Hvad gør man med døde mosegris?

Mine forældres løsning har altid været havearbejde og forbud mod skærme, jeg indleverer min computer og telefon før morgenmaden.

Senere sætter jeg mig ved hindbærbuskene og plukker, selvom sæsonen næsten er forbi.

Bier og fluer sværmer omkring mig, de ovemodne bær er vel retmæssigt deres. Jeg ligger på ryggen og stirrer op under bladene for at få øje på dem, der er blevet overset.

Jeg har aldrig før lagt mærke til at hindbærbuske har små torne.

De smattede bær farver mine fingerspidser røde, ligesom vin, jeg lægger dem forsigtigt ned i skålen, der er færre end jeg havde håbet, man kan skimte det grønne plastic imellem og under dem.

 

 

Jeg har ansigtet henover gryden da jeg begynder at græde, det stopper ikke rigtigt, jeg bruger servietter til at pudse næse, det føles som spild af servietter, jeg har aldrig nogensinde selv købt servietter, jeg ved slet ikke hvad de koster.

Min far finder mig ved køkkenbordet, og jeg kan stadig ikke holde op med at græde, han siger noget om at det er godt at få det ud.

Jeg er mest glad for at jeg nåede væk fra gryden, hindbærsaft har nok ikke godt af salt.

Han svæver lidt omkring mig, jeg siger ikke så meget, jeg ved ikke hvad jeg skal sige. Jeg forsøger at være proaktiv, så jeg finder på noget vi kan gøre med citronmelissen ude foran. Den er ved at kvæle mynten, jeg vidste ikke at noget kunne konkurrere med mynte, men den eneste opskrift med citronmelisse i den grønne syltebog er som ingrediens i kvædegele.

Vi har ikke nogen kvæder, så vidt jeg ved, jeg beslutter mig for at prøve mig frem.

Jeg klipper store grene af citronmelissen, men den fylder stadig en hel masse.

Jeg lader tommel og pegefinger glide langs stænglerne en ad gangen, så bladene og de små hvide blomster falder ned i store bunker, nogle gange sidder de fast i et virvar ved roden at stænglen.

Vi koger te på det, iste, men citronmelisse smager ikke som det dufter, citrussen går af det, det er kun ment til at svæve i luften, så vi spæder til med citronsyre og sukker, til sidst ved jeg slet ikke om det smager af citronmelisse længere, vi har næsten fem liter.

 

 

Hindbærsaften drypper af i en saftpose, jeg spørger om man kan bruge de afdryppede bær til noget, det tror min far ikke, jeg bryder mig ikke om at de ikke kan noget bagefter, når de er blevet presset og har spildt alt deres væske, det virker grusomt og får et eller andet i mig til at skride, men jeg siger heller ikke noget, da vi smider dem ud i kompostspanden, den grå masse dumper ned og bliver væk

Vi får mindre hindbærsaft ud af det end jeg troede, det ser helt småt ud i metalskålen.

Jeg ved ikke om jeg kan lide hindbærsaft, helst ville jeg have lavet hyldeblomst, men da jeg fik taget mig sammen var hylden sprunget ud og var borte igen, jeg ved ikke engang hvor hyldetræerne står og jeg har aldrig smagt hyldebærsaft før, jeg tror slet ikke det er det samme.

Vi rydder køkkenet for citronsyre og kalk til rabarber, jeg fejer for resterne af citronmelisse, vi har halvanden flaske hindbærsaft, det ligner tyk rødvin.

 

 

Jeg går ned til engen hvor drænet løbet ud, der er fyldt med brændnælder, de trives af det næringsrige spildevand. Lige der, hvor det gamle piletræ faldt, ligger en mosegris, den bevæger sig ikke. Jeg stamper hårdt ved siden af den.

Den må være kravlet op af hul cirka en halv meter væk, og så har den lagt sig til at dø i sommervarmen, jeg ved ikke hvordan man bedst muligt er respektfuld overfor en død mosegris, da jeg var yngre satte min far sakse op som knækkede nakken på dem, når de kom kravlende i hullerne. Jeg samlede saksene op, så smed vi døde mosegrise i skraldespanden.

Længere nede står de døde piletræer, da de blev savet ned brugte de deres sidste kræfter på at spire nye pilekviste, men de fik aldrig blade, og så må de være døde ud på vinteren, men her er deres skeletter stadigvæk og jeg har altid holdt af piletræer, vi skar flitsbuer af dem da jeg var yngre.

 

 

Til aftensmaden får vi kammuslinger og koteletter og haloumiost og kålsalat, det hele vokser i munden på mig. Mine forældre taler om generationskløfter og om romaner fra firserne. Jeg henter hindbærsaften fra stuebordet, hvor min far sirligt har placeret alt syltetøjet og safterne og den rå rebsgele han  er stolt af.

Flasken er stadig lidt varmere end mine hænder, jeg hælder den tykke væske op i et lille vandglas og smager på den, den smager lidt for meget af sukker.

Jeg blander den med danskvand, fire til en siger min far, den ender med at smage af lidt tynd hindbærbrus.

Jeg ved ikke om det er min eller hindbærsaftens skyld.

Gid det altid regnede når jeg græder

Der er en historie fra Arturmyten, om en konge, der fik så grusomt et sår, enten i benet eller i skridtet, at han ikke kunne stå oprejst, og ikke kunne opfylde sin rolle som konge, det eneste han formåede var at sidde i en lille båd og fiske, og omkring ham gik hans kongerige i opløsning og forfald, sandet kom og jorden blev gold, indtil fiskerkongen var omgivet af sult og mørke og råddenskab, omgivelser og konge er bundet sammen,  hvis kongen vansmægter går landet i stykker, verden spejler sjælen og kroppen.

 

 

En af de mest ækle ting jeg ved, er når solen skinner når jeg er trist, det føles som et slag i ansigtet, hvordan kan solen skinne på begravelser og på terrorangreb eller søndage?

Hvordan kan virkeligheden være så ligeglad og nådesløs at fortsætte, mens livet ender eller folk græder og lider?

Jeg misunder fiskerkongen hans empatiske kongerige, i vores historier følges verden og indre liv altid ad: Til begravelserne regner det, i gyserhistorier slår tordenvejret ned og når nogen lider i tavshed, står regnen ned i tykke stråler, men jeg ved ikke hvad jeg skal gøre med virkeligheden, som et splintret i andre historier end min egen, min sorg eller tristhed føles så lille, når verden ikke engang vil græde sammen med mig og bryde ud i regn, men bare fortsætter, som om intet vigtigt er sket, som om jeg er ligegyldig, som om mine smerter og sorger ikke er vigtige.

Som om jeg ikke er vigtig.

