Min mor lærte mig aldrig at kende

Man siger om nogle mennesker, at ”de kan læses som en åben bog”.

På min bogreol står to bøger. Jeg har haft dem, siden jeg var ni år. Jeg har aldrig læst dem.

Der skete også en anden ting, da jeg var ni år: Min mor døde af kræft.

Hun blev syg, da jeg var syv år, hun fik behandlinger i Tyskland, hun og min far var væk i lange perioder. Hun var journalist, hun skrev artikler i avisen om, hvor uretfærdig hendes skæbne var, hun skrev e-mails til alt og alle, hun skrev breve til min lillesøster og mig, som først måtte åbnes, når vi blev konfirmeret.

Kræften bredte sig til hjernen, hun holdt op med at skrive. Hun holdt op med at tale. Hun holdt op med at fortælle. Hendes hår faldt af på grund af kemoen, hendes ansigt svulmede op af binyrebarkhormon, svulsten i hjernen påvirkede hendes hukommelse, og hendes personlighed, de nyeste ting, forsvandt først. Min søster og jeg, for eksempel, vi holdt op med at være en del af den fortælling, hun kunne huske om sig selv. Hendes vejrtrækning blev stor og larmende.

Vejret blev koldere.

Så døde hun en dag i november.

Jeg så hende, jeg så, hvad der var tilbage af hende, før den sidste rest holdt op med at gispe. Jeg rørte ved hendes kolde hud, før den blev iklædt sit fineste tøj og forsvandt i en kiste af lyst fyrretræ, og jeg så kisten forsvinde ned i den to meter dybe grav, jeg så graven forsvinde i et hav af blomster, og jeg så blomsterne forsvinde over de næste måneder.

Jeg blev til et barn, hvis mor er død. Der gik mange år, hvor jeg var sådan et barn.

Så blev jeg konfirmeret. Jeg åbnede brevet, min mor havde skrevet. I det stod der: ”Hvad laver du nu? Skriver du digte? Spiller du computer? Har du en kæreste?”.

I en af de artikler, min mor skrev, før hun døde, er der to lister. Den ene hedder ”ting jeg nåede”. Den anden hedder ”ting jeg ikke nåede”, og dén liste er næsten dobbelt så lang som den første. Et af punkterne er: ”at blive gammel”.

Min mor lærte aldrig mig at kende. Hun lærte, hvilket barn jeg var, hun havde nok anelser om, hvilken voksen jeg ville blive. Jeg spiller faktisk computer, jeg har prøvet at skrive digte, jeg har haft kærester. Men det er og bliver kun anelser. Endda før hun døde, forsvandt jeg ud af hendes verden, ædt op af kræftsvulster. Hun forsvandt også, ned i jorden, op i himlen, hvor nu børn tror, deres døde forældre forsvinder hen.

Sammen med brevet fik jeg hendes to yndlingsbøger: Peter Høghs ”Frøken Smillas fornemmelse for sne” og John Fawkes’ ”The Magus”.

Jeg har en vag fornemmelse af, hvad de handler om.

Men jeg tør ikke læse dem.

Mine venner taler om, at de forstår deres forældre bedre, jo ældre de bliver. At ens forældre giver bedre mening, når man selv vokser til og forstår verden fra deres højde. Man bliver ligemænd, til dels.

Jeg kan ikke stille mig over for min mor og spørge, om hun er stolt af mig. Om hun synes, jeg har gjort noget ud af mit liv. Hvad hun synes om regeringen. Hvorfor det absolut skal gøre så ondt at eksistere. Hvad hun synes eller mener eller tænker om noget som helst.

Alt jeg har er billeder. Billeder fra jeg var lillebitte og ligger mellem mine forældre på en strand på Kreta. Billeder af min mor, der holder et nyfødt barn, som man siger er mig. Billeder af en skaldet, døende kvinde, man siger er min mor.

Billeder af ord, når min farmor nævner min mor og siger, min lillesøster ligner hende, når min moster fortæller en gammel historie, når min far nævner, at othellolagkager er forbundet med sorg (men ikke vil fortælle mig hvorfor). Jeg sammenstykker den person, min mor var, af lånte og stjålne fragmenter, og ord og sætninger, men formår aldrig at skabe et helt menneske at læse, en hel åben bog.

Og jeg tør ikke læse de faktiske, hele bøger, hun efterlod mig. Så har jeg set alle de ord, hun kunne nå at give mig. Det er de sidste sproglige fragmenter af min mor, jeg får at se i dette liv.

Det er min sidste chance for at lære hende at kende.

Men jeg tør ikke.

 

 

Den her tekst er oprindeligt bragt i Kristeligt Dagblad. Men den er mest min.

Benspænd

De her tekster er skrevet på baggrund af mere eller mindre avancerede benspænd.

Bedsteforældre

Min morfar fik en blodprop i hjernen, det var i hvert fald sådan jeg forstod det, eller også var det et andet sted og det havde skadet nogle af hans forbindelser i hjernen.

Til at starte med måtte han gå med stok, jeg syntes han så meget ærværdig ud, men til sidst måtte han bruge en rollator. Jeg tror han blev indestængt af det, han havde altid været arbejder, og nu var han bundet til sofaen og han havde svært ved at tale. Han skrev meget, jeg fandt worddokumenterne på hans computer, mest tørre, sarkastiske tekster om politik, han var rød som roser og pølserne min mormor kogte med pastaskruer.

I hjerterfri havde han ændret modstandernes navne til Krarup, Langballe og Kjærsgaard, han var virkelig rasende over de to bornholmske præster. Jeg læste engang en genfortolkning han havde skrevet af den barmhjertige samaritaner, hvor Dyne-Larsen blev overfaldet af en HAer og Krarup og Langballe kom kørende forbi og konstaterede at han ikke var deres næste, fordi de ikke kendte ham særligt godt. Men så kom andengenerationsindvandreren Ali forbi i sin BMW og samlede fluks den kvæstede Larsen op. Hans danskundervisning var uheldigvis for nyligt blevet sløjfet af kommunen, så han misforstod ”privathospital” og troede der stod ”pirathospital” og afleverede fluks Dyne-Larsen til behandling og betalte de noget overraskede læger i kolde kontanter, jvt det med pirathospital.

Da Dyne-Larsen kom sig ville han betale igen, men det ville Ali ikke have noget af, og da Dyne-Larsen foreslog en traditionel dansk middag måtte Ali takke nej, på bekostning af ikke at være velintegreret nok til Gammel Dansk, så han og Dyne-Larsen måtte bare sige farvel og Ali blev taget af politiet en uge senere og smidt ud af landet, fordi han ikke havde betalt moms af kontantbetalingen på pirathospitalet.

Jeg ville ønske at min morfar ikke var død, da jeg var 14. Jeg ville gerne have talt med ham, sådan ordentligt, i voksen tilstand, han sagde for sjov at jeg ville blive gjort arveløs hvis jeg nogensinde stemte radikalt, og det er jeg holdt op med igen, og jeg ville godt nok gerne spørge ham til råds.

 

To sexscener:

Sexscene, men ingen beskrivelse af kroppe eller kroppes bevægelser

I:

Han duftede hårdt, det mindede hende om grønligt mos og solen, der varmede murstenene på hendes forældres gård, og mest elskede hun når han blev stille og eftertænksom og næsten pinligt bevidst hvis hun spurgte ham om noget, og han indså at hans opmærksomhed var fordampet, så gjorde han sig umage for at være tilstede, også selvom det ikke betød så meget for hende. Det og når hans skæg var langt nok til at det var blødt mere end stikkende, den hårde, mandede duft og det bløde skæg gjorde hende varm og flydende og når hun havde det sådan, blev hendes kys til små, intense hug og hun lagde mærke til at hans overarme altid spændte, når hun kyssede ham sådan.

Han blev altid betaget når hun klippede blomsterstilke, hun gjorde det med et pludseligt snuptag, en af den slags bevægelser, der kun opstår af mange års gentagelse. Der var mange ting hun gjorde uden at tænke over det, hun tegnede fraværende skitser i marginen på mødedagsordener, hvis de havde kedet hende, han elskede dem højt, selvom hendes læber blev en lille smule stramme, hvis han sagde noget om det. Hun følte det var lidt pinligt, lidt spild af tid, men han havde overbevist hende om at gemme nogen af dem i den nederste skuffe på kontoret og hun havde en hvid sommerkjole hun tog på, hvis hun var i et særligt humør, og når solen skinnede igennem den kunne han se de bløde konturer af hendes ben og talje og der var et varmt, orange begær dybt i ham så, som om han pludselig opdagede at han var tørstig en varm sommernat og alt andet end koldt vand blev sløret og fjernt.

 

 

II:

De kan ikke bo i samme bygning som mig, væggen til min stue ligger op imod nummer 17.

Hvis jeg har set dem ved jeg ikke hvem de er, der er et flot par i Rema nogle gange, den mørkhårede er altid i en mørk, blå farve, der passer godt til deres øjne, men jeg har ikke noget at bygge min mistanke på, det kunne også være kvinden med solhatten og de røde skørter, eller den høje med rosenkvartshalskæden, undertiden sætter jeg mig på bænken under det lidt skravlede birketræ og ser på mennesker, jeg har aldrig været en af dem der siger til andre mennesker, at jeg godt kan lide at ”se på mennesker”, jeg har aldrig gjort det før, men jeg forsøger at regne ud hvem det mon kunne være.

Jeg går ud fra at de må vide at jeg kan høre dem, bygningen er meget lydt. Jeg har forsøgt at gøre dem opmærksomme på det ved at dyrke min yoga meget højlydt, sukke højt når jeg strejker ud og den slags, og høre høj jazz.

Jeg bliver helt elektrisk og tavs indvendigt, når jeg hører dem, jeg vil helst ikke have at jeg får det sådan uretmæssigt, det skal ikke være fordækt, allerbedst kan jeg lide når de taler sammen imens, det er svært at skille ordene fra hinanden, men så bliver de dybe rytmiske lyde pludselig afbrudt af høj, klingende latter, luften i min stue vibrerer af den latter som langsomt ændrer karakter til noget rytmisk igen, noget tiltagende og intensiverende, to stemmer, der smelter sammen.

Så ligger jeg bagefter og trækker vejret tungt, indånder den vibrerende luft ganske langsomt, indtil jeg kan rejse mig igen.

Langt borte i horisonten flyver de væk og de kommer aldrig mere tilbage til mig

Det regner i dag, men det føles som om det har regnet i lang tid.

Jeg ser nogen jeg kender og holder af på bussen og gør mit ypperste for at de ikke skal se eller genkende mig for jeg er bange for at de vil blive sårede eller frygtsomme over hvem jeg er lige nu, og jeg har ikke kræfterne til at være nogen andre, jeg håber ikke de ser mig og tror der er personligt.

Jeg ville nok selv tage det personligt.

 

Arnold Busck er gået konkurs, mine venner fra litteraturvidenskab er i sorg, jeg er mest ked af det på de ansattes vegne, det er så ydmygende at blive fyret, jeg blev engang fyret fra Bog og Idé da jeg var 15 og jeg begyndte at græde foran min chef, som spurgte ”Hvad havde du regnet med?” og det ved og vidste jeg ikke.

 

Der vil være dem, som konstaterer at vi lever i en uoplyst og dum tid, hvor folk er mere optagede af deres hår eller negle eller kroppe end af sjælelig næring som bøger, men jeg er ikke sikker på den tid de drømmer sig væk til nogensinde har eksisteret.

Der er smartere og hurtigere og lettere måder at bruge sin tid på end at købe dyre hardbacks og stille dem i sin bogreol som pynt, jeg tror ikke verden er bedre tjent med flere, der pisker sig selv over at se TV-serier i stedet for at flagellere sig igennem Proust eller Knausgaard, det føles unødvendigt lidelsesfuldt, man er fordømt uanset hvad man gør og det er som sædvanlig de stærkeste og mest selvretfærdige, der fordømmer alle andre.

Jeg tror ikke Utopia består udelukkende af mennesker, der læser de samme bøger som mig. Det håber jeg ikke.

 

Der findes to slags mennesker, vel, dem som begræder noget tabt og de som håber på noget bedre og jeg har sympati for begge for de første sørger, og man skal holde om de sørgende, og de sidste kommer til at blive skuffede igen og igen og igen, og hver gang man bliver skuffet slår man et lille stykke af sig selv og det kan ikke limes fast igen.

 

Det store bibliotek i Alexandria brændte ikke ned på en gang, der var ikke nogen stor katastrofe, hvor den antikke verdens samlede visdom forsvandt, det var mere som et universitet, hvis midler blev skåret væk lidt efter lidt, fordi det ptolemæiske dynasti mistede interessen.

Jeg troede faktisk der havde været en stor brand, der havde været et drama i en stor brand, det her føles gråt og bekendt.

 

Der sidder en uro i min mave og tæt ved hjertet, jeg ved ikke hvad jeg kan gøre ved den. Jeg bliver pludselig trist over småting, jeg har svært ved at vikle mig ud af det igen.

Jeg føler mig skrøbelig på en grim eller svag måde, som om jeg kunne læse omkuld hvert øjeblik, som om jeg mest sørger og mindst håber.

 

Jeg læser Tove Janssons Sommerbogen når jeg kan, og der er en smuk ting i det som satte sig i mig om edderfugle og mos:

”Det er kun bønder og sommergæster, der tramper rundt i mosset. De ved ikke, og det kan ikke gentages ofte nok, at mos er noget af det mest ømtålelige, der findes. Man træder på det én gang og mosset rejser sig igen efter regnvejr, anden gang rejser det sig ikke. Tredje gang man træder på mosset, dør det. Det er det samme med edderfugle: Tredje gang, de bliver skræmt op fra deres rede, flyver de bort og vender aldrig mere tilbage.”

Det føles som om jeg har skræmt en flok af edderfugle for tredje gange, og langt borte i horisonten flyver de væk, og de kommer aldrig mere tilbage til mig.

 

1. maj: Hvordan skaber man en uovervindelig mildhed?

Der er ikke, strengt taget, meget at fejre i dag.

I USA bulldozede det demokratiske etablissement Bernie Sanders kampagne, da de, efter Sanders sejr i Nevada, fik Obama til at ringe rundt til de midtersøgende kandidater og bede dem stille sig bag ærkecentristen Joe Biden, som nu er den demokratiske præsidentkandidat.

I England har Jeremy Corbyn definitivt trukket sig fra Labours formandspost, tilbage til sin kat og sin menige plads som parlamentsmedlem for Islington. Den noget mindre konfrontatoriske advokat og ridder Sir Keir Starmer er hans erstatning.

Enhedslisten har sendt mig en mail: De håber jeg vil ændre rammen på min Facebookprofil i solidaritet med frontkæmperne mod corona.

Jeg føler mig besejret, os besejret, alt det håb jeg havde for et halvt år siden, er forduftet på få uger. Jeg er ikke længere overbevist om at håb er en politisk brugbar følelse.

Brecht sagde engang at hvis en godhed kan besejres er det farligt at give den offerstatus, en besejret godhed var nok god, men den viste sig uholdbar, en bedre godhed havde ikke været besejret, undertiden forestiller jeg mig at bygge en sådan godhed, en uovervindelig mildhed, men jeg ved ikke hvordan man bygger paradokser og det føles som om tiden er ved at løbe fra os.

 

 

Jeg er blevet besat af en bollywood-sang. Eller nærmere, jeg er blevet besat af koreografien i en Bollywood-sang, Malhari fra Bajirao Mastani, et ufatteligt storsælgende historisk kærlighedsdrama.

Krigerkejseren Bajirao synger en sejrssang akkompagneret af hundredvis af dansere, alle i rustning. Det er kraftfuldt, det ser sjovt ud, jeg ville ønske jeg var en del af det.

Mest kendt er videoen fordi den engang sidste år blev redigeret så Bajiraos ansigt var erstattet af Donald Trump, og den blev delt af præsident selv og et utal af hans tilhængere.

Jeg må indrømme at jeg er udmattet af den politiske energi, jeg er dybt misundelig.

Her ville Carsten Jensen eller lignende nok begræde nutidens blodfattighed, eller også ville man med dryppende ironi beskylde den moderne venstrefløj for at være kønsløs, på trods af vores mange kønsidentiteter, og ukampdygtig, for veluddannet og for langt væk fra virkeligheden, for mild og altomfavnende, alt, alt for blød.

Og så er vi tilbage ved paradokset, den uovervindelige mildhed. Hvordan bygger man en uovervindelig mildhed?

 

 

Den anden dag udtalte Søren Pape Poulsen at det måtte skæres på velfærden i coronakrisen.

Pia Olsen Dyhr kritiserede ham for det på Twitter, hvortil Pape svarede ”Jeg beklager min realisme”, et udsagn der forklarer meget mere om den nuværende verden end jeg tænker Pape forestiller sig.

Filosoffen Mark Fisher beskriver i sin bog ”Kapitalistisk realisme” det faktum at den kapitalistiske virkelighed er blevet det eneste verdenssyn der på nogen måde overhovedet kan forestilles at være ”realistisk”.

Det er nemmere, citerer han Zizek, at forestille sig verdens undergang end kapitalismens endeligt.

Vores modstandere har bygget en uovervindelig realisme, de har taget patent på virkeligheden, de kan dømme folk til fattigdom og ulykke og sygdom og kalde det ”realisme”.

Sådan er virkeligheden, siger de, det kan ikke tænkes anderledes. Vi kan ikke beskatte milliardærer og passe på de svageste, vi kan ikke lave om, virkeligheden har budt mig at skære på psykiatrien og sygehusene, jeg har faktisk slet ikke noget valg, verdens tandhjul kører og virkeligheden har dømt de, der ikke er mig, til rædsel og hærværk og død.

Af alle ting i verden jeg beklager, så beklager jeg allermest denne realisme.

 

Det siges at være umuligt at gentænke et system man befinder sig indenfor, det er det Fisher beskriver, vi er låst så fast i vores kasse at et bud på et alternativ eller den mindste mildheds med det samme dømmes ude, drømmerier, naivitet, barnagtigheder.

Den voksne må acceptere at folk, der misbruges som børn kan risikere at dø af en stofoverdosis fordi en beklagelige realisme ikke kan tage hånd om dem.

Det er naturligvis ikke realisme i nogen forståelse af ordet overhovedet, det er slet og ret grusomhed og kynisme hyldet i kujonagtig nødvendighed. Ethvert menneske, der ikke er bundet af retorisk vrøvl og en politisk virkelighed, der lader til at være støbt i de svages blod og beton, vil med det samme forkaste ideen om at virkeligheden må og skal indeholde monumental grusomhed.

Men hvordan bygger man en uovervindelig mildhed? Hvordan besejrer vi en sådan dødskult, der ikke kan acceptere en mindre blodig virkelighed?

 

 

Jeg ved det ikke.

Jeg ved ikke hvordan man bygger en uovervindelig mildhed, jeg er bange for den bliver plysset og nusset og kan bekæmpes.

Og jeg ved ikke om jeg tør søge inspiration hos Bajiraos sejrssange (udover at det virker farligt at synge sejrssange når man foreløbigt har tabt), men måske er det på tide med en større skarphed, en insisteren på at få hvad man vil have, modstå latterliggørelsen fra folk, der afskyer os, og sige dem op i deres ansigter at deres virkelighed ikke er den eneste, nægte at acceptere de fortsatte blodofringer.

Minde dem om at vi er de mange, ikke de få, at det var umuligt for en fæstebonde at forestille sig en anden virkelighed, men at feudalismen ikke kan tage krav på virkeligheden, at historien ikke er slut endnu, at de må finde bedre argumenter end nødvendighed.

Retfærdighed og frihed er et valg man foretager og stærke kræfter står i verden for at knuse folk, der ønsker en anden virkelighed, de med pengene og magten bruger deres formuer på at finansiere CEPOS og initiativer, der skal holde en større mildhed uden for vores rækkevidde.

Måske er det på tide at bygge noget andet end uovervindelig mildhed?

En uovervindelig retfærdighed, en uovervindelig insisteren, en uovervindelighed i sig selv, noget voldsommere og stærkere end Facebook-rammer, noget mere simpelt, noget mere hårdtslående, minde verden om at den har ændret sig før og at den vil ændre sig igen, at deres realisme er forfejlet og grusom, at vi faktisk har et VALG om at ændre alting, det var et valg at give kvinder stemmeret, det var et valg at indføre demokrati, selvom eliten var imod det og kaldte det naivt.

Fremad, der er ikke andet at gøre end at lægge skinnerne mens vi går på dem, vi kan ikke tegne en plan for en uovervindelighed, men jeg minder mig om i svage øjeblikke at verdenshistorien er lang og at alting har ændret sig før, vores sejre er kun små og foreløbige og trods alt bevæger verden sig vel mod en større retfærdighed.

Måske er historien i sig selv uovervindeligheden, det håber jeg, eller nej, den mulighed opererer jeg med, håb er ikke brugbart nu. Lad os kalde det realisme i stedet: Det er urealistisk at retfærdigheden ikke kommer, at ligheden ikke kommer, at friheden ikke kommer, mennesket er godt og engang var den romerske kejser en gud og enhver anden idé havde været urealistisk.

Det er på tide at vende deres ord imod dem.

Kapitalismen er døende. Retfærdigheden kommer. Ligheden kommer. Det kommer ikke til at fortsætte med at være sådan her, uanset hvor meget I ønsker det.

Jeg beklager min realisme.

 

 

Der er en fin indspilning af Pete Seeger fra 1968, hvor han i Sverige spiller en gammel strejke-sang.

Vi har ikke totusind år mere, siger han, i hvilken vi kan nå at lære at elske vores næste. Vi må ændre omstændighederne i vores liv, vi må finde sammen.

Men det eneste jeg kan lige nu, siger han så med en vis sorg, lidt bitterhed, er at synge sange.

Og det gør han så:

 

Don’t scab for the bosses

Don’t listen to their lies

Poor folks ain’t got a chance

Unless they organize

 

Tell me, which side are you on boys?

Which side are you on?

Which side are you on boys?

Which side are you on?

 

Øverst er det kommunistiske flag fra Revachol i Disco Elysium, som jeg godt kan lide. Den omvendte stjerne står for at vælte den gamle orden. Geviret for en naturlig krone. Den hvide farve for fred. De tabte i øvrigt, kommunisterne, men kampen for en bedre verden fortsætter med historiens knusende fremgang steder, hvor ingen ser.

Da der voksede et hav frem i mit spisekammer (Del 1)

Den her historie begyndte på Twitter, da jeg pludselig fik tanken om en person hvis hus pludselig var blevet omdannet til en østersfarm. Den samlede udgave her er redigeret visse steder for at binde historien og tematik stærkere sammen. En alternativ titel kunne være Østerseen, men jeg fik engang fortalt at forfattere og journalister og andet pak skal holde op med at skrive rubrikker og titler til andre forfattere og journalister og andet pak og jeg har sjældent været så enig i noget. Billedet er af Shi Cheng, en undersøisk by i Qiandao-søen som jeg altid har syntes er smuk.

 

 

 

Jeg vågnede og nøs. Jeg så ned på gulvet og konstaterede at mit soveværelse stod i vand til en håndsbredde over lægterne.

Det var i det nu jeg for første gang fortrød at have givet min bror lov til at drive en østersfarm i min lejlighed, men det ville ikke blive den sidste.

En ting var vandet, men noget andet var at jeg snublede over store klynger af muslingerne i tide og utide. For ikke at tale om de knivskarpe skaller, der skar og rev, hvis jeg ikke huskede at tage de knaldgule gummistøvler på, min bror havde foræret mig som tak for tjenesten.

Jeg bandede og sjoskede min vej ud til entreen, hvor en udgave af Vanløse Lokalavis lå og flød, pakket ind i orange plastik, for at skåne den for vind og vejr og den svære fugt der uundgåeligt følger med driften på en mellemstor østersfarm.

“Godmorgen!” råbte min bror muntert fra køkkenet, hvor han sejlede rundt på mit tidligere spisebord.

“Vil du have en kop kaffe?” Før jeg nåede at svare, stak han mig koppen i hånden, kaffen smagte af koldt saltvand og pulverkaffe, formodentlig fordi det var de to ingredienser.

“Sig mig,” sagde jeg knottent, “hvornår kan man egentlig høste østers?”

Min bror kløede sig i sit viltre, røde skæg.

“Det er jeg faktisk ikke helt sikker på. De bliver kønsmodne efter ti måneder.”

“Okay, men nu spurgte jeg ikke om hvornår de boller vel?”

“Godt ord igen.”

Min bror drak den sidste slurk af sin kaffe, og skar kun ganske kort ansigt af saltvandssmagen.

“Jeg synes godt vi kan sælge dem efter de er blevet kønsmodne, det må ligesom være en naturlig alder at blive spist i, tænker jeg. Et knald og så er det den sidste vinaigrette.”

Jeg måtte affinde mig med ti måneders høj sø. Jeg flåede avisen ud af plastikhylsteret og åbnede den demonstrativt for at lade min bror vide at jeg var østers- og morgensur.

“Interessante nyheder?” spurgte han uden at skænke mine anstrengelser nogen opmærksomhed overhovedet.

“Det er en lokalavis, hvad regner du med?”

“Det kunne da godt tænkes at der havde været et interessant loppemarked eller et træf for fugleentusiaster eller sådan.”

Min bror ejede ingen ironisk sans overhovedet, hele verden var umiddelbar for ham. Det var dybt irriterende.

“I øvrigt,” sagde han henkastet, “tror jeg nok at der er vokset et hav på den anden side af viktualiekammeret.”

Jeg spyttede kaffen på gulvet, men det gjorde ikke den store forskel, det flød alligevel med saltvand og østers, og østers kunne så vidt vi vidste godt tåle koffein.

“Jeg er ikke helt sikker på hvornår det skete, men det er inden for den sidste uge.”

Han viftede en måge væk, der havde sat sig på et af stolebenet. Jeg smed avisen på bordet.

“Det skal fanderme blive løgn, jeg har ikke givet noget hav tilladelse til at vokse i spisekammeret!”

Jeg padlede med hænderne for at komme tættere på køkkenbordet, hvor blikdåsen med grydeskeer og den slags stod. Min bror havde uheldigvis ikke taget opvasken i et stykke tid, så det eneste der var tilbage var dejskraberen.

Men en dejskraber er bedre end ingenting.

“I det mindste,” fnyste jeg og roede hidsigt med dejskraberen, “skal nogen betale husleje for at anlægge et hav i min toværelsers!”

Min bror sagde ikke noget. “Kom i gang med at padle!” sagde jeg, han tog lidt forskræmt en paletkniv, og langsomt flød vi mod spisekammerets dør.

Min bror havde ret. Bag døren, midt i hyldearealerne, der hvor jeg plejede at have kartoffelmel og maizena, var et stort gab i væggen, der brød ud i et blåligt mørke.

“Hvis vi skal på ekspedition må vi have proviant,” foreslog min bror, “En skam muslingerne ikke er kønsmodne.”

“Pyt!” sagde jeg, “her er både kapers, knækbrød, Kalles kaviar!”

“Er her også nogle madvarer, der ikke begynder med k?”

“Siden hvornår er du blevet kræsen baseret på alfabetet.”

“Det var dengang tante Hilda serverede rosenkål, råkost og radiser og intet andet.”

“Du kommer til at spise dine konserves og være glad for dem!”

“Vi dør af skørbug hvis vi ikke får C-vitiman…”

“Her er kiwier, de er sure ad Pommeren til, det plejer at betyde de er sunde.”

Godt belæsset fortsatte vi med at padle, og flød langsomt ind i det blålige mørke.

“Er det stjerner?”

Højt op, langt over os, lyste tusindvis af fjerne, hvide prikker.

Det lignede stjerner, det var svært at forestille sig hvad det ellers skulle være, men månen var ingen steder. Det eneste andet lys, var sparepæren fra mit viktualierkammer langt bag os.

“Det kan være englenes blege bagender for min skyld, det eneste jeg er interesseret i er at finde den ansvarlige,” mumlede jeg og padlede videre.

Ikke så langt væk hørtes et skrig.

“Og måger! Ligner det her en nationalpark!”

“Lidt?” sagde min bror.

“Stille!”

En flaksen. “Aaiiiiirhg,” skreg mågen, der lignede den min bror havde basket væk, og satte sig nonchalant på et af stolebenene. Så nonchalant en måge nu kan være.

“Åndssvage kræ,” sagde jeg og slog ud efter den med dejskraberen.

“Aiiirhg,” mågede mågen og flyttede sig ikke.

“Så, så,” sagde min bror og rakte mågen et afbrækket stykke knækbrød.

“Man skal holde sig gode venner med havets dyr.”

Mågen tog glubsk imod knækbrødet.

“Og hvorfor så egentlig det?”

“Eh.”

“Aaaiaigh-gjrjajfjajfdsfasf,” bød mågen ind og var ved at blive kvalt i knækbrødet.

“Kønt arbejde, nu er vi ved at myrde et af havvæsenerne, du er virkelig en søulk.”

Min bror så såret ud. Han greb fat i mågen og dunkede den nænsomt bag hovedet.

“Aigh-ha-ha-ha,” harkede mågen og spyttede knækbrødet i vandet. Den så helt rystet ud.

“Er den ok?”

“Det tror jeg. Jeg ved ikke hvor vant måger er til nærdødsoplevelser.”

“Relativt vante vil være mit bud, deres popularitet taget i betragtning.”

“Under alle omstændigheder må vi tage os af den til den kan flyve.”

“Ja ja, først nationalpark, nu fuglereservat!”

Jeg padlede surt videre, mens min bror holdt øje med mågen.

 

Der var ikke andre lyde end den stille plasken fra dejskraberen og intet andet lys end de hvide prikker langt over vores ansigter.

“Hvad er det?”

“Hvad er hvad for noget?”

“Der er et lys!”

“Det ligner et fyrtårn!”

“Titusind tyfoner, jeg får hele kommunaladministrationen på nakken når de opdager at lokalplanen er smadret og kaput fordi nogen har bygget ikke bare et hav men et, gud bedre det, FYRTÅRN i mit viktualierkammer som i øvrigt er en del af en østersfarm!”

Der var helt stille i lang tid, mens vi drev mod det fjerne, let skælvende lys, der rytmisk viste sig og forsvandt.

“Det er heldigt du har sådan et stort spisebord.”

“Jeg hader når der ikke er plads til at have kondimenterne stående på bordet.”

“Jeg sørgede for at tage noget ketchup i spisekammeret, det passer på det med at al vores proviant begynder med k.”

“Alle kondimenter begynder vel med k.”

“Men tæller brød så også? Det er et kornprodukt.”

“Jeg gider simpelthen ikke diskutere det.”

“Aiighgh,” konkluderede mågen og hoppede forsigtigt ud af min brors hænder og hen til rællingen.

“Jeg bliver rasende hvis den måge falder over bord.”

“Var det med vilje med ‘over bord’?”

“Hvad? Nej, selvfølgelig var det ikke med vilje!”

“Der er et eller andet i vandet…”

Med et vældigt skvulp blev vandoverfladen brudt af et enormt og flæsket rygparti.

“PRHHFHFHFHFHFHFHHFHFHF,” sagde det og en kaskade af vand stod ned over os, mågen flygtede rædselsslagent hen i min brors arme, ikke at det ville hjælpe stort hvis vi kæntrede.

“En kaskelot! Jeg elsker kaskelothvaler,” sagde min bror mens saltvandet drev af både ham og mågen.

“Jeg forholder mig neutralt til dem, i hvert fald så længe den ikke vælter bordet.”

“De kaldes spermhvaler i Norge.”

“Hvad er der med dig og havdyr og sex eller kønsmodenhed.”

Min bror reagerede ikke. Hans øjne var blanke. Omkring ti meter væk lå kaskelotten og hvilede sig tilsyneladende.

“De kan dykke op til en kilometer ned, hvor de jager kæmpeblæksprutter.

Der er intet lys dernede, trykket er hundrede gange større end på overfladen.

Tænk hvor ensomt det må være. Vandmasserne trykker sig sammen omkring dig, det eneste selskab er dit bytte, som hader dig.”

Der blev stille, hvis man så bort fra hvalens højlydte vejrtrækning.

“Undertiden føler jeg mig som en kaskelot,” mumlede jeg så lavt at ingen hørte.

En tid passerede, det føltes som om luften holdt vejret og ingen af os turde, eller havde lyst til, at forstyrre den.

Så, lige så pludseligt som den var dukket op, udstødte kaskelotten en dyb, næsten mekanisk klikkende lyd og forsvandt ned i havet igen, ned i mørket og trykket.

Jeg begyndte at ro igen, jeg så ikke min bror i øjnene.

Han satte forsigtigt mågen på bordet og begyndte også at padle med paletkniven.

“Er du,” begyndte min bror famlende, “er du stadig ked af det med…”

“Jeg gider ikke tale om det, slet ikke i et hav i mit spisekammer!”

“Men tror du ikke det kunne have noget med havet at gøre…”

“Hvordan i alverden skulle det have noget med hinanden at gøre? Hun er væk, sådan er det, og det hjælper ikke at grave i det. Det eneste folk vil er at tale og tale og tale og jeg er TRÆT AF ORD, forstår du!”

Min brors øjne flakkede, mågen lod som om den overhovedet ikke lagde mærke til hvad der foregik. Strengt taget var det vel begrænset hvor stor følelsesmæssige dybde vadefugle havde, men den så nu engang sådan ud.

“Jeg vil hen til det fyrtårn, jeg vil have en FORKLARING!”

“Og så vil jeg ud herfra og så vil jeg af med dit rod og din østersfarm og være i fred fra indendørs have og uforklarligheder og kaos!”

Min bror så mig direkte i øjnene.

“Som du vil så.”

Og så roede vi i hidsig stilhed mod det fjerne lys.

Mine tanker vender ofte tilbage til fyrtårne

Mine tanker vender ofte tilbage til fyrtårne, mere end andre bygninger drømmer jeg om at eje et fyrtårn.

Der er noget tiltalende sørgmodigt over dem, engang var de livsnødvendige, nu er de stående levn uden anden mening end den rent sentimentale, de er som gamle familiefotos, engang ekstremt betydningsfulde, skattede ejendele, men nu er alle de, der kendte indbyggerne på billedet døde, de er bare underfundige levn.

Der findes så mange uddøde sprog vi aldrig kommer til at forstå, nogle gange tænker jeg over hvilke ting, der mon er tabt for evigt.

Det fineste jeg nogensinde har læst om at skrive kommer fra Sapfo, hun siger, lad mig skrive ord mere nøgne end kød, stærkere end ben, mere vedholdende end sener, mere følsomme end nerver, og jeg synes det er så fint at ordene altid har kroppen som udgangspunkt, jeg vil ikke skive som jern eller bronze, jeg vil skrive så en krop kan udholde det, men ikke længere, hertil og ikke længere.

Der er kun rester tilbage af Sapfo, kun knoglestumper og flossede trevler tilbage af hendes skrift og ord, min moster ringede, men jeg glemte at lægge på og hun hørte mig hulke ned i min pude bagefter, jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige, da hun skrev om jeg er okay.

 

Fyrtårne er steder, der er imellem steder.

Mellem havet og landjorden, mellem himlen og landet, de betyder både ”pas på” og ”her er sikker havn”, de er skiftevis blændende lyse og mørke.

Det må have været ensomt at være fyrmester i de såkaldte stag lighthouses, hvor fyrmesteren ikke havde sin familie omkring sig, hver dag som den samme, stå op, passe lygten, spise, sove, gentage, indimellem afbrudt af leveringen af forsyninger. De fik ikke god løn, man må gå ud fra deres forsyningerne har været tilsvarende.

Hvorfor romantiserer jeg en sådan tilværelse? Jeg ville blive gal inden for en uge.

 

Jeg tror måske jeg troede at det at skrive ville være det samme som at passe et fyrtårn: At stå mellem rummene og lede folk henover mørke vande, ensom og heroisk, men det er ikke sådan det er at skrive, det er i hvert fald ikke sådan det føles.

At skrive er bare noget jeg gør, det kan ikke lade sig gøre at lade være, men der er intet heltemodigt det, i hvert fald ikke med vilje, det er en bivirkning i bedste fald, men jeg bryder mig ikke om at tænke på at man kan være en helt, hvis man kun skriver om sig selv, heltemod kan ikke være selvoptagethed.

Gad vide om fyrmestrene tænkte sig selv som helte, eller om de bare forsøgte at overleve så godt de kunne.

 

Mine tanker vender ofte tilbage til fyrtårne, jeg har aldrig været i et, jeg er bange for jeg ville blive skuffet, måske ikke så meget over fyrtårnet som mig selv.

Det må gå

En sagde til mig den anden dag at det er vigtigt ikke at miste sin lyst til at gå, det var det Kierkegaard altid sagde, det er vigtigt at gå, man må ikke give op på det.

Mine forældre forærede mig i julegave et par dyre vandrestøvler, det tager lang tid at snøre dem. De er hæslige som nøgen beton og neonfarvet plastik og jeg holder meget af dem, jeg ville ønske jeg brugte dem oftere, for jeg elsker at gå, især sammen med andre, gå og tale, men jeg holder ikke så meget andres selskab ud, eller rettere, jeg holder ikke så godt mit eget selskab i andres selskab ud, så jeg går ikke nogen steder for tiden.

Jeg ville ønske jeg gjorde.

 

Når jeg kan holde ud at lave andet end at få tiden til at gå spiller jeg The Long Dark, et spil der mestendels handler om at gå.

Hovedpersonen traver i stilhed gennem underskønne og dødsensfarlige canadiske landskaber, lyden af støvler i sne fylder en hel masse.

Verden omkring ham er blevet stille, i spillet kaldes det den stille undergang, det lange mørke, de som boede herude blev efterladt da nationerne blev centraliserede under en økonomisk krise, og nu har den langsomme råddenskab spredt sig til resten af verden, ingen ved hvad der foregår og al elektronik er holdt op med at virke.

Der er ikke andet for end at samle sine ting, bide tænderne sammen og gå.

Så det gør man.

 

 

Det må gå, siger jeg ofte i telefonen til min bekymrede moster, jeg har ikke overvejet det dybere før nu.

Et skridt af gangen må det gå, indtil det går over.

 

 

Øverst screenshot fra The Long Dark.

Velgørenhedsessays

Jeg skrev på Twitter at hvis nogen donerede 50 kr til enten Kirkens Korskær eller Hus Forbi, så skrev jeg til gengæld et kort essay med emne efter deres ønske, her er de:

Bøfsandwich

Min ven Andreas er fra Aalborg, han smiler mere ægte end nogen anden jeg kender, hans retfærdighedsans vokser eksponentielt efterhånden som indtaget af øl bliver større og hans hofret er bøfsandwich.

Det plejer at være mig, der inviterede til mad og selskab, men det var februar og der var vinter allevegne og allermest inde i mig, så Andreas blev ved med at invitere mig og jeg blev ved med at udskyde, indtil en torsdag, hvor jeg ankom våd og en time for sent og Andreas og Kasper var så glade for at se mig at mine øjne sved kortvarigt.

Kasper havde aldrig spist bøfsandwich før, jeg kun én gang, køkkenet var et festligt rod, komfuret var smurt ind i sovs, alt blev stegt i smør, der var så mange kondimenter at man blev svimmel og da vi spiste klokken ti havde vi drukket to flasker vin.

Jeg indså at jeg ikke bryder mig om bøfsandwich tre bider inde i måltidet.

Det var et af de bedste måltider, jeg nogensinde har fået serveret.

Tak til De Brune Riddere <3

 

Cykler

Min første cykel havde støttehjul, den var gul og sort tror jeg, min far tog støttehjulene af en sommerdag og satte et kosteskaft bag på og så løb han bagved mig mens jeg hjulede ud af indkørslen, og pludselig opdagede jeg at han havde givet slip og jeg tumlede af cyklen og styrkede og græd, jeg ved ikke om det var mest af smerte eller forræderi.

Luften lader til at forsvinde fra mine dæk relativt hurtigt, men jeg kan ikke finde nogen huller. Jeg spekulerer over hvem mon man skal fornærme, for at få nedkaldt en forbandelse over sin cykel. En slags moderne heks? En enøjet mand med en bred hat og et viltert skæg, der fordrukkent tale om en ottehjulet jernhest?

En af mine cykler forsvandt i København, jeg ved ikke hvorhen, jeg husker ikke hvor jeg glemte den, jeg håber nogen er glade for den. Jeg kan godt unde min yndlingsby en cykel.

Tak til Yael Bassan <3

 

Full English breakfast

På min værste fødselsdag var i Irland og mine forældre havde skændtes dagen før om noget jeg havde sagt og vi skulle køre hele dagen for at nå fra Nordirland til Dublin.

Min stedmor forsøgte heltemodigt at fejre morgenen, så midt i min nordirske morgenmad (der minder til forveksling om den engelske) var placeret et af de sølle vokslys man putter i kagemænd. Stearinen var løbet over og dryppet ned i røræggene, som ikke kunne spises, hvis jeg havde haft appetit.

Min bror og jeg sagde ikke noget fra bagsædet og min far spillede Elvis Costello meget højt, og da vi ankom til Dublin var det blevet aften og min stedmor gav os en håndfuld euro, som vi brugte på hver vores halvanden liter sodavand og to pizzaer, som vi spiste i vores senge, mens vi fordøjede dagen.

Til mine forældres forsvar var de brødbetyngede og kærlige dagen efter, men jeg nægtede pure at spise English breakfast til morgenmad.

Tak til Lord Atkinson <3

 

Lykkelig kærlighed

Ofte, på vores sommerhusture, ender Johannes og jeg med at sidde oppe til daggry og blive progressivt fuldere og catche op på alt der er sket siden vi så hinanden sidst, og engang hvor vi nærmest var blinde af vodka endte vi med at tale om døden og sorg og Gud.

”Gud,” snøvlede jeg, ”må nødvendigvis være kærlighed, såfremt han findes. Hvis der er noget der er større end os, må det være kærlighed som giver så omfattende ekko at det fortsætter også når vi er døde,” og så kastede jeg så vidt jeg husker op i busken.

Johannes hjalp mig op og lagde mig i seng og gik ind til Petra, sin forlovede, som halvvågent rakte ud efter ham.

”Jeg bliver nødt til at beskrive hvor meget jeg elsker dig,” sagde han alvorligt til hende og hun kiggede forvirret på ham.

Han tav.

”Nej, jeg kan ikke sige det, det er for vigtigt, jeg bliver nødt til at skrive det ned,” sagde han og fandt notesbog og pen frem og skriblede.

”Nej, det duer ikke, jeg har ikke ordene til det,” sagde han så og faldt i søvn i hendes arme og glemte fluks alt om det hele.

Men Petra huskede det og fortalte det til morgenmaden og jeg blev varm og stille.

Tak til Christina <3

 

Håb

Jeg ved ikke hvordan jeg skal skrive om håb, det føles i bedste fald banalt og i værste fald løgnagtigt.

Jeg minder tit mig selv om, at verdenshistorien både er meget kort og meget langt. Det er kun hundrede år siden at kvinder fik stemmeret, det kan og må ikke være en umulighed at vi kan en verden der er bedre og mere retfærdig end den nuværende. Ville en fæstebonde have troet mig, hvis jeg havde fortalt ham om demokrati og betalte sygedage?

Men ville det lindre fæstebondens smerte over herremandens tugt, hvis jeg gjorde?

Jeg håber vi er fæstebønder, på en måde.

Tak til Manja <3

 

Oversete sårbare

Der dør over 50 mennesker om året af stofoverdoser, i de fleste tilfælde fordi det har været umuligt for misbrugeren at skaffe tilstrækkelig metadon, har blandet heroin med sovemedicin som erstatning, og derfor fejlvurderet dosis.

Det dør man af.

Det er svært at få tilkendt behandling for misbrugere, og de får ikke nødvendigvis at vide af kommunen at de har lovmæssigt ret til at blive behandlet i private og undertiden mere fleksible eller aktivt opsøgende tilbud, som kunne have afhjulpet manglen på metadon. Og derfor givetvis reddet liv.

Da jeg og en makker skrev en artikel om det og kritiserede kommunernes ageren, mente vores undervisere at det selvfølgelig var tragisk, men at vi ikke tilstrækkeligt havde hørt ”den anden side”, det var ikke nok at vi kun havde forsøgt at få fat i Kommunernes Landsforening.

Det kan de godt have ret i, vi skulle nok have hørt flere, der kunne forklare besparelser og rationale.

Men på den anden side er det også svært at interviewe halvtreds lig, og det gør mig vred og mørk bag øjnene.

Tak til Jens Christian <3

 

Kriminalitet

Rosa Parks brød loven i Minnesota, da hun nægtede at rejse sig op i 1955. Buschaufføren James F. Blake var i sin gode ret, ifølge loven, til at kræve at Parks og hendes tre sorte medpassagerer rejste sig og tog plads i den ”farvede” afdeling af bussen.

Det var lovligt at henrette heksen Maren Splid.

Det blev vedtaget ved dansk lov at deltage i krigen i Irak, der kostede flere hundrede tusind civile livet.

FBI forsøgte, ganske lovligt, at få Martin Luther King til at begå selvmord ved at afpresse ham med at afsløre hans utroskab.

Lovligt er ikke det samme som ”rigtigt”.

Kriminelt er, på samme måde, ikke det samme som ”forkert”.

Tak til Katrina Nielsen <3

På gode dage synes jeg at jeg har smukke øjne

Engang læste jeg at mennesker, der skriver, snyder, fordi de narrer deres læsere til at tage sig af deres tristhed et kort øjeblik, det er en særlig luksus, vil jeg gerne medgive, men det er ikke fordi jeg er alene med min sorg, der er mange som holder af mig og passer på mig, men jeg er så ulykkelig at jeg slet ikke ved hvordan jeg skal begynde at forklare.

Jeg har ikke set nogen i 48 timer, andet end en mand i gasmaske, der så træt på mig, mens han rakte mig posen med min mad.

Jeg har haft hovedpine i mange dage nu, den kommer og går lidt, som en slags tavs følgesvend, jeg drikker store slurke vand og hælder resten af mit glas over i potterne med lyngplanter jeg fik af min mosters kone, jeg elsker lyng så meget, og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre hvis den dør, men heldigvis er lyng en hårdfør plante, jeg holder meget af ordet hårdfør, det lyder som det, det beskriver, ligesom tang, torden og silke.

Alligevel bekymrer jeg mig om at slide andre mennesker op, det føles som en nedadgående spiral at have det sådan her, jeg ved godt det ikke er for evigt, men jeg tror det værste symptom er, at nogen form for afslutning forsvinder af syne, det er som at blive kastet ned i en tågedal.

Jeg hulker tørt henad aften, og knuger en krøllet pude.

 

Jeg læser T. S. Eliot igen, The Hollow Men, det er sådan et flot digt, men ikke så meget på grund af slutningen, mest der, hvor digterjeget beskriver at livet er meget langt:

Between the conception

And the creation

Between the emotion

And the response

Falls the Shadow

 

Life is very long

 

Der er skygger allevegne i verden og livet, som takker på et ur mellem hver eneste ting der sker og dets modreaktion.

Man kan tænke længe over skygger, da jeg var lille var jeg fortryllet af min egen skygge, når den faldt i aftensolen, den blev så lang, især mine lemmer når jeg løftede dem over hovedet strakte sig langt, som tynde edderkoppespind henover fodboldbanen på den affolkede efterskole min moster underviste på.

Da jeg blev lidt ældre skrev jeg engang et essay om at stå i mørket for at undgå at blive blændet af lyset, og se mere klart udover alting, men jeg ved ikke om jeg kan give mig selv ret længere.

Jeg tror hellere jeg vil stå blændet i lyset og varmen, end at bruge mine dage i skyggerne.

 

Undertiden ville jeg ønske jeg kunne se med andres øjne, for jeg er træt af mine egne, de er røde og opsvulmede og jeg har en nagende mistanke om at de mangler farver.

På gode dage synes jeg at jeg har smukke øjne, blå har altid været min farve.

I fredags gik jeg tidligt i seng og græd og jeg vidste ikke hvad jeg skulle svare da en veninde spurgte mig om jeg var okay.

 

Jeg savner en slags ro, der ikke findes lige for tiden, jeg savner ikke at vibrere ved tanken om at skulle forholde mig til andre mennesker, en spirende kraft, man kan bruge til at organisere og skabe, jeg føler mig gold og uvirksom, som efterladt vasketøj eller en såret hare.

Jeg ville ønske jeg havde en wok og en kniv og titusind friske grøntsager og en varm fest jeg kunne gå til og fra, men jeg har ikke engang købt kartofler og jeg gruer mig for at gå ud i køkkenet.

 

Alting går over, man kan ikke træde igennem den samme flod to gange, men jeg ville bitterligt ønske at jeg ikke skulle overbevise mig selv om det på ny hver gang verden smuldrer og mine øjne falmer.

Jeg er ikke en mælkebøtte

Jeg så en mand på stationen, da jeg var på vej hjem for at gå i karantæne, han spillede harmonika, noget hurtigt og festligt, jeg kunne ikke genkende melodien, og der var ingen mennesker omkring ham, hele verden var fyldt med spøgelser og han kiggede mig i øjnene da jeg gik forbi ham med de anbefalede to meters afstand, men jeg havde ingen kontanter og mit indre trykkede sig sammen som en vredet vaskeklud og vi var så langt fra hinanden og på to meters afstand.

 

 

Jeg har ikke lyst til at være alene, men når jeg er sammen med andre mennesker sætter der sig en tristhed i loftet af min mund, jeg kan ikke helt genkende mig selv eller dem.

Vi sidder ikke med to meters afstand fra hinanden på køkkenet, når vi samles i sofaen, men der er noget mellem mig og andre.

 

 

Jeg er hudsulten, tror jeg, jeg er ked af at ingen rusker i mit hår eller holder mig tæt.

Der var ingen gær i Rema, så jeg kan ikke bage boller, men jeg er også bange for at jeg slet ikke ville få dem bagt, selv hvis jeg havde haft al gærpakker i hele verden stablet oven på hinanden i mit køleskab.

 

 

Jeg bør gå op i dosis, siger min psykolog, så jeg har booket et møde med min læge. Klokken syv om morgenen fik jeg en sms med et link til en videosamtale.

Det føles så fjernt at skulle bekende at man er fejlagtig og ulykkelig via en videoforbindelse.

 

 

Jeg har aldrig været god til at vurdere afstande, er to meter kortere eller længere end jeg tror?

Når jeg kommer hjem fra rema gav de andre mig håndspritten, jeg kom til at tage for meget, jeg har aldrig brudt mig om lugten af sprit, men nu er jeg desinficeret.

Jeg har lyst til at drikke mig fuld, at desinficere både mit ydre og mit indre.

 

 

Jeg ville have skrevet noget om træer, noget om rødder, om mælkebøtter, der bryder igennem asfalt, men jeg kan ikke finde det i mig, jeg er ikke nogen mælkebøtte, jeg er min tomatplante i vindueskarmen, to meter væk, som jeg har glemt at vande, som er skiftevis grøn og grå og dufter sødt når vandet spreder sig ud under dens rødder.

 

Den Splittede Gud: Et brev til Hong Kong

Siden det arabiske forår i 2011 er verden blevet rystet af pludselige tektoniske skift i det politiske landskab.

Den sikkerhed, der engang prægede hver eneste diskussion om den globale økonomi er, efter ti års krise, blevet gjort til skamme. Set herfra kan vi sige at ”Historiens Genfødsel”begyndte i Algeriet eller Egypten, men nu har genfødslen spredt sig og ryster selv de rigeste landes fundament, under de travle, skinnende byer, bygget på årtiers økonomisk spekulation.

Steder, der engang blev anset som værende på sikker grund – og kun behøvede sporadisk tilsyn fra teknokratierne i tænketankene og centralbankene – har vist sig at være opført hvor kontinentalpladerne skiller.

Hvordan ser historien så ud, nu den genfødes i Hong Kong? I har bedre udsigt end os, selvsagt – grædende øjne i tåregassen, blodige tænder, knasende cement og asfalt, støv, sved. Denne nærhed har sine fordele, ingen, der ikke har oplevet, hvad I har oplevet, kan sandfærdigt berette, hvad I har følt og gjort og lidt i det sidste halve år. Men den medfører også en vis klaustrofobi, kroppe der presses sammen, politiskjolde, der masses fremad, omklamrede slagsmål på metroen.

Undertiden kan nærhed kvæle perspektiv. I midten af ting som dette kan de mindste kampe fremstå som krige, de ubetydeligste skænderier kan vokse sig til mytologisk konfrontationer. Det kan være sundt at indhente udefrakommende synspunkter, et friskt perspektiv, som et nyt landkort eller et crowdsourced vejkort af politiopstillinger, et hjælpemiddel til at udmanøvrere sine fjender.

Set på afstand virker begivenheders bagvedliggende logik ofte uigennemsigtig. Men kampenes intensitet betyder også, at de, der ser til fra afstand, ofte vil se med et grådigt og opportunistisk blik på jeres bevægelse, de vil lede efter muligheder for at bruge den som en kølle i deres egne, lokale kampe. Dette kaldes ofte ”solidaritet” af aktivister og er i det store og hele harmløst, så længe det ikke er andet end en opvisning på de sociale medier, siden den slags mennesker kun har ringe magt og ikke kan tilbyde nogen materiel opbakning af større betydning.

Det er i højere grad farligt, når denne opmærksomhed kommer fra politikere og forretningsfolk, der har mulighed for og grund til at sætte statsapparatet i værk på forskellige retninger. På den måde er et besøg i Hong Kong fra en politiker som Ted Cruz ikke bare en gestus, og det har mere end symbolsk betydning at demonstranterne i Hong Kong vifter med amerikanske flag og søger amerikansk indgriben (mere eller mindre direkte), man er endda gået så vidt som til at anmode selveste Donald Trump om støtte.

Nu hvor Hong Kong Human Rights and Democracy Act er vedtaget i det amerikanske lovmaskineri og har modtaget præsidentens velsignelse, viser disse strategiers komplikationer sig tydeligt.

Disse begivenheder har fået en blandet modtagelse i USA og andetsteds. På den ene side har de, der betragter sig selv som venstreorienterede, taget afstand til billeder af Joshua Wong, der vidner foran den amerikanske kongres eller Ted Cruz, der fotograferes med demonstranter i Hong Kongs lufthavn.

Denne afstandtagen er banal og udgør ikke andet end at irettesætte naive indbyggere i Hong Kong for at række ud til den moralsk kompromitterede amerikanske højrefløj, der for tiden udgør landets regering. Måske er nogle af jer idioter (i så fald kan jeres følelser være sårede) og måske af nogle af jer fjender (i så fald: Who cares). Men, for langt de fleste af jer, er det sikkert at antage at I – ligesom basalt set alle andre i verden – er  udmærket klar over at USA ikke er jeres venner.

Den venstreorienterede kritik skyder derfor rent forbi. Undertiden kan en mere nuanceret version af denne kritik dog antyde konturen af en sandhed: Amerikansk intervention vil ikke være så ladesiggørlig eller ønskværdig som man tror. Denne vinkel vil vi vende tilbage til.

På den anden side må det indrømmes at den brede modtagelse af lovgivningen i USA har været mestendels positiv. Dette er, i hvert fald delvist, en følge af en ny koldkrigsdiskurs fra den amerikanske højrefløj, et forsøg på at skjule deres egne autoritære tendenser ved at pege på den truende fjender, der nærmer sig fra øst. Dette forklarer den brede opbakning protesterne i Hong Kong har i den vestlige verden, en luksus, der aldrig tildeles optøjer i Ecuador eller Paris og aldrig nogensinde i selve USA. Denne, ofte overdrevne, opbakning til protesterne i Hong Kong (selv når de er voldelige) fra de massive mediemonopoler har udstyret os med en case, et eksempel på hvordan reel folkelig opbakning ser ud og eksisterer for denne slags begivenheder. Det er ikke muligt, i denne forstand, at reducere den amerikanske, folkelige opbakning til en enkel sag om højreorienteret propaganda. I stedet kan vi argumentere for at den positive modtagelse har givet os et glimt af hvordan tingene ser ud når medierne, for en gangs skyld, ikke er i gang med skiftevis at fordømme og forblomme begivenhederne, men faktisk rapporterer hvad der sker.

Det er derfor oplysende at se på hvordan begivenhederne i Hong Kong er repræsenteret i de vestlige medier, især i de amerikanske, og hvordan indbyggere i Hong Kong har forsøgt at appellerer bredt til den amerikanske befolkning (og til amerikanske politikere, specifikt), i håbet om en eller anden slags intervention. I de vestlige medier ser vi et uendeligt fokus på de ”demokratiske” aspekter af protestbevægelsen, hvilket aldrig defineres eller dvæles ved.

Dette medvirker til at skabe en formodning hos læserne om at demonstranter simpelthen protesterer for at opnå noget, der minder mere eller mindre om det amerikanske politiske system. Dette er selvsagt formålet for nogle af demonstranterne, for hvem logikken ”min fjendes fjende er min ven” er trængt dybt ind i blodet – resulterende i en uhelbredelig ødelæggelse af deres mentale formåen. Men vi må formode at de, der med oprigtigt håb vifter de amerikanske flag, er betragteligt færre end både medierne eller ”venstrefløjen” forestiller sig.

Hong Kong har en central placering i spillet om global magt, og det er derfor svært at forestille sig en udgave af Hong Kong-demonstrationerne, der ikke ville være tvunget til at involvere beskidte geopolitiske tricks som f.eks. at appellere til USA i større eller mindre grad. Det er en enkel strategi mod den værste undertrykkelse: God PR i USA og gunst hos de amerikanske politikere (hvem går op i på hvilken side af den grundlæggende ensidige politiske maskine, de egentlig er på?) besværliggør begge, marginalt eller ej, indsættelse af det kinesiske militær fra fastlandet. Den ene ulempe er, at det gør det langt lettere for den kinesiske stat at pege på sådanne henvendelser til USA, som tydelige beviser på udenlandske indgriben i indenlandske affærer.

Dette er formodentlig uundgåeligt, men det driver en næsten usynlig kile ned mellem demonstranterne og deres potentielle allierede på fastlandet. Måden demonstranterne har, indtil nu, blankt ignoreret udsigterne til en sådan alliance er i øvrigt så langt det svageste aspekt af bevægelsen. Men selv hvis vi anser henvendelser til vestlige politikere som nødvendige, er det nemt at tale sig selv blind, opstylte de hårde ofre som realpolitik kræver, som om hver eneste demonstrant var Henry Kissinger. At gøre sådan er at glemme at de konkurrerende nationale interesser som ideen om realpolitik udgør, altid har været en myte, for at tilsløre den uimodsagte og totale iværksættelse af amerikansk udenrigsmagt.

Det er sandt at demonstranterne i Hong Kong har et snævert territorium at operere på. Men det gør det kun desto vigtigere at det reelle terræn er så tydeligt som muligt. Og lige nu er dette terræn ved at blive indhyllet i en tåge af geopolitiske fatamorganaer, der forblinder demonstranterne fra potentialet på fastlandet, og samtidig trækker dem tættere på det falske lys fra den fjerne amerikanske titan. Hvad betyder alt dette? Lad os bruge en metafor: Demonstranterne taler om USA og Kina som to guder, der står på hver sin bjergtop, låst fast i tvekamp.

Håbet er at for at undgå at knuses under Kinas fødder, må Hong Kong anmode USA om beskyttelse. Måske vil USA række ned fra skyerne og holde Hong Kong i sine hænder eller måske vil USA bare beskytte Hong Kong fra det værste af Kinas vrede. Måske ikke engang så meget. I årevis har demonstrationer i Hong Kong erklæret at byen er døende – eller allerede død. Måske er håbet er håbet ikke at redde Hong Kong, men at få udbetalt blodgælden for drabet – og hvilken gud er bedre til dette end den blodigste og mest hævntørstige af alle?

Men de to lande er ikke guder, de er ikke engang lande, i den geopolitiske forstand. Kina og USA er blot to store parter i en enkelt global økonomi, der driver af selvmodsigelser. Når disse selvmodsigelser intensiveres, ser det ud som om at disse to dele af den samme krop, vendt mod hinanden, er to distinkte parter i konflikt. Det er let at lave den fejl, mens guderne kæmper i himlen og vi forsøger at undgå at blive knust. Men hvis du ser over mørket, ser du omridset er noget mærkeligere og anderledes, i stedet for to guder i politiske krig viser sig et monstrøst væsen, en overgud, hvis krop er gjort ikke af statskundskab og geopolitik, men af økonomi.

Og værre endnu, du indser at du selv, dit land, din by, alt, uanset hvor du er, er mikroskopiske underlødige dele af dette hæslige, guddommelige væsen, der strækker sig udover hele jorden, alting og alle. Og først når du ser dets titaniske, askegrå og udtryksløse ansigt forstår du at der aldrig var to guder på bjergtoppene, kun en, delt mod sig selv, dens kløer i dens eget kød, tænderne i anklerne, dansende i kaos og galskab, mens både dens krop og verden omkring den går under.

Lige nu ser vi kun de indledende skridt i denne dans, nogle få bloddråber der varsler en endnu fjern fremtid. Men at se på gud, spundet af og for den globale økonomi, forenet i uforenelighed, leder os til konklusionen at hverken Kina eller USA kan vinde, og hvis Hong Kong satser på den ene eller den anden, satser Hong Kong på nederlag og undergang. Hvis det ikke var tydeligt allerede: Du er allerede en del af den globale økonomi, selv mens du knuses under dens vægt.

Pointen er denne: Stol aldrig på de, der taler om verden i rene geopolitiske termer, som om den blot var gjort af ”nationer” med ”interesser” der sommertider er modsatrettede. Geopolitik er et hologram, udspændt over den smertefulde økonomiske virkelighed, sminke for at forklæde dens globenusende ødelæggelse i melodramatik, Ted Cruz, Trump, politiske ledere og folkestemning. Hong Kongs position er sårbar.

Men det betyder kun at det er desto vigtigere at se igennem drømmesynet om geopolitik og indse det reelle terræn den global magt består af: Økonomi. Specifikt: Økonomi forstået som vores evne til at organisere os og producere ting, ikke i den smalle forstand vi er blevet forvænnet, hvor økonomi er en manikæisk kamp mellem udbud og efