Hvorfor katte er bedre end hunde

“In ancient times cats were worshipped as gods; they have not forgotten this.”

― Terry Pratchett

 

Vi havde, da jeg var ganske lille, en kat vi kaldte Sigurd, en udekat, der fangede mus og forsvandt sporløst fra tid til anden, for katte er husdyr på gårde i Midtjylland.

En dag fik Sigurd killinger. Det udløste en mindre navnekrise i familien, som blev løst pragmatisk: Fra da af gik katten under navnet Mrs. Sigurd.

Mrs. Sigurd selv reagerede ikke på navneskiftet, hun stirrede fortsat op på os med sine skarpe, gule øjne fra sin plads i fyrrummet, og i mit barnehoved havde hun nærmest skiftet køn, fra hankat til hunkat.

Det var imidlertid den eneste ændring, katten opførte sig som den plejede og vi opfattede den ikke, når alt kom til alt, anderledes end at den nu havde killinger. Mrs. Sigurd var gledet fra en form til en anden, og det var kun os mennesker, der måtte regulere vores virkelighedsopfattelse.

Katte har altid siden da virket på mig som flydende væsner, mere som skygger end som kød og blod, og når det er fuldmåne er det svært ikke at tro de skifter ham.

At de kan se ting vi ikke kan. At de fornemmer verdener hinsides denne. At de er i familie med mørket og natten og månen og magi.

Mrs. Sigurd var selvsagt sort, og en dag forsvandt hun sporløst.

 

 

 

I Providence i Rhode Island, på plejehjemmet Steere House, bor Oscar, en hvid- og brunplettet huskat, som personalet adopterede fra et kattehjem. 

Oscar kan, tilsyneladende, forudse hvis en af beboerne på plejehjemmet er døende, og lægger sig fredeligt i deres seng nogle timer før de udånder. Oscars evne til at forudse dødsfaldene er så fremtrædende, at personalet simpelthen ringer til en patients familie, i fald katten lægger sig i deres seng.

Et hav af forklaringer og afvisninger foreligger, alt fra confirmation bias til kattes lugtesans og jagerinstinkt, men Oscar selv fortsætter ufortrødent med kælent at lægge sig i de døende senge og holde dem og deres familie med selskab.

 

 

Katte er rejsende mellem verdener. Vores gårdkatte forsvandt pludseligt og vendte undertiden hjem, uden rytme. Min lillesøster, som jeg undertiden mistænkte for at have alfeblod i årene, havde en mærkelig evne til altid at kunne finde deres velgemte killinger. De vænnede sig til hende, længe før de vænnede sig til os, og det var altid hendes privilegium at give dem navne: Chili, Omelet, Bøf, Timian, Tortilla, altid navne på mad, uden at vi helt forstod hvorfor.

Hendes indflydelse på kattene er blevet ved, selvom det alfeagtige lidt gik af hende da hun blev ældre – de har ikke længere navne, men de elsker stadig menneskers selskab. Når jeg går ud og ryger på gårdspladsen eller ved kastanjetræet eller de gamle birketræer på skrænten, kommer de smeltende ud af mørket, og smyger sig mod ens ben.

Når jeg går langs åen følger de med på afstand, deres gule øjne glimter i mørket, de kan forsvinde lige så hurtigt som de kom.

De er mærkværdige rejseledsagere, lige så meget deres egne som ens.

 

 

En mærkelig ting er de mangefingrede skibskatte – de har, hvis man kan sige det sådan, for mange fingre på deres poter, på græsk polydaktyle.

Det siges at denne særprægede mutation gør dem til dygtige klatrere, de kan navigere et skibs rigning og svajende flader bedre end andre katte, og kaptajnerne efterspurgte dem til deres skibe.

De blev jaget i Europa, hvor deres mutation mistænkeliggjorte dem – katte er hekses hjælpere, de er magiske, de betyder uheld og fornemmer døden. Men på havet kunne de være hjemme; passende for et dyr der rejser mellem verdener.