Som om alting er ligemeget.

Jeg kan ikke bære alt det, der peger på, at alting i virkeligheden er ligemeget.

 

 

Da jeg var yngre (jeg lyver, jeg er stadig bange) var min største frygt, den jeg krummede mig sammen over når væggene trykkede hårdt mod mig om natten, at det var umuligt at kommunikere min indre verden til de mennesker, der fandtes i den ydre, at vi var så fundamentalt forskellige at den stikkende sorg eller den store glæde ikke kunne oversættes til menneskesprog. Når jeg ser mig selv på videoer ser jeg klumpet og klodset ud, synes jeg, slet ikke som jeg forestiller mig, hvor klodsede må mine ord have været, da jeg forsøgte at forklare?

Man siger at mennesker ikke er øer, og det er også sandt, men vi er måske øer med broer, og jeg kan føle at broerne er vakkelvorne og nedslidte, og at en tankes nuancer bliver matte og grå når den siges højt, at alting går lidt under, når det bringes ind i virkeligheden, hvor tiden og sandet og svampene slider og nedbryder alt og termodynamikken langsomt, et sekund ad gangen, skubber universet nedad en vej, der engang vil betyde at alting er koldt og goldt og mørkt for evigt, ikke fordi vores sjæle lider, men fordi det er sådan virkeligheden er.

 

 

Fiskerkongen bliver kureret i myten, fordi Galahad (den ædleste og reneste ridder) stiller ham et spørgsmål om gralen, et spørgsmål, der fylder fiskerkongen med mening og helbreder hans sår, han rejser sig op og bliver konge igen, og omkring ham bryder græsset frem og verden bliver grønnere og lysere.

Jeg ville ønske jeg kunne ændre virkeligheden med ord og tvinge den til at blive grønnere eller i det mindste afspejle min sjæl, jeg er altid bange for at mine ord er for dårlige eller forkerte, at jeg ikke har det rigtige spørgsmål, eller at det slet ikke kan lade sig gøre at bruge ord til ændre virkeligheden, at det i virkeligheden er lige meget, jeg ved ikke om jeg forsøger at finde den rigtige sammensætning af ord og sætninger, som måske ville ændre alting lidt, måske der er en gylden sætning et sted, en slags alkymistisk færd efter de vises sten som ord, en slags helbredelse måske, men alle alkymisterne er døde og forsvundne og de vises sten viste sig bare at være svovl og kviksølv.

 

 

Det er giftigt at føle sig som en byrde, men det gør jeg, jeg føler mig undertiden som om mine ord bliver aske og min kærlighed kun er skygger, som om virkeligheden er for virkelig og dens ligegyldighed kvælende, jeg ved ikke hvordan man navigerer i den slags.

Hvis ting i det mindste blev golde omkring mig, når jeg var gold indvendig, ville det ikke føles som om min smerte var ligegyldig.

Jeg er, indser jeg, så bange for jeg er ligegyldig fordi mange ting i verden peger på jeg er det og det er så tungt at ens mening er ens egen og ingen andens ansvar og jeg ved ikke hvor man finder styrken eller modet til at bære det, jeg vil ikke være en ø, jeg holder ikke ud at være en ø og gid det altid regnede når jeg græd.

Jeg forstår ikke hvorfor det skal gøre så ondt

Jeg mangler altid ord, når jeg forsøger at beskrive min tristhed. Jeg ender altid med at synes de ord, jeg prøver at bruge er utilstrækkelig.

Jeg sletter dem igen, jeg bryder mig ikke om at jeg ikke kan beskrive det ordentligt, jeg ved ikke engang hvad det er, det føles som om det er en anden end mig, der har skrevet ordene, en jeg ikke kan genkende senere, og en der heller ikke kendte mig da han skrev om mig, og jeg har ikke noget sted at være i mellem alt det, der er ikke rum til nogen rigtige mennesker i al den tristhed, jeg tror det er det jeg hader mest, at jeg ikke føler mig som et rigtigt menneske når jeg er trist, at kun en af de sider som er mig, alle de sider alle mennesker har, får lov at være til og alle de andre ting som er mig bliver grå og trækker sig sammen og rasler i vinden og falder af, når uvejret og mørket kommer.

 

 

Jeg forstår ikke hvorfor det skal gøre så ondt.

Jeg bad ikke om det her; ingen bad nogensinde om smerten ved at eksistere, vi blev bare revet ud af intetheden og låst inde i kød og blod og på et tidspunkt bliver vi ingenting igen, men det er jeg også bange for.

Ingen kan svare på det, ingen kan tilfredsstillende komme med bare et bud på, hvorfor det absolut skal være så smertefuldt, de mumler om kemikalier og serotonin eller de peger på Gud og sænker blikket, men ingen kan svare på hvorfor det skal gøre ondt at være, hvilken uvurderlig lektion der skulle være i at de unge dør eller at hele byer brænder væk, at børn sulter eller at et menneske hulker indestængt på en beskidt madras i en lejlighed med bare vægge.

Ingen kan svare, og det er så hult og grimt og smertefuldt at vænne sig til at ingen kan, det er så umådelige ensomt at have spørgsmål som aldrig får svar, jeg kan næsten ikke bære at der er spørgsmål som ikke har svar, der forsvinder et sprog hver anden uge, og det betyder ikke noget for alvor, det ved jeg godt, men jeg bliver så ked af tanken om at et helt sprog dør, der er noget skrøbeligt og tungt ved at ord, som engang havde hemmelige og spøgefulde betydninger pludselig er væk, at de lyde man sagde i lange kæder pludselig ikke findes længere, at der bare er tomhed og stilhed, brat og for evigt, og ingen kan gøre noget ved det og ingen kan tale eller forstå eller læse det, aldrig mere, aldrig nogensinde indtil verden ender bliver de lyde sagt igen.

 

 

En sagde engang til mig at deprimerede menneskers sprog ændrer sig, det siger sig selv, men hun sagde at triste mennesker siger ”jeg” meget mere, at hele deres verden skrumper ind til kun at være dem selv, og det synes jeg er meningsfuldt, man står og betragter mennesker på den anden side af en afgrund eller igennem tykt panserglas og det eneste man kan skrige er, at det gør ondt og kan det ikke stoppe snart, jeg vil gøre næsten hvad som helst for ikke at have det sådan her, og jeg har allerede skrevet ordet ”jeg” femogtyve gange i denne tekst.

