Før jeg dør vil jeg gerne se en blåhval

Vi tager ud og spiser alle sammen, min bror har fået nyt arbejde og det samme har min far. Alle har taget pænt tøj på, det har jeg slet ikke overvejet, mit hår er lidt for langt og det er lang tid siden jeg har barberet mig.

Jeg vasker en plet af mine bukser på et toilet.

Det er som om verden er lidt for larmende og lidt for voldsom og jeg ikke er indrettet til den, der er en nagende dårlig samvittighed, den sidder i mit baghoved og under fodsålerne, som om den var en svampeart, der forårsager kløe og rødme og er pinlig at tale om.

Jeg tager mig selv i at hade mig selv og voldsomt ønske jeg var anderledes, jeg hader mine tanker og mit udseende og alle de dele, der er mig og når jeg ser i spejlet føles det som om det er en fremmed, der blinker på samme tid som mig

Jeg bliver kold og stille og sætter mig i sengen og stirrer ud i luften indtil den prikkende usikkerhed går væk og jeg vågner med et sæt.

 

 

Min far bryder sig ikke om at jeg tager antidepressiver, han er bekymret for mig.

Nogle følelser skal man have, siger han, og jeg føler mig svag og forkert og smuldrende og flyder ud af døren og hjem til mig selv og taler ikke med nogen i to dage.

Min bror spurgte om de kunne gøre noget, hvordan jeg har det, men jeg ved ikke hvad jeg skal sige, så jeg siger at de gør det godt nok og det mener jeg faktisk også.

En ven sagde for nylig at han syntes mine tekster var for klynkende og jeg er træt af at være forkert, jeg ved ikke hvordan jeg skal forklare at det ikke er et valg jeg har truffet.

Vi forestiller os at mennesker er et resultat af de valg de træffer, vi ser dem i lyset af deres individuelle beslutninger, men verden er så voldsom og fyldt op med ting og stemmer og andre mennesker at jeg er bange for at vores valg bliver hvisket væk og slebet ned indtil der kun er tilfældighederne tilbage, men jeg ved også at det kan risikere at være de grå sporer som depressionen sætter fast i virkeligheden, der taler og efterhånden er det svært at skille det ad.

Det føles som om jeg ser ud på virkeligheden igennem en glasrude, og den er dækket af regn og igennem laget af vand smelter himlen sammen med asfalten og betonbygningerne og jeg ville ønske at tordenvejret ville flænge det hele i stykker og i det mindste dele virkeligheden op i afgrænsede dele.

Jeg holder ikke ud at være så flydende mere, der må være en grænse mellem mig og verden og de grå sporer, men jeg ved ikke hvor noget begynder eller slutter længere, jeg føler mig trukket udover verden, så tynd at solen lyser igennem mig, og måske er det derfor jeg er blevet gennemsigtig for dem jeg elsker.

 

 

Tiden er gået af led, siger Hamlet på et tidspunkt, det er farligt når man er enig med Hamlet af alle mennesker.

Men tiden er virkelig gået af led, den trækker sig sammen og udvider sig på måder jeg ikke kan forudse, pludselig er en hel dag gået uden at jeg har formået at gøre noget eller også slæber minutterne sig af sted, og den eneste faste rytme er at jeg skal tage min medicin omkring klokken otte hver aften, jeg ville ønske det ikke føltes som et nederlag.

Min læge siger at han ser på det som enhver anden sygdom, at man skal bruge den medicin og de hjælpemidler som er nødvendige, hvis man er syg, og når det kommer til andre mennesker er jeg enig, men jeg kan ikke ryste skammen af mig, det er så opslidende at være skamfuld, og jeg kan ikke lade være med at tænke at jeg er svagelig, at jeg har givet op og at jeg har givet op og at jeg har givet op og jeg vil ikke give op, jeg prøver så hårdt ikke at give op, men der er en dobbelthed i at bede om hjælp, det er både stærkt og svagt på en og samme tid og jeg har ondt over begge dele.

Men jeg tager fortsat min medicin, 50 milligram om dagen, jeg møder op hos psykologen, men de grå sporer trækker sig alligevel over fortovsfliserne og hjørnerne i mørke rum, de pulserer svagt når man vender ryggen til og jeg gør mit bedste for at ignorere dem eller i det mindste leve med dem, men alting er så flydende og det er svært at skille dem fra mig eller mig fra dem.

