Jeg har sat to lys i vinduet

Til en festmiddag jeg var til for nylig, spiste en kommunikationskonsulent en bid af sin culotte i jordskokpure og sagde at alting altid bliver bedre og at det virkelig kunne være værre, vi er faktisk ret heldige og jeg tænkte på plastik og ordet antroprocæn og på min brasilianske ven der brevstemte.

Jeg tænkte på etnonationalisme og Victor Jara som fik sine guitarfingre skåret af, før Pinochets mænd skød ham og på hans enke og døtre som aldrig fik liget at se, og på skove som ikke findes længere og på alle dem som døde i Irak og på de krigsfanger de amerikanske soldater pissede på og på konceptet collateral damage.

Jeg tænkte på at anden verdenskrig er mindre end hundrede år siden, og jeg tænkte på Palæstina og på at demokrati og slaveri engang ikke var modsætningen, og på at kongen engang var Guds bogstavelig udvalgte og på hvor umulig en bedre verden må have været for fæstebønderne og på hvor kort tid vi har været uden fascisme og på hvor lidt vi kan vide om fremtiden.

Jeg tænkte på at ofrene efter Hiroshima havde deres tøjs mønstre brændt ind i huden, på at Holocaust kaldes Shoah, katastrofe, på hebraisk, jeg tænkte på hvordan de dødes kroppe blev en del af landskabet i første verdenskrig, og James Connolly som de skød og på irerne, der næsten ikke længere taler gælisk. Jeg tænkte på at Josef Mengele blev kaldt Dødens Engel og at han syede tvillinger sammen, og på at nazisterne lod nøgne mennesker fryse ihjel for at se hvornår kroppen gav op og bruge resultaterne til at designe sneuniformer.

Jeg tænkte på Hvidstensgruppen, der sang Altid frejdig når du går før de blev henrettet klokken fire om morgen den tredivte juni og jeg tænkte på Fukuyama, der erklærede at verdenshistorien er slut, men trak det tilbage og på Islamisk Stats nationalsang, som er flerstemmig og smuk, og jeg tænkte på at interviewet i Deadline hvor intervieweren aldrig får fat i noget eller forstår at der ikke bliver talt til hende, men til de seere, der forstår.

Og jeg tænkte på om jeg mon ville gøre det rigtige, hvis de kom efter de svage, eller om jeg ville krympe og frygte og være menneskelig og bange og jeg er angst for at jeg ville være bange, jeg har aldrig affyret et gevær, men nogen sprænge togskinnerne hvis de kommer efter jøderne eller muslimerne eller de transkønnede og jeg ved ikke noget om sprængstof, og jeg har aldrig været i slagsmål.

Jeg tænkte på Breivik, der hørte storladen computerspilsmusik i sine høretelefoner mens han skød igen og igen og igen og igen og på livestreamen fra Christchurch og på Pittsburgh og okseculotte og på at BMW benyttede sig af slavearbejde fra de indespærrede homoseksuelle i KZ-lejrene til at bygge biler og på Hugo Boss, der designede SS-uniformerne, og jeg forstår ikke hvordan man siger ”det kunne være værre” og ikke ”det blive bedre”, i flygtningelejre sidder otteårige og græder og ved siden af Sjælsmark holder de skydeøvelser.

Jeg tænkte på at der er ikke noget i verden der forhindrer os i at gøre den bedre udover os selv, virkeligheden er ikke bare, den har ændret sig tusind gange, engang var jorden universets centrum, engang var kvinder hysteriske og pøblen for dum til at måtte deltage i demokratiet, engang var jorden 6000 år gammel, jeg håber den bliver fri og retfærdig engang, jeg håber ikke det her, det som er nu, er sådan det altid skal være, det her er ikke nok, det er ikke ordentligt nok eller frit nok eller stærkt nok eller godt nok og vi har ingen garantier for at det ikke bliver værre, før det bliver bedre, og jeg har ikke bogstaver eller ord eller sætninger nok til at beskrive min egen eller de jeg elskers sorg, hvordan skal jeg kunne beskrive verdens?

 

 

Jeg har tændt to lys i vindueskarmen, det plejer jeg ikke at gøre, men i år gjorde jeg og de virker uendeligt små mod mørket udenfor, som presser sig hårdt mod vinduet, så hårdt jeg er bange for det ville fosse ind hvis jeg vovede at tage hængslerne af og det værste ved mørke er at det føles så massivt og som gele, der trækker ind i hver eneste krog, hvis ikke lyset jager det på afstand, men lys brænder ud og jeg henter to stearinlys mere, jeg sætter dem her i vindueskarmen og vogter dem til de ikke brænder længere.

 

 

https://minindsamling.flygtning.dk/landsindsamling-2018/3-4096

https://www.youtube.com/watch?v=bgwS_FMZ3nQ

https://www.borgerforslag.dk/se-og-stoet-forslag/?Id=FT-02060&fbclid=IwAR2hCbmhpL_w81kmdrQwTE_D3aBFDJMxw8PTEdhB2fB5Kc5LYFrR6YAixh0

HAV

Min far lærte mig at dykke med snorkel i Grækenland, da jeg var helt lille, jeg sad på hans ryg og svømmede langs kysten ud mod et skær, der føltes uendeligt langt væk, vi dykkede ned under de turkise bølger (min mors yndlingsfarve var turkis) og fiskene var farvestrålende og talrige. Bedst kunne jeg lide søpindsvinene, der urørlige sad fast på klipper, med de lange pigge stikkende direkte ud i vandet, jeg gruede for at træde på en.

Vi dykkede ned til bunden og samlede de forstenede søpindsvin med de snorlige, smukke riller, jeg forstod ikke at de var organiske og ikke trykt i en fabrik.

Man får vand i munden, når man snorkler og dykker dybt, min far lærte mig at holde vejret og blæse hårdt i min snorkel når jeg ramte overfladen, så vandet sprøjtede som fra en hvals åndehul, og plaskede ned overalt omkring mig og ramte mig på ryggen.

Vi tog søpindsvinene tilbage til stranden, hvor min mor, tror jeg, roste mig for dem.

Senere indfangede jeg små hundestejler i en overskåret plastikflaske og viste dem frem for mine forældre. Jeg forsøgte at lave et lille akvarie ud af min plastikflaske, men jeg forstod godt inderst inde, at det ikke kunne vare ved.

Ved solnedgang satte jeg fiskene ud i havet igen.

 

 

Jeg bryder mig ikke om at dykke for dybt. Vandet begynder at presse mod ens øre, det er en særlig smerte, en pibende en, som om man i for lang tid havde stået for tæt på en hyletone.

Min far lærte mig at trykudligne, at holde mig for næsen og puste ud, så øregangen fyldes med luft, der kan trykke ud mod vandet, hvis tyngde buldrer mod trommehinden.

Under Storebælt og i fly (jeg bryder mig ikke om fly) holder jeg mig for næsen og puster ud, så tænker jeg på min far og på det turkisblå vand i Grækenland.

 

 

Jeg læste ofte Jules Vernes En verdensomsejling under havet, og jeg var skrækslagen for kæmpeblæksprutten, men også draget af skibet Nautilus, som var så luksuriøst og fremmed, og hvor kaptajn Nemo udlevede sit eksil fra landjorden.

Min far forklarede mig at Nemo betød ”ingen” på latin, og at latin var et dødt sprog og min barnekrop kunne knapt bære dybden og tyngden af så forbudt og fortabt viden.

Jeg fandt på skolebiblioteket bøger om Kraken og Loch Ness-uhyret og søslanger, mine venner og jeg fortalte hinanden skrækhistorier om enorme monstre, der lurede under havet og åd mennesker, vi forestillede os at vi var skibskaptajner og nogle gange måtte vi stoppe legen af frygt og overvældelse.

