Om min mors død og to bøger jeg ikke tør læse

Man siger om nogle mennesker, at ”de kan læses som en åben bog”.

På min bogreol står to bøger. Jeg har haft dem, siden jeg var ni år. Jeg har aldrig læst dem.

Der skete også en anden ting, da jeg var ni år: Min mor døde af kræft.

Hun blev syg, da jeg var syv år, hun fik behandlinger i Tyskland, hun og min far var væk i lange perioder. Hun var journalist, hun skrev artikler i avisen om, hvor uretfærdig hendes skæbne var, hun skrev e-mails til alt og alle, hun skrev breve til min lillesøster og mig, som først måtte åbnes, når vi blev konfirmeret.

Kræften bredte sig til hjernen, hun holdt op med at skrive. Hun holdt op med at tale. Hun holdt op med at fortælle. Hendes hår faldt af på grund af kemoen, hendes ansigt svulmede op af binyrebarkhormon, svulsten i hjernen påvirkede hendes hukommelse, og hendes personlighed, de nyeste ting, forsvandt først. Min søster og jeg, for eksempel, vi holdt op med at være en del af den fortælling, hun kunne huske om sig selv. Hendes vejrtrækning blev stor og larmende.

Vejret blev koldere.

Så døde hun en dag i november.

Jeg så hende, jeg så, hvad der var tilbage af hende, før den sidste rest holdt op med at gispe. Jeg rørte ved hendes kolde hud, før den blev iklædt sit fineste tøj og forsvandt i en kiste af lyst fyrretræ, og jeg så kisten forsvinde ned i den to meter dybe grav, jeg så graven forsvinde i et hav af blomster, og jeg så blomsterne forsvinde over de næste måneder.

Jeg blev til et barn, hvis mor er død. Der gik mange år, hvor jeg var sådan et barn.

Så blev jeg konfirmeret. Jeg åbnede brevet, min mor havde skrevet. I det stod der: ”Hvad laver du nu? Skriver du digte? Spiller du computer? Har du en kæreste?”.

I en af de artikler, min mor skrev, før hun døde, er der to lister. Den ene hedder ”ting jeg nåede”. Den anden hedder ”ting jeg ikke nåede”, og dén liste er næsten dobbelt så lang som den første. Et af punkterne er: ”at blive gammel”.

Min mor lærte aldrig mig at kende. Hun lærte, hvilket barn jeg var, hun havde nok anelser om, hvilken voksen jeg ville blive. Jeg spiller faktisk computer, jeg har prøvet at skrive digte, jeg har haft kærester. Men det er og bliver kun anelser. Endda før hun døde, forsvandt jeg ud af hendes verden, ædt op af kræftsvulster. Hun forsvandt også, ned i jorden, op i himlen, hvor nu børn tror, deres døde forældre forsvinder hen.

Sammen med brevet fik jeg hendes to yndlingsbøger: Peter Høghs ”Frøken Smillas fornemmelse for sne” og John Fawkes’ ”The Magus”.

Jeg har en vag fornemmelse af, hvad de handler om.

Men jeg tør ikke læse dem.

Mine venner taler om, at de forstår deres forældre bedre, jo ældre de bliver. At ens forældre giver bedre mening, når man selv vokser til og forstår verden fra deres højde. Man bliver ligemænd, til dels.

Jeg kan ikke stille mig over for min mor og spørge, om hun er stolt af mig. Om hun synes, jeg har gjort noget ud af mit liv. Hvad hun synes om regeringen. Hvorfor det absolut skal gøre så ondt at eksistere. Hvad hun synes eller mener eller tænker om noget som helst.

Alt jeg har er billeder. Billeder fra jeg var lillebitte og ligger mellem mine forældre på en strand på Kreta. Billeder af min mor, der holder et nyfødt barn, som man siger er mig. Billeder af en skaldet, døende kvinde, man siger er min mor.

Billeder af ord, når min farmor nævner min mor og siger, min lillesøster ligner hende, når min moster fortæller en gammel historie, når min far nævner, at othellolagkager er forbundet med sorg (men ikke vil fortælle mig hvorfor). Jeg sammenstykker den person, min mor var, af lånte og stjålne fragmenter, og ord og sætninger, men formår aldrig at skabe et helt menneske at læse, en hel åben bog.

Og jeg tør ikke læse de faktiske, hele bøger, hun efterlod mig. Så har jeg set alle de ord, hun kunne nå at give mig. Det er de sidste sproglige fragmenter af min mor, jeg får at se i dette liv.

Det er min sidste chance for at lære hende at kende.

Men jeg tør ikke.

Den her tekst er egentlig oprindeligt bragt i Kristeligt Dagblad. Men den er mest min.

Billedet øverst forestiller Karlsvognen, som er indgraveret på min mors gravsten.

Hvis du kan lide teksterne, kan du skrive dig op til at modtage en email når jeg udgiver nye tekster på bloggen.

Jeg kommer aldrig tilbage til Lokrum

Jeg har altid været ked af de sten, der, når havvandet fordamper, mister deres glans og bliver matte, det føles som om de er smukke på lånt tid, det er vel i virkeligheden et vanitassymbol, men jeg synes ikke timeglas eller sæbebobler er lige så sørgelige.

Engang gik vi ned til havet en nat, jeg var ked af noget, sikkert noget uplacérbart, det er den værste tristhed, og natten var buldrende sort og trængte sig ind på vores kroppe mens vi gik gennem kornmarken, hvor en smal sti løber tværs fra sommerhusene og ned til klitterne, og da vi nåede ned til badebroen, stod vinden direkte imod os og blæste havet op, det piskede faktisk havet op, det er den eneste gang jeg har følt at den metafor passede, det må have været hvidt, men jeg kunne ikke se det, kun høre det.

Bølgerne blev til skum mens deres rytme trykkede dem mod stenene, som om havet havde et hjerteslag, der spændte sig udover alle verdens kyster, der var ingen stjerner, og jeg kan ikke huske hvad vi talte om, men jeg husker at du sagde at du følte dig lille, som om du blev presset mellem havets mørke under os og himlens mørke over os, det var meget smukt sagt og jeg blev stille af det, vi blev begge stille, og stilheden blev fyldt ud af havets rytme, igen og igen og igen, og på et tidspunkt vendte vi ryggen til.

 

 

Det eneste jeg har imod den danske natur, som ofte siges at være flad og forglemmelig, er at her ikke er bjerge. Når vi tog på bilferie sydpå, kunne jeg bedst lide når vi nåede til Alperne og de store tunneller i Schweiz, det føltes som om man begav sig dybt ind i jordens indre, og som om bjerget lukkede sin hånd om en, og når man kom ud i dagslyset igen, rejste bjergene sig så højt at jeg slet ikke forstod at noget kunne være så stort.

Jeg kunne ikke, inderst inde, forstå at træer kunne vokse så stejle steder, jeg forstår det stadig ikke, at bjerge kan være grønne.

Engang var min lillesøster og jeg i Dubrovnik i Kroatien, og den gamle by var så smuk og hvid og dækket af turister, og vi fik nok af larmen og caféerne, så vi tog færgen til Lokrum, og jeg læste i min guidebog at benediktermunkene, som engang var dens eneste beboere, blev forvist fra øen i 1798, at de græd, da de forlod deres kloster og at de dagen før deres afsked tændte stearinlys, vendte dem på hovedet og forbandede de, der havde frarøvet dem deres smukke ø.