Og fra en skibskaptajn fik Hemingway sin hvide polydaktyl Snow White, hvis efterkommere stadig bebor hans hus i Florida.

 

 

Meget er blevet gjort ud af modstillingen mellem katte og hunde. Hunde repræsentere det loyale, det nyttige, det stærke, det blivende og det gode. Katte repræsentere det forræderiske, det selviske, det svage, det omskiftelige og det onde.

Katte er fra kvindens, heksens og magiens sfærer.

I vores fiktion er de ondskabsfulde, tænk bare på Disney (den store overnorm i vestlig kultur), hvor Askepots kjole næsten spoleres af den ondskabsfulde kat med det sigende navn Lucifer.

Tænk på amerikanerfilmen Hund og kat imellem, hvor katte indgår i en verdensomspændende slyngelstatskonspiration for at etablere et teokratiske kattestyre – hundene er derimod agenter i en amerikansk CIA-organisation. Der er måske ikke en mere forudsigelig kærlighed, end den amerikanerne har til hunde, og en mere forudsigelig aversion end ”crazy catladies”.

Der hersker næppe nogen tvivl om hvilken side af denne debat jeg er på, hvis jeg skal vælge, jeg vil citere Ludvig Holberg, hvis epistler er hans teaterstykker hundrede gange overlegne:

”En Hund berømmes af sin Troeskab, og siges af alle Dyr meest at være Menneskets Ven. Men man maa anføre saa mange prægtige Historier herom, som man lyster, saa mærker man dog i Almindelighed, at saadan Troeskab ikke holder Stik, og at Venskabet er interessered: Saadant vide Tyve og Røvere; Thi de ansee Port- og Gade-Hunde som interesserede Vægtere, hvilke de ved et stykke Brød kand bringe til Taushed og til at forraade Huus og Gaard. […] En Kat derimod giver sig ikke ud for at være ærlig, hykler ogsaa for ingen.”

 

 

I Dubrovnik, hvor husene i den gamle by er hvide som kridt, og hvidere endnu hvor bomberne faldt under Balkankrigene, og husene blev genopførte, fører trapper alle vejene hen.

Og her er kattene mangfoldige som duer i København.

Alle steder vi gik vogtede en gadekat over os, og over hinanden, de rejste ufortrødent mellem de mange lag i byen, fra hustag og til gade, til trappe og til baggård, og de lå i skyggen når solen var højest.

På en café, hvor vi drak espresso og læste i dagtimerne, indrettede en sort kat sig, så selvfølgeligt at personalet havde opgivet at stille spørgsmålstegn eller jage den bort.

Den fik i stedet en lille skål tun, og lå mageligt i sin stol, indtil den pludselig forsvandt, mærkeligt årvågen, når solen forsvandt, og skyggerne voksede frem bag hjørnerne.

 

 

Jeg holder af katte, fordi de minder mig om det farligste og det bedste i mennesker. De minder mig om flygtige smil og stjålne blikke, om selvtilstrækkelighed og behageligt (men afmålt) selskab, de minder mig om natten og gamle lader, om varme og årvågne øjne, om rejser og magi, om døden og tavshed.

De minder mig om hemmeligheder og andre verdener, om skygger og kærlighed og fare.

Når jeg skal dø, må en kat gerne holde mig med selskab.

Jeg synes ikke katte i virkeligheden er bedre end hunde, men jeg havde allerede indgået et væddemål med en kammerat om at skrive en tekst med den rubrik. Så nu er den her altså, og jeg kan ikke lave den om uden at TABE VÆDDEMÅLET.

Ingen kommer levende herfra uden at vælge

Håndslag til Tony

Vi, der valgte regnen,
vi har lange, valne fingre
og et stort og frodigt hår.
Vi får markens grønne grøde
kastet ned i vore lunger,
mens vi går.

