Tidspunkter Kim Larsen har betydet mere for mig end jeg troede

Jeg kan ikke have været mere end fem-seks år.

Kun spredte detaljer er uforklarligt tydelige: At mine forældre lavede mig et dykkerkostume af to  tomme halvandenliters colaflasker og en plasticslange, at der groede gulbrune majs på marken bag vores hus og uendelige timer brugt på at vinde i det hundesvære Hercules-spil en ven af familien havde piratkopieret.

Men helt klart, forunderligt nok, står en plade jeg ikke har hørt i tyve år.

Min mor havde købt Kim Larsen-albummet Luft Under Vingerne, og jeg havde, som kun børn kan, forelsket mig ukritisk i den.

Jeg hørte den på repeat på en lille batteridreven ghettoblaster.

Mest holdt jeg af melodierne.

Jeg forstod tåget at sangene også handlede om noget, men jeg var ikke gammel nok til at forstå de fleste af dem. Hvorfor det var trist at sangeren i På Stranden ”sidder her, og tænker på dig, i måneskin især”, eller hvem Uffemanden var, og hvorfor i alverden han ”lagde Bondemand Petersen på is”.

Der var en hvis tekst jeg forstod bedre:

Sig det med blomster
Sig det med kærlige ord
Verden har fået nok
Af forbitrede ord

Der lå en banal indsigt i de ord.

Siden glemte jeg næsten den gamle plade, undtagen på særligt mørke vintermorgener, hvor jeg uden at huske hvorfra det stammede, huskede en klagende guitarsolo og de forbitrede ord, som verden ikke var tjent med.

 

 

Vædderen på vores gård, den første, var en knotten, brunkulsort satan uden horn, men med en pande så tyk som klippeblokke.

Dens mund var, for mig, enorm.

Jeg insisterede på at kalde den Kim Larsen. Det hang ved.

Siden hed vores væddere Kim Larsen II og Kim Larsen III.

 

 

På efterskolen spillede vi musical, Midt om Natten, og jeg var Erik Clausen.

Jeg skulle synge Køb Bananer, men helst ville jeg, uden at sige det til nogen, synge Papirsklip.

 

 

Da jeg gik på gymnasiet var jeg dårlig til det. I hvert fald til at møde op.

Så de gav mig først en masse advarsler.

Og så tog de min SU.

Men leve skulle jeg jo. Så min kammerat Jonathan og jeg tog vores guitarer og gik ned til det værtshus hvor vi brugte alle vores fredage.

Vi gik ned til barmanden, der blev kaldt Hedensted og havde, sagde rygtet, et oversavet jagtgevær liggende bag disken i fald rockerne kom og ville slås.

Og vi spurgte om vi ikke måtte spille guitar for femhundrede kroner sort og en kasse øl, og han hyrede os uden at tænke længere over det. Måske drak vores venner alligevel for mere end 500, når de kom og var moralsk opbakning.

Så vi sad dernede om fredag og spillede skotske folkesange. Men bedst kunne publikum lide, hvis vi spillede Teddy Edelmann eller John Mogensen.

Vi fandt et kompromis; Kim Larsens Langebro er en fordanskning af den britiske Geordie, og Byens Hotel af den skotske House Carpenter.

Men i Jonathans store ringbind med sangtekster var også This Is My Life, og når aften blev sen og vores blikke slørede kom den på bordet, og det var først lørdag morgen jeg kom til at spekulere over hvor mon Xanadu var, og hvorfor Kim Larsen, på sit ypperligt dansk-engelsk ikke ville have guldet derfra:

Xanadu er Samuel Coleridges navn for Kubla Khans hovedstad, hvor umulige haver stråler i storhed og voldsomhed. Her er helligt og farligt på én og samme tid, og her overstråles mennesket og bliver småt foran glorværdigheden.

Men i This Is My Life er noget andet nødvendigt:

Give me the wine
Bitter and sweet
And a little bit of bread
That’s all I need

Når vi vender tilbage til den bar hver jul med vores guitarer, har vi småkager og sanghæftet med. Vinen får vi gratis.

 

 

Da jeg flyttede til København var hele byen både fascinerende og skræmmende for mig.

Jeg forsøgte at skjule min østjyske dialekt, min måde at sige ”træjer” og ”træler” og ”kampin” på.

Jeg forstod kun langsomt hvordan byen hang sammen, og frygtede at nogen ville se lige igennem mig og grine af min jyskhed.

Mine venner gjorde deres bedste for at lære mig byen at kende, og en aften sad vi på en bar på det jeg forstod var Islands Brygge. Jeg opdagede først sent at den hed Café Langebro, og jeg så op på broen den havde navn efter og der, midt i inderhavnen, faldt den gamle tekst, de mennesker der sad omkring mig, min rasende overbo, der vist hang lidt for meget på staden, bladene med vagttårnet ved Rundetårn og tågen over vandet sammen.

 

 

En valgaften sad vi alle sammen på Artillericaféen, det var dengang man måtte ryge i de yderste rum, og vi drak de store halvliters Humle Pilsner (25 kroner stykket), og jeg var overvældet over følelsen af demokrati (der bliver jeg på valgaftener), men mest af alt af at jeg havde venner så tæt på mig.

Aften blev sen og jeg tror min sentimentalitet løb af med mig.

På jukeboksen kom Jutlandia på, pludselig og ud af det blå, og jeg havde ikke hørt den i mange år, og stamgæsterne ved bordet ved siden af sang med, først brummende, men siden højt og mine tanker blev glasklare blandt øllen og den tunge cigaretrøg, og det var som om jeg hørte andet vers for første gang:

Når drengene de skal i krig sejler kvinderne forbi
på de røde-kors-malede skibe
og Lili Marleen synger, Auf Wiedersehn
når de falder på stribe
kanonerne spiller første violin
c’mon soldier – syng med på melodien

I den mærkværdige, lidt kitschede sang, midt blandt keyboardtrompeterne og trommerne med for meget rumklang og de forunderligt trioliserede omkvæd, var der en lille, men stenhård, kerne af alvor, som jeg aldrig havde set før.

 

 

Jeg har aldrig sagt jeg var fan af Kim Larsen. Men jeg tror ikke det var fordi jeg ikke var fan.

Der er noget voldsomt over at indse, at i alle dele af mit liv har han været tilstede, gemt lige bag rørsløret og flaskeøllene eller mine venners smil eller skyggerne på Christianshavn ved Stærkodder, i jukeboksen når man mindst venter det, på min instagram, hvor mine venner har samlet deres guitarer op og helt dæmpet synger lidt skrøbelige udgaver af hans sange, og et helt kor af mennesker til min veninde Signes bryllup der mangfoldigt (og falskt) kæmpede sig igennem en udgave af Kvinde min, ubehjælpeligt omskrevet til lejligheden, men, på sin vis, mere ægte end selv den mest indstuderede udgave.

 

 

Når nu min verden bliver kold og forladt
finder jeg trøst i min kæreste skat
klipper motiver med drømme og saks
papirsilhuetter af den fineste slags.

Man må forestille sig, at de ting vi glemmer ender et sted

Adrian Veidt: I did the right thing, didn’t I? It all worked out in the end.
Dr. Manhattan: ‘In the end’? Nothing ends, Adrian. Nothing ever ends.

– Alan Moore, Watchmen

 

Man kunne forestille sig at de ting, vi glemmer, ender et sted når de ikke længere beboer vores minder.

Jeg tænker tit over det sted, jeg ved ikke hvornår det startede, men det dukker op når jeg stirrer ud af toget eller i de mærkelige minutter lige før jeg sover, måske har jeg altid spekuleret over det.

Jeg forestiller mig at grænsen til Glemmeland ville være hobet op med stabler af strømper og sokker, forladte og glemte bag tusinder af forskelligartede møbler gennem hundredevis af år, og lige bag dem flinteknive og pilespidser fra vores navnløse forfædre, der var i de tusinder af år før vi begyndte at skrive.

Hvad kaldte de mon hinanden på stepperne og i skovene før os, tog de navne efter det de kaldte dyrene de jagede og planterne de spiste?

Deres navne må hviskes på vinden i Glemmeland, eller måske hviskes alle de tusinder af sprog vi ikke taler længere, hver fjortende dag uddør et sprog, måske er hvisken et forkert ord; måske råber vinden alle de sprog, der ikke findes længere, alle de navne og ord og koncepter som er tabte, en rå ordstorm mellem bjergene af sokker og flinteknive.

