Jeg kan nogle gange føle, at jeg ikke helt er en del af virkeligheden

Undertiden kan jeg få en fornemmelse af, at jeg ikke helt er en del af virkeligheden.

Jeg kan konstatere det ved at gribe ud efter en bog eller skrive til nogen, men jeg kan ikke mærke at jeg hører til i den.

Den fortsætter henover mig, den sker, og jeg er mestendels en tilfældig iagttager, min deltagelse er konsekvensløs og uvirkelig.

Ud fra et kosmologisk standpunkt har jeg ret; min eksistens kan knapt måles, ses eller fornemmes blandt syv milliarder andre mennesker, blandt utallige trillioner andre planeter, stjerner, galakser, måske universer.

I det hele taget er det et mirakel at vi glemmer det.

Hvor, set fra et større perspektiv, konsekvensløse vi som mennesker er. Hvor ualmindelig små.

Hvis man kigger på universets bestanddele er tomheden og mørket altoverskyggende. Rummet er mestendels et vakuum (undtagen løsrevne brint og heliumatomer, der ensomt svæver igennem millioner og millioner af tomme lysår).

Selv på atomart plan er alting mest lavet af ingenting.

Et brintatom består af en afsindig lille kerne, en proton, hvorom der kredser en endnu mindre elektron. Resten, det vil sige 99.9999999999996% af brintatomet, består af tomt rum.

Vi er ikke andet end atomer, stablet oven på hinanden: Vi er ingenting, der har bildt os ind at vi er noget, på trods af virkeligheden.

 

 

I jødedommen er Adonai Elohim karakteriseret ved sin enorme fylde.

Det jødiske helvede, Sheol, som ikke er helvede som de kristne forestiller sig det, er det totale fravær af Gud.

Det er ingenting for evigt, kun mørke, hvori sjælen for for altid er borte, uden Gud, uden noget.

Jeg havde mareridt om sådan et sted, da jeg var barn.

Jeg drømte jeg døde i et biluheld, og min første tanke var; Så, nu får jeg endelig at se hvad der er på den anden side.

Men der var ikke noget.

Kun mørke.

Kun min bevidsthed uden krop i evigt mørke. Jeg skreg, men jeg havde ingen mund, jeg rystede mine arme, men jeg havde ingen lemmer, jeg tærskede rundt og forsøgte at græde og der var ingen tårer, indtil jeg brat satte mig op i sengen, virkeligheden ramlede ned over mig, og jeg stirrede ud i natten, mærket, bange, alene og angst for at dø.

Ingen kunne svare mig på meningen med det mareridt, et eller andet uskyldigt og godtroende var væk for evigt, jeg blev bange for døden på en måde jeg aldrig havde været bange før.

Måske var det al den tomhed, jeg er bygget af, som fandt sammen om at minde mig om at jeg er 99,9 procent ingenting. At jeg mest er mørke. At universet mest er mørke.

 

 

Men så igen; heller ikke det er helt sandt.

Engang, som de siger det i True Detective og en gammel Alan Moore-tegneserie, var der slet ikke noget, ikke engang de 0,0000001 % ikke-mørke jeg også er.

Engang var nattehimlen sort som Sheol.

I byen, hvor lyset er tæt på, hvor lysforureningen, som det på mærkelig passende vis hedder, er tættest, virker himlen stadig sort.

Men hvis man står i en mark langt uden for byen, hvor mørket og intetheden er tættest omkring en, hvor ingen mennesker skriger og vifter med armene for at glemme at de mest er ingenting, hvis man står derude og kigger op på stjernehimlen kan man se tusind galakser, stjerner, planeter, tåger og lysstråler trodse mørket og lyse ned i ens ansigt, for nok er vi 99,9999 % ingenting.

Men det er de 0,0000001 % noget der findes der tæller og lyser og brænder og er.

pillars_of_creation.jpg

The Pillars of Creation, NASA

 

Hvis du kan lide teksterne, kan du skrive dig op til at modtage en email når jeg udgiver nye tekster på bloggen.