Vi, der valgte natten,
vi får uglerunde øjne
sået til med sære syn.
Vore fødder træder varsomt
og en tanke trykker sårt på
vore bryn.

Vi, der valgte landet,
har lidt evig jord i lommen
og på vore ellesko.
Vore tænder knuser kerner,
tag en enkelt, tag en håndfuld
eller to.

Vi der vælger livet
går en dag på tværs af vejen,
ender i et efterår.
Vi får regnen, natten, landet
trykket ind mod vore hjerter,
mens vi går.

– Frank Jæger, Dydige digte, 1948

For nylig sendte en gammel ven af familien mig den folder min mor havde skrevet til sin begravelse, en folder med sange og digte og nogle få udvalgte ord til de efterladte. Og heri var sangen “Vi der valgte regnen” .

Da jeg var lille sang min familie ofte sangen højt for mig og min søster som godnatsang, og selvom jeg dengang forstod, med et barns flydende forståelse, at der var en grundlæggende tristhed (men ikke en ren tristhed) tilstede i teksten og melodien, var det først da jeg sad med den lille folder igen og, efter at have glemt den i mange år, sang den for mig selv, at brikkerne faldt på plads, og jeg forstod præcis hvilken tristhed, der i virkeligheden går gennem digtet som et genfærd.

Jeg tror det er tyngden af at vælge. 

Lad os starte ved vi’et:

Vi’et er i sangen første tre vers adskilte, et udtryk for tre forskellige slags menneskelige arketyper der, interessant nok, lader til at have truffet valg, der på afgørende vis former dem, men ikke blot i kraft af deres personlighed eller livssyn.

Valget har så store konsekvenser, at det, nærmest retroaktivt, former de som vælgers kroppe og vrider og forstørrer dem i næsten groteske retninger, eller giver dem dyrelignende og overnaturlige træk:

De som vælger regnen får “lange, valne fingre” og et “stort og frodigt hår”, de som vælger natten får “uglerunde øjne” og “sære syn”, og de som vælger landet er iført “ellesko” (elversko) og har tænder der, forestiller jeg mig, som store kværne knuser og pulveriserer de frø og kerner som de dyrker på det land de har valgt. Man skal i øvrigt vogte sig for ellefolk.

Det at vælge, synes teksten at sige, har monumentale konsekvenser, der stikker så dybt at ikke blot vores tanker (selvom de også røres af valget), men selve vores kroppe omformes og ændres for bestandigt; vi kan ikke stikke af fra vores valg, man kan se dem på os, de fortryller og besætter os.

Valgene tager bolig i os, og de vokser på, med og i os nådesløst.

Og det nådesløse er vigtigt, for valget invaderer os også, om vi vil det eller ej; i teksten bliver ting “trykket” og “kastet” mod os som følge af vores valg, “markens grønne grøde” kastet ned i vore lunger (man forestiller sig kamille, brøndkarse og rug vokse op gennem luftrøret), vi finder evig jord i vore lommer (jeg kender den slags mennesker) eller synerne “såes til” ubarmhjertigt i vores øjne, mens tankerne trykker vores bryn.

(Jeg frygter ofte at jeg valgte natten)

Men måske vigtigst er alt er de, som vælger livet (og måske er det os allesammen), for deres skæbne er overraskende uvis.

Vi’et i sangen går både på tværs af vers og veje, og “ender i et efterår”. Om det er livets efterår, alderdommen, man ender i eller om der er tale om en mere abstrakt tilstand efter valget, hvor bladene falder af træerne og dagene bliver kortere og underskovens svampe vokser sig store, er for mig utydeligt, men efteråret er uden sammenligning den sværeste af alle årstider, hvis man ikke passer på, og sigende bliver alle de foregående valg “trykket” ind mod brystet af de som vælger livet.

Hvad får man trykket ind mod brystet? Dem man omfavner, (tjørnehække?) gaver man sætter pris på måske?

Ja, men får man dem trykket ind mod brystet mens man går? Måske er det netop fordi man går, at regnen, natten, landet bliver trykket ind mod en?

At vælge livet er at få hele verden, regnen, natten, landet, trykket ind mod en, kastet ned i sine lunger, det er at lade ting vokse i en, også når de er udenfor ens kontrol, det er at fortsætte med at gå fremad, mens alle disse ting hviler tungt på os.

Det er ikke nemt at vælge livet, det er ikke nemt at vælge noget som helst, og man får alle sin valg trykket ind mod sit bryst, sine bryn, sine lommer og sin sjæl herfra og til man holder op med at gå.

Men hjertet er en muskel, der ustandseligt (indstil det standser) trykker igen og tvinger blodet rundt i kroppen, 1 500 000 000 gange trykker det blodet rundt på et helt, valgt liv.

Man kan ikke slippe for trykket, hvis man går fremad, men det er alt fint.

Selvom “ellesko” og “sære syner” og veje, der skal krydses kan være farlige, er de også, og det er vigtigt, magiske.

Foto af Dominik Martin on Unsplash

PS. Jeg har altid elsket den egentlige titel på digtet, “Håndslag til Tony”, som kom af at Jægers ven Tony Vejslev skrev en melodi til den, og den melodi er en af de smukkeste jeg kender.

Vi skulle forestille en anden slags mænd, troede jeg

Det var vinter og stormvejr da vi forlod hinanden, og vi ikke kunne finde ud af at sige farvel og jeg var i et dybt hul. Der var ligeså meget kaos inde i mig, som der var uden for ruden, hvor verden var slud og vintertidsmørke og jeg sagde igen og igen at ingen ”behøvede gøre noget”.

Jeg skulle nok klare mig.

Vi skulle forestille en anden slags mænd, troede jeg i lang tid.

Vi havde så mange veninder i gymnasiet, havde forelsket os i de forkerte og læst poesi til langt ud på natten, dyrket vores følelser og vi gik ikke op i fodbold og CounterStrike, vi måtte være noget helt andet end de andre.

I virkeligheden tog jeg fejl af indhold og form, for selvom vi kender sproget for den slags maskulinitet man dør af, den der holder en fra læger og leder ned i raseri og misbrug og rå tristhed, så betyder det ikke at vi vælger en anden vej.

Vi har bare åbne øjne imens vi træder forkert.

Vi ”behøver ikke gøre noget”, vi ”skal nok klare den selv,” og det er alt for nemt at nikke og sige ”du skal bare sige til champ,” og ”sikke noget”, og de andre valgord vores fædre også sagde når verden går i opløsning og farverne forsvinder.

”Det er sgu også træls.”

 

 

Hvordan reagerer man på sorg som mand? Eller på tristhed? Hvordan reagerer man på modgang?

Da jeg var lille græd jeg ustandseligt, sådan husker jeg det, virkeligheden var for meget. Det er den i øvrigt stadig, både for meget og for lidt.

I min børnehave sang vi Puf den Magiske Drage, en sang der er skrevet af og til voksne og adskillelsen mellem Puf og sangens hovedperson (”men kære Puf vi kommer aldrig til at lege igen”) sad hårdt og grusomt fast i mig, mine forældre blev nødt til at finde på en alternativ slutning, en løgnhistorie, for at trøste mig, en om at drengen og Puf engang mødte hinanden igen, at Puf stadig boede i fantasia, men jeg troede ikke helt på dem, jeg græd i hvert fald alligevel.

Men jeg holdt op. Jeg kan ikke huske hvornår var sidst var opløst af gråd, eller hvornår jeg følte at jeg havde grædt ud på den måde hvor man selv og hele verden ophører med at være fast, bliver flydende og tilbage igen, og trætheden sænker sig over en, og de knuder, der sidder i brystet bliver vædet og løser sig.

Når jeg er allermest ked af det kan jeg ikke græde, og det føles som noget grimt og uovervindeligt.

