Der er kun én kur mod alt: Saltvand

Jeg stiger ombord på en færge.

Jeg elsker duften af tang, der er en modvillighed i den, ting fra havet lugter altid af, at de med vold er blevet taget ud af havet og ført hertil, til ikke-havet.

En fisk lukker aldrig sine øjne, den har ingen øjenlåg.

Engang ved midnat badede vi alle sammen nøgne ved stranden, månen var oppe og farvede vandet hvidt som is i sollys, og på badebroen sagde Sigrid, at min hættetrøje duftede af min og Johannes lejlighed, af gammelt papir og limen i bøger.

Jeg elsker duften af bibliotek. Jeg læste engang, at de svampe, der lever i papir, igennem lang tid kan inficere en bog så kraftigt, at de, der læser den, bliver påvirkede, og at den medfører eufori og små hallucinationer, og nogen tror, at middelalderens mystikere har været bogstavelig talt høje på de hellige tekster. At de har set ting.

I The Wasteland, som man kalder det store, modernistiske digt imellem verdenskrigene, ser fortælleren hele tiden i øjenkrogen et spøgelse i hætte gå ved sin elskedes højre skulder, men når han ser direkte på det, forsvinder det af syne.

Jeg kan ikke regne ud, om det repræsenterer det, at al kærlighed engang slutter, eller om det er ligene i det samtidige ingenmandsland mellem Frankrig og Tyskland. Når soldaterne gik over voldene og blev skudt ned af maskingeværild eller sennepsgas (hvis navn kommer fra duften af hvidløg inden dine lunge smelter) måtte de overlevende retrætere, og de efterladte lig kunne ikke hentes tilbage til skyttegravens relative sikkerhed, så de lå der og rådnede, indtil knoglerne blev en del af landskabet som andre kroppe falder i.

På Mount Everest er gletscheren, på grund af temperaturstigninger, ved at smelte, og frem fra isen dukker ligene af fortabte bjergbestigere frem og begynder at rådne. De har ligget uberørt i frosten, men nu er verden ved at ændre sig, og det som engang blev bevaret begynder at svinde hen, og det faste bliver flydende.

Karen Blixen skrev engang at der kun er én kur mod alt, og det er saltvand. Sved, tårer eller havet, og det er det sandeste jeg har hørt.

På Fanø, men mange steder, skyller plastik op på stranden, så de dæmpede sandfarver bliver suppleret med kongeblå og postkasserød og gul. Jeg tør ikke slå op, om det virkelig er sandt, at der er en plastik-ø i Stillehavet på størrelse med Grønland.

Sidste sommer var her så varmt og tørt, at pindsvinene begyndte at tørste. Jeg samlede engang et pindsvin op på asfalten i centrum i Kolding og bar det i sikkerhed til en park, og jeg var overrasket over hvor sylespidse piggene er, intet kan skade et pindsvin. Undtagen tørke.

Jeg tænker over, om der mon er mange tørstende dyrearter, der ikke er lige så smukke som pindsvin, om hvepsene mon lider eller spyfluerne. 80 % af alle, store flyvende insekter er ifølge tyske forskere forsvundet sporløst de sidste 40 år.

Jeg håber møllene, som repræsenterer døden, kan finde ly i vores gamle pelse og de t-shirts jeg aldrig går i længere, at der er en plads til dem i en verden hvor lysstofrør og plastik skyller dagligt op på stranden.

Der er en by i Kina, Shi Cheng, Løvebyen, der blev oversvømmet i 1959, fordi der skulle bygges en dæmning på dets placering. Det fik sit navn fra Løvebjerget, der nu hedder Løveøen, og på fotografier ser den gamle by ud som om den er svøbt i mørkeblå spøgelser. Hvis vores byer engang bliver oversvømmede, håber jeg at de er lige så smukke og stille og blå.

Når vi går ved Enø, over der vi badede ved midnat, stikker klinterne udover stranden. Hver gang vi er der, forsøger jeg at regne ud, om de mon er blevet stejlere, om bølgerne har ædt sig ind under dem, men udsigten er meget smuk, og min hukommelse rækker ikke så langt.

Da jeg var yngre, holdt jeg af at rode i de brunsorte tangkager og se tanglopperne springe. De mindede mig om brusen i citronvand, men nu om dage finder jeg den lave raslen af deres spring ubehagelig og fremmed.

Jeg bryder mig ikke om restauranter på færger. Der er et løfte i dem om, at alting er som det plejer, selvom passagerne gynger frem og tilbage med bølgerne, mister balancen og svimle klamrer sig til stolene.

De gamle vikinger sagde at Jormungandr (som betyder ”stort uhyre”) eller Midgårdsormen strakte sig hele kloden rundt under bølgerne, og bed sig selv i halen, og da jeg var yngre, var jeg rædselsslagen for Loch Ness-uhyret og søslanger og læste derfor hver eneste bog, jeg kunne finde om dem.

Den frygt er langt væk når man stirrer på havet gennem fem centimer glas, jeg ville ønske færger duftede af tang i stedet for remoulade, eller måske både tang og remoulade.

Engang sagde Johannes at vores byer går fra jorden og op og at deres kroge strækker sig rundt og omkring, at vi bygger opad, selvom vi selvfølgelig har kældre, at vi bygger labyrinter. Men havet er ingen labyrint, ikke på den måde i hvert fald, det er et tomrum, fyldt op med vand, der suger lyset til sig og vi er lige så malplacerede i det, som de fisk vi trækker op.

Vi kom engang fra havet, måske er det derfor jeg var så rædselsslagen; der er intet værre end at komme tilbage til et sted man har boet, hvor alt er forandret, og forandringen mest er ens egen.

Kaptajnen mumler i mikrofonen, nogen skramler med bestik.

Jeg stiger af færgen igen.

To engelske digte

Af Jorge Luis Borges, oversat til dansk marts 2019. Original tekst.

I

Det ubrugelige daggry rammer mig i et forladt gadehjørne for jeg har overlevet natten.

Nætter er stolte bølger; mørkeblå bølger, tunge øverst og læsset med den forrådnelsens farver, dynget til med ønskværdige og usandsynlige ting.

Nætter giver mystiske gaver og afslag, ting der er halvvejs givet bort, halvt ikke, glæder med mørke halvdele. Sådan er nætter.

Bølgestrømmen den aften efterlod mig med med de sædvanlige trevler og rester: forhadte venner at tale med, drømmenes musik, bitter askerøg. Ting jeg ikke har brug for.

Den store bølge havde dig med.

Ord, hvilke som helst ord, din latter; din insisterende og dovne skønhed. Vi talte, og nu har du glemt ordene.

Det knuste daggry finder mig i en forladt gade i min by.

Dit bortvendte ansigt, de lyde, der danner dit navn, din latters sang: Dette fantastiske legetøj har du efterladt hos mig.

Jeg vender dem rundt i morgenlyset, jeg taber dem, jeg finder dem; jeg fortæller dem til de vilde hunde og de spredte stjerner.

Dit mørke, rige liv.

Jeg må have dig; jeg lægger det storartede legetøj du gav mig væk, jeg vil have dit skjulte blik, dit virkelige smil – det ensomme, spottende smil kun dit kolde spejl kender.

II

Hvad kan jeg fastholde dig med?

Jeg tilbyder dig magre gader, desperate solnedgange, månen i takkede forstæder.

Jeg tilbyder dig en mands bitterhed, en mand der har set langt og længe på ensomme måner.

Jeg tilbyder dig mine forfædre, mine døde mænd, spøgelser, de levende har hædret i bronze; min fars far dræbt i Buenos Aires udkant, to kugler gennem hans lunger, skægget og død, indsvøbt i koskind af sine soldater; min mors bedstefar – kun fireogtyve – der leder et udfald af trehundrede mænd i Peru, nu spøgelser på svundne heste.