En fed stank af gen-fascisme

Der er masser af grunde til religionskritik – og mange intelligente måder at bedrive det på. Forvirrede, mærkelige argumenter om religiøsitets-gener og falske diktomier er ikke en del af dem. 

I Anders Petersens indlæg i Berlingske torsdag d. 13. april ”Vores religiøse instinkt bør ikke stimuleres” foregår der en række dybt forstyrrende ting. Sådan, rivraskende forstyrrende.

Den gæve statskundskabsstuderende fra Aarhus opstiller til et starte med et eksempel på det, min årelange kærlighedsaffære med wikipedia har lært mig hedder ”en falsk diktomi” (en opstilling af to eksklusive muligheder – der ikke reelt er eksklusive). Navnlig dette retoriske spørgsmål:

”Er mennesket skabt af et ko(s)misk, hyperkomplekst væsen, hvis eksistens og virkemåde på universet, Jorden og mennesket, ingen kan og orker at forklare – eller er vi i stedet et produkt af evolution ved naturlig selektion ligesom alt andet liv, der over lang tid har udviklet sig?”

Man skal langt ud i vanvittige kreationisters mareridts-virkelighed for at finde kristne mennesker, der reelt afviser at Guds mulige eksistens definitivt skulle udelukke at evolution er virkeligt og finder sted.

Som eksempel på en sådan kristen evolutionstilhænger, kunne man i flæng nævne Charles Darwin himself, der forblev kristen til sin død – og, øh, hele den katolske kirke, der i moderne tider (i lighed med meget store dele af den protestantiske danske folkekirke og tibetbuddhist-rockstjernen Dhalai Lama, sågar) har et forholdsvist uproblematisk forhold til det faktum, at evolutionen foregår. Guds skaberværk går, i deres optik, ikke i stykker af at evolution er en reel ting. Den troskrise foregår mest inde i Anders Petersens hoved.

Til Anders Petersens spørgsmål kan man således svare: Ja, Gud kan godt eksistere (hvis man i en eller anden forstand tror på en ko(s)misk Gud, hvad er helt op til en selv, mange tak) og ja, evolution kan også godt foregå (hvis man accepterer de meget overbevisende beviser for evolution, hvad er den klart klogeste position i dén debat). Som leverpostejsfarvet, kulturkristen Kierkegaard-fan er undertegnede fx fint dækket ind til at købe begge argumenter.

Men udover indlæggets løse omgang med logisk argumentation og eklatante brug af stråmænd (den praksis at udstyre sin modstander med argumenter de ikke selv benytter sig af, for nemmere at kunne argumentere med dem), er der faktisk noget endnu mere beskidt og grimt på spil. Anders Petersen fortsætter med følgende argumenter:

  1. Religiøse ledere har let(ere) ved at få folk til at begå uhyrligheder. Som eksempel nævnes, uden ironi, en historie om kampene mellem jøder og filistre fra det gamle testamente.
  2. Tro (og manglen på samme) er betinget af gener, og det er således begrædeligt, men uundgåeligt, at visse mennesker er ”uimodtagelige over for fornuft”. Vi kan således, tænker debattøren, håbe på at disse uønskede gener uddør.

Jeg har svært ved, på udtømmende vis, at beskrive graden af rædsel denne ”logik” fremkalder i mig.

Til det første argument kan man som modargument nævne Adolf Hitlers nazityskland, som helt uden brug af religiøsitet (men med et foruroligende stort tankegods hentet i social-darwinismens gen-glade tåbeligheder) effektivt og omfangsrigt argumenterede for udryddelsen af diverse afarter af uønskede mennesker (jøder, bøsser, kommunister, handicappede, etc) – og satte en plan i værk, der med den allernyeste ’fornufts’-teknologi myrdede, tvangskastrerede og mishandlede millioner af mennesker. Kristentro og religiøsitet havde ikke megen plads i Hitlers Tyskland, der nærmest betragtede Jesu budskab som en slags anti-arisk semitiske konspiration, og spekulerede i at erstatte bibler med Mein Kampf.

