Jeg drømte jeg var en ung pige

Jeg drømte jeg var en ung pige uden forældre, i hvert fald var min rigtige far flyttet væk og havde fået et nyt barn. Han besøgte mig undertiden, men betragtede mig med et grimt blik, noget var i vejen med mig, noget farligt, som gjorde mig ulykkelig, men som jeg ikke helt forstod. Han holdt afstand.

Min mor var ingensteder.

Så jeg levede på et børnehjem og havde et bånd til de andre børn der, bortset fra en ældre dreng, der ydmygende og falsk-kærligt rodede mig i håret og hviskede at jeg aldrig måtte glemme at han kunne ødelægge mig.

Om aften så jeg på stearinlysene, det føltes som om de små flammer var ligesom mig, varme og alene og skrøbelige, og de ansatte på børnehjemmet viskede om mig og pustede lysene ud hvis de så mig stirre for længe på dem. Undertiden om alvorlige læger og tog tests af mig, jeg snød mig til at kigge på deres papirer og der stod ord jeg ikke forstod, pyrokinese, latent, akut og ord jeg forstod, unormal, afvigende, farlig.

Nogle gange når jeg vandrede alene gennem byen kom jeg til at se et sært hus, der boede to mænd, flotte, en af dem gik i læderjakke og drillede mig og med tiden lærte han mig at skyde dåser med en luftbøsse i deres baggård, når jeg var hos dem følte jeg mig hjemme. Den anden smilede varmt, han have mørke, funklende øjne, og lavede røræg til mig, og de fløj undertiden pludseligt væk i deres hoverfartøj og kom tilbage med indbundne arme og mørke tanker, men de smilede stadig til mig. En dag kiggede jeg ved et uheld i store garage, der var kasser med våben, medicin og da de fandt mig holdt de mig tæt, men fik mig til at sværge aldrig at fortælle nogen hvad jeg havde set, og jeg lovede og de stolede på mig og i deres stue hørte vi gamle plader med franske sangerinder.

Byen jeg boede i, pumpede olie op fra en dyb undergrund, alle arbejdede med olien, det var hårdt og farligt arbejde, en dag blev alle børn sat op i en lang linje med en dunk råolie og måtte møjsommeligt gå op ad en stejl bakke og aflevere dem i kontoret, ham der mobbede mig låste mit værelse og sørgede for jeg kom som den sidste og måtte vente længst i kulden, men når mine venner havde afleveret deres dunke kom de tilbage og holdt mig med selskab og endelig nåede jeg frem til kontoret, men døren blev slået op og min plageånd skubbede til mig og jeg tabte dunken, og ifølge reglerne måtte jeg derfor begynde forfra, der var små istapper på mine øjenbryn, jeg rystede og mine skridt blev stive, men jeg gjorde det igen, og så kom han ind af døren igen og stirrede på mig med et ondt, rødt smil, men jeg ville ikke gøre det igen, jeg kunne ikke, så jeg skreg, og han slog ud efter mig og ville mig ondt og jeg ved ikke hvad der skete, men en ild voksede fra mig som blev til et flammehav der opslugte ham og brændte ham op, han nåede knapt at skrige mens hans ansigt smeltede, benzinen blev antændt, alting brændte og brændte og brændte, kontoret og dets ansatte, alle dunkene, hele verden lod til at brænde og jeg stod alene i det, uskadt af flammerne, og skreg og græd og skreg og græd og græd.

Jeg vågnede op i asken, mine venner fra børnehjemmet kom løbende, de havde gemt sig i en bunker, men de skreg at jeg måtte flygte, mænd i blanke visirer og våben kom efter mig, de havde brandsikre uniformer på. Jeg forsøgte at løbe, men snublede i de brændte planker, ru handsker greb mig og det blev mørkt igen og jeg vågnede i mørket og opdagede det var en celle, jeg havde en tynd hvid patientdrag på, jeg følte mig nøgen og krympede mig sammen i hjørnet, to gange om dagen kom en mand i kittel ind, han tog min temperatur og spurgte hvordan jeg følte mig, de serverede grød for mig om eftermiddagen.

En dag, jeg ved ikke hvornår, kom manden i kitlen ind og tog mig med til et anden lille rum, et med en stol og et vindue, og på den anden side sad min far og hans nye datter, hun var yngre og kønnere end mig, og selvom jeg var vred på hende fordampede det raseri da jeg så ind i min fars bebrillede blik, han var skuffet over mig, sagde han, han havde håbet at jeg ville styre mig, og mens han talte sådan om mig legede han med sin anden datter og jeg blev stille, selvom noget rasede i mig, en stump varme som glødende kul, han blev ikke længe, ville han bare sige, faktisk var det her en slags farvel. Hverken hans familie eller hans karriere kunne bære at have kontakt til sådan en som mig og så eksploderede alting igen.

Jeg brændte og han brændte med mig og hans datter også og lægerne i deres kitler og glasset imellem os og den tynde patientdragt de havde givet mig, som jeg hadede, alting brændte til aske og jeg kollapsede ikke, jeg blev ved med at brænde, jeg brændte så meget at jeg løftede mig over jorden og fløj så højt op i luften at jorden forsvandt under mig og luften blev tynd og jeg blev let i hovedet. Der var ikke mere ild, ingenting, jeg var for svag og jeg faldt ned mod jorden igen, når jeg ramte jorden under mig ville jeg blive knust og dø, og måske var det også det bedste. Vinden suser omkring mig og heroppe er stjernerne og månen meget tydelige, men de forsvinder hurtigt, jeg lukker øjnene.

Et puf mod min skulder, jeg ser ind i manden med de mørke varme øjnes ansigt, han smiler hvidt til mig, jeg forstår ikke.

Han forsøger at tale til mig, men jeg kan ikke høre ham i vinden, han har en dragt på så han kan svæve, jeg bliver bange, mine hænder bliver gloende, han ser alvorligt på mig, og så tager han fat i den maskine, der skaber svævekraften, han river den af sin dragt og med to kabler binder han den fast til mig, han kigger mig i øjnene, han smiler og skubber sig langt væk fra mig, jeg skriger, jeg tror jeg græder, men vindmodstanden er så hård at mine tårer med det samme bliver kastet væk, jeg kan mærke mit fald blive langsommere, jeg har tabt ham af syne, jeg taber virkeligheden af syne.

Jeg vågner op i en seng, min ven, ham der lærte mig at skyde, sidder ved siden af mig, han har mørke rande under øjnene, han holder min hånd og er glad for jeg lever, de havde ledt længe, de havde ligger i skjul efter mig ude foran institutionen i ugevis, da den eksploderede og brændte til aske, det var et held de kunne nå mig, men han bliver også stille, og jeg forstår at hans elskede døde for at redde mig, og jeg græder og omfavner ham og han holder mig helt tæt, og ser på mig, og jeg forstår et mørkt sted inde i mig at jeg har hævn og retfærdighed at udøve, gengæld for blodet, noget er galt med verden og jeg skal brænde den til den er renset.