 

 

Min bedstefar kendte en polak på Langeland, der vidste hvor torskene lå ved middagstid, og min bedstefar tog min bror og jeg med i jollen. Vores fiskestænger var dobbeltkrogede, og så rodede vi ud til et særligt sted (man kunne se fyret mod øst, tror jeg, og et andet kendemærke mod nord) og lod båden drive med strømmen.

Hvert femte minut trak vi linen ind og hver gang havde vi fangst, jeg fangede to dusin fisk, jeg har altid haft fiskerlykke, vi vidste ikke hvad vi skulle med alle de fisk. Vi stegte en til aftensmad, resten frøs vi ned og gav mine forældre, men jeg husker ikke at spise dem.

En anden gang i Sverige fangede jeg en aborre i en sø, men jeg husker heller ikke at spise den.

 

 

Da jeg var syv år, vandt jeg en præmie for min fastalavnsudklædning; jeg var klædt ud som dykker. Jeg var i en sort våddragt, mine svømmefødder og -briller og min far havde lavet mig to dykkerflasker af tomme halvandenliters colaflasker og to meter plastikrør.

Jeg måtte gå baglæns med svømmefødderne, der var først der jeg forstod hvor akavede og forkerte de var på landjorden, det gjorde mig mærkeligt trist.

Jeg vandt en legetøjstelefon, jeg forstod ikke hvorfor det var præmien, den sagde en høj ringelyd, når man trykkede på den nederste venstre tast.

 

 

Engang da vi var i Italien og på vej hjem stoppede vi ved en strand for at bade en sidste gang i det varme hav.

Jeg svømmede langt ud, jeg kunne ikke se mine forældre eller mine søskende. Bølgerne var høje, det blæste stærkt imod mig, og jeg følte voldsomt at jeg levede. Jeg nød at blive kastet rundt, jeg drømte mig ind i en dramatisk situation jeg ikke husker længere, hvor jeg måtte kæmpe mig op til overfladen efter luft, og det var så virkeligt at jeg slugte en mundfuld vand og hostede voldsomt, men bølgerne blev ved med at komme, og jeg gispede og kastede op i saltvandet og blev iskold og kæmpede mig ind mod land og skuttede mig og smed mig i sandet og koncentrerede mig om at trække vejret langsomt, igen og igen og igen.

Under mig var sandet varmt og klistrede sig fast mellem mine tæer i store klumper.

Jeg er begyndt at ængstes og dyrke tomatplanter

Jeg er begyndt at dyrke tomatplanter.

Jeg har prøvet at have krydderurter før, timian fx, men jeg glemmer at vande dem, eller jeg tager et sted hen, og når jeg kommer tilbage, er de knastørre og falder fra hinanden, når jeg rører ved dem.

Tomatplanter skal have sol, nederst i deres krukke er der lerkugler, der hedder Leca®, som skal sikre at det overskydende vand kan løbe fra. De føltes alt for lette mellem mine fingre, da jeg lagde dem nederst, som om de var lavet af plastik.

På pakken står: Grundmaterialet i Leca® letklinker er fed plastisk ler, der brændes i roterovne, hvor leret ekspanderer til små »korn«, kaldet Leca® letklinker. Ved brændingen forsvinder alt overskydende organisk materiale.

Jeg prøver ikke at vande dem for tit, jeg kan ikke holde tanken om at de drukner ud.

De kan ikke stå indenfor hele tiden, læser jeg på nettet, de skal bestøves af insekter, så jeg sætter dem udenfor på min altan, jeg sørger for at de får solskin.

En af planterne er lidt mindre end de andre, jeg vender krukken, så den får mest sol.

 

 

Sidste år begyndte pindsvinene at tørste, fordi der var så varmt og næsten ingen regn.

I virkeligheden tørstede de ikke på den måde; de orme, de lever af, forsvandt langt ned i jorden, fordi der var for tørt øverst oppe.

Jeg føler mig tæt på pindsvin, engang samlede jeg en op, der havde forvildet sig ud på asfalten. Dens pigge var så spidse, at jeg blødte fra min pegefinger. Jeg svøbte den ind i et halstørklæde, den rullede sig helt sammen, og så satte jeg den ned i en park ikke så langt væk, hvor den forsvandt ind i buskene.

Når min farfar røg pibe i haven ved skumringstid, kom pindsvinene altid ud af krattet, og jeg måtte tie stille for ikke at skræmme dem væk.

Jeg har læst, at de ofte gemmer sig i sankthansbålene, fordi der er mørkt og skyggefuldt, og de mest er aktive om natten, og når vi tænder bålet brænder de inde, uden at vi nogensinde ænser, at de var der.

Jeg har ikke set nogen insekter sætte sig hos mine tomatplanter.

Jeg har faktisk ikke set nogen flyvende insekter i lang tid, kun skolopendre og bænkebiddere under barken på det elmetræ, der væltede ned over naboens mark hjemme hos mine forældre. Vi blev nødt til at møde op alle sammen for at fjerne det, min far svedte i solskinnet mens han skar det i mindre stykker, vi kunne læsse i traileren.

Senere viste han mig, hvordan man bruger en motorsav.

Siden han lærte min bror det, har jeg været misundelig og set det som en ting en mand ved hvordan man gør, men da jeg stod med de kevlararmerede sikkerhedsbukser og visiret og høreværnet og trak motoren i gang og savede tykke kævler i bidder, der kunne passe i fyret, syntes jeg mest det var varmt og hårdt og larmende, og jeg følte mig mere sårbar end mandig.

En motorsav springer undertiden tilbage, den flår i grene og træstykker og efterlader en fin, lys linje af savsmuld på det grønne græs.

Jeg lugtede af benzin og støv resten af dagen.

 

 

Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre med de ting jeg læser om klimaet.

Jeg har hørt at gletsjerne på Mount Everest er begyndt at smelte, og at de frosne lig, der ligger her, tør op og begynder at rådne.

1977 er det sidste år, hvor der ikke døde nogen af de bjergbestigere, der forsøger at nå toppen.

De øverste niveauer af bjerget kaldes ”dødszonen”, fordi der er så lidt ilt, at menneskeliv ikke kan være her i længere tid ad gangen, kroppen bruger ilt hurtigere, end den kan optage det fra luften. Den manglende ilt resulterer i uovervejede beslutninger og siden bevidstløshed og død.

Et af ligene kaldes Green Boots, efter hans støvler. Man ved ikke med sikkerhed hvem det er, men hans grønne Koflachstøvler er blevet et fast kendingsmærke for de nordlige ekspeditioner, de ses tydeligt i den lyse sne.

I Rusland, oppe nordpå, var indkapslet miltbrandbakterier i permafrosten, og da temperaturen steg til uventede højder i 2016 blev et dusin mennesker syge og et barn døde. Da jeg var barn tænkte jeg på jorden og isen som noget fra fortiden, noget man tog prøver af for at forstå da, men måske skal jeg lære at forstå det som viklet sammen med nutiden og fremtiden.

 

 

Jeg har læst at man helst skal vande tomater meget engang imellem, og ikke lidt og ofte, så jeg forsøger at holde mig tilbage, jeg ved ikke hvordan sund jord ser ud, men jeg holder meget af deres sarte grønne farve.

Jeg købte jorden til dem i Netto, det kom i en lille, komprimeret plade, der skulle blandes med vand af to omgange (først en halv liter og så en hel liter), indtil det hele svulmede op til sort, fugtig muld, jeg kunne plante stiklingerne i.

Jeg glemte at vaske hænder, og opdagede først da vi skulle spise at jeg stadig havde sorte spor i håndfladen.

Mine forældre har ikke tid til at plukke alle bærerne derhjemme, de rådner på buskene. Jeg tilbyder at komme forbi og sylte. De ser lettede ud.