Bag bjergene må der være templer til glemte guder, ritualer til Svantevit og tusinder af navne jeg ikke kan kende, mørke ritualer, begejstrede festivaler, ofringer og danse, eder og forbandelser, en svoren hævn over en hadet fjende, hvisket til en navnløs husgud, en cirkel af aske brændt af en bestemt urt og blandet med en hanes blod, navnløse messende skikkelser, melodier på skalaer ingen længere forstår.

Her er kunst i hobevis, her er kunst stablet fra jorden og til himlen, millioner af gode, dårlige, men mest middelmådige, værker og deres skabere. Her er alt vi har skrevet og glemt, her er indkøbssedler og taler, kærestebreve og konfirmationssange, og her, i en umådelig rundkreds, står tusindvis af digtere, der allesammen reciterer middelmådigheder for hinanden; men der må også være millioner af enestående kunstnere, der ikke blev samlet op efter deres død, særligt kvindelige kunstnere, et sted må Saphos tabte digte være, her ligger i en krog det andet bind af Aristotles Poetik, det, som handler om komedie og som brænder i I Rosens Navn.

Her er, bag templerne, Alexandrias Bibliotek, eller noget der minder om det, endeløse hyldemeter af alle de skrifter vi har glemt, her er evnerne til at tyde linear A og linear B, her er hemmeligheder om universet og stjernerne og de første filosoffer.

Her, bag biblioteket, er hulerne og grotterne vi levede i før husene kom, her er millioner af hulemalerier, der er vasket væk i tidens løb; malede vores forfædre kun i hulerne? Eller malede de allesteder de kom og så, var alting de rørte farvet med billeder af mennesker og dyr? Hvorfor malede de? Hvem var de?

Her er den første kunst vi gjorde, den første refleksion af virkeligheden vi så og måtte efterligne.

Her er lyden af længst forsvundne drypsten, fisk uden øjne og fugle hvis farver ingen kender, her er smagen af mammutkød og knudrede rødder, der ikke længere lever, her er farver ingen siden har set og glemte sange.

Hvad kom først, tror du, var det rytmen eller melodien? Gik vores forfædre, før de fik stemmer og sprog, i takt, hamrede de på træerne i rytme, lagde de hovedet mod en elskets bryst og hørte hjertets støtte banken, efterlignede de det?

Eller hørte de fugles fløjten og vinden gennem drypstenshulerne, efterlignede de den? Et sted her, i hulerne, hvis det overhovedet er huler, er den første sang og den første rytme, det første forræderi og den første forelskelse, det første mord og den første barmhjertighed. Her er det første ord et menneske talte, her er sekundet vi blev til.

Jeg tror rytmen og hjertets banken og tordenvejret.

Her er alger og mærkelige bløddyr, de store insekter, der flokkedes over havbunden, her bliver solen forvrænget, et evigt dyb af en blå så uigennemtrængelig af den bliver dybsort, her er lyden dinosaurerne siger og de fjer de måske bar, og farven på deres æg og lyden af deres tænder.

Her er synet af meteoren der kom fra verdensrummet og gravede sig ned i jordoverfladen, her er lyden af nedslaget, og lugten af aske og støv og det grå og døsige lys, der knapt trænger gennem vulkanasken, her er de døde kroppe i tusindvis, strøet ud over en pludselig ørken.

Og bag, den gule ørken, er skovene og bjergene vi har glemt, de som er brudt ned og forsvundet for altid; i tidernes morgen, før træerne, rejste enorme stammer sig, uden blade, overalt og slugte solens røde lys, før ozonlaget beskyttede overfladen, og strålerne ubarmhjertigt brændte sig ind i atmosfæren.

Her er den giftige luft, her er ursuppen og de tusind lyn over det salte vand, her er øjeblikket hvor livet blev til, måske blev det til mange gange, her er de encellede organismer som engang bliver os, her er lys og varme og død og liv i glimt.

Her er tomt, og her er mørket, og her er solen alene med stjernestøvet omkring sig, her er de enorme afstande, her er mørket før solen, her er urvarmen og et univers der var uendeligt mindre end nu, og her er et univers før det blev univers, her er noget før tiden, før noget som helst, her er glimtet hvor ALTING begynder, måske, her er lovene, der bestemmer universets bane før det eksploderer i milliarder af stjerner og her er ikke mere jeg kan drømme.

Øverst Tjernobyl, som er forladt, men absolut ikke glemt.

Photo by Hugh Mitton on Unsplash