Jeg tilbyder dig den indsigt mine bøger kan have, den manddom eller humor mit liv kan have.

Jeg tilbyder dig trofasthed fra en, der aldrig har været tro.

Jeg tilbyder dig den kerne af mig selv jeg har gemt – den inderste kerne, der ikke handler med ord, ikke smugler drømme og er urørt af tiden og glæden og modstanden.

Jeg tilbyder dig mindet om en gul rose ved solopgang, årevis før du blev født.

Jeg tilbyder dig forklaringer om dig selv, teorier om dig selv, sande og overraskende nyheder om dig selv.

Jeg kan give dig min ensomhed, mit mørke, mit hjertes sult, jeg forsøger at bestikke dig med usikkerhed, med fare, med nederlag.

HJEMVE

Jeg cykler ned til en skov ude ved Vejlby, jeg tror det hedder Vejlby, folks øjne flakker når jeg siger Vejlby Skov. Her vokser ramsløg som plænegræs. Jeg plukker en håndfuld og har dem i inderlommen, de dufter stærkt som hvidløg eller peber. De kan bruges ligesom purløg.

På mit værelse står en stor glaskrukke med syltede grøntsager. Jeg tog den med, da jeg flyttede, den skal stå i seks uger, før den er spiseklar. Gurkemejen jeg rev råt har farvet den højgul, men jeg er bange for, at den med tiden mister farven og bliver brun.

Jeg bliver ved med at finde sakse på mit værelse, jeg har ikke et fast sted de skal være. I det hele taget mangler jeg hyldeplads – i mit skab står bagbeklædningen til en reol. Jeg har ikke fundet ud af hvad jeg skal gøre med træ og søm. Jeg ved, der er containere et sted.

Jeg skrev noget middelmådigt den anden dag. Jeg har ledt efter gode undskyldninger.

Mine gamle venner gør en stor indsats; de skriver længere beskeder end de plejer, kommenterer pligtfuld fotografier jeg tager.

Der er en særlig fiskebro på Amager ved en sø på Fælleden. Skovridderne skærer sivskoven omkring den ned hver vinter, men langsomt vokser den frem igen. Her er fyldt med fugle og fisk, vi gik tit herned og stod og så på vandet, i gråvejr er det et fint sted at snakke. Jeg har altid været glad for, at vi navngav dem ”blishøns”.

I en kasse, jeg ikke har pakket ud endnu, ligger en karryblanding jeg fik sidste år. Den mister smag med tiden, advarede de. Det gør olivenolie også, men de fleste mennesker bliver nidkære, når det kommer til god olie. Vi tænker på det, som om det var rødvin, men olie bliver ikke bedre med tiden, det bliver harsk som smør eller andefedt.

Jeg kom til at stjæle en anden mands skyr i Rema 1000, det var en fejl, men jeg turde ikke gå tilbage med halvlitersspanden. Jeg ved slet ikke hvad jeg skulle have sagt.

”Jeg har taget din skyr.”

Jeg har ikke spist den endnu, den er med skovbær. Jeg tænker over at skyr engang var et affaldsprodukt fra mælkeproduktionen.

Introforløbet handler ofte om at klæde sig ud. Jeg har tre masker, noget tøj og et par billige solbriller liggende. Jeg ved ikke hvor jeg skal gøre af dem. Det virker voldsomt at smide dem ud. Jeg har aldrig set mig selv som typen, der har en udklædningskasse. Nu har jeg en bunke.

Busserne kommer tit tre minutter for sent. Jeg skældte ud på de elektroniske tavler, der opdaterede i reeltid, husker jeg. Jeg kigger på papirplanen, jeg må bede folk træde væk, så jeg kan komme til.

VI får citronfromage og spaghetti med kødboller, vi roser min fars hjemmegærede hvidvin, den smager lidt af hyldeblomst. Min stedmor spørger, om det ikke er rart, at der kun er en time hjem, jeg er forvirret i et sekund.

På vejen hjem har jeg min hætte trukket op, min taske er meget tung, jeg har fået to flasker af min fars vin, de klinker mens jeg går.

Det går op for mig at jeg ikke, mest, savner folk eller steder, jeg savner en udgave af mig selv, der var mere hjemmevant og selvsikker og havde en dybere rytme.

På mit kollegiekøkken samler vi kapsler. De skal blive til en guirlande til jul, der kan rasle som bjælder.

Jeg ville ønske jeg havde lettere ved at danse og græde.

Satan er virkelig – om Onkel Reje, ondskab og kujoner

”[The Devil] avowed to me that he had been afraid, relatively as to his proper power, once only, and that was on the day when he had heard a preacher, more subtle than the rest of the human herd, cry in his pulpit: “My dear brethren, do not ever forget, when your hear the progress of lights praised, that the loveliest trick of the Devil is to persuade you that they don’t exist!”

– Charles Baudelaire, Le Joueur Généreux (1864)

I de seneste par uger har en debat om børneprogrammet Onkel Rejes Heavyband udspillet sig, først i Kristeligt Dagblad, og siden i Radio 24syv.

Debattens omdrejningspunkt er, at Onkel Reje i en episode af programmet foreslår sine bandmedlemmer, at de burde blive satanister (for det er de i rigtige heavy bands), hvis de gerne vil vinde Heavy-MGP. Barnet Krølle er helt vild med idéen, udfra tanken at hvis han bliver satanist bliver han følgelig også ”rig og berømt”. Det tredje medlem af bandet, Brille, forholder sig imidlertid skeptisk.

Det lykkedes hverken Krølle eller Onkel Reje at blive satanister; de opgiver, da det viser sig at man skal spise en hørmende ostemad for at komme med i klubben, og vender slukørede hjem til Brille, der har bedt fadervor for dem 665 gange, i håb om at Gud vil tilgive dem deres flirten med satanismen.

En række af kristne teologer betragter ikke denne absurde fortælling som absurd: Djævelen, satanisme og det onde er, ifølge dem, alvorlige sager, der ikke egner til satire, og slet ikke satire til børn.

Niels Jørgen Cappelørn, professor emeritus ved Søren Kierkegaard Forskningscenter, sætter satanismen i perspektiv: I 2004 myrdede en heavyfan præsten Faustino Gazziero i Chile, og det er derfor uansvarligt at formidle ”satanisme” til børn – satirisk eller ej.

Den mest oplagte kritik her, er at mennesker dedikeret andre religioner siden 2004 utvivlsomt har stået for et eksorbitant højere antal drab end det ene i Chile (fx Boko Haram, Anders Breivik, Islamisk Stat, ildpåsættelsen i Duma), og at det bestialske og afsindige mord formentlig havde andre og mere psykologiske årsager end morderens religiøse tilhørsforhold. Men i virkeligheden, tror jeg, er Cappelørn ikke optaget af satanismens kapacitet for mord; det er nærmere et forsøg på at synliggør, for en sekulær interviewer, den fare, han ser forbundet med Satanismen.

Det jeg i virkeligheden er interesseret i, er den forskel, der er at finde i teologernes syn på Satan og det syn som de fleste moderne (mere eller mindre) sekulære mennesker er i besiddelse af.

Jeg er interesseret i om Satan er tandløst maskespil og teater, som han fremstår i Onkel Rejes Heavyband og den brede popkultur – eller om han er dødsens blodig alvor, om han er virkelig og farlig og forførende, og om den mørke magi virkelig findes, som i disse teologers verden. Det er den ondskab Cappelørn i virkeligheden taler om, og ikke et tragisk, men lidt obskurt mord i Chile.

 

 

Jeg hørte engang en historie om en gruppe Jehovas Vidner.