Verden fosser ind i mig og jeg ender med at stirre på min væg, mens jeg forsøger at filtre trådene ud.

 

 

Mit værelse roder, måske er det fordi virkeligheden er så flydende at jeg ikke formår at dele ting op.

Ofte falder mine plakater ned, men dem hænger jeg altid op igen, jeg har to af hvaler, jeg elsker hvaler, jeg ved ikke helt hvorfor.

Den ene flyver igennem en skov, bag den står en mur af tåge og foran den er høje, nøgne løvtræer, jeg ville ønske at hvaler kunne flyve.

Før jeg dør vil jeg gerne se en blåhval, jeg håber der er tid til at se en blåhval engang, der er en ro og ælde over hvaler, jeg holder af at de synger og jeg holder af deres størrelse, jeg elsker at de dykker ned i mørket og dybet, hvor millioner liter vand trykker sig sammen omkring dem, indtil de dukker op til lyset og luften igen.

Måske kan jeg for alvor føle mig som noget afgrænset og individuelt, hvis jeg eksisterer ved siden af en blåhval, som er presset så hårdt sammen om sig selv, og hvis hjerte er større end min krop.

Måske bliver sporerne mindre så, jeg håber en blåhval er for stor til at de kan vikle sig rundt om den, det håber jeg, det håber jeg så meget at det gør ondt.

Jeg sidder i mørket og løser en puslespilsbrik

En: Det føles som om jeg sidder i mørker og løser en puslespilsbrik, ligesom en rubikskube, men mere avanceret, og jeg kan ikke se den. Jeg kan kun mærke efter hvordan den er udformet og hvordan den fungere med mine fingre, men hver gang jeg tror jeg ved hvordan et hjørne eller en enkelt del af mekanismen virker, er det som om de andre dele af kuben er anderledes end de var for et øjeblik siden.

En anden:

En: Da jeg var lille huskede jeg mine drømme så klart og undertiden blev jeg klar over jeg drømte og at jeg kunne ændre mine drømme, og jeg lod ørkener oversvømme og rejste enorme søjler og bjerge og skove, men jeg vidste samtidig at det var en drøm og jeg vågnede altid kort tid efter. Min far troede ikke på mine skaberdrømme, men min mor gjorde, hun havde læst om det engang i et blad.

Hun havde en fornemmelse for den slags, hun noterede sig også mit horoskop, da jeg blev født, det står i den lille bog hun pligtfast udfyldte da hun lå på fødegangen, og hun vedlagde en lok af mit hår, som var falmet lyst og krøllet.

En anden:

[Tiden går – men ikke hurtigt. Vinden tager undertiden til og husets brædder giver sig og knager.]

En: Mine piller er blå og jeg bryder mig ikke om deres nuance eller udformning, de minder vel mest om små vasketabletter. Jeg holder ikke af dem, eller deres virkning, men jeg ved ikke om det jeg føler de gør ved mig allerede var tilstede forinden eller om de bidrager til det eller om de forårsager, der er ikke andet at gøre end at vente og se, og det værste i verden er at vente, jeg ved at andre siger at ventetid er et frugtbart rum og at de begræder at vi ikke venter som vi gjorde i gamle dage længere, men jeg bliver angst og knuget, hvis der er ventetid, det føles som et åbent hul hvor universets truende, gigantiske størrelse kan krænge en vakuumfarvet finger ind, og jeg bliver så lille at jeg næsten ikke kan mærke mig selv.

Da jeg var yngre var jeg fascineret af astronomi og planeter og stjerner, men jeg er blevet ældre og mere forsigtig nu og jeg betragter viden om rummets uendelighed med varsomhed – vidste du at hvis et menneske blev udsat, uden rumdragt, for vakuummet i det ydre rum, vil deres krop fryse og fugten på deres tunge koge og boble på samme tid? Den slags fakta virker vredet for mig, som halve sandheder eller som om virkeligheden har givet op, som om de er uvirkelige, men nu jeg tænker mig om er det ikke mere uvirkeligt end min egen krop føles, som om jeg går ved siden af mig selv og mit åndedræt larmer for tungt og for højlydt.