Ligeledes, også i flæng, kan nævnes adskillige totalitære, kommunistiske regimer, der, igen, helt uden Vorherre, i stor stil fik både myrdet millioner og begået umenneskelige monstrøsiteter i et hidtil uset omfang.

I forhold til argument nummer to kommer min evolutionære viden mig, desværre, til kort. Jeg er ikke, som Anders Petersen, en ekspert på området, men kun en ussel litteraturstuderende, der ikke er helt sikker på (men heller ikke definitivt ved) om det nu kan passe at religiøsitet er genetisk betinget – men visse dele af dén argumentation undrer mig nu alligevel.

Såfremt en ”stærk religiøs tro” og en ”blind tiltro til religiøse ledere” mestendels er afgjort af genetiske omstændigheder, kommer jeg lidt til kort, hvad angår eventuelle løsninger på området – har Anders Petersen og hans begejstrede medateister i sinde at imprægnere hele verdens kvindelige befolkning med deres ateistiske og logikoverlegne DNA (bid i øvrigt mærke i at nyateister næsten alle som en er logikforherligende mænd), i håbet om at skabe en ny verdensorden af fornuftsprægede supermennesker? Er vi alternativt ude i en kampagne for at katolikker og muslimer (et al.) bliver bedre til at bruge kondomer, og derfor ikke føder flere troende ærgerligheder ind i verden? Eller hvordan?

Jeg forestiller mig ikke at Anders Petersen oprigtigt talt har meningen, der flugter med de bizarre eksempler jeg her har opstillet. Han medgiver at gener ikke er alt – vi kan, som det formuleres, ”modtage informationer udefra og justere opfattelser” (hvad i al verden det så, helt præcist, skal betyde) – men der stås alligevel stejlt på mildest talt ufuldstændige fablerier om gener og epigener og nedarvet tåbelighed. Det stinker langt væk af eugenikkens bizarre idéer om, hvordan vi kunne forbedre menneskeracen, ved at avle ‘uhensigtsmæssige gener’ ud af befolkningen.

Eugikken medførte talrige rædsler, mord og tvangsteriliseringer – og praksissen begrænsede sig ikke kun til Nazityskland, men havde tilhængere over det meste af den vestlige verden – inklusive Danmark.

Anders Petersen havde helst set, at idéen om gud var døet ud for 150 år siden.

Jeg selv havde ærlig talt helst set at idéen om at man i ramme alvor kan tale om en nedarvet tendens til ”resistens mod fornuftsargumenter” var død for 70 år siden. Folks personlige tro provokerer mig på ingen måde i samme omfang, som en seriøs farlig flirten med eugenik.

Deres ret til selvsamme er trods alt indskrevet i Grundloven.

Problemet med den moderne ateist lader til at være, at den følelse af bedrevidende overlegenhed, der i høj grad lader til at have været brændstoffet for de store ny-ateistiske idoler (der, med ekstrem patos, er navngivet ”De fire ryttere”) Hitchens, Dawkins, Harris og Dennett kun lader til at kunne eksistere fortsat, hvis man opstiller ekstremt gennemskuelige stråmænd, og ikke debatterer alt for meget med nogenlunde moderate, troende mennesker – som de er flest.

Der er, vil jeg hellere end gerne stå ved, massevis af eksempler på religiøse tosser – også i denne tidsalder. ISIS, Boko Haram, den amerikanske, religiøse højrefløj etc. Etc. Deres ødelæggende indflydelse på verden skal i den grad begrænses.

Men lur mig, om kampen mod dem ikke bedre vindes ved at kigge på kedelige materielle, socio-økonomiske, real- og globalpolitiske årsager, end ved at indrykke annoncer om at folk bør melde sig ud folkekirken, slå stråmænd i hovedet med ens overlegne overbevisning om evolutionsteoriens meritter eller skrive halvbagte skriblerier om fornuftsgener i større, danske dagblade.