Der var, til et middagsselskab, blevet indkøbt en flaske rødvin fra producenten Concha y Toro med navnet Casillero del Diablo (spansk for Djævlens Æske). I første omgang havde ingen lagt synderligt mærke til navnet, men da de gik op for de inviterede at der var tale om ”djævlens vin” løb debatten: Kan man, som god kristen, tillade sig at drikke af djævlens vin?

For en udenforstående virker argumentationen rablende. Det er indlysende, at der ikke er tale om en bogstavelig djævel. Casillero del Diablo er et fikst navn, et marketingstrick, vinen er ikke fyldt med menneskeblod eller onde ånder.

Men i en (traditionelt) kristen forståelse er et symbol ikke bare et symbol; på magisk vis indeholder symbolet også det det symboliserer; til nadveren modtager de altergående en oblat og en smule druesaft, men i det øjeblik de to ting indtages, er de ikke blot symboler; de er bogstavelig talt Jesu’ kød og blod, spændt ud på tværs af årtusinderne, og til stede nu og her, som evigt løfte om at Kristus døde for os, og at vi aldrig skal tørste eller sulte, hvis vi tror på Ham.

Form og indhold smelter sammen og bliver en og samme ting; og derfor er det at fremkalde Satans billede og navn ikke blot et fikst trick eller en absurd manøvre. Det er slet og ret at tilkalde Satan selv, mørket, det ultimativt onde.

En fascinerende detalje ved den forståelse af Satan er, at den kun i meget begrænset omfang er understøttet i Biblen.

 

 

Satan nævnes i sidebemærkninger her og der, men optræder i egen høje person kun to gange i Biblen.

Den første gang er i Jobs bog, hvor han, nærmest som Guds lakaj og med dennes velsignelse, sætter sig for at teste den fromme Jobs tro, og det hele ender ud i pointe om, at mennesker ikke kan (eller må) forstå Guds fuldkommenhed.

Den anden og måske mest interessante optræden findes i både Mathæus, Markus og Lukas-evangeliet, og handler om Jesus og hans fyrre dages faste i ørkenen. Her dukker Satan op, og frister tre gange frelseren, her fra Mathæusevangeliet:

Så blev Jesus af Ånden ført ud i ørkenen for at fristes af Djævelen. Og da han havde fastet i fyrre dage og fyrre nætter, led han til sidst sult. Og fristeren kom og sagde til ham: »Hvis du er Guds søn, så sig, at stenene her skal blive til brød.«  Men han svarede: »Der står skrevet: ›Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hvert ord, der udgår af Guds mund.‹ «  Da tog Djævelen ham med til den hellige by, stillede ham på templets tinde  og sagde til ham: »Hvis du er Guds søn, så styrt dig ned. For der står skrevet:

Han vil give sine engle befaling,
og de skal bære dig på hænder,
så du ikke støder din fod på nogen sten.«

 Jesus sagde til ham: »Der står også skrevet: ›Du må ikke udæske Herren din Gud.‹ «  Igen tog Djævelen ham med sig, denne gang til et meget højt bjerg, og viste ham alle verdens riger og deres herlighed  og sagde til ham: »Alt dette vil jeg give dig, hvis du vil kaste dig ned og tilbede mig.«  Da svarede Jesus ham: »Vig bort, Satan! For der står skrevet: ›Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene.‹ «  Da forlod Djævelen ham, og se, der kom engle og sørgede for ham.

Det er en ekstremt interessant detalje at Satan igen i dette bibelvers optræder instrumentalt: ”Så blev Jesus ført ud i ørkenen for at fristes af Djævelen.”

Satans ondskab og forførelse tjener i Jesu fristelse et konkret formål: Det at Jesus, for at blive den fuldkomne frelser, må faste i ørkenen og modstå fristelsen til at benytte sine gudsgivne kræfter selvisk.

Satan er i Biblens tekst, som den står i de to tilfælde hvor han optræder personligt, en nødvendighed. Han er modsætningen, fristeren, der, på lidt paradoksal, men ikke umulig vis, går Guds ærinder. Han er at betragte som en slags nødvendig bad cop figur, en nødvendig ondskab. Men hans magt er altid på Guds nåde, han optræder på ingen måde som en uovervindelig figur for ondskaben, eller som Guds direkte modstander eller, mere kritisk, Guds lige. Han er overvindelig og lille.

Så hvorfra kommer den kristne tilbøjelighed til at frygte, hade og tiltro Satan umådelig magt?

 

 

Et problem kristendommen (men egentlig de fleste religioner) altid har forsøgt at løse, er det at der findes ondskab.

Den græske filosof Epikur (341-270 før Kristus) stillede det op således:

Ondskab, smerte og lidelse findes. Man siger at Gud er almægtig og algod. Derfor følger spørgsmålene:

Er Gud villig til at forhindre ondskab, men ikke i stand til det?
Da er han ikke almægtig.

Er han i stand til at forhindre ondskab, men ikke villig til det?
Da er han ikke algod.

Er han både i stand til det og villig?
Hvorfor tillader Gud så ondt at findes?

Der findes en lang række af forsøg på at besvare det spørgsmål (én, lidt hurtig, mulighed er, at konstatere at Gud ikke findes, men af åbenlyse årsager er den kamel svær at sluge for troende kristne).

De forskellige bud, som ikke afviser Guds eksistens, kan groft sagt deles op i tre kategorier:

  1. Vi lider, fordi det er Guds straf eller prøvelse af os
  2. Vi lider, fordi mennesket har fri vilje til at vælge ondskaben, og derfor forårsager hinanden ondt
  3. Vi lider, fordi Guds veje er uransagelige

Problemet er, tror jeg, at de tre ovenstående bud på hvorfor DU som person skal lide og have ondt og føle at verden går i stykker omkring dig, er ekstremt abstrakte svar på meget konkrete spørgsmål:

Hvorfor blev min landsby ramt af jordskælv? Hvorfor skal de, jeg elsker, dø, og jeg lades alene tilbage? Hvorfor skal jeg være ensom og alene og hvorfor skal alt jeg elskede smage af aske, og hvorfor er livet både for langt og for kort? Hvad er meningen med at jeg skal lide og græde snot og alt i mig føles isnende koldt? Hvorfor skal jeg dø?

At dine elskede skal dø, fordi det er Guds prøvelse af dig, eller fordi hans veje er uransagelige, er dybt utilfredsstillende svar at give den, der er i sorg, og hvis de dør af sygdom eller ulykker, er det af indlysende årsager ikke et spørgsmål om fri vilje.

Men hvorfor er her så ondskab? Hvorfor er eksistensens lidelse så fremtrædende og uendelig og ubærlig og evig?

Hvis du er fundamentalistisk nok er der en fjerde mulighed: Satan.

Satan er grunden til at her findes ondskab. Hver eneste smertefulde krampetrækning kommer fra Satan, som er denne verdens hersker, og kæmper en ligevægtig kamp med Gud om vores sjæle.

 

 

For teologerne, som hårdt kritiserer den lemfældighed med hvilken Onkel Reje foreslår at tilbede Satan, er denne verden gennemvæddet af mørk magi. Satan lurer allevegne.

I Mel Gibsons voldsorgie The Passion of the Christ, den måske vigtigste kristne ikonografi i 100 år (foruden Sagrada Familia), er Satan en androgyn, dæmonisk figur, der konstant spotter Jesus, lurende i kulissen, på steder han aldrig nogensinde optrådte i Biblen.