Månen er i gennemsnit 384 400 kilometer væk fra jorden, men det tal betyder ingenting når man ser på den i himlen og noget smuldrer uendelig langsomt.

En anden:

[Lyset har ændret sig mens En har talt, et orange skær kan skimtes i træerne langt væk, der er en dunst af sod og salt]

En: Jeg plejede altid at sove tungt, men nu sover jeg først sent, jeg har altid elsket nattetimer, men nu trykker de sig nedover mig mens jeg sveder under min dyne og hvorfor egentlig mig? Hvilken retfærdighed er der i at jeg skal tvivle på mig selv og virkeligheden omkring mig?

Der findes nogen, du har sikkert hørt om dem, der forklarer alle dele af den menneskelige natur ved hjælp af vores tidlige evolution, og jeg finder det bestyrtende at se så instrumentalt på sig selv og andre mennesker, dem om det, jeg ville tilgive dem alt hvis de kunne forklare med ro og meningsfuldhed hvorfor jeg har det sådan her.

En anden:

En: Jeg er ikke sulten som jeg plejede, det føles som om jeg spiser for at gøre noget, jeg forstår pludselig alle dem som siger de spiser af kedsomhed, men sådan har jeg aldrig haft det før og det stjæler oplevelsen fra mig.

Det føles som om jeg gør det mod mig selv, men ikke har noget valg.

[Udenfor stilner vinden af, mørket er ved at falde på. En rejser sig og går til en skuffe og gennemroder den, formodentlig for at finde noget som ikke lader til at være der.]

Jeg er så bange for at blive glemt og for at glemme

Jeg fandt en note jeg havde skrevet til mig selv i en bog du gav mig dengang vi lige havde mødt hinanden, og du var på klassetur til Tjekkiet, tror jeg, jeg havde skrevet:

”Husk det her. Husk hende”

men jeg er ikke sikker på jeg husker det med samme skarpe klarhed, det føles som om mindet er blevet slidt, som om det var et gammelt fotografi hvis farver er falmede, og når man ser på det må man anstrenge sig for at forstå at de mennesker som er på det virkelige havde komplekse og ægte liv, at de havde sorger og kærlighedsaffærer og livretter, men vi taler ikke sammen længere, og jeg føler jeg skuffer en yngre udgave af mig selv, en udgave der troede at alle brændende følelser og minder ville blive ved med at brænde og føles friske og ægte og skarpe.

 

 

Jeg husker lugten af min farmors håndcreme og min far fortalte mig hvad den duft hed meget senere, kamfer, et ord jeg synes er smukt, og hver gang nogen smører sine hænder ind i den kan jeg se de pærer og æbler og bananer hun skrællede og skar i både foran fjernsynet hvor vi så gamle tegnefilm de uger hvor mine forældre var i Tyskland på grund af behandlingerne.

Min livret var min farmors hakkebøf med bløde løg, men når jeg prøver at lave det selv smager det fadere end det gjorde, mere af mel, så jeg laver det ikke tit, kun engang imellem når trangen bliver for stor.

Engang da vi kom hjem fra Roskilde og hele verden virkede mat som de stikkende plastiklommer man har printark i, bestilte vi hakkebøffer fra kinagrillen. De kom i skumgummibakker og du spiste din portion dobbelt så hurtigt som mig og fik mine rester, og jeg ved ikke hvorfor, men jeg elsker andre mennesker mest, når jeg kan give dem den hakkebøf jeg ikke kan spise eller den omsorg jeg synes de fortjener, jeg ved ikke hvorfor, men jeg elskede dig så højt i de øjeblikke hvor du spiste den grå hakkebøf jeg ikke kunne få ned.

 

 

Hos min mormor lugtede der af tobaksrøg og smeltet smør, over sofaen, hvor min morfar brugte sine dage, hang et stort stofbillede af en hest og et føl, i stærke grønne og glinsende brune farver. Min morfar talte ikke meget, ikke siden blodpropperne, men jeg forstod at hans hoved stadig hang fint sammen, når jeg smuglæste de læserbreve han havde skrevet på sin computer og så hvordan hans modstandere i Hjerterfri hed Krarup og Langballe og Kjærsgaard, og på loftet stod de store kasser med gammelt lego, hvis farver også var falmede, men jeg holdt mere af det end jeg gjorde af de nye og skinnende sæt med gennemsigtigt, farvet plastik.

