Jeg er så bange for at blive glemt – og for at glemme

Jeg fandt en note, jeg havde skrevet til mig selv, i en bog du gav mig, dengang vi lige havde mødt hinanden, og du var på klassetur til Tjekkiet, tror jeg. Jeg havde skrevet:

”Husk det her. Husk hende”

men jeg er ikke sikker på, jeg husker det med samme skarpe klarhed, det føles, som om mindet er blevet slidt, som om, det var et gammelt fotografi, hvis farver er falmede, og når man ser på det, må man anstrenge sig for at forstå, at de mennesker, som er på det, virkelige havde komplekse og ægte liv, at de havde sorger og kærlighedsaffærer og livretter, men vi taler ikke sammen længere, og jeg føler, jeg skuffer en yngre udgave af mig selv, en udgave, der troede, at alle brændende følelser og minder ville blive ved med at brænde og føles friske og ægte og skarpe.

 

 

Jeg husker lugten af min farmors håndcreme, og min far fortalte mig, hvad den duft hed meget senere, kamfer, et ord, jeg synes, er smukt, og hver gang nogen smører sine hænder ind i den, kan jeg se de pærer og æbler og bananer hun skrællede og skar i både foran fjernsynet, hvor vi så gamle tegnefilm de uger, hvor mine forældre var i Tyskland på grund af behandlingerne.

Min livret var min farmors hakkebøf med bløde løg, men når jeg prøver at lave det selv smager det fadere end det gjorde, mere af mel, så jeg laver det ikke tit, kun engang imellem når trangen bliver for stor.

Engang da vi kom hjem fra Roskilde, og hele verden virkede mat som de stikkende plastiklommer man har printark i, bestilte vi hakkebøffer fra kinagrillen. De kom i skumgummibakker, og du spiste din portion dobbelt så hurtigt som mig og fik mine rester, og jeg ved ikke hvorfor, men jeg elsker andre mennesker mest, når jeg kan give dem den hakkebøf, jeg ikke kan spise, eller den omsorg jeg synes de fortjener, jeg ved ikke hvorfor, men jeg elskede dig så højt i de øjeblikke, hvor du spiste den grå hakkebøf, jeg ikke kunne få ned.

 

 

Hos min mormor lugtede der af tobaksrøg og smeltet smør. Over sofaen, hvor min morfar brugte sine dage, hang et stort broderi af en hest og et føl i stærke grønne og glinsende brune farver. Min morfar talte ikke meget, ikke siden blodpropperne, men jeg forstod, at hans hoved stadig hang fint sammen, når jeg smuglæste de læserbreve, han havde skrevet på sin computer og så, hvordan hans modstandere i Hjerterfri hed Krarup og Langballe og Kjærsgaard, og på loftet stod de store kasser med gammelt lego, hvis farver også var falmede, men jeg holdt mere af det, end jeg gjorde af de nye og skinnende sæt med gennemsigtigt, farvet plastik.

Engang da vi legede, kom jeg til at spise bær af en busk, jeg ved ikke hvilken, men de brændte hårdt og vedblivende i min hals og da mine forældre fandt ud af det, greb min mormor med sine tynde arme en fukssvans og ville save både bær og busk om, men jeg tror mine forældre stoppede hende, efter de havde givet fået mig til at sværge, at jeg aldrig ville spise noget, jeg ikke vidste hvad var, igen.

 

 

Min mor glemte ting til sidst, en aften sagde jeg til hende, at jeg var glad for, at det regnede, for jeg elskede lyden, og hun så forvirret ud og spurgte ”Hvad er regnvejr?”, og så løb jeg ind på mit værelse, og min moster kom ind og holdt om mig og sagde, at hun havde fortalt min mor hvad regnvejr var, jeg vil aldrig nogensinde glemme, hvad regnvejr er, og tanken gør mig både kold og varm.

 

 

Det stærkeste, der er at finde i Harry Potter, handler om dementorerne, personificeret depression, hvis navn betyder at ”være fra forstanden”, og stammer fra samme ord som demens, og Ron siger om dem, at de føles ”som om, jeg aldrig ville blive glad igen”, og da jeg læste det første gang, vidste jeg, at det ville sidde fast i mig.

 

 

Jeg er bange for at blive glemt, og jeg er endnu mere bange for at glemme.

