HINDBÆRSAFT

Mine forældres løsning har altid været havearbejde og forbud mod skærme, jeg indleverer min computer og telefon før morgenmaden.

Senere sætter jeg mig ved hindbærbuskene og plukker, selvom sæsonen næsten er forbi.

Bier og fluer sværmer omkring mig, de ovemodne bær er vel retmæssigt deres. Jeg ligger på ryggen og stirrer op under bladene for at få øje på dem, der er blevet overset.

Jeg har aldrig før lagt mærke til at hindbærbuske har små torne.

De smattede bær farver mine fingerspidser røde, ligesom vin, jeg lægger dem forsigtigt ned i skålen, der er færre end jeg havde håbet, man kan skimte det grønne plastic imellem og under dem.

 

 

Jeg har ansigtet henover gryden da jeg begynder at græde, det stopper ikke rigtigt, jeg bruger servietter til at pudse næse, det føles som spild af servietter, jeg har aldrig nogensinde selv købt servietter, jeg ved slet ikke hvad de koster.

Min far finder mig ved køkkenbordet, og jeg kan stadig ikke holde op med at græde, han siger noget om at det er godt at få det ud.

Jeg er mest glad for at jeg nåede væk fra gryden, hindbærsaft har nok ikke godt af salt.

Han svæver lidt omkring mig, jeg siger ikke så meget, jeg ved ikke hvad jeg skal sige. Jeg forsøger at være proaktiv, så jeg finder på noget vi kan gøre med citronmelissen ude foran. Den er ved at kvæle mynten, jeg vidste ikke at noget kunne konkurrere med mynte, men den eneste opskrift med citronmelisse i den grønne syltebog er som ingrediens i kvædegele.

Vi har ikke nogen kvæder, så vidt jeg ved, jeg beslutter mig for at prøve mig frem.

Jeg klipper store grene af citronmelissen, men den fylder stadig en hel masse.

Jeg lader tommel og pegefinger glide langs stænglerne en ad gangen, så bladene og de små hvide blomster falder ned i store bunker, nogle gange sidder de fast i et virvar ved roden at stænglen.

Vi koger te på det, iste, men citronmelisse smager ikke som det dufter, citrussen går af det, det er kun ment til at svæve i luften, så vi spæder til med citronsyre og sukker, til sidst ved jeg slet ikke om det smager af citronmelisse længere, vi har næsten fem liter.

 

 

Hindbærsaften drypper af i en saftpose, jeg spørger om man kan bruge de afdryppede bær til noget, det tror min far ikke, jeg bryder mig ikke om at de ikke kan noget bagefter, når de er blevet presset og har spildt alt deres væske, det virker grusomt og får et eller andet i mig til at skride, men jeg siger heller ikke noget, da vi smider dem ud i kompostspanden, den grå masse dumper ned og bliver væk

Vi får mindre hindbærsaft ud af det end jeg troede, det ser helt småt ud i metalskålen.

Jeg ved ikke om jeg kan lide hindbærsaft, helst ville jeg have lavet hyldeblomst, men da jeg fik taget mig sammen var hylden sprunget ud og var borte igen, jeg ved ikke engang hvor hyldetræerne står og jeg har aldrig smagt hyldebærsaft før, jeg tror slet ikke det er det samme.

Vi rydder køkkenet for citronsyre og kalk til rabarber, jeg fejer for resterne af citronmelisse, vi har halvanden flaske hindbærsaft, det ligner tyk rødvin.

 

 

Jeg går ned til engen hvor drænet løbet ud, der er fyldt med brændnælder, de trives af det næringsrige spildevand. Lige der, hvor det gamle piletræ faldt, ligger en mosegris, den bevæger sig ikke. Jeg stamper hårdt ved siden af den.

Den må være kravlet op af hul cirka en halv meter væk, og så har den lagt sig til at dø i sommervarmen, jeg ved ikke hvordan man bedst muligt er respektfuld overfor en død mosegris, da jeg var yngre satte min far sakse op som knækkede nakken på dem, når de kom kravlende i hullerne. Jeg samlede saksene op, så smed vi døde mosegrise i skraldespanden.

Længere nede står de døde piletræer, da de blev savet ned brugte de deres sidste kræfter på at spire nye pilekviste, men de fik aldrig blade, og så må de være døde ud på vinteren, men her er deres skeletter stadigvæk og jeg har altid holdt af piletræer, vi skar flitsbuer af dem da jeg var yngre.

 

 

Til aftensmaden får vi kammuslinger og koteletter og haloumiost og kålsalat, det hele vokser i munden på mig. Mine forældre taler om generationskløfter og om romaner fra firserne. Jeg henter hindbærsaften fra stuebordet, hvor min far sirligt har placeret alt syltetøjet og safterne og den rå rebsgele han  er stolt af.

Flasken er stadig lidt varmere end mine hænder, jeg hælder den tykke væske op i et lille vandglas og smager på den, den smager lidt for meget af sukker.

Jeg blander den med danskvand, fire til en siger min far, den ender med at smage af lidt tynd hindbærbrus.

Jeg ved ikke om det er min eller hindbærsaftens skyld.

Gid det altid regnede når jeg græder

Der er en historie fra Arturmyten, om en konge, der fik så grusomt et sår, enten i benet eller i skridtet, at han ikke kunne stå oprejst, og ikke kunne opfylde sin rolle som konge, det eneste han formåede var at sidde i en lille båd og fiske, og omkring ham gik hans kongerige i opløsning og forfald, sandet kom og jorden blev gold, indtil fiskerkongen var omgivet af sult og mørke og råddenskab, omgivelser og konge er bundet sammen,  hvis kongen vansmægter går landet i stykker, verden spejler sjælen og kroppen.

 

 

En af de mest ækle ting jeg ved, er når solen skinner når jeg er trist, det føles som et slag i ansigtet, hvordan kan solen skinne på begravelser og på terrorangreb eller søndage?

Hvordan kan virkeligheden være så ligeglad og nådesløs at fortsætte, mens livet ender eller folk græder og lider?

Jeg misunder fiskerkongen hans empatiske kongerige, i vores historier følges verden og indre liv altid ad: Til begravelserne regner det, i gyserhistorier slår tordenvejret ned og når nogen lider i tavshed, står regnen ned i tykke stråler, men jeg ved ikke hvad jeg skal gøre med virkeligheden, som et splintret i andre historier end min egen, min sorg eller tristhed føles så lille, når verden ikke engang vil græde sammen med mig og bryde ud i regn, men bare fortsætter, som om intet vigtigt er sket, som om jeg er ligegyldig, som om mine smerter og sorger ikke er vigtige.