Engang da vi legede kom jeg til at spise bær af en busk, jeg ved ikke hvilken, men de brændte hårdt og vedblivende i min hals og da mine forældre fandt ud af det greb min mormor, med sine tynde arme, en fukssvans og ville save både bær og busk om, men jeg tror mine forældre stoppede hende, efter de havde givet fået mig til at sværge at jeg aldrig ville spise noget, jeg ikke vidste hvad var, igen.

 

 

Min mor glemte ting til sidst, en aften sagde jeg til hende at jeg var glad for at det regnede for jeg elskede lyden, og hun så forvirret ud og spurgte ”Hvad er regnvejr?” og så løb jeg ind på mit værelse, og min moster kom ind og holdt om mig og sagde at hun havde fortalt hende hvad regnvejr var, jeg vil aldrig nogensinde glemme hvad regnvejr er og tanken gør mig både kold og varm.

 

 

Det stærkeste der er at finde i Harry Potter handler om dementorerne, personificeret depression, hvis navn betyder at ”være fra forstanden”, og stammer fra samme ord som demens, og Ron siger om dem at de føles ”som om jeg aldrig ville blive glad igen” og da jeg læste det første gang vidste jeg at det ville sidde fast i mig.

 

 

Jeg er bange for at blive glemt og jeg er endnu mere bange for at glemme.

At blive så trist og lille og grå at alle omkring mig simpelthen glemmer jeg eksisterer, at jeg bliver gennemsigtig så de ser direkte igennem mig og jeg er også bange for at jeg glemmer dem jeg elsker, jeg gemmer minder fra alle dem jeg har elsket, gamle bøger, noter og fotografier, min far har hele kasser med ting fra min mor og jeg har aldrig kigget i dem, jeg har to bøger fra hende og jeg tør ikke at læse dem, jeg ved ikke om jeg er mist bange for at det vil gøre ondt eller at jeg slet ikke føler noget, at minderne er blevet falmede og tynde som asken fra afbrændt papir, der falder fra hinanden og forsvinder i brisen når man rører ved det.

Jeg læste at vi skal betragte det som en velsignelse at vi glemmer.

At hvis man havde en perfekt, fotografisk hukommelse ville det være svært at leve, man ville blive væk i sine minder og i tvivl om hvad der er virkeligheden og hvad der ikke er.

Men jeg kan ikke slippe følelsen af at jeg glemmer noget vigtigt og det er væk for evigt uden at jeg valgte det, så jeg fortsætter med at fylde mine kasser med gamle fotos, biografbilletter til film jeg ikke husker længere, et gammelt digt, en hastigt skrevet note og et postkort fra Indien og jeg ved ikke hvad jeg skal bruge det til, jeg tør ikke lade være og jeg er så bange for hvor stor verden er og hvor nemt det er at glemme.

En og en anden

En: Hvad er nyt, kan man spørge, er der nogen udvikling, er noget anderledes eller bedre?

En anden: Intet er nyt, kan jeg svare, alt er som det plejer, det er stadig svært at hæve ansigtet og overskue virkeligheden, den føles stadig grå og som gele, når jeg bokser i den, sendes slaget tilbage i min arm, som næsten knækker under trykket, jeg kan høre knoglerne knirke, min arm er meget lille hvis man sammenligner den med hele virkeligheden, hvis du forstår?

En: Man siger at intet nyt er godt nyt, men dine ikke-nyheder er onde, synes jeg, de er i hvert fald grå, du virker mere gennemsigtig end du plejer, dit hår er fedtet og krøllerne er borte, jeg bekymrer mig for dig. Kan jeg gøre noget?

En anden: Jeg elsker dig og jeg elsker den del af dig som lytter, men jeg er stadig bange for at i morgen ikke er ny igen, at den er den samme som i dag og du langsomt vil blive angst for at blive farvet grå af mig og mine tanker og de ting som er i min nærhed, som er blevet grå eller gennemsigtige.

Vidste du, at hvis et rum har taget stank til sig, fra råd eller andet, så kan man sætte en skål eddike ud, og så vil stanken fortage sig?