 

 

De fleste ting kan man klare, hvis de har en udløbsdato, hvis de stopper på et tidspunkt, men jeg er ikke sikker på at generaliseret smerte har en ende, at man pludselig engang finder fred med at livet gør ondt og at ens hjerte skælver eller at man ikke ved om man er værd at elske eller om det man skaber eller gør har nogen værdi, jeg tænker på om andre mennesker, nogle mennesker, kan lægge de ting lidt på afstand og jeg ved godt man ikke må sammenligne sig med andre, jeg ved godt at deres liv er komplekse og smertefulde på måder jeg aldrig kommer til at forstå og at det ikke giver mening at ønske sig en anden eksistens eller et andet livsforløb, at jeg må gøre hvad jeg kan, med det jeg har, at jeg er heldig trods alt, men en ting er fornuft og alt det jeg ved er rigtigt og rationelt og en anden ting er alt det som løber af med en og holder en vågen om natten og knuger en og får ens hjerte til at skælve og alle de skikkelser, der kaster lange krogede skygger over alt det, der før virkede lyst og ligetil.

 

 

Der er en sang, der er mange sange, men der er en.

Han hedder Michael, ham der skrevet den, jeg interviewede ham engang, bandet hedder Kloster, fordi deres musikkollektiv var lidt som et kloster og de spillede engang en koncert i en drypstenshule med levende lys og et nyforelsket kærestepar som det eneste publikum og det lød så livsbekræftende, og hans øjne var milde mens han sagde det, men der er en sang, der hedder Psalm 13, teksten er bare den engelske udgave af Salme 13 fra biblen, men der er tilføjet en enkelt linje I have not been well, I sing in pain, og sådan føles det nogle gange, som om man synger i smerte og ikke har været well i en indskudt sætning, en sætning der starter med jeg og kun peger indad, jeg har ikke lyst til at være i den slags sætninger, jeg vil helst være i uendelige hovedsætninger på sprog, der ikke bliver glemt, men det føles ikke altid som et valg.

FLUGT

Jeg er ved at blive syg, det har sat sig i halsen og når jeg vågner, gør det ondt, indtil det lægger sig engang om eftermiddagen. En ven giver mig en strepsil, en af dem med honning og siger at de er dyrere end cigaretter.

Min far henter mig på stationen i den store blå, vi taler om at jeg er ked af det, men mest om eksamen. Vi taler bedst om konkrete ting, fx en dom om medier og privatlivskrænkelser fra halvfemserne.

Jeg går altid en runde når jeg kommer tilbage. Ned til det døde kastanjetræ og vinstokkene og så langs åen indtil jeg når den sumpede eng ved den skråning vi legede mest ved, da vi var små.

Jeg bliver overrasket da jeg når æbletræet, der står en stor rødbøg. Jeg spørger min far om den altid har været der, hans øjenbryn vibrerer, det har den.

Jeg går ud til den igen, dens blade er mørkelilla, som størknet blod i gyserfilm. Jeg læste engang på nettet om Mandelaeffekten, om at en hel masse mennesker var helt overbeviste om at Nelson Mandela i virkeligheden døde i fængslet i halvfemserne og aldrig blev præsident i Sydafrika. De troede at de, uden at opdage det, var faldet gennem en sprække i tid og rum, og var endt i et parallelunivers, hvor Nelson Mandela ikke døde, men blev løsladt og siden præsident, og de huskede ikke forkert, det var virkeligheden der var forkert.

Deres minder er blevet hjemløse. Virkeligheden er ikke deres, den er forvrænget og anderledes.

Jeg kigger på rødbøgen som jeg ikke husker, dens blade sitrer i vinden, og jeg er i fanget i tiden mellem min fars  øjenbryn og rødbøgens blade, der vibrerer mildt, og måske fanget imellem parallelle universer.

 

 

Da jeg var lille løb jeg kun væk hjemmefra en gang, jeg har hørt at andre børn pakkede madpakker og tøj så de kunne være væk længe, jeg pakkede ikke noget og løb så langt væk jeg kunne langs åen, indtil jeg nåede sivene, der var lige så høje som mig.

Jeg græd mens jeg bøjede dem til siden, mine kinder var meget varme, der duftede af brændenælder og friske blomster.

 

 

Her er ikke høns længere. Da jeg var lille angreb hanen mig engang, jeg havde en grøn flyverdragt på.

Min lillesøster brød sig ikke om hønsene, hun bryder sig i det hele taget ikke om fugle, jeg har aldrig spurgt hvorfor.

Jeg stod et øjeblik og ventede, når jeg gik ind i deres bur for at samle æg, i indhegningen udenfor spiser de alting, også græs og spirer, indtil jorden er sort og blød af deres fødder.

Under ladetaget har svalerne bygget reder, engang faldt jeg over en tråd på et ornitologforum, der handlede om husejere, der fjerner rederne mens svalerne lagde æg.

Ornitologerne var meget vrede, husker jeg, og diskuterede om man kunne anmelde husejerne til politiet og de underskrev deres indlæg med kærlig hilsen Hans eller Jens eller Rune, og det rørte mig på en langsom måde.

 

 

Vi har bier her, biavleren har fået lov at have dem på vores grund og et par gange om året kommer han forbi med nogle bøtter honning som tak. Om vinteren går de i dvale, jeg ved ikke hvordan en bi ser ud, når den sover.

Min ven Johannes blev helt besat af bier engang, fordi han faldt over udtrykket royal jelly, dronningegelé, som er det, bierne fodrer dronningelarverne med, så de bliver dronningen.

Han har en plakat med bier, han lyser altid op hvis man spørger indtil dem, jeg sendte ham artikler jeg fandt om bier, jeg tror noget af kærligheden smittede af på mig, jeg blev ret ulykkelig da jeg hørte at bierne langsomt uddør, og man ikke helt ved hvorfor.

Det er noget med et sprøjtemiddel, der ødelægger deres vinger, jeg vil helst ikke bo i en verden hvor bierne falder ud af himlen og dør, selvom tomatplanter godt kan bestøve sig selv.

 

 

Jeg plukker asparges med min far, han taler om sine vinstokke, jeg hjælper ham med at pille knopskud i bunden af stokkene af.

Engang havde vi mange får, men det er hårdt arbejde at holde dem, så det er meningen, dem vi har nu er de sidste, ligesom hønsene. De kigger på os fra marken.

Vi går forbi et højbed med dild, min far såede dem sidste år, men det er først i år de er spiret. Da jeg gik her i går, syntes jeg ikke de duftede af dild.

Når der er valg, spiser vi landgangsbrød, ingen ved hvorfor, det har vi bare altid gjort, jeg tror vi er de eneste mennesker i verden, der stadig spiser landgangsbrød.

Da jeg boede i København, forsøgte jeg at indføre det, mine venner gik med til det, men de forstod det aldrig helt, og det er jeg heller ikke sikker på jeg selv gjorde.