Så vågner jeg.

KOKSGRÅ

Jeg læste engang en historie om en fabrik i en mineby, hvor stærke hænder gravede rå timer op af jorden.

Timerne tog form af ujævne krystaller, og måtte opvarmes og forfines før de kunne bruges til at forlænge menneskers liv eller forkorte produktionstiden på en fabrik.

En dag bliver fabrikken bombet af anarkister, men de mange timer strækker eksplosionen udover så lang tid, at arbejderne simpelthen efterlader deres værktøj ved arbejdsbænkene og fortrækker sig uskadte, og i ro og mag se eksplosionen æde først arbejdsbænkene og siden vinduerne og så fabrikken, en millimeter om dagen, verdens langsomste katastrofe.

De sulter imens naturligvis, man kan ikke arbejde i en fabrik, der er flere år om at eksplodere, splinterne river sig fra hinanden og landet affolkes, mens en ildkugle med samme hastighed som en gletsjer æder øen op.

Jeg tager mig selv i at stirre ud ad vinduet i toget eller ind i stearinlys.

 

 

Jeg er trykket i maven, det føles som om min appetit har vendt sig mod sig selv.

Jeg læste om en svampeart i Tjernobyl, der kunne trives i radioaktivitet, den var sort eller nærmere mørkegrå, jeg håber jeg kan lære at trives farlige steder, men jeg har ikke lyst til at blive koksgrå.

 

 

Undertiden kommer jeg op til overfladen, det kræver en voldsom kraftanstrengelse at rydde op når vandet er ude af min næse, mine venner er meget bekymrede, jeg ved ikke hvad jeg skal sige til dem.

Jeg er blevet god til at smugle beskidte, dybe tallerkener ud i køkkenet om natten og vaske dem stille op, det er nemmere end at forklare.

 

 

Jeg kan ikke helt slippe tanken om at det er mit eget ansvar. At jeg skulle have været stærkere eller mere overbevisende, jeg fortæller mig selv at jeg ikke må tale grimt om mig selv, at jeg ikke skal føle så meget skyld, men jeg er ikke så overbevisende, det føles som om jeg lyver og jeg kan ikke bruge løgnere til noget, så jeg står overfor mig selv og hvis der skulle have været nogen stor kærlighed er den dækket af rim, den gør ondt af røre ved og jeg har glemt mine handsker.

 

 

Det er ikke fordi jeg tror at alting bliver ved med at være sådan her, men selv alle gode råd og intentioner og fakta i verden kan ikke redde mig lige nu, jeg må finde noget andet.

Jeg vil gå langt igennem det her mørke, indtil jeg finder det, men jeg går på grus og mine fodsåler smerter langsomt og den anden dag skulle jeg vaske et krus, men hanken var smadret, og da jeg vendte det i hænderne borede det knuste porcelæn sig ind i det bløde stykke mellem min pege- og tommelfinger, men jeg opdagede først blodet og den røde afskrabningen senere, da jeg gik i regnen, og nu smerter det fjernt når jeg rækker hånden ud.

 

 

Man får ondt i hovedet af at græde meget, jeg skriver en e-mail til min læge om en lægeerklæring, det føles pinlig. Da min moster var bekymret den anden dag blev jeg vred og fortrød med det samme og nu skriver hun ikke til mig.

Jeg trækker vejret langsomt i dag, lægger jeg mærke til.

 

 

Hvad skal jeg gøre med stumperne af mig selv?

Det føles som om jeg ser på en katastrofe i slowmotion og katastrofen er mig selv, og jeg river mig til blods når jeg samler skårene op, jeg føler mig så mikroskopisk.

I min vindueskarm står lyngblomster og min tomatplante, den ene døde, jeg vidste ikke hvordan jeg skulle redde den efter at toppen knækkede af.

Den anden står stadig, standhaftigt, nærmest i trods, men dens blade er blevet sarte, jeg vander den med lunkent vand fra en glemt kaffekop og holder vejret meget langsomt.

Noter om tilintetgørelse og ingenting

Reject the system dictating the norms
From dehumanization to arms production,
To hasten this nation towards its destruction,
It’s your choice,
Peace or annihilation

– Crucifix, Annihilation

Jeg spoiler en lille del af Disco Elysium, Annihilation og omtaler selvmord i følgende tekst.

Hvis hele mit liv var blevet strakt ud foran mig, før jeg blev født, hvis al smerten og lidelsen og tvivlen og kærligheden og glæden og varmen og mørket var blevet lagt ud som et åbent kortspil, ville jeg så have sagt ”ja” til at eksistere?

Tankeeksperimentet er i sig selv absurd, der er ikke meget at finde i det, for det ikke at eksistere er umuliggjort fra det øjeblik man bliver bevidst om sig selv – man kan ikke vælge at ende sit eget liv uden at det har voldsomme konsekvenser for andre mennesker, som heller ikke har valgt at være bundet fast i kød og blod og lænket til denne verden og dens indbyggere.

Selvmordet er, selvom det må forstås som en, for de som er syge, i øjeblikke rationel udvej af en smerte der føles uendelig, ikke en ren vej til ikke-eksistens eller udfrielse, den er betændt og smertefuld, væskende som et inficeret sår eller korrumperede filsystemer, fyldt med ekkoer af forsvundne muligheder. Det er ikke ansvarsløst at tage sit eget liv, det er ikke at være fri for eksistens.

Det er ikke en brugbar udvej, ikke for mig, i hvert fald, og jeg tvivler ærligt på om nogen ville vælge den, hvis de var ved deres fulde bevidsthed og fik den hjælp de behøver, men vi efterlader folk i ensomhed og sorg og fattigdom (åndelig eller materiel) og i den nuværende verden kan man ikke gøre sig til dommer over den slags, hvis overhovedet.

Alligevel kredser mine tanker om ingenting, om tilintetgørelsen, om en eller anden slags udfrielse, måske fordi jeg selv har så svært ved at mærke mig selv i de her dage, selv når jeg ser på dem jeg elsker føler jeg mig bleg og gennemsigtig, jeg har fået halskvaler og den skurrende, varme smerte i min strube minder mig om at jeg findes, at min krop er virkelig, og jeg tager tøj på og handler panodiler, brød og hyldeblomstsaft, udholder regnen indtil jeg kan lukke døren bag mig og igen komme så tæt på at være ikke-noget som jeg kan.

 

 

I spillet Disco Elysium, som er underfundigt og smukt og sjovt og tragisk som kun de bedste romaner, eksisterer verdens kontinenter ikke på samme måde som i vores univers. Imellem dem er ikke have, men i stedet ufremkommelige tåger af intethed, kaldet the pale, blegheden, som driver mennesker, der bevæger sig ind i dem, gale, de glemmer hvem de er og hvor de kommer fra, og man kan kun navigere igennem blegheden på lynhurtige raketter i så kort tid som muligt, der er procedurer og kvoter for hvor længe mennesker må opholde sig i blegheden, for ikke at blive fortabte og triste og uvirkelige.

Den verdens videnskabsmænd har en teori om at blegheden langsomt udvider sig, at den engang vil brede sig til hver eneste afkrog af universet, deres udgave af vores univers langsomme forfrysning, indtil ingenting kan siges at eksistere længere, og jeg blev meget rørt af den tanke og det billede, i vores univers vil alting gå langsommere og langsommere, indtil ingenting nogensinde bevæger sig mere, jeg tror jeg ville foretrække ingenting i stedet for en standset model af et tiltagende tomt univers.

Revachol, den faldne by hvor spillet foregår, er et magisk sted, revolutionen og håbet om en bedre fremtid er vævet ind i den og selvom en international koalition af kapitalstater ”lod masken falde”, som det siges, og bombede nådesløst indtil unge fristat betingelsesløst overgav sig, er drømmen og det ulmende krav om en anden virkelighed, der ikke endnu eksisterer, stadig hamret ind i de knuste brosten og de gamle bunkere, en anden virkelighed før intetheden tager dem.

Der er et smukt øjeblik i spillet, der er mange, men et foregår i en gammel kirke, som en gruppe unge hardcoremusikere vil omdanne til en natklub, der er bare et problem; en hacker har stillet sine maskiner op i den ene ende af kirken, ved siden af det knuste rosenvindue, og optager døgnet rundt lyd fra et punkt lige ved kirkens tårn, et punkt man opdager er en sfære af to millimeters omkreds, hvor et blegheden knusende, umuligt langsomt er ved at brede sig.

Det lykkedes at slutte fred mellem hardcore-musikerne og hackeren, og i sidste ende bruger musikerne en optagelse af intetheden i deres musik, en vældig bas-og-diskant, et udsnit af ikke-eksistens, der får hjerter og vægge og hjerner til at vibrere og ryste og summe og hovedpersonen leder en ekstatisk dans.

Musik af ingenting, den tanke holder jeg af, selvom al musik måske, i en eller anden forstand, er lavet af ingenting.

 

 

Min psykolog fortalte mig at det at få børn er at udslette sig selv på en måde, og at der er en udfrielse her, og det rørte mig, jeg har også et behov for ikke at være for min egen skyld, for at min eksistens brænder op i andres lys, selvom tanken er både skræmmende og vanvittig.

 

 

Jeg har aldrig helt forstået hvorfor filmen Annihilation har det navn den har, udover at det er et smukt ord, der er ikke tale om en tilintetgørelse, der er tale om en spejling, ingenting går under i Annihilation, alting bæres ufuldkomment videre, forvrængede spejlbilleder, som i den uforklarlige scene hvor Lena bliver overrasket af to hjorte, hvis gevirer har spirende blomster, de bevæger sig synkront, stirrer på hende, forsvinder, og i filmens klimaks bevæger Lena sig synkront med sin egen dobbeltgænger og vi stirrer på hende, og slår sig selv ihjel ved at følge hendes bevægelser, og jeg tror Annihilation siger mere om hvordan vi, når vi ser på verden, stirrer ind i et spejl, og jeg kan ikke lade være med at følge en sorg, som et svagt sidestik, over at kalde det spejl for tilintetgørelse, selvom det måske bærer en vis sandhed i sig.

 

 

Jeg håber, og tror, at jeg havde sagt ja til at eksistere hvis mit liv havde været lagt ud foran mig som en serie af dominobrikker, også selvom det undertiden føles som om jeg ikke helt er tilstede, som om mine molekyler er spændt udover for meget rum, det ophører også engang, livet er vel et spejl, og selvom de øjne der stirrer tilbage lig nu er mørke og indsunkne er det ikke en evig sandhed, og det bringer i øvrigt uheld at smadre spejle.

IMOD HÅB

Indeholder omtale af selvmord, død, håbløshed og mørke.

 

Den sidste sommerfugl af arten Xerxes Blue forsvandt engang mellem 1941 og 1943.

Dens levesteder forsvandt i takt med at forstæderne uden for San Francisco skød op, samlere indfangede dem og satte dem på nåle bag glas, og deres blå farve er falmet med årene, nu er de grå og tørre, så delikate at man ikke kan røre dem uden at de falder fra hinanden.

De forsvandt før kameraet blev udbredt, jeg kan ikke finde et billede af dem, kun rekonstruktioner i mikroskopiske opløsninger og den falmede blågrå farve, glas, nåle, støvet, dæmpet olielys.

 

 

Jeg er løgner. Jeg er ikke håbefuld, jeg er uden håb.

Hver gang nogen lover en anden virkelighed, en med mindre krig og flere træer og mindre grusomhed bliver deres drømme slået i stykker mod virkelighedens klipper, og fordi jeg vover at håbe splintres jeg også mod klipperne, og for hver gang bliver det sværere at ville mig selv tilbage til en helhed, det føles som om jeg efterlader en splint hver gang, et lille stykke af mig selv.

Jeg glemte at tage mine antidepressiver i går, og jeg tilbragte først aftenen og så natten med at græde og fortryde mine handlinger, og tænke over at jeg havde forsøgt at række hånden ud til en, jeg troede manglede den, men endte med at skubbe dem væk.

Det føles som om vi står foran en maskine, der er så uoverskuelig og monstrøs at dens tandhjul ikke engang standser når den maler vores knogler til benmel, den er ikke engang ondskabsfuld, og de som forsvarer den er ikke ideologer, de er statistikere og ingeniører, ”det er sådan det bliver nødt til at være,” siger de og sidste år døde 256 danskere som følge af stoffer og jeg kender ikke tallene for de, der hængte sig i garagen eller blev myrdet af deres mænd.

I Bolivia erklærede Jeanine Áñes, efter at den indianske præsident Evo Morales og hans parti var drevet bort, at Pachamama, de indfødtes gudinde, aldrig igen ville få adgang til præsidentpaladset.

Bolivia, sagde hun, mens militæret svang deres rifler, tilhører Kristus.

 

 

Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre med min kristendom, jeg tør ikke tro på et liv efter døden, jeg tror ikke på mirakler.

Det eneste jeg kan finde trøst i er, at Gud, da han var menneske, var håbløs.

På korset græd og skreg han, og han råbte og spurgte: ”Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?”

Ingen svarede ham, og ingen har nogensinde svaret ham, og ingen svarer mig eller os, når vores liv smuldrer mellem vores hænder, jeg synes hænder er så smukke, jeg kan kigge på dem i timevis, jeg er født med tolv fingre, og det smukkeste ved mig er mine lange, tynde fingre, og de stumper, hvor mine knogleløse ekstra fingre blevet skåret af ved roden.

 

 

Jeg er uden håb, men jeg går stadig, vejen er så lang, den strækker sig uendeligt ud i fremtiden, og ofte siger jeg til folk at verdenshistorien er kort, at vi ikke kan vide noget om hvor vi ender henne, men det er så svært, så umuligt og smertefuldt at fortsætte med at tro på noget bedre, når alt tyder på det modsatte,

Jeg, vi, kommer aldrig til at se en Xerxes Blue, de er væk, de er smuldret mellem vores hænder og vi ved ikke engang hvornår præcist det skete.

Der er kun ekkoerne tilbage, indkapslet bag falmet glas.

 

 

Jeg håber ikke, men jeg elsker, jeg elsker brændende og for evigt, og jeg kan ikke give op, ikke engang hvis jeg havde lyst. Ingenting slutter nogensinde.

Der er en linje i et af mine yndlingsdigte, i T. S. Eliots Hollow Men.

De fleste husker slutningen, om at verden ikke ender i et brag, men i en stønnen, men for mig er det en anden linje, en underlig linje, der har sat sig fast, en slags mærkeligt ekko af et håb, hvor der ikke er mere tilbage, en Xerxes Blue bag støvet glas:

Between the conception
And the creation
Between the emotion
And the response
Falls the Shadow
Life is very long

Det er sandt, ved jeg dybt i mine knogler, livet er meget langt.

Glædelig jul.

FREMTIDEN

Jeg ved ikke hvorfor jeg tillader mig selv at håbe.

Undertiden føles det som en smertefuld idé, som en sikker vej til nederlag, til skuffelser, til mere af det samme. Men jeg ved heller ikke om der er et alternativ, jeg kan ikke bære tanken om at blive så desillusioneret at jeg ikke længere har fantasi til at forestille mig noget andet end grå cement og døde kroppe i middelhavet, voldtægter og undertrykkelse.

Engang sagde Zizek at det er nemmere at forestille sig verdens undergang end et alternativ til kapitalismen, og han har ret, jeg ved ikke hvad alternativet skal være og hver gang nogen stiller et op bliver det knust af en gigantiske grå maskine, de samme mænd i de samme jakkesæt, der siger de samme ting som de altid siger, og det er aldrig dem selv, der betaler prisen, det er altid nogen andre, nogen uden stemmer, nogen der bliver skudt ved en grænseovergang eller ikke har råd til deres insulin.

Jeg ved ikke om det hænger sammen, men jeg fik et sæt tarotkort for nogle år siden, dengang med Trump og Brexit, jeg blev fascineret af de smukke billeder, men mest af alt af den mulighed de lagde foran mig: Der er tusind fortolkninger, tusind verdener, tusinder af mulige fremtider.

 

 

Jeg lægger mine tarotkort på mit lagen og jeg trækker Månen, jeg trækker ofte Månen; illusioner, frygt, angst, det underbevidste, intuition.

At balancere på en kroget vej mellem to dyr, en krebs kryber op ad floden (der aldrig er den samme, ved vi) og udsætter sin hårde skal og sit bløde indre for den kølige natteluft og månens drømmeskær, jeg har altid elsket månen, man bør betragte dem der ikke elsker månen med skepsis, månen er en kvinde og kvindehadere er altid onde.

 

 

Jeg trækker ofte Månen, og den siger ikke meget, den er mystisk, den taler fortsat om en mørk vej, en balancegang, skygger der løber og forsvinder, at drømmene og illusionerne kravler ind over virkeligheden, vogt dig for gamle fjender og fatamorganaer og drømmesyn og opspind.

Jeg blander kortene grundigt, jeg har aldrig brudt mig om spejle og skyggefulde kroge om natten, en jeg elsker kan høre flagermusene, men jeg kan ikke, kun regnen hvis den er der, måske derfor holder jeg af regnen, stilhed kan brydes voldsommere end summen.

 

 

Engang ved nytår, da jeg stadig boede på Amager, havde Petra små hestesko af tin med, de var fine og små, men overraskende tunge, og hun sagde at i Finland spåede man i tin.

Vi lagde dem i en grydeske af støbejern og holdt dem over gasblusset til de smeltede og kastede dem i koldt vand og tog dem op. De hvæsede og dampede når det smeltede tin ramte vandet, og dunkede hårdt når den kølige bleggrå masse ramte spandens bund.

Vi samlede dem varsomt op, og efter Petra anvisninger tændte vi høje stearinlys og ventede til mørket faldt på og holdt vejret og tinstykkerne op foran flammerne og tydede deres skygger. En var et fuglenæb (held), en anden en tung mønt (velstand) og andre forvitrede og krogede (mange børn).

Min var en fjerpen, heldige skriverier, et fyrtårn, et skifte, men tydeligst en huggende slange, en advarsel om at ens fjender smeder rænker, at de konspirerer bag ens ryg, vi lo meget af det og skålede på min fremtidige succes som forfatter.

Jeg kiggede mig over skulderen senere, da jeg hentede cigaretter og ginger beer til en rest af rom vi fandt i min vindueskarm, og jeg kiggede igen på vej hjem.

 

 …

 

Engang til min fødselsdag sent om natten, tegnede vi et Ouijabræt op og fandt et af de whiskeyglas min lillesøster gav mig til jul og skiftedes til at stille spørgsmål, efter Liva bad Frans af Assisis bøn, den der handler om at ændre hvad man kan og accepterer det man ikke kan.

Vi spurgte om vores fremtid, om kæresteforhold og held med at finde boliger, og jeg spurgte mere selvsikkert end jeg var om jeg ville kunne leve af at skrive og glasset fandt vej til ”nej” og jeg blev stille af det, der er vel ikke noget mere arrogant end at tro man skal leve af sin kunst, og det er tåbeligt at stille mørket spørgsmål man ikke vil have svar på og Amalie mente at det nok mest handlede om at jeg også skulle lave noget andet, og da vi skrev om det næste dag på Facebook forsikrede vi begge hinanden om at vi ikke troede på den slags, obviously.

 

 

Nikita sagde til mig, da jeg havde drukket min tredje sambuca, at vores fremtid står på en knivsæg, at vi blev nødt til at lægge vores tidligere idéer om politik fra os, hvis vi ville redde verden som vi kender den, at koalaerne er væk i Australien, brændt op i skovbrande, og jeg forsøgte at mønstre et forsvar for en verden, der også handler om de svageste og ikke kun middelklassens klimaangst, men jeg kan snart ikke skille ting fra hinanden, jeg er så bange for at Boris Johnson vinder, at hele verdens ledere bliver forkvaklede afstøbninger af mennesker som Donald Trump, polerede mænd, der afskyer deres kvinder og tusind andre paroler jeg har sagt tusind gange, det føles så let at blive nihilist eller værre realist og give op og hade andre mennesker for deres dumhed, deres overfladiskhed, deres manglende dybde og forståelse.

Men jeg vil ikke indskrænke virkeligheden til en enkelt verden, en enkelt virkelighed, jeg vil have at tusind virkeligheder som sæbebobler svæver blandt hinanden, jeg vil helst elske også dem, der ikke ligner mig, jeg bliver nødt til at tro på at det kan og vil blive bedre.

Mens jeg drikker den fjerde sambuca forsvinder en af de 200 dyre eller plantearter, der hver dag uddør, og de kommer aldrig til at findes mere.

 

 

En veninde lægger ikke horoskoper, man kan ikke spå i fremtiden, alt hvad vi er og har er ikke fastlagt, kun stjernerne i det øjeblik vi er født, men min veninde Stine kender ikke sit eksakte fødetidspunkt, hun ved ikke engang om den dag hun har fødselsdag, er den rigtige, eller om de bare opfandt det på børnehjemmet, vi ved ikke hvad vi skal sige.

Jeg holder hende meget tæt, før vi skilles ad og går i seng, men jeg frygter at det mest er for min egen samvittigheds skyld.

 

 

Jeg bliver ofte kaldt drømmer og idealist, verden er som den er, vi må acceptere dens ondskab siger de, og jeg spørger mig selv om mine tarotkort eller deres fatalisme er mest frygtelig og skæbnetro og begrænsende. Man sagde det samme til slaverne, til kvinderne, der ville have stemmeret, til dem, der ville bygge et offentlig sundhedssystem og en verden, der var marginalt mere barmhjertig ved de svageste.

Når nogen siger at noget er urealistisk eller utopistisk eller at tanken er god men umulig, føles det som om de gør vold på fremtiden, som om de binder den i lænker og kræver af den at den ikke kan vokse, men kun løbe som en gravet kanal i en retning, som om den ikke havde et utal af muligheder, og ingen bør lytte til dem, ingen kan eje fremtiden, vi går på en månebelyst og snoet vej som en kravlende flodkrebs, og vi skal ikke vogte os for drømmesyn, vi skal holde dem tæt ved hjertet, veje bliver altid skilleveje og skillevejene bliver skilleveje.

Floden er aldrig den samme som den var, engang drømte mennesker om andre verdener end den de beboede, og som de fik fortalt var, som den burde være, som den kunne være, jeg håber ikke vi er holdt op med at drømme, jeg har ikke set nogen gode grunde til at lade være, selvom jeg ængstes om natten og ikke hører flagermusene og månen svøber alting ind i et blåligt lys, der får virkelighed og drøm til at flyde sammen.

Hvis virkeligheden er grusom, er der ingen gode grunde til ikke at tvinge den til at tage form efter drømmen.

Vi har gjort det før.

Vi kan gøre det igen.

Engang bliver vores kroppe også forladte huse og ruiner

Der var et hus i nærheden af mine bedsteforældres gård. Dets tag og vinduer manglede, og murstenene lå i store bunker. Fra hjørne til hjørne var der trukket et rød- og hvidstribet plastikbånd. Da jeg spurgte min mormor, hvad der var sket, sænkede hun stemmen og fortalte, at den fraskilte mand, som havde boet der, var blevet så ulykkelig, at han havde sprunget sig selv og sine børn og huset i stykker. Nu var de væk. Kun husets rester stod tilbage som et minde om, at det var forgået. Og da jeg besøgte mine bedsteforældre senere, var huset blevet bulldozet og murbrokkerne kørt væk. Plastikbåndet var ingen steder at se. Vi talte aldrig mere om huset.

I mange lande er forladte og nedbrudte bygninger en fast del af landskabet. Måske er der ikke penge til at fjerne dem, måske betragtes de som en naturlig del af verden, og derfor overlades de til vilde dyr og planter. Bliver efterladt i fred.

Det er ikke i lige så høj grad tilfældet i Danmark, hvor forskere mener, at danskerne lider af ruinforbi. Det stammer helt tilbage fra jernalderen. Her var husene bygget af træ og ler, og når de begyndte at smuldre, brugte man resterne som gødning.

Uanset årsagen, så bryder danskerne sig, i modsætning til vores nabolande, ikke om ruiner. Hvis en Fakta lukker og ingen vil overtage bygningen, eller hvis et hus viser sig at være usælgeligt, vil vi helst have det revet ned og ude af syne så hurtigt som muligt.

Med undtagelse af antikke ruiner, gamle borge eller forladte slotte. Dem tilgiver vi og gør til museer eller landemærker, men de nyligt forladte bygninger bryder vi os ikke om.

Tag Ghettoloven fra sidste år. En væsentlig del af loven omhandler de almene boligbyggerier i ghettoområderne. Tolv milliarder kroner blev sat af til nedrivning og omdannelse.

Det virker som om loven ikke kun ønsker at ændre indbyggerne, men at det er selve bygningerne, altså ghettoen, man vil have væk. De er på en eller anden måde inficerede, og må derfor, til alles bedste, rives ned. Det er ikke nok, at de uønskede beboere flyttes til andre steder, hvor de tilsyneladende udgør et mindre problem.

Det er endnu vigtigtigere, at de fysiske minder om ghettoen er væk, før vi kan betragte problemet som løst. Husene kan ikke genbruges. De må væk.

Der er en gammel bygning ved Bytoften i Risskov.

Den tilhørte engang IBM, men efter en omstrukturering i 2014 forsvandt de 1400 medarbejdere, og den tomme bygning stod tilbage. Salget til nye ejere trækker i langdrag, så kontorbygningen står bare og forfalder.

Naboerne kalder den spøgelseshuset og vil helst have den fjernet eller lavet om. Den skaber utryghed, siger de. Junkierne og graffitimalerne har overtaget den. Hvorfor er der ikke nogen, der gør noget?

Jeg tror ikke kun, at det er stofmisbrugerne, de tomme øldåser og de skravlede cirkel-a’er, som er så provokerende. Det er selve ruinens eksistens, fordi den er et spøgelse af en forgangen bygning, der gør os ilde til mode. Den minder os om, at alt har en ende, og ruiner er stærke symboler. Voldsomme totemer. Men tiden er løbet fra totemer, og ingen vil have et minde om livets ende i baghaven.

Jeg forstår godt, hvorfor man ikke ønsker sig en faldefærdig ruin som nabo. Jeg forstår godt, at ghettoerne måske er tjent med fornyelser, men jeg kan ikke lade være med at sørge over de ruiner, vi aldrig får, fordi vi river dem ned, før de kan nå at være.

En ruin til hører i praksis ikke nogen og derfor alle. I Stensballe uden for Horsens leger børnene i den gamle såsædsfabrik, ved Bytoften søger de hjemløse og stofmisbrugerne ly og i Pripjat ved Tjernobyl trives træer og vilde dyr bedre end nogensinde.

Når magten, systemet og det stabile samfund trækker sig fra bygningerne, åbner en uendelighed af muligheder sig. Vores byer er bygget på resterne af andre. Jorden under os er fyldt med fortidens levn og vores forfædres lig. Et lig er vel, i sagens natur, ikke andet end en menneskelig ruin, og måske ser vi vores egen undergang og død, når vi ser på ruinerne. Vi mærker et glimt af, at vi engang også bliver ruiner, at hele vores samfund og alt vi har bygget engang vil blive forladt. Forfalde og forsvinde.

Jeg holder af de forladte steder og de faldefærdige huse. Det føles som en fornægtelse af tiden at sminke landskabet.

Ting, som forsvinder, efterlader altid et hul, men jeg ved ikke, om det nødvendigvis er løsningen at fylde hullet ud.

Man bliver ikke lykkelig af at fornægte sin fortid eller ens dødelighed, og der er noget mærkeligt over, at vi udstiller de gamle borge og de store tårne i København, men bulldozer vores fiaskoer og gamle betonkomplekser.

Det hele er en del af vores fortid, også de grimme og ubeboelige. Jeg vil helst bo i en verden med plads til ruiner og gamle spøgelser.

Også de grimme.

Teksten er originalt udgivet i Magasinet Citat 47

Hvad gør man med stumperne af kærlighed?

Det er skørt som knudrede glaskarafler at ting tager farve af de mennesker, man har oplevet dem sammen med.

Sådan var det med Bon Iver.

Da vi ikke kendte hinanden længere, føltes begyndelsen på Perth som at stå i en nedbrudt katedral, hvis kirkesang for længst var forstummet.

Sandet har slidt gulvet blankt og hvisler stilfærdigt under ens fødder, og man behøver kun gøre sig den mindste anstrengelse for at forestille sig at det ikke er en ruin, men en levende bygning, hvor de levende begraver deres døde og ægter deres elskede og børnene græder, idet deres hovedet døbes i det kolde vand.

Men det er ikke en katedral længere, de farvede glasvinduer er for længst knuste, døbefonten er ituslået og kun murbrokker lægger spredt.

Der er kun konturerne tilbage. Ingen bygning.

Ingen katedral.

Kun mindet.

 

 

Vi plejede at gå ud i Fælleden når jeg havde hjertesorger, vi vandrede langs åen og ned til søen og ud til fiskeplatformene og kiggede på fuglene, mens vi røg cigaretter og jeg talte.

Du sagde ikke så meget, du lyttede mest, det har du altid gjort, undertiden svarede du med en slidt kliché, men fordi den var fra dig og din hadede jeg den ikke, det slog mig så stærkt at al sprog mest er afgjort af den kontekst det siges i, og når vi blev kolde vandrede, det var næsten altid efterår, når jeg havde hjertesorger, så travede vi den anden vej rundt om søen, og forbi fuglehuset som nogen havde tegnet øjne på, og vi grinede lige højt hver gang.

Som regel lavede vi mad, det har altid været vores fremmeste kærlighedssprog, gerne pasta, og på de bedste aftener steg projektet dig over hovedet, en støvsky af mel stod os om hovedet, og når vi endelig spiste, var mørket for længst kommet.

Opvasken lod vi stå og drak billig vin fra Netto på hjørnet af Amagerbrogade, og vi røg så mange cigaretter at vi måtte stavre ned til 7/11 ved Holmbladsgade, hele arkitekturen omkring vores lejlighed sidder stadig fast i mig, jeg ved hvor mange skridt, der er fra hoveddøren til det blå stakit og ned til kiosken, der aldrig havde varer, ned til T. H. Sørensen hvor vi undertiden købte tre håndmadder og et stykke højtbelagt, du ville helst have den med hakkebøf og hjemme ved siden af vores pladespiller stod min udgave af For Emma, Forever Ago og Bon Iver- Bon Iver og samlede støv.

 

 

Du lavede flammkuchen til mig engang jeg kom hjem fra arbejde, jeg tror vi havde været på date dagen før, jeg havde aldrig smagt noget lignende, jeg elskede det og dig og dine brune øjne, og jeg vil ikke have nogen andre til at lave det til mig nogensinde igen, jeg tror ikke jeg kan bære det.

 

 

Jeg ville ikke miste Bon Iver, selvom hun havde lært mig at elske det, så jeg tvang mig selv til at høre det mens jeg græd.

Tomas sagde han havde det på præcis samme måde med det samme album, det er nogle gange rart at opdage at ens lidelse ikke er unik, at man træder præcis den samme vej som andre før en.

Det værste var da hun var ude at rejse og jeg hørte de sange vi havde hørt sammen, internettet var så dårligt dernede, jeg hørte aldrig fra hende og blev til en underlig udgave af mig selv jeg ikke kunne genkende.

Det tog mig så lang tid at sætte mig selv sammen igen bagefter, det skete et enkelt stykke af gangen, men de gamle brikker passede ikke sammen som de plejede, og imens hørte jeg den Bon Iver-plade, som ikke så meget repræsenterede hende, indser jeg, men nok nærmere en drøm om et forhold, der aldrig fandtes.

Jeg tvang min krop rundt i regnen, tørrede mine sko af, åbnede døre og så dem lukke bag mig.

 

 

En dag var Bon Iver noget andet.

Jeg er stadig ikke helt sikker på hvad, nej, det passer ikke, en dag var jeg noget andet.

Bon Iver var bare Bon Iver.

Det gik op for mig at Justin Vernons tekster ikke har noget plot, de fortæller ingen historier, kun frarevne, forvredne billeder og minder og stemninger, ekkoer af noget andet, de fungerer som spejle og jeg så så dybt indt i mit, og jeg er ikke sikker på jeg fandt noget.

Jeg brød mig ikke om hans tredje plade.

Og For Emma, Forever Ago og Bon Iver – Bon Iver står stadig hos Johannes og samler støv, tror jeg.

Jeg hører Perth nu, på Spotify.

Teksten er ”Still alive, who you love” i omkvædet står der, når jeg slår det op på Genius.

Jeg hørte det altid som ”Still alive for you, love”.

Sådan hører jeg det stadig.

Jeg vil ikke være et spøgelse, jeg vil være et dansende menneske

I have become a ghost, ooh, ooh
And I know this, but I can’t come home
And I know this, but I can’t come home

– Kloster, Benjamin’s Song

 

Det er allehelgensaften i morgen, de levende og de dødes verden er efter traditionen så tætte at vi kan mærke dem, der gik før os.

Jeg kan ikke mærke noget som helst.

Det føles snarere som om det er mig, der alene vandrer tættere på de dødes verden.

Mine hænder bliver mere og mere gennemsigtige, det er måneder siden jeg samlede min guitar op, og jeg kan ikke forklare hvad der er sket. Jeg er næsten bange for at mine fingre ville gå lige igennem halsen, hvis jeg rakte ud efter den.

Jeg har altid været trist over historier om gengangere.

En gengangers stemme er et forsvindende ekko, de klager over en smerte kun de kender, noget tragisk og voldsomt der har bundet en skygge af dem til resterne af den verden de beboede, men de levende kan ikke høre dem klart, ikke forstå dem, ikke holde om dem.

Det er så ubeskrivelig svært at stå op for tiden.

 

 

En sort kat krydsede min vej i dag, og da jeg var lille knuste jeg ved et uheld et spejl på mine forældres toilet og jeg har aldrig sagt det til dem. Mine syv års ulykke må være overstået nu, men hvorfor føles det ikke sådan?

 

 

Jeg har aldrig holdt rigtigt af at klæde mig ud, et eller andet indeni i mig strider imod idéen om at tage masker på, jeg er så udmattet af masker allerede, det føles som om det at gå ud i verden allerede indeholder flere lag end jeg kan se igennem, men jeg har altid holdt af ordet mascara, ingen ved hvor det stammer fra, men i gamle latinske skrifter betyder det ”heks” og på spansk betyder det ”maske”.

Jeg holder af videoer på youtube hvor mænd og kvinder med sindsro og alfeagtig elegance forklæder deres øjenvipper og kinder og ansigter i hundredvis af nuancer, jeg ville ønske jeg kunne den slags og gemme de sorte poser jeg har under øjnene og linjerne ved mine kæber, jeg har svært ved at kende mig selv i spejlet allerede.

 

 

Der falder en tyngde over mig, hvert år på denne tid, og det kommer altid bag på mig indtil min lillesøster spørger om mine lemmer også føles langsommere og mine tanker føles mudrede og om noget presser sig mod min pande og mine øjne indefra.

Min mor døde i november, jeg ved ikke om kroppen husker, jeg er træt af at den gør, hvis det er tilfældet. Det er udmattende at skulle bære det igennem sit liv, for jeg vil så gerne være glad, jeg synes verden skinner og glimter i tusind nuancer, solen bag bakkerne, brune øjne og pandehår og varme retter og mennesker der græder fordi de er rørte og medfølende, men det føles som om noget ubestemmeligt trækker mig ned og væk og ud og mine organer og min hud og en svømmende tyngde, der sætter sig i mine lægge og min nakke og lige bag mine kinder er det eneste der er tilbage.

 

 

Jeg græd da min psykolog spurgte hvordan jeg taler til mig selv og resten af dagen rystede jeg og jeg spørger mig selv om spøgelser mon hader sig selv, om de overhovedet kan mærke andet end deres egen smerte, jeg vil ikke være et spøgelse, jeg vil være et levende, dansende menneske, men jeg lærte aldrig at danse og de første skridt er så svære, jeg ved slet ikke hvor jeg skal begynde.

Før jeg dør vil jeg gerne se en blåhval

Vi tager ud og spiser alle sammen, min bror har fået nyt arbejde og det samme har min far. Alle har taget pænt tøj på, det har jeg slet ikke overvejet, mit hår er lidt for langt og det er lang tid siden jeg har barberet mig.

Jeg vasker en plet af mine bukser på et toilet.

Det er som om verden er lidt for larmende og lidt for voldsom og jeg ikke er indrettet til den, der er en nagende dårlig samvittighed, den sidder i mit baghoved og under fodsålerne, som om den var en svampeart, der forårsager kløe og rødme og er pinlig at tale om.

Jeg tager mig selv i at hade mig selv og voldsomt ønske jeg var anderledes, jeg hader mine tanker og mit udseende og alle de dele, der er mig og når jeg ser i spejlet føles det som om det er en fremmed, der blinker på samme tid som mig

Jeg bliver kold og stille og sætter mig i sengen og stirrer ud i luften indtil den prikkende usikkerhed går væk og jeg vågner med et sæt.

 

 

Min far bryder sig ikke om at jeg tager antidepressiver, han er bekymret for mig.

Nogle følelser skal man have, siger han, og jeg føler mig svag og forkert og smuldrende og flyder ud af døren og hjem til mig selv og taler ikke med nogen i to dage.

Min bror spurgte om de kunne gøre noget, hvordan jeg har det, men jeg ved ikke hvad jeg skal sige, så jeg siger at de gør det godt nok og det mener jeg faktisk også.

En ven sagde for nylig at han syntes mine tekster var for klynkende og jeg er træt af at være forkert, jeg ved ikke hvordan jeg skal forklare at det ikke er et valg jeg har truffet.

Vi forestiller os at mennesker er et resultat af de valg de træffer, vi ser dem i lyset af deres individuelle beslutninger, men verden er så voldsom og fyldt op med ting og stemmer og andre mennesker at jeg er bange for at vores valg bliver hvisket væk og slebet ned indtil der kun er tilfældighederne tilbage, men jeg ved også at det kan risikere at være de grå sporer som depressionen sætter fast i virkeligheden, der taler og efterhånden er det svært at skille det ad.

Det føles som om jeg ser ud på virkeligheden igennem en glasrude, og den er dækket af regn og igennem laget af vand smelter himlen sammen med asfalten og betonbygningerne og jeg ville ønske at tordenvejret ville flænge det hele i stykker og i det mindste dele virkeligheden op i afgrænsede dele.

Jeg holder ikke ud at være så flydende mere, der må være en grænse mellem mig og verden og de grå sporer, men jeg ved ikke hvor noget begynder eller slutter længere, jeg føler mig trukket udover verden, så tynd at solen lyser igennem mig, og måske er det derfor jeg er blevet gennemsigtig for dem jeg elsker.

 

 

Tiden er gået af led, siger Hamlet på et tidspunkt, det er farligt når man er enig med Hamlet af alle mennesker.

Men tiden er virkelig gået af led, den trækker sig sammen og udvider sig på måder jeg ikke kan forudse, pludselig er en hel dag gået uden at jeg har formået at gøre noget eller også slæber minutterne sig af sted, og den eneste faste rytme er at jeg skal tage min medicin omkring klokken otte hver aften, jeg ville ønske det ikke føltes som et nederlag.

Min læge siger at han ser på det som enhver anden sygdom, at man skal bruge den medicin og de hjælpemidler som er nødvendige, hvis man er syg, og når det kommer til andre mennesker er jeg enig, men jeg kan ikke ryste skammen af mig, det er så opslidende at være skamfuld, og jeg kan ikke lade være med at tænke at jeg er svagelig, at jeg har givet op og at jeg har givet op og at jeg har givet op og jeg vil ikke give op, jeg prøver så hårdt ikke at give op, men der er en dobbelthed i at bede om hjælp, det er både stærkt og svagt på en og samme tid og jeg har ondt over begge dele.

Men jeg tager fortsat min medicin, 50 milligram om dagen, jeg møder op hos psykologen, men de grå sporer trækker sig alligevel over fortovsfliserne og hjørnerne i mørke rum, de pulserer svagt når man vender ryggen til og jeg gør mit bedste for at ignorere dem eller i det mindste leve med dem, men alting er så flydende og det er svært at skille dem fra mig eller mig fra dem.

Verden fosser ind i mig og jeg ender med at stirre på min væg, mens jeg forsøger at filtre trådene ud.

 

 

Mit værelse roder, måske er det fordi virkeligheden er så flydende at jeg ikke formår at dele ting op.

Ofte falder mine plakater ned, men dem hænger jeg altid op igen, jeg har to af hvaler, jeg elsker hvaler, jeg ved ikke helt hvorfor.

Den ene flyver igennem en skov, bag den står en mur af tåge og foran den er høje, nøgne løvtræer, jeg ville ønske at hvaler kunne flyve.

Før jeg dør vil jeg gerne se en blåhval, jeg håber der er tid til at se en blåhval engang, der er en ro og ælde over hvaler, jeg holder af at de synger og jeg holder af deres størrelse, jeg elsker at de dykker ned i mørket og dybet, hvor millioner liter vand trykker sig sammen omkring dem, indtil de dukker op til lyset og luften igen.

Måske kan jeg for alvor føle mig som noget afgrænset og individuelt, hvis jeg eksisterer ved siden af en blåhval, som er presset så hårdt sammen om sig selv, og hvis hjerte er større end min krop.

Måske bliver sporerne mindre så, jeg håber en blåhval er for stor til at de kan vikle sig rundt om den, det håber jeg, det håber jeg så meget at det gør ondt.

Jeg sidder i mørket og løser en puslespilsbrik

En: Det føles som om jeg sidder i mørker og løser en puslespilsbrik, ligesom en rubikskube, men mere avanceret, og jeg kan ikke se den. Jeg kan kun mærke efter hvordan den er udformet og hvordan den fungere med mine fingre, men hver gang jeg tror jeg ved hvordan et hjørne eller en enkelt del af mekanismen virker, er det som om de andre dele af kuben er anderledes end de var for et øjeblik siden.

En anden:

En: Da jeg var lille huskede jeg mine drømme så klart og undertiden blev jeg klar over jeg drømte og at jeg kunne ændre mine drømme, og jeg lod ørkener oversvømme og rejste enorme søjler og bjerge og skove, men jeg vidste samtidig at det var en drøm og jeg vågnede altid kort tid efter. Min far troede ikke på mine skaberdrømme, men min mor gjorde, hun havde læst om det engang i et blad.

Hun havde en fornemmelse for den slags, hun noterede sig også mit horoskop, da jeg blev født, det står i den lille bog hun pligtfast udfyldte da hun lå på fødegangen, og hun vedlagde en lok af mit hår, som var falmet lyst og krøllet.

En anden:

[Tiden går – men ikke hurtigt. Vinden tager undertiden til og husets brædder giver sig og knager.]

En: Mine piller er blå og jeg bryder mig ikke om deres nuance eller udformning, de minder vel mest om små vasketabletter. Jeg holder ikke af dem, eller deres virkning, men jeg ved ikke om det jeg føler de gør ved mig allerede var tilstede forinden eller om de bidrager til det eller om de forårsager, der er ikke andet at gøre end at vente og se, og det værste i verden er at vente, jeg ved at andre siger at ventetid er et frugtbart rum og at de begræder at vi ikke venter som vi gjorde i gamle dage længere, men jeg bliver angst og knuget, hvis der er ventetid, det føles som et åbent hul hvor universets truende, gigantiske størrelse kan krænge en vakuumfarvet finger ind, og jeg bliver så lille at jeg næsten ikke kan mærke mig selv.

Da jeg var yngre var jeg fascineret af astronomi og planeter og stjerner, men jeg er blevet ældre og mere forsigtig nu og jeg betragter viden om rummets uendelighed med varsomhed – vidste du at hvis et menneske blev udsat, uden rumdragt, for vakuummet i det ydre rum, vil deres krop fryse og fugten på deres tunge koge og boble på samme tid? Den slags fakta virker vredet for mig, som halve sandheder eller som om virkeligheden har givet op, som om de er uvirkelige, men nu jeg tænker mig om er det ikke mere uvirkeligt end min egen krop føles, som om jeg går ved siden af mig selv og mit åndedræt larmer for tungt og for højlydt.

Månen er i gennemsnit 384 400 kilometer væk fra jorden, men det tal betyder ingenting når man ser på den i himlen og noget smuldrer uendelig langsomt.

En anden:

[Lyset har ændret sig mens En har talt, et orange skær kan skimtes i træerne langt væk, der er en dunst af sod og salt]

En: Jeg plejede altid at sove tungt, men nu sover jeg først sent, jeg har altid elsket nattetimer, men nu trykker de sig nedover mig mens jeg sveder under min dyne og hvorfor egentlig mig? Hvilken retfærdighed er der i at jeg skal tvivle på mig selv og virkeligheden omkring mig?

Der findes nogen, du har sikkert hørt om dem, der forklarer alle dele af den menneskelige natur ved hjælp af vores tidlige evolution, og jeg finder det bestyrtende at se så instrumentalt på sig selv og andre mennesker, dem om det, jeg ville tilgive dem alt hvis de kunne forklare med ro og meningsfuldhed hvorfor jeg har det sådan her.

En anden:

En: Jeg er ikke sulten som jeg plejede, det føles som om jeg spiser for at gøre noget, jeg forstår pludselig alle dem som siger de spiser af kedsomhed, men sådan har jeg aldrig haft det før og det stjæler oplevelsen fra mig.

Det føles som om jeg gør det mod mig selv, men ikke har noget valg.

[Udenfor stilner vinden af, mørket er ved at falde på. En rejser sig og går til en skuffe og gennemroder den, formodentlig for at finde noget som ikke lader til at være der.]