Undertiden finder jeg balsamico frem og skruer låget af og sætter flasken på køkkenbordet, men jeg ved ikke om det også virker på tristhed, selvom tristhed er lidt som en stank af våde, gemte ting, selvom jeg altid ser på det som en farve, en grå farve, glæde er måske en anden farve, rød eller orange, du ved at man kan mærke folks sindelag før de taler, det står som en glorie omkring dem, men jeg tror ikke at man direkte kan farve dem om, hvis det grå kommer et dybt sted fra, jeg er bange for at helbredelsen ikke kommer udefra, og at jeg gør ondt, hvis jeg lægger ansvaret på dine skuldre.

En: Du må ikke falde hen: Kommer du ud? Ser du andre mennesker? Får du nye oplevelser, der kan farve virkeligheden anderledes?

En anden: Jeg går ud, men ofte som en mekanisme i et urværk, en af de gammeldags figurer, som på en skinne kører ud af kukuret og hen til en klokke som de slår på, og så vender de sig og kører tilbage, nej, jeg bliver morbid, jeg ser andre mennesker, jeg taler med dem, jeg forsøger at lindre deres smerter og være i deres nærhed og aura, se deres farver, men alting er dulmet, som om jeg opfatter alting et øjeblik senere end dem.

Andre gange er det anderledes. Jeg skriver beskeder til alle jeg holder af og forsøger at holde dem tæt, men intimitet er ikke altid pludselig, nogle gange tror jeg at den kan genetableres pludseligt, men som jeg bliver ældre er det sværere, jeg får færre venner og nogle af dem jeg har forsvinder, jeg har ofte læst om at det er sådan, men jeg troede det ville være anderledes for mig, der er mange ting jeg troede ville være anderledes for mig, men i de fleste tilfælde håbede jeg over evne.

Du spurgte mig om nyt, der er et trist ordsprog fra biblen, en af de mest grå og triste ting i Prædikerens Bog. Først siger han:

Endeløs tomhed.

Så siger han:

Endeløs tomhed, alt er tomhed.

Og så siger han: Det, der var, er det samme som det, der kommer, det, der skete, er det samme som det, der vil ske; der er intet nyt under solen.

Den slags tanker er grimme og skadelige og de er onde tror jeg, men de er også besnærende, for den som lider: Min lidelse er evig, både før mig og efter mig vil man lide, og der er intet at gøre ved det, selvom der er nok af ting at gøre, og man begår ondskab på verden ved at lade stå til.

Undskyld, jeg kom på afveje: Det er trægt og nogle gange føles det så småt og ligegyldigt og som om det ingen forskel gør, men jeg gør mit bedste, du må virkelig tro på mig, at jeg gør mit bedste.

En: Jeg ved ikke hvad jeg skal sige, dine følelser er så tunge og jeg ville ønske jeg kunne tage dem fra dig. Men det er som om du bebor et andet univers, hvor reglerne er sat ude af kraft.

En anden: Det er ikke min mening at gøre skade på dig, jeg vil ikke gøre ondt, jeg gør mit bedste for ikke at gøre ondt, du skal ikke tage dem fra mig, jeg vil ikke have at du får ondt og derfor trækker jeg mig væk, jeg bryder mig ikke om ubehaget i mine elskedes ansigter når de ser jeg lider og jeg er så svær at hjælpe. Smerten er langsom og grim og helst vil jeg have at ingen skal se den, for jeg bryder mig ikke om hvordan jeg er når jeg har det sådan her, og jeg bryder mig ikke om mine lange svar og om hvor meget som en knude jeg føler mig, knuder kan ikke tale og kan kun vanskeligt elskes.

Det er med kærlighed at folk kommer med råd, men det føles som om deres logik er gået i stykker når de når til mig, jeg har kun stumperne og resterne at samle op og der er så langt op, du må tro mig, jeg gør mit allerbedste, men der er så langt op.

En: Jeg er her for dig.

En anden: Jeg kan ikke se for mig, mine hænder er gennemsigtige i mørket, tror jeg, og lydene forsvinder i det fjerne, din stemme er meget langt væk og ingen steder jeg går hen har megen trøst, jeg ville ønske at ting var tydeligere eller klarere, det er som jeg forsøger at se stjernehimlen fra byen og kun skimter konturer uendelig langt væk, stjernebillederne er forsvundet selvom jeg ved de er der, men hvor der før var mening er der ingen tilbage, kun konturer.