En veninde skrev i sin dagbog har hun fortalt om den vinter, at hun var bekymret for mit fedtede hår og mit skema, der langsomt gik i opløsning og hvordan jeg kom for sent og undskyldte og var næsten gennemsigtig.

Jeg kunne ikke selv skrive noget, jeg havde ikke nogen ord dengang, ingen ord og ingen tåre.

Hver fjerde mand i Danmark savner nære relationer at dele glæder og sorger med. Ensomheden fylder meget i de klassiske manderolle, aleneheden er heltagtig, synes jeg ofte:

Vi er vores egen lykkes smed, vi har kæmpet ene mand, men der, hvor jeg kommer fra drak folks fædre sig fulde, og de var meget tavse og rasende og de græd aldrig og så holdt vi også op, og jeg ville ønske vi ikke syntes at ensomme kampe er ædle, selvom jeg ved det er svært.

Jeg synes det er hårdt man ikke kun skal være uden Puf, man skal også være uden mennesker hvis man skal være ensom og ædel på samme tid.

 

 

Vi sad i en lufthavn efter to ugers rejse, og ud af det blå eksploderede alt det, der havde siddet i ham, her, lige før vi skulle sige farvel, og jeg havde ikke de rigtige ord eller de gode ord eller de ord han skulle bruge.

Det var vinter og stormvejr da de forlod hinanden, og de ikke kunne finde ud af at sige farvel og hanvar i et dybt hul. Der var ligeså meget kaos inde i ham, som der var uden for ruden, hvor verden var slud og vintertidsmørke og han sagde igen og igen at ingen ”behøvede gøre noget”.

Han skulle nok klare sig.

Men vi insisterede, og jeg nærmest tvang ham til at komme forbi, og vi gav ham varm solbærsaft, og han siger noget gange “at drikke saft” om at hjælpe nogen, der lider og måske også om at ødelægge nogens ensomhed.

Vi gik ud i Amager Fælled, der er en bålplads der, hvor skovløberen efterlader brændekævler og stjernehimlen er klarere end den er, og vi drak rødvin fra flasken, og forsøgte at tale rundt om det, som gjorde ondt, vi talte ind i ilden.

Det var ikke nemt at snakke, det er ikke nemt at snakke, men jeg prøvede, vi prøvede, og bålet knitrede svagt og vi talte om vores fædre og hvor ondt det gør når de ting man håber på, ikke kan lade sig gøre.

Hvis vi skal være en anden slags mænd må vi begynde med os selv, tror jeg, og med varm saft og med bål, jeg ville ønske jeg havde flere og bedre redskaber eller at jeg kunne se mig selv udefra.

Jeg vil gerne finde Puf igen, men jeg synes det er svært, jeg er bange for det er umuligt, og jeg ville ønske jeg havde nemmere ved at græde.

Øverst Casper David Friedrichs Der Wanderer über dem Nebelmeer (ca. 1818)

Der er en lille smule glitter og magi i et sommerhus syd for Næstved

Jeg kan, i svage øjeblikke, forledes til at tro at verden er, som den kan se ud: Asfalteret og holdt i grå nuancer, lige dele praktisk og barbarisk i sin ligegyldighed, mest indrettet af  (ikke for) mennesker.

Jeg kan bilde mig ind, at industrialisering har støvsuget ethvert gran af magi, hvis der nogensinde var magi, ud af virkeligheden og i en dis af larm og damp og centrifuger omdannet den til cement, Marvel Cinematic Universe og tilhørende plastikfigurer, hvis rester vi finder i hvalers lunger, når de strander og synger og dør.

Men det er ikke sandheden, i hvert fald ikke hele sandheden, der findes stadig steder, der glitrer af fortryllelse når tusmørket og tidevandet kommer, og hårene rejser sig uforklarligt fra ens arme og det går op for en at træer er levende væsener og at fuglene skriger og flyver i flok og hvor lille man er mod havet eller klitterne eller blæsten.

For mig er et af de steder et undseeligt sommerhus syd for Næstved, syd for Karrebæksminde på en lille halvø, der hedder Enø.

 

 

Vi begyndte at komme der kort efter vi allesammen havde lært hinanden at kende på Universitet, dengang vores venskab var fint og skrøbeligt og ubekendt som spindelvæv og glas, og den første aften havde Anne lavet pizzaer da vi ankom i tusmørket i en lånt bil og drak paprødvin til vi segnede.

Der er næsten ingen internetforbindelse, så vi hørte lokalradio indimellem de sporadiske øjeblikke hvor vi kunne få fat i YouTube som blev så meget desto vigtigere, om morgenen vækkedes man af nybagt brød, og om natten dansede vi til vi gik under i bunker.

 

 

Vi tager derned hvert halve år i en forlænget weekend, og det er begyndt at føles som et nødvendigt ritual, en livsforlængende handling, en lommedimension af tryllestøv.

Det føles som om drømmeverdenen og virkeligheden ligger tættere på hinanden her, jeg turde sværge at Espen engang dansede så voldsomt og hurtigt at han for ud af sin krop og dansede med sig selv, at der var friske boller selvom vi glemte dejen natten før og at flagermusene er venligere og ilden mere varm og at krydderier smager stærkere og lykken varer længere.

Jeg har siddet på plænen her, i måneskin, og grædende betroet mine bedste venner hvor ensom jeg har følt mig, jeg har helet venskaber og standset sår og fundet forsvundne mennesker jeg elsker her, i disen og under stjernerne, og jeg har stået ude ved vandkanten i regnvejr, mens bølgerne sled mod kysten og vandet og følt mig både lille og flydende og gigantisk på en og samme tid.

Engang blev et puslespil så levende at vi, ti mennesker, sad lænet over det i timevis, der opstod hele teoretisk videnskabelige retninger, hvis formål var at skille denne og hint blå nuance fra hinanden (den ene var en specifik del af himlen på motivet, den anden af havet) og da den sidste brik blev lagt opstod der nærmest et spontant karneval.

 

 

Engang fandt vi på historier om fiskemenneskene, der bor under havet ved Enø Strand, og kun kommer frem i diset vejr, vi diskuterede hvem af os de ville æde først, såfremt vi i virkeligheden var med i en gyserhistorie, det føles som om man er med i en historie, og jeg havde aldrig vidst før, hvor godt det er at træde ud af virkeligheden og blive en del af noget mindre og større, et sted der er langt væk.

Ingen skal noget når man er fanget i et lille sommerhus; her betyder mel og frisk rosmarin mere, saltvand og kold blæst betyder mere, en åndssvag historie om fiskemennesker betyder mere, der er en lille magi til stede i kaminen og de gamle krydsordsblade og den Irish coffee, der altid serveres efter midnat. Der er mening og betydning der rækker udover mig, der er noget levende i den gamle udgave af Stratego som kun spilles her, og jeg tror kun det liv og det lille glimt eksistere fordi vi, med overlæg, er trådt ud af virkelighedsstrømmen en kort stund.

Der er ikke, i sig selv, nogen magi i at tage langt væk fra storbyen og overgive sig til naturen, naturen er kold og fyldt med sult og død og mangel, men der er en magi i ritualer og i fællesskaber og i at lade sig føre bort.

Der er magi i gryderetter, kogt til dem man elsker, og magi at planlægge at stikke af hvert halve år og magi i at se havet i øjnene og huske hvor vi kommer fra.

Og der er magi at vende tilbage til hverdagen og virkeligheden, og i at bære den lille flamme af levende natur og dem man elskers latter med sig.

Man må forestille sig, at de ting vi glemmer ender et sted

Adrian Veidt: I did the right thing, didn’t I? It all worked out in the end.
Dr. Manhattan: ‘In the end’? Nothing ends, Adrian. Nothing ever ends.