Da jeg var lille og æblerne faldt, var jeg altid bange for det tidspunkt, hvor de begyndte at rådne. Den søde duft varslede hvepse og orme, og de grønne frygter blev brune og bløde, måske var det forrådnelsen jeg ikke brød mig om, en påmindelse om at alt der er friskt og ungt engang bliver først til mos og så til støv.

I lang tid forestillede jeg mig, at alle mennesker tænkte at deres barndom havde mere sne end nutiden, at somrene var varmere og krydderierne smagte stærkere. At virkeligheden engang var mere ægte og virkelig, at alting blev gråt med tiden, at vi i virkeligheden alle sammen var nedfaldne æbler.

Men nu indser jeg, at der faktisk er mindre sne end i min barndom, og at jordbær modner tidligere, indtil de smelter i varmen og sødmen bliver uudholdelig.

Sidste sommer tørstede pindsvinene, Sveriges skove brændte, hele Europa brændte på skift og Californien med, og insekterne forsvinder. På bunden af havet koger koralerne ihjel, indtil de bliver til hvide skeletlandskaber, hvor intet kan leve.

Undtagen gobler.

Om natten henter jeg mine tomatplanter ind, jeg stiller dem nænsomt i vindueskarmen. Jeg ængstes, hvis de får brune pletter.

Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, hvis de dør.

”Sorg er ikke en sygdom man kommer sig over. Det er et handicap man altid lever med.”

I 2017 døde syttenårige Hans pludseligt og uventet af meningitis. Det efterlod hans far, Ivar, med et hul i sjælen som aldrig går væk. Men han skal lære at leve med det.

Af Jens Haag

Der står en glaslanterne med levende lys til venstre for hoveddøren. Det har brændt i over to år. Lige siden den anden januar 2017.

Det var dagen efter Hans Michael Graham Petersen døde af meningitis, sytten år gammel.

”Jeg forstod det ikke, da det skete, ikke for alvor. Jeg forstod det godt faktuelt, jeg forstod godt, at Hans var holdt op at ånde, at hans hjerte havde givet op. Jeg havde set ham dø. Men jeg forstod det ikke inderst inde. Hver dag når jeg vågnede, og han ikke var der, var det som om, jeg skulle opleve ham dø igen. Og igen.”

IMG_0792

Til venstre for hoveddøren brænder altid lys.

Ivar Graham Petersen er fattet, når han taler om sin afdøde søn. Direkte.

Der var ingenting i verden, der varslede, at nytår 2016 ville blive så sort. Ivar og hans kone skulle spise hos naboen, Hans skulle have besøg af sine venner. Men ved firtiden begyndte han at få det dårligt.

Knap 24 timer senere døde Hans af meningitis, og Ivars verden gik i stykker.

 

 

Ved Furesøs bred, omkring en halv kilometer fra familien Graham Petersens hus, står et bordebænkesæt lidt afsides og omgivet af træer. Dets ben er kunstfærdigt udformet som store H’er, træet er lysebrunt og midt på står påskeliljer.

På bordpladen er indgraveret: ”Til minde om Hans M. G. Petersen. Elsket og savnet.”

”Hans brød sig ikke om gravsteder. Man skal ikke spilde pladsen på de døde, sagde han, den burde være til de levende. Så vi besluttede os for at lave noget til de levende: Et sted man kunne samles og være. En mindebænk.”

Det er ikke fordi, Ivar tror, at Hans er mere tilstede her ved sin mindebænk end andre steder. Han er ikke spirituel, som han siger. Men cirka en meter til venstre for bænken er en lille smule af Hans’ aske begravet (selvom det egentlig er ulovligt i Danmark) ved siden af et nedgravet øltårn med både Heineken og Faxe Kondi.

Engang kom Hans og hans venner herned og drak øl før festerne på gymnasiet. Nu er her altid noget koldt at drikke, hvis nogen skulle komme forbi og være tørstige.

Ivar holder ofte foredrag om meningitis, om hans oplevelser dengang i januar. Han blev nødt til at gøre noget bagefter, et eller andet.

”Når jeg er ude og tale, så kæmper jeg for Hans. Det er vores kamp. Så går jeg herned bagefter, for at samle tankerne. Nogle gange taler jeg lidt til Hans. Til at begynde med, lige efter det skete, begyndte jeg altid med at sige: Det kan fandme ikke passe. For det kunne det virkelig ikke.”

Det var meningen, at Hans skulle have rejst i Australien, det var hans konfirmationsgave. Men i stedet rejste Ivar og hans kone derned med Hans’ aske, et år efter hans dødsdag. Så gik de til stranden, og her spredte de størstedelen af asken. Solen skinnede. Over dem skreg en havørn.

”Det var meget smukt. Et eller andet faldt på plads i mig, jeg forstod, på et niveau jeg ikke havde forstået før, at Hans virkelig var død, og at han ikke længere var en del af min nutid. Men jeg er ikke klar til at acceptere, eller forstå at han heller ikke er en del af min fremtid. Jeg ved slet ikke, om jeg kan forstå det. Jeg tør ikke. Jeg er bange for, jeg ikke kan leve med den indsigt. Ikke lige nu, måske i fremtiden, hvem ved.”

IMG_0788.JPG

Hans’ aske, omgivet af lys, billeder og hilsner fra gamle venner.

Det er nemt at mærke Hans i huset i Farum. I stuen står de sidste rester af hans aske, hilsner fra fodboldkammeraterne og billeder fra Parken, en smilende Hans med en stolt fars arm om skulderen.

For enden ad gangen er hans værelse. Der ligger stadig målmandshandsker i skabet. I en halvtom IKEA-reol står en Smirnoff Ice og en Cuba Caramel. Det sprut Hans skulle have drukket nytårsaften.

”Vi var derinde to gange i 2017. Overhovedet ikke i 2018. Sengen er ikke redt,” siger Ivar, næsten undskyldende og peger. Hans’ tøj er spredt udover den.

”Jeg tog sengetøjet af den. Jeg har tænkt mig at sove i den, engang. Jeg ved ikke helt hvad jeg skulle få ud af det.”

Ivar taler om Hans’ ekskæreste, der altid kommer til deres årlige mindearrangement. Om veninden, der lægger røde roser ved mindebænken. Om at møde Hans’ venner, når de sidder ved bænken. Hvor stolt han er over, at Hans stadig lever hos dem. At han ikke bliver glemt.

”Han var god nok til at spille elitefodbold. Hans træner sagde til mig, at han engang ville rykke Hans’ op. Men Hans så på ham og sagde, at selvom han, siden han var fire år havde drømt om at spille professionel fodbold, så var han så glad for sine venner, at han helst ville blive på holdet. Det var nok for ham.”

 

 

Undertiden, ganske kort, bliver Ivars øjne blanke, og hans stemmer bæver svagt, han finder et lommetørklæde frem fra en uset lomme og dupper øjnene.

”Jeg er godt klar over, det ikke var min skyld at Hans døde. Men jeg er hans far. Og det skete på min vagt. Jeg mistede noget af mig selv, noget gik tabt for evigt, og jeg får det aldrig igen.”

Engang spurgte Ivar en anden i en sorggruppe, om hun drømte om sit døde barn. Sjældent, svarede hun. Ivar har også kun drømt om Hans ganske få gange. Men én drøm står stadig krystalklart:

”Jeg drømte, at Hans og jeg var i fitnesscenter sammen. Han skulle slå en rekord. Jeg hjalp ham med vægtene, han løftede og kæmpede, og til sidst lykkedes det ham at slå rekorden. Pludselig var vi omgivet af alle hans venner, der lykønskede ham og grinede og smilede. Og pludselig forstod jeg, på en eller anden måde, at Hans i virkeligheden var død. Jeg omfavnede ham og kyssede ham, og han blev pinlig og skubbede mig væk: ”Far, ikke foran mine venner!”, men jeg tror i virkeligheden, han holdt af det. Så vågnede jeg, men jeg kunne stadig mærke ham, virkelig mærke krammet og ham.”

