Gid det altid regnede når jeg græder

Der er en historie fra Arturmyten, om en konge, der fik så grusomt et sår, enten i benet eller i skridtet, at han ikke kunne stå oprejst, og ikke kunne opfylde sin rolle som konge, det eneste han formåede var at sidde i en lille båd og fiske, og omkring ham gik hans kongerige i opløsning og forfald, sandet kom og jorden blev gold, indtil fiskerkongen var omgivet af sult og mørke og råddenskab, omgivelser og konge er bundet sammen,  hvis kongen vansmægter går landet i stykker, verden spejler sjælen og kroppen.

 

 

En af de mest ækle ting jeg ved, er når solen skinner når jeg er trist, det føles som et slag i ansigtet, hvordan kan solen skinne på begravelser og på terrorangreb eller søndage?

Hvordan kan virkeligheden være så ligeglad og nådesløs at fortsætte, mens livet ender eller folk græder og lider?

Jeg misunder fiskerkongen hans empatiske kongerige, i vores historier følges verden og indre liv altid ad: Til begravelserne regner det, i gyserhistorier slår tordenvejret ned og når nogen lider i tavshed, står regnen ned i tykke stråler, men jeg ved ikke hvad jeg skal gøre med virkeligheden, som et splintret i andre historier end min egen, min sorg eller tristhed føles så lille, når verden ikke engang vil græde sammen med mig og bryde ud i regn, men bare fortsætter, som om intet vigtigt er sket, som om jeg er ligegyldig, som om mine smerter og sorger ikke er vigtige.

Som om jeg ikke er vigtig.

Som om alting er ligemeget.

Jeg kan ikke bære alt det, der peger på, at alting i virkeligheden er ligemeget.

 

 

Da jeg var yngre (jeg lyver, jeg er stadig bange) var min største frygt, den jeg krummede mig sammen over når væggene trykkede hårdt mod mig om natten, at det var umuligt at kommunikere min indre verden til de mennesker, der fandtes i den ydre, at vi var så fundamentalt forskellige at den stikkende sorg eller den store glæde ikke kunne oversættes til menneskesprog. Når jeg ser mig selv på videoer ser jeg klumpet og klodset ud, synes jeg, slet ikke som jeg forestiller mig, hvor klodsede må mine ord have været, da jeg forsøgte at forklare?

Man siger at mennesker ikke er øer, og det er også sandt, men vi er måske øer med broer, og jeg kan føle at broerne er vakkelvorne og nedslidte, og at en tankes nuancer bliver matte og grå når den siges højt, at alting går lidt under, når det bringes ind i virkeligheden, hvor tiden og sandet og svampene slider og nedbryder alt og termodynamikken langsomt, et sekund ad gangen, skubber universet nedad en vej, der engang vil betyde at alting er koldt og goldt og mørkt for evigt, ikke fordi vores sjæle lider, men fordi det er sådan virkeligheden er.

 

 

Fiskerkongen bliver kureret i myten, fordi Galahad (den ædleste og reneste ridder) stiller ham et spørgsmål om gralen, et spørgsmål, der fylder fiskerkongen med mening og helbreder hans sår, han rejser sig op og bliver konge igen, og omkring ham bryder græsset frem og verden bliver grønnere og lysere.

Jeg ville ønske jeg kunne ændre virkeligheden med ord og tvinge den til at blive grønnere eller i det mindste afspejle min sjæl, jeg er altid bange for at mine ord er for dårlige eller forkerte, at jeg ikke har det rigtige spørgsmål, eller at det slet ikke kan lade sig gøre at bruge ord til ændre virkeligheden, at det i virkeligheden er lige meget, jeg ved ikke om jeg forsøger at finde den rigtige sammensætning af ord og sætninger, som måske ville ændre alting lidt, måske der er en gylden sætning et sted, en slags alkymistisk færd efter de vises sten som ord, en slags helbredelse måske, men alle alkymisterne er døde og forsvundne og de vises sten viste sig bare at være svovl og kviksølv.