– Alan Moore, Watchmen

 

Man kunne forestille sig at de ting, vi glemmer, ender et sted når de ikke længere beboer vores minder.

Jeg tænker tit over det sted, jeg ved ikke hvornår det startede, men det dukker op når jeg stirrer ud af toget eller i de mærkelige minutter lige før jeg sover, måske har jeg altid spekuleret over det.

Jeg forestiller mig at grænsen til Glemmeland ville være hobet op med stabler af strømper og sokker, forladte og glemte bag tusinder af forskelligartede møbler gennem hundredevis af år, og lige bag dem flinteknive og pilespidser fra vores navnløse forfædre, der var i de tusinder af år før vi begyndte at skrive.

Hvad kaldte de mon hinanden på stepperne og i skovene før os, tog de navne efter det de kaldte dyrene de jagede og planterne de spiste?

Deres navne må hviskes på vinden i Glemmeland, eller måske hviskes alle de tusinder af sprog vi ikke taler længere, hver fjortende dag uddør et sprog, måske er hvisken et forkert ord; måske råber vinden alle de sprog, der ikke findes længere, alle de navne og ord og koncepter som er tabte, en rå ordstorm mellem bjergene af sokker og flinteknive.

Bag bjergene må der være templer til glemte guder, ritualer til Svantevit og tusinder af navne jeg ikke kan kende, mørke ritualer, begejstrede festivaler, ofringer og danse, eder og forbandelser, en svoren hævn over en hadet fjende, hvisket til en navnløs husgud, en cirkel af aske brændt af en bestemt urt og blandet med en hanes blod, navnløse messende skikkelser, melodier på skalaer ingen længere forstår.

Her er kunst i hobevis, her er kunst stablet fra jorden og til himlen, millioner af gode, dårlige, men mest middelmådige, værker og deres skabere. Her er alt vi har skrevet og glemt, her er indkøbssedler og taler, kærestebreve og konfirmationssange, og her, i en umådelig rundkreds, står tusindvis af digtere, der allesammen reciterer middelmådigheder for hinanden; men der må også være millioner af enestående kunstnere, der ikke blev samlet op efter deres død, særligt kvindelige kunstnere, et sted må Saphos tabte digte være, her ligger i en krog det andet bind af Aristotles Poetik, det, som handler om komedie og som brænder i I Rosens Navn.

Her er, bag templerne, Alexandrias Bibliotek, eller noget der minder om det, endeløse hyldemeter af alle de skrifter vi har glemt, her er evnerne til at tyde linear A og linear B, her er hemmeligheder om universet og stjernerne og de første filosoffer.

Her, bag biblioteket, er hulerne og grotterne vi levede i før husene kom, her er millioner af hulemalerier, der er vasket væk i tidens løb; malede vores forfædre kun i hulerne? Eller malede de allesteder de kom og så, var alting de rørte farvet med billeder af mennesker og dyr? Hvorfor malede de? Hvem var de?

Her er den første kunst vi gjorde, den første refleksion af virkeligheden vi så og måtte efterligne.

Her er lyden af længst forsvundne drypsten, fisk uden øjne og fugle hvis farver ingen kender, her er smagen af mammutkød og knudrede rødder, der ikke længere lever, her er farver ingen siden har set og glemte sange.

Hvad kom først, tror du, var det rytmen eller melodien? Gik vores forfædre, før de fik stemmer og sprog, i takt, hamrede de på træerne i rytme, lagde de hovedet mod en elskets bryst og hørte hjertets støtte banken, efterlignede de det?

Eller hørte de fugles fløjten og vinden gennem drypstenshulerne, efterlignede de den? Et sted her, i hulerne, hvis det overhovedet er huler, er den første sang og den første rytme, det første forræderi og den første forelskelse, det første mord og den første barmhjertighed. Her er det første ord et menneske talte, her er sekundet vi blev til.