Klosteret er her stadig, der er en café, der sælger calamari og pizzaer og små skåle med oliven, og jeg ville væk fra alle andre mennesker og jeg tvang min søster til at gå i heden, forbi oliventræerne og påfuglene, som nu er øens sande beboere, og op ad en gammel stensti og forbi skilte og træer og væltede kampesten, indtil vi nåede øens højeste punkt, en klippet bakke på den sydlige del. Her var ingen andre mennesker, og ingen lyde, vindstille og hedt, og på toppen stod resterne af bygninger, jeg ikke kunne finde i guidebogen, og i murbrokkerne på gulvet skød højt og grønt ukrudt op, og jeg vidste ikke hvem der engang havde været her eller hvad de havde gjort eller hvad bygninger var brugt til, og det var næsten knugende, og da vi kom ned igen var solen ved at gå ned og der var ikke mere calamari at købe, og vi tog den sidste færge ind mod byen og jeg kommer aldrig tilbage til Lokrum.

 

 

Engang var vi i sommerhus, og en havde taget et puslespil med, og alle fnøs i første omgang af de tusind brikker og motivet, som var et fyrtårn og en mosdækket vej og et vindstille hav, men langsomt blev deres modstand brudt ned, indtil alle havde deres egen flig eller hjørne eller farve som ekspertise og bedst husker jeg to af mine venner der kortfattet og indforstået mumlede med hinanden om den mikroskopiske farvenuance på et givent stykke af himlen og en næsten tilsvarende del af havet (der var der hvor solen ramte horisonten), og den mærkelige blanding af først begejstring og så tomhed, der fyldte rummet da vi lagde den sidste brik.

 

 

Jeg tror jeg havde håbet at virkeligheden ville være mildere, da jeg var barn, at voksenlivet ikke var så håndfast og kvadratisk og at mine følelser ikke blev stivere med tiden, og hvis jeg kniber øjnene sammen i de aftentimer hvor solen bliver orange spreder lysets stråler sig ud som tynde, glinsende søjler eller trådene på et spindevæv, og en gammel onkel og tante, hvis navne jeg ikke husker længere, havde for vane at samle sten på stranden, når de glinsede i vandet, og de tog dem med til en maskine, der kunne blankpolere dem, så de så ud præcis som når man samler dem op i vandkanten i store håndfulde, de gav dem gavmildt væk, jeg havde en posefuld i nervøst velour, men både posen og stenene er væk nu, jeg husker ikke hvornår jeg mistede dem, og når jeg går ved stranden nu ser jeg uden at tænke over det efter flade stykker kalk, for jeg elsker at slå smut.

Min farmor og farfar slog smut om, hvem der skulle tage opvasken, min farmor tabte altid (hun lavede også maden), og når vi gik ned til stranden så vi nøje på hvor mange smut min onkel kunne slå, hans rekord var fem, og han lærte mig at det lå i håndleddet, at det det handlede om at få stenen til at rotere som en diskos og være næsten helt parallel med vandet.

Engang mens mine venner var i vandet, fandt jeg en, som var helt perfekt, og da jeg kastede den ud over vandet skippede den mindst seks gange, jeg tror ikke nogen så det andre end mig, og den må have glinset blankt, da solen skinnede på den og den langsomt sank ned på bunden af havet og lagde sig til rette blandt de andre sten.

Billedet øverst forestiller havet udfor Dubrovnik, ud mod Lokrum, som ikke er afbilledet.

Ting jeg er til fals for

Guld, vesterhavsost, båludflugter, grønne skove.

Forladte huse, gamle kassettebånd, farven på gammelt pergament og landkort, i det hele taget landkort, især de, som er i entreen i sommerhuse ved kysten, som forestiller lokalområdet og som ejerne næsten har glemt eksisterer.

Silke, men først og fremmest stål under silke, cigaretter når man drikker øl, duften af klippet gran, kattes øjne, der lyser i mørket, hvis man har en pandelampe på og ser på en kat glimter dens øjne som funklende olieflammer før de forsvinder i mørket.

Ruiner og marmor, ordet ”marmoreringer”, selvom jeg synes det er voldsomt at sige om kød, det jord som bliver slæbt med ind på nogens støvler og de små edderkopper, der sad i ramsløgsknopperne jeg plukkede i juni.

Store sten og små sten, og mest blankslebet glas fra havet og gode smutsten og tanken om nogensinde at finde rav, der bliver revet løs fra bunden af Vesterhavet når stormene på havet er særligt voldsomme, engang en nat så jeg lynet slå ned mindst tusind gange ud for Rømø og virkeligheden føltes anderledes bagefter.

Sølvsmykker og runesten, røverhistorier og blanke øjne, sammenknebne smil og rå latter, friskkværnet peber og syltede tomater, rosmarin og citronmelisse og rabarber

Hvide sneakers og vilde blomster, honning og lyden af vandfald og bølgeskvulp, ekkoet af musik mellem store bygninger, neonlys og biografreklamer.

Stearin og halm, faste håndtryk, varme kram og ordet perlemor. Kirkegårde og kraftig læbestift, ravne og krager og skader, småkviste og grønt mos, klatreplanter og gammelt tømmer.

Museer, broderier og hjemmestrikkede sokker, altankasser og urtepotter, hjemmelavede gaver og syltede bolsjebeder. Russiske folkesange, Irland, svungne overskæg og de som tror på noget.

Genbrugsforretninger og duften af gamle bøger, mennesker, der hele tiden slår Meyer og umanerligt held.

Hekse, måneskin, salvie og blafrende hvidt, feer og helheste og campinggrej af træ og letmetal og retter, man bikser sammen af det, der lige var i køleskabet.

Spiritus med anissmag og stærke holdninger, kærlige formaninger og beskyttelsesbesværgelser, fyrtårne og marker, der lægger brak, tordenkaffe og jordemoderkaffe og allermest espresso, da jeg smagte det første gang, følte jeg at det var sådan kaffe altid skulle have smagt, men også den brændte filterkaffe fra mine forældres maskine, der kan ende med at stå der mange timer.

Pindsvin og hugorme, næsehornsbiller og edderkoppespind, at have fødselsdag, aftensmad, at blive for længe oppe, godt arbejde og skarpe økser.

At skrive talord helt ud, for eksempel titusindottehundredeogsyvogfyrre eller femogfirs, tarotkort og kold hvidvin og elektriske ål.

HINDBÆRSAFT

Mine forældres løsning har altid været havearbejde og forbud mod skærme, jeg indleverer min computer og telefon før morgenmaden.

Senere sætter jeg mig ved hindbærbuskene og plukker, selvom sæsonen næsten er forbi.

Bier og fluer sværmer omkring mig, de ovemodne bær er vel retmæssigt deres. Jeg ligger på ryggen og stirrer op under bladene for at få øje på dem, der er blevet overset.

Jeg har aldrig før lagt mærke til at hindbærbuske har små torne.

De smattede bær farver mine fingerspidser røde, ligesom vin, jeg lægger dem forsigtigt ned i skålen, der er færre end jeg havde håbet, man kan skimte det grønne plastic imellem og under dem.