 

 

Det er giftigt at føle sig som en byrde, men det gør jeg, jeg føler mig undertiden som om mine ord bliver aske og min kærlighed kun er skygger, som om virkeligheden er for virkelig og dens ligegyldighed kvælende, jeg ved ikke hvordan man navigerer i den slags.

Hvis ting i det mindste blev golde omkring mig, når jeg var gold indvendig, ville det ikke føles som om min smerte var ligegyldig.

Jeg er, indser jeg, så bange for jeg er ligegyldig fordi mange ting i verden peger på jeg er det og det er så tungt at ens mening er ens egen og ingen andens ansvar og jeg ved ikke hvor man finder styrken eller modet til at bære det, jeg vil ikke være en ø, jeg holder ikke ud at være en ø og gid det altid regnede når jeg græd.

”Sorg er ikke en sygdom man kommer sig over. Det er et handicap man altid lever med.”

I 2017 døde syttenårige Hans pludseligt og uventet af meningitis. Det efterlod hans far, Ivar, med et hul i sjælen som aldrig går væk. Men han skal lære at leve med det.

Af Jens Haag

Der står en glaslanterne med levende lys til venstre for hoveddøren. Det har brændt i over to år. Lige siden den anden januar 2017.

Det var dagen efter Hans Michael Graham Petersen døde af meningitis, sytten år gammel.

”Jeg forstod det ikke, da det skete, ikke for alvor. Jeg forstod det godt faktuelt, jeg forstod godt, at Hans var holdt op at ånde, at hans hjerte havde givet op. Jeg havde set ham dø. Men jeg forstod det ikke inderst inde. Hver dag når jeg vågnede, og han ikke var der, var det som om, jeg skulle opleve ham dø igen. Og igen.”

IMG_0792

Til venstre for hoveddøren brænder altid lys.

Ivar Graham Petersen er fattet, når han taler om sin afdøde søn. Direkte.

Der var ingenting i verden, der varslede, at nytår 2016 ville blive så sort. Ivar og hans kone skulle spise hos naboen, Hans skulle have besøg af sine venner. Men ved firtiden begyndte han at få det dårligt.

Knap 24 timer senere døde Hans af meningitis, og Ivars verden gik i stykker.

 

 

Ved Furesøs bred, omkring en halv kilometer fra familien Graham Petersens hus, står et bordebænkesæt lidt afsides og omgivet af træer. Dets ben er kunstfærdigt udformet som store H’er, træet er lysebrunt og midt på står påskeliljer.

På bordpladen er indgraveret: ”Til minde om Hans M. G. Petersen. Elsket og savnet.”

”Hans brød sig ikke om gravsteder. Man skal ikke spilde pladsen på de døde, sagde han, den burde være til de levende. Så vi besluttede os for at lave noget til de levende: Et sted man kunne samles og være. En mindebænk.”

Det er ikke fordi, Ivar tror, at Hans er mere tilstede her ved sin mindebænk end andre steder. Han er ikke spirituel, som han siger. Men cirka en meter til venstre for bænken er en lille smule af Hans’ aske begravet (selvom det egentlig er ulovligt i Danmark) ved siden af et nedgravet øltårn med både Heineken og Faxe Kondi.

Engang kom Hans og hans venner herned og drak øl før festerne på gymnasiet. Nu er her altid noget koldt at drikke, hvis nogen skulle komme forbi og være tørstige.

Ivar holder ofte foredrag om meningitis, om hans oplevelser dengang i januar. Han blev nødt til at gøre noget bagefter, et eller andet.

”Når jeg er ude og tale, så kæmper jeg for Hans. Det er vores kamp. Så går jeg herned bagefter, for at samle tankerne. Nogle gange taler jeg lidt til Hans. Til at begynde med, lige efter det skete, begyndte jeg altid med at sige: Det kan fandme ikke passe. For det kunne det virkelig ikke.”

Det var meningen, at Hans skulle have rejst i Australien, det var hans konfirmationsgave. Men i stedet rejste Ivar og hans kone derned med Hans’ aske, et år efter hans dødsdag. Så gik de til stranden, og her spredte de størstedelen af asken. Solen skinnede. Over dem skreg en havørn.

”Det var meget smukt. Et eller andet faldt på plads i mig, jeg forstod, på et niveau jeg ikke havde forstået før, at Hans virkelig var død, og at han ikke længere var en del af min nutid. Men jeg er ikke klar til at acceptere, eller forstå at han heller ikke er en del af min fremtid. Jeg ved slet ikke, om jeg kan forstå det. Jeg tør ikke. Jeg er bange for, jeg ikke kan leve med den indsigt. Ikke lige nu, måske i fremtiden, hvem ved.”

IMG_0788.JPG

Hans’ aske, omgivet af lys, billeder og hilsner fra gamle venner.

Det er nemt at mærke Hans i huset i Farum. I stuen står de sidste rester af hans aske, hilsner fra fodboldkammeraterne og billeder fra Parken, en smilende Hans med en stolt fars arm om skulderen.

For enden ad gangen er hans værelse. Der ligger stadig målmandshandsker i skabet. I en halvtom IKEA-reol står en Smirnoff Ice og en Cuba Caramel. Det sprut Hans skulle have drukket nytårsaften.

”Vi var derinde to gange i 2017. Overhovedet ikke i 2018. Sengen er ikke redt,” siger Ivar, næsten undskyldende og peger. Hans’ tøj er spredt udover den.

”Jeg tog sengetøjet af den. Jeg har tænkt mig at sove i den, engang. Jeg ved ikke helt hvad jeg skulle få ud af det.”

Ivar taler om Hans’ ekskæreste, der altid kommer til deres årlige mindearrangement. Om veninden, der lægger røde roser ved mindebænken. Om at møde Hans’ venner, når de sidder ved bænken. Hvor stolt han er over, at Hans stadig lever hos dem. At han ikke bliver glemt.

”Han var god nok til at spille elitefodbold. Hans træner sagde til mig, at han engang ville rykke Hans’ op. Men Hans så på ham og sagde, at selvom han, siden han var fire år havde drømt om at spille professionel fodbold, så var han så glad for sine venner, at han helst ville blive på holdet. Det var nok for ham.”

 

 

Undertiden, ganske kort, bliver Ivars øjne blanke, og hans stemmer bæver svagt, han finder et lommetørklæde frem fra en uset lomme og dupper øjnene.

”Jeg er godt klar over, det ikke var min skyld at Hans døde. Men jeg er hans far. Og det skete på min vagt. Jeg mistede noget af mig selv, noget gik tabt for evigt, og jeg får det aldrig igen.”

Engang spurgte Ivar en anden i en sorggruppe, om hun drømte om sit døde barn. Sjældent, svarede hun. Ivar har også kun drømt om Hans ganske få gange. Men én drøm står stadig krystalklart:

”Jeg drømte, at Hans og jeg var i fitnesscenter sammen. Han skulle slå en rekord. Jeg hjalp ham med vægtene, han løftede og kæmpede, og til sidst lykkedes det ham at slå rekorden. Pludselig var vi omgivet af alle hans venner, der lykønskede ham og grinede og smilede. Og pludselig forstod jeg, på en eller anden måde, at Hans i virkeligheden var død. Jeg omfavnede ham og kyssede ham, og han blev pinlig og skubbede mig væk: ”Far, ikke foran mine venner!”, men jeg tror i virkeligheden, han holdt af det. Så vågnede jeg, men jeg kunne stadig mærke ham, virkelig mærke krammet og ham.”

Om sin hals bærer Ivar et guldhjerte. Det hviler synligt på hans sweater. I dets inderste er indkapslet en lille smule af Hans’ aske. Ikke meget, men nok. Ivar tager det aldrig af.

”Sorg er ikke en sygdom. Det er ikke noget man kommer sig over. Det er et handicap, det er ligesom at miste et ben. Det er at miste noget, der er helt essentielt og livsvigtigt for en, noget man har støttet sig til altid. Man får det aldrig igen. Man får aldrig sit ben igen. Men måske, hvis man prøver hårdt og øver sig, kan man lære at gå på en ny måde.”

IMG_0791.JPG

Det øverste billede forestiller Ivar og Hans. © Ivar Graham Petersen.