Som om jeg ikke er vigtig.

Som om alting er ligemeget.

Jeg kan ikke bære alt det, der peger på, at alting i virkeligheden er ligemeget.

 

 

Da jeg var yngre (jeg lyver, jeg er stadig bange) var min største frygt, den jeg krummede mig sammen over når væggene trykkede hårdt mod mig om natten, at det var umuligt at kommunikere min indre verden til de mennesker, der fandtes i den ydre, at vi var så fundamentalt forskellige at den stikkende sorg eller den store glæde ikke kunne oversættes til menneskesprog. Når jeg ser mig selv på videoer ser jeg klumpet og klodset ud, synes jeg, slet ikke som jeg forestiller mig, hvor klodsede må mine ord have været, da jeg forsøgte at forklare?

Man siger at mennesker ikke er øer, og det er også sandt, men vi er måske øer med broer, og jeg kan føle at broerne er vakkelvorne og nedslidte, og at en tankes nuancer bliver matte og grå når den siges højt, at alting går lidt under, når det bringes ind i virkeligheden, hvor tiden og sandet og svampene slider og nedbryder alt og termodynamikken langsomt, et sekund ad gangen, skubber universet nedad en vej, der engang vil betyde at alting er koldt og goldt og mørkt for evigt, ikke fordi vores sjæle lider, men fordi det er sådan virkeligheden er.

 

 

Fiskerkongen bliver kureret i myten, fordi Galahad (den ædleste og reneste ridder) stiller ham et spørgsmål om gralen, et spørgsmål, der fylder fiskerkongen med mening og helbreder hans sår, han rejser sig op og bliver konge igen, og omkring ham bryder græsset frem og verden bliver grønnere og lysere.

Jeg ville ønske jeg kunne ændre virkeligheden med ord og tvinge den til at blive grønnere eller i det mindste afspejle min sjæl, jeg er altid bange for at mine ord er for dårlige eller forkerte, at jeg ikke har det rigtige spørgsmål, eller at det slet ikke kan lade sig gøre at bruge ord til ændre virkeligheden, at det i virkeligheden er lige meget, jeg ved ikke om jeg forsøger at finde den rigtige sammensætning af ord og sætninger, som måske ville ændre alting lidt, måske der er en gylden sætning et sted, en slags alkymistisk færd efter de vises sten som ord, en slags helbredelse måske, men alle alkymisterne er døde og forsvundne og de vises sten viste sig bare at være svovl og kviksølv.

 

 

Det er giftigt at føle sig som en byrde, men det gør jeg, jeg føler mig undertiden som om mine ord bliver aske og min kærlighed kun er skygger, som om virkeligheden er for virkelig og dens ligegyldighed kvælende, jeg ved ikke hvordan man navigerer i den slags.

Hvis ting i det mindste blev golde omkring mig, når jeg var gold indvendig, ville det ikke føles som om min smerte var ligegyldig.

Jeg er, indser jeg, så bange for jeg er ligegyldig fordi mange ting i verden peger på jeg er det og det er så tungt at ens mening er ens egen og ingen andens ansvar og jeg ved ikke hvor man finder styrken eller modet til at bære det, jeg vil ikke være en ø, jeg holder ikke ud at være en ø og gid det altid regnede når jeg græd.

FLUGT

Jeg er ved at blive syg, det har sat sig i halsen og når jeg vågner, gør det ondt, indtil det lægger sig engang om eftermiddagen. En ven giver mig en strepsil, en af dem med honning og siger at de er dyrere end cigaretter.

Min far henter mig på stationen i den store blå, vi taler om at jeg er ked af det, men mest om eksamen. Vi taler bedst om konkrete ting, fx en dom om medier og privatlivskrænkelser fra halvfemserne.

Jeg går altid en runde når jeg kommer tilbage. Ned til det døde kastanjetræ og vinstokkene og så langs åen indtil jeg når den sumpede eng ved den skråning vi legede mest ved, da vi var små.

Jeg bliver overrasket da jeg når æbletræet, der står en stor rødbøg. Jeg spørger min far om den altid har været der, hans øjenbryn vibrerer, det har den.

Jeg går ud til den igen, dens blade er mørkelilla, som størknet blod i gyserfilm. Jeg læste engang på nettet om Mandelaeffekten, om at en hel masse mennesker var helt overbeviste om at Nelson Mandela i virkeligheden døde i fængslet i halvfemserne og aldrig blev præsident i Sydafrika. De troede at de, uden at opdage det, var faldet gennem en sprække i tid og rum, og var endt i et parallelunivers, hvor Nelson Mandela ikke døde, men blev løsladt og siden præsident, og de huskede ikke forkert, det var virkeligheden der var forkert.

Deres minder er blevet hjemløse. Virkeligheden er ikke deres, den er forvrænget og anderledes.

Jeg kigger på rødbøgen som jeg ikke husker, dens blade sitrer i vinden, og jeg er i fanget i tiden mellem min fars  øjenbryn og rødbøgens blade, der vibrerer mildt, og måske fanget imellem parallelle universer.

 

 

Da jeg var lille løb jeg kun væk hjemmefra en gang, jeg har hørt at andre børn pakkede madpakker og tøj så de kunne være væk længe, jeg pakkede ikke noget og løb så langt væk jeg kunne langs åen, indtil jeg nåede sivene, der var lige så høje som mig.

Jeg græd mens jeg bøjede dem til siden, mine kinder var meget varme, der duftede af brændenælder og friske blomster.

 

 

Her er ikke høns længere. Da jeg var lille angreb hanen mig engang, jeg havde en grøn flyverdragt på.

Min lillesøster brød sig ikke om hønsene, hun bryder sig i det hele taget ikke om fugle, jeg har aldrig spurgt hvorfor.

Jeg stod et øjeblik og ventede, når jeg gik ind i deres bur for at samle æg, i indhegningen udenfor spiser de alting, også græs og spirer, indtil jorden er sort og blød af deres fødder.

Under ladetaget har svalerne bygget reder, engang faldt jeg over en tråd på et ornitologforum, der handlede om husejere, der fjerner rederne mens svalerne lagde æg.

Ornitologerne var meget vrede, husker jeg, og diskuterede om man kunne anmelde husejerne til politiet og de underskrev deres indlæg med kærlig hilsen Hans eller Jens eller Rune, og det rørte mig på en langsom måde.