 

 

Jeg opdager at vi har ramsløg i skovbrynet ved skråningen bag hønsehuset, det har jeg aldrig vidst før.

Jeg plukker frøkapslerne i store håndfulde, hakker dem og serverer dem for min far og lillebror på pasta.

De smager kraftigere end dem jeg plukkede i Aarhus.

 

Hvis du kan lide teksterne, kan du skrive dig op til at modtage en email når jeg udgiver nye tekster på bloggen.

Jeg har sat to lys i vinduet

Til en festmiddag jeg var til for nylig, spiste en kommunikationskonsulent en bid af sin culotte i jordskokpure og sagde at alting altid bliver bedre og at det virkelig kunne være værre, vi er faktisk ret heldige og jeg tænkte på plastik og ordet antroprocæn og på min brasilianske ven der brevstemte.

Jeg tænkte på etnonationalisme og Victor Jara som fik sine guitarfingre skåret af, før Pinochets mænd skød ham og på hans enke og døtre som aldrig fik liget at se, og på skove som ikke findes længere og på alle dem som døde i Irak og på de krigsfanger de amerikanske soldater pissede på og på konceptet collateral damage.

Jeg tænkte på at anden verdenskrig er mindre end hundrede år siden, og jeg tænkte på Palæstina og på at demokrati og slaveri engang ikke var modsætningen, og på at kongen engang var Guds bogstavelig udvalgte og på hvor umulig en bedre verden må have været for fæstebønderne og på hvor kort tid vi har været uden fascisme og på hvor lidt vi kan vide om fremtiden.

Jeg tænkte på at ofrene efter Hiroshima havde deres tøjs mønstre brændt ind i huden, på at Holocaust kaldes Shoah, katastrofe, på hebraisk, jeg tænkte på hvordan de dødes kroppe blev en del af landskabet i første verdenskrig, og James Connolly som de skød og på irerne, der næsten ikke længere taler gælisk. Jeg tænkte på at Josef Mengele blev kaldt Dødens Engel og at han syede tvillinger sammen, og på at nazisterne lod nøgne mennesker fryse ihjel for at se hvornår kroppen gav op og bruge resultaterne til at designe sneuniformer.

Jeg tænkte på Hvidstensgruppen, der sang Altid frejdig når du går før de blev henrettet klokken fire om morgen den tredivte juni og jeg tænkte på Fukuyama, der erklærede at verdenshistorien er slut, men trak det tilbage og på Islamisk Stats nationalsang, som er flerstemmig og smuk, og jeg tænkte på at interviewet i Deadline hvor intervieweren aldrig får fat i noget eller forstår at der ikke bliver talt til hende, men til de seere, der forstår.

Og jeg tænkte på om jeg mon ville gøre det rigtige, hvis de kom efter de svage, eller om jeg ville krympe og frygte og være menneskelig og bange og jeg er angst for at jeg ville være bange, jeg har aldrig affyret et gevær, men nogen sprænge togskinnerne hvis de kommer efter jøderne eller muslimerne eller de transkønnede og jeg ved ikke noget om sprængstof, og jeg har aldrig været i slagsmål.

Jeg tænkte på Breivik, der hørte storladen computerspilsmusik i sine høretelefoner mens han skød igen og igen og igen og igen og på livestreamen fra Christchurch og på Pittsburgh og okseculotte og på at BMW benyttede sig af slavearbejde fra de indespærrede homoseksuelle i KZ-lejrene til at bygge biler og på Hugo Boss, der designede SS-uniformerne, og jeg forstår ikke hvordan man siger ”det kunne være værre” og ikke ”det blive bedre”, i flygtningelejre sidder otteårige og græder og ved siden af Sjælsmark holder de skydeøvelser.

Jeg tænkte på at der er ikke noget i verden der forhindrer os i at gøre den bedre udover os selv, virkeligheden er ikke bare, den har ændret sig tusind gange, engang var jorden universets centrum, engang var kvinder hysteriske og pøblen for dum til at måtte deltage i demokratiet, engang var jorden 6000 år gammel, jeg håber den bliver fri og retfærdig engang, jeg håber ikke det her, det som er nu, er sådan det altid skal være, det her er ikke nok, det er ikke ordentligt nok eller frit nok eller stærkt nok eller godt nok og vi har ingen garantier for at det ikke bliver værre, før det bliver bedre, og jeg har ikke bogstaver eller ord eller sætninger nok til at beskrive min egen eller de jeg elskers sorg, hvordan skal jeg kunne beskrive verdens?

 

 

Jeg har tændt to lys i vindueskarmen, det plejer jeg ikke at gøre, men i år gjorde jeg og de virker uendeligt små mod mørket udenfor, som presser sig hårdt mod vinduet, så hårdt jeg er bange for det ville fosse ind hvis jeg vovede at tage hængslerne af og det værste ved mørke er at det føles så massivt og som gele, der trækker ind i hver eneste krog, hvis ikke lyset jager det på afstand, men lys brænder ud og jeg henter to stearinlys mere, jeg sætter dem her i vindueskarmen og vogter dem til de ikke brænder længere.

 

 

https://minindsamling.flygtning.dk/landsindsamling-2018/3-4096

https://www.youtube.com/watch?v=bgwS_FMZ3nQ

https://www.borgerforslag.dk/se-og-stoet-forslag/?Id=FT-02060&fbclid=IwAR2hCbmhpL_w81kmdrQwTE_D3aBFDJMxw8PTEdhB2fB5Kc5LYFrR6YAixh0

HAV

Min far lærte mig at dykke med snorkel i Grækenland, da jeg var helt lille, jeg sad på hans ryg og svømmede langs kysten ud mod et skær, der føltes uendeligt langt væk, vi dykkede ned under de turkise bølger (min mors yndlingsfarve var turkis) og fiskene var farvestrålende og talrige. Bedst kunne jeg lide søpindsvinene, der urørlige sad fast på klipper, med de lange pigge stikkende direkte ud i vandet, jeg gruede for at træde på en.

Vi dykkede ned til bunden og samlede de forstenede søpindsvin med de snorlige, smukke riller, jeg forstod ikke at de var organiske og ikke trykt i en fabrik.

Man får vand i munden, når man snorkler og dykker dybt, min far lærte mig at holde vejret og blæse hårdt i min snorkel når jeg ramte overfladen, så vandet sprøjtede som fra en hvals åndehul, og plaskede ned overalt omkring mig og ramte mig på ryggen.

Vi tog søpindsvinene tilbage til stranden, hvor min mor, tror jeg, roste mig for dem.

Senere indfangede jeg små hundestejler i en overskåret plastikflaske og viste dem frem for mine forældre. Jeg forsøgte at lave et lille akvarie ud af min plastikflaske, men jeg forstod godt inderst inde, at det ikke kunne vare ved.