At blive så trist og lille og grå at alle omkring mig simpelthen glemmer jeg eksisterer, at jeg bliver gennemsigtig, så de ser direkte igennem mig, og jeg er også bange for, at jeg glemmer dem, jeg elsker, jeg gemmer minder fra alle dem, jeg har elsket, gamle bøger, noter og fotografier, min far har hele kasser med ting fra min mor, og jeg har aldrig kigget i dem, jeg har to bøger fra hende, og jeg tør ikke at læse dem, jeg ved ikke om jeg er mest bange for, at det vil gøre ondt, eller at jeg slet ikke føler noget, at minderne er blevet falmede og tynde som asken fra afbrændt papir, der falder fra hinanden og forsvinder i brisen, når man rører ved det.

Jeg læste, at vi skal betragte det som en velsignelse, at vi glemmer.

At hvis man havde en perfekt, fotografisk hukommelse, ville det være svært at leve, man ville blive væk i sine minder og i tvivl om, hvad der er virkeligheden og hvad, der ikke er.

Men jeg kan ikke slippe følelsen af, at jeg glemmer noget vigtigt, og det er væk for evigt uden, at jeg valgte det, så jeg fortsætter med at fylde mine kasser med gamle fotos, biografbilletter til film, jeg ikke husker længere, et gammelt digt, en hastigt skrevet note og et postkort fra Indien, og jeg ved ikke, hvad jeg skal bruge det til, jeg tør ikke lade være, og jeg er så bange for hvor stor verden er og hvor nemt, det er at glemme.

Det fortabte land på den anden side af åen

Jeg voksede op på gården Nedermølle, der ligger i en smeltevandsdal lidt uden for Horsens, med fire søskende.

I ældre tider var Nedermølle en vandmølle, men ikke længere.

Igennem haven løber Ølsted Å, hvor ørrederne efter sigende yngler om vinteren, og hvor brogede, ofte sorte, gårdkatte i morderisk stilhed samler sig som ravne på slagmarker, når man står og ryger om natten.

Jeg tænkte meget over åen, da jeg var barn. Den begyndte i mit hoved først ved broen ved indkørslen, ved det gamle kastanjetræ. Herefter fortsatte den og løb uendelig langt ind i landet, bag haven og bakkerne, længere end jeg kunne forestille mig.

Åen var dengang, som alt vand til stadighed er, skiftevis skræmmende farlig og dybt fascinerende. Engang faldt min evigt uheldige lillebror i den og blev reddet op af min stedmor, og til aftensmaden blev det mig og mine søskende indprentet, at åen var farlig. VI blev pålagt at holde afstand til den og passe på.

Det gjorde vi – til dels. For min bror og jeg greb også, da vi blev lidt ældre, lange birkepinde og vandrede langs åen, så langt væk vi kunne, ned gennem det våde område bag bålpladsen og ud på vilde enge, hvor man skulle passe på bjørneklo og brændenælder.

I decemberstormen 1999 var et gammelt piletræ blevet revet op med rode, og var faldet, så langt det var, henover åen, og da det kostede en formue at køre det væk, fik det lov at ligge.

Med tapper nysgerrighed, som den ofte findes i børn,  kantede vi os forsigtigt henover stammen, over til den anden side af åen, hvor kunstneren Gregers og hans kone boede, og her opdagede vi gamle murstenshuse, spredt med hundrede meters mellemrum, med falmede vinduer, fyldt med spøgelser fra forgangne tider.

Engang så vi en sovende grævling i en af de gamle bygninger og listede os tættere på dyret og pegede måbende på dets klare, hvide stribe, der løber fra panden og til snuden.

Først senere, da vi sikkert sad i spisestuen, huskede jeg en gammel historie om, at jægere havde æggeskaller i deres støvler, når de gik på grævlingejagt. Grævlinge, siges det, forsvarer sig aggressivt og får de fat i et menneskes ben, bider de til de hører knoglen knække og knase, men jeg havde i min benovelse og fascination glemt alt om faren, og vi havde kun tænkt på at komme så tæt på som muligt.

Vi sagde ikke noget om grævlingen til vores forældre.

På skråningerne ned til åen gik vores fåreflok af sorte og grå får. Vædderen havde ikke horn, men en pande så tyk som en murstensvæg, og mens vi tog let på vores forældres formaninger om at have respekt for åen, så havde vi overordentlig respekt for vædderen (som jeg i øvrigt havde navngivet Kim Larsen, fordi jeg havde været glad for Kim Larsen da vi fik den).

Men vi fandt alligevel det i os at tage vores birkestokke med ud på hans territorium, for hvis man drog afsted henover marken og om bag ved birkeskoven, så fandt man en skråning, der løb ned til åen, og hvor vindomblæste småtræer stod stejlt.

Det sted, sammen med det forbudte land på den anden side af åen, føltes som et hemmeligt og fjernt område, et eventyrland, og vi navngav det Kløverdal efter elvernes hjemsted i Ringenes Herre (som vi læste religiøst). Her drømte og legede vi universer, jeg ikke længere kan skille fra hinanden eller huske, fri fra voksne og besnærende formaninger. Det var vores sted.

Engang, en vinternat hvor sneen lå som en dyne henover dalen, tog vi lanterner med fyrfadslys og runde kælke på ryggen som vikingeskjolde, og vandrede henover markerne, og i det øjeblik, hvor mørket blev slået væk af de små lyscirkler, virkede vores lege endnu mere virkelige og fysiske end nogensinde, mens min bror og jeg fortalte vores yngre søskende historier, der voksede sig levende og groede ud i den knasende sne, og vores birkestokke var virkelig sværd, og vi var virkelig trætte, ædle rejsende igennem fantasiens land, som vi gik der, i fællesskab og lys, langs åen.

Det var først da min lillesøster, med brændende øjne, forklarede mig hvor stærkt den aften står, og hvor nøje hun husker den, at det for alvor gik op for mig hvor voldsomme og blodige vores fantasier var, dengang. Jeg havde næsten selv glemt den nat.

Nu husker jeg den i falmede glimt.

Da vi blev ældre, opgav vores forældre at tage os med på ferier (eller måske var de i virkeligheden glade for at få fred fra de åndssvage teenagere), og vi blev efterladt tilbage på gården, et åbent slaraffenland, og vi inviterede vores venner forbi og drak billige øl, lunke, direkte fra kassen, til græsplænen var dækket af kapsler, og vi måtte vandre plænen tyndt med tømmermænd, for at sikre os at intet var tilbage, som kunne gå i plæneklipperen.

En sådan aften, hvor vi var fulde og vilde og glade, opstod idéen om at vi skulle vade i åen, så langt vi kunne, og vi afklædte os vores tøj og steg ned i det lave vand og snublede langs stenene på bunden, indtil vi havde blå mærker, blodige fødder og mudrede ben, og skreg af fryd og kulde og kravlede gispende op på plænen igen, og drak videre.

Så flyttede jeg.

Først på efterskole, og så, siden da, ind til byen i Horsens, hvor jeg boede i et skævt hus, og det eneste grønne jeg så, var en søvnig buskbom, og åen falmede i min bevidsthed, selvom jeg så den i glimt, når jeg besøgte min familie.

Jeg flyttede videre til København, og levede mit liv her i mange år, og jeg besøgte kun min families gård sjældent, for togbilletter er dyre. Mit hoved blev, tror jeg, omformet. Ens hjertes rytme tager form efter storbyens, man vænner sig til, at alting altid har åbent, og at busserne og metroen går med minutters mellemrum, og jeg glemte den langsomme og undertiden dræbende kedsommelige drøm, som skoven og åen og engene på vores gård var.

Jeg var glad for det, tror jeg. Byen passede mig fint.

For nylig var jeg hjemme igen. Og efter en pludselig indskydelse tog jeg mine smøger, og med den tavse kattehær i hælene gik jeg ud i haven, over plænen og ned til åen. Og jeg kiggede op, og stjernehimlen lyste hårdt og stort ned på mig, og jeg opdagede, at der ingen stjerner er i byen, men at jeg havde glemt det.

Jeg gik langs åen, langs det vi kaldte Kløverdal, ned forbi engene og moselandet og langs vindblæste træer, så langt jeg kunne komme. Så stod jeg et øjeblik og trak vejret, og lyden af åen steg og faldt, en stille klukken, og en kat stjal sig til at stryge sig mod mit ben.

Jeg huskede, at det var her den gamle pil havde ligget, da vi var små, den vi havde balanceret henover, til eventyrlandet på den anden side.

Nu var den væk. Der var ingen vej henover åen længere.

Næste dag tog jeg hjem til København.