 

 

Vi har bier her, biavleren har fået lov at have dem på vores grund og et par gange om året kommer han forbi med nogle bøtter honning som tak. Om vinteren går de i dvale, jeg ved ikke hvordan en bi ser ud, når den sover.

Min ven Johannes blev helt besat af bier engang, fordi han faldt over udtrykket royal jelly, dronningegelé, som er det, bierne fodrer dronningelarverne med, så de bliver dronningen.

Han har en plakat med bier, han lyser altid op hvis man spørger indtil dem, jeg sendte ham artikler jeg fandt om bier, jeg tror noget af kærligheden smittede af på mig, jeg blev ret ulykkelig da jeg hørte at bierne langsomt uddør, og man ikke helt ved hvorfor.

Det er noget med et sprøjtemiddel, der ødelægger deres vinger, jeg vil helst ikke bo i en verden hvor bierne falder ud af himlen og dør, selvom tomatplanter godt kan bestøve sig selv.

 

 

Jeg plukker asparges med min far, han taler om sine vinstokke, jeg hjælper ham med at pille knopskud i bunden af stokkene af.

Engang havde vi mange får, men det er hårdt arbejde at holde dem, så det er meningen, dem vi har nu er de sidste, ligesom hønsene. De kigger på os fra marken.

Vi går forbi et højbed med dild, min far såede dem sidste år, men det er først i år de er spiret. Da jeg gik her i går, syntes jeg ikke de duftede af dild.

Når der er valg, spiser vi landgangsbrød, ingen ved hvorfor, det har vi bare altid gjort, jeg tror vi er de eneste mennesker i verden, der stadig spiser landgangsbrød.

Da jeg boede i København, forsøgte jeg at indføre det, mine venner gik med til det, men de forstod det aldrig helt, og det er jeg heller ikke sikker på jeg selv gjorde.

 

 

Jeg opdager at vi har ramsløg i skovbrynet ved skråningen bag hønsehuset, det har jeg aldrig vidst før.

Jeg plukker frøkapslerne i store håndfulde, hakker dem og serverer dem for min far og lillebror på pasta.

De smager kraftigere end dem jeg plukkede i Aarhus.

 

Hvis du kan lide teksterne, kan du skrive dig op til at modtage en email når jeg udgiver nye tekster på bloggen.

HAV

Min far lærte mig at dykke med snorkel i Grækenland, da jeg var helt lille, jeg sad på hans ryg og svømmede langs kysten ud mod et skær, der føltes uendeligt langt væk, vi dykkede ned under de turkise bølger (min mors yndlingsfarve var turkis) og fiskene var farvestrålende og talrige. Bedst kunne jeg lide søpindsvinene, der urørlige sad fast på klipper, med de lange pigge stikkende direkte ud i vandet, jeg gruede for at træde på en.

Vi dykkede ned til bunden og samlede de forstenede søpindsvin med de snorlige, smukke riller, jeg forstod ikke at de var organiske og ikke trykt i en fabrik.

Man får vand i munden, når man snorkler og dykker dybt, min far lærte mig at holde vejret og blæse hårdt i min snorkel når jeg ramte overfladen, så vandet sprøjtede som fra en hvals åndehul, og plaskede ned overalt omkring mig og ramte mig på ryggen.

Vi tog søpindsvinene tilbage til stranden, hvor min mor, tror jeg, roste mig for dem.

Senere indfangede jeg små hundestejler i en overskåret plastikflaske og viste dem frem for mine forældre. Jeg forsøgte at lave et lille akvarie ud af min plastikflaske, men jeg forstod godt inderst inde, at det ikke kunne vare ved.

Ved solnedgang satte jeg fiskene ud i havet igen.

 

 

Jeg bryder mig ikke om at dykke for dybt. Vandet begynder at presse mod ens øre, det er en særlig smerte, en pibende en, som om man i for lang tid havde stået for tæt på en hyletone.

Min far lærte mig at trykudligne, at holde mig for næsen og puste ud, så øregangen fyldes med luft, der kan trykke ud mod vandet, hvis tyngde buldrer mod trommehinden.

Under Storebælt og i fly (jeg bryder mig ikke om fly) holder jeg mig for næsen og puster ud, så tænker jeg på min far og på det turkisblå vand i Grækenland.

 

 

Jeg læste ofte Jules Vernes En verdensomsejling under havet, og jeg var skrækslagen for kæmpeblæksprutten, men også draget af skibet Nautilus, som var så luksuriøst og fremmed, og hvor kaptajn Nemo udlevede sit eksil fra landjorden.

Min far forklarede mig at Nemo betød ”ingen” på latin, og at latin var et dødt sprog og min barnekrop kunne knapt bære dybden og tyngden af så forbudt og fortabt viden.

Jeg fandt på skolebiblioteket bøger om Kraken og Loch Ness-uhyret og søslanger, mine venner og jeg fortalte hinanden skrækhistorier om enorme monstre, der lurede under havet og åd mennesker, vi forestillede os at vi var skibskaptajner og nogle gange måtte vi stoppe legen af frygt og overvældelse.

 

 

Min bedstefar kendte en polak på Langeland, der vidste hvor torskene lå ved middagstid, og min bedstefar tog min bror og jeg med i jollen. Vores fiskestænger var dobbeltkrogede, og så rodede vi ud til et særligt sted (man kunne se fyret mod øst, tror jeg, og et andet kendemærke mod nord) og lod båden drive med strømmen.

Hvert femte minut trak vi linen ind og hver gang havde vi fangst, jeg fangede to dusin fisk, jeg har altid haft fiskerlykke, vi vidste ikke hvad vi skulle med alle de fisk. Vi stegte en til aftensmad, resten frøs vi ned og gav mine forældre, men jeg husker ikke at spise dem.

En anden gang i Sverige fangede jeg en aborre i en sø, men jeg husker heller ikke at spise den.

 

 

Da jeg var syv år, vandt jeg en præmie for min fastalavnsudklædning; jeg var klædt ud som dykker. Jeg var i en sort våddragt, mine svømmefødder og -briller og min far havde lavet mig to dykkerflasker af tomme halvandenliters colaflasker og to meter plastikrør.

Jeg måtte gå baglæns med svømmefødderne, der var først der jeg forstod hvor akavede og forkerte de var på landjorden, det gjorde mig mærkeligt trist.

Jeg vandt en legetøjstelefon, jeg forstod ikke hvorfor det var præmien, den sagde en høj ringelyd, når man trykkede på den nederste venstre tast.

 

 

Engang da vi var i Italien og på vej hjem stoppede vi ved en strand for at bade en sidste gang i det varme hav.

Jeg svømmede langt ud, jeg kunne ikke se mine forældre eller mine søskende. Bølgerne var høje, det blæste stærkt imod mig, og jeg følte voldsomt at jeg levede. Jeg nød at blive kastet rundt, jeg drømte mig ind i en dramatisk situation jeg ikke husker længere, hvor jeg måtte kæmpe mig op til overfladen efter luft, og det var så virkeligt at jeg slugte en mundfuld vand og hostede voldsomt, men bølgerne blev ved med at komme, og jeg gispede og kastede op i saltvandet og blev iskold og kæmpede mig ind mod land og skuttede mig og smed mig i sandet og koncentrerede mig om at trække vejret langsomt, igen og igen og igen.

Under mig var sandet varmt og klistrede sig fast mellem mine tæer i store klumper.

Der er kun én kur mod alt: Saltvand

Jeg stiger ombord på en færge.

Jeg elsker duften af tang, der er en modvillighed i den, ting fra havet lugter altid af, at de med vold er blevet taget ud af havet og ført hertil, til ikke-havet.

En fisk lukker aldrig sine øjne, den har ingen øjenlåg.

Engang ved midnat badede vi alle sammen nøgne ved stranden, månen var oppe og farvede vandet hvidt som is i sollys, og på badebroen sagde Sigrid, at min hættetrøje duftede af min og Johannes lejlighed, af gammelt papir og limen i bøger.

Jeg elsker duften af bibliotek. Jeg læste engang, at de svampe, der lever i papir, igennem lang tid kan inficere en bog så kraftigt, at de, der læser den, bliver påvirkede, og at den medfører eufori og små hallucinationer, og nogen tror, at middelalderens mystikere har været bogstavelig talt høje på de hellige tekster. At de har set ting.

I The Wasteland, som man kalder det store, modernistiske digt imellem verdenskrigene, ser fortælleren hele tiden i øjenkrogen et spøgelse i hætte gå ved sin elskedes højre skulder, men når han ser direkte på det, forsvinder det af syne.

Jeg kan ikke regne ud, om det repræsenterer det, at al kærlighed engang slutter, eller om det er ligene i det samtidige ingenmandsland mellem Frankrig og Tyskland. Når soldaterne gik over voldene og blev skudt ned af maskingeværild eller sennepsgas (hvis navn kommer fra duften af hvidløg inden dine lunge smelter) måtte de overlevende retrætere, og de efterladte lig kunne ikke hentes tilbage til skyttegravens relative sikkerhed, så de lå der og rådnede, indtil knoglerne blev en del af landskabet som andre kroppe falder i.

På Mount Everest er gletscheren, på grund af temperaturstigninger, ved at smelte, og frem fra isen dukker ligene af fortabte bjergbestigere frem og begynder at rådne. De har ligget uberørt i frosten, men nu er verden ved at ændre sig, og det som engang blev bevaret begynder at svinde hen, og det faste bliver flydende.

Karen Blixen skrev engang at der kun er én kur mod alt, og det er saltvand. Sved, tårer eller havet, og det er det sandeste jeg har hørt.

På Fanø, men mange steder, skyller plastik op på stranden, så de dæmpede sandfarver bliver suppleret med kongeblå og postkasserød og gul. Jeg tør ikke slå op, om det virkelig er sandt, at der er en plastik-ø i Stillehavet på størrelse med Grønland.

Sidste sommer var her så varmt og tørt, at pindsvinene begyndte at tørste. Jeg samlede engang et pindsvin op på asfalten i centrum i Kolding og bar det i sikkerhed til en park, og jeg var overrasket over hvor sylespidse piggene er, intet kan skade et pindsvin. Undtagen tørke.

Jeg tænker over, om der mon er mange tørstende dyrearter, der ikke er lige så smukke som pindsvin, om hvepsene mon lider eller spyfluerne. 80 % af alle, store flyvende insekter er ifølge tyske forskere forsvundet sporløst de sidste 40 år.

Jeg håber møllene, som repræsenterer døden, kan finde ly i vores gamle pelse og de t-shirts jeg aldrig går i længere, at der er en plads til dem i en verden hvor lysstofrør og plastik skyller dagligt op på stranden.

Der er en by i Kina, Shi Cheng, Løvebyen, der blev oversvømmet i 1959, fordi der skulle bygges en dæmning på dets placering. Det fik sit navn fra Løvebjerget, der nu hedder Løveøen, og på fotografier ser den gamle by ud som om den er svøbt i mørkeblå spøgelser. Hvis vores byer engang bliver oversvømmede, håber jeg at de er lige så smukke og stille og blå.

Når vi går ved Enø, over der vi badede ved midnat, stikker klinterne udover stranden. Hver gang vi er der, forsøger jeg at regne ud, om de mon er blevet stejlere, om bølgerne har ædt sig ind under dem, men udsigten er meget smuk, og min hukommelse rækker ikke så langt.

Da jeg var yngre, holdt jeg af at rode i de brunsorte tangkager og se tanglopperne springe. De mindede mig om brusen i citronvand, men nu om dage finder jeg den lave raslen af deres spring ubehagelig og fremmed.

Jeg bryder mig ikke om restauranter på færger. Der er et løfte i dem om, at alting er som det plejer, selvom passagerne gynger frem og tilbage med bølgerne, mister balancen og svimle klamrer sig til stolene.

De gamle vikinger sagde at Jormungandr (som betyder ”stort uhyre”) eller Midgårdsormen strakte sig hele kloden rundt under bølgerne, og bed sig selv i halen, og da jeg var yngre, var jeg rædselsslagen for Loch Ness-uhyret og søslanger og læste derfor hver eneste bog, jeg kunne finde om dem.

Den frygt er langt væk når man stirrer på havet gennem fem centimer glas, jeg ville ønske færger duftede af tang i stedet for remoulade, eller måske både tang og remoulade.

Engang sagde Johannes at vores byer går fra jorden og op og at deres kroge strækker sig rundt og omkring, at vi bygger opad, selvom vi selvfølgelig har kældre, at vi bygger labyrinter. Men havet er ingen labyrint, ikke på den måde i hvert fald, det er et tomrum, fyldt op med vand, der suger lyset til sig og vi er lige så malplacerede i det, som de fisk vi trækker op.

Vi kom engang fra havet, måske er det derfor jeg var så rædselsslagen; der er intet værre end at komme tilbage til et sted man har boet, hvor alt er forandret, og forandringen mest er ens egen.

Kaptajnen mumler i mikrofonen, nogen skramler med bestik.

Jeg stiger af færgen igen.

HJEMVE

Jeg cykler ned til en skov ude ved Vejlby, jeg tror det hedder Vejlby, folks øjne flakker når jeg siger Vejlby Skov. Her vokser ramsløg som plænegræs. Jeg plukker en håndfuld og har dem i inderlommen, de dufter stærkt som hvidløg eller peber. De kan bruges ligesom purløg.

På mit værelse står en stor glaskrukke med syltede grøntsager. Jeg tog den med, da jeg flyttede, den skal stå i seks uger, før den er spiseklar. Gurkemejen jeg rev råt har farvet den højgul, men jeg er bange for, at den med tiden mister farven og bliver brun.

Jeg bliver ved med at finde sakse på mit værelse, jeg har ikke et fast sted de skal være. I det hele taget mangler jeg hyldeplads – i mit skab står bagbeklædningen til en reol. Jeg har ikke fundet ud af hvad jeg skal gøre med træ og søm. Jeg ved, der er containere et sted.

Jeg skrev noget middelmådigt den anden dag. Jeg har ledt efter gode undskyldninger.

Mine gamle venner gør en stor indsats; de skriver længere beskeder end de plejer, kommenterer pligtfuld fotografier jeg tager.

Der er en særlig fiskebro på Amager ved en sø på Fælleden. Skovridderne skærer sivskoven omkring den ned hver vinter, men langsomt vokser den frem igen. Her er fyldt med fugle og fisk, vi gik tit herned og stod og så på vandet, i gråvejr er det et fint sted at snakke. Jeg har altid været glad for, at vi navngav dem ”blishøns”.

I en kasse, jeg ikke har pakket ud endnu, ligger en karryblanding jeg fik sidste år. Den mister smag med tiden, advarede de. Det gør olivenolie også, men de fleste mennesker bliver nidkære, når det kommer til god olie. Vi tænker på det, som om det var rødvin, men olie bliver ikke bedre med tiden, det bliver harsk som smør eller andefedt.

Jeg kom til at stjæle en anden mands skyr i Rema 1000, det var en fejl, men jeg turde ikke gå tilbage med halvlitersspanden. Jeg ved slet ikke hvad jeg skulle have sagt.

”Jeg har taget din skyr.”

Jeg har ikke spist den endnu, den er med skovbær. Jeg tænker over at skyr engang var et affaldsprodukt fra mælkeproduktionen.

Introforløbet handler ofte om at klæde sig ud. Jeg har tre masker, noget tøj og et par billige solbriller liggende. Jeg ved ikke hvor jeg skal gøre af dem. Det virker voldsomt at smide dem ud. Jeg har aldrig set mig selv som typen, der har en udklædningskasse. Nu har jeg en bunke.

Busserne kommer tit tre minutter for sent. Jeg skældte ud på de elektroniske tavler, der opdaterede i reeltid, husker jeg. Jeg kigger på papirplanen, jeg må bede folk træde væk, så jeg kan komme til.

VI får citronfromage og spaghetti med kødboller, vi roser min fars hjemmegærede hvidvin, den smager lidt af hyldeblomst. Min stedmor spørger, om det ikke er rart, at der kun er en time hjem, jeg er forvirret i et sekund.

På vejen hjem har jeg min hætte trukket op, min taske er meget tung, jeg har fået to flasker af min fars vin, de klinker mens jeg går.

Det går op for mig at jeg ikke, mest, savner folk eller steder, jeg savner en udgave af mig selv, der var mere hjemmevant og selvsikker og havde en dybere rytme.

På mit kollegiekøkken samler vi kapsler. De skal blive til en guirlande til jul, der kan rasle som bjælder.

Jeg ville ønske jeg havde lettere ved at danse og græde.

Jeg ville gerne være sådan en søn, der trofast besøger sin mors grav

Between the conception
And the creation
Between the emotion
And the response
Falls the Shadow
Life is very long

– T. S. Eliot, The Hollow Men

Vi var midt i aftensmaden da min far med diset stemme sagde at mormor havde kræft, og jeg forsøgte at spise min hakkebøf op, selvom både min appetit og mit ansigt var ved at gå i opløsning.

Jeg rejste mig hårdt fra stolen og forsvandt ud i tusmørket og med min højre hånd knuste jeg en rude i laden, det gik nemmere end jeg troede, jeg havde håbet det ville være voldsommere.

Det blødte stadig fra mine knoer, da jeg fandt den højlilla bibel jeg fik af præsten, da jeg blev konfirmeret, en billig paperback, det var nemt at rive dens sider fra hinanden og smide dem ind i fyret i ujævne bunker, og se dens grimme omslag smuldre væk.

Jeg havde håbet det ville være voldsommere.

Jeg kan ikke huske om jeg græd, da min far fandt mig siddende i fyrrummet, men han var ikke vred over vinduet, selvom jeg måtte feje glasskårene op dagen efter og gå græsplænen ved laden igennem efter glassplinter.

 

 

Min onkel besøgte mig på gården, jeg var overrasket over at se ham, jeg var lige kommet hjem fra efterskole, mine forældre var ude at rejse, og vi var ude for at hente pizzaer da mormor døde. Han tog telefonen, og jeg vidste ikke hvordan jeg skulle sige noget.

Til ceremonien ville jeg ikke med i kirken, alt ved rummet skreg. Jeg stod fast på det, selvom min moster spurgte et par gange, og mens de andre var i kapellet sad jeg foran kirkegården med min morfars kørestol og kedede mig knugende, jeg kan ikke huske om jeg græd.

Det varede længe, og jeg rejste mig fra bænken og gik ned gennem de lave grønne hække og læste hver enkelt af gravstenene, særligt lagde jeg mærke til dem, hvor der stod “Far”, “Søster” eller “Bror” og de, der ikke var blevet særligt gamle, og vinden blæste lidt i de skaldede træer, der er på kirkegårde.

Min mormor blev ikke begravet på den samme kirkegård, hun blev kørt væk efter ceremonien, hun blev brændt, jeg kørte min morfar i hans kørestol. Senere begravede vi den lille urne ved siden af min mor og den lille granitsten, hvor der var indskåret ordet “Mor”.

 

 

I Finland, ved juletid, går man på kirkegården og tænder lys for de døde, midt i sneen og kulden og mørket brænder de små stormlys og lyser op på deres stille måde, og min ven sværger at han engang så en, der havde stillet et lille juletræ med en elektrisk lyskæde, og det tårnede sig op over de små lanterner. Vi har diskuteret lige siden, om det mon var af dyb sorg eller for at overgå de andre, at træet var blevet sat der.

 

 

Alt tyder på at vi har begravet vores døde siden vi blev mennesker. Neandertalerne lavede kroner af hjortetak og fuglefjer og lagde dem hos deres døde og i Frankrig er en hule, Duegrotten, hvor nogle, der lignede os, lagde deres døde for fjortentusind år siden med flinteknive og drikkeskind.

Da min mor døde tegnede jeg tegninger hun skulle have med, jeg tror de forestillede soldater og våben, det var det jeg altid tegnede, og en fjern tante var bedrøvet og forarget.

Jeg tror ikke jeg havde andre muligheder for at forklare mine følelser end at tegne vold og lade det falde ned i graven til hendes kiste og blive dækket med jord, og det er et mærkeligt kaotisk syn, at se en smuk kiste blive tilsmudset af af jord, mere voldelig end titusind børnetegninger af soldater.

Min far valgte ordene, der skulle stå på hendes grav: “Vi giver dig al vores kærlighed med,” og dengang syntes jeg de var kluntede og frygtelige, hvad skulle der blive af os, hvis al vores kærlighed var begravet under jorden?

Men jeg tror jeg forstår nu; vi giver det vi har, om det er børnetegninger eller drikkeskind eller hjortetakskroner, og det er ikke i øjeblikket vigtigt, hvad der skal blive af os, for begravelsen og den døde og de levende er uden for tiden, hvis de kan siges at være sammen, og det er nødvendigt at give al sin kærlighed med, og det er derfor vi aldrig har været uden at begrave vores døde.

 

 

Jeg besøger ikke ofte min mors grav; lige da hun var død var vi der tit, og jeg havde de grønne blomsterkegler med fra indgangen, hvor der også lå river og vandkander. Jeg kunne vejen udenad, og jeg kunne huske alle de som lå ved siden af hende, overfor lå et gammelt ægtepar, og til venstre lå en, der kun blev seksten, og hans forældre efterlod altid røde blomster jeg ikke genkendte og tit et stormlys.

Vores stormlys gik ud, når vi tændte dem, og jeg ville ikke have vi tog dem med til sidst.

Jeg forsøgte at tale til min mor ved graven, et par gange, det blev aldrig ægte, jeg ville gerne være sådan en søn, der trofast besøger sin mors grav, men jeg glemmer det altid, og jeg ved ikke hvad jeg skal sige, når jeg er der sammen med andre, om jeg skal opfinde nogle mindeord eller sige noget morsomt eller om jeg skal være tavs ligesom kirkegården, og når vi går igen er alting for sent.

Jeg holder af, at min mor er en del af et katalog, ved siden af ham, som døde som sekstenårig, og det ældre ægtepar, hvis blomster bliver færre og færre, og engang vil jeg være væk og der vil ikke være nogen til at huske graven, og den vil måske blive et pejlemærke, når nye begraver deres døde og giver dem alt, der er deres med, og engang vil graven ikke engang være det.

 

 

Jeg bryder mig ikke om ordet livsbekræftende, det er upræcist. Gravpladser er dødsbekræftende. Døden bliver virkelig på samme måde som ens krop bliver det når man støder lilletåen mod en kommode og man bliver rasende og tårefærdig af smerten.

Der er en mærkelig trøst i at de døde og de levende og mennesket og mulden har været knyttet sammen altid, at en neandertal engang lagde hjortetak og honning på samme måde som jeg lægger stormlys, der går ud, og påskeliljer, der visner, og at de, der kommer efter mig vil lægge hvad end deres bortgivne kærlighed byder dem. Jeg har altid gerne ville være en del af noget, og om ikke andet, så er jeg en del af en lang række af uafbrudt sorg, fra menneskets begyndelse og til vores undergang.

 

 

 

“The legs agitated themselves once more. I looked as if for the enemy against which he struggled. I looked out of doors. What had happened there? Presumably it was midday, and work in the fields had stopped. Stillness and quiet had replaced the previous animation. The birds had taken themselves off to feed in the brooks. The horses stood still. Yet the power was there all the same, massed outside indifferent, impersonal, not attending to anything in particular.

Somehow it was opposed to the little hay-coloured moth.

It was useless to try to do anything. One could only watch the extraordinary efforts made by those tiny legs against an oncoming doom which could, had it chosen, have submerged an entire city, not merely a city, but masses of human beings; nothing, I knew, had any chance against death. Nevertheless after a pause of exhaustion the legs fluttered again. It was superb this last protest, and so frantic that he succeeded at last in righting himself.

One’s sympathies, of course, were all on the side of life.”

– Virginia Woolf, Death of the Moth

Photo by Mikkel Frimer-Rasmussen on Unsplash


Heden varer kun et øjeblik

Engang om året forærer Johannes mig en flaske lyngsnaps og smagen minder mig om honning, tørrede ukrudtsblomster, hø og de ensilageballer jeg åbnede med en sløv hobbykniv, og den gærede varme damp, der steg op i vinterkulden, før vi fodrede fårene.

Men mest minder den mig om Rømø.

Rømø er den sydligste af de danske vadehavsøer, det blev den i 1999, da Jordsand endelig gav op på sin hundredeårige kamp mod det uundgåelige, overgav sig til havet og sank under bølgerne.

Strandene på Rømø er bredde og lange, kilometerlange, så flade som sletter, hvis man går mod havet fra klitterne er man på vandring længe. Under en falder og stiger sandbankerne, skiftevis lavt vande hvor sandormene efterlader sirlige, fine mønstre på bunden, og våde sandflader.

Havet og sandet og øen og vinden er lænket sammen på Rømø, som de kun er ved Vesterhavet.

Johannes forældre har et sommerhus på Rømø, vi tog derned en uge af gangen, de kunne hente mig i Horsens på vejen fra Sjælland.

Vi sov om dagen og vågnede om natten, når vi var dernede, mest af alt gik vi. Vi sled vores støvler op mod sandet, der rejser sig i højdedrag på heden i øens midte, hvor de halvtreds gamle bunkere fra besættelsen ligger begravet i sandet, de var dyre at sprænge væk, og lyngene slår ud som et dyblilla flammehav.