Ved solnedgang satte jeg fiskene ud i havet igen.

 

 

Jeg bryder mig ikke om at dykke for dybt. Vandet begynder at presse mod ens øre, det er en særlig smerte, en pibende en, som om man i for lang tid havde stået for tæt på en hyletone.

Min far lærte mig at trykudligne, at holde mig for næsen og puste ud, så øregangen fyldes med luft, der kan trykke ud mod vandet, hvis tyngde buldrer mod trommehinden.

Under Storebælt og i fly (jeg bryder mig ikke om fly) holder jeg mig for næsen og puster ud, så tænker jeg på min far og på det turkisblå vand i Grækenland.

 

 

Jeg læste ofte Jules Vernes En verdensomsejling under havet, og jeg var skrækslagen for kæmpeblæksprutten, men også draget af skibet Nautilus, som var så luksuriøst og fremmed, og hvor kaptajn Nemo udlevede sit eksil fra landjorden.

Min far forklarede mig at Nemo betød ”ingen” på latin, og at latin var et dødt sprog og min barnekrop kunne knapt bære dybden og tyngden af så forbudt og fortabt viden.

Jeg fandt på skolebiblioteket bøger om Kraken og Loch Ness-uhyret og søslanger, mine venner og jeg fortalte hinanden skrækhistorier om enorme monstre, der lurede under havet og åd mennesker, vi forestillede os at vi var skibskaptajner og nogle gange måtte vi stoppe legen af frygt og overvældelse.

 

 

Min bedstefar kendte en polak på Langeland, der vidste hvor torskene lå ved middagstid, og min bedstefar tog min bror og jeg med i jollen. Vores fiskestænger var dobbeltkrogede, og så rodede vi ud til et særligt sted (man kunne se fyret mod øst, tror jeg, og et andet kendemærke mod nord) og lod båden drive med strømmen.

Hvert femte minut trak vi linen ind og hver gang havde vi fangst, jeg fangede to dusin fisk, jeg har altid haft fiskerlykke, vi vidste ikke hvad vi skulle med alle de fisk. Vi stegte en til aftensmad, resten frøs vi ned og gav mine forældre, men jeg husker ikke at spise dem.

En anden gang i Sverige fangede jeg en aborre i en sø, men jeg husker heller ikke at spise den.

 

 

Da jeg var syv år, vandt jeg en præmie for min fastalavnsudklædning; jeg var klædt ud som dykker. Jeg var i en sort våddragt, mine svømmefødder og -briller og min far havde lavet mig to dykkerflasker af tomme halvandenliters colaflasker og to meter plastikrør.

Jeg måtte gå baglæns med svømmefødderne, der var først der jeg forstod hvor akavede og forkerte de var på landjorden, det gjorde mig mærkeligt trist.

Jeg vandt en legetøjstelefon, jeg forstod ikke hvorfor det var præmien, den sagde en høj ringelyd, når man trykkede på den nederste venstre tast.

 

 

Engang da vi var i Italien og på vej hjem stoppede vi ved en strand for at bade en sidste gang i det varme hav.

Jeg svømmede langt ud, jeg kunne ikke se mine forældre eller mine søskende. Bølgerne var høje, det blæste stærkt imod mig, og jeg følte voldsomt at jeg levede. Jeg nød at blive kastet rundt, jeg drømte mig ind i en dramatisk situation jeg ikke husker længere, hvor jeg måtte kæmpe mig op til overfladen efter luft, og det var så virkeligt at jeg slugte en mundfuld vand og hostede voldsomt, men bølgerne blev ved med at komme, og jeg gispede og kastede op i saltvandet og blev iskold og kæmpede mig ind mod land og skuttede mig og smed mig i sandet og koncentrerede mig om at trække vejret langsomt, igen og igen og igen.

Under mig var sandet varmt og klistrede sig fast mellem mine tæer i store klumper.

Jeg er begyndt at ængstes og dyrke tomatplanter

Jeg er begyndt at dyrke tomatplanter.

Jeg har prøvet at have krydderurter før, timian fx, men jeg glemmer at vande dem, eller jeg tager et sted hen, og når jeg kommer tilbage, er de knastørre og falder fra hinanden, når jeg rører ved dem.

Tomatplanter skal have sol, nederst i deres krukke er der lerkugler, der hedder Leca®, som skal sikre at det overskydende vand kan løbe fra. De føltes alt for lette mellem mine fingre, da jeg lagde dem nederst, som om de var lavet af plastik.

På pakken står: Grundmaterialet i Leca® letklinker er fed plastisk ler, der brændes i roterovne, hvor leret ekspanderer til små »korn«, kaldet Leca® letklinker. Ved brændingen forsvinder alt overskydende organisk materiale.

Jeg prøver ikke at vande dem for tit, jeg kan ikke holde tanken om at de drukner ud.

De kan ikke stå indenfor hele tiden, læser jeg på nettet, de skal bestøves af insekter, så jeg sætter dem udenfor på min altan, jeg sørger for at de får solskin.

En af planterne er lidt mindre end de andre, jeg vender krukken, så den får mest sol.

 

 

Sidste år begyndte pindsvinene at tørste, fordi der var så varmt og næsten ingen regn.

I virkeligheden tørstede de ikke på den måde; de orme, de lever af, forsvandt langt ned i jorden, fordi der var for tørt øverst oppe.

Jeg føler mig tæt på pindsvin, engang samlede jeg en op, der havde forvildet sig ud på asfalten. Dens pigge var så spidse, at jeg blødte fra min pegefinger. Jeg svøbte den ind i et halstørklæde, den rullede sig helt sammen, og så satte jeg den ned i en park ikke så langt væk, hvor den forsvandt ind i buskene.

Når min farfar røg pibe i haven ved skumringstid, kom pindsvinene altid ud af krattet, og jeg måtte tie stille for ikke at skræmme dem væk.

Jeg har læst, at de ofte gemmer sig i sankthansbålene, fordi der er mørkt og skyggefuldt, og de mest er aktive om natten, og når vi tænder bålet brænder de inde, uden at vi nogensinde ænser, at de var der.

Jeg har ikke set nogen insekter sætte sig hos mine tomatplanter.

Jeg har faktisk ikke set nogen flyvende insekter i lang tid, kun skolopendre og bænkebiddere under barken på det elmetræ, der væltede ned over naboens mark hjemme hos mine forældre. Vi blev nødt til at møde op alle sammen for at fjerne det, min far svedte i solskinnet mens han skar det i mindre stykker, vi kunne læsse i traileren.

Senere viste han mig, hvordan man bruger en motorsav.

Siden han lærte min bror det, har jeg været misundelig og set det som en ting en mand ved hvordan man gør, men da jeg stod med de kevlararmerede sikkerhedsbukser og visiret og høreværnet og trak motoren i gang og savede tykke kævler i bidder, der kunne passe i fyret, syntes jeg mest det var varmt og hårdt og larmende, og jeg følte mig mere sårbar end mandig.

En motorsav springer undertiden tilbage, den flår i grene og træstykker og efterlader en fin, lys linje af savsmuld på det grønne græs.

Jeg lugtede af benzin og støv resten af dagen.

 

 

Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre med de ting jeg læser om klimaet.

Jeg har hørt at gletsjerne på Mount Everest er begyndt at smelte, og at de frosne lig, der ligger her, tør op og begynder at rådne.

1977 er det sidste år, hvor der ikke døde nogen af de bjergbestigere, der forsøger at nå toppen.

De øverste niveauer af bjerget kaldes ”dødszonen”, fordi der er så lidt ilt, at menneskeliv ikke kan være her i længere tid ad gangen, kroppen bruger ilt hurtigere, end den kan optage det fra luften. Den manglende ilt resulterer i uovervejede beslutninger og siden bevidstløshed og død.

Et af ligene kaldes Green Boots, efter hans støvler. Man ved ikke med sikkerhed hvem det er, men hans grønne Koflachstøvler er blevet et fast kendingsmærke for de nordlige ekspeditioner, de ses tydeligt i den lyse sne.

I Rusland, oppe nordpå, var indkapslet miltbrandbakterier i permafrosten, og da temperaturen steg til uventede højder i 2016 blev et dusin mennesker syge og et barn døde. Da jeg var barn tænkte jeg på jorden og isen som noget fra fortiden, noget man tog prøver af for at forstå da, men måske skal jeg lære at forstå det som viklet sammen med nutiden og fremtiden.

 

 

Jeg har læst at man helst skal vande tomater meget engang imellem, og ikke lidt og ofte, så jeg forsøger at holde mig tilbage, jeg ved ikke hvordan sund jord ser ud, men jeg holder meget af deres sarte grønne farve.

Jeg købte jorden til dem i Netto, det kom i en lille, komprimeret plade, der skulle blandes med vand af to omgange (først en halv liter og så en hel liter), indtil det hele svulmede op til sort, fugtig muld, jeg kunne plante stiklingerne i.

Jeg glemte at vaske hænder, og opdagede først da vi skulle spise at jeg stadig havde sorte spor i håndfladen.

Mine forældre har ikke tid til at plukke alle bærerne derhjemme, de rådner på buskene. Jeg tilbyder at komme forbi og sylte. De ser lettede ud.

Da jeg var lille og æblerne faldt, var jeg altid bange for det tidspunkt, hvor de begyndte at rådne. Den søde duft varslede hvepse og orme, og de grønne frygter blev brune og bløde, måske var det forrådnelsen jeg ikke brød mig om, en påmindelse om at alt der er friskt og ungt engang bliver først til mos og så til støv.

I lang tid forestillede jeg mig, at alle mennesker tænkte at deres barndom havde mere sne end nutiden, at somrene var varmere og krydderierne smagte stærkere. At virkeligheden engang var mere ægte og virkelig, at alting blev gråt med tiden, at vi i virkeligheden alle sammen var nedfaldne æbler.

Men nu indser jeg, at der faktisk er mindre sne end i min barndom, og at jordbær modner tidligere, indtil de smelter i varmen og sødmen bliver uudholdelig.

Sidste sommer tørstede pindsvinene, Sveriges skove brændte, hele Europa brændte på skift og Californien med, og insekterne forsvinder. På bunden af havet koger koralerne ihjel, indtil de bliver til hvide skeletlandskaber, hvor intet kan leve.

Undtagen gobler.

Om natten henter jeg mine tomatplanter ind, jeg stiller dem nænsomt i vindueskarmen. Jeg ængstes, hvis de får brune pletter.

Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, hvis de dør.

”Sorg er ikke en sygdom man kommer sig over. Det er et handicap man altid lever med.”

I 2017 døde syttenårige Hans pludseligt og uventet af meningitis. Det efterlod hans far, Ivar, med et hul i sjælen som aldrig går væk. Men han skal lære at leve med det.

Af Jens Haag

Der står en glaslanterne med levende lys til venstre for hoveddøren. Det har brændt i over to år. Lige siden den anden januar 2017.

Det var dagen efter Hans Michael Graham Petersen døde af meningitis, sytten år gammel.

”Jeg forstod det ikke, da det skete, ikke for alvor. Jeg forstod det godt faktuelt, jeg forstod godt, at Hans var holdt op at ånde, at hans hjerte havde givet op. Jeg havde set ham dø. Men jeg forstod det ikke inderst inde. Hver dag når jeg vågnede, og han ikke var der, var det som om, jeg skulle opleve ham dø igen. Og igen.”

IMG_0792

Til venstre for hoveddøren brænder altid lys.

Ivar Graham Petersen er fattet, når han taler om sin afdøde søn. Direkte.

Der var ingenting i verden, der varslede, at nytår 2016 ville blive så sort. Ivar og hans kone skulle spise hos naboen, Hans skulle have besøg af sine venner. Men ved firtiden begyndte han at få det dårligt.

Knap 24 timer senere døde Hans af meningitis, og Ivars verden gik i stykker.

 

 

Ved Furesøs bred, omkring en halv kilometer fra familien Graham Petersens hus, står et bordebænkesæt lidt afsides og omgivet af træer. Dets ben er kunstfærdigt udformet som store H’er, træet er lysebrunt og midt på står påskeliljer.

På bordpladen er indgraveret: ”Til minde om Hans M. G. Petersen. Elsket og savnet.”

”Hans brød sig ikke om gravsteder. Man skal ikke spilde pladsen på de døde, sagde han, den burde være til de levende. Så vi besluttede os for at lave noget til de levende: Et sted man kunne samles og være. En mindebænk.”

Det er ikke fordi, Ivar tror, at Hans er mere tilstede her ved sin mindebænk end andre steder. Han er ikke spirituel, som han siger. Men cirka en meter til venstre for bænken er en lille smule af Hans’ aske begravet (selvom det egentlig er ulovligt i Danmark) ved siden af et nedgravet øltårn med både Heineken og Faxe Kondi.

Engang kom Hans og hans venner herned og drak øl før festerne på gymnasiet. Nu er her altid noget koldt at drikke, hvis nogen skulle komme forbi og være tørstige.

Ivar holder ofte foredrag om meningitis, om hans oplevelser dengang i januar. Han blev nødt til at gøre noget bagefter, et eller andet.

”Når jeg er ude og tale, så kæmper jeg for Hans. Det er vores kamp. Så går jeg herned bagefter, for at samle tankerne. Nogle gange taler jeg lidt til Hans. Til at begynde med, lige efter det skete, begyndte jeg altid med at sige: Det kan fandme ikke passe. For det kunne det virkelig ikke.”

Det var meningen, at Hans skulle have rejst i Australien, det var hans konfirmationsgave. Men i stedet rejste Ivar og hans kone derned med Hans’ aske, et år efter hans dødsdag. Så gik de til stranden, og her spredte de størstedelen af asken. Solen skinnede. Over dem skreg en havørn.

”Det var meget smukt. Et eller andet faldt på plads i mig, jeg forstod, på et niveau jeg ikke havde forstået før, at Hans virkelig var død, og at han ikke længere var en del af min nutid. Men jeg er ikke klar til at acceptere, eller forstå at han heller ikke er en del af min fremtid. Jeg ved slet ikke, om jeg kan forstå det. Jeg tør ikke. Jeg er bange for, jeg ikke kan leve med den indsigt. Ikke lige nu, måske i fremtiden, hvem ved.”

IMG_0788.JPG

Hans’ aske, omgivet af lys, billeder og hilsner fra gamle venner.

Det er nemt at mærke Hans i huset i Farum. I stuen står de sidste rester af hans aske, hilsner fra fodboldkammeraterne og billeder fra Parken, en smilende Hans med en stolt fars arm om skulderen.

For enden ad gangen er hans værelse. Der ligger stadig målmandshandsker i skabet. I en halvtom IKEA-reol står en Smirnoff Ice og en Cuba Caramel. Det sprut Hans skulle have drukket nytårsaften.

”Vi var derinde to gange i 2017. Overhovedet ikke i 2018. Sengen er ikke redt,” siger Ivar, næsten undskyldende og peger. Hans’ tøj er spredt udover den.

”Jeg tog sengetøjet af den. Jeg har tænkt mig at sove i den, engang. Jeg ved ikke helt hvad jeg skulle få ud af det.”

Ivar taler om Hans’ ekskæreste, der altid kommer til deres årlige mindearrangement. Om veninden, der lægger røde roser ved mindebænken. Om at møde Hans’ venner, når de sidder ved bænken. Hvor stolt han er over, at Hans stadig lever hos dem. At han ikke bliver glemt.

”Han var god nok til at spille elitefodbold. Hans træner sagde til mig, at han engang ville rykke Hans’ op. Men Hans så på ham og sagde, at selvom han, siden han var fire år havde drømt om at spille professionel fodbold, så var han så glad for sine venner, at han helst ville blive på holdet. Det var nok for ham.”

 

 

Undertiden, ganske kort, bliver Ivars øjne blanke, og hans stemmer bæver svagt, han finder et lommetørklæde frem fra en uset lomme og dupper øjnene.

”Jeg er godt klar over, det ikke var min skyld at Hans døde. Men jeg er hans far. Og det skete på min vagt. Jeg mistede noget af mig selv, noget gik tabt for evigt, og jeg får det aldrig igen.”

Engang spurgte Ivar en anden i en sorggruppe, om hun drømte om sit døde barn. Sjældent, svarede hun. Ivar har også kun drømt om Hans ganske få gange. Men én drøm står stadig krystalklart:

”Jeg drømte, at Hans og jeg var i fitnesscenter sammen. Han skulle slå en rekord. Jeg hjalp ham med vægtene, han løftede og kæmpede, og til sidst lykkedes det ham at slå rekorden. Pludselig var vi omgivet af alle hans venner, der lykønskede ham og grinede og smilede. Og pludselig forstod jeg, på en eller anden måde, at Hans i virkeligheden var død. Jeg omfavnede ham og kyssede ham, og han blev pinlig og skubbede mig væk: ”Far, ikke foran mine venner!”, men jeg tror i virkeligheden, han holdt af det. Så vågnede jeg, men jeg kunne stadig mærke ham, virkelig mærke krammet og ham.”

Om sin hals bærer Ivar et guldhjerte. Det hviler synligt på hans sweater. I dets inderste er indkapslet en lille smule af Hans’ aske. Ikke meget, men nok. Ivar tager det aldrig af.

”Sorg er ikke en sygdom. Det er ikke noget man kommer sig over. Det er et handicap, det er ligesom at miste et ben. Det er at miste noget, der er helt essentielt og livsvigtigt for en, noget man har støttet sig til altid. Man får det aldrig igen. Man får aldrig sit ben igen. Men måske, hvis man prøver hårdt og øver sig, kan man lære at gå på en ny måde.”

IMG_0791.JPG

Det øverste billede forestiller Ivar og Hans. © Ivar Graham Petersen.

Der er kun én kur mod alt: Saltvand

Jeg stiger ombord på en færge.

Jeg elsker duften af tang, der er en modvillighed i den, ting fra havet lugter altid af, at de med vold er blevet taget ud af havet og ført hertil, til ikke-havet.

En fisk lukker aldrig sine øjne, den har ingen øjenlåg.

Engang ved midnat badede vi alle sammen nøgne ved stranden, månen var oppe og farvede vandet hvidt som is i sollys, og på badebroen sagde Sigrid, at min hættetrøje duftede af min og Johannes lejlighed, af gammelt papir og limen i bøger.

Jeg elsker duften af bibliotek. Jeg læste engang, at de svampe, der lever i papir, igennem lang tid kan inficere en bog så kraftigt, at de, der læser den, bliver påvirkede, og at den medfører eufori og små hallucinationer, og nogen tror, at middelalderens mystikere har været bogstavelig talt høje på de hellige tekster. At de har set ting.

I The Wasteland, som man kalder det store, modernistiske digt imellem verdenskrigene, ser fortælleren hele tiden i øjenkrogen et spøgelse i hætte gå ved sin elskedes højre skulder, men når han ser direkte på det, forsvinder det af syne.

Jeg kan ikke regne ud, om det repræsenterer det, at al kærlighed engang slutter, eller om det er ligene i det samtidige ingenmandsland mellem Frankrig og Tyskland. Når soldaterne gik over voldene og blev skudt ned af maskingeværild eller sennepsgas (hvis navn kommer fra duften af hvidløg inden dine lunge smelter) måtte de overlevende retrætere, og de efterladte lig kunne ikke hentes tilbage til skyttegravens relative sikkerhed, så de lå der og rådnede, indtil knoglerne blev en del af landskabet som andre kroppe falder i.

På Mount Everest er gletscheren, på grund af temperaturstigninger, ved at smelte, og frem fra isen dukker ligene af fortabte bjergbestigere frem og begynder at rådne. De har ligget uberørt i frosten, men nu er verden ved at ændre sig, og det som engang blev bevaret begynder at svinde hen, og det faste bliver flydende.

Karen Blixen skrev engang at der kun er én kur mod alt, og det er saltvand. Sved, tårer eller havet, og det er det sandeste jeg har hørt.

På Fanø, men mange steder, skyller plastik op på stranden, så de dæmpede sandfarver bliver suppleret med kongeblå og postkasserød og gul. Jeg tør ikke slå op, om det virkelig er sandt, at der er en plastik-ø i Stillehavet på størrelse med Grønland.

Sidste sommer var her så varmt og tørt, at pindsvinene begyndte at tørste. Jeg samlede engang et pindsvin op på asfalten i centrum i Kolding og bar det i sikkerhed til en park, og jeg var overrasket over hvor sylespidse piggene er, intet kan skade et pindsvin. Undtagen tørke.

Jeg tænker over, om der mon er mange tørstende dyrearter, der ikke er lige så smukke som pindsvin, om hvepsene mon lider eller spyfluerne. 80 % af alle, store flyvende insekter er ifølge tyske forskere forsvundet sporløst de sidste 40 år.

Jeg håber møllene, som repræsenterer døden, kan finde ly i vores gamle pelse og de t-shirts jeg aldrig går i længere, at der er en plads til dem i en verden hvor lysstofrør og plastik skyller dagligt op på stranden.

Der er en by i Kina, Shi Cheng, Løvebyen, der blev oversvømmet i 1959, fordi der skulle bygges en dæmning på dets placering. Det fik sit navn fra Løvebjerget, der nu hedder Løveøen, og på fotografier ser den gamle by ud som om den er svøbt i mørkeblå spøgelser. Hvis vores byer engang bliver oversvømmede, håber jeg at de er lige så smukke og stille og blå.

Når vi går ved Enø, over der vi badede ved midnat, stikker klinterne udover stranden. Hver gang vi er der, forsøger jeg at regne ud, om de mon er blevet stejlere, om bølgerne har ædt sig ind under dem, men udsigten er meget smuk, og min hukommelse rækker ikke så langt.

Da jeg var yngre, holdt jeg af at rode i de brunsorte tangkager og se tanglopperne springe. De mindede mig om brusen i citronvand, men nu om dage finder jeg den lave raslen af deres spring ubehagelig og fremmed.

Jeg bryder mig ikke om restauranter på færger. Der er et løfte i dem om, at alting er som det plejer, selvom passagerne gynger frem og tilbage med bølgerne, mister balancen og svimle klamrer sig til stolene.

De gamle vikinger sagde at Jormungandr (som betyder ”stort uhyre”) eller Midgårdsormen strakte sig hele kloden rundt under bølgerne, og bed sig selv i halen, og da jeg var yngre, var jeg rædselsslagen for Loch Ness-uhyret og søslanger og læste derfor hver eneste bog, jeg kunne finde om dem.

Den frygt er langt væk når man stirrer på havet gennem fem centimer glas, jeg ville ønske færger duftede af tang i stedet for remoulade, eller måske både tang og remoulade.

Engang sagde Johannes at vores byer går fra jorden og op og at deres kroge strækker sig rundt og omkring, at vi bygger opad, selvom vi selvfølgelig har kældre, at vi bygger labyrinter. Men havet er ingen labyrint, ikke på den måde i hvert fald, det er et tomrum, fyldt op med vand, der suger lyset til sig og vi er lige så malplacerede i det, som de fisk vi trækker op.

Vi kom engang fra havet, måske er det derfor jeg var så rædselsslagen; der er intet værre end at komme tilbage til et sted man har boet, hvor alt er forandret, og forandringen mest er ens egen.

Kaptajnen mumler i mikrofonen, nogen skramler med bestik.

Jeg stiger af færgen igen.

To engelske digte

Af Jorge Luis Borges, oversat til dansk marts 2019. Original tekst.

I

Det ubrugelige daggry rammer mig i et forladt gadehjørne for jeg har overlevet natten.

Nætter er stolte bølger; mørkeblå bølger, tunge øverst og læsset med den forrådnelsens farver, dynget til med ønskværdige og usandsynlige ting.

Nætter giver mystiske gaver og afslag, ting der er halvvejs givet bort, halvt ikke, glæder med mørke halvdele. Sådan er nætter.

Bølgestrømmen den aften efterlod mig med med de sædvanlige trevler og rester: forhadte venner at tale med, drømmenes musik, bitter askerøg. Ting jeg ikke har brug for.

Den store bølge havde dig med.

Ord, hvilke som helst ord, din latter; din insisterende og dovne skønhed. Vi talte, og nu har du glemt ordene.

Det knuste daggry finder mig i en forladt gade i min by.

Dit bortvendte ansigt, de lyde, der danner dit navn, din latters sang: Dette fantastiske legetøj har du efterladt hos mig.

Jeg vender dem rundt i morgenlyset, jeg taber dem, jeg finder dem; jeg fortæller dem til de vilde hunde og de spredte stjerner.

Dit mørke, rige liv.

Jeg må have dig; jeg lægger det storartede legetøj du gav mig væk, jeg vil have dit skjulte blik, dit virkelige smil – det ensomme, spottende smil kun dit kolde spejl kender.

II

Hvad kan jeg fastholde dig med?

Jeg tilbyder dig magre gader, desperate solnedgange, månen i takkede forstæder.

Jeg tilbyder dig en mands bitterhed, en mand der har set langt og længe på ensomme måner.

Jeg tilbyder dig mine forfædre, mine døde mænd, spøgelser, de levende har hædret i bronze; min fars far dræbt i Buenos Aires udkant, to kugler gennem hans lunger, skægget og død, indsvøbt i koskind af sine soldater; min mors bedstefar – kun fireogtyve – der leder et udfald af trehundrede mænd i Peru, nu spøgelser på svundne heste.

Jeg tilbyder dig den indsigt mine bøger kan have, den manddom eller humor mit liv kan have.

Jeg tilbyder dig trofasthed fra en, der aldrig har været tro.

Jeg tilbyder dig den kerne af mig selv jeg har gemt – den inderste kerne, der ikke handler med ord, ikke smugler drømme og er urørt af tiden og glæden og modstanden.

Jeg tilbyder dig mindet om en gul rose ved solopgang, årevis før du blev født.

Jeg tilbyder dig forklaringer om dig selv, teorier om dig selv, sande og overraskende nyheder om dig selv.

Jeg kan give dig min ensomhed, mit mørke, mit hjertes sult, jeg forsøger at bestikke dig med usikkerhed, med fare, med nederlag.