Min mor lærte mig aldrig at kende

Man siger om nogle mennesker, at ”de kan læses som en åben bog”.

På min bogreol står to bøger. Jeg har haft dem, siden jeg var ni år. Jeg har aldrig læst dem.

Der skete også en anden ting, da jeg var ni år: Min mor døde af kræft.

Hun blev syg, da jeg var syv år, hun fik behandlinger i Tyskland, hun og min far var væk i lange perioder. Hun var journalist, hun skrev artikler i avisen om, hvor uretfærdig hendes skæbne var, hun skrev e-mails til alt og alle, hun skrev breve til min lillesøster og mig, som først måtte åbnes, når vi blev konfirmeret.

Kræften bredte sig til hjernen, hun holdt op med at skrive. Hun holdt op med at tale. Hun holdt op med at fortælle. Hendes hår faldt af på grund af kemoen, hendes ansigt svulmede op af binyrebarkhormon, svulsten i hjernen påvirkede hendes hukommelse, og hendes personlighed, de nyeste ting, forsvandt først. Min søster og jeg, for eksempel, vi holdt op med at være en del af den fortælling, hun kunne huske om sig selv. Hendes vejrtrækning blev stor og larmende.

Vejret blev koldere.

Så døde hun en dag i november.

Jeg så hende, jeg så, hvad der var tilbage af hende, før den sidste rest holdt op med at gispe. Jeg rørte ved hendes kolde hud, før den blev iklædt sit fineste tøj og forsvandt i en kiste af lyst fyrretræ, og jeg så kisten forsvinde ned i den to meter dybe grav, jeg så graven forsvinde i et hav af blomster, og jeg så blomsterne forsvinde over de næste måneder.

Jeg blev til et barn, hvis mor er død. Der gik mange år, hvor jeg var sådan et barn.

Så blev jeg konfirmeret. Jeg åbnede brevet, min mor havde skrevet. I det stod der: ”Hvad laver du nu? Skriver du digte? Spiller du computer? Har du en kæreste?”.

I en af de artikler, min mor skrev, før hun døde, er der to lister. Den ene hedder ”ting jeg nåede”. Den anden hedder ”ting jeg ikke nåede”, og dén liste er næsten dobbelt så lang som den første. Et af punkterne er: ”at blive gammel”.

Min mor lærte aldrig mig at kende. Hun lærte, hvilket barn jeg var, hun havde nok anelser om, hvilken voksen jeg ville blive. Jeg spiller faktisk computer, jeg har prøvet at skrive digte, jeg har haft kærester. Men det er og bliver kun anelser. Endda før hun døde, forsvandt jeg ud af hendes verden, ædt op af kræftsvulster. Hun forsvandt også, ned i jorden, op i himlen, hvor nu børn tror, deres døde forældre forsvinder hen.

Sammen med brevet fik jeg hendes to yndlingsbøger: Peter Høghs ”Frøken Smillas fornemmelse for sne” og John Fawkes’ ”The Magus”.

Jeg har en vag fornemmelse af, hvad de handler om.

Men jeg tør ikke læse dem.

Mine venner taler om, at de forstår deres forældre bedre, jo ældre de bliver. At ens forældre giver bedre mening, når man selv vokser til og forstår verden fra deres højde. Man bliver ligemænd, til dels.

Jeg kan ikke stille mig over for min mor og spørge, om hun er stolt af mig. Om hun synes, jeg har gjort noget ud af mit liv. Hvad hun synes om regeringen. Hvorfor det absolut skal gøre så ondt at eksistere. Hvad hun synes eller mener eller tænker om noget som helst.

Alt jeg har er billeder. Billeder fra jeg var lillebitte og ligger mellem mine forældre på en strand på Kreta. Billeder af min mor, der holder et nyfødt barn, som man siger er mig. Billeder af en skaldet, døende kvinde, man siger er min mor.

Billeder af ord, når min farmor nævner min mor og siger, min lillesøster ligner hende, når min moster fortæller en gammel historie, når min far nævner, at othellolagkager er forbundet med sorg (men ikke vil fortælle mig hvorfor). Jeg sammenstykker den person, min mor var, af lånte og stjålne fragmenter, og ord og sætninger, men formår aldrig at skabe et helt menneske at læse, en hel åben bog.

Og jeg tør ikke læse de faktiske, hele bøger, hun efterlod mig. Så har jeg set alle de ord, hun kunne nå at give mig. Det er de sidste sproglige fragmenter af min mor, jeg får at se i dette liv.

Det er min sidste chance for at lære hende at kende.

Men jeg tør ikke.

 

 

Den her tekst er oprindeligt bragt i Kristeligt Dagblad. Men den er mest min.

Det fortabte land på den anden side af åen

Jeg voksede op på Nedermølle, der ligger i en smeltevandsdal lidt uden for Horsens, med fire søskende.

I ældre tider var Nedermølle en vandmølle, og igennem haven løber Ølsted Å, hvor ørrederne eftersigende springer og yngler om vinteren, og hvor en bataljon af brogede, men ofte sorte, gårdkatte i morderisk stilhed samler sig som ravne på slagmarker om enlige skikkelser, der ryger om natten.

Åen var et fast mærke i min barndom. Den begyndte i mit hoved først ved broen ved vores indkørsel, ved det gamle kastanjetræ, og fortsatte og løb uendelig langt ind i landet, bag haven og bakkerne, længere end jeg kunne tænke mig.

Da jeg var lille var åen, som alt vand er, skiftevis skræmmende farlig og dybt fascinerende. Engang faldt min evigt uheldige lillebror i den, og blev reddet op af min stedmor, og til aftensmaden blev det mig og mine søskende indprentet af åen var farlig, og at vi gjorde bedst i at holde afstand.

Det gjorde vi – til dels. For min bror og jeg greb også, da vi blev lidt ældre, lange birkepinde og vandrede langs åen, så langt væk vi kunne, igennem moselignende landskaber og vilde enge.

I decemberstormen 1999 var et gammelt piletræ blevet revet op med rode, og var faldet, så langt det var, henover åen, og da det kostede en formue at køre det væk, fik det lov at ligge.

Med tapper nysgerrighed, som den kun findes i børn,  kantede vi os forsigtigt henover stammen, over til den anden side af åen, hvor kunstneren Gregers og hans kone boede, og her opdagede vi gamle murstenshuse, spredt med hundrede meters mellemrum, med falmede vinduer og fyldt med spøgelser af forgangne tider.

Engang så vi en sovende grævling i en af de gamle bygninger, og dybt benovede listede vi os tættere på dyret og pegede måbende på dets klare, hvide stribe, der løber fra panden og til snuden.

Først senere, da vi sikkert sad i spisestuen, huskede jeg en gammel historie om at jægere havde æggeskaller i deres støvler når de gik på grævlingejagt. Grævlinge, siges det, forsvarer sig aggressivt og får de fat i et menneskes ben, bider de til de hører knoglen knække og knase, men jeg havde i min benovelse og fascination glemt alt om faren, og vi havde kun tænkt på at komme så tæt på som muligt.

Vi sagde ikke noget om grævlingen til vores forældre.

På skråningerne ned til åen gik vores fåreflok af sorte og grå får. Vædderen havde ikke horn, men en pande så tyk som en mursten, og mens vi måske tog let på vores forældres formaninger om at have respekt for åen, så havde vi overordentlig respekt for vædderen (som jeg i øvrigt havde navngivet Kim Larsen – vist fordi jeg havde været glad for Kim Larsen da vi fik den).

Men vi fandt alligevel det i os at tage vores birkestokke med ud på hans territorium, for hvis man drog afsted henover marken og om bag ved birkeskoven, så fandt man en skråning, der løb ned til åen, og hvor vindomblæste småtræer stod stejlt.

Det sted, sammen med det forbudte land på den anden side af åen, føltes som et hemmeligt og fjernt område, et eventyrland, og vi navngav det Kløverdal efter elvernes hjemsted i Ringenes Herre (som vi læste religiøst). Her drømte og legede vi universer, jeg ikke længere kan skille fra hinanden eller huske, fri fra voksne og besnærende formaninger. Det var vores sted.

Engang, en vinternat hvor sneen lå som en dyne henover dalen, tog vi lanterner med fyrfadslys og runde kælke på ryggen som vikingeskjolde, og vandrede henover markerne, og i det øjeblik, hvor mørket blev slået væk af de små lyscirkler, virkede vores lege endnu mere virkelige og fysiske end nogensinde, mens min bror og jeg fortalte vores yngre søskende historier, der voksede sig levende og groede ud i den knasende sne, og vores birkestokke var virkelig sværd, og vi var virkelig trætte, ædle rejsende igennem fantasiens land, som vi gik der, i fællesskab og lys, langs åen.

Det var først da min lillesøster, med brændende øjne, forklarede mig hvor stærkt den aften står, og hvor nøje hun husker den, at det for alvor gik op for mig hvor voldsomt og blodigt vores fantasier var, dengang. Jeg havde næsten selv glemt den nat.

Nu husker jeg den i falmede glimt.

Da vi blev ældre opgav vores forældre at tage os med på ferier (eller måske var de i virkeligheden glade for at få fred fra de åndssvage teenagere), og vi blev efterladt tilbage på gården, et åbent slaraffenland, og vi inviterede vores venner forbi og drak billige øl, lunke, direkte fra kassen, til græsplænen var dækket af kapsler, og vi måtte vandre plænen tyndt med tømmermænd, for at sikre os at intet var tilbage, som kunne gå i plæneklipperen.

En sådan aften, hvor vi var fulde og vilde og glade, opstod idéen om at vi skulle vade i åen, så langt vi kunne, og vi afklædte os vores tøj og steg ned i det lave vand og snublede langs stenene på bunden, indtil vi havde blå mærker og blodige fødder og mudrede ben, og skreg af fryd og kulde og kravlede gispende op på plænen igen, og drak videre.

Så flyttede jeg.

Først på efterskole, og så, siden da, ind til byen i Horsens, hvor jeg boede i et skævt hus, og det eneste grønne jeg så var en søvnig buskbom, og åen falmede i min bevidsthed, selvom jeg så den i glimt, når jeg besøgte min familie.

Jeg flyttede videre til København, og levede mit liv her i mange år, og jeg besøgte kun min families gård sjældent – for togbilletter er dyre. Mit hoved blev, tror jeg, omformet. Ens hjertes rytme tager form efter storbyens, man vænner sig til at alting altid har åbent, og at busserne og metroen går med minutters mellemrum, og jeg glemte den langsomme og undertiden dræbende kedsommelige drøm, som skoven og åen og engene på vores gård var.

Jeg var glad for det, tror jeg. Byen passede mig fint.

For nylig var jeg hjemme igen. Og efter en pludselig indskydelse tog jeg mine smøger, og med den tavse kattehær i hælene gik jeg ud i haven, over plænen og ned til åen. Og jeg kiggede op, og stjernehimlen lyste hårdt og stort ned på mig, og jeg indså at der ingen stjerner er i byen, men at jeg havde glemt det.

Jeg gik langs åen, langs det vi kaldte Kløverdal, ned forbi engene og moselandet og langs vindblæste træer, så langt jeg kunne komme. Så stod jeg et øjeblik og trak vejret, og lyden af åen steg og faldt, en stille klukken, og en kat stjal sig til at stryge sig mod mit ben.

Jeg indså, at det var her den gamle pil havde ligget, da vi var små, den vi havde balanceret henover, til eventyrlandet på den anden side.

Nu var den væk. Der var ingen vej henover åen længere.

Næste dag tog jeg hjem til København.

Billedet øverst må enten være taget af min far eller min stedmor. Det viser hovedbygningen, og den ene længe, og er taget med ryggen mod åen, og stedet hvor piletræet lå.

Jeg drømmer om brændende verdener

Alle verdens mangfoldige og talrige undergangsfantasier har én ting til fælles: De er skuffede over denne virkelighed.

Lige siden jeg blev gammel nok til at huske mine drømme, har de, der har handlet om verdens undergang været dem, der har gjort størst indtryk på mig. Jeg har undertiden skrevet dem ned, måske for at gøre mig fri af dem:

Jeg sidder foran en computerskærm, og chatter på Facebook med en veninde, jeg ikke har set siden gymnasiet. Hun skriver: ”Kan du huske, da du svor, at når verden går under i ild, så ville du danse henover de brændende marker, og le af undergangens ubærlige skønhed? Se uden for dit vindue.”

Jeg adlyder, og ser silhuetten af en paddehattesky, der varsler en storm af ild, der om få sekunder vil tilintetgøre og opløse både min bevidsthed og min krop, og sekunderne går så langsomt, at jeg mærker hårene rejse sig på mine arme, før de og jeg brændes til aske.

Jeg vågner, og græder ned i min pude, til drømmens detaljer fortaber sig, og kun de ord jeg her har skrevet er tilbage.

Drømmen har gentaget sig hos mig, utallige gange, indholdet veksler fra gang til gang, men formen er den samme; jeg er i dagligdagen, men rives ud af min rutine, og bliver klar over, at ikke bare jeg, men hele verden, om lidt vil gå under i et inferno. Jeg forsøger undertiden at flygte fra undergangen, men jeg ved altid, med en gruopvækkende vished, at min indsats er forgæves; jeg skal dø, og hele verden vil dø med mig. Jeg bliver lammet af skræk og rædsel, der er absolut ingen vej ud herfra, alt vil stoppe, ingen vil betragte undergangen, verden vil blive tavs.

Jeg har svært ved at regne ud, hvad jeg skal bruge alle disse uvirkelige minder om undergangen til.

Hvis man læser i pop-bøger om drømmetydning, er læsningen af verdens endeligt næsten entydigt den, at de kun repræsentere drømmerens egen verdens undergang; jordens endeligt er en spejling af den verden, drømmeren er centrum for, og dens undergang skal ikke forstås bogstaveligt – undergangen er, i lighed med den rensende ild eller Fugl Fønix, et tegn på at noget må gå under, før noget nyt kan opstå.

Man skal, med andre ord, ikke være bange; efter slutningen er der en ny begyndelse.

Denne læsning er, selvom den lugter af new age, meget i familie med andre og tidligere undergangsfantasier:

Fra Biblen, I Johannes åbenbaring, drukner verden i blod, stjernerne slukkes og jorden dundrer af jordskælv og nedstyrtninger. Tusinder af græshopper med skorpionhaler og menneskeansigter vil udrydde mennesker i hobetal, mens en engel med et flammende, tveægget sværd vil dræbe en tredjedel af jordens befolkning.

Men efter undergangen vil Guds Rige opstå på ny, Kristus vil være iblandt os, alt vil være fredeligt. Så længe du er blandt de frelste, forstås.

Det er de samme, grundlæggende bizarre, tendenser man kan se afspejlet i de amerikanske preppers, der fylder deres kældre med dåsemad og ammunition, og næsten fetischerende ser frem til den dag, hvor samfundet bryder sammen, og de, som den nye verdens guder, kan underlægge sig kaosset og indvarsle en ny æra, et nyt samfund og en (må man forestille sig) genfødt maskulinitet (preppers er uafladeligt mænd).

Det er den samme fascination af undergangen man ser i zombiefilm og bøger som How To Survive The Zombie Apocalypse – jordens undergang er beklagelig, måske, men man fornemmer også en febervild begejstring, en længsel efter sammenbruddet. Man vil vågne op til en virkelighed, hvor man endelig kan være helten, en virkelighed der er farlig og spændende og ægte.

Efter klodens blodige og horrible veer vil en ny og bedre verden fødes.

Alle disse undergangsfantasier har en ting til fælles, selvom de ikke nødvendigvis er klar over det: De er skuffede over den nuværende virkelighed.

Det er i det hele taget nemt at sætte sig ind i skuffelsen over virkeligheden. Fra barnsben bliver vi lovet af forældre, af eventyr, af medier, af reklamer, af alt omkring os, at verden er et underfuldt og vidunderligt sted, og at vi kan blive præcist hvad vi vil, hvis vi arbejder hårdt og målrettet nok for det.

Vi bliver næsten alle skuffede, tror jeg. På et eller andet tidspunkt løber vi mod en mur, og føler at verden basalt set er ligeglad med os. At vi er sandkorn blandt andre sandkorn på en uendelig, kosmisk strand, og at vi, uanset hvor højt vi råber eller hvor meget vi skaber os, er alene og fortabte og meget, meget små.

Filosoffen Platon forsøgte at bortforklare denne grundfølelse af ubetydelighed, ved at insistere på, at denne verden kun er en skyggefuld spejling af den ideelle, sande virkelighed, hvor græsset er grønnere, smagene mere intense og livet mere meningsfyldt. En følelse i denne verden, siger han, er uperfekt og utilfredsstillende, fordi de kun er repræsentationer af en anden, mere ægte, virkelighed.

Der er en hel gruppering af mennesker, der med dyb alvor postulerer at vi lever i en simulation – det er i øvrigt den samme følelse af uvirkelighed, der driver Mel i Inception (i sig selv en film, der er besat af drømmen og undergangen) til at begå selvmord – en uvirkelig simulation. Over os, på et højere virkelighedsniveau, er den sande virkelighed. Denne verden, denne grå verden med al dens lidelse og meningsløshed er ikke, kan ikke være virkelig.

En dag, synes de at drømme, vil jeg vågne op. Virkeligheden vil lyse og skinne, og jeg vil endelig være den helt, jeg altid, dybt nede, har haft anelse om jeg er. Alt det grå og det uægte og det kedelige og det meningsløse vil brændes væk i en rensende ild, og en ny virkelighed, et nyt Jerusalem, en ny mening vil opstå.

Min værste frygt og anelse er, at der ikke er nogen ny virkelighed og en større mening på den anden side af undergangen. Der vil ikke være nogle friske græsgange eller heltemodige oplevelser. Kun byer fuld af aske, forladt legetøj og evig tavshed.

Der er ikke megen prepper eller heltekriger over mig, skal jeg være den første til at indrømme. Min sympati og forståelse ligger først og fremmest hos de, der lammes af rædsel, når de stirrer ind i katastrofens ansigt.

I serien Mad Mens andet afsnit ligger den nervøse og grundangste Betty på psykologens briks og siger følgende, sært distanceret:

”I guess a lot of people must come here worried about the bomb. Is that true? It’s a common nightmare, people say. I read it in a magazine.”

Betty selv har tilsyneladende ikke den samme drøm; hun beskæftiger sig I langt højere grad med mere virkelighedsnære bekymringer: Hendes udseende, hendes børns kår, enken for enden af vejen eller hvad der foregår i hendes mands hoved. Alligevel nævner hun drømmen om undergangen, den alle andre har.

Det hyppige mareridt om den atomare ødelæggelse er en naturlig konsekvens af en virkelighed efter Hiroshima. Menneskelige væsner, med alle deres drømme og kompleksiteter, kastet i gaderne som kludedukker, med mønstrene fra deres kimonoer brændt ind i huden. Den slags realiteter må og skal brænde sig fast i underbevidstheden.

800px-The_patient's_skin_is_burned_in_a_pattern_corresponding_to_the_dark_portions_of_a_kimono_-_NARA_-_519686

U.S. National Archives and Records Administration – Hiroshima Victim (1945)

I Alan Moore og Dave Gibbons mesterværk Watchmen (1986) er en side dedikeret til et mareridt, hovedpersonen Daniel Dreiberg har: Han og hans elsker omfavner hinanden, mens en atombombe sprænger bag dem, og brænder deres kroppe til hvidbenede skeletter. Jeg så scenen gengivet i filmatiseringen af tegneserien, og huskede øjeblikkeligt tilbage på mine talløse mareridt om undergangen.

Men jeg er altså ikke alene – boret ind i vores underbevidsthed og i vores kunst er den tvetydige drøm og mareridtstanke om verdens undergang. Men der er en forskel på, hvordan vi kigger fremad, mod verdens endeligt. Enten er det en drøm, et løfte om nye tider og genfødsel – eller også er det et mareridt, der kun varsler smagen af aske, den meningsløse massedød og evindelig stilhed.

Jeg står i en gold ørken, men sandet er farvet i røde og mørke nuancer. Omkring mig er gamle bygningsværker, forladte og fortabte, selvom menneskelige skikkelser går rundt blandt de gamle brokker.

Over mig forstår jeg langsomt, som man uden forklaring forstår ting i drømme, er et enormt væsen der minder om en rokke, stor som en stjerne eller en galakse, og skabt af stjernestøv og kosmisk stråling, på vej mod jorden jeg står på. Majestætisk og uforståeligt gigantisk ser jeg den udviske stjernerne, og med sin enormitet farve alt omkring mig i et blåligt lys, før den, med et slag af halen, folder virkeligheden om sig selv, og med en skarphed jeg ikke troede muligt, kløver jordkloden i to, så magma fosser frem fra jordskorpens kødsår, mens virkeligheden drukner i overraskede skrig.

Martin Heidegger skrev engang at ingen af os har bedt om at eksistere.

Vi bliver flået ud af intetheden og lænket til kød vi ikke bad om eller ønskede, og må derfra forsøge at skabe mening i den virkelighed vi er blevet givet.

Jeg forstår udmærket, hvis virkeligheden er skuffende og tam, og jeg forstår drømmen om en ny virkelighed, en anden en, en mere meningsfyldt en.

Men hver gang jeg ser amerikanerne fantaserer på deres enorme biografskærme, om undergangen og genopstandelsen, hver gang jeg igen ser zombierne rulle over os i form af spil og bøger og tegninger, så mindes jeg mine drømme.

Og jeg frygter, at vi glemmer at selvom virkeligheden er skuffende og ensom og ufuldkommen, så står den til at ændre. Men ikke hvis vi drømmer os selv væk i ild og renselse og apokalypse.

Vi har, hvad vi har fået givet. Det er med den materie, vi skal omgøre virkeligheden, og med disse hænder vi skal føre værktøjet. Der er ingen grund til at ville overføre mareridtet om undergangen til virkeligheden.

Du er faldet for langt og for dybt og du fortryder intet (glimt)

Udenfor tager natten til, men herinde er lyset orange og pletvist, duften af røg, likør og kaffe, høj latter, man må tale højt for at blive hørt, men du siger ikke et ord, der er fred inde i dig, der er der sjældent, men lige nu er der. Dine venner skåler, drikker i forskelligt tempo, de fylder og smiler og lige nu er det nok, så kan natten tage til alt det den vil, den kunne opsluge resten af verden, hvis det stod til dig, bare du havde denne lille knude af varme.

 

 

Du sidder under bordet, du ved ikke hvad klokken er og du husker ikke hvordan I endte under bordet, I har talt i timevis, selvom I ikke har kendt hinanden længe og du er altid på nippet til at græde, du er følsom som en øm tand eller en tå og det er første gang hun siger hun elsker dig, hun siger det der, under bordet, dine øjenlåg bliver varme, om lidt rejser hun væk i månedsvis og du siger til dig selv at man ikke må falde for dybt, at man skal bevare en selvstændighed, en identitet, og mens du siger det ved du at du har forbrudt dig mod dine egne regler, du er faldet for langt og for dybt og du fortryder intet, selvom du ved at det nok skal komme.

 

 

Dine støvler er dækket af mudder, det var slet ikke meningen I skulle gå, du havde ikke taget ordentligt fodtøj med, men I blev grebet af øjeblikket, af den mystiske skov med kunstværkerne og nu går I i sjappet, forbi børnefamilierne, så dybt og hurtigt I kan, indtil I møder ham, og du tror med det samme han er levende, en skulptur på højde med et menneske, dækket i plastikfrynser og med hjortetakgevir og gummistøvler og selvom du griner af dig selv med det samme har du svært ved at ryste det af dig, ligesom mudderet under dine såler, der sidder fast uanset hvor meget du skraber dem i træerne. Du føler dig ikke længere velkommen i skoven (er det virkelig allerede aften?), du finder på en undskyldning og tager ham i hånden og hurtigt går I væk, du er glad for at holde ham i hånden, den er varm og tryg, noget levende og pulserende et sted der føles hjemsøgt og køligt, hver gang I forlader en lysning forestiller du dig at skovånderne indtager rummet bag jer, at de ser efter jer, deres mærkelige tanker og natterutiner, deres kolossale øjne og alt for mange ben. Da I kommer til bilen føler du dig fjollet, tænk at tro den slags, men du er glad idet I kører væk.

 

 

Hendes forfærdelige, alt for store vejrtrækning er væk, hun er død nu, han ser alvorligt på dig, du siger farvel, lige så højt som du tør, hvilket ikke er særligt højt, han lader til at forvente det. Bagefter går du væk, du forsvinder ind i et hjørne, men du græder ikke, du har allerede grædt så meget, du har grædt i drømme og i frikvarter, der er ikke noget tilbage lige nu, bare en kold, rivende blæst i dit bryst og en træthed, en udmattelse, du kan ikke holde ud at indeholde flere informationer du, du vil være stille og tom, bare tom et lille øjeblik.

 

 

Det er ham, der foreslår det og henter kniven som I ikke har slebet i årevis.

Det svier at skære i sig selv, det overrasker dig, at det svier, flængen i din tommelfinger lader en lille klase af knaldrødt blod pible ud, en dråbe ad gangen, I tager fat i hinandens skuldre og lader tommelfingrene mødes, blodet blandes, sådan en lille ting.

”Nu er det alvor,” siger han og du ved han mener det og du mener det også

Når jeg dør

Når jeg dør: Et ganske kort testamente.

Når jeg dør skal I græde, hvis I kan, og hvis I ikke kan græde skal I grine, og hvis I ikke kan grine må I nøjes med at eksistere, hvilket er svært nok i sig selv.

I skal tage min kiste i jeres hænder, og I skal lægge mig i jorden, ligesom I har gjort det før og vil gøre igen for andre I har elsket eller hadet.
Jeg vil gerne have I synger, når jeg dør, og selvom det ikke er så vigtigt hvilke sange I vil synge, har jeg altid holdt af den skotske folkesang, der hedder The Parting Glass, som både er en farvelsang, når man går hjem fra en fest, og en begravelsessang:

But since it fell into my lot
That I should rise and you should not
I’ll gently rise, and softly call
Good night and joy be to you all

Og denne gang er det jer der rejser jer fra mit selskab. For sidste gang, jeg skal aldrig rejse mig igen, i hvert fald ikke i dette liv, og derfor vil jeg gerne have at I, på mine vegne og til jer selv, ønsker en god aften og glæde til jer alle.

 

 

Når jeg dør skal I plante træer, men ikke kun på min gravsten, plant dem hvor det giver mening, måske I jeres have eller i en fjern skov.
Et træ bevæger sig aldrig, hele dets liv udleves det samme sted, for dem er en rejse døden og det at blive et livet, jeg kan ikke lade være med at blive rørt af det. Et træ har uden øjne og uden ører oplevet alting et enkelt sted, suget vandet i rødderne og mærket solskinnet komme og gå, dets blade folde sig ud og falde af, en sælsom form for liv, set med menneskelige øjne, måske bliver mine atomer engang optaget i et træ, det vil jeg håbe.

I skal plante træer når jeg er er død og hvis I vil kan I tænke på mig, når I gør det.

 

 

I skal holde om hinanden når jeg dør, men også før jeg dør. I skal elske hinanden og I skal holde op med at elske hinanden og I skal hade og tilgive og opgive og blive kolde og varme.

 

 

I skal glemme mig, når jeg dør, men I skal ikke føle skyld over at glemme mig, for den slags sker, og det er godt, jeg kan ikke forestille mig noget værre end at være fanget i sorg og hukommelse, og I skal ikke være fangede, når jeg er død, I skal være frie, så godt I kan, selvom frihed er svært, I skal i hvert fald forsøge at være frie i øjeblikke, se udover jeres venner og det I har gjort, og føle fred, uanset hvor kortvarigt det er.

 

 

I skal spise og drikke når jeg dør, mine livretter og alt det jeg hader og alt andet: Fuldfede vine og magert vand, festmåltider og rugbrødsmadder, ærteskud og vandkastanjer, jeres ord og jeres følelser og mørbradgryde og hummus. Kartoffelporresuppe, tarteletter og helstegt pattegris.

 

 

I skal dø, engang, når jeg dør, men først skal I leve.

 

 

PS: Jeg har ingen nuværende planer om at dø inden for den nærmeste fremtid.

I øjeblikke længes jeg efter at blive tilintetgjort

I korte øjeblikke længes jeg efter at blive tilintetgjort.

Jeg forestiller mig fjern summen, en brusen som af vind igennem græs, en langsom bevidsthed, der langsomt vågner og i horisonten en flodbølge, der rejser sig støt, et tårn af vand, der urørligt fejer over jorden og tager alt med sig, træer, huse, sten og liv og til sidst møder min krop, hvirvler mine celler op og møder mine gisp med mørke.

Naturens og universets fulde potentiale og min egen usandsynlige meningsløshed svejses i min fantasi sammen og idet min bevidsthed kvæles og min krop tilintetgøres bliver mine bekymringer, små, grå og hverdagslige som de er, set i deres rette perspektiv: Som ubetydelige støvkorn i en skinnende virkelighed, der styres af kræfter både større, mere blændende og mørkere end jeg nogensinde kan forestille mig.

Og lige så hurtigt som den opstod forsvinder længslen, jeg er mig igen, jeg blinker og mærker tørst eller hudsult eller det faktum at jeg har arbejde at lave, hverdagens beskedenhed bliver igen enorm og uomgængelig og alt er som det var.

Jeg rækker ud efter min kop, kaffen er kold, jeg skærer ansigt af den bitre smag.

 

 

I gymnasiet læste vi et digt af digteren Shack von Staffeldt, På Toppen af Mont Cenis, jeg var meget påvirket af det. Digterjeget er på bjerget midt i et tordenvejr, de andre mennesker gemmer sig i deres huse, men jeget føler stormen, føler træerne, der bliver revet op med rode, lynilden om klippevæggene, blæsten, der flår alt i stykker, og han ved, ved, at han er en kunstner, en digter og et overmenneske, fordi han elsker kaosset og kun har ringeagt til overs for sin egen sikkerhed.

Jeg tror jeg følte mig som digterjeget, eller måske ønskede jeg mig at føle som digterjeget, at være distanceret til min egen overlevelse, at mærke naturens rene kaosmagt på min krop, at se bjerge kløves, magmaen springe, ilden løbe over skoven og kun efterlade aske.

Ja, tænkte jeg, ja! Dette må være det virkelige liv, ikke denne blege skygge af eksistens, hvor man bekymrer sig om lektier og madpakker og kærester.

Kun i det øjeblik ting går under er kan de for alvor siges at være virkelige, øjeblikket før de ødelægges er det øjeblik de er allermest virkelige, allermest autentiske, sex er voldsomt og mest dybfølt før forholdet går i stykker, sorgen er mest bitter ved det sidste farvel, hvis man vil opleve virkeligheden i de klareste, blodigste farver må man være klar til at lade den gå under.

 

 

Jeg kan det udenad, stadig væk, digtet Hærværk af Tom Kristensen.

Asiatisk i vælde er angsten
Det er modnet med umodne år
Og jeg føler den dagligt i hjertet
Som om fastlande dagligt forgår

Men min angst må forløses i længsel
Og i syner af rædsel og nød
Jeg har længtes mod skibskatastofer
Og mod hærværk og pludselig død

Jeg har længtes mod brændende byer
Og mod menneskeracer på flugt
Mod opbrud som ramte alverden
Og et jordskælv som kaldtes Guds tugt

Min ven Emil og jeg messede det i kor sent om natten, når vi kom hjem fra byen i første og anden G, og følte os som mørke og mystiske troldmænd, kunstnere, kaosmagikere, mennesker, der ville og skulle mere end det her.

Vi længtes efter alvor, mod at noget for alvor var på spil, at noget gik under, at se noget ægte for første gangs skyld nogensinde. Det sagde vi i hvert fald til os selv og hinanden.

 

 

“Together, they would watch everything that was so carefully planned collapse, and they would smile at the beauty of destruction.”

― Markus Zusak, The Book Thief

 

 

I 2014 dukkede et hidtil ukendt brev Tom Kristensen havde skrevet op. Der er tre yderligere strofer til Hærværk i det:

Jeg har set paa de knækkede Stole
som laa spredt i mit hærgede Rum,
– og Bekendelsen skreg i mit Hjærte,
skønt min Læbe var gnaven og stum.

Og – det skreg, det hysteriske Hjærte,
og – det – gav al min Afmagt til Pris:
 Jeg har elsket de brændende Byer
 – og Orkaner med Skibes Forlis.

Jeg har set paa de splintrede Stole
– der laa spredte som stumper af Vrag
 – og i naadeløs Klarhed blev blottet
– af den gyldent forfalskede Dag.

Jeg så et spejlbillede i de strofer. Jeget sidder på et rodet værelse, har ødelagt sin stol, og den fremmeste af alle følelser er ikke angst, er ikke glæden ved ødelæggelsen. Den er afmagten.

Det er ikke en indre digterånds grænseløse kreativitet der findes i trangen til at blive tilintetgjort – det er den uomgængelige sandhed at jeg er magtesløs og at de indre byer jeg bygger kollapser fra mig. Verden omkring mig piner mig, med dens evindelige stilstand, dens mangel på afspejling af mit indre, jeg tror det er den følelse, der overmaner mig, når jeg kortvarigt drømmer om ødelæggelsen og destruktionen.

Men så forsvinder drømmen og langsomt, langsomt og pinefuldt må de indre byer og verdener bygges op igen, et skridt af gangen.

Virkeligheden føles skrøbelig

Virkeligheden føles skrøbelig.

Jeg tager tøj på, den stribede skjorte jeg godt kan lide, støvler og jakke og stiller mig ud på altanen og ryger, prøver at ryge når jeg bliver rastløs, det er godt at rejse sig, selv ganske kort.

Natten føles plastisk, som om jeg kunne række ud efter den, og den ville smuldre væk, men jeg rækker ikke ud, jeg ser bare, gør mit bedste for at holde sammen på mig selv, det kommer af sig selv hvis jeg lader minutterne passere.

Jeg læste en bog, Cloud Atlas, på de første sider er hilsner fra gamle venner, jeg fik den i fødselsdagsgave. ”Må dine timer være korte og dine år lange,” står der, jeg fik den af venner, der engang var sammen og nu ikke er længere, jeg burde skrive, nu jeg tænker på dem, men jeg ved det ikke kommer til at ske.

Det føles som en kliché, men jeg tænker på om det her er det, er det det hele, er de små øjeblikke af tilfredshed det jeg kan være tilfreds med?

Måske har alle det sådan for tiden, en urolig våbenhvile med dem selv og stilheden som har lagt sig overalt, mine venner taler om smittetallene i nyhederne, jeg har aldrig kunnet forstå dem, selvom det føles som en borgerpligt at have en holdning, men jeg er udmattet af at have holdninger, det meste udmatter mig.

Min sangstemme er taget af, konstatere jeg, har ikke øvet nok, og jeg er også ved at blive ældre, det kræver en større indsats at opretholde hvad man havde.

Jeg hører Mitski, har altid kendt hende i periferien i lang tid, men først for nylig intimt, hvis man kan sige det sådan, jeg er glad for Your Best American Girl, den handler om at være fanget mellem to kulturer, låst af den ene, i videoen vinker hun til den amerikanske fyr, men han kysser en anden amerikansk pige og deres voldsomme kærlighed er overvældende for Mitski, hun kan ikke være i den eller måske var det slet ikke meningen hun skulle være i den, den sorg føles håndgribelig og tung, som en hammer eller en mursten, noget voldsomt som man kunne kaste med og gøre voldsom skade, men man må lægge den fra sig og gå sin vej, det gør hun også i videoen, hun lægger sin guitar fra sig og går forbi kameraet og makeup-artisterne.

You’re the sun, you’ve never seen the night
But you hear its song from the morning birds
Well, I’m not the moon, I’m not even a star
But awake at night I’ll be singing to the birds

Det lyder som et trist eventyr, jeg græder ned i min dyne.

Er bange for at blive væk, blive så lille at ingen finder mig, de finder kun mit rodede værelse, tøjet der ligger allevegne og den halvtomme pakke cigaretter og den halvtømte flaske danskvand med citrussmag og de spørger sig selv om jeg tog mine ting og gik et sted hen.

Da jeg var lille så mine forældre Forsvundne Danskere i tv’et, nogle af dem tog bare deres ting og gik og døde et sted i Fjernøsten, jeg var for lille til at sætte ord på hvorfor det føltes meget mere voldsomt end når de var døde.

Jeg tror slet ikke jeg ville kunne holde ud at se den slags i dag.

Jeg orker ikke at ryge igen, jeg prøver at finde noget trøstende og bedøvende, der er YouTubevideoer af folk, der er gode til Minecraft eller Factorio, men der er også en lang artikel om de største øjeblikke i amerikansk animationshistorie.

Der er en sekvens fra halvfjerdserne fra Canada, det handler om en jødisk dreng fra Montreal og hans bedstemor som er syg i årevis, han kan slet ikke forholde sig til sorgen, han kan maksimalt registrere at når hans bedstemor dør, så kan han få hendes værelse.

Det er animeret med flydende farve på glasplader, den er meget smuk, tåget, som et fjernt minde, jeg ser hele videoen, bliver slået over hvor lille og stor historien er på samme tid, sådan er de bedste historier vel, den siger meget ved ikke at sige noget.

De bedste tekster antyder alting uden at sige dem direkte, sniger sig ind på læserens sind, sådan sætter de sig fast.

Vi forstår aldrig ting i deres helhed, vi ser glimt ude af øjenkrogen og stykker dem sammen, virkeligheden er skrøbelig ja, men måske er den også bare for stor, jeg kan overskue altanen og de mennesker jeg har overfor mig ved bordet.

Jeg læste på wikipedia en tese om at vi befinder os i et falsk vakuum, at molekylerne er metastabile, altså, at de potentielt kan falde ned på et mere stabilt niveau, det ville have katastrofale konsekvenser for universet som vi kender det, hvis ført det skete for en partikel ville det sprede sig til de andre, fysikkens love ville ændre sig til noget vi ikke ville kende, en grufuld tanke, men så igen, måske ikke så meget mere grusom end alle de andre måder vi kunne blive tilintetgjort på. Vi ville ikke engang vide det før det skete, men det er ikke den slags skrøbelighed jeg kan mærke i den kolde, tunge vinterluft.

Den er tættere, mindre abstrakt.

Vi havde julefrokost den anden dag og selvom jeg hyggede mig blev jeg nødt til at gå, jeg lukkede mig inde og turde ikke svare når nogen bankede på døren, jeg kom ikke engang ud for at hente min jakke, jeg ville helst bare ikke se nogen.

Jeg håber det går over, det plejer det at gøre, men jeg føler mig så langt væk fra alle, jeg håber jeg kan bygge alle de broer der er gået i stykker, men når man bliver ældre kræver alting en større indsats, jeg håber jeg kan finde det i mig, styrken til at være værd at have i sit liv, styrken til at overbevise andre om at de er værd at have i sit liv, jeg håber man kan danse et sted på den anden side af alt det her og have smerten i sig uden at lade den tage over, være lykkelig på trods, selvom det kun er kortvarigt, alting går over, men smerten føles meget længere, meget mere ægte end glæden, det kræver en indsats at huske sig selv på det og man kan ikke regne med at alle andre altid kan tilføre den energi, der skal til for at holde entropien og mørket væk.

Virkeligheden føles skrøbelig, men måske ikke håbløs, måske er det en bare en skælven.

Jeg går ud og ryger en cigaret i min stribede skjorte, jeg trækker vejret, jeg lader månen lyse og stirrer ud i mørket og skodden smøgen og går ind og prøver at være.

ANGST

Jeg havde svært ved at trække vejret i dag.

Jeg skulle ud af døren, jeg tog i håndtaget og kom i tanke om jeg havde glemt mundbind og hele virkeligheden gik både for langsomt og for hurtigt i pludselige ryk, mens mit forsøg på at organisere hvad jeg skulle, hvad der var nødvendigt og hvilke ting jeg kunne lade falde bandt sig sammen til en mørk knude i mit bryst, med vitrende tentakler til mine ben, jeg satte mig overvældet ned og forsøgte at ånde langsomt og følte mig både for lille og for stor og sådan sad jeg indtil mine øjne ikke svimlede længere og jeg langsomt kunne mærke gulvet under mig, jeg ved ikke hvor lang tid.

Så rejste jeg mig op og forsøgte at binde resterne af mig selv sammen igen, at have klare øjne og viljestyrke og personlighed eller i det mindste konturerne af det.

 

 

Det bliver mørkt så tidligt nu, det føles som om tiden forsvinder ud af hænderne på mig, men jeg er bange for det ville være det samme, selv hvis dagene var lange som år.

 

 

Man skal ikke blive skræmt over tilbagefald, siger min psykolog, ens krop kan tro at det er lige så slemt som det har været, men det er det ikke, det er bare et kortvarigt dyk, så det hvisker jeg til mig selv igen og igen og forsøger at tro på at det kun er mørket udenfor mit vindue, der er ægte, og i øvrigt findes mørke ikke, sagde min fysiklærer i folkeskolen, det er bare fraværet af lysfotoner, er det ikke smukt og betydningsfuldt, og det er det, men jeg kan ikke mærke det, mørket føles som en varm, pulserende organisme, der har sat sig fast og lader sine spore finde en i hver eneste afkrog.

 

 

Da jeg var lille var jeg bange for mørket i laden, alting blev omformet og fremmed i mørket.

Jeg besluttede mig for at besejre det, hver gang jeg blev bange gik jeg ind i mørket og stod der, gik frem og tilbage, lyttede efter noget, der rumsterede i mørket, mens mit hjerte hamrede, og når jeg vurderede at det var nok gik jeg ud i det elektriske lys, men min frygt for mørket forsvandt ikke, uanset hvor mange gange jeg gjorde det, uanset hvor tydeligt det var, at her ingen ondskab var, intet voldsomt, intet morderisk, forsvandt det ikke.

 

 

Engang var jeg blevet for længe oppe, jeg havde bare siddet inde i stuen og læst, det var ikke med vilje, og mine forældre advarede mig om at det kunne have konsekvenser at bryde reglerne, jeg tror ikke det var ment som andet end at jeg skulle komme i seng, men alting smeltede væk for mig, alt var med et skræmmende og fremmed og jeg havde svært ved at trække vejret og det tog dem en time at få mig beroliget, jeg tænkte først for nyligt tilbage på dengang, jeg har aldrig tænkt mig selv som angstfyldt, jeg går ikke i stykker under reelt pres, det er små hverdagsting jeg mister grebet om og så føles det som om en bærende pille knækker og murbrokkerne falder sammen om mig og luften forsvinder fra verden og alting bliver et mørkt vakuum.

 

 

Jeg minder mig selv om at ting går over og at intet er konstant.

Men det er grundløst uretfærdigt at varmen og glæden er som flygtige øjeblikke og mørket er som en gletsjer, der glider ned over verdenslandskabet og presser alting ned i tusindvis af år.

Mine kæber er præget af ar som tallerkener

Havet er en rytme

Bølgerne skyller op i intervaller,

hver dag, hver time, hele tiden

Indtil klinten og stranden går i opløsning

 

Mest holder jeg af sandet under mine fødder

Der forsvinder væk

Som når man langsomt vågner

 

Jeg forsøgte at skrive drømmejournal

Men jeg husker kun det største og det værste:

At mine søskende bliver syge

At jorden går midt over

 

Jeg svæver midt i det blå tomrum, der er tilbage

 

Jeg ville ønske jeg var en kaskelothval

Jeg dykker tusind meter

Havet ramler sammen om mig

Jeg holder vejret i timevis, mit hjerte slår så langsomt

Spæk, blod og organer presses sammen om mig,

 

Jeg er så fast, så lidt flydende

Så meget en kerne af mig selv

Mine kæber er præget af ar som tallerkener

Fra kæmpeblæksprutter

Så enorme at intet levende menneske har set dem så store

 

Min strub danner

Så høje lyde, den højeste lyd noget dyr kan

Højere end en jetjæger

Vi hører hinanden i mørket

Over tusindvis af kvadratkilometer

 

Der er uretfærdigt

At knuste hjerter ingen lyde laver når de brister

Ingrid

Da jeg var teenager, var jeg avisbud i Hatting, den lille by mine forældres gård ligger udenfor. Det var kedeligt og hårdt arbejde, jeg fik 85 øre per leveret udgave af Horsens Folkeblad. Jeg blev våd til benet mens jeg cyklede byen flad på min lille mountainbike og hørte lydbøger og Red Hot Chili Peppers på en lille MP3-afspiller jeg havde fået i julegave.

De fleste aviser blev afleveret i postkassen, nogle få i orange plastik, de blev afleveret i rør på gårdene ved begyndelsen af de lange indkørsler, så de var beskyttet mod regnvejr.

Men på byens plejehjem, der lå i den østlige kant af byen på vej ind mod Horsens, ville nogle af beboerne i de beskyttede boliger gerne have at jeg kom helt ind med avisen til dem i deres hjem.

Der var en gammel mand med gule tænder og en gammeldags lyre, der var blevet dødskristen og missionerede i Litauen i sommerhalvåret, hans tænder var lige så skæve som de udmattede akkorder på lyren.

Jeg fik et sporadisk bekendtskab til nogen af dem når jeg dagligt kom forbi og afleverede avisen.

Men der var også Ingrid.

Hun var en gammel, væver kvinde med grå øjne, tynd som en silketråd, og hun rejste sig aldrig fra sengen, nok grundet sygdom. Men hun var altid sød ved mig, hun havde en skål med mintbolsjer som hun altid opfordrede mig til at tage af, og da jeg engang fik sagt at jeg faktisk ikke, mange gange undskyld, brød mig synderligt om mintbolsjer begyndte hun at købe nogle med citronsmag.

Vi talte ikke meget eller lang tid, jeg var jo på arbejde, men jeg forstod at hun var ensom. Der var ikke megen familie tilbage, og den der var tilbage, boede langt væk.

Jeg var et kærkomment afbræk i en hverdag, der blev brugt i den samme seng og i selskab med plejere.

Det blev juletid et år, lige før ferien, så sidst i december, og der var sne, så vidt jeg husker, de små stier omkring plejehjemmet var godt saltet til og avisen havde juletillæg, så den var stor og voldsom at aflevere.

Der var så småt mørkt, da jeg kom til Ingrids dør, ringede på og gik ind, som aftalen var. Der var koldt i entreen, jeg hilste og fik ikke noget svar.

I Ingrids værelse var der mørkt, kun sengelampen brændte og tre små fyrfadslys i vindueskarmen. Ingrid så trættere ud end hun plejede.

”Her,” sagde hun og smilede. Hun havde en hundredekronseddel i hånden.

”Tusind tak,” sagde jeg forbløffet.

”Det gjorde man i gamle dage,” sagde Ingrid, ”op mod jul fik alle budene en skilling, så nu får du også en.”

”Tak,” sagde jeg igen, lidt flov eller befippet. Det virkede uhøfligt at gå. Jeg lagde avisen på sengebordet. Der gik nogle øjeblikke, som føltes længere end de var, så talte Ingrid.

”Jeg ved du og din familie synger i kirken. Vil du synge en salme for mig?”

Min stedmor sad dengang i menighedsrådet og min familie har altid sunget højt og tydeligt, når vi var i kirken, en slags komplet mangel på god kristen mindreværdsfølelse og en helt oprigtig glæde ved at synge, så det gav mening at man ville vide det.

Senere har jeg tænkt over at Ingrid aldrig kan have været til Gudstjeneste hos Anne Sofie i kirken, hun kunne jo ikke gå.

Ingrid pegede på en lille salmebog.

”Jeg vil gerne høre ”Se nu stiger Solen”, den har sådan en dejlig melodi.”

Jeg var en blanding af smigret og fascineret, så jeg sagde ikke fra, og tog salmebogen og slog op og sang lidt spagt først og så mere kraftfuldt.

Det er en smuk salme, jeg har altid holdt af den, det føltes smukt at Ingrid, så meget ældre end mig og fra en anden tid, også holdt af den salme.

Jeg endte med at synge alle syv vers.

”Tusind tak, unge mand,” sagde Ingrid. ”Og tag nu et citronbolsje!”

Det virkede som tegn på at gå. Jeg ønskede Ingrid god jul og sagde tak for de hundrede kroner.

Det blev jul, det år fik jeg i overflod af Warhammerfigurer og maling, så jeg sad i dampen af kraftig kontaktlim og mårhårspensler og malede alle dagene væk.

Det blev nytår og det blev hverdag og jeg steg på mountainbiken efter skole igen og kørte op til Hatting for at omdele aviser.

Da jeg nåede til de beskyttede boliger var Ingrids vindue mærkeligt tomt. Døren var låst. Sådan var det i mange dage.

En dag afleverede jeg avisen til den gamle dødskristne, og spurgte til Ingrid.

”Hun er død, da,” sagde han og virkede overrasket over mit spørgsmål. Jeg var lige så overrasket og blev næsten ked af det over ikke at have sagt farvel eller vidst noget.

”Ja, det er en skam. Men sådan går det, vi går alle tilbage til Gud,” sagde han og jeg forstod at hvis jeg blev længere fik jeg en længere tirade om himmeriges lyksaligheder.

Jeg bød farvel og steg på cyklen.

”Men der er nu underligt,” mumlede han, husker jeg som det sidste.

”At man ikke har fået en ny beboer. Den har stået tom i halvanden måned og nu er det næsten hellig trekonger.”

Det var først på cykelturen hjem at det slog mig, og isen løb mig af ryggen og jeg trådte i pedalerne så hårdt jeg kunne og forsvandt ind under min dyne indtil natten kom og gik.

Dengang vi havde får kørte vi lammene til slagteriet

Dengang vi havde får kørte vi lammene til slagteriet.

Det var om efteråret, tror jeg, i hvert fald var det ofte mørkt og koldt og stormfuldt. Min far havde bygget traileren om, sat spånplader på siderne så man kunne transportere lam i den, den lignede en kasse, der blev brunere hver gang man så den.

Vi åbnede bagsmækken, hængslerne bandt, og i fællesskab slog vi ring om lammene og ledte dem mod traileren.

De var angste, det var tydeligt, de fornemmede at noget var i vejen, undertiden måtte vi slæbe dem op ad bagsmækkens indbyggede snubletrin. De brægede efter hinanden, et eller andet urinstinkt i dem fik dem til at flygte.

Engang måtte jeg skubbe en op, et skridt ad gangen, jeg stod næsten med ryggen mod den og pressede den op, og da den først var inde, kom de andre frygtsom springende, mere angste for at være alene end for det ukendte.

Så kørte vi dem til slagteren, de forsvandt inde i de mørke cementrum og på et tidspunkt inden for de næste 24 timer var de døde.

 

De har haft bedre liv end de fleste køddyr, tror jeg, løsgående på skråningerne omkring gården, frit for mennesker i det store og hele.

Undertiden var vi med, når de læmmede, selvom det holdt op med at være interessant da vi blev teenagere, mine forældre gav i hvert fald op på at få os med ud sent om natten og se de slimede lam blive trukket ud af fårene og høre deres mikroskopiske, spæde stemmer når de brægede forvirrede ud i natten, ramt af det skarpe lys og den kolde luft.

Jeg husker et får, hendes lam var dødfødte og hun kom sig aldrig over det. Hun holdt op med at spise og sygnede hen, og til sidst, for at spare hende, tog min far boltpistolen og sluttede sorgen og tanken om en sorg så stor at man dør af den har altid været brændt fast i mig siden.

 

Vi gav dem aldrig navne, kun vædderen, som jeg, da jeg var lille, havde døbt Kim Larsen, dens efterfølgere hed Kim Larsen II og III og så Viggo Mortensen, da min lillebror overtog tjansen.

Den eneste identifikation fårene havde var den gule trekant, med CKR-nummeret de fik skudt i øret som lam.

De levede deres liv væk fra os, de var ikke, med ganske få undtagelser, glade for mennesker, de var glade for de sorte spande med rugpiller og lyden af foder mod truget, men de var ikke glade for os, deres store sorte øjne glitrede frygtsomt, nok mest lykkelige på de grønne marker langt væk fra os.

Første gang min brors kæreste var på besøg hos os og vi fik lammesteg, spurgte min lillebror om det var Kim Larsen vi spiste, vi lo højt, hun blev helt bestyrtet, har hun siden sagt. Det var i øvrigt ikke Kim Larsen-kød, vædderkød er ikke velegnet som steg, det er for sejt og smager af uld.

 

Min bror og jeg nød at lege fårehyrder og drive dem lidt frem og tilbage, der var vel en eller anden slags kontrol i det, jeg ved ikke om vi eksperimenterede med frygt.

Vi fik under alle omstændigheder igen med samme mønt en dag vædderen var i brunst og prustende og rasende stangede til både os og de vandrestave vi havde taget med, og vi flygtede over hegn og marker og slikkede vores sår langt væk, pludseligt klogere og varsommere.

 

Her er ingen får længere på mine forældres marker, nu er der vinranker, de kan ikke stikke af og kræver ingen boltpistol eller forbitrede nætter med uvillige slagtelam.

Jeg savner det, at have den slags dyr i mit liv, selvom vores liv kun kolliderede engang imellem, der var noget voldsomt og levende og pulserende at lære i fårene, jeg fortryder måske jeg ikke var med til flere af de blodige fødsler.

Så langsomt som muligt

Jeg har lagt mærke til at jeg kalder mig selv ”langsommelig”, ”trist og langsommelig”, når jeg bliver overvældet og taler grimt om mig selv og stirrer hadefuldt ind i mit spejlbilledes skudte øjne.

Jeg ved ikke præcist hvorfor, det føles som om en del af mig selv, jeg ikke kender eller styrer, bryder frem og flyder over med undertrykte, knuste og grimme ting som jeg må stykke sammen bagefter.

Jeg sidder på altanen og regnen slår ned overalt, mine sukkerærter er blevet gule og dilden kroget, men persillen og mynten står flot på trods, jeg klynger mig til dem, mens jeg tænker over hvilke ting der er langsomme, eller rettere, hvilke ting der er hurtigere.

Glæde føles hurtigt, berusende, den ene tanke tager den anden og bliver til et orange virvar. Jeg føles hurtig når jeg er glad, observant, tilstede og omskiftelig, men ikke lige nu, det tager lang tid bare at skrive dette, historiens gang føles så uangribelig, som om jeg er sænket ned i en flod med brunt vand, der langsomt men sikkert krystalliseres omkring mig, jeg drak engang af mudret vand, da jeg gik i børnehave, det smagte af jern og vand, svagt af blodet når jeg rev mine hænder og suttede på såret.

 

Jeg er blevet inviteret på kanelstang, jeg er i det hele taget bare blevet inviteret ud og væk, men jeg formår ikke at overskue mere end en to tre ting om dagen, jeg er bange for de vil blive virvar foran mig, at jeg vil sidde tilbage og være langsom og hadefuld, jeg ville gøre meget for en hurtig løsning, en måde at bearbejde hurtigere og kvikkere, at få lysere øjne, i det hele taget gløde mere.

 

Hvorfor hade det langsomme? Planter er langsomme, dem elsker jeg, gletsjere er langsomme, venskaber er langsomme, strækker sig over mange følelser og mange år, at læse er langsomt, at lære er langsomt, månen og stjernerne er langsomme og uendeligt langt væk, hvorfor kan jeg ikke tilgive mig selv at være langsom, hvorfor skal det være en pine?

Jeg ville ønske jeg ikke hadede at vente, der er mennesker, der finder så stor fred i at være, for hvem verden i dens eget tempo er nok, gad vide om jeg bare er født sådan her eller om det kan læres, ganske langsomt og over lang tid.

 

Det er et John Cage nummer der hedder As Slow As Possible, der spiller i Halberstadt i Tyskland, og det har det gjort siden 2001 og det vil det fortsætte med indtil 2640, hver tone tager årevis, jeg har forsøgt at skrive om det og forstå, men jeg er pludseligt så lille og mine ord undslipper mig.

Jeg ville ønske ulykkelighed gik lige så hurtigt som glæde, men så ville der måske ikke være forskel.

Jeg vogter på min smerte indtil den lægger sig for nu

Jeg kan ikke huske et tidspunkt, hvor jeg ikke vidste hvad sygdom var.

Min mor blev syg da jeg var seks, jeg har ingen erindring om et tidspunkt hun var rask, svage glimt af græske strande måske, orange sol, men hurtigt derefter hospitaler, medicin jeg ikke måtte røre, mareridt om døden, normalt liv ind i mellem selvfølgelig, der er ingen grænse for hvad mennesker kan gennemleve, men altid den samme skygge.

 

Jeg legede engang en leg, mig og min ven var krigere, og vi bekæmpede sygdomme, influenza men også kræft og da min far hørte det fortrak hans ansigt sig, og han sagde at man ikke altid vinder over kræft og jeg blev flov, det var flovt jeg havde leget på den måde med de ting, det var ikke for at gøre det til en bagatel, jeg lukkede døren til mit værelse og forsøgte at læse tegneserier, men jeg kunne ikke blive suget ind i nogen fantasiuniverser, virkeligheden var for tung og trak mig øjeblikkeligt tilbage.

 

Jeg spiller Hollow Knight for tiden, det er meget smukt og meget svært og meget trist, en ven sagde at de hele tiden vekslede mellem frustration og melankoli, de blev nødt til at tage pauser fra det for at komme sig, jeg holdt ingen pauser, jeg blev så betaget af Hallownest, der er ved at gå under, den lysende, gule sygdom som sætter sig i alt og alle, det store lig af et guddommeligt væsen, en orm, der har skiftet ham, og dets ham, der bliver til aske, der ligner sne, der falder i tykke lag over ruinerne.

Jeg tænker over om melankoli mon er en sygdom, det føles sådan undertiden, det kommer i grove stød, og nogen dage føles det som et gammel ar, noget der findes, men som ikke gør ondt længere, men andre dag fosser blodet ud, og jeg forsøger at lægge pres på såret, så dem jeg holder af ikke bliver gennemblødte af usynligt blod som ingen ser, medmindre jeg falder igennem og kommer til at skrige af smerte, og jeg er så flov, når jeg kommer til det.

 

Den psykolog, der skal udrede mig er i vildrede.

Hun siger at det måske bare er et personlighedsmønster, der har sat sig fast, jeg tænker på dengang en veninde fortalte mig at jeg er ligesom æslet, jeg er panikangst for at være æslet, jeg vil ikke have en regnvejrssky over mig for evigt, en tristhed der har slået rødder i mig, jeg vil ikke være inficeret så dybt at man ikke kan gøre noget, andet end at give dulmende medicin og forsøge at tale om det, jeg vil ikke dulmes, jeg vil være fri.

Jeg tør ikke tage til den opfølgende samtale, jeg er så ked af det, jeg ved ikke hvordan jeg skal forklare hvad jeg er bange for.

 

I Hyper Light Drifter er hovedpersonen dødssyg, de hoster sort blod op indimellem deres lange, smukke eventyr i ruinerne af et langt højere civiliseret samfund, der ikke findes længere, det antydes at spillet er en kamp mod tiden for at finde en forsvundet kur, men der er ikke nogen kur, og selvom resterne af levende væsener reddes, dør hovedpersonen til sidst, opslugt af den sorte tjære, de hoster op af lungerne.

 

Jeg ville ønske det ikke var usynligt, en smerte der sætter sig i maven og måske matte øjne og fedtet hår, når jeg ikke har været i bad, eller måske ville jeg bare ønske jeg vidste hvad jeg skulle sige til folk, når de spurgte hvad der kunne hjælpe.

Jeg er ikke håbløs, men jeg er ked af det, jeg er så ked af det, det føles så uretfærdigt og uoverskueligt, og jeg ved godt at alting ikke har en mening, at vi er grundlæggende alene og at smerte bare findes, men hvor ville jeg ønske det var anderledes og at jeg kunne gøre noget, noget mere, noget fastere.

Jeg vogter på min smerte indtil den lægger sig for nu, så må jeg rejse mig igen, gærde eller skrige i min pude eller hoste sort slim op, og vandre videre.