 

 

Jeg har ansigtet henover gryden da jeg begynder at græde, det stopper ikke rigtigt, jeg bruger servietter til at pudse næse, det føles som spild af servietter, jeg har aldrig nogensinde selv købt servietter, jeg ved slet ikke hvad de koster.

Min far finder mig ved køkkenbordet, og jeg kan stadig ikke holde op med at græde, han siger noget om at det er godt at få det ud.

Jeg er mest glad for at jeg nåede væk fra gryden, hindbærsaft har nok ikke godt af salt.

Han svæver lidt omkring mig, jeg siger ikke så meget, jeg ved ikke hvad jeg skal sige. Jeg forsøger at være proaktiv, så jeg finder på noget vi kan gøre med citronmelissen ude foran. Den er ved at kvæle mynten, jeg vidste ikke at noget kunne konkurrere med mynte, men den eneste opskrift med citronmelisse i den grønne syltebog er som ingrediens i kvædegele.

Vi har ikke nogen kvæder, så vidt jeg ved, jeg beslutter mig for at prøve mig frem.

Jeg klipper store grene af citronmelissen, men den fylder stadig en hel masse.

Jeg lader tommel og pegefinger glide langs stænglerne en ad gangen, så bladene og de små hvide blomster falder ned i store bunker, nogle gange sidder de fast i et virvar ved roden at stænglen.

Vi koger te på det, iste, men citronmelisse smager ikke som det dufter, citrussen går af det, det er kun ment til at svæve i luften, så vi spæder til med citronsyre og sukker, til sidst ved jeg slet ikke om det smager af citronmelisse længere, vi har næsten fem liter.

 

 

Hindbærsaften drypper af i en saftpose, jeg spørger om man kan bruge de afdryppede bær til noget, det tror min far ikke, jeg bryder mig ikke om at de ikke kan noget bagefter, når de er blevet presset og har spildt alt deres væske, det virker grusomt og får et eller andet i mig til at skride, men jeg siger heller ikke noget, da vi smider dem ud i kompostspanden, den grå masse dumper ned og bliver væk

Vi får mindre hindbærsaft ud af det end jeg troede, det ser helt småt ud i metalskålen.

Jeg ved ikke om jeg kan lide hindbærsaft, helst ville jeg have lavet hyldeblomst, men da jeg fik taget mig sammen var hylden sprunget ud og var borte igen, jeg ved ikke engang hvor hyldetræerne står og jeg har aldrig smagt hyldebærsaft før, jeg tror slet ikke det er det samme.

Vi rydder køkkenet for citronsyre og kalk til rabarber, jeg fejer for resterne af citronmelisse, vi har halvanden flaske hindbærsaft, det ligner tyk rødvin.

 

 

Jeg går ned til engen hvor drænet løbet ud, der er fyldt med brændnælder, de trives af det næringsrige spildevand. Lige der, hvor det gamle piletræ faldt, ligger en mosegris, den bevæger sig ikke. Jeg stamper hårdt ved siden af den.

Den må være kravlet op af hul cirka en halv meter væk, og så har den lagt sig til at dø i sommervarmen, jeg ved ikke hvordan man bedst muligt er respektfuld overfor en død mosegris, da jeg var yngre satte min far sakse op som knækkede nakken på dem, når de kom kravlende i hullerne. Jeg samlede saksene op, så smed vi døde mosegrise i skraldespanden.

Længere nede står de døde piletræer, da de blev savet ned brugte de deres sidste kræfter på at spire nye pilekviste, men de fik aldrig blade, og så må de være døde ud på vinteren, men her er deres skeletter stadigvæk og jeg har altid holdt af piletræer, vi skar flitsbuer af dem da jeg var yngre.

 

 

Til aftensmaden får vi kammuslinger og koteletter og haloumiost og kålsalat, det hele vokser i munden på mig. Mine forældre taler om generationskløfter og om romaner fra firserne. Jeg henter hindbærsaften fra stuebordet, hvor min far sirligt har placeret alt syltetøjet og safterne og den rå rebsgele han  er stolt af.

Flasken er stadig lidt varmere end mine hænder, jeg hælder den tykke væske op i et lille vandglas og smager på den, den smager lidt for meget af sukker.

Jeg blander den med danskvand, fire til en siger min far, den ender med at smage af lidt tynd hindbærbrus.

Jeg ved ikke om det er min eller hindbærsaftens skyld.

Gid det altid regnede når jeg græder

Der er en historie fra Arturmyten, om en konge, der fik så grusomt et sår, enten i benet eller i skridtet, at han ikke kunne stå oprejst, og ikke kunne opfylde sin rolle som konge, det eneste han formåede var at sidde i en lille båd og fiske, og omkring ham gik hans kongerige i opløsning og forfald, sandet kom og jorden blev gold, indtil fiskerkongen var omgivet af sult og mørke og råddenskab, omgivelser og konge er bundet sammen,  hvis kongen vansmægter går landet i stykker, verden spejler sjælen og kroppen.

 

 

En af de mest ækle ting jeg ved, er når solen skinner når jeg er trist, det føles som et slag i ansigtet, hvordan kan solen skinne på begravelser og på terrorangreb eller søndage?

Hvordan kan virkeligheden være så ligeglad og nådesløs at fortsætte, mens livet ender eller folk græder og lider?

Jeg misunder fiskerkongen hans empatiske kongerige, i vores historier følges verden og indre liv altid ad: Til begravelserne regner det, i gyserhistorier slår tordenvejret ned og når nogen lider i tavshed, står regnen ned i tykke stråler, men jeg ved ikke hvad jeg skal gøre med virkeligheden, som et splintret i andre historier end min egen, min sorg eller tristhed føles så lille, når verden ikke engang vil græde sammen med mig og bryde ud i regn, men bare fortsætter, som om intet vigtigt er sket, som om jeg er ligegyldig, som om mine smerter og sorger ikke er vigtige.

Som om jeg ikke er vigtig.

Som om alting er ligemeget.

Jeg kan ikke bære alt det, der peger på, at alting i virkeligheden er ligemeget.

 

 

Da jeg var yngre (jeg lyver, jeg er stadig bange) var min største frygt, den jeg krummede mig sammen over når væggene trykkede hårdt mod mig om natten, at det var umuligt at kommunikere min indre verden til de mennesker, der fandtes i den ydre, at vi var så fundamentalt forskellige at den stikkende sorg eller den store glæde ikke kunne oversættes til menneskesprog. Når jeg ser mig selv på videoer ser jeg klumpet og klodset ud, synes jeg, slet ikke som jeg forestiller mig, hvor klodsede må mine ord have været, da jeg forsøgte at forklare?

Man siger at mennesker ikke er øer, og det er også sandt, men vi er måske øer med broer, og jeg kan føle at broerne er vakkelvorne og nedslidte, og at en tankes nuancer bliver matte og grå når den siges højt, at alting går lidt under, når det bringes ind i virkeligheden, hvor tiden og sandet og svampene slider og nedbryder alt og termodynamikken langsomt, et sekund ad gangen, skubber universet nedad en vej, der engang vil betyde at alting er koldt og goldt og mørkt for evigt, ikke fordi vores sjæle lider, men fordi det er sådan virkeligheden er.

 

 

Fiskerkongen bliver kureret i myten, fordi Galahad (den ædleste og reneste ridder) stiller ham et spørgsmål om gralen, et spørgsmål, der fylder fiskerkongen med mening og helbreder hans sår, han rejser sig op og bliver konge igen, og omkring ham bryder græsset frem og verden bliver grønnere og lysere.