Jeg tror rytmen og hjertets banken og tordenvejret.

Her er alger og mærkelige bløddyr, de store insekter, der flokkedes over havbunden, her bliver solen forvrænget, et evigt dyb af en blå så uigennemtrængelig af den bliver dybsort, her er lyden dinosaurerne siger og de fjer de måske bar, og farven på deres æg og lyden af deres tænder.

Her er synet af meteoren der kom fra verdensrummet og gravede sig ned i jordoverfladen, her er lyden af nedslaget, og lugten af aske og støv og det grå og døsige lys, der knapt trænger gennem vulkanasken, her er de døde kroppe i tusindvis, strøet ud over en pludselig ørken.

Og bag, den gule ørken, er skovene og bjergene vi har glemt, de som er brudt ned og forsvundet for altid; i tidernes morgen, før træerne, rejste enorme stammer sig, uden blade, overalt og slugte solens røde lys, før ozonlaget beskyttede overfladen, og strålerne ubarmhjertigt brændte sig ind i atmosfæren.

Her er den giftige luft, her er ursuppen og de tusind lyn over det salte vand, her er øjeblikket hvor livet blev til, måske blev det til mange gange, her er de encellede organismer som engang bliver os, her er lys og varme og død og liv i glimt.

Her er tomt, og her er mørket, og her er solen alene med stjernestøvet omkring sig, her er de enorme afstande, her er mørket før solen, her er urvarmen og et univers der var uendeligt mindre end nu, og her er et univers før det blev univers, her er noget før tiden, før noget som helst, her er glimtet hvor ALTING begynder, måske, her er lovene, der bestemmer universets bane før det eksploderer i milliarder af stjerner og her er ikke mere jeg kan drømme.

Øverst Tjernobyl, som er forladt, men absolut ikke glemt.

Photo by Hugh Mitton on Unsplash

Om at indgå blodsbroderskab klokken tre om natten

Skyggerne forstenes, lyset slår dem jo ihjel.
Myrkur, Ulvinde

Klokken er et sted mellem tre og fire.

Ved midnat fyldte jeg 26, og vi åbnede den flaske portvin jeg havde fået i gave, og jeg tænker sløret over hvor voksent det er at få portvin i fødselsdagsgave. Der er noget kvalmt og sødt over den røde væske, som vi drikker af glas der er lidt for store.

»Husker du, da jeg foreslog at vi skulle indgå blodsbroderskab?«

Han ser op på mig igennem røgen, og det er mange år siden og både helt det samme og overhovedet ikke.

»Jeg henter en kniv.«

Det er en skarp urtekniv han lægger på bordet. Han stiller en flaske snaps ved siden af kniven.

Vi diskuterer hvor man egentlig skal skære; vikingerne snittede lange ridser i deres underarme og lod blodet dryppe og sive ned i jorden under dem, før de dukkede sig under sværd og spyd, sat mod hinanden som portaler.

Vi har hverken muld eller sværd. Vi har bare hinanden.

Jeg presser bladet mod min højre tommelfinger. Mest bliver jeg overrasket over at snittet svier, da bladet åbner en flænge, og blodet flyder udover mit fingeraftryk, og han hårdt tager fat om mine skulder med sin venstre hånd og presser sin tommel mod min, og sine øjne mod mine.

Mens vi drikker snaps blander blodet sig, spritten føles passende og rigtig, som en svien der også er indadvendt (det er ikke noget tilfælde at både whiskey og akvavit betyder livets vand, eller at spiritus betyder sjæl) og vi sidder sådan i lang tid, trykket ind mod hinanden, og vi har kun en cigaret tilbage, som vi skiftes til at ryge.

»Nu er det fucking alvor.«

Ovenstående tekst er et uddrag fra et endnu ufærdigt manifest om magi og uoplysning med navnet MYSTIKER som jeg ikke aner hvornår (eller om) bliver færdig.