I 80’erne opstod i USA det som kaldes ”The Satanic Panic”, hvor alt fra teenagerpigers Wiccabøger til Dungeons and Dragons blev beskyldt for at lede til satanisme og ondskab. Harry Potter blev beskyldt for noget lignende i nullerne, den kristne historie er overstrøet med heksejagter, inkvisitioner, djævleuddrivelser og håndgribelig, konkret tro på at Satan er virkelig og ophavet til ondskab og lidelse i denne verden.

Jeg må, på en lidt mærkelig måde, indrømme en vis misundelse over dette verdenssyn. For mig virker verden affortryllet og grå; den magi der er tilbage må jeg finde i dybe skove og blide kys, brændt salvie og tarotkort.

Det føles stjålet og desperat, som om den sidste rest af fortryllelse blev støvsuget ud af verden da industrialiseringen begyndte at fælde regnskoven og dræbe bierne, og jeg bare leger med de døende rester.

Men for de teologer, der ser Onkel Rejes Heavyband og ser ondskaben selv, eller ser nisser, og ser hedninge og ild og dæmoner, for dem er verden stadig befolket af mørk magi og uforklarligheder.

Satan er virkelig.

Men hvis jeg skal være helt ærlig, er det at se Satan som virkelig og kilden til al ondskab i verden en af mest ansvarsløse og kujonagtige idiotier i verden.

 

 

Der findes lidelse. Der findes ondskab.

Et enkelt blik på dem vi elsker eller verden omkring os burde minde selv de mest tunghøre om det faktum.

Og der findes intet dækkende eller tilfredsstillende svar på hvorfor, ingen jeg kender, i hvert fald.

Men at opfinde Satan som dets ophav er et eksorbitant udtryk for ansvarsfralæggelse.

Det er nytteløst at spørge hvorfor der findes ondskab, det eneste spørgsmål, der meningsfyldt kan følge indsigten at

lidelse er virkelig

er

hvordan gør jeg mine medmenneskers lidelser mindre?

Hvis Satan, som ligeværdig med Gud, er kilden og ophavet og forklaringen på ondskab, er vores ansvar for ondskaben, eller kravet om at handle på den, uendeligt småt.

Satan vogter ikke på os med et tandsmil, når vi straffer og myrder og plager hinanden, eller når vores elskede får modermærkekræft eller en godsvogn på et øjeblik udsletter otte uskyldige liv, og enhver påstand herom må være et udtryk for kujoneri og bortforklaring.

Der er ikke altid nogen tilfredsstillende svar på hvorfor vi absolut skal lide og en af de mest pinefulde dele af menneskelig eksistens er at lære at leve med det faktum.

At opfinde store, onde skurke er at fralægge sig sit ansvar for at gøre ting bedre, fordi det er sådan det altid har været.

Det er at hidse sig op over et børneprogram i stedet for at vi lever i en verden, hvor folk dør af sult og helbredelige sygdomme, at sygeplejerske stresser sig selv ihjel, at de hjemløse fryser på gaden og at verden fundamentalt er uretfærdig.

Det er ikke at rette op på uretfærdigheden.

Det er at stå foran smerten og mørket og evigheden og lidelsen og alt det der gør ondt og give op.

Det at tro på Satan er at give efter for hans fristelse.

 

 

Og se, der kom en hen til Jesus og spurgte: »Mester, hvad godt skal jeg gøre for at få evigt liv?« Han svarede ham: »Hvorfor spørger du mig om det gode? Én er den gode. Men vil du gå ind til livet, så hold buddene!« Han spurgte: »Hvilke?« Jesus svarede: ›Du må ikke begå drab, du må ikke bryde et ægteskab, du må ikke stjæle, du må ikke vidne falsk, ær din far og din mor!‹ og: ›Du skal elske din næste som dig selv.‹ «

Den unge mand sagde: »Det har jeg holdt alt sammen. Hvad mangler jeg så?« Jesus sagde til ham: »Vil du være fuldkommen, så gå hen og sælg, hvad du ejer, og giv det til de fattige, så vil du have en skat i himlene. Og kom så og følg mig!«  Da den unge mand hørte det svar, gik han bedrøvet bort, for han var meget velhavende.

Mathæusevangeliet, kapitel 19, vers 16-22

Jeg ville gerne være sådan en søn, der trofast besøger sin mors grav

Between the conception
And the creation
Between the emotion
And the response
Falls the Shadow
Life is very long

– T. S. Eliot, The Hollow Men

Vi var midt i aftensmaden da min far med diset stemme sagde at mormor havde kræft, og jeg forsøgte at spise min hakkebøf op, selvom både min appetit og mit ansigt var ved at gå i opløsning.

Jeg rejste mig hårdt fra stolen og forsvandt ud i tusmørket og med min højre hånd knuste jeg en rude i laden, det gik nemmere end jeg troede, jeg havde håbet det ville være voldsommere.

Det blødte stadig fra mine knoer, da jeg fandt den højlilla bibel jeg fik af præsten, da jeg blev konfirmeret, en billig paperback, det var nemt at rive dens sider fra hinanden og smide dem ind i fyret i ujævne bunker, og se dens grimme omslag smuldre væk.

Jeg havde håbet det ville være voldsommere.

Jeg kan ikke huske om jeg græd, da min far fandt mig siddende i fyrrummet, men han var ikke vred over vinduet, selvom jeg måtte feje glasskårene op dagen efter og gå græsplænen ved laden igennem efter glassplinter.

 

 

Min onkel besøgte mig på gården, jeg var overrasket over at se ham, jeg var lige kommet hjem fra efterskole, mine forældre var ude at rejse, og vi var ude for at hente pizzaer da mormor døde. Han tog telefonen, og jeg vidste ikke hvordan jeg skulle sige noget.

Til ceremonien ville jeg ikke med i kirken, alt ved rummet skreg. Jeg stod fast på det, selvom min moster spurgte et par gange, og mens de andre var i kapellet sad jeg foran kirkegården med min morfars kørestol og kedede mig knugende, jeg kan ikke huske om jeg græd.

Det varede længe, og jeg rejste mig fra bænken og gik ned gennem de lave grønne hække og læste hver enkelt af gravstenene, særligt lagde jeg mærke til dem, hvor der stod “Far”, “Søster” eller “Bror” og de, der ikke var blevet særligt gamle, og vinden blæste lidt i de skaldede træer, der er på kirkegårde.

Min mormor blev ikke begravet på den samme kirkegård, hun blev kørt væk efter ceremonien, hun blev brændt, jeg kørte min morfar i hans kørestol. Senere begravede vi den lille urne ved siden af min mor og den lille granitsten, hvor der var indskåret ordet “Mor”.

 

 

I Finland, ved juletid, går man på kirkegården og tænder lys for de døde, midt i sneen og kulden og mørket brænder de små stormlys og lyser op på deres stille måde, og min ven sværger at han engang så en, der havde stillet et lille juletræ med en elektrisk lyskæde, og det tårnede sig op over de små lanterner. Vi har diskuteret lige siden, om det mon var af dyb sorg eller for at overgå de andre, at træet var blevet sat der.

 

 

Alt tyder på at vi har begravet vores døde siden vi blev mennesker. Neandertalerne lavede kroner af hjortetak og fuglefjer og lagde dem hos deres døde og i Frankrig er en hule, Duegrotten, hvor nogle, der lignede os, lagde deres døde for fjortentusind år siden med flinteknive og drikkeskind.

Da min mor døde tegnede jeg tegninger hun skulle have med, jeg tror de forestillede soldater og våben, det var det jeg altid tegnede, og en fjern tante var bedrøvet og forarget.

Jeg tror ikke jeg havde andre muligheder for at forklare mine følelser end at tegne vold og lade det falde ned i graven til hendes kiste og blive dækket med jord, og det er et mærkeligt kaotisk syn, at se en smuk kiste blive tilsmudset af af jord, mere voldelig end titusind børnetegninger af soldater.

Min far valgte ordene, der skulle stå på hendes grav: “Vi giver dig al vores kærlighed med,” og dengang syntes jeg de var kluntede og frygtelige, hvad skulle der blive af os, hvis al vores kærlighed var begravet under jorden?

Men jeg tror jeg forstår nu; vi giver det vi har, om det er børnetegninger eller drikkeskind eller hjortetakskroner, og det er ikke i øjeblikket vigtigt, hvad der skal blive af os, for begravelsen og den døde og de levende er uden for tiden, hvis de kan siges at være sammen, og det er nødvendigt at give al sin kærlighed med, og det er derfor vi aldrig har været uden at begrave vores døde.

 

 

Jeg besøger ikke ofte min mors grav; lige da hun var død var vi der tit, og jeg havde de grønne blomsterkegler med fra indgangen, hvor der også lå river og vandkander. Jeg kunne vejen udenad, og jeg kunne huske alle de som lå ved siden af hende, overfor lå et gammelt ægtepar, og til venstre lå en, der kun blev seksten, og hans forældre efterlod altid røde blomster jeg ikke genkendte og tit et stormlys.

Vores stormlys gik ud, når vi tændte dem, og jeg ville ikke have vi tog dem med til sidst.

Jeg forsøgte at tale til min mor ved graven, et par gange, det blev aldrig ægte, jeg ville gerne være sådan en søn, der trofast besøger sin mors grav, men jeg glemmer det altid, og jeg ved ikke hvad jeg skal sige, når jeg er der sammen med andre, om jeg skal opfinde nogle mindeord eller sige noget morsomt eller om jeg skal være tavs ligesom kirkegården, og når vi går igen er alting for sent.

Jeg holder af, at min mor er en del af et katalog, ved siden af ham, som døde som sekstenårig, og det ældre ægtepar, hvis blomster bliver færre og færre, og engang vil jeg være væk og der vil ikke være nogen til at huske graven, og den vil måske blive et pejlemærke, når nye begraver deres døde og giver dem alt, der er deres med, og engang vil graven ikke engang være det.

 

 

Jeg bryder mig ikke om ordet livsbekræftende, det er upræcist. Gravpladser er dødsbekræftende. Døden bliver virkelig på samme måde som ens krop bliver det når man støder lilletåen mod en kommode og man bliver rasende og tårefærdig af smerten.

Der er en mærkelig trøst i at de døde og de levende og mennesket og mulden har været knyttet sammen altid, at en neandertal engang lagde hjortetak og honning på samme måde som jeg lægger stormlys, der går ud, og påskeliljer, der visner, og at de, der kommer efter mig vil lægge hvad end deres bortgivne kærlighed byder dem. Jeg har altid gerne ville være en del af noget, og om ikke andet, så er jeg en del af en lang række af uafbrudt sorg, fra menneskets begyndelse og til vores undergang.

 

 

 

“The legs agitated themselves once more. I looked as if for the enemy against which he struggled. I looked out of doors. What had happened there? Presumably it was midday, and work in the fields had stopped. Stillness and quiet had replaced the previous animation. The birds had taken themselves off to feed in the brooks. The horses stood still. Yet the power was there all the same, massed outside indifferent, impersonal, not attending to anything in particular.

Somehow it was opposed to the little hay-coloured moth.

It was useless to try to do anything. One could only watch the extraordinary efforts made by those tiny legs against an oncoming doom which could, had it chosen, have submerged an entire city, not merely a city, but masses of human beings; nothing, I knew, had any chance against death. Nevertheless after a pause of exhaustion the legs fluttered again. It was superb this last protest, and so frantic that he succeeded at last in righting himself.

One’s sympathies, of course, were all on the side of life.”

– Virginia Woolf, Death of the Moth

Photo by Mikkel Frimer-Rasmussen on Unsplash


Afslutninger

Engang, da vi kørte ned ad indkørslen, opdagede jeg at der var noget galt med kastanjetræet.

Toppen manglede og i stedet for bark var træet blegt og bart, og omkring det lå de enorme grene i et mærkværdigt troldelandskab.

”Det var jo gammelt,” sagde min far, de havde fået en mand med en motorsav til at ordne det, det kunne være farligt, hvis grenene pludselig faldt ned.

Da jeg var yngre var kastanjetræet et særligt sted, næsten et rum for sig. Den store kuple, som de fiskeformede blade indkransede, lukkede næsten intet lys ind og jorden var om efteråret overstrøet med de grønne, piggede kastanjekapsler. Om sommeren nev vi de hovedstore blade af træet, og forsøgte at udrippe dem; hvis det lykkedes helt blev man anerkendt for sit fiskeskelet.

Det føltes som et kigge på en forladt kirke at stå ved de bare rester af træet, jeg ville ønske mine forældre havde sagt noget.

Senere kløvede min bror og jeg grenene, når min bror svingede øksen trak hele hans krop sig sammen, og så fløj flækøksen gennem luften, som jeg forestiller mig en hugorm bide, og kævlerne fløj til hver sin side, kastanjetræ er let og flyver nemt, indtil vi stod i en vrimmel af brændeknuder.

Vi stablede dem i fyrrummet, min lillebror kørte dem i havetraktoren, indefra, nedefra, igen og igen, indtil de var en væg fra gulv til loft, og mine forældre fyrede med kævlerne hele vinteren.

Han skrev til mig pludseligt, vi havde ikke set hinanden i mange år, og spurgte om vi ikke skulle drikke en øl sammen.

Særligt husker jeg duften af den håndsæbe de havde på badeværelset på første sal, og hvordan hans storebror hørte vred rockmusik på sit værelse og viste os hvordan vi skulle vinde i computerspil, og at jeg altid var den lilla ninjaturtle.

Vi havde ikke talt sammen siden dengang.

Han var genkendelig på den måde voksne mennesker, man ikke har set siden de var børn er det, han gik på samme måde og der var en pause i hans sprog, når han tænkte sig om.

Han huskede ting jeg havde glemt, der var noget det var vigtigt for ham at få sagt.

Fortiden blev næsten spildt udover bordet. Dengang han havde kastet op af grin over noget jeg havde sagt, det stykke legetøj vi altid legede med, når vi var hos mig, og der var en mærkelig forskel fra dengang, som vi om vi både var de børn vi var, og samtidig havde for store kroppe og for dybe stemmer.

Vi drak for mange øl, jeg husker ikke hvad det var, som var vigtigt for ham at få sagt, han var begyndt at læse matematik, vi sagde farvel i regnvejret og der var lang vej at gå til stationen.

Jeg havde ikke holdt af at bo der.

Køkkenet var lidt for småt til rigtigt at kunne lave mad, og jeg havde aldrig fået hængt noget på væggene.

Der havde været en førtidspensionist og hans værge et par uger før, det var nok ham der skulle flytte ind. Jeg havde flyttet de sidste møbler dagen før, og gjort rent siden morgenstunden, duften af sæbe havde sat sig i mit tøj.

Der kom en mand og skulle besigtige lejligheden, jeg havde ikke nået at få gjort rent i krogene. Vi gik rundt i tavshed, til de forskellige steder; altanen, køkkenskabene, cykelkælderen.

”Kunne din mor ikke have hjulpet med at gøre rent,” sagde han, da han så noget snavs i køkkenet, det var ikke et spørgsmål, han var ikke tilfreds, og jeg vidste ikke hvad jeg skulle svare.

Jeg gav ham nøglen, og nogle måneder senere betalte jeg en regning de sendte for rengøringen.

Hvorfor katte er bedre end hunde

“In ancient times cats were worshipped as gods; they have not forgotten this.”

― Terry Pratchett

 

Vi havde, da jeg var ganske lille, en kat vi kaldte Sigurd, en udekat, der fangede mus og forsvandt sporløst fra tid til anden, for katte er husdyr på gårde i Midtjylland.

En dag fik Sigurd killinger. Det udløste en mindre navnekrise i familien, som blev løst pragmatisk: Fra da af gik katten under navnet Mrs. Sigurd.

Mrs. Sigurd selv reagerede ikke på navneskiftet, hun stirrede fortsat op på os med sine skarpe, gule øjne fra sin plads i fyrrummet, og i mit barnehoved havde hun nærmest skiftet køn, fra hankat til hunkat.

Det var imidlertid den eneste ændring, katten opførte sig som den plejede og vi opfattede den ikke, når alt kom til alt, anderledes end at den nu havde killinger. Mrs. Sigurd var gledet fra en form til en anden, og det var kun os mennesker, der måtte regulere vores virkelighedsopfattelse.

Katte har altid siden da virket på mig som flydende væsner, mere som skygger end som kød og blod, og når det er fuldmåne er det svært ikke at tro de skifter ham.

At de kan se ting vi ikke kan. At de fornemmer verdener hinsides denne. At de er i familie med mørket og natten og månen og magi.

Mrs. Sigurd var selvsagt sort, og en dag forsvandt hun sporløst.

 

 

 

I Providence i Rhode Island, på plejehjemmet Steere House, bor Oscar, en hvid- og brunplettet huskat, som personalet adopterede fra et kattehjem. 

Oscar kan, tilsyneladende, forudse hvis en af beboerne på plejehjemmet er døende, og lægger sig fredeligt i deres seng nogle timer før de udånder. Oscars evne til at forudse dødsfaldene er så fremtrædende, at personalet simpelthen ringer til en patients familie, i fald katten lægger sig i deres seng.

Et hav af forklaringer og afvisninger foreligger, alt fra confirmation bias til kattes lugtesans og jagerinstinkt, men Oscar selv fortsætter ufortrødent med kælent at lægge sig i de døende senge og holde dem og deres familie med selskab.

 

 

Katte er rejsende mellem verdener. Vores gårdkatte forsvandt pludseligt og vendte undertiden hjem, uden rytme. Min lillesøster, som jeg undertiden mistænkte for at have alfeblod i årene, havde en mærkelig evne til altid at kunne finde deres velgemte killinger. De vænnede sig til hende, længe før de vænnede sig til os, og det var altid hendes privilegium at give dem navne: Chili, Omelet, Bøf, Timian, Tortilla, altid navne på mad, uden at vi helt forstod hvorfor.

Hendes indflydelse på kattene er blevet ved, selvom det alfeagtige lidt gik af hende da hun blev ældre – de har ikke længere navne, men de elsker stadig menneskers selskab. Når jeg går ud og ryger på gårdspladsen eller ved kastanjetræet eller de gamle birketræer på skrænten, kommer de smeltende ud af mørket, og smyger sig mod ens ben.

Når jeg går langs åen følger de med på afstand, deres gule øjne glimter i mørket, de kan forsvinde lige så hurtigt som de kom.

De er mærkværdige rejseledsagere, lige så meget deres egne som ens.

 

 

En mærkelig ting er de mangefingrede skibskatte – de har, hvis man kan sige det sådan, for mange fingre på deres poter, på græsk polydaktyle.

Det siges at denne særprægede mutation gør dem til dygtige klatrere, de kan navigere et skibs rigning og svajende flader bedre end andre katte, og kaptajnerne efterspurgte dem til deres skibe.

De blev jaget i Europa, hvor deres mutation mistænkeliggjorte dem – katte er hekses hjælpere, de er magiske, de betyder uheld og fornemmer døden. Men på havet kunne de være hjemme; passende for et dyr der rejser mellem verdener.

Og fra en skibskaptajn fik Hemingway sin hvide polydaktyl Snow White, hvis efterkommere stadig bebor hans hus i Florida.

 

 

Meget er blevet gjort ud af modstillingen mellem katte og hunde. Hunde repræsentere det loyale, det nyttige, det stærke, det blivende og det gode. Katte repræsentere det forræderiske, det selviske, det svage, det omskiftelige og det onde.

Katte er fra kvindens, heksens og magiens sfærer.

I vores fiktion er de ondskabsfulde, tænk bare på Disney (den store overnorm i vestlig kultur), hvor Askepots kjole næsten spoleres af den ondskabsfulde kat med det sigende navn Lucifer.

Tænk på amerikanerfilmen Hund og kat imellem, hvor katte indgår i en verdensomspændende slyngelstatskonspiration for at etablere et teokratiske kattestyre – hundene er derimod agenter i en amerikansk CIA-organisation. Der er måske ikke en mere forudsigelig kærlighed, end den amerikanerne har til hunde, og en mere forudsigelig aversion end ”crazy catladies”.

Der hersker næppe nogen tvivl om hvilken side af denne debat jeg er på, hvis jeg skal vælge, jeg vil citere Ludvig Holberg, hvis epistler er hans teaterstykker hundrede gange overlegne:

”En Hund berømmes af sin Troeskab, og siges af alle Dyr meest at være Menneskets Ven. Men man maa anføre saa mange prægtige Historier herom, som man lyster, saa mærker man dog i Almindelighed, at saadan Troeskab ikke holder Stik, og at Venskabet er interessered: Saadant vide Tyve og Røvere; Thi de ansee Port- og Gade-Hunde som interesserede Vægtere, hvilke de ved et stykke Brød kand bringe til Taushed og til at forraade Huus og Gaard. […] En Kat derimod giver sig ikke ud for at være ærlig, hykler ogsaa for ingen.”

 

 

I Dubrovnik, hvor husene i den gamle by er hvide som kridt, og hvidere endnu hvor bomberne faldt under Balkankrigene, og husene blev genopførte, fører trapper alle vejene hen.

Og her er kattene mangfoldige som duer i København.

Alle steder vi gik vogtede en gadekat over os, og over hinanden, de rejste ufortrødent mellem de mange lag i byen, fra hustag og til gade, til trappe og til baggård, og de lå i skyggen når solen var højest.

På en café, hvor vi drak espresso og læste i dagtimerne, indrettede en sort kat sig, så selvfølgeligt at personalet havde opgivet at stille spørgsmålstegn eller jage den bort.

Den fik i stedet en lille skål tun, og lå mageligt i sin stol, indtil den pludselig forsvandt, mærkeligt årvågen, når solen forsvandt, og skyggerne voksede frem bag hjørnerne.

 

 

Jeg holder af katte, fordi de minder mig om det farligste og det bedste i mennesker. De minder mig om flygtige smil og stjålne blikke, om selvtilstrækkelighed og behageligt (men afmålt) selskab, de minder mig om natten og gamle lader, om varme og årvågne øjne, om rejser og magi, om døden og tavshed.

De minder mig om hemmeligheder og andre verdener, om skygger og kærlighed og fare.

Når jeg skal dø, må en kat gerne holde mig med selskab.

Jeg synes ikke katte i virkeligheden er bedre end hunde, men jeg havde allerede indgået et væddemål med en kammerat om at skrive en tekst med den rubrik. Så nu er den her altså, og jeg kan ikke lave den om uden at TABE VÆDDEMÅLET.

Heden varer kun et øjeblik

Engang om året forærer Johannes mig en flaske lyngsnaps og smagen minder mig om honning, tørrede ukrudtsblomster, hø og de ensilageballer jeg åbnede med en sløv hobbykniv, og den gærede varme damp, der steg op i vinterkulden, før vi fodrede fårene.

Men mest minder den mig om Rømø.

Rømø er den sydligste af de danske vadehavsøer, det blev den i 1999, da Jordsand endelig gav op på sin hundredeårige kamp mod det uundgåelige, overgav sig til havet og sank under bølgerne.

Strandene på Rømø er bredde og lange, kilometerlange, så flade som sletter, hvis man går mod havet fra klitterne er man på vandring længe. Under en falder og stiger sandbankerne, skiftevis lavt vande hvor sandormene efterlader sirlige, fine mønstre på bunden, og våde sandflader.

Havet og sandet og øen og vinden er lænket sammen på Rømø, som de kun er ved Vesterhavet.

Johannes forældre har et sommerhus på Rømø, vi tog derned en uge af gangen, de kunne hente mig i Horsens på vejen fra Sjælland.

Vi sov om dagen og vågnede om natten, når vi var dernede, mest af alt gik vi. Vi sled vores støvler op mod sandet, der rejser sig i højdedrag på heden i øens midte, hvor de halvtreds gamle bunkere fra besættelsen ligger begravet i sandet, de var dyre at sprænge væk, og lyngene slår ud som et dyblilla flammehav.

De tætte, lave fyrreskove har taget form og farve efter vinden, og stierne løber som vener igennem klit, hede og skov.

Når vi vågnede om eftermiddagen gik vi de to kilometer ned til sparkøbmanden og købte pølse, brød og dårlig rødvin og når natten faldt på og vores ben blev trætte, satte vi os ved en gammel offentlig grill, og vi fyrede op med tilbudsaviser og det gamle træ vi fandt i fyrreskoven omkring os.

Vejret var underordnet, engang i styrtende regnvejr brugte vi timevis på at få ild i de våde kviste, vi frøs og var lige ved at give op, men så tog flammerne fat og vi grinede og sang af lettelse og ristede brød og drak os fulde i rødvin direkte fra flaskerne, og det kunne ikke have rørt os mindre at den mest smagte af garvesyre og tobak.

Der er en utæmmet farlighed over Rømø, tordenvejret lurer jævnligt over havet og landet, engang begyndte vi at gå, før tordenvejret kom bag på os, og braget slog ud og jeg blev angst i sjælen for at forkulle og dø, og vi tog hjem. Vi måtte være stille, for ikke at vække Johannes forældre, så vi tog vores cigaretter og satte os ud på verandaen (som vender mod et åbent landskab og, bag en mur af træer, havet).

Langsomt begyndte det værste uvejr jeg nogensinde har oplevet, det rullede frem som en lavine eller en bjørn der vågner af dvale, himlen stod oplyst i brændende lynglimt, nat blev til dag ligesom vores egne døgn, og måske derfor tiede vi stille, vi kunne ikke tale, for hele himlen lod til at prædike.

I gamle dage, før lynafledere og mobiltelefoner, når tordenvejret kom, steg bønderne op af deres senge og holdt sig vågne i fald lynet slog ned i laden og dyrene måtte reddes. For ikke at blive trætte drak de store kopper stærk kaffe, tordenkaffe hedder det, og vi bryggede også stærk kaffe og drak den uden mælk, men det var først mange år senere jeg hørte ordet tordenkaffe og noget faldt på plads.

Der er intet oprindeligt over heden.

Når vi i fortiden manglede jord fældede vi træerne og brændte mosset af, og vi pløjede jorden og såede den til, indtil den blev udpint og afkastet for småt. Så fældede vi nye træer og brændte nyt mos og glemte den gamle mark.

Men den udpinte jord kræver naturen tilbage (den kræver alt tilbage), og lyngplanterne kom krybende med de lilla blomster, der lugter sødt og krydret; porse, bladbiller og hugormene krøb tilbage.

Heden varer, egentlig, kun et ganske kort øjeblik. Hvis den ikke slås eller afgræsses vil den, med tiden, springe ud som skov.

Måske derfor, fordi den er flygtig som et menneskeliv, elsker jeg den, men nok mest fordi den er smuk og forunderlig.

Bag strandene snor stierne sig igennem heden, og lyngen er til alle sider, man kan skimte horisonten i pænt vejr. Under vinden og himlen ryster de lilla blomster, igennem heden skærer de hvide klitstier, som undertiden bliver til flader og tilsandede bunkere, og i aftenlyset skimter man genfærdene bag de aflåste stålporte.

Engang begyndte det at regne mens vi gik, det væltede ned, så vi smuttede ned i en gammel bunker, der var væltet halvt i sandet.

Her sad vi i ly, mens det rasede udenfor, og på en telefon uden internet kunne vi høre en eneste sang, og teksten hænger for altid sammen med regnen og bunkeren, sandet og rødderne under blomsterne.

Engang om året forærer Johannes mig en flaske lyngsnaps, og jeg serverer den kun ved særlige lejligheder, i sommerhuse med dem jeg elsker mest eller i fortrolighed på den forkerte side af midnat, jeg vogter den nidkært; for jeg har ikke ordene til for alvor at forklare hvad den smager af.

Johannes har, tilfældigvis, også skrevet en tekst om Rømø og heden. Den kan læses her.

Jeg hader søndage

Alle ved at mandag er den værste dag på ugen.

Det er den bare ikke. Søndag er ti gange værre.

Jeg har i det hele taget aldrig forstået hvad Garfield har imod mandage – som kat er hans rytme ikke indrettet efter en uge. Hver dag er, i sagens natur, formet som den forrige. Det er forundt mennesker at hade en af syv arbitrære dage mere end de andre.

Det som er trist ved mandagen er, at hverdagen indfinder sig. Hvis weekenden er en fest eller et frirum, er mandagen slutningen på frirummet, mandag er tømmermænd og ansvar og en påmindelse om hvor ufri man er.

Men jeg kan langt bedre lide mandag end søndag.

Da jeg var lille gav jeg alle ugedagene former og farver i min fantasi, når jeg tænkte på dem. Torsdag var kvadratisk, men åbnede sig og blev formløs for oven, den havde stålgrå og mørkeblålige nuancer mod toppen som en aftenhimmel om sommeren, der gik over i nat.

Fredag var gul og bølget som en pomfrit eller en harmonika, høj og festlig.

Lørdag var højpink og afrundet som svinget på en racerbane.

Søndag var formløs, uendelig og dybrød som en advarselslampe.

De bedste weekender jeg havde, da jeg var lille, brugte jeg med min bedste ven, Mikkel. Jeg ankom til hans hus om fredagen, og så spillede vi Age of Empires og legede med micromachines og kvaltes af grin. Lige indtil søndag.

Søndag var den dag jeg skulle hjem. Om søndagen, om eftermiddagen, ville mine forældre ankomme og legen ville stoppe og jeg ville komme med hjem og være alene.

Det var næsten umuligt at lege noget som helst søndag formiddag, for jeg vidste det ville slutte når eftermiddagen kom. Alting var afgrænset, fordi det havde en håndgribelig ende, og det kom uundgåeligt til at smitte af på oplevelsen af legen i nuet.

Jeg kunne blive så ked af at jeg skulle afsted, at vi næsten ikke kunne lege, før mine forældre hentede mig.

Engang kiggede en af mine venner på mig og sagde: Om søndagen går hele ugen i stykker. Alt man har bygget op, falder sammen om søndagen. Alting sluges i sidste ende af søndagen, som altid indhenter ugen. Søndagen venter der, for enden af dagenes række, som en drage på toppen af en guldskat.

Mandagen er altid overstået hurtigere end jeg opdager at den indfinder sig. Tiden går stærkt når man arbejder. Mandag er en mur man løber ind i.

Søndagen, modsat, føles som om den aldrig slutter, som en lang, lidt ubehagelig rutsjebane.

Af alle frygtelige ting i verden, må ventetid være det værste; minutterne efter man sender beskeden (I ved hvilken), før man hører nyt fra hospitalet eller får sin karakter. Hvis ventetid var en dag, ville det være søndagen.

Naturligvis udholder jeg ikke søndagens tyranni uden modstand.

Om søndagen hører jeg musik og fordyber mig og omgiver mig med det bedst tænkelige selskab og laver mad. Jeg tolererer søndagen, og den tolererer mig. Om søndagen kan man skrive.

Man må udfylde sin ventetid med kvalitetstid. Man må udholde minutterne efter beskeden, foran eksamenslokalet og i hospitalet, for efter søndagens harske ventetid indfinder hverdagens sødmefyldte rytme sig og engang bliver det torsdag og fredag igen.

Men jeg sværger:

Hvis jeg dør på en søndag, bliver jeg rasende.

I anledning af Mændenes Internationale Kampdag

På den spanske maler Francisco Goyas maleri ”Saturno devorando a su hijo” (”Saturn fortærer sin søn”) ses titanen Saturn med et desperat og frygtindgydende blik, i færd med at æde en af sine sønner, for Saturn så det varslet i stjernerne og jorden at en af hans sønner ville gøre oprør imod ham og overvinde ham, og derfor slugte han hver eneste af dem i det øjeblik de blev født.

Jeg er af den overbevisning at verden er forkert. Beviserne understøtter dette syn:

I voldtægts- og lønstatistikker står det klart at kvinder,som følge af deres køn, diskrimineres og forskelsbehandles, og i den offentlige debat mødes enhver berettiget magtkritik fra kvinder med et råbekor af mænd som partout nægter at tage deres bekymringer og synspunkter alvorligt (”Tag det nusom en joke”) eller med et veritabelt artilleriangreb af skældsord og modbydeligheder (og hvis du ikke tror at det er tilfældet kan jeg anbefale dig at kigge i dagbladenes kommentarspor eller slet og ret spørger en kvinde der har vovet at ytre sig offentligt).

I gymnasierne er der på ti år sket ingenting hvad angår elevernes syn på kvinder der drister sig til at gå i seng med dem de nu har lyst til, og selvom vores ligestillingsminister er ”skuffet” har hun ikke tænkt sig at iværksætte nogle tiltag for at ændre den virkelighed.

Til Folketingets åbning prædikede en præst der, overlagt eller ej, sammenlignede homoseksuelle med pædofile.

Selvom 7/11 sælger regnbuefarvede kopper og politiet deltager til Pride gør vi stadig livet urimelig, umuligt, komplet uretfærdigthårdt for folk hvis eneste brøde er, at de er en lille smule anderledes end vitænker mennesker er flest. Selvom vi bedyrer at vi er for ligestilling, selvom vores ligestillingsminister er ”skuffet” over at virkeligheden er ond og grusom og ufri stopper bekymringen der. Der følger ikke handlinger med ordene.

De er tomme.

Det er i dag Mændenes Internationel Kampdag. Nogle villesikkert, på baggrund af det jeg skrev ovenover, tænke at jeg var imod dette tiltag, at jeg betragtede en kamp for mænds rettigheder og velbefindende forabsurd, fordi den utvetydige sandhed er at de, som ikke er mænd har monumentalt hårdere kampe at kæmpe end os.

Det er imidlertid ikke tilfældet. Jeg er indædt modstander af ethvert forsøg på at negligere de dødbringende og uoverstigelige problemer mænd er udsat for.

Verden er forkert og det er den også overfor mænd.

Vi er ensomme. Vi drikker os selv ihjel. Vi kan ikke følgemed kvinderne hvad angår uddannelse. Vi sidder forladte og udmarvede i provinsen, fordi vores job bliver flyttet til udlandet. Tiden er løbet fra os, og regeringens eneste forsøg på at udligne de problemer er at flytte hundrede akademikerjobs fra hovedstaden og til Ribe.

Vi sender mænd i krig og når de kommer hjem forlader vi dem i sølet.

Man kan høre dem, må I vide, de forladte og de fortabte, ide fjerneste og mest ensomme afkroge af de sociale medier, hvor de raser modalt og alle, den slags impotente raseri der er den eneste udvej, når verden har forladt en, og det bliver tydeligt at den mistanke man havde om at man er værdiløs synes endegyldigt bekræftet.

Der er næsten ingen måder at være mand på, foruden at være stoisk – eller rasende. Og samfundet har travlt med at minde os om det faktum:

Når vi er små får vi at vide at vi skal stoppe med at græde. Så det gør vi.

Vi siger at vi ”kæmpede ene mand” og er ”vores egen lykkes smed” og vi glorificere den ensomme, stoiske mand eller den rasende mand mod overmagten. Og vi knækker af det.

En ven jeg havde da jeg var lille holdt af at fægte med skumgummisværd og lege riddere med os i skoven, indtil hans far fortalte ham at han ikke kunne lave den slags ”bøsse-ting”.

Siden gik han til go-cart.

Følsomme mænd er mistænkelige: I børnehaver og vuggestuer indledes den ene mere absurde heksejagt på mandlige pædagoger af mere eller mindreikke-eksisterende årsager.

”Mand dig op” siger vi, hvis vi finder andre mennesker ynkelige, som om det at være mand i sig selv skulle indeholde et forbud mod ynkelighed.

Der er de, som med rette ser disse uretfærdigheder og raserover dem, men bilder sig ind, at de er forårsaget af alle de som ikke er mænd.Foreningen FAR og deres spøgelsesagtige tilhængere fører verdens mest åndssvagekrig mod det abstrakte begreb ”kvinder”, og samtidig tror at der bliver ført en abstrakt krig mod begrebet ”mænd” af selvsamme.

De påstår at folkeskolen er blevet feminiseret til mænds skade, som om vi ikke jagtede og hadede og udstødte mænd i fortiden, hvis de opførte sig ”problematisk”.

Sandheden er meget mere simpel: Det er præcis de samme strukturer,der hader kvinder, mænd, homoseksuelle, transpersoner, fattige og andre dervover ikke at passe ind i en umulig skabelon, og kampen skal føres mod de usynlige kræfter der ligger gemt i os alle sammen. Kvinder er ikke perdefinition gode mod andre kvinder, og mænd bidrager stærkt til at udmagre og knuse andre mænd og fnyse af deres svaghed og deres usikkerheder.

En abstrakt faderfigur, en uoverkommelig og umulig og gigantisk Saturn-som-struktur, æder os alle levende før vi ved af det, og vi har ingen chance for at vælge et andet liv, før vi er en del af monstrummet, der knuser og undertrykker og gør verden ufri og uretfærdig og umulig at leve op til, og vi intet andet valg har, end selv at æde de, der kommer efter os, sige de skal mande sig op, forbyde dem at græde, og knække dem til de sidder ensomme og forladte i ensomme huse og råber ud i tomrum hvor ingen lytter.

Hvis Mændenes Internationale Kampdag skal have nogen som helst værdi, så findes den værdi i at se med åbne øjne at vores undertrykkelse og sorg er bundet uløseligt sammen med vores medmennesker (som ikke alle er mænd), og at de strukturer der kalder kvinder for ludere og kællinger og horer også kalder mænd for bøsserøve og svagpissere og tøsedrenge.

Men der er et spinkelt håb.

Saturns søn Jupiter overvandt ham til sidst, undgik (ved en kvindes, sin mors, hjælp) at blive ædt og overvandt til sidst sin far og indvarslede en ny æra.

Den æra har vi alle et ansvar for, for hvis ikke vores børn om hundrede år er mere frie og mindre trængte, mere lykkelige og mindreknækkede har vi fejlet vores ansvar, ikke bare som mænd men som mennesker.

Virkeligheden er forkert.

Men det behøver den ikke være.