Jeg ville ønske jeg kunne ændre virkeligheden med ord og tvinge den til at blive grønnere eller i det mindste afspejle min sjæl, jeg er altid bange for at mine ord er for dårlige eller forkerte, at jeg ikke har det rigtige spørgsmål, eller at det slet ikke kan lade sig gøre at bruge ord til ændre virkeligheden, at det i virkeligheden er lige meget, jeg ved ikke om jeg forsøger at finde den rigtige sammensætning af ord og sætninger, som måske ville ændre alting lidt, måske der er en gylden sætning et sted, en slags alkymistisk færd efter de vises sten som ord, en slags helbredelse måske, men alle alkymisterne er døde og forsvundne og de vises sten viste sig bare at være svovl og kviksølv.

 

 

Det er giftigt at føle sig som en byrde, men det gør jeg, jeg føler mig undertiden som om mine ord bliver aske og min kærlighed kun er skygger, som om virkeligheden er for virkelig og dens ligegyldighed kvælende, jeg ved ikke hvordan man navigerer i den slags.

Hvis ting i det mindste blev golde omkring mig, når jeg var gold indvendig, ville det ikke føles som om min smerte var ligegyldig.

Jeg er, indser jeg, så bange for jeg er ligegyldig fordi mange ting i verden peger på jeg er det og det er så tungt at ens mening er ens egen og ingen andens ansvar og jeg ved ikke hvor man finder styrken eller modet til at bære det, jeg vil ikke være en ø, jeg holder ikke ud at være en ø og gid det altid regnede når jeg græd.

Jeg forstår ikke hvorfor det skal gøre så ondt

Jeg mangler altid ord, når jeg forsøger at beskrive min tristhed. Jeg ender altid med at synes de ord, jeg prøver at bruge er utilstrækkelig.

Jeg sletter dem igen, jeg bryder mig ikke om at jeg ikke kan beskrive det ordentligt, jeg ved ikke engang hvad det er, det føles som om det er en anden end mig, der har skrevet ordene, en jeg ikke kan genkende senere, og en der heller ikke kendte mig da han skrev om mig, og jeg har ikke noget sted at være i mellem alt det, der er ikke rum til nogen rigtige mennesker i al den tristhed, jeg tror det er det jeg hader mest, at jeg ikke føler mig som et rigtigt menneske når jeg er trist, at kun en af de sider som er mig, alle de sider alle mennesker har, får lov at være til og alle de andre ting som er mig bliver grå og trækker sig sammen og rasler i vinden og falder af, når uvejret og mørket kommer.

 

 

Jeg forstår ikke hvorfor det skal gøre så ondt.

Jeg bad ikke om det her; ingen bad nogensinde om smerten ved at eksistere, vi blev bare revet ud af intetheden og låst inde i kød og blod og på et tidspunkt bliver vi ingenting igen, men det er jeg også bange for.

Ingen kan svare på det, ingen kan tilfredsstillende komme med bare et bud på, hvorfor det absolut skal være så smertefuldt, de mumler om kemikalier og serotonin eller de peger på Gud og sænker blikket, men ingen kan svare på hvorfor det skal gøre ondt at være, hvilken uvurderlig lektion der skulle være i at de unge dør eller at hele byer brænder væk, at børn sulter eller at et menneske hulker indestængt på en beskidt madras i en lejlighed med bare vægge.

Ingen kan svare, og det er så hult og grimt og smertefuldt at vænne sig til at ingen kan, det er så umådelige ensomt at have spørgsmål som aldrig får svar, jeg kan næsten ikke bære at der er spørgsmål som ikke har svar, der forsvinder et sprog hver anden uge, og det betyder ikke noget for alvor, det ved jeg godt, men jeg bliver så ked af tanken om at et helt sprog dør, der er noget skrøbeligt og tungt ved at ord, som engang havde hemmelige og spøgefulde betydninger pludselig er væk, at de lyde man sagde i lange kæder pludselig ikke findes længere, at der bare er tomhed og stilhed, brat og for evigt, og ingen kan gøre noget ved det og ingen kan tale eller forstå eller læse det, aldrig mere, aldrig nogensinde indtil verden ender bliver de lyde sagt igen.

 

 

En sagde engang til mig at deprimerede menneskers sprog ændrer sig, det siger sig selv, men hun sagde at triste mennesker siger ”jeg” meget mere, at hele deres verden skrumper ind til kun at være dem selv, og det synes jeg er meningsfuldt, man står og betragter mennesker på den anden side af en afgrund eller igennem tykt panserglas og det eneste man kan skrige er, at det gør ondt og kan det ikke stoppe snart, jeg vil gøre næsten hvad som helst for ikke at have det sådan her, og jeg har allerede skrevet ordet ”jeg” femogtyve gange i denne tekst.

 

 

De fleste ting kan man klare, hvis de har en udløbsdato, hvis de stopper på et tidspunkt, men jeg er ikke sikker på at generaliseret smerte har en ende, at man pludselig engang finder fred med at livet gør ondt og at ens hjerte skælver eller at man ikke ved om man er værd at elske eller om det man skaber eller gør har nogen værdi, jeg tænker på om andre mennesker, nogle mennesker, kan lægge de ting lidt på afstand og jeg ved godt man ikke må sammenligne sig med andre, jeg ved godt at deres liv er komplekse og smertefulde på måder jeg aldrig kommer til at forstå og at det ikke giver mening at ønske sig en anden eksistens eller et andet livsforløb, at jeg må gøre hvad jeg kan, med det jeg har, at jeg er heldig trods alt, men en ting er fornuft og alt det jeg ved er rigtigt og rationelt og en anden ting er alt det som løber af med en og holder en vågen om natten og knuger en og får ens hjerte til at skælve og alle de skikkelser, der kaster lange krogede skygger over alt det, der før virkede lyst og ligetil.

 

 

Der er en sang, der er mange sange, men der er en.

Han hedder Michael, ham der skrevet den, jeg interviewede ham engang, bandet hedder Kloster, fordi deres musikkollektiv var lidt som et kloster og de spillede engang en koncert i en drypstenshule med levende lys og et nyforelsket kærestepar som det eneste publikum og det lød så livsbekræftende, og hans øjne var milde mens han sagde det, men der er en sang, der hedder Psalm 13, teksten er bare den engelske udgave af Salme 13 fra biblen, men der er tilføjet en enkelt linje I have not been well, I sing in pain, og sådan føles det nogle gange, som om man synger i smerte og ikke har været well i en indskudt sætning, en sætning der starter med jeg og kun peger indad, jeg har ikke lyst til at være i den slags sætninger, jeg vil helst være i uendelige hovedsætninger på sprog, der ikke bliver glemt, men det føles ikke altid som et valg.

FLUGT

Jeg er ved at blive syg, det har sat sig i halsen og når jeg vågner, gør det ondt, indtil det lægger sig engang om eftermiddagen. En ven giver mig en strepsil, en af dem med honning og siger at de er dyrere end cigaretter.

Min far henter mig på stationen i den store blå, vi taler om at jeg er ked af det, men mest om eksamen. Vi taler bedst om konkrete ting, fx en dom om medier og privatlivskrænkelser fra halvfemserne.

Jeg går altid en runde når jeg kommer tilbage. Ned til det døde kastanjetræ og vinstokkene og så langs åen indtil jeg når den sumpede eng ved den skråning vi legede mest ved, da vi var små.

Jeg bliver overrasket da jeg når æbletræet, der står en stor rødbøg. Jeg spørger min far om den altid har været der, hans øjenbryn vibrerer, det har den.

Jeg går ud til den igen, dens blade er mørkelilla, som størknet blod i gyserfilm. Jeg læste engang på nettet om Mandelaeffekten, om at en hel masse mennesker var helt overbeviste om at Nelson Mandela i virkeligheden døde i fængslet i halvfemserne og aldrig blev præsident i Sydafrika. De troede at de, uden at opdage det, var faldet gennem en sprække i tid og rum, og var endt i et parallelunivers, hvor Nelson Mandela ikke døde, men blev løsladt og siden præsident, og de huskede ikke forkert, det var virkeligheden der var forkert.

Deres minder er blevet hjemløse. Virkeligheden er ikke deres, den er forvrænget og anderledes.

Jeg kigger på rødbøgen som jeg ikke husker, dens blade sitrer i vinden, og jeg er i fanget i tiden mellem min fars  øjenbryn og rødbøgens blade, der vibrerer mildt, og måske fanget imellem parallelle universer.

 

 

Da jeg var lille løb jeg kun væk hjemmefra en gang, jeg har hørt at andre børn pakkede madpakker og tøj så de kunne være væk længe, jeg pakkede ikke noget og løb så langt væk jeg kunne langs åen, indtil jeg nåede sivene, der var lige så høje som mig.

Jeg græd mens jeg bøjede dem til siden, mine kinder var meget varme, der duftede af brændenælder og friske blomster.

 

 

Her er ikke høns længere. Da jeg var lille angreb hanen mig engang, jeg havde en grøn flyverdragt på.

Min lillesøster brød sig ikke om hønsene, hun bryder sig i det hele taget ikke om fugle, jeg har aldrig spurgt hvorfor.

Jeg stod et øjeblik og ventede, når jeg gik ind i deres bur for at samle æg, i indhegningen udenfor spiser de alting, også græs og spirer, indtil jorden er sort og blød af deres fødder.

Under ladetaget har svalerne bygget reder, engang faldt jeg over en tråd på et ornitologforum, der handlede om husejere, der fjerner rederne mens svalerne lagde æg.

Ornitologerne var meget vrede, husker jeg, og diskuterede om man kunne anmelde husejerne til politiet og de underskrev deres indlæg med kærlig hilsen Hans eller Jens eller Rune, og det rørte mig på en langsom måde.

 

 

Vi har bier her, biavleren har fået lov at have dem på vores grund og et par gange om året kommer han forbi med nogle bøtter honning som tak. Om vinteren går de i dvale, jeg ved ikke hvordan en bi ser ud, når den sover.

Min ven Johannes blev helt besat af bier engang, fordi han faldt over udtrykket royal jelly, dronningegelé, som er det, bierne fodrer dronningelarverne med, så de bliver dronningen.

Han har en plakat med bier, han lyser altid op hvis man spørger indtil dem, jeg sendte ham artikler jeg fandt om bier, jeg tror noget af kærligheden smittede af på mig, jeg blev ret ulykkelig da jeg hørte at bierne langsomt uddør, og man ikke helt ved hvorfor.

Det er noget med et sprøjtemiddel, der ødelægger deres vinger, jeg vil helst ikke bo i en verden hvor bierne falder ud af himlen og dør, selvom tomatplanter godt kan bestøve sig selv.

 

 

Jeg plukker asparges med min far, han taler om sine vinstokke, jeg hjælper ham med at pille knopskud i bunden af stokkene af.

Engang havde vi mange får, men det er hårdt arbejde at holde dem, så det er meningen, dem vi har nu er de sidste, ligesom hønsene. De kigger på os fra marken.

Vi går forbi et højbed med dild, min far såede dem sidste år, men det er først i år de er spiret. Da jeg gik her i går, syntes jeg ikke de duftede af dild.

Når der er valg, spiser vi landgangsbrød, ingen ved hvorfor, det har vi bare altid gjort, jeg tror vi er de eneste mennesker i verden, der stadig spiser landgangsbrød.

Da jeg boede i København, forsøgte jeg at indføre det, mine venner gik med til det, men de forstod det aldrig helt, og det er jeg heller ikke sikker på jeg selv gjorde.

 

 

Jeg opdager at vi har ramsløg i skovbrynet ved skråningen bag hønsehuset, det har jeg aldrig vidst før.

Jeg plukker frøkapslerne i store håndfulde, hakker dem og serverer dem for min far og lillebror på pasta.

De smager kraftigere end dem jeg plukkede i Aarhus.

 

Hvis du kan lide teksterne, kan du skrive dig op til at modtage en email når jeg udgiver nye tekster på bloggen.

Jeg har sat to lys i vinduet

Til en festmiddag jeg var til for nylig, spiste en kommunikationskonsulent en bid af sin culotte i jordskokpure og sagde at alting altid bliver bedre og at det virkelig kunne være værre, vi er faktisk ret heldige og jeg tænkte på plastik og ordet antroprocæn og på min brasilianske ven der brevstemte.

Jeg tænkte på etnonationalisme og Victor Jara som fik sine guitarfingre skåret af, før Pinochets mænd skød ham og på hans enke og døtre som aldrig fik liget at se, og på skove som ikke findes længere og på alle dem som døde i Irak og på de krigsfanger de amerikanske soldater pissede på og på konceptet collateral damage.

Jeg tænkte på at anden verdenskrig er mindre end hundrede år siden, og jeg tænkte på Palæstina og på at demokrati og slaveri engang ikke var modsætningen, og på at kongen engang var Guds bogstavelig udvalgte og på hvor umulig en bedre verden må have været for fæstebønderne og på hvor kort tid vi har været uden fascisme og på hvor lidt vi kan vide om fremtiden.

Jeg tænkte på at ofrene efter Hiroshima havde deres tøjs mønstre brændt ind i huden, på at Holocaust kaldes Shoah, katastrofe, på hebraisk, jeg tænkte på hvordan de dødes kroppe blev en del af landskabet i første verdenskrig, og James Connolly som de skød og på irerne, der næsten ikke længere taler gælisk. Jeg tænkte på at Josef Mengele blev kaldt Dødens Engel og at han syede tvillinger sammen, og på at nazisterne lod nøgne mennesker fryse ihjel for at se hvornår kroppen gav op og bruge resultaterne til at designe sneuniformer.

Jeg tænkte på Hvidstensgruppen, der sang Altid frejdig når du går før de blev henrettet klokken fire om morgen den tredivte juni og jeg tænkte på Fukuyama, der erklærede at verdenshistorien er slut, men trak det tilbage og på Islamisk Stats nationalsang, som er flerstemmig og smuk, og jeg tænkte på at interviewet i Deadline hvor intervieweren aldrig får fat i noget eller forstår at der ikke bliver talt til hende, men til de seere, der forstår.

Og jeg tænkte på om jeg mon ville gøre det rigtige, hvis de kom efter de svage, eller om jeg ville krympe og frygte og være menneskelig og bange og jeg er angst for at jeg ville være bange, jeg har aldrig affyret et gevær, men nogen sprænge togskinnerne hvis de kommer efter jøderne eller muslimerne eller de transkønnede og jeg ved ikke noget om sprængstof, og jeg har aldrig været i slagsmål.

Jeg tænkte på Breivik, der hørte storladen computerspilsmusik i sine høretelefoner mens han skød igen og igen og igen og igen og på livestreamen fra Christchurch og på Pittsburgh og okseculotte og på at BMW benyttede sig af slavearbejde fra de indespærrede homoseksuelle i KZ-lejrene til at bygge biler og på Hugo Boss, der designede SS-uniformerne, og jeg forstår ikke hvordan man siger ”det kunne være værre” og ikke ”det blive bedre”, i flygtningelejre sidder otteårige og græder og ved siden af Sjælsmark holder de skydeøvelser.

Jeg tænkte på at der er ikke noget i verden der forhindrer os i at gøre den bedre udover os selv, virkeligheden er ikke bare, den har ændret sig tusind gange, engang var jorden universets centrum, engang var kvinder hysteriske og pøblen for dum til at måtte deltage i demokratiet, engang var jorden 6000 år gammel, jeg håber den bliver fri og retfærdig engang, jeg håber ikke det her, det som er nu, er sådan det altid skal være, det her er ikke nok, det er ikke ordentligt nok eller frit nok eller stærkt nok eller godt nok og vi har ingen garantier for at det ikke bliver værre, før det bliver bedre, og jeg har ikke bogstaver eller ord eller sætninger nok til at beskrive min egen eller de jeg elskers sorg, hvordan skal jeg kunne beskrive verdens?

 

 

Jeg har tændt to lys i vindueskarmen, det plejer jeg ikke at gøre, men i år gjorde jeg og de virker uendeligt små mod mørket udenfor, som presser sig hårdt mod vinduet, så hårdt jeg er bange for det ville fosse ind hvis jeg vovede at tage hængslerne af og det værste ved mørke er at det føles så massivt og som gele, der trækker ind i hver eneste krog, hvis ikke lyset jager det på afstand, men lys brænder ud og jeg henter to stearinlys mere, jeg sætter dem her i vindueskarmen og vogter dem til de ikke brænder længere.

 

 

https://minindsamling.flygtning.dk/landsindsamling-2018/3-4096

https://www.youtube.com/watch?v=bgwS_FMZ3nQ

https://www.borgerforslag.dk/se-og-stoet-forslag/?Id=FT-02060&fbclid=IwAR2hCbmhpL_w81kmdrQwTE_D3aBFDJMxw8PTEdhB2fB5Kc5LYFrR6YAixh0

HAV

Min far lærte mig at dykke med snorkel i Grækenland, da jeg var helt lille, jeg sad på hans ryg og svømmede langs kysten ud mod et skær, der føltes uendeligt langt væk, vi dykkede ned under de turkise bølger (min mors yndlingsfarve var turkis) og fiskene var farvestrålende og talrige. Bedst kunne jeg lide søpindsvinene, der urørlige sad fast på klipper, med de lange pigge stikkende direkte ud i vandet, jeg gruede for at træde på en.

Vi dykkede ned til bunden og samlede de forstenede søpindsvin med de snorlige, smukke riller, jeg forstod ikke at de var organiske og ikke trykt i en fabrik.

Man får vand i munden, når man snorkler og dykker dybt, min far lærte mig at holde vejret og blæse hårdt i min snorkel når jeg ramte overfladen, så vandet sprøjtede som fra en hvals åndehul, og plaskede ned overalt omkring mig og ramte mig på ryggen.

Vi tog søpindsvinene tilbage til stranden, hvor min mor, tror jeg, roste mig for dem.

Senere indfangede jeg små hundestejler i en overskåret plastikflaske og viste dem frem for mine forældre. Jeg forsøgte at lave et lille akvarie ud af min plastikflaske, men jeg forstod godt inderst inde, at det ikke kunne vare ved.

Ved solnedgang satte jeg fiskene ud i havet igen.

 

 

Jeg bryder mig ikke om at dykke for dybt. Vandet begynder at presse mod ens øre, det er en særlig smerte, en pibende en, som om man i for lang tid havde stået for tæt på en hyletone.

Min far lærte mig at trykudligne, at holde mig for næsen og puste ud, så øregangen fyldes med luft, der kan trykke ud mod vandet, hvis tyngde buldrer mod trommehinden.

Under Storebælt og i fly (jeg bryder mig ikke om fly) holder jeg mig for næsen og puster ud, så tænker jeg på min far og på det turkisblå vand i Grækenland.

 

 

Jeg læste ofte Jules Vernes En verdensomsejling under havet, og jeg var skrækslagen for kæmpeblæksprutten, men også draget af skibet Nautilus, som var så luksuriøst og fremmed, og hvor kaptajn Nemo udlevede sit eksil fra landjorden.

Min far forklarede mig at Nemo betød ”ingen” på latin, og at latin var et dødt sprog og min barnekrop kunne knapt bære dybden og tyngden af så forbudt og fortabt viden.

Jeg fandt på skolebiblioteket bøger om Kraken og Loch Ness-uhyret og søslanger, mine venner og jeg fortalte hinanden skrækhistorier om enorme monstre, der lurede under havet og åd mennesker, vi forestillede os at vi var skibskaptajner og nogle gange måtte vi stoppe legen af frygt og overvældelse.

 

 

Min bedstefar kendte en polak på Langeland, der vidste hvor torskene lå ved middagstid, og min bedstefar tog min bror og jeg med i jollen. Vores fiskestænger var dobbeltkrogede, og så rodede vi ud til et særligt sted (man kunne se fyret mod øst, tror jeg, og et andet kendemærke mod nord) og lod båden drive med strømmen.

Hvert femte minut trak vi linen ind og hver gang havde vi fangst, jeg fangede to dusin fisk, jeg har altid haft fiskerlykke, vi vidste ikke hvad vi skulle med alle de fisk. Vi stegte en til aftensmad, resten frøs vi ned og gav mine forældre, men jeg husker ikke at spise dem.

En anden gang i Sverige fangede jeg en aborre i en sø, men jeg husker heller ikke at spise den.

 

 

Da jeg var syv år, vandt jeg en præmie for min fastalavnsudklædning; jeg var klædt ud som dykker. Jeg var i en sort våddragt, mine svømmefødder og -briller og min far havde lavet mig to dykkerflasker af tomme halvandenliters colaflasker og to meter plastikrør.

Jeg måtte gå baglæns med svømmefødderne, der var først der jeg forstod hvor akavede og forkerte de var på landjorden, det gjorde mig mærkeligt trist.

Jeg vandt en legetøjstelefon, jeg forstod ikke hvorfor det var præmien, den sagde en høj ringelyd, når man trykkede på den nederste venstre tast.

 

 

Engang da vi var i Italien og på vej hjem stoppede vi ved en strand for at bade en sidste gang i det varme hav.

Jeg svømmede langt ud, jeg kunne ikke se mine forældre eller mine søskende. Bølgerne var høje, det blæste stærkt imod mig, og jeg følte voldsomt at jeg levede. Jeg nød at blive kastet rundt, jeg drømte mig ind i en dramatisk situation jeg ikke husker længere, hvor jeg måtte kæmpe mig op til overfladen efter luft, og det var så virkeligt at jeg slugte en mundfuld vand og hostede voldsomt, men bølgerne blev ved med at komme, og jeg gispede og kastede op i saltvandet og blev iskold og kæmpede mig ind mod land og skuttede mig og smed mig i sandet og koncentrerede mig om at trække vejret langsomt, igen og igen og igen.

Under mig var sandet varmt og klistrede sig fast mellem mine tæer i store klumper.

Jeg er begyndt at ængstes og dyrke tomatplanter

Jeg er begyndt at dyrke tomatplanter.

Jeg har prøvet at have krydderurter før, timian fx, men jeg glemmer at vande dem, eller jeg tager et sted hen, og når jeg kommer tilbage, er de knastørre og falder fra hinanden, når jeg rører ved dem.

Tomatplanter skal have sol, nederst i deres krukke er der lerkugler, der hedder Leca®, som skal sikre at det overskydende vand kan løbe fra. De føltes alt for lette mellem mine fingre, da jeg lagde dem nederst, som om de var lavet af plastik.

På pakken står: Grundmaterialet i Leca® letklinker er fed plastisk ler, der brændes i roterovne, hvor leret ekspanderer til små »korn«, kaldet Leca® letklinker. Ved brændingen forsvinder alt overskydende organisk materiale.

Jeg prøver ikke at vande dem for tit, jeg kan ikke holde tanken om at de drukner ud.

De kan ikke stå indenfor hele tiden, læser jeg på nettet, de skal bestøves af insekter, så jeg sætter dem udenfor på min altan, jeg sørger for at de får solskin.

En af planterne er lidt mindre end de andre, jeg vender krukken, så den får mest sol.

 

 

Sidste år begyndte pindsvinene at tørste, fordi der var så varmt og næsten ingen regn.

I virkeligheden tørstede de ikke på den måde; de orme, de lever af, forsvandt langt ned i jorden, fordi der var for tørt øverst oppe.

Jeg føler mig tæt på pindsvin, engang samlede jeg en op, der havde forvildet sig ud på asfalten. Dens pigge var så spidse, at jeg blødte fra min pegefinger. Jeg svøbte den ind i et halstørklæde, den rullede sig helt sammen, og så satte jeg den ned i en park ikke så langt væk, hvor den forsvandt ind i buskene.

Når min farfar røg pibe i haven ved skumringstid, kom pindsvinene altid ud af krattet, og jeg måtte tie stille for ikke at skræmme dem væk.

Jeg har læst, at de ofte gemmer sig i sankthansbålene, fordi der er mørkt og skyggefuldt, og de mest er aktive om natten, og når vi tænder bålet brænder de inde, uden at vi nogensinde ænser, at de var der.

Jeg har ikke set nogen insekter sætte sig hos mine tomatplanter.

Jeg har faktisk ikke set nogen flyvende insekter i lang tid, kun skolopendre og bænkebiddere under barken på det elmetræ, der væltede ned over naboens mark hjemme hos mine forældre. Vi blev nødt til at møde op alle sammen for at fjerne det, min far svedte i solskinnet mens han skar det i mindre stykker, vi kunne læsse i traileren.

Senere viste han mig, hvordan man bruger en motorsav.

Siden han lærte min bror det, har jeg været misundelig og set det som en ting en mand ved hvordan man gør, men da jeg stod med de kevlararmerede sikkerhedsbukser og visiret og høreværnet og trak motoren i gang og savede tykke kævler i bidder, der kunne passe i fyret, syntes jeg mest det var varmt og hårdt og larmende, og jeg følte mig mere sårbar end mandig.

En motorsav springer undertiden tilbage, den flår i grene og træstykker og efterlader en fin, lys linje af savsmuld på det grønne græs.

Jeg lugtede af benzin og støv resten af dagen.

 

 

Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre med de ting jeg læser om klimaet.

Jeg har hørt at gletsjerne på Mount Everest er begyndt at smelte, og at de frosne lig, der ligger her, tør op og begynder at rådne.

1977 er det sidste år, hvor der ikke døde nogen af de bjergbestigere, der forsøger at nå toppen.

De øverste niveauer af bjerget kaldes ”dødszonen”, fordi der er så lidt ilt, at menneskeliv ikke kan være her i længere tid ad gangen, kroppen bruger ilt hurtigere, end den kan optage det fra luften. Den manglende ilt resulterer i uovervejede beslutninger og siden bevidstløshed og død.

Et af ligene kaldes Green Boots, efter hans støvler. Man ved ikke med sikkerhed hvem det er, men hans grønne Koflachstøvler er blevet et fast kendingsmærke for de nordlige ekspeditioner, de ses tydeligt i den lyse sne.

I Rusland, oppe nordpå, var indkapslet miltbrandbakterier i permafrosten, og da temperaturen steg til uventede højder i 2016 blev et dusin mennesker syge og et barn døde. Da jeg var barn tænkte jeg på jorden og isen som noget fra fortiden, noget man tog prøver af for at forstå da, men måske skal jeg lære at forstå det som viklet sammen med nutiden og fremtiden.

 

 

Jeg har læst at man helst skal vande tomater meget engang imellem, og ikke lidt og ofte, så jeg forsøger at holde mig tilbage, jeg ved ikke hvordan sund jord ser ud, men jeg holder meget af deres sarte grønne farve.

Jeg købte jorden til dem i Netto, det kom i en lille, komprimeret plade, der skulle blandes med vand af to omgange (først en halv liter og så en hel liter), indtil det hele svulmede op til sort, fugtig muld, jeg kunne plante stiklingerne i.

Jeg glemte at vaske hænder, og opdagede først da vi skulle spise at jeg stadig havde sorte spor i håndfladen.

Mine forældre har ikke tid til at plukke alle bærerne derhjemme, de rådner på buskene. Jeg tilbyder at komme forbi og sylte. De ser lettede ud.

Da jeg var lille og æblerne faldt, var jeg altid bange for det tidspunkt, hvor de begyndte at rådne. Den søde duft varslede hvepse og orme, og de grønne frygter blev brune og bløde, måske var det forrådnelsen jeg ikke brød mig om, en påmindelse om at alt der er friskt og ungt engang bliver først til mos og så til støv.

I lang tid forestillede jeg mig, at alle mennesker tænkte at deres barndom havde mere sne end nutiden, at somrene var varmere og krydderierne smagte stærkere. At virkeligheden engang var mere ægte og virkelig, at alting blev gråt med tiden, at vi i virkeligheden alle sammen var nedfaldne æbler.

Men nu indser jeg, at der faktisk er mindre sne end i min barndom, og at jordbær modner tidligere, indtil de smelter i varmen og sødmen bliver uudholdelig.

Sidste sommer tørstede pindsvinene, Sveriges skove brændte, hele Europa brændte på skift og Californien med, og insekterne forsvinder. På bunden af havet koger koralerne ihjel, indtil de bliver til hvide skeletlandskaber, hvor intet kan leve.

Undtagen gobler.

Om natten henter jeg mine tomatplanter ind, jeg stiller dem nænsomt i vindueskarmen. Jeg ængstes, hvis de får brune pletter.

Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, hvis de dør.

”Sorg er ikke en sygdom man kommer sig over. Det er et handicap man altid lever med.”

