Jeg har sat to lys i vinduet

Til en festmiddag jeg var til for nylig, spiste en kommunikationskonsulent en bid af sin culotte i jordskokpure og sagde at alting altid bliver bedre og at det virkelig kunne være værre, vi er faktisk ret heldige og jeg tænkte på plastik og ordet antroprocæn og på min brasilianske ven der brevstemte.

Jeg tænkte på etnonationalisme og Victor Jara som fik sine guitarfingre skåret af, før Pinochets mænd skød ham og på hans enke og døtre som aldrig fik liget at se, og på skove som ikke findes længere og på alle dem som døde i Irak og på de krigsfanger de amerikanske soldater pissede på og på konceptet collateral damage.

Jeg tænkte på at anden verdenskrig er mindre end hundrede år siden, og jeg tænkte på Palæstina og på at demokrati og slaveri engang ikke var modsætningen, og på at kongen engang var Guds bogstavelig udvalgte og på hvor umulig en bedre verden må have været for fæstebønderne og på hvor kort tid vi har været uden fascisme og på hvor lidt vi kan vide om fremtiden.

Jeg tænkte på at ofrene efter Hiroshima havde deres tøjs mønstre brændt ind i huden, på at Holocaust kaldes Shoah, katastrofe, på hebraisk, jeg tænkte på hvordan de dødes kroppe blev en del af landskabet i første verdenskrig, og James Connolly som de skød og på irerne, der næsten ikke længere taler gælisk. Jeg tænkte på at Josef Mengele blev kaldt Dødens Engel og at han syede tvillinger sammen, og på at nazisterne lod nøgne mennesker fryse ihjel for at se hvornår kroppen gav op og bruge resultaterne til at designe sneuniformer.

Jeg tænkte på Hvidstensgruppen, der sang Altid frejdig når du går før de blev henrettet klokken fire om morgen den tredivte juni og jeg tænkte på Fukuyama, der erklærede at verdenshistorien er slut, men trak det tilbage og på Islamisk Stats nationalsang, som er flerstemmig og smuk, og jeg tænkte på at interviewet i Deadline hvor intervieweren aldrig får fat i noget eller forstår at der ikke bliver talt til hende, men til de seere, der forstår.

Og jeg tænkte på om jeg mon ville gøre det rigtige, hvis de kom efter de svage, eller om jeg ville krympe og frygte og være menneskelig og bange og jeg er angst for at jeg ville være bange, jeg har aldrig affyret et gevær, men nogen sprænge togskinnerne hvis de kommer efter jøderne eller muslimerne eller de transkønnede og jeg ved ikke noget om sprængstof, og jeg har aldrig været i slagsmål.

Jeg tænkte på Breivik, der hørte storladen computerspilsmusik i sine høretelefoner mens han skød igen og igen og igen og igen og på livestreamen fra Christchurch og på Pittsburgh og okseculotte og på at BMW benyttede sig af slavearbejde fra de indespærrede homoseksuelle i KZ-lejrene til at bygge biler og på Hugo Boss, der designede SS-uniformerne, og jeg forstår ikke hvordan man siger ”det kunne være værre” og ikke ”det blive bedre”, i flygtningelejre sidder otteårige og græder og ved siden af Sjælsmark holder de skydeøvelser.

Jeg tænkte på at der er ikke noget i verden der forhindrer os i at gøre den bedre udover os selv, virkeligheden er ikke bare, den har ændret sig tusind gange, engang var jorden universets centrum, engang var kvinder hysteriske og pøblen for dum til at måtte deltage i demokratiet, engang var jorden 6000 år gammel, jeg håber den bliver fri og retfærdig engang, jeg håber ikke det her, det som er nu, er sådan det altid skal være, det her er ikke nok, det er ikke ordentligt nok eller frit nok eller stærkt nok eller godt nok og vi har ingen garantier for at det ikke bliver værre, før det bliver bedre, og jeg har ikke bogstaver eller ord eller sætninger nok til at beskrive min egen eller de jeg elskers sorg, hvordan skal jeg kunne beskrive verdens?

 

 

Jeg har tændt to lys i vindueskarmen, det plejer jeg ikke at gøre, men i år gjorde jeg og de virker uendeligt små mod mørket udenfor, som presser sig hårdt mod vinduet, så hårdt jeg er bange for det ville fosse ind hvis jeg vovede at tage hængslerne af og det værste ved mørke er at det føles så massivt og som gele, der trækker ind i hver eneste krog, hvis ikke lyset jager det på afstand, men lys brænder ud og jeg henter to stearinlys mere, jeg sætter dem her i vindueskarmen og vogter dem til de ikke brænder længere.

 

 

https://minindsamling.flygtning.dk/landsindsamling-2018/3-4096

https://www.youtube.com/watch?v=bgwS_FMZ3nQ

https://www.borgerforslag.dk/se-og-stoet-forslag/?Id=FT-02060&fbclid=IwAR2hCbmhpL_w81kmdrQwTE_D3aBFDJMxw8PTEdhB2fB5Kc5LYFrR6YAixh0

Satan er virkelig – om Onkel Reje, ondskab og kujoner

”[The Devil] avowed to me that he had been afraid, relatively as to his proper power, once only, and that was on the day when he had heard a preacher, more subtle than the rest of the human herd, cry in his pulpit: “My dear brethren, do not ever forget, when your hear the progress of lights praised, that the loveliest trick of the Devil is to persuade you that they don’t exist!”

– Charles Baudelaire, Le Joueur Généreux (1864)

I de seneste par uger har en debat om børneprogrammet Onkel Rejes Heavyband udspillet sig, først i Kristeligt Dagblad, og siden i Radio 24syv.

Debattens omdrejningspunkt er, at Onkel Reje i en episode af programmet foreslår sine bandmedlemmer, at de burde blive satanister (for det er de i rigtige heavy bands), hvis de gerne vil vinde Heavy-MGP. Barnet Krølle er helt vild med idéen, udfra tanken at hvis han bliver satanist bliver han følgelig også ”rig og berømt”. Det tredje medlem af bandet, Brille, forholder sig imidlertid skeptisk.

Det lykkedes hverken Krølle eller Onkel Reje at blive satanister; de opgiver, da det viser sig at man skal spise en hørmende ostemad for at komme med i klubben, og vender slukørede hjem til Brille, der har bedt fadervor for dem 665 gange, i håb om at Gud vil tilgive dem deres flirten med satanismen.

En række af kristne teologer betragter ikke denne absurde fortælling som absurd: Djævelen, satanisme og det onde er, ifølge dem, alvorlige sager, der ikke egner til satire, og slet ikke satire til børn.

Niels Jørgen Cappelørn, professor emeritus ved Søren Kierkegaard Forskningscenter, sætter satanismen i perspektiv: I 2004 myrdede en heavyfan præsten Faustino Gazziero i Chile, og det er derfor uansvarligt at formidle ”satanisme” til børn – satirisk eller ej.

Den mest oplagte kritik her, er at mennesker dedikeret andre religioner siden 2004 utvivlsomt har stået for et eksorbitant højere antal drab end det ene i Chile (fx Boko Haram, Anders Breivik, Islamisk Stat, ildpåsættelsen i Duma), og at det bestialske og afsindige mord formentlig havde andre og mere psykologiske årsager end morderens religiøse tilhørsforhold. Men i virkeligheden, tror jeg, er Cappelørn ikke optaget af satanismens kapacitet for mord; det er nærmere et forsøg på at synliggør, for en sekulær interviewer, den fare, han ser forbundet med Satanismen.

Det jeg i virkeligheden er interesseret i, er den forskel, der er at finde i teologernes syn på Satan og det syn som de fleste moderne (mere eller mindre) sekulære mennesker er i besiddelse af.

Jeg er interesseret i om Satan er tandløst maskespil og teater, som han fremstår i Onkel Rejes Heavyband og den brede popkultur – eller om han er dødsens blodig alvor, om han er virkelig og farlig og forførende, og om den mørke magi virkelig findes, som i disse teologers verden. Det er den ondskab Cappelørn i virkeligheden taler om, og ikke et tragisk, men lidt obskurt mord i Chile.

 

 

Jeg hørte engang en historie om en gruppe Jehovas Vidner.

Der var, til et middagsselskab, blevet indkøbt en flaske rødvin fra producenten Concha y Toro med navnet Casillero del Diablo (spansk for Djævlens Æske). I første omgang havde ingen lagt synderligt mærke til navnet, men da de gik op for de inviterede at der var tale om ”djævlens vin” løb debatten: Kan man, som god kristen, tillade sig at drikke af djævlens vin?

For en udenforstående virker argumentationen rablende. Det er indlysende, at der ikke er tale om en bogstavelig djævel. Casillero del Diablo er et fikst navn, et marketingstrick, vinen er ikke fyldt med menneskeblod eller onde ånder.

Men i en (traditionelt) kristen forståelse er et symbol ikke bare et symbol; på magisk vis indeholder symbolet også det det symboliserer; til nadveren modtager de altergående en oblat og en smule druesaft, men i det øjeblik de to ting indtages, er de ikke blot symboler; de er bogstavelig talt Jesu’ kød og blod, spændt ud på tværs af årtusinderne, og til stede nu og her, som evigt løfte om at Kristus døde for os, og at vi aldrig skal tørste eller sulte, hvis vi tror på Ham.

Form og indhold smelter sammen og bliver en og samme ting; og derfor er det at fremkalde Satans billede og navn ikke blot et fikst trick eller en absurd manøvre. Det er slet og ret at tilkalde Satan selv, mørket, det ultimativt onde.

En fascinerende detalje ved den forståelse af Satan er, at den kun i meget begrænset omfang er understøttet i Biblen.

 

 

Satan nævnes i sidebemærkninger her og der, men optræder i egen høje person kun to gange i Biblen.

Den første gang er i Jobs bog, hvor han, nærmest som Guds lakaj og med dennes velsignelse, sætter sig for at teste den fromme Jobs tro, og det hele ender ud i pointe om, at mennesker ikke kan (eller må) forstå Guds fuldkommenhed.

Den anden og måske mest interessante optræden findes i både Mathæus, Markus og Lukas-evangeliet, og handler om Jesus og hans fyrre dages faste i ørkenen. Her dukker Satan op, og frister tre gange frelseren, her fra Mathæusevangeliet:

Så blev Jesus af Ånden ført ud i ørkenen for at fristes af Djævelen. Og da han havde fastet i fyrre dage og fyrre nætter, led han til sidst sult. Og fristeren kom og sagde til ham: »Hvis du er Guds søn, så sig, at stenene her skal blive til brød.«  Men han svarede: »Der står skrevet: ›Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hvert ord, der udgår af Guds mund.‹ «  Da tog Djævelen ham med til den hellige by, stillede ham på templets tinde  og sagde til ham: »Hvis du er Guds søn, så styrt dig ned. For der står skrevet:

Han vil give sine engle befaling,
og de skal bære dig på hænder,
så du ikke støder din fod på nogen sten.«

 Jesus sagde til ham: »Der står også skrevet: ›Du må ikke udæske Herren din Gud.‹ «  Igen tog Djævelen ham med sig, denne gang til et meget højt bjerg, og viste ham alle verdens riger og deres herlighed  og sagde til ham: »Alt dette vil jeg give dig, hvis du vil kaste dig ned og tilbede mig.«  Da svarede Jesus ham: »Vig bort, Satan! For der står skrevet: ›Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene.‹ «  Da forlod Djævelen ham, og se, der kom engle og sørgede for ham.

Det er en ekstremt interessant detalje at Satan igen i dette bibelvers optræder instrumentalt: ”Så blev Jesus ført ud i ørkenen for at fristes af Djævelen.”

Satans ondskab og forførelse tjener i Jesu fristelse et konkret formål: Det at Jesus, for at blive den fuldkomne frelser, må faste i ørkenen og modstå fristelsen til at benytte sine gudsgivne kræfter selvisk.

Satan er i Biblens tekst, som den står i de to tilfælde hvor han optræder personligt, en nødvendighed. Han er modsætningen, fristeren, der, på lidt paradoksal, men ikke umulig vis, går Guds ærinder. Han er at betragte som en slags nødvendig bad cop figur, en nødvendig ondskab. Men hans magt er altid på Guds nåde, han optræder på ingen måde som en uovervindelig figur for ondskaben, eller som Guds direkte modstander eller, mere kritisk, Guds lige. Han er overvindelig og lille.

Så hvorfra kommer den kristne tilbøjelighed til at frygte, hade og tiltro Satan umådelig magt?

 

 

Et problem kristendommen (men egentlig de fleste religioner) altid har forsøgt at løse, er det at der findes ondskab.

Den græske filosof Epikur (341-270 før Kristus) stillede det op således:

Ondskab, smerte og lidelse findes. Man siger at Gud er almægtig og algod. Derfor følger spørgsmålene:

Er Gud villig til at forhindre ondskab, men ikke i stand til det?
Da er han ikke almægtig.

Er han i stand til at forhindre ondskab, men ikke villig til det?
Da er han ikke algod.

Er han både i stand til det og villig?
Hvorfor tillader Gud så ondt at findes?

Der findes en lang række af forsøg på at besvare det spørgsmål (én, lidt hurtig, mulighed er, at konstatere at Gud ikke findes, men af åbenlyse årsager er den kamel svær at sluge for troende kristne).

De forskellige bud, som ikke afviser Guds eksistens, kan groft sagt deles op i tre kategorier:

  1. Vi lider, fordi det er Guds straf eller prøvelse af os
  2. Vi lider, fordi mennesket har fri vilje til at vælge ondskaben, og derfor forårsager hinanden ondt
  3. Vi lider, fordi Guds veje er uransagelige

Problemet er, tror jeg, at de tre ovenstående bud på hvorfor DU som person skal lide og have ondt og føle at verden går i stykker omkring dig, er ekstremt abstrakte svar på meget konkrete spørgsmål:

Hvorfor blev min landsby ramt af jordskælv? Hvorfor skal de, jeg elsker, dø, og jeg lades alene tilbage? Hvorfor skal jeg være ensom og alene og hvorfor skal alt jeg elskede smage af aske, og hvorfor er livet både for langt og for kort? Hvad er meningen med at jeg skal lide og græde snot og alt i mig føles isnende koldt? Hvorfor skal jeg dø?

At dine elskede skal dø, fordi det er Guds prøvelse af dig, eller fordi hans veje er uransagelige, er dybt utilfredsstillende svar at give den, der er i sorg, og hvis de dør af sygdom eller ulykker, er det af indlysende årsager ikke et spørgsmål om fri vilje.

Men hvorfor er her så ondskab? Hvorfor er eksistensens lidelse så fremtrædende og uendelig og ubærlig og evig?

Hvis du er fundamentalistisk nok er der en fjerde mulighed: Satan.

Satan er grunden til at her findes ondskab. Hver eneste smertefulde krampetrækning kommer fra Satan, som er denne verdens hersker, og kæmper en ligevægtig kamp med Gud om vores sjæle.

 

 

For teologerne, som hårdt kritiserer den lemfældighed med hvilken Onkel Reje foreslår at tilbede Satan, er denne verden gennemvæddet af mørk magi. Satan lurer allevegne.

I Mel Gibsons voldsorgie The Passion of the Christ, den måske vigtigste kristne ikonografi i 100 år (foruden Sagrada Familia), er Satan en androgyn, dæmonisk figur, der konstant spotter Jesus, lurende i kulissen, på steder han aldrig nogensinde optrådte i Biblen.

I 80’erne opstod i USA det som kaldes ”The Satanic Panic”, hvor alt fra teenagerpigers Wiccabøger til Dungeons and Dragons blev beskyldt for at lede til satanisme og ondskab. Harry Potter blev beskyldt for noget lignende i nullerne, den kristne historie er overstrøet med heksejagter, inkvisitioner, djævleuddrivelser og håndgribelig, konkret tro på at Satan er virkelig og ophavet til ondskab og lidelse i denne verden.

Jeg må, på en lidt mærkelig måde, indrømme en vis misundelse over dette verdenssyn. For mig virker verden affortryllet og grå; den magi der er tilbage må jeg finde i dybe skove og blide kys, brændt salvie og tarotkort.

Det føles stjålet og desperat, som om den sidste rest af fortryllelse blev støvsuget ud af verden da industrialiseringen begyndte at fælde regnskoven og dræbe bierne, og jeg bare leger med de døende rester.

Men for de teologer, der ser Onkel Rejes Heavyband og ser ondskaben selv, eller ser nisser, og ser hedninge og ild og dæmoner, for dem er verden stadig befolket af mørk magi og uforklarligheder.

Satan er virkelig.

Men hvis jeg skal være helt ærlig, er det at se Satan som virkelig og kilden til al ondskab i verden en af mest ansvarsløse og kujonagtige idiotier i verden.

 

 

Der findes lidelse. Der findes ondskab.

Et enkelt blik på dem vi elsker eller verden omkring os burde minde selv de mest tunghøre om det faktum.

Og der findes intet dækkende eller tilfredsstillende svar på hvorfor, ingen jeg kender, i hvert fald.

Men at opfinde Satan som dets ophav er et eksorbitant udtryk for ansvarsfralæggelse.

Det er nytteløst at spørge hvorfor der findes ondskab, det eneste spørgsmål, der meningsfyldt kan følge indsigten at

lidelse er virkelig

er

hvordan gør jeg mine medmenneskers lidelser mindre?

Hvis Satan, som ligeværdig med Gud, er kilden og ophavet og forklaringen på ondskab, er vores ansvar for ondskaben, eller kravet om at handle på den, uendeligt småt.

Satan vogter ikke på os med et tandsmil, når vi straffer og myrder og plager hinanden, eller når vores elskede får modermærkekræft eller en godsvogn på et øjeblik udsletter otte uskyldige liv, og enhver påstand herom må være et udtryk for kujoneri og bortforklaring.

Der er ikke altid nogen tilfredsstillende svar på hvorfor vi absolut skal lide og en af de mest pinefulde dele af menneskelig eksistens er at lære at leve med det faktum.

At opfinde store, onde skurke er at fralægge sig sit ansvar for at gøre ting bedre, fordi det er sådan det altid har været.

Det er at hidse sig op over et børneprogram i stedet for at vi lever i en verden, hvor folk dør af sult og helbredelige sygdomme, at sygeplejerske stresser sig selv ihjel, at de hjemløse fryser på gaden og at verden fundamentalt er uretfærdig.

Det er ikke at rette op på uretfærdigheden.

Det er at stå foran smerten og mørket og evigheden og lidelsen og alt det der gør ondt og give op.

Det at tro på Satan er at give efter for hans fristelse.

 

 

Og se, der kom en hen til Jesus og spurgte: »Mester, hvad godt skal jeg gøre for at få evigt liv?« Han svarede ham: »Hvorfor spørger du mig om det gode? Én er den gode. Men vil du gå ind til livet, så hold buddene!« Han spurgte: »Hvilke?« Jesus svarede: ›Du må ikke begå drab, du må ikke bryde et ægteskab, du må ikke stjæle, du må ikke vidne falsk, ær din far og din mor!‹ og: ›Du skal elske din næste som dig selv.‹ «

Den unge mand sagde: »Det har jeg holdt alt sammen. Hvad mangler jeg så?« Jesus sagde til ham: »Vil du være fuldkommen, så gå hen og sælg, hvad du ejer, og giv det til de fattige, så vil du have en skat i himlene. Og kom så og følg mig!«  Da den unge mand hørte det svar, gik han bedrøvet bort, for han var meget velhavende.

Mathæusevangeliet, kapitel 19, vers 16-22

I anledning af Mændenes Internationale Kampdag

På den spanske maler Francisco Goyas maleri ”Saturno devorando a su hijo” (”Saturn fortærer sin søn”) ses titanen Saturn med et desperat og frygtindgydende blik, i færd med at æde en af sine sønner, for Saturn så det varslet i stjernerne og jorden at en af hans sønner ville gøre oprør imod ham og overvinde ham, og derfor slugte han hver eneste af dem i det øjeblik de blev født.

Jeg er af den overbevisning at verden er forkert. Beviserne understøtter dette syn:

I voldtægts- og lønstatistikker står det klart at kvinder,som følge af deres køn, diskrimineres og forskelsbehandles, og i den offentlige debat mødes enhver berettiget magtkritik fra kvinder med et råbekor af mænd som partout nægter at tage deres bekymringer og synspunkter alvorligt (”Tag det nusom en joke”) eller med et veritabelt artilleriangreb af skældsord og modbydeligheder (og hvis du ikke tror at det er tilfældet kan jeg anbefale dig at kigge i dagbladenes kommentarspor eller slet og ret spørger en kvinde der har vovet at ytre sig offentligt).

I gymnasierne er der på ti år sket ingenting hvad angår elevernes syn på kvinder der drister sig til at gå i seng med dem de nu har lyst til, og selvom vores ligestillingsminister er ”skuffet” har hun ikke tænkt sig at iværksætte nogle tiltag for at ændre den virkelighed.

Til Folketingets åbning prædikede en præst der, overlagt eller ej, sammenlignede homoseksuelle med pædofile.

Selvom 7/11 sælger regnbuefarvede kopper og politiet deltager til Pride gør vi stadig livet urimelig, umuligt, komplet uretfærdigthårdt for folk hvis eneste brøde er, at de er en lille smule anderledes end vitænker mennesker er flest. Selvom vi bedyrer at vi er for ligestilling, selvom vores ligestillingsminister er ”skuffet” over at virkeligheden er ond og grusom og ufri stopper bekymringen der. Der følger ikke handlinger med ordene.

De er tomme.

Det er i dag Mændenes Internationel Kampdag. Nogle villesikkert, på baggrund af det jeg skrev ovenover, tænke at jeg var imod dette tiltag, at jeg betragtede en kamp for mænds rettigheder og velbefindende forabsurd, fordi den utvetydige sandhed er at de, som ikke er mænd har monumentalt hårdere kampe at kæmpe end os.

Det er imidlertid ikke tilfældet. Jeg er indædt modstander af ethvert forsøg på at negligere de dødbringende og uoverstigelige problemer mænd er udsat for.

Verden er forkert og det er den også overfor mænd.

Vi er ensomme. Vi drikker os selv ihjel. Vi kan ikke følgemed kvinderne hvad angår uddannelse. Vi sidder forladte og udmarvede i provinsen, fordi vores job bliver flyttet til udlandet. Tiden er løbet fra os, og regeringens eneste forsøg på at udligne de problemer er at flytte hundrede akademikerjobs fra hovedstaden og til Ribe.

Vi sender mænd i krig og når de kommer hjem forlader vi dem i sølet.

Man kan høre dem, må I vide, de forladte og de fortabte, ide fjerneste og mest ensomme afkroge af de sociale medier, hvor de raser modalt og alle, den slags impotente raseri der er den eneste udvej, når verden har forladt en, og det bliver tydeligt at den mistanke man havde om at man er værdiløs synes endegyldigt bekræftet.

Der er næsten ingen måder at være mand på, foruden at være stoisk – eller rasende. Og samfundet har travlt med at minde os om det faktum:

Når vi er små får vi at vide at vi skal stoppe med at græde. Så det gør vi.

Vi siger at vi ”kæmpede ene mand” og er ”vores egen lykkes smed” og vi glorificere den ensomme, stoiske mand eller den rasende mand mod overmagten. Og vi knækker af det.

En ven jeg havde da jeg var lille holdt af at fægte med skumgummisværd og lege riddere med os i skoven, indtil hans far fortalte ham at han ikke kunne lave den slags ”bøsse-ting”.

Siden gik han til go-cart.

Følsomme mænd er mistænkelige: I børnehaver og vuggestuer indledes den ene mere absurde heksejagt på mandlige pædagoger af mere eller mindreikke-eksisterende årsager.

”Mand dig op” siger vi, hvis vi finder andre mennesker ynkelige, som om det at være mand i sig selv skulle indeholde et forbud mod ynkelighed.

Der er de, som med rette ser disse uretfærdigheder og raserover dem, men bilder sig ind, at de er forårsaget af alle de som ikke er mænd.Foreningen FAR og deres spøgelsesagtige tilhængere fører verdens mest åndssvagekrig mod det abstrakte begreb ”kvinder”, og samtidig tror at der bliver ført en abstrakt krig mod begrebet ”mænd” af selvsamme.

De påstår at folkeskolen er blevet feminiseret til mænds skade, som om vi ikke jagtede og hadede og udstødte mænd i fortiden, hvis de opførte sig ”problematisk”.

Sandheden er meget mere simpel: Det er præcis de samme strukturer,der hader kvinder, mænd, homoseksuelle, transpersoner, fattige og andre dervover ikke at passe ind i en umulig skabelon, og kampen skal føres mod de usynlige kræfter der ligger gemt i os alle sammen. Kvinder er ikke perdefinition gode mod andre kvinder, og mænd bidrager stærkt til at udmagre og knuse andre mænd og fnyse af deres svaghed og deres usikkerheder.

En abstrakt faderfigur, en uoverkommelig og umulig og gigantisk Saturn-som-struktur, æder os alle levende før vi ved af det, og vi har ingen chance for at vælge et andet liv, før vi er en del af monstrummet, der knuser og undertrykker og gør verden ufri og uretfærdig og umulig at leve op til, og vi intet andet valg har, end selv at æde de, der kommer efter os, sige de skal mande sig op, forbyde dem at græde, og knække dem til de sidder ensomme og forladte i ensomme huse og råber ud i tomrum hvor ingen lytter.

Hvis Mændenes Internationale Kampdag skal have nogen som helst værdi, så findes den værdi i at se med åbne øjne at vores undertrykkelse og sorg er bundet uløseligt sammen med vores medmennesker (som ikke alle er mænd), og at de strukturer der kalder kvinder for ludere og kællinger og horer også kalder mænd for bøsserøve og svagpissere og tøsedrenge.

Men der er et spinkelt håb.

Saturns søn Jupiter overvandt ham til sidst, undgik (ved en kvindes, sin mors, hjælp) at blive ædt og overvandt til sidst sin far og indvarslede en ny æra.

Den æra har vi alle et ansvar for, for hvis ikke vores børn om hundrede år er mere frie og mindre trængte, mere lykkelige og mindreknækkede har vi fejlet vores ansvar, ikke bare som mænd men som mennesker.

Virkeligheden er forkert.

Men det behøver den ikke være.

At rejse er ikke at leve: Otte teser

… der var en Tid, jeg følte mig saa haardt trykket og forpiint herhjemme, at det at være ude var idetmindste en Ophør af at lide – det Fremmede fik herved en Fredens Glands, jeg fik det kjært, og da min Natur er at slutte sig let til Menneskene, der da igjen give Tillid og Hjertelighed, saa følte jeg mig ude vel og kom der gjerne: At reise er at leve.

– H. C. Andersen, Mit Livs Eventyr

Det er gammel visdom, at det at rejse er en forvandlende og livsændrende handling, der gør sjæl og legeme godt.

Jeg har haft snesevis af venner, der har svoret at deres backpacking-ture og interrailrejser har ændret deres liv fundamentalt – at selve livet herhjemme har antaget nuancer af grå, når det sættes op imod det vilde, rå og ufortyndede rejseliv, hvor alting er mere ægte, hvor krydderier smager stærkere, båndene til andre mennesker er tættere og blodet dunker kraftigere i vores årer.

At rejse, mener vi kollektivt, er at leve, stærkere og mere autentisk og kraftigt end vi gør, når vi er hjemme. At rejse, citerer vi evindeligt salig H. C. Andersen for, er at leve.

Vi prædiker alle sammen rejsens helende virkning.

Men på det sidste er rejsens glans for mit vedkommende gået af.

Jeg tror det er farligt, forsimplende og priviligeret når man siger at det at rejse er at leve.

 

I

 At rejse er en ældgammel del af menneskelivet – i hvert fald i vores sprog.

Rejsen er en af vores absolutte favoritmetaforer; når vi får nyt job hedder det en ny og spændende rejse, vi taler ofte om livsrejser og visse amerikanske litteraturteoretikere mener at stort set alle fortællinger kan koges ned til en hovedpersons rejse et bestemt sted hen. 

Rejsen inkluderer op og nedture, ofte udfordringer og nye mennesker, og den indebærer at bevæge sig fra et sted til et andet. Den er en oplagt metafor for vores liv.

At leve, kan man sige, er en rejse.

Men at rejse er ikke nødvendigvis at leve.

 

II

At rejse er et uhyre privilegium.

Fordums fæstebønder var defineret netop ved deres mangel på frihed til at rejse. Og selvom stavnsbåndet er ophævet, har kun de allerrigeste i verden ressourcerne og fritiden til at lægge arbejdet fra sig og rejse ud for at se eller opleve verden.

Samtidig har flyrejser, som vi i denne del af verden er storforbrugere af, en uforholdsmæssigt stor indvirkning på CO2-udledning – og i takt med at flyrejsen bliver et privilegium som langt flere benytter sig af, vil den indvirkning kun tage til.

Samtidig rammer klimaforandringerne i høj grad lande, der ikke selv i substantiel grad har bidraget til dem.

Yderligere underbetaler skruppelløse selskaber som Ryanair deres medarbejdere – hvad de fleste nok er klar over. Men flyrejsen betragtes som så relativt vigtig at vi, nok oftere end vi selv vil indrømme, ser igennem fingre med de uforsvarlige forhold for flypersonalet.

At rejse er også at leve på andres bekostning.

 

III

At rejse er en form for kapital.

Når mennesker på deres væg har et kort med nåle, der illustrerer hvor og hvor meget de har rejst, er det ikke kun for deres egen skyld.

Der ligger i selve fremvisningen af ens omfattende rejser et budskab om ens overskud og status. At rejsefotos indbringer en anseelig mængde likes på de sociale medier er heller ikke en tilfældig del af ligningen.

At rejse, og vise andre mennesker at man rejser, illustrerer overskud, eventyrlyst, velstand og status. Det udmønter sig i noget at tale om – alle er altid-allerede interesserede, folk spørger altid, efter ferie, om man har rejst og hvad man har set.

Derudover findes der talløse mennesker, som af magtpolitiske årsager ikke er i stand til at rejse. Hvis en palæstinenser rejser fra sit hjemsted i Østjerusalem er der en risiko for at de Israelske myndigheder afviser at lukke dem ind igen.

Det rødbedefarvede pas er en privilegeret garanti på at du kan undslippe din rejse når og hvis du vil.

At rejse er valuta.

 

IV

At rejse er ofte en slags flugt.

Det er ikke altid skidt at flygte – nogle gange er det helt afsindigt vigtigt at undslippe. Men hvis flugten varer i månedsvis eller er det eneste man ser frem til, er det på tide man konfrontere hvorfor og fra hvad man egentlig flygter.

For i det tilfælde er det at rejse ikke at leve. Det er at undslippe livet.

 

V

At rejse af egen fri vilje er ikke en selvfølgelighed.

For mennesker hvis liv er truet af krig eller elendighed er rejsen ikke livet – rejsen er for at leve, og man håber brændende at rejsen stopper.

At have frihed til at slutte sin rejse er at leve.

 

VI

Alt dette er ikke for at sige at en rejse altid er overflødig eller ikke kan retfærdiggøres.

Det er af ekstremt vigtighed at se verden med sine egne øjne, at opleve hvordan andre mennesker, der ikke ligner en selv, lever og høre dem tale med deres egne ord om hvordan deres virkelighed ser ud.

Men hvis ens rejse mestendels bringer en i kontakt med folk, der minder om en selv og lever som en selv (det værende danske turister på Mallorca eller fulde backpackere i Israel), så er det at rejse ikke synderligt at leve, og er i stedet en måde at erstatte en kedelig hverdag med en mere eksotisk en, hvis indbyggere dog ikke synderligt adskiller sig fra en selv.

 

VII

Hvis man tror at den livsændrende, skelsættende og skæbnesvangre oplevelse partout skal findes i Indien eller Machu Pichu tager man fejl.

Potentialet for at se virkeligheden for hvor magiske den egentlig er, er til stede uanset hvor du er henne og hvem du er sammen med.

At gå hærvejen, at tage i shelter eller sommerhus er en lige så legitim form for rejse som måneder i Kualu Lumpur.

 

VIII

At rejse er ikke i sig selv en garanti for selvudvikling. Og selvudvikling er i sig selv ikke en garanti for lykke.

Man kan rejse så langt væk man vil.

Når man kommer hjem er man stadig sig selv.

Og det må man konfrontere før eller siden.

Denne tekst er en tvillingetekst, skrevet på udfordring med REJSE som tema. Den anden tekst er skrevet af Mette Muxoll Schou, på hendes nyligt oprettede blog CISTERNEN. Mette er ulig meget sjovere, let at læse og flydende end jeg er, så smut over og tjek hende ud.

Photo by Simon Migaj on Unsplash

Gud er ikke i Jerusalem

”Nej! I er kommet til Zions bjerg, til den levende Guds by, det himmelske Jerusalem, til tusinder af engle, en festforsamling!”
– Det Nye Testamente, Hebræerbrevet, kapitel 12, vers 22.

Den 7. juni 1967 avancerer israelske faldskærmstropper igennem Jerusalems gamle by.

De går gennem resterne af jordanske artilleristillinger og pigtrådshegn. Gennem det marokkanske kvarter, lige indtil de når Vestmuren, den sidste rest af det jødiske tempel, raseret af romerne i år 70 efter kristus, som hævn for zelotternes oprør.

Det er næsten 2000 år siden templet, bygget af Kong Solomon til at huse pagtens ark og det absolut helligste sted i jødedommen, sidst har været under jødisk kontrol.

Her stopper soldaterne, tager deres hjelme af – og græder.

Præcis 868 år tidligere, den 7. juni 1099, ankommer de første korsriddere til udkanten af Jerusalem, som på det tidspunkt er under Fatimidekalifatet. Da de kristne riddere ser bymuren, tager de deres hjelme af – og græder.

Lidt over en måned senere, om aftenen den 14. juli 1099, indtager de byen. De flygtende muslimer samler sig i Al-Aqsa moskeen, og her myrder korsridderne titusind mænd, kvinder og børn til de ”vadede i blod til anklerne”.

Vi ankommer til Jerusalem på sabbatten, da mørket er ved at falde på. På sabbatten er motorvejen næsten tom (jøder må ikke tænde lys på sabbatten, og derfor ikke forårsage en gnist i en forbrændingsmotors tændrør), og kun de palæstinensiske chauffører i de skramlede ti-mands-busser, der kaldes sherutter, kører i rasende pendulfart mellem den hellige stad og det næsten aggressivt sekulære Tel Aviv, hvor natklubber og gadegrafitti findes overalt, og hvor barerne ved sandstrandene lægger soundtracket til fester der fortsætter til dagslyset bryder frem.

Der er koldere i Jerusalem end i Tel Aviv. Luften sitrer i mit ansigt, idet jeg sætter min kuffert på jorden. Da vi tjekker ind på vores hostel, spørger vi om et sted at spise, og receptionisten anbefaler et kristent-armensk pizzaria tæt på. Vi sidder i tavshed på gaden, rejsetrætte og med den første smag af bacon i lang tid, da min rejsekammerats ansigtsudtryk pludselig bliver opmærksomt.

”Jeg tror jeg så en mand med en riffel.”

”Altså en soldat?”

”Nej, bare en helt normal mand i t-shirt.”

Jeg slår det hen, og fortæller ham at han må have set forkert.Det er først senere på aften, da vi sidder på en bar, og tre veltrænede unge mænd med kalotter og automatiske M-16-rifler sætter sig ved bordet overfor os, at jeg tager ham alvorligt. Og først senere endnu, at jeg modtager svar på en email, der forklarer hvordan det er lovligt for jøder at tage deres automatvåben med ud at drikke øl:

”Det er jødiske bosættere. I skal for Guds skyld ikke diskutere religion eller politik med dem!”

Jerusalem er i byens over 2000 år lange historie blevet angrebet 52 gange, erobret og generobret 44 gange, har været belejret 23 gange – og jævnet med jorden to gange.

Jeg sidder på taget af vores hostel, luften er varm, og jeg har tømt min en-liters vandflaske mindst to gange. Jeg er i gang med at læse Anden Mosebog i Biblen. Min rejsekammerat og jeg har aftalt at læse lidt i den hver dag og diskutere indholdet. Mest af alt slår det mig, hvor vred Gud er.

Jeg ser dem ikke, før de ser mig, tre unge mænd med faste skridt og veltrimmede skæg. De hører sammen, fornemmer man.

”What are you reading?” spørger den midterste af dem med en svag amerikansk accent.

”The Bible,” svarer jeg.

De vil gerne se min udgave. Den er indbundet i falmet, blåt stof.

De nikker anerkendende og siger, den er smuk, og deres øjne brænder. Den ene fortæller kort, hvordan amerikaneren fandt ham og reddede ham. Jeg føler mig ekstremt skandinavisk i deres selskab.

”So you’re a Christian?”

“In a way.”

“Then you ought to know this: people come to Jerusalem to find Jesus. But he’s not here.”

Jerusalem er i byens over 2000 år lange historie blevet angrebet 52 gange, erobret og generobret 44 gange, har været belejret 23 gange – og jævnet med jorden to gange.

For de kristne er Jerusalem hellig, fordi Kristus indstiftede nadveren her, fordi han døde her, og fordi han, vigtigst af alt, stod op fra graven her. Det er her, frelseren som menneske og Gud bar korset på alle menneskers vegne.

Før muslimerne vendte sig mod Mecca, bad de i retning af Jerusalem. Fra den hellige by steg Muhammed til himmels på ryggen af sit ridedyr Al-Buraq, bevinget og med menneskeansigt.

Her tog Abraham, den første patriark, sin søn Isak, og bandt ham for at ofre ham til Gud, og her stoppede en engel hans hånd, og fra Isaks søn Jakob udsprang Israels 12 stammer. Her byggede Solomon Templet til at huse Pagtens Ark. For jøderne er Gud mere til stede i Jerusalem end alle andre jordiske steder.

visit palestine.jpg

Turistplakat designet af jødiske Franz Krausz i 1936, for at tiltrække jøder til at besøge Israel – på det tidspunkt kaldet Palæstina. Først senere blev den taget op af palæstinensere som et modstandssymbol mod den israelske besættelse af særligt Vestbredden

Jeg kom til Jerusalem med et håb om at finde en eller anden slags frelse, tror jeg, men jeg er ikke sikker på hvilken. Jeg gik Via Dolorosa, smertens vej, hvor Kristus ifølge traditionen slæbte korset, snublede og blev hånet, før de romerske soldater naglede ham fast til en tværbjælke sat henover et træ, gav ham vineddike på en svamp og knuste hans ribben, da han var for lang tid om at dø.

I Jerusalem ånder Gud, siger man, jøderne har ved indgangen til Grædemuren indridset: ”Det Guddommelige forlader aldrig Vestmuren.” Her kaldes der til bøn fra Al-Aqsa, hvis tag er belagt med massivt guld.

Men selv da franciskanermunkene og dusinvis af pilgrimme sang Ave Maria, og jeg stod i mørket under Gravkirken (hvor adskillige kirker alle har små kapeller, dedikeret til frelserens genopstandelse), følte jeg stærkest, at Jerusalem var en blodig og ikke en hellig by. Guds ånde er umulig at mærke eller føle igennem alt blodet, der blander sig med støvet og sætter sig i næse og øjne.

I gaderne går de israelske soldater, og i Østjerusalem mærker man den fattigdom og udstødelse, som de palæstinensiske muslimer hver dag må udholde, før man mærker Guds tilstedeværelse.

Jeg græd ikke, da jeg så bymuren, jeg så kun blod til anklerne og tungt bevæbnede bosættere.

På olivenbjerget (hvor Messias, ifølge både kristne og jøder, engang skal genopstå) ligger en lille lund kaldet Getsemane med otte oliventræer. De er gamle og forkrøblede, snoede rundt og ind i sig selv, og varmen banker ned over deres snirklede bark, hvor tavse gartnere nænsomt luger ukrudtet omkring dem.

De træer, siger traditionen, er de eneste stadigt levende vidner til Jesu lidelse.

Her bad Kristus dagen før sin korsfæstelse, og her bønfaldt han Gud om ikke at lade ham dø. Han græd som et knækket menneske, der var angst ved sit liv og sin død. Men Gud svarede ikke.

I et mindre, beskedent kapel ikke langt fra oliventræerne sad en ung munk i franciskanernes tiggerkåbe og læste i stilhed en bibel, og over ham, bøjet i farvede glasruder, græder Jesus, mens hans disciple falder i søvn, selvom han har bedt dem våge.

Her, i den menneskelige angst og ikke i den guddommelige storhed, følte jeg i et stik, hvorfor man vil dø i, og for, Jerusalem.

Ikke i riflerne, ikke i blodet, ikke i undertrykkelsen og murene og volden, ikke i de tusinde røgelsespinde og krucifikserne og den guldbelagte moské eller de ortodokse jøders stålsatte evne til ikke at se vantro i øjnene, men i Guds tavshed og gråden over livets endeligt.

Her vaskede Kristi tårer blodet væk, og Jerusalem blev glasklar og skinnende.

Men da jeg trådte ud igen og så de duknakkede palæstinensere og de svært bevæbnede soldater, for guds ånd og tilbage var kun støv og blod.

Denne tekst har før været bragt i Tidsskriftet mosaikk.

Illustration af min ven Johannes Lund With, frit efter David Rubingers “Paratroopers at the Western Wall” (1967) blev brugt ved den originale udgivelse i tidsskriftet mosaikk.

29404629_10215801306054888_532399405_o.png

Der er ikke andre ting end Donald Trump

Jeg ved ikke helt præcist hvornår, jeg blev bevidst om problemets egentlige omfang.

Det startede nok en dag for nylig, da jeg åbnede en ny fane i Google Chrome, og verdens største reality-stjerne Donald J. Trumps udviskede og orange ansigt umærkeligt havde indtaget en central placering på den knap der åbner Twitter.

Ikke så mærkeligt, tænkte jeg, den slags sker dynamisk, Trump har nok bare lige sat sig fast lige nu, imorgen vil Twitter være repræsenteret af noget andet fx Isam B, en ulv, en diskussion af omskæring. Noget nyt. Noget andet.

Men det er, til min stigende forfærdelse, ikke sket.

Billedet har ikke ændret sig i månedsvis. Trumps ansigt er som brændt fast. Og langsomt begyndte det at snige sig ind og slå rod i resten af mit liv.

Først de forventelige steder: På forsiden af alle aviserne og på skærme, som er allevegne efterhånden. I opslag på Facebook, i lydbidder, i alskens slags medier og medieformer.

En aften fandt jeg en æske med navnet Trump: The Game i stedet for et spil matador i min reol.

Jeg kunne have svoret på at hans ansigt var smurt udover metroen på Kongens Nytorv, men da jeg kiggede tilbage var det en reklame for Arla, jeg havde lyden af hans stemme i ørene da jeg fortsatte op af trappen.

For en uge siden så jeg ham bagfra på gaden, flygtigt, da jeg gik i tusmørket.

Jeg er sikker, jeg så ham sidde ved et udendørs bord på en fortovscafé. Både hans krop og hans bøf var enorme, og han sendte mig et ondskabsfuldt smil, da han hældte ketchup ud ve siden af en sprødstegt bøf

Jeg flygtede gennem natten, forfærdet og vantro, mens et rungende og fjernt ekko af ”YOU’RE FIRED!” vibrerede under og over mig i brostenene og i mine støvler.

Da jeg nåede min lejlighed troede jeg mig sikker, men jeg fik et chok, da jeg så hjørnet af et enormt, blodrødt slips bag mig i toiletspejle.

Jeg vågnede brat den nat fra en drøm om bævende kød og guld og Trump Tower, selvom jeg aldrig har været der, jeg ved den er dækket af guld og at Trumpfamilien lever blandt diamanter og silke og jeg gik ud til altanen og forsøgte at få vejret, men jeg vidste også at noget havde ændret sig for altid.

Siden da har det kun taget til.

Jeg hører hans stemme i drømme, og i tidlige morgentimer, der hvor virkelighed og fantasi væver sig ud og ind af hinanden står han i mit køkken og koger æg og spiser litervis af is. Jeg ser ham bag mine øjenlåg, til kunstudstillinger og i køkkenet til mine venners privatfester.

Jeg kunne have svoret at både vært og deltagere i Deadline i går ALLE var Trump.

Jeg mærker ham i øjenkrogen, lige bag min ryg.

Lige ude af synsfeltet er han, og det er først for nylig gået op for mig at vi ikke anede hvor sandt det var, da vi navngav reality tv, hvor virkeligt det ville ende med at være til sidst, det der foregår på skærmen er hverken mere eller mindre virkeligt end det der foregår omkring os og ved min højre side nikker Donald Trump og giver mig ret.

Det eneste jeg stadig er sikker på virkelig er virkelighed er Donald J. Trump, USAs præsident, spejlet titusind gange, mangfoldiggjort i blade, bøger, billeder, tekst, twitter, malerier, alle vegne og for altid, evig, evig, evig.

Han er omgængeligt vævet ind i selve det stof der udgør virkeligheden, han er virkeligheden.

Mens mine hænder ryster en sen nattetime (søvnen undviger mig), spørger jeg mig selv hvad et atom egentlig er, andet end uendelige mikroskopiske Trump-elektroner, cirklende i umulige hastigheder om hinanden, Trump-protoner og Trump-neutroner.

Alt starter og slutter med Donald Trump, det er passende og godt at han af alle har magten over kernevåben, der kan udslette os for evigt, og hvorfor ikke? Måske er det på tide at lade den gå under i et orange skær, den har aldrig lever op til vores forventninger alligevel.

Livets kødcirkel begynder og slutter med Donald J. Trump, proklamerer jeg fra hustagene, mens jeg mærker hans små, tunge, hænder på mine skuldre.

Der går ikke længe, aner jeg, måske i morgen vil solen antager samme orange nuance, som Trumps ansigtshud, idet den stiger i horisonten, ligesom den gjorde i Teletubbies, mens vi griner og griner og fjernsynene på vores maver også transmiterer Trump, og møllehjulet på Trump Tower kværner os til højorange guldstøv.

Donald J. Trump vil skinne uden stop på virkeligheden, glohed, ubønhørlig, ødelæggende, bævende og livgivende.

En tale om ‘borgerløn’ og min oldefar

Jeg var, på baggrund af denne klumme, inviteret til at holde en tale til en konference om muligheden for borgerløn (eller universel basisindkomst, jeg er ikke helt vild med at kalde det “løn”), arrangeret af Alternativet og afholdt i Fællessalen på Christiansborg. Jeg sagde følgende:

For lidt over 120 år siden, d. 23. december 1895, blev min oldefar, Christian Svend Ultimus Haag, født på Jægersborggade 52 på Nørrebro, cirka 4 km fra hvor jeg står i dette øjeblik.

Hans far var udlært hjulmager og hans mor var hjemmegående, og i selskab med otte brødre og søstre var min oldefars opvækst fattig, og præget af skammen over slidt tøj og offentlige skolemåltider.

Dengang var den fase af Danmarkshistorien man kalder industrialiseringen på sit højeste. Hele nye industrier, drevet med nymoderne elektricitet, kul, gas og olie, opstod.

De nye industrier udslettede gamle arbejdspladser, men erstattede dem med tusinder af stillinger på fabrikker og kontorer, centreret omkring byerne, hvortil folk valfartede for at få arbejde.

Da min oldefar var 24 år i 1919, fik han således arbejde hos Tuborg som bryggeriarbejder, på en af disse nyopståede industriarbejdspladser. Her arbejdede han i 43 år, indtil han gik på pension.

Hele hans voksne arbejdsliv foregik på denne ene arbejdsplads.

Jeg er omtrent på samme alder som min oldefar da han fik sit livs eneste rigtige arbejde, ekstremt privilegeret ved at være i live nu, og ikke for hundrede år siden.

Jeg har aldrig oplevet den skamfulde fattigdom min oldefar måtte lide igennem.

Jeg har aldrig, som han, fået en ørefigen i skolen. Hans arbejdsuge var mindst 50 timer lang.

Jeg har været skånet for ned- og opslidende fysisk arbejde.

Velfærdsstaten som han og hans fagforeningsfæller var med til at bygge, har skaffet mig ordentlige arbejdsvilkår allerede fra før jeg blev født; weekend, løn under sygdom, efteruddannelse.

Men på andre og mere mørke og diffuse måder, er jeg ikke helt så privilegeret som de der kom før mig:

Min generation bliver den første i 200 år, der må forvente en lavere levestandard end vores forældres. Den industrielle revolution, der hev min oldefar op af fattigdommen og gav hans børn fjernsyn, biler og boliger kan kun løbe så langt.

Og det er ikke fordi den teknologiske udvikling er vendt, tværtom. Astrofysikeren Stephen Hawking, der døde i går, sagde at vi som mennesker aldrig har oplevet voldsommere omvæltninger i de sidste hundrede år end nogensinde før, og intet tyder på at den udvikling er ved at gå i stå.

Der er nogle der taler om en ny revolution, der på nogle måder ligner den industrielle; en revolution man lidt forsigtigt kan kalde den digitale revolution.

På overfladen kan den digitale revolution ligne den industrielle; ny teknologi erstatter gammel teknologi, gamle arbejdspladser erstattes af nye.

Men der er en vigtig forskel; digitaliseringen skaber ganske rigtigt nye job, men den skaber ikke job i samme omfang som den erstatter.

Tag Berlingske Media, en af mine arbejdspladser, som eksempel. Den nye digitaliseringsstrategi som selskabet for nyligt offentliggjorde betyder at der skal ansættes specialister, der kender de nye platforme fremtidens medier skal laves på. Det skal ansættes journalister der kan skrive digitale fortællinger.

Men de nye arbejdspladser er ekstremt få, i forhold til den blodige fyringsrunde blandt de journalister, der har skabt de nyheder vi læste i printavisen for ikke så forfærdelig lang tid siden.

Og den tendens vil man, ifølge flere studier, se gentaget overalt i samfundet, efterhånden som computere og robotter bliver bedre og bedre til at erstatte vores arbejdsopgaver, uanset hvor avancerede de arbejdsopaver er, eller hvor uerstattelige vi føler os.

Den fremtidige lønarbejder må vende sig til en verden i konstant forandring. En verden hvor der ikke nødvendigvis er et arbejde man kan få og fastholde i hele sit liv, i 43 år, som Ultimus Haag kunne det.

Vi skal også pensioneres senere for at kunne opretholde den levestandard vi er vant til.

Min generation må vende sig til at skifte arbejdsplads ofte; jeg har arbejdet for ti gange så mange arbejdsgivere som min oldefar, da han var på min alder, og jeg hverken skal eller kan regne med at det vil ændre sig.

Der vil være tidspunkter hvor jeg har meget arbejde, og tidspunkter hvor jeg ikke har nok.

Den måde jeg arbejder på, adskiller sig fundamentalt fra den måde min oldefar arbejdede; hans arbejdsuge var 50 timer, mens min idé om hvornår jeg har fri og hvornår jeg arbejder slet ikke kan deles op på samme måde.

Jeg bliver ikke betalt i kroner og øre for at være her lige nu, og holde denne tale for jer i dette øjeblik, men kan den i sandhed siges at forgå i min fritid?

Da jeg fik tilbuddet om at deltage, blev det nævnt at selvom jeg ikke bliver betalt, var det klart tiltænkt at dette var en platform; at jeg i kraft af denne tale blev promoveret. Måske, er tanken, kan en sådan offentlig lejlighed til at tale og gøre opmærksom på sig selv, være lejlighed til at få arbejde en anden gang, til en anden tid.

Jeg, og mange mennesker i min generation, har, også i lyset af dette, aldrig for alvor fri.

Jeg kan kontaktes på alle tidspunkter af døgnet, og jeg er klar over, at hvis jeg misser et opkald eller en e-mail, så risikere det at skade min karriere. Jeg accepterer at jeg skal arbejde uden løn, sende emails og networke og så videre, for at sikre mig de arbejdsopgaver der skal holde mig i live.

Men de strukturer som blev drømt frem på min oldefars tid, sygedagpengene, A-kassen og retten til ferie er ikke nødvendigvis strukturer der giver mening når vi møder den digitale revolution. Den skarpe opdeling af arbejde og fritid, ansættelse og arbejdsløshed glider sammen og flyder ud.

Skal en deltidsansat partout sende så og så mange ansøgninger om at få fast arbejde, for at være et produktivt medlem af samfundet?

Hvad sker der, hvis en borger, der pludselig er sat i en sårbar og omskiftelig arbejdssituation bliver langtidssygemeldt? Hvad med efteruddannelse? Barsel? Muligheden af at tage et lån i banken for at købe et hus?

Der er mange mennesker der fortsat lever og arbejder på en måde der tilnærmelsesvis kan minde om min oldefars 43 år hos den samme arbejdsgiver. Men de vil, tyder alt på, blive færre og færre.

Borgerløn eller universel basisindkomst eller hvad man vil kalde det, bør i det allermindste overvejes som seriøst mulighed for en ny slags struktur. En struktur, der i højere grad end den nuværende kan imødekomme de udfordringer der møder os i dag. Udfordringer, der kun vil bliver større fremover.

Jeg er har været så heldig, at blive født ind i et samfund, der er mere retfærdigt, mere lige og mere barmhjertigt end det min oldefar blev født ind i.

Det kostede hårdt arbejde og store omstillinger at nå dertil.

Jeg håber at mine oldebørn om 100 år bliver født ind i et samfund, der tilsvarende er mere retfærdigt, mere lige og mere barmhjertigt end det vi har nu.

Hvis ikke det er tilfældet, har jeg, og os allesammen svigtet vores ansvar som mennesker.

Hvad disruption i virkeligheden betyder

Som bekendt er ord og magt nært beslægtede.

Verden omkring os er ligeså meget skabt af ord, der bliver til sætninger, der bliver til fortællinger, der bliver til ideologier, som den er skabt af atomer, der bliver til molekyler, der bliver til celler, der bliver til levende kød.

Stof (eller kød) og tanke (eller ord) er i grunden de to ting, der i fællesskab udgør den menneskelige eksistens – og de kredser for evigt om hinanden i en dødsensfarlig dans, som to sorte huller, dybt i det kosmiske mørke, evigt roterende og dobbelt påvirkelige, fastlåste i hinandens greb.

(Såfremt de altså ikke allerede er kollideret og sammensmeltet for stedse, og er blevet en stor og mudret masse, der ikke kan skilles fra hinanden. Lad os gå ud fra, og håbe, det ikke er sket endnu.)

Ord har slagkraft og mening og magt. Hver dag omdanner de og afgør hvordan virkelighedens stof bliver behandlet og forvaltet, om mennesker skal leve eller dø, om vi skal elske eller hade. Før den fysiske vold, kommer den verbale. Før krigen, krigserklæringen. Før handlingen, tanken.

I begyndelsen var ordet, og ordet var hos Gud, og ordet var Gud, hedder det i det Johannesevangeliet, og virkeligheden har ikke, selvom visse mennesker inderligt og angst insisterer på det, ændret sig synderligt siden.

Vi, som mennesker, er både stof og ord, indviklet i hinanden, og umuligt at adskille. Vi er bygget af ord, lige så meget som vi er bygget af DNA.

I lyset af ovenstående, er det nærliggende, og ikke meningsløst, at en meget stor del af diskussionen om regeringens Disruptionråd har handlet om at for-, af- og opklare helt præcist hvad det engelske ord med de latinske rødder, disruption, betyder.

Rådets navn er allerede fra starten en blanding af ’spændende moderne’ (med et angelsaksisk, internationalt islæt) og tilpas autoritativt, i og med, at der er tale om et nedsat råd.

Fortolkningen af ordets dybere betydning er (som de fleste ord) åben – og derfor mangfoldig. Da statsminister Lars Løkke Rasmussen selv udlagde præcist hvad Disruptionrådet stod for, var en forklaring af det protagonistiske ord imidlertid mistænkeligt fraværende:

”Danmarks fremtid tegner lys. Med bæredygtig vækst, som gør Danmark rigere og giver os flere muligheder. Og med arbejdspladser med bedre arbejdsmiljø og mindre nedslidning.

Men skal vi få det fulde udbytte – og skal vi have alle med – så skal vi turde gribe den fremtid. Vi skal omfavne teknologiske fremskridt og nye digitale løsninger. Det kan vi kun, hvis de rette kompetencer er tilgængelige for arbejdsmarkedet.

Vi skal have hele Danmark – og alle danskere – med ind i en endnu bedre fremtid.”

For statsministeren betyder disruption noget lidt vagt – noget med fremtid, noget med teknologi og digitale løsninger. Det er muligvis derfor han fuldstændigt og helt og aldeles fravælger at kommenterer på ordets betydning; for ham er det et godt navn. Et godt ord, som man kan blive fristet til at sige om noget, når man skal brainstorme navne. Et stærkt ord. Et ord, der kan noget.

Der er også en anden ting, jeg forestiller mig at statsministeren godt kan lide ved ordet disruption – det er, for så vidt, et business-ord. Det lugter af start-ups og entreprenører, af nye firmaer, øget vækst, deleøkonomi og blanke, ny-rige opfindere. (Hvad jeg forestiller mig må være for en venstreliberal, hvad småkager er for cookiemonster).

I forretningsmæssig forstand betyder disruption dog noget voldsomt specifikt, og noget overraskende teknisk; det er en særlig måde at overtage markedet fra gamle, større virksomheder, der har rod i forskellen på lateral innovation og incremental vareudvikling, skriver Peter Svare på kforum.

Svarres konklusion er i øvrigt, at regeringen benytter ordet disruption, præcis fordi det er et skinnende forretningsord, et ord der lyder godt, men også kan indeholde en masse betydning, det ikke i sig selv indeholder. Og derudover misforstår de ordets konkrete betydning.

I Politiken er krigsveteran og cand.mag. Niels Jespersen endnu mere kontant: Disruption er et bullshit-ord, og indeholder en forestilling om, at forandring, kaos og omstilling er en ny tilstand, en moderne tilstand, der hænger sammen med omstillingsparathed, social mobilitet og digitalisering. Men, siger han, også vores forældre og bedsteforældre levede i en verden, der pludseligt og brat fandt sig selv i flux. Det er i og for sig ældgammelt. Den græske filosof Heraklit sagde det allerede for 2500 år siden: panta rhei – alt flyder.

Der er intet nyt i disruption – vi har alle dage flydt, væltet rundt og været vidne til verdens evindelige forandring.

En anden ting, jeg finder interessant ved regeringens disruptionråd, er selve rådets sammensætning; rådet er næsten udelukkende bestående af forretningsfolk, politikere og mennesker fra fagforeninger. Kun én eneste person skiller sig ud; instruktør og skuespiller Hella Joof, der også i det hele taget har stjålet hele billedet i medierne. I Information udråber chefredaktør Rune Lykkeberg således Joof som en dansk Nietzsche, en omvælter og moralødelægger, der mest af alt, er optaget af at ”brænde hele lortet ned hvert syvende år”, Lars Dahlagers liste i Politiken, har også mest blik for Hella Joof, og hendes underholdende, skæve og sidelæns udtalelse.

Disruption, lader det til, betyder således enten ”forretningsmodel”, ”fremtid”, ”bullshit”, ”gøgl” eller ”alt flyder”.

Der er imidlertid noget, vi alle har overset: Ordet disruption betød noget længe før forretningsanalytikere, konsulenter og Hella Joof fik fat i det. Noget ildevarslende og krigerisk. Noget undertrykkende.

Noget mørkt.

Disruption kommer, som (tænker man undertiden) nærmest alle andre ord, fra Latin.

Ordet er opbygget af to dele: ”Dis” og ”rumpere”.

”Dis” betyder ”fra hinanden”, ”væk”, og ”sønder” – og har i øvrigt overtoner af ”Dis Pater”, underverdens hersker i romersk mytologi, og blev senere brugt i Dantes Guddommelige Komedie, som navn på byen, der udgør de inderste ringe af helvede, Dis, hvor de værste af alle forrædere sidder, med Judas Iscariot inderst inde.

”Rumpere” betyder ”at knække”, ”at brække” eller ”at ødelægge”. Det er også derfra begrebet ”rapture” kommer, tiden, der går forud for den kristne dommedag, hvor de sande troende bliver indhentet og stjålet væk fra jorden og til paradis, og de efterladte skal gennemleve tusind pinsler.

Tilsammen betyder disruption altså noget i retning af, ”at bryde op”, ”at knække sønder og sammen” og ”at brække væk”.

Hvad, om det er bevidst eller ej, passer perfekt ind som værktøj, i en moderne, neoliberal magtpolitik.

Omstillingsparathed, kaos, sønderdeling og disruption er forrygende værktøjer, til at holde masserne, menneskene og vælgerne fra at forene sig. Kravet om robusthed, når verden omdannes til en sønderrivende bølge af start-ups og disruptions vil uundgåeligt splitte mennesket i tusind stykker, og resultere i en virkelighed hvor alt, for alvor og for altid, flyder.

Disruption er splittelsen tusindfold og solidaritetens, medmenneskelighedens og enhedens ødelægger.

Udover elementet af undertrykkende magtpolitik, er det på alle måder vanvittigt, at der er mennesker, der betragter politik, som en sfære, der ikke bare har godt af at lære fra det private marked – men en til en kan betragtes som det samme, i så høj grad, at man overtager ord, direkte fra konsulenthåndbøgerne, og vil overføre dem på politik. Som om 39 finansfolk og djøffere og en enkelt skuespiller skulle kunne sige noget videre fornuftigt om fremtidens samfund – eller fremtidens menneske.

Politik er ikke, kan ikke, ikke være forretninger – politik er (som Jacques Ranciere minder os om), afvisningen af splittelsen og konkurrencen, af kasserne og af sønderdelingen. Politik er, på trods af forskellighederne, at insistere på enhed, på ikke-delingen, på at vi som mennesker mest af alt er venner og sammenlignelige, og mindst af alt er fjender og uforenelige.

Det er, relativt, vores mindste problem, hvis disruptionrådet er ”bullshit” eller ”misforståede forretningsmodeller” – det for alvor sande problem, er at magthaverne iværksætter råd og udvalg, hvis fremmeste opgave, er at fremme kaosset, splittelsen og søndersplittelsen og umuliggøre foreningen, solidariteten og næstekærligheden.

Det er det vi skal råbe.

Ikke at disruption er et andet ord for bullshit.

Men at det er et andet ord for undertrykkelse.