Om sin hals bærer Ivar et guldhjerte. Det hviler synligt på hans sweater. I dets inderste er indkapslet en lille smule af Hans’ aske. Ikke meget, men nok. Ivar tager det aldrig af.

”Sorg er ikke en sygdom. Det er ikke noget man kommer sig over. Det er et handicap, det er ligesom at miste et ben. Det er at miste noget, der er helt essentielt og livsvigtigt for en, noget man har støttet sig til altid. Man får det aldrig igen. Man får aldrig sit ben igen. Men måske, hvis man prøver hårdt og øver sig, kan man lære at gå på en ny måde.”

IMG_0791.JPG

Det øverste billede forestiller Ivar og Hans. © Ivar Graham Petersen.

Der er kun én kur mod alt: Saltvand

Jeg stiger ombord på en færge.

Jeg elsker duften af tang, der er en modvillighed i den, ting fra havet lugter altid af, at de med vold er blevet taget ud af havet og ført hertil, til ikke-havet.

En fisk lukker aldrig sine øjne, den har ingen øjenlåg.

Engang ved midnat badede vi alle sammen nøgne ved stranden, månen var oppe og farvede vandet hvidt som is i sollys, og på badebroen sagde Sigrid, at min hættetrøje duftede af min og Johannes lejlighed, af gammelt papir og limen i bøger.

Jeg elsker duften af bibliotek. Jeg læste engang, at de svampe, der lever i papir, igennem lang tid kan inficere en bog så kraftigt, at de, der læser den, bliver påvirkede, og at den medfører eufori og små hallucinationer, og nogen tror, at middelalderens mystikere har været bogstavelig talt høje på de hellige tekster. At de har set ting.

I The Wasteland, som man kalder det store, modernistiske digt imellem verdenskrigene, ser fortælleren hele tiden i øjenkrogen et spøgelse i hætte gå ved sin elskedes højre skulder, men når han ser direkte på det, forsvinder det af syne.

Jeg kan ikke regne ud, om det repræsenterer det, at al kærlighed engang slutter, eller om det er ligene i det samtidige ingenmandsland mellem Frankrig og Tyskland. Når soldaterne gik over voldene og blev skudt ned af maskingeværild eller sennepsgas (hvis navn kommer fra duften af hvidløg inden dine lunge smelter) måtte de overlevende retrætere, og de efterladte lig kunne ikke hentes tilbage til skyttegravens relative sikkerhed, så de lå der og rådnede, indtil knoglerne blev en del af landskabet som andre kroppe falder i.

På Mount Everest er gletscheren, på grund af temperaturstigninger, ved at smelte, og frem fra isen dukker ligene af fortabte bjergbestigere frem og begynder at rådne. De har ligget uberørt i frosten, men nu er verden ved at ændre sig, og det som engang blev bevaret begynder at svinde hen, og det faste bliver flydende.

Karen Blixen skrev engang at der kun er én kur mod alt, og det er saltvand. Sved, tårer eller havet, og det er det sandeste jeg har hørt.

På Fanø, men mange steder, skyller plastik op på stranden, så de dæmpede sandfarver bliver suppleret med kongeblå og postkasserød og gul. Jeg tør ikke slå op, om det virkelig er sandt, at der er en plastik-ø i Stillehavet på størrelse med Grønland.

Sidste sommer var her så varmt og tørt, at pindsvinene begyndte at tørste. Jeg samlede engang et pindsvin op på asfalten i centrum i Kolding og bar det i sikkerhed til en park, og jeg var overrasket over hvor sylespidse piggene er, intet kan skade et pindsvin. Undtagen tørke.

Jeg tænker over, om der mon er mange tørstende dyrearter, der ikke er lige så smukke som pindsvin, om hvepsene mon lider eller spyfluerne. 80 % af alle, store flyvende insekter er ifølge tyske forskere forsvundet sporløst de sidste 40 år.

Jeg håber møllene, som repræsenterer døden, kan finde ly i vores gamle pelse og de t-shirts jeg aldrig går i længere, at der er en plads til dem i en verden hvor lysstofrør og plastik skyller dagligt op på stranden.

Der er en by i Kina, Shi Cheng, Løvebyen, der blev oversvømmet i 1959, fordi der skulle bygges en dæmning på dets placering. Det fik sit navn fra Løvebjerget, der nu hedder Løveøen, og på fotografier ser den gamle by ud som om den er svøbt i mørkeblå spøgelser. Hvis vores byer engang bliver oversvømmede, håber jeg at de er lige så smukke og stille og blå.

Når vi går ved Enø, over der vi badede ved midnat, stikker klinterne udover stranden. Hver gang vi er der, forsøger jeg at regne ud, om de mon er blevet stejlere, om bølgerne har ædt sig ind under dem, men udsigten er meget smuk, og min hukommelse rækker ikke så langt.

Da jeg var yngre, holdt jeg af at rode i de brunsorte tangkager og se tanglopperne springe. De mindede mig om brusen i citronvand, men nu om dage finder jeg den lave raslen af deres spring ubehagelig og fremmed.

Jeg bryder mig ikke om restauranter på færger. Der er et løfte i dem om, at alting er som det plejer, selvom passagerne gynger frem og tilbage med bølgerne, mister balancen og svimle klamrer sig til stolene.

De gamle vikinger sagde at Jormungandr (som betyder ”stort uhyre”) eller Midgårdsormen strakte sig hele kloden rundt under bølgerne, og bed sig selv i halen, og da jeg var yngre, var jeg rædselsslagen for Loch Ness-uhyret og søslanger og læste derfor hver eneste bog, jeg kunne finde om dem.

Den frygt er langt væk når man stirrer på havet gennem fem centimer glas, jeg ville ønske færger duftede af tang i stedet for remoulade, eller måske både tang og remoulade.

Engang sagde Johannes at vores byer går fra jorden og op og at deres kroge strækker sig rundt og omkring, at vi bygger opad, selvom vi selvfølgelig har kældre, at vi bygger labyrinter. Men havet er ingen labyrint, ikke på den måde i hvert fald, det er et tomrum, fyldt op med vand, der suger lyset til sig og vi er lige så malplacerede i det, som de fisk vi trækker op.

Vi kom engang fra havet, måske er det derfor jeg var så rædselsslagen; der er intet værre end at komme tilbage til et sted man har boet, hvor alt er forandret, og forandringen mest er ens egen.

Kaptajnen mumler i mikrofonen, nogen skramler med bestik.

Jeg stiger af færgen igen.

To engelske digte

Af Jorge Luis Borges, oversat til dansk marts 2019. Original tekst.

I

Det ubrugelige daggry rammer mig i et forladt gadehjørne for jeg har overlevet natten.

Nætter er stolte bølger; mørkeblå bølger, tunge øverst og læsset med den forrådnelsens farver, dynget til med ønskværdige og usandsynlige ting.

Nætter giver mystiske gaver og afslag, ting der er halvvejs givet bort, halvt ikke, glæder med mørke halvdele. Sådan er nætter.

Bølgestrømmen den aften efterlod mig med med de sædvanlige trevler og rester: forhadte venner at tale med, drømmenes musik, bitter askerøg. Ting jeg ikke har brug for.

Den store bølge havde dig med.

Ord, hvilke som helst ord, din latter; din insisterende og dovne skønhed. Vi talte, og nu har du glemt ordene.

Det knuste daggry finder mig i en forladt gade i min by.

Dit bortvendte ansigt, de lyde, der danner dit navn, din latters sang: Dette fantastiske legetøj har du efterladt hos mig.

Jeg vender dem rundt i morgenlyset, jeg taber dem, jeg finder dem; jeg fortæller dem til de vilde hunde og de spredte stjerner.

Dit mørke, rige liv.