I 2017 døde syttenårige Hans pludseligt og uventet af meningitis. Det efterlod hans far, Ivar, med et hul i sjælen som aldrig går væk. Men han skal lære at leve med det.

Af Jens Haag

Der står en glaslanterne med levende lys til venstre for hoveddøren. Det har brændt i over to år. Lige siden den anden januar 2017.

Det var dagen efter Hans Michael Graham Petersen døde af meningitis, sytten år gammel.

”Jeg forstod det ikke, da det skete, ikke for alvor. Jeg forstod det godt faktuelt, jeg forstod godt, at Hans var holdt op at ånde, at hans hjerte havde givet op. Jeg havde set ham dø. Men jeg forstod det ikke inderst inde. Hver dag når jeg vågnede, og han ikke var der, var det som om, jeg skulle opleve ham dø igen. Og igen.”

IMG_0792

Til venstre for hoveddøren brænder altid lys.

Ivar Graham Petersen er fattet, når han taler om sin afdøde søn. Direkte.

Der var ingenting i verden, der varslede, at nytår 2016 ville blive så sort. Ivar og hans kone skulle spise hos naboen, Hans skulle have besøg af sine venner. Men ved firtiden begyndte han at få det dårligt.

Knap 24 timer senere døde Hans af meningitis, og Ivars verden gik i stykker.

 

 

Ved Furesøs bred, omkring en halv kilometer fra familien Graham Petersens hus, står et bordebænkesæt lidt afsides og omgivet af træer. Dets ben er kunstfærdigt udformet som store H’er, træet er lysebrunt og midt på står påskeliljer.

På bordpladen er indgraveret: ”Til minde om Hans M. G. Petersen. Elsket og savnet.”

”Hans brød sig ikke om gravsteder. Man skal ikke spilde pladsen på de døde, sagde han, den burde være til de levende. Så vi besluttede os for at lave noget til de levende: Et sted man kunne samles og være. En mindebænk.”

Det er ikke fordi, Ivar tror, at Hans er mere tilstede her ved sin mindebænk end andre steder. Han er ikke spirituel, som han siger. Men cirka en meter til venstre for bænken er en lille smule af Hans’ aske begravet (selvom det egentlig er ulovligt i Danmark) ved siden af et nedgravet øltårn med både Heineken og Faxe Kondi.

Engang kom Hans og hans venner herned og drak øl før festerne på gymnasiet. Nu er her altid noget koldt at drikke, hvis nogen skulle komme forbi og være tørstige.

Ivar holder ofte foredrag om meningitis, om hans oplevelser dengang i januar. Han blev nødt til at gøre noget bagefter, et eller andet.

”Når jeg er ude og tale, så kæmper jeg for Hans. Det er vores kamp. Så går jeg herned bagefter, for at samle tankerne. Nogle gange taler jeg lidt til Hans. Til at begynde med, lige efter det skete, begyndte jeg altid med at sige: Det kan fandme ikke passe. For det kunne det virkelig ikke.”

Det var meningen, at Hans skulle have rejst i Australien, det var hans konfirmationsgave. Men i stedet rejste Ivar og hans kone derned med Hans’ aske, et år efter hans dødsdag. Så gik de til stranden, og her spredte de størstedelen af asken. Solen skinnede. Over dem skreg en havørn.

”Det var meget smukt. Et eller andet faldt på plads i mig, jeg forstod, på et niveau jeg ikke havde forstået før, at Hans virkelig var død, og at han ikke længere var en del af min nutid. Men jeg er ikke klar til at acceptere, eller forstå at han heller ikke er en del af min fremtid. Jeg ved slet ikke, om jeg kan forstå det. Jeg tør ikke. Jeg er bange for, jeg ikke kan leve med den indsigt. Ikke lige nu, måske i fremtiden, hvem ved.”

IMG_0788.JPG

Hans’ aske, omgivet af lys, billeder og hilsner fra gamle venner.

Det er nemt at mærke Hans i huset i Farum. I stuen står de sidste rester af hans aske, hilsner fra fodboldkammeraterne og billeder fra Parken, en smilende Hans med en stolt fars arm om skulderen.

For enden ad gangen er hans værelse. Der ligger stadig målmandshandsker i skabet. I en halvtom IKEA-reol står en Smirnoff Ice og en Cuba Caramel. Det sprut Hans skulle have drukket nytårsaften.

”Vi var derinde to gange i 2017. Overhovedet ikke i 2018. Sengen er ikke redt,” siger Ivar, næsten undskyldende og peger. Hans’ tøj er spredt udover den.

”Jeg tog sengetøjet af den. Jeg har tænkt mig at sove i den, engang. Jeg ved ikke helt hvad jeg skulle få ud af det.”

Ivar taler om Hans’ ekskæreste, der altid kommer til deres årlige mindearrangement. Om veninden, der lægger røde roser ved mindebænken. Om at møde Hans’ venner, når de sidder ved bænken. Hvor stolt han er over, at Hans stadig lever hos dem. At han ikke bliver glemt.

”Han var god nok til at spille elitefodbold. Hans træner sagde til mig, at han engang ville rykke Hans’ op. Men Hans så på ham og sagde, at selvom han, siden han var fire år havde drømt om at spille professionel fodbold, så var han så glad for sine venner, at han helst ville blive på holdet. Det var nok for ham.”

 

 

Undertiden, ganske kort, bliver Ivars øjne blanke, og hans stemmer bæver svagt, han finder et lommetørklæde frem fra en uset lomme og dupper øjnene.

”Jeg er godt klar over, det ikke var min skyld at Hans døde. Men jeg er hans far. Og det skete på min vagt. Jeg mistede noget af mig selv, noget gik tabt for evigt, og jeg får det aldrig igen.”

Engang spurgte Ivar en anden i en sorggruppe, om hun drømte om sit døde barn. Sjældent, svarede hun. Ivar har også kun drømt om Hans ganske få gange. Men én drøm står stadig krystalklart:

”Jeg drømte, at Hans og jeg var i fitnesscenter sammen. Han skulle slå en rekord. Jeg hjalp ham med vægtene, han løftede og kæmpede, og til sidst lykkedes det ham at slå rekorden. Pludselig var vi omgivet af alle hans venner, der lykønskede ham og grinede og smilede. Og pludselig forstod jeg, på en eller anden måde, at Hans i virkeligheden var død. Jeg omfavnede ham og kyssede ham, og han blev pinlig og skubbede mig væk: ”Far, ikke foran mine venner!”, men jeg tror i virkeligheden, han holdt af det. Så vågnede jeg, men jeg kunne stadig mærke ham, virkelig mærke krammet og ham.”

Om sin hals bærer Ivar et guldhjerte. Det hviler synligt på hans sweater. I dets inderste er indkapslet en lille smule af Hans’ aske. Ikke meget, men nok. Ivar tager det aldrig af.

”Sorg er ikke en sygdom. Det er ikke noget man kommer sig over. Det er et handicap, det er ligesom at miste et ben. Det er at miste noget, der er helt essentielt og livsvigtigt for en, noget man har støttet sig til altid. Man får det aldrig igen. Man får aldrig sit ben igen. Men måske, hvis man prøver hårdt og øver sig, kan man lære at gå på en ny måde.”

IMG_0791.JPG

Det øverste billede forestiller Ivar og Hans. © Ivar Graham Petersen.