En:

En anden: Jeg ville ønske jeg var anderledes. Eller bedre: At virkeligheden var anderledes, eller at du ser mig igen engang, når jeg er anderledes, jeg håber jeg bliver anderledes eller at mit sprog gør eller at noget bliver anderledes, jeg holder ikke disse tiders ikke-nyheder ud, ingen holder dem ud og jeg kan ikke se dig længere nogen steder og mine knogler knirker.

 

Gid det altid regnede når jeg græder

Der er en historie fra Arturmyten, om en konge, der fik så grusomt et sår, enten i benet eller i skridtet, at han ikke kunne stå oprejst, og ikke kunne opfylde sin rolle som konge, det eneste han formåede var at sidde i en lille båd og fiske, og omkring ham gik hans kongerige i opløsning og forfald, sandet kom og jorden blev gold, indtil fiskerkongen var omgivet af sult og mørke og råddenskab, omgivelser og konge er bundet sammen,  hvis kongen vansmægter går landet i stykker, verden spejler sjælen og kroppen.

 

 

En af de mest ækle ting jeg ved, er når solen skinner når jeg er trist, det føles som et slag i ansigtet, hvordan kan solen skinne på begravelser og på terrorangreb eller søndage?

Hvordan kan virkeligheden være så ligeglad og nådesløs at fortsætte, mens livet ender eller folk græder og lider?

Jeg misunder fiskerkongen hans empatiske kongerige, i vores historier følges verden og indre liv altid ad: Til begravelserne regner det, i gyserhistorier slår tordenvejret ned og når nogen lider i tavshed, står regnen ned i tykke stråler, men jeg ved ikke hvad jeg skal gøre med virkeligheden, som et splintret i andre historier end min egen, min sorg eller tristhed føles så lille, når verden ikke engang vil græde sammen med mig og bryde ud i regn, men bare fortsætter, som om intet vigtigt er sket, som om jeg er ligegyldig, som om mine smerter og sorger ikke er vigtige.

Som om jeg ikke er vigtig.

Som om alting er ligemeget.

Jeg kan ikke bære alt det, der peger på, at alting i virkeligheden er ligemeget.

 

 

Da jeg var yngre (jeg lyver, jeg er stadig bange) var min største frygt, den jeg krummede mig sammen over når væggene trykkede hårdt mod mig om natten, at det var umuligt at kommunikere min indre verden til de mennesker, der fandtes i den ydre, at vi var så fundamentalt forskellige at den stikkende sorg eller den store glæde ikke kunne oversættes til menneskesprog. Når jeg ser mig selv på videoer ser jeg klumpet og klodset ud, synes jeg, slet ikke som jeg forestiller mig, hvor klodsede må mine ord have været, da jeg forsøgte at forklare?

Man siger at mennesker ikke er øer, og det er også sandt, men vi er måske øer med broer, og jeg kan føle at broerne er vakkelvorne og nedslidte, og at en tankes nuancer bliver matte og grå når den siges højt, at alting går lidt under, når det bringes ind i virkeligheden, hvor tiden og sandet og svampene slider og nedbryder alt og termodynamikken langsomt, et sekund ad gangen, skubber universet nedad en vej, der engang vil betyde at alting er koldt og goldt og mørkt for evigt, ikke fordi vores sjæle lider, men fordi det er sådan virkeligheden er.

 

 

Fiskerkongen bliver kureret i myten, fordi Galahad (den ædleste og reneste ridder) stiller ham et spørgsmål om gralen, et spørgsmål, der fylder fiskerkongen med mening og helbreder hans sår, han rejser sig op og bliver konge igen, og omkring ham bryder græsset frem og verden bliver grønnere og lysere.

Jeg ville ønske jeg kunne ændre virkeligheden med ord og tvinge den til at blive grønnere eller i det mindste afspejle min sjæl, jeg er altid bange for at mine ord er for dårlige eller forkerte, at jeg ikke har det rigtige spørgsmål, eller at det slet ikke kan lade sig gøre at bruge ord til ændre virkeligheden, at det i virkeligheden er lige meget, jeg ved ikke om jeg forsøger at finde den rigtige sammensætning af ord og sætninger, som måske ville ændre alting lidt, måske der er en gylden sætning et sted, en slags alkymistisk færd efter de vises sten som ord, en slags helbredelse måske, men alle alkymisterne er døde og forsvundne og de vises sten viste sig bare at være svovl og kviksølv.

 

 

Det er giftigt at føle sig som en byrde, men det gør jeg, jeg føler mig undertiden som om mine ord bliver aske og min kærlighed kun er skygger, som om virkeligheden er for virkelig og dens ligegyldighed kvælende, jeg ved ikke hvordan man navigerer i den slags.

Hvis ting i det mindste blev golde omkring mig, når jeg var gold indvendig, ville det ikke føles som om min smerte var ligegyldig.

Jeg er, indser jeg, så bange for jeg er ligegyldig fordi mange ting i verden peger på jeg er det og det er så tungt at ens mening er ens egen og ingen andens ansvar og jeg ved ikke hvor man finder styrken eller modet til at bære det, jeg vil ikke være en ø, jeg holder ikke ud at være en ø og gid det altid regnede når jeg græd.

”Sorg er ikke en sygdom man kommer sig over. Det er et handicap man altid lever med.”

I 2017 døde syttenårige Hans pludseligt og uventet af meningitis. Det efterlod hans far, Ivar, med et hul i sjælen som aldrig går væk. Men han skal lære at leve med det.

Af Jens Haag

Der står en glaslanterne med levende lys til venstre for hoveddøren. Det har brændt i over to år. Lige siden den anden januar 2017.

Det var dagen efter Hans Michael Graham Petersen døde af meningitis, sytten år gammel.

”Jeg forstod det ikke, da det skete, ikke for alvor. Jeg forstod det godt faktuelt, jeg forstod godt, at Hans var holdt op at ånde, at hans hjerte havde givet op. Jeg havde set ham dø. Men jeg forstod det ikke inderst inde. Hver dag når jeg vågnede, og han ikke var der, var det som om, jeg skulle opleve ham dø igen. Og igen.”

IMG_0792

Til venstre for hoveddøren brænder altid lys.

Ivar Graham Petersen er fattet, når han taler om sin afdøde søn. Direkte.

Der var ingenting i verden, der varslede, at nytår 2016 ville blive så sort. Ivar og hans kone skulle spise hos naboen, Hans skulle have besøg af sine venner. Men ved firtiden begyndte han at få det dårligt.

Knap 24 timer senere døde Hans af meningitis, og Ivars verden gik i stykker.

 

 

Ved Furesøs bred, omkring en halv kilometer fra familien Graham Petersens hus, står et bordebænkesæt lidt afsides og omgivet af træer. Dets ben er kunstfærdigt udformet som store H’er, træet er lysebrunt og midt på står påskeliljer.

På bordpladen er indgraveret: ”Til minde om Hans M. G. Petersen. Elsket og savnet.”

”Hans brød sig ikke om gravsteder. Man skal ikke spilde pladsen på de døde, sagde han, den burde være til de levende. Så vi besluttede os for at lave noget til de levende: Et sted man kunne samles og være. En mindebænk.”

Det er ikke fordi, Ivar tror, at Hans er mere tilstede her ved sin mindebænk end andre steder. Han er ikke spirituel, som han siger. Men cirka en meter til venstre for bænken er en lille smule af Hans’ aske begravet (selvom det egentlig er ulovligt i Danmark) ved siden af et nedgravet øltårn med både Heineken og Faxe Kondi.

Engang kom Hans og hans venner herned og drak øl før festerne på gymnasiet. Nu er her altid noget koldt at drikke, hvis nogen skulle komme forbi og være tørstige.

Ivar holder ofte foredrag om meningitis, om hans oplevelser dengang i januar. Han blev nødt til at gøre noget bagefter, et eller andet.

”Når jeg er ude og tale, så kæmper jeg for Hans. Det er vores kamp. Så går jeg herned bagefter, for at samle tankerne. Nogle gange taler jeg lidt til Hans. Til at begynde med, lige efter det skete, begyndte jeg altid med at sige: Det kan fandme ikke passe. For det kunne det virkelig ikke.”

Det var meningen, at Hans skulle have rejst i Australien, det var hans konfirmationsgave. Men i stedet rejste Ivar og hans kone derned med Hans’ aske, et år efter hans dødsdag. Så gik de til stranden, og her spredte de størstedelen af asken. Solen skinnede. Over dem skreg en havørn.