Jeg må have dig; jeg lægger det storartede legetøj du gav mig væk, jeg vil have dit skjulte blik, dit virkelige smil – det ensomme, spottende smil kun dit kolde spejl kender.

II

Hvad kan jeg fastholde dig med?

Jeg tilbyder dig magre gader, desperate solnedgange, månen i takkede forstæder.

Jeg tilbyder dig en mands bitterhed, en mand der har set langt og længe på ensomme måner.

Jeg tilbyder dig mine forfædre, mine døde mænd, spøgelser, de levende har hædret i bronze; min fars far dræbt i Buenos Aires udkant, to kugler gennem hans lunger, skægget og død, indsvøbt i koskind af sine soldater; min mors bedstefar – kun fireogtyve – der leder et udfald af trehundrede mænd i Peru, nu spøgelser på svundne heste.

Jeg tilbyder dig den indsigt mine bøger kan have, den manddom eller humor mit liv kan have.

Jeg tilbyder dig trofasthed fra en, der aldrig har været tro.

Jeg tilbyder dig den kerne af mig selv jeg har gemt – den inderste kerne, der ikke handler med ord, ikke smugler drømme og er urørt af tiden og glæden og modstanden.

Jeg tilbyder dig mindet om en gul rose ved solopgang, årevis før du blev født.

Jeg tilbyder dig forklaringer om dig selv, teorier om dig selv, sande og overraskende nyheder om dig selv.

Jeg kan give dig min ensomhed, mit mørke, mit hjertes sult, jeg forsøger at bestikke dig med usikkerhed, med fare, med nederlag.

HJEMVE

Jeg cykler ned til en skov ude ved Vejlby, jeg tror det hedder Vejlby, folks øjne flakker når jeg siger Vejlby Skov. Her vokser ramsløg som plænegræs. Jeg plukker en håndfuld og har dem i inderlommen, de dufter stærkt som hvidløg eller peber. De kan bruges ligesom purløg.

På mit værelse står en stor glaskrukke med syltede grøntsager. Jeg tog den med, da jeg flyttede, den skal stå i seks uger, før den er spiseklar. Gurkemejen jeg rev råt har farvet den højgul, men jeg er bange for, at den med tiden mister farven og bliver brun.

Jeg bliver ved med at finde sakse på mit værelse, jeg har ikke et fast sted de skal være. I det hele taget mangler jeg hyldeplads – i mit skab står bagbeklædningen til en reol. Jeg har ikke fundet ud af hvad jeg skal gøre med træ og søm. Jeg ved, der er containere et sted.

Jeg skrev noget middelmådigt den anden dag. Jeg har ledt efter gode undskyldninger.

Mine gamle venner gør en stor indsats; de skriver længere beskeder end de plejer, kommenterer pligtfuld fotografier jeg tager.

Der er en særlig fiskebro på Amager ved en sø på Fælleden. Skovridderne skærer sivskoven omkring den ned hver vinter, men langsomt vokser den frem igen. Her er fyldt med fugle og fisk, vi gik tit herned og stod og så på vandet, i gråvejr er det et fint sted at snakke. Jeg har altid været glad for, at vi navngav dem ”blishøns”.

I en kasse, jeg ikke har pakket ud endnu, ligger en karryblanding jeg fik sidste år. Den mister smag med tiden, advarede de. Det gør olivenolie også, men de fleste mennesker bliver nidkære, når det kommer til god olie. Vi tænker på det, som om det var rødvin, men olie bliver ikke bedre med tiden, det bliver harsk som smør eller andefedt.

Jeg kom til at stjæle en anden mands skyr i Rema 1000, det var en fejl, men jeg turde ikke gå tilbage med halvlitersspanden. Jeg ved slet ikke hvad jeg skulle have sagt.

”Jeg har taget din skyr.”

Jeg har ikke spist den endnu, den er med skovbær. Jeg tænker over at skyr engang var et affaldsprodukt fra mælkeproduktionen.

Introforløbet handler ofte om at klæde sig ud. Jeg har tre masker, noget tøj og et par billige solbriller liggende. Jeg ved ikke hvor jeg skal gøre af dem. Det virker voldsomt at smide dem ud. Jeg har aldrig set mig selv som typen, der har en udklædningskasse. Nu har jeg en bunke.

Busserne kommer tit tre minutter for sent. Jeg skældte ud på de elektroniske tavler, der opdaterede i reeltid, husker jeg. Jeg kigger på papirplanen, jeg må bede folk træde væk, så jeg kan komme til.

VI får citronfromage og spaghetti med kødboller, vi roser min fars hjemmegærede hvidvin, den smager lidt af hyldeblomst. Min stedmor spørger, om det ikke er rart, at der kun er en time hjem, jeg er forvirret i et sekund.

På vejen hjem har jeg min hætte trukket op, min taske er meget tung, jeg har fået to flasker af min fars vin, de klinker mens jeg går.

Det går op for mig at jeg ikke, mest, savner folk eller steder, jeg savner en udgave af mig selv, der var mere hjemmevant og selvsikker og havde en dybere rytme.

På mit kollegiekøkken samler vi kapsler. De skal blive til en guirlande til jul, der kan rasle som bjælder.

Jeg ville ønske jeg havde lettere ved at danse og græde.

Satan er virkelig – om Onkel Reje, ondskab og kujoner

”[The Devil] avowed to me that he had been afraid, relatively as to his proper power, once only, and that was on the day when he had heard a preacher, more subtle than the rest of the human herd, cry in his pulpit: “My dear brethren, do not ever forget, when your hear the progress of lights praised, that the loveliest trick of the Devil is to persuade you that they don’t exist!”

– Charles Baudelaire, Le Joueur Généreux (1864)

I de seneste par uger har en debat om børneprogrammet Onkel Rejes Heavyband udspillet sig, først i Kristeligt Dagblad, og siden i Radio 24syv.

Debattens omdrejningspunkt er, at Onkel Reje i en episode af programmet foreslår sine bandmedlemmer, at de burde blive satanister (for det er de i rigtige heavy bands), hvis de gerne vil vinde Heavy-MGP. Barnet Krølle er helt vild med idéen, udfra tanken at hvis han bliver satanist bliver han følgelig også ”rig og berømt”. Det tredje medlem af bandet, Brille, forholder sig imidlertid skeptisk.

Det lykkedes hverken Krølle eller Onkel Reje at blive satanister; de opgiver, da det viser sig at man skal spise en hørmende ostemad for at komme med i klubben, og vender slukørede hjem til Brille, der har bedt fadervor for dem 665 gange, i håb om at Gud vil tilgive dem deres flirten med satanismen.

En række af kristne teologer betragter ikke denne absurde fortælling som absurd: Djævelen, satanisme og det onde er, ifølge dem, alvorlige sager, der ikke egner til satire, og slet ikke satire til børn.

Niels Jørgen Cappelørn, professor emeritus ved Søren Kierkegaard Forskningscenter, sætter satanismen i perspektiv: I 2004 myrdede en heavyfan præsten Faustino Gazziero i Chile, og det er derfor uansvarligt at formidle ”satanisme” til børn – satirisk eller ej.

Den mest oplagte kritik her, er at mennesker dedikeret andre religioner siden 2004 utvivlsomt har stået for et eksorbitant højere antal drab end det ene i Chile (fx Boko Haram, Anders Breivik, Islamisk Stat, ildpåsættelsen i Duma), og at det bestialske og afsindige mord formentlig havde andre og mere psykologiske årsager end morderens religiøse tilhørsforhold. Men i virkeligheden, tror jeg, er Cappelørn ikke optaget af satanismens kapacitet for mord; det er nærmere et forsøg på at synliggør, for en sekulær interviewer, den fare, han ser forbundet med Satanismen.

Det jeg i virkeligheden er interesseret i, er den forskel, der er at finde i teologernes syn på Satan og det syn som de fleste moderne (mere eller mindre) sekulære mennesker er i besiddelse af.

