at rejse ikke at leve. Det er at undslippe livet.

 

V

At rejse af egen fri vilje er ikke en selvfølgelighed.

For mennesker hvis liv er truet af krig eller elendighed er rejsen ikke livet – rejsen er for at leve, og man håber brændende at rejsen stopper.

At have frihed til at slutte sin rejse er at leve.

 

VI

Alt dette er ikke for at sige at en rejse altid er overflødig eller ikke kan retfærdiggøres.

Det er af ekstremt vigtighed at se verden med sine egne øjne, at opleve hvordan andre mennesker, der ikke ligner en selv, lever og høre dem tale med deres egne ord om hvordan deres virkelighed ser ud.

Men hvis ens rejse mestendels bringer en i kontakt med folk, der minder om en selv og lever som en selv (det værende danske turister på Mallorca eller fulde backpackere i Israel), så er det at rejse ikke synderligt at leve, og er i stedet en måde at erstatte en kedelig hverdag med en mere eksotisk en, hvis indbyggere dog ikke synderligt adskiller sig fra en selv.

 

VII

Hvis man tror at den livsændrende, skelsættende og skæbnesvangre oplevelse partout skal findes i Indien eller Machu Pichu tager man fejl.

Potentialet for at se virkeligheden for hvor magiske den egentlig er, er til stede uanset hvor du er henne og hvem du er sammen med.

At gå hærvejen, at tage i shelter eller sommerhus er en lige så legitim form for rejse som måneder i Kualu Lumpur.

 

VIII

At rejse er ikke i sig selv en garanti for selvudvikling. Og selvudvikling er i sig selv ikke en garanti for lykke.

Man kan rejse så langt væk man vil.

Når man kommer hjem er man stadig sig selv.

Og det må man konfrontere før eller siden.

Denne tekst er en tvillingetekst, skrevet på udfordring med REJSE som tema. Den anden tekst er skrevet af Mette Muxoll Schou, på hendes nyligt oprettede blog CISTERNEN. Mette er ulig meget sjovere, let at læse og flydende end jeg er, så smut over og tjek hende ud.

Photo by Simon Migaj on Unsplash

Ingen ser godt ud når de tuder – en slags kritik af Svend Brinkmann

Det ligger i tidsånden:

Det er vigtigt at være uperfekt. Det er vigtigt at være unyttig.

Svend Brinkmann siger det. Dronningen sagde det i nytårstalen. Vi siger det til os selv og hinanden – tit.

Det er vigtigt, siger vi, at slappe af og sige stop og ikke ville det hele, og indrømme at man ikke kan mere.

Problemet er, at mens det er forholdsvis nemt at sige det, så er det afsindigt, pissehamrende svært at efterleve det.

Det er svært at lytte efter, når ens krop og ens sind skriger at man skal geare ned, og at man har strakt sig selv for langt.

Det er nemt at vide, men svært at reagere på, at man skal aflyse noget, at man skal sige nej til flere vagter og mere ansvar og flere opgaver. At man skal bruge tid til at komme sig og hele og komme ovenpå.

Det er svært at bøje sig før man knækker.

Der er fundamental forskel på at vide noget – og på at forstå det.

Det er nemt at vide noget rationelt, at huske eller memorere noget – at månen er 384 400 kilometer væk fra jorden i gennemsnit fx – men det er alt andet end nemt at forstå det. Jeg får det i hvert fald ikke til at give mening, når jeg stirrer på månen.

Selv denne her tekst er et eksempel på hvor nemt det er at sige noget, at vide noget, at vedkende sig noget, og hvor umuligt det kan være at handle på det.

Jeg siger næsten aldrig nej tak til mere ansvar eller flere opgaver. Jeg sluger det grådigt, til det svimler for mig.

For det er latterligt grimt og grænsende umuligt, at sige stop og nej tak og jeg kan ikke mere. Det føles som at svigte sig selv og alle andre på tusind måder.

Det er hæsligt at sidde på toiletter og græde og slå sig selv i hovedet fordi man føler man har fejlet. Det er umådeligt frygteligt at have hjertet i halsen og sige nej, for man har et klart billede af, at man godt kan strække sig lidt mere. Man er så privilegeret fordi man er lige her lige nu, og man har ikke råd til at være svag, selvom man godt ved at man bør være svag og unyttig for at være stærk.

Det føles bare ikke sådan.

Ingen ser godt ud når de tuder. Ingen ser nice ud med nederlag og snot og grus i øjnene.

Det er imidlertid fuldstændig umuligt at gennemgå et liv uden til tider at fortryde sine handlinger og afsky sig selv og alt ens væsen, og ønske man for alt i verden havde været nogen andre. Og det er okay, at man har det sådan.

Det er okay at man ikke, selvom man godt ved man burde, kan være unyttig og uperfekt uden at det gør pisseondt. Det er okay at det kræver tilvænning at bøje uden at knække – det er okay at man ikke med det samme kan formå at gå fra at være perfektionist til unyttig livsnyder.

For det er, i sagens natur, endnu en måde at skulle være perfekt på.

Man bliver presset ind mellem to paradokser – i den ene er man lykkeligt unyttig og god til at sige nej, og bøjelig og i den anden er man en produktiv maskine, et evigt hungrende apparat og en 12-tals-person, og som det ofte er tilfældet befinder virkeligheden sig i en grim og mudret og ubrugelig mellemting, et mellemstadie hvor man skøjter frem og tilbage og ikke helt kan være hverken den ene eller den anden ting.

Her er sagens kerne; vi ville alle være overrasket over hvor mange af os, der på dette eller hint tidspunkt har været komplet overvældede over den ene eller den anden ting og har siddet og tudet ned i vores dyner, råbt af dem vi elsker, ligget vågne om natten og fortrudt noget vi gjorde for fem år siden.

Hvor grimme vi egentlig er når vi falder og skrider og skriger og græder og ligger med hovedet i sølet, hvor uretfærdige og smålige vi kan være, hvor ringe vi er til at ringe til familien og til at huske at købe betænksomme gaver i god tid og sige ”jeg elsker dig” tit nok til vores forældre, og til at åbne os op over for folk, der vil os det bedste, og hvor ondt vi gør og hvor usle vi er.

Hvor usikre vi bliver når nogen er lidt for lang tid om at svare på en SMS, hvor perfide og grimme vi er klokken fire om natten når nogen vi engang har elsket elsker nogen andre, hvor desperate vi kan være efter kærlighed i vores svageste øjeblikke, hvor meget ondskab vi kan ønske over vores fjender og hvor ugidelige vi kan være, når der er ting vi ved vi skal, må og bør, men ikke orker eller formår.

Det kan undertiden, i den moderne unyttighed, ligge et krav om overskud. Overskud til at sige fra. At tage sig tid til at hygge og pleje sig selv og koble af.

Og det er rigtigt, at det er vigtigt.

Men det er stadig et krav om overskud, og der er ingen garantier for at man har det, og at man i perfekt harmoni kan blive lidt bedre til bare at være.

Sandelig; du kommer til at ligne lort før det her er ovre, og du kommer til at råbe og skrige og tude og rase og være uretfærdig og frygtelig og uelskelig.

Men du er god nok alligevel.

Også selvom du hverken er perfekt eller zen-agtig unyttig.

Man må godt være en mudret masse derimellem, før man bliver til noget som helst. Eller bedre endnu: Nogen.