”Det var meget smukt. Et eller andet faldt på plads i mig, jeg forstod, på et niveau jeg ikke havde forstået før, at Hans virkelig var død, og at han ikke længere var en del af min nutid. Men jeg er ikke klar til at acceptere, eller forstå at han heller ikke er en del af min fremtid. Jeg ved slet ikke, om jeg kan forstå det. Jeg tør ikke. Jeg er bange for, jeg ikke kan leve med den indsigt. Ikke lige nu, måske i fremtiden, hvem ved.”

IMG_0788.JPG

Hans’ aske, omgivet af lys, billeder og hilsner fra gamle venner.

Det er nemt at mærke Hans i huset i Farum. I stuen står de sidste rester af hans aske, hilsner fra fodboldkammeraterne og billeder fra Parken, en smilende Hans med en stolt fars arm om skulderen.

For enden ad gangen er hans værelse. Der ligger stadig målmandshandsker i skabet. I en halvtom IKEA-reol står en Smirnoff Ice og en Cuba Caramel. Det sprut Hans skulle have drukket nytårsaften.

”Vi var derinde to gange i 2017. Overhovedet ikke i 2018. Sengen er ikke redt,” siger Ivar, næsten undskyldende og peger. Hans’ tøj er spredt udover den.

”Jeg tog sengetøjet af den. Jeg har tænkt mig at sove i den, engang. Jeg ved ikke helt hvad jeg skulle få ud af det.”

Ivar taler om Hans’ ekskæreste, der altid kommer til deres årlige mindearrangement. Om veninden, der lægger røde roser ved mindebænken. Om at møde Hans’ venner, når de sidder ved bænken. Hvor stolt han er over, at Hans stadig lever hos dem. At han ikke bliver glemt.

”Han var god nok til at spille elitefodbold. Hans træner sagde til mig, at han engang ville rykke Hans’ op. Men Hans så på ham og sagde, at selvom han, siden han var fire år havde drømt om at spille professionel fodbold, så var han så glad for sine venner, at han helst ville blive på holdet. Det var nok for ham.”

 

 

Undertiden, ganske kort, bliver Ivars øjne blanke, og hans stemmer bæver svagt, han finder et lommetørklæde frem fra en uset lomme og dupper øjnene.

”Jeg er godt klar over, det ikke var min skyld at Hans døde. Men jeg er hans far. Og det skete på min vagt. Jeg mistede noget af mig selv, noget gik tabt for evigt, og jeg får det aldrig igen.”

Engang spurgte Ivar en anden i en sorggruppe, om hun drømte om sit døde barn. Sjældent, svarede hun. Ivar har også kun drømt om Hans ganske få gange. Men én drøm står stadig krystalklart:

”Jeg drømte, at Hans og jeg var i fitnesscenter sammen. Han skulle slå en rekord. Jeg hjalp ham med vægtene, han løftede og kæmpede, og til sidst lykkedes det ham at slå rekorden. Pludselig var vi omgivet af alle hans venner, der lykønskede ham og grinede og smilede. Og pludselig forstod jeg, på en eller anden måde, at Hans i virkeligheden var død. Jeg omfavnede ham og kyssede ham, og han blev pinlig og skubbede mig væk: ”Far, ikke foran mine venner!”, men jeg tror i virkeligheden, han holdt af det. Så vågnede jeg, men jeg kunne stadig mærke ham, virkelig mærke krammet og ham.”

Om sin hals bærer Ivar et guldhjerte. Det hviler synligt på hans sweater. I dets inderste er indkapslet en lille smule af Hans’ aske. Ikke meget, men nok. Ivar tager det aldrig af.

”Sorg er ikke en sygdom. Det er ikke noget man kommer sig over. Det er et handicap, det er ligesom at miste et ben. Det er at miste noget, der er helt essentielt og livsvigtigt for en, noget man har støttet sig til altid. Man får det aldrig igen. Man får aldrig sit ben igen. Men måske, hvis man prøver hårdt og øver sig, kan man lære at gå på en ny måde.”

IMG_0791.JPG

Det øverste billede forestiller Ivar og Hans. © Ivar Graham Petersen.