Jeg er interesseret i om Satan er tandløst maskespil og teater, som han fremstår i Onkel Rejes Heavyband og den brede popkultur – eller om han er dødsens blodig alvor, om han er virkelig og farlig og forførende, og om den mørke magi virkelig findes, som i disse teologers verden. Det er den ondskab Cappelørn i virkeligheden taler om, og ikke et tragisk, men lidt obskurt mord i Chile.

 

 

Jeg hørte engang en historie om en gruppe Jehovas Vidner.

Der var, til et middagsselskab, blevet indkøbt en flaske rødvin fra producenten Concha y Toro med navnet Casillero del Diablo (spansk for Djævlens Æske). I første omgang havde ingen lagt synderligt mærke til navnet, men da de gik op for de inviterede at der var tale om ”djævlens vin” løb debatten: Kan man, som god kristen, tillade sig at drikke af djævlens vin?

For en udenforstående virker argumentationen rablende. Det er indlysende, at der ikke er tale om en bogstavelig djævel. Casillero del Diablo er et fikst navn, et marketingstrick, vinen er ikke fyldt med menneskeblod eller onde ånder.

Men i en (traditionelt) kristen forståelse er et symbol ikke bare et symbol; på magisk vis indeholder symbolet også det det symboliserer; til nadveren modtager de altergående en oblat og en smule druesaft, men i det øjeblik de to ting indtages, er de ikke blot symboler; de er bogstavelig talt Jesu’ kød og blod, spændt ud på tværs af årtusinderne, og til stede nu og her, som evigt løfte om at Kristus døde for os, og at vi aldrig skal tørste eller sulte, hvis vi tror på Ham.

Form og indhold smelter sammen og bliver en og samme ting; og derfor er det at fremkalde Satans billede og navn ikke blot et fikst trick eller en absurd manøvre. Det er slet og ret at tilkalde Satan selv, mørket, det ultimativt onde.

En fascinerende detalje ved den forståelse af Satan er, at den kun i meget begrænset omfang er understøttet i Biblen.

 

 

Satan nævnes i sidebemærkninger her og der, men optræder i egen høje person kun to gange i Biblen.

Den første gang er i Jobs bog, hvor han, nærmest som Guds lakaj og med dennes velsignelse, sætter sig for at teste den fromme Jobs tro, og det hele ender ud i pointe om, at mennesker ikke kan (eller må) forstå Guds fuldkommenhed.

Den anden og måske mest interessante optræden findes i både Mathæus, Markus og Lukas-evangeliet, og handler om Jesus og hans fyrre dages faste i ørkenen. Her dukker Satan op, og frister tre gange frelseren, her fra Mathæusevangeliet:

Så blev Jesus af Ånden ført ud i ørkenen for at fristes af Djævelen. Og da han havde fastet i fyrre dage og fyrre nætter, led han til sidst sult. Og fristeren kom og sagde til ham: »Hvis du er Guds søn, så sig, at stenene her skal blive til brød.«  Men han svarede: »Der står skrevet: ›Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hvert ord, der udgår af Guds mund.‹ «  Da tog Djævelen ham med til den hellige by, stillede ham på templets tinde  og sagde til ham: »Hvis du er Guds søn, så styrt dig ned. For der står skrevet:

Han vil give sine engle befaling,
og de skal bære dig på hænder,
så du ikke støder din fod på nogen sten.«

 Jesus sagde til ham: »Der står også skrevet: ›Du må ikke udæske Herren din Gud.‹ «  Igen tog Djævelen ham med sig, denne gang til et meget højt bjerg, og viste ham alle verdens riger og deres herlighed  og sagde til ham: »Alt dette vil jeg give dig, hvis du vil kaste dig ned og tilbede mig.«  Da svarede Jesus ham: »Vig bort, Satan! For der står skrevet: ›Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene.‹ «  Da forlod Djævelen ham, og se, der kom engle og sørgede for ham.

Det er en ekstremt interessant detalje at Satan igen i dette bibelvers optræder instrumentalt: ”Så blev Jesus ført ud i ørkenen for at fristes af Djævelen.”

Satans ondskab og forførelse tjener i Jesu fristelse et konkret formål: Det at Jesus, for at blive den fuldkomne frelser, må faste i ørkenen og modstå fristelsen til at benytte sine gudsgivne kræfter selvisk.

Satan er i Biblens tekst, som den står i de to tilfælde hvor han optræder personligt, en nødvendighed. Han er modsætningen, fristeren, der, på lidt paradoksal, men ikke umulig vis, går Guds ærinder. Han er at betragte som en slags nødvendig bad cop figur, en nødvendig ondskab. Men hans magt er altid på Guds nåde, han optræder på ingen måde som en uovervindelig figur for ondskaben, eller som Guds direkte modstander eller, mere kritisk, Guds lige. Han er overvindelig og lille.

Så hvorfra kommer den kristne tilbøjelighed til at frygte, hade og tiltro Satan umådelig magt?

 

 

Et problem kristendommen (men egentlig de fleste religioner) altid har forsøgt at løse, er det at der findes ondskab.

Den græske filosof Epikur (341-270 før Kristus) stillede det op således:

Ondskab, smerte og lidelse findes. Man siger at Gud er almægtig og algod. Derfor følger spørgsmålene:

Er Gud villig til at forhindre ondskab, men ikke i stand til det?
Da er han ikke almægtig.

Er han i stand til at forhindre ondskab, men ikke villig til det?
Da er han ikke algod.

Er han både i stand til det og villig?
Hvorfor tillader Gud så ondt at findes?

Der findes en lang række af forsøg på at besvare det spørgsmål (én, lidt hurtig, mulighed er, at konstatere at Gud ikke findes, men af åbenlyse årsager er den kamel svær at sluge for troende kristne).

De forskellige bud, som ikke afviser Guds eksistens, kan groft sagt deles op i tre kategorier:

  1. Vi lider, fordi det er Guds straf eller prøvelse af os
  2. Vi lider, fordi mennesket har fri vilje til at vælge ondskaben, og derfor forårsager hinanden ondt
  3. Vi lider, fordi Guds veje er uransagelige

Problemet er, tror jeg, at de tre ovenstående bud på hvorfor DU som person skal lide og have ondt og føle at verden går i stykker omkring dig, er ekstremt abstrakte svar på meget konkrete spørgsmål:

Hvorfor blev min landsby ramt af jordskælv? Hvorfor skal de, jeg elsker, dø, og jeg lades alene tilbage? Hvorfor skal jeg være ensom og alene og hvorfor skal alt jeg elskede smage af aske, og hvorfor er livet både for langt og for kort? Hvad er meningen med at jeg skal lide og græde snot og alt i mig føles isnende koldt? Hvorfor skal jeg dø?

At dine elskede skal dø, fordi det er Guds prøvelse af dig, eller fordi hans veje er uransagelige, er dybt utilfredsstillende svar at give den, der er i sorg, og hvis de dør af sygdom eller ulykker, er det af indlysende årsager ikke et spørgsmål om fri vilje.

Men hvorfor er her så ondskab? Hvorfor er eksistensens lidelse så fremtrædende og uendelig og ubærlig og evig?

Hvis du er fundamentalistisk nok er der en fjerde mulighed: Satan.

Satan er grunden til at her findes ondskab. Hver eneste smertefulde krampetrækning kommer fra Satan, som er denne verdens hersker, og kæmper en ligevægtig kamp med Gud om vores sjæle.

 

 

For teologerne, som hårdt kritiserer den lemfældighed med hvilken Onkel Reje foreslår at tilbede Satan, er denne verden gennemvæddet af mørk magi. Satan lurer allevegne.