De tætte, lave fyrreskove har taget form og farve efter vinden, og stierne løber som vener igennem klit, hede og skov.

Når vi vågnede om eftermiddagen gik vi de to kilometer ned til sparkøbmanden og købte pølse, brød og dårlig rødvin og når natten faldt på og vores ben blev trætte, satte vi os ved en gammel offentlig grill, og vi fyrede op med tilbudsaviser og det gamle træ vi fandt i fyrreskoven omkring os.

Vejret var underordnet, engang i styrtende regnvejr brugte vi timevis på at få ild i de våde kviste, vi frøs og var lige ved at give op, men så tog flammerne fat og vi grinede og sang af lettelse og ristede brød og drak os fulde i rødvin direkte fra flaskerne, og det kunne ikke have rørt os mindre at den mest smagte af garvesyre og tobak.

Der er en utæmmet farlighed over Rømø, tordenvejret lurer jævnligt over havet og landet, engang begyndte vi at gå, før tordenvejret kom bag på os, og braget slog ud og jeg blev angst i sjælen for at forkulle og dø, og vi tog hjem. Vi måtte være stille, for ikke at vække Johannes forældre, så vi tog vores cigaretter og satte os ud på verandaen (som vender mod et åbent landskab og, bag en mur af træer, havet).

Langsomt begyndte det værste uvejr jeg nogensinde har oplevet, det rullede frem som en lavine eller en bjørn der vågner af dvale, himlen stod oplyst i brændende lynglimt, nat blev til dag ligesom vores egne døgn, og måske derfor tiede vi stille, vi kunne ikke tale, for hele himlen lod til at prædike.

I gamle dage, før lynafledere og mobiltelefoner, når tordenvejret kom, steg bønderne op af deres senge og holdt sig vågne i fald lynet slog ned i laden og dyrene måtte reddes. For ikke at blive trætte drak de store kopper stærk kaffe, tordenkaffe hedder det, og vi bryggede også stærk kaffe og drak den uden mælk, men det var først mange år senere jeg hørte ordet tordenkaffe og noget faldt på plads.

Der er intet oprindeligt over heden.

Når vi i fortiden manglede jord fældede vi træerne og brændte mosset af, og vi pløjede jorden og såede den til, indtil den blev udpint og afkastet for småt. Så fældede vi nye træer og brændte nyt mos og glemte den gamle mark.

Men den udpinte jord kræver naturen tilbage (den kræver alt tilbage), og lyngplanterne kom krybende med de lilla blomster, der lugter sødt og krydret; porse, bladbiller og hugormene krøb tilbage.

Heden varer, egentlig, kun et ganske kort øjeblik. Hvis den ikke slås eller afgræsses vil den, med tiden, springe ud som skov.

Måske derfor, fordi den er flygtig som et menneskeliv, elsker jeg den, men nok mest fordi den er smuk og forunderlig.

Bag strandene snor stierne sig igennem heden, og lyngen er til alle sider, man kan skimte horisonten i pænt vejr. Under vinden og himlen ryster de lilla blomster, igennem heden skærer de hvide klitstier, som undertiden bliver til flader og tilsandede bunkere, og i aftenlyset skimter man genfærdene bag de aflåste stålporte.

Engang begyndte det at regne mens vi gik, det væltede ned, så vi smuttede ned i en gammel bunker, der var væltet halvt i sandet.

Her sad vi i ly, mens det rasede udenfor, og på en telefon uden internet kunne vi høre en eneste sang, og teksten hænger for altid sammen med regnen og bunkeren, sandet og rødderne under blomsterne.

Engang om året forærer Johannes mig en flaske lyngsnaps, og jeg serverer den kun ved særlige lejligheder, i sommerhuse med dem jeg elsker mest eller i fortrolighed på den forkerte side af midnat, jeg vogter den nidkært; for jeg har ikke ordene til for alvor at forklare hvad den smager af.

Johannes har, tilfældigvis, også skrevet en tekst om Rømø og heden. Den kan læses her.

Jeg hader søndage

Alle ved at mandag er den værste dag på ugen.

Det er den bare ikke. Søndag er ti gange værre.

Jeg har i det hele taget aldrig forstået hvad Garfield har imod mandage – som kat er hans rytme ikke indrettet efter en uge. Hver dag er, i sagens natur, formet som den forrige. Det er forundt mennesker at hade en af syv arbitrære dage mere end de andre.

Det som er trist ved mandagen er, at hverdagen indfinder sig. Hvis weekenden er en fest eller et frirum, er mandagen slutningen på frirummet, mandag er tømmermænd og ansvar og en påmindelse om hvor ufri man er.

Men jeg kan langt bedre lide mandag end søndag.

Da jeg var lille gav jeg alle ugedagene former og farver i min fantasi, når jeg tænkte på dem. Torsdag var kvadratisk, men åbnede sig og blev formløs for oven, den havde stålgrå og mørkeblålige nuancer mod toppen som en aftenhimmel om sommeren, der gik over i nat.

Fredag var gul og bølget som en pomfrit eller en harmonika, høj og festlig.

Lørdag var højpink og afrundet som svinget på en racerbane.

Søndag var formløs, uendelig og dybrød som en advarselslampe.

De bedste weekender jeg havde, da jeg var lille, brugte jeg med min bedste ven, Mikkel. Jeg ankom til hans hus om fredagen, og så spillede vi Age of Empires og legede med micromachines og kvaltes af grin. Lige indtil søndag.

Søndag var den dag jeg skulle hjem. Om søndagen, om eftermiddagen, ville mine forældre ankomme og legen ville stoppe og jeg ville komme med hjem og være alene.

Det var næsten umuligt at lege noget som helst søndag formiddag, for jeg vidste det ville slutte når eftermiddagen kom. Alting var afgrænset, fordi det havde en håndgribelig ende, og det kom uundgåeligt til at smitte af på oplevelsen af legen i nuet.

Jeg kunne blive så ked af at jeg skulle afsted, at vi næsten ikke kunne lege, før mine forældre hentede mig.

Engang kiggede en af mine venner på mig og sagde: Om søndagen går hele ugen i stykker. Alt man har bygget op, falder sammen om søndagen. Alting sluges i sidste ende af søndagen, som altid indhenter ugen. Søndagen venter der, for enden af dagenes række, som en drage på toppen af en guldskat.

Mandagen er altid overstået hurtigere end jeg opdager at den indfinder sig. Tiden går stærkt når man arbejder. Mandag er en mur man løber ind i.

Søndagen, modsat, føles som om den aldrig slutter, som en lang, lidt ubehagelig rutsjebane.

Af alle frygtelige ting i verden, må ventetid være det værste; minutterne efter man sender beskeden (I ved hvilken), før man hører nyt fra hospitalet eller får sin karakter. Hvis ventetid var en dag, ville det være søndagen.

Naturligvis udholder jeg ikke søndagens tyranni uden modstand.

Om søndagen hører jeg musik og fordyber mig og omgiver mig med det bedst tænkelige selskab og laver mad. Jeg tolererer søndagen, og den tolererer mig. Om søndagen kan man skrive.

Man må udfylde sin ventetid med kvalitetstid. Man må udholde minutterne efter beskeden, foran eksamenslokalet og i hospitalet, for efter søndagens harske ventetid indfinder hverdagens sødmefyldte rytme sig og engang bliver det torsdag og fredag igen.

Men jeg sværger:

Hvis jeg dør på en søndag, bliver jeg rasende.

Vi skulle forestille en anden slags mænd, troede jeg

Det var vinter og stormvejr da vi forlod hinanden, og vi ikke kunne finde ud af at sige farvel og jeg var i et dybt hul. Der var ligeså meget kaos inde i mig, som der var uden for ruden, hvor verden var slud og vintertidsmørke og jeg sagde igen og igen at ingen ”behøvede gøre noget”.

Jeg skulle nok klare mig.

Vi skulle forestille en anden slags mænd, troede jeg i lang tid.

Vi havde så mange veninder i gymnasiet, havde forelsket os i de forkerte og læst poesi til langt ud på natten, dyrket vores følelser og vi gik ikke op i fodbold og CounterStrike, vi måtte være noget helt andet end de andre.

I virkeligheden tog jeg fejl af indhold og form, for selvom vi kender sproget for den slags maskulinitet man dør af, den der holder en fra læger og leder ned i raseri og misbrug og rå tristhed, så betyder det ikke at vi vælger en anden vej.

Vi har bare åbne øjne imens vi træder forkert.

Vi ”behøver ikke gøre noget”, vi ”skal nok klare den selv,” og det er alt for nemt at nikke og sige ”du skal bare sige til champ,” og ”sikke noget”, og de andre valgord vores fædre også sagde når verden går i opløsning og farverne forsvinder.

”Det er sgu også træls.”

 

 

Hvordan reagerer man på sorg som mand? Eller på tristhed? Hvordan reagerer man på modgang?

Da jeg var lille græd jeg ustandseligt, sådan husker jeg det, virkeligheden var for meget. Det er den i øvrigt stadig, både for meget og for lidt.

I min børnehave sang vi Puf den Magiske Drage, en sang der er skrevet af og til voksne og adskillelsen mellem Puf og sangens hovedperson (”men kære Puf vi kommer aldrig til at lege igen”) sad hårdt og grusomt fast i mig, mine forældre blev nødt til at finde på en alternativ slutning, en løgnhistorie, for at trøste mig, en om at drengen og Puf engang mødte hinanden igen, at Puf stadig boede i fantasia, men jeg troede ikke helt på dem, jeg græd i hvert fald alligevel.

Men jeg holdt op. Jeg kan ikke huske hvornår var sidst var opløst af gråd, eller hvornår jeg følte at jeg havde grædt ud på den måde hvor man selv og hele verden ophører med at være fast, bliver flydende og tilbage igen, og trætheden sænker sig over en, og de knuder, der sidder i brystet bliver vædet og løser sig.

Når jeg er allermest ked af det kan jeg ikke græde, og det føles som noget grimt og uovervindeligt.

En veninde skrev i sin dagbog har hun fortalt om den vinter, at hun var bekymret for mit fedtede hår og mit skema, der langsomt gik i opløsning og hvordan jeg kom for sent og undskyldte og var næsten gennemsigtig.

Jeg kunne ikke selv skrive noget, jeg havde ikke nogen ord dengang, ingen ord og ingen tåre.

Hver fjerde mand i Danmark savner nære relationer at dele glæder og sorger med. Ensomheden fylder meget i de klassiske manderolle, aleneheden er heltagtig, synes jeg ofte:

Vi er vores egen lykkes smed, vi har kæmpet ene mand, men der, hvor jeg kommer fra drak folks fædre sig fulde, og de var meget tavse og rasende og de græd aldrig og så holdt vi også op, og jeg ville ønske vi ikke syntes at ensomme kampe er ædle, selvom jeg ved det er svært.

Jeg synes det er hårdt man ikke kun skal være uden Puf, man skal også være uden mennesker hvis man skal være ensom og ædel på samme tid.

 

 

Vi sad i en lufthavn efter to ugers rejse, og ud af det blå eksploderede alt det, der havde siddet i ham, her, lige før vi skulle sige farvel, og jeg havde ikke de rigtige ord eller de gode ord eller de ord han skulle bruge.

Det var vinter og stormvejr da de forlod hinanden, og de ikke kunne finde ud af at sige farvel og hanvar i et dybt hul. Der var ligeså meget kaos inde i ham, som der var uden for ruden, hvor verden var slud og vintertidsmørke og han sagde igen og igen at ingen ”behøvede gøre noget”.

Han skulle nok klare sig.

Men vi insisterede, og jeg nærmest tvang ham til at komme forbi, og vi gav ham varm solbærsaft, og han siger noget gange “at drikke saft” om at hjælpe nogen, der lider og måske også om at ødelægge nogens ensomhed.

Vi gik ud i Amager Fælled, der er en bålplads der, hvor skovløberen efterlader brændekævler og stjernehimlen er klarere end den er, og vi drak rødvin fra flasken, og forsøgte at tale rundt om det, som gjorde ondt, vi talte ind i ilden.

Det var ikke nemt at snakke, det er ikke nemt at snakke, men jeg prøvede, vi prøvede, og bålet knitrede svagt og vi talte om vores fædre og hvor ondt det gør når de ting man håber på, ikke kan lade sig gøre.

Hvis vi skal være en anden slags mænd må vi begynde med os selv, tror jeg, og med varm saft og med bål, jeg ville ønske jeg havde flere og bedre redskaber eller at jeg kunne se mig selv udefra.

Jeg vil gerne finde Puf igen, men jeg synes det er svært, jeg er bange for det er umuligt, og jeg ville ønske jeg havde nemmere ved at græde.

Øverst Casper David Friedrichs Der Wanderer über dem Nebelmeer (ca. 1818)