I Mel Gibsons voldsorgie The Passion of the Christ, den måske vigtigste kristne ikonografi i 100 år (foruden Sagrada Familia), er Satan en androgyn, dæmonisk figur, der konstant spotter Jesus, lurende i kulissen, på steder han aldrig nogensinde optrådte i Biblen.

I 80’erne opstod i USA det som kaldes ”The Satanic Panic”, hvor alt fra teenagerpigers Wiccabøger til Dungeons and Dragons blev beskyldt for at lede til satanisme og ondskab. Harry Potter blev beskyldt for noget lignende i nullerne, den kristne historie er overstrøet med heksejagter, inkvisitioner, djævleuddrivelser og håndgribelig, konkret tro på at Satan er virkelig og ophavet til ondskab og lidelse i denne verden.

Jeg må, på en lidt mærkelig måde, indrømme en vis misundelse over dette verdenssyn. For mig virker verden affortryllet og grå; den magi der er tilbage må jeg finde i dybe skove og blide kys, brændt salvie og tarotkort.

Det føles stjålet og desperat, som om den sidste rest af fortryllelse blev støvsuget ud af verden da industrialiseringen begyndte at fælde regnskoven og dræbe bierne, og jeg bare leger med de døende rester.

Men for de teologer, der ser Onkel Rejes Heavyband og ser ondskaben selv, eller ser nisser, og ser hedninge og ild og dæmoner, for dem er verden stadig befolket af mørk magi og uforklarligheder.

Satan er virkelig.

Men hvis jeg skal være helt ærlig, er det at se Satan som virkelig og kilden til al ondskab i verden en af mest ansvarsløse og kujonagtige idiotier i verden.

 

 

Der findes lidelse. Der findes ondskab.

Et enkelt blik på dem vi elsker eller verden omkring os burde minde selv de mest tunghøre om det faktum.

Og der findes intet dækkende eller tilfredsstillende svar på hvorfor, ingen jeg kender, i hvert fald.

Men at opfinde Satan som dets ophav er et eksorbitant udtryk for ansvarsfralæggelse.

Det er nytteløst at spørge hvorfor der findes ondskab, det eneste spørgsmål, der meningsfyldt kan følge indsigten at

lidelse er virkelig

er

hvordan gør jeg mine medmenneskers lidelser mindre?

Hvis Satan, som ligeværdig med Gud, er kilden og ophavet og forklaringen på ondskab, er vores ansvar for ondskaben, eller kravet om at handle på den, uendeligt småt.

Satan vogter ikke på os med et tandsmil, når vi straffer og myrder og plager hinanden, eller når vores elskede får modermærkekræft eller en godsvogn på et øjeblik udsletter otte uskyldige liv, og enhver påstand herom må være et udtryk for kujoneri og bortforklaring.

Der er ikke altid nogen tilfredsstillende svar på hvorfor vi absolut skal lide og en af de mest pinefulde dele af menneskelig eksistens er at lære at leve med det faktum.

At opfinde store, onde skurke er at fralægge sig sit ansvar for at gøre ting bedre, fordi det er sådan det altid har været.

Det er at hidse sig op over et børneprogram i stedet for at vi lever i en verden, hvor folk dør af sult og helbredelige sygdomme, at sygeplejerske stresser sig selv ihjel, at de hjemløse fryser på gaden og at verden fundamentalt er uretfærdig.

Det er ikke at rette op på uretfærdigheden.

Det er at stå foran smerten og mørket og evigheden og lidelsen og alt det der gør ondt og give op.

Det at tro på Satan er at give efter for hans fristelse.

 

 

Og se, der kom en hen til Jesus og spurgte: »Mester, hvad godt skal jeg gøre for at få evigt liv?« Han svarede ham: »Hvorfor spørger du mig om det gode? Én er den gode. Men vil du gå ind til livet, så hold buddene!« Han spurgte: »Hvilke?« Jesus svarede: ›Du må ikke begå drab, du må ikke bryde et ægteskab, du må ikke stjæle, du må ikke vidne falsk, ær din far og din mor!‹ og: ›Du skal elske din næste som dig selv.‹ «

Den unge mand sagde: »Det har jeg holdt alt sammen. Hvad mangler jeg så?« Jesus sagde til ham: »Vil du være fuldkommen, så gå hen og sælg, hvad du ejer, og giv det til de fattige, så vil du have en skat i himlene. Og kom så og følg mig!«  Da den unge mand hørte det svar, gik han bedrøvet bort, for han var meget velhavende.

Mathæusevangeliet, kapitel 19, vers 16-22

Jeg ville gerne være sådan en søn, der trofast besøger sin mors grav

Between the conception
And the creation
Between the emotion
And the response
Falls the Shadow
Life is very long

– T. S. Eliot, The Hollow Men

Vi var midt i aftensmaden da min far med diset stemme sagde at mormor havde kræft, og jeg forsøgte at spise min hakkebøf op, selvom både min appetit og mit ansigt var ved at gå i opløsning.

Jeg rejste mig hårdt fra stolen og forsvandt ud i tusmørket og med min højre hånd knuste jeg en rude i laden, det gik nemmere end jeg troede, jeg havde håbet det ville være voldsommere.

Det blødte stadig fra mine knoer, da jeg fandt den højlilla bibel jeg fik af præsten, da jeg blev konfirmeret, en billig paperback, det var nemt at rive dens sider fra hinanden og smide dem ind i fyret i ujævne bunker, og se dens grimme omslag smuldre væk.

Jeg havde håbet det ville være voldsommere.

Jeg kan ikke huske om jeg græd, da min far fandt mig siddende i fyrrummet, men han var ikke vred over vinduet, selvom jeg måtte feje glasskårene op dagen efter og gå græsplænen ved laden igennem efter glassplinter.

 

 

Min onkel besøgte mig på gården, jeg var overrasket over at se ham, jeg var lige kommet hjem fra efterskole, mine forældre var ude at rejse, og vi var ude for at hente pizzaer da mormor døde. Han tog telefonen, og jeg vidste ikke hvordan jeg skulle sige noget.

Til ceremonien ville jeg ikke med i kirken, alt ved rummet skreg. Jeg stod fast på det, selvom min moster spurgte et par gange, og mens de andre var i kapellet sad jeg foran kirkegården med min morfars kørestol og kedede mig knugende, jeg kan ikke huske om jeg græd.

Det varede længe, og jeg rejste mig fra bænken og gik ned gennem de lave grønne hække og læste hver enkelt af gravstenene, særligt lagde jeg mærke til dem, hvor der stod “Far”, “Søster” eller “Bror” og de, der ikke var blevet særligt gamle, og vinden blæste lidt i de skaldede træer, der er på kirkegårde.

Min mormor blev ikke begravet på den samme kirkegård, hun blev kørt væk efter ceremonien, hun blev brændt, jeg kørte min morfar i hans kørestol. Senere begravede vi den lille urne ved siden af min mor og den lille granitsten, hvor der var indskåret ordet “Mor”.

 

 

I Finland, ved juletid, går man på kirkegården og tænder lys for de døde, midt i sneen og kulden og mørket brænder de små stormlys og lyser op på deres stille måde, og min ven sværger at han engang så en, der havde stillet et lille juletræ med en elektrisk lyskæde, og det tårnede sig op over de små lanterner. Vi har diskuteret lige siden, om det mon var af dyb sorg eller for at overgå de andre, at træet var blevet sat der.

 

 

Alt tyder på at vi har begravet vores døde siden vi blev mennesker. Neandertalerne lavede kroner af hjortetak og fuglefjer og lagde dem hos deres døde og i Frankrig er en hule, Duegrotten, hvor nogle, der lignede os, lagde deres døde for fjortentusind år siden med flinteknive og drikkeskind.

Da min mor døde tegnede jeg tegninger hun skulle have med, jeg tror de forestillede soldater og våben, det var det jeg altid tegnede, og en fjern tante var bedrøvet og forarget.

Jeg tror ikke jeg havde andre muligheder for at forklare mine følelser end at tegne vold og lade det falde ned i graven til hendes kiste og blive dækket med jord, og det er et mærkeligt kaotisk syn, at se en smuk kiste blive tilsmudset af af jord, mere voldelig end titusind børnetegninger af soldater.

Min far valgte ordene, der skulle stå på hendes grav: “Vi giver dig al vores kærlighed med,” og dengang syntes jeg de var kluntede og frygtelige, hvad skulle der blive af os, hvis al vores kærlighed var begravet under jorden?

Men jeg tror jeg forstår nu; vi giver det vi har, om det er børnetegninger eller drikkeskind eller hjortetakskroner, og det er ikke i øjeblikket vigtigt, hvad der skal blive af os, for begravelsen og den døde og de levende er uden for tiden, hvis de kan siges at være sammen, og det er nødvendigt at give al sin kærlighed med, og det er derfor vi aldrig har været uden at begrave vores døde.

 

 

Jeg besøger ikke ofte min mors grav; lige da hun var død var vi der tit, og jeg havde de grønne blomsterkegler med fra indgangen, hvor der også lå river og vandkander. Jeg kunne vejen udenad, og jeg kunne huske alle de som lå ved siden af hende, overfor lå et gammelt ægtepar, og til venstre lå en, der kun blev seksten, og hans forældre efterlod altid røde blomster jeg ikke genkendte og tit et stormlys.

Vores stormlys gik ud, når vi tændte dem, og jeg ville ikke have vi tog dem med til sidst.

Jeg forsøgte at tale til min mor ved graven, et par gange, det blev aldrig ægte, jeg ville gerne være sådan en søn, der trofast besøger sin mors grav, men jeg glemmer det altid, og jeg ved ikke hvad jeg skal sige, når jeg er der sammen med andre, om jeg skal opfinde nogle mindeord eller sige noget morsomt eller om jeg skal være tavs ligesom kirkegården, og når vi går igen er alting for sent.

Jeg holder af, at min mor er en del af et katalog, ved siden af ham, som døde som sekstenårig, og det ældre ægtepar, hvis blomster bliver færre og færre, og engang vil jeg være væk og der vil ikke være nogen til at huske graven, og den vil måske blive et pejlemærke, når nye begraver deres døde og giver dem alt, der er deres med, og engang vil graven ikke engang være det.

 

 

Jeg bryder mig ikke om ordet livsbekræftende, det er upræcist. Gravpladser er dødsbekræftende. Døden bliver virkelig på samme måde som ens krop bliver det når man støder lilletåen mod en kommode og man bliver rasende og tårefærdig af smerten.

Der er en mærkelig trøst i at de døde og de levende og mennesket og mulden har været knyttet sammen altid, at en neandertal engang lagde hjortetak og honning på samme måde som jeg lægger stormlys, der går ud, og påskeliljer, der visner, og at de, der kommer efter mig vil lægge hvad end deres bortgivne kærlighed byder dem. Jeg har altid gerne ville være en del af noget, og om ikke andet, så er jeg en del af en lang række af uafbrudt sorg, fra menneskets begyndelse og til vores undergang.

 

 

 

“The legs agitated themselves once more. I looked as if for the enemy against which he struggled. I looked out of doors. What had happened there? Presumably it was midday, and work in the fields had stopped. Stillness and quiet had replaced the previous animation. The birds had taken themselves off to feed in the brooks. The horses stood still. Yet the power was there all the same, massed outside indifferent, impersonal, not attending to anything in particular.

Somehow it was opposed to the little hay-coloured moth.

It was useless to try to do anything. One could only watch the extraordinary efforts made by those tiny legs against an oncoming doom which could, had it chosen, have submerged an entire city, not merely a city, but masses of human beings; nothing, I knew, had any chance against death. Nevertheless after a pause of exhaustion the legs fluttered again. It was superb this last protest, and so frantic that he succeeded at last in righting himself.

One’s sympathies, of course, were all on the side of life.”

– Virginia Woolf, Death of the Moth

Photo by Mikkel Frimer-Rasmussen on Unsplash


Afslutninger

Engang, da vi kørte ned ad indkørslen, opdagede jeg at der var noget galt med kastanjetræet.

Toppen manglede og i stedet for bark var træet blegt og bart, og omkring det lå de enorme grene i et mærkværdigt troldelandskab.

”Det var jo gammelt,” sagde min far, de havde fået en mand med en motorsav til at ordne det, det kunne være farligt, hvis grenene pludselig faldt ned.

Da jeg var yngre var kastanjetræet et særligt sted, næsten et rum for sig. Den store kuple, som de fiskeformede blade indkransede, lukkede næsten intet lys ind og jorden var om efteråret overstrøet med de grønne, piggede kastanjekapsler. Om sommeren nev vi de hovedstore blade af træet, og forsøgte at udrippe dem; hvis det lykkedes helt blev man anerkendt for sit fiskeskelet.

Det føltes som et kigge på en forladt kirke at stå ved de bare rester af træet, jeg ville ønske mine forældre havde sagt noget.

Senere kløvede min bror og jeg grenene, når min bror svingede øksen trak hele hans krop sig sammen, og så fløj flækøksen gennem luften, som jeg forestiller mig en hugorm bide, og kævlerne fløj til hver sin side, kastanjetræ er let og flyver nemt, indtil vi stod i en vrimmel af brændeknuder.

Vi stablede dem i fyrrummet, min lillebror kørte dem i havetraktoren, indefra, nedefra, igen og igen, indtil de var en væg fra gulv til loft, og mine forældre fyrede med kævlerne hele vinteren.

Han skrev til mig pludseligt, vi havde ikke set hinanden i mange år, og spurgte om vi ikke skulle drikke en øl sammen.

Særligt husker jeg duften af den håndsæbe de havde på badeværelset på første sal, og hvordan hans storebror hørte vred rockmusik på sit værelse og viste os hvordan vi skulle vinde i computerspil, og at jeg altid var den lilla ninjaturtle.

Vi havde ikke talt sammen siden dengang.

Han var genkendelig på den måde voksne mennesker, man ikke har set siden de var børn er det, han gik på samme måde og der var en pause i hans sprog, når han tænkte sig om.

Han huskede ting jeg havde glemt, der var noget det var vigtigt for ham at få sagt.

Fortiden blev næsten spildt udover bordet. Dengang han havde kastet op af grin over noget jeg havde sagt, det stykke legetøj vi altid legede med, når vi var hos mig, og der var en mærkelig forskel fra dengang, som vi om vi både var de børn vi var, og samtidig havde for store kroppe og for dybe stemmer.

Vi drak for mange øl, jeg husker ikke hvad det var, som var vigtigt for ham at få sagt, han var begyndt at læse matematik, vi sagde farvel i regnvejret og der var lang vej at gå til stationen.

Jeg havde ikke holdt af at bo der.

Køkkenet var lidt for småt til rigtigt at kunne lave mad, og jeg havde aldrig fået hængt noget på væggene.

Der havde været en førtidspensionist og hans værge et par uger før, det var nok ham der skulle flytte ind. Jeg havde flyttet de sidste møbler dagen før, og gjort rent siden morgenstunden, duften af sæbe havde sat sig i mit tøj.

Der kom en mand og skulle besigtige lejligheden, jeg havde ikke nået at få gjort rent i krogene. Vi gik rundt i tavshed, til de forskellige steder; altanen, køkkenskabene, cykelkælderen.

”Kunne din mor ikke have hjulpet med at gøre rent,” sagde han, da han så noget snavs i køkkenet, det var ikke et spørgsmål, han var ikke tilfreds, og jeg vidste ikke hvad jeg skulle svare.

Jeg gav ham nøglen, og nogle måneder senere betalte jeg en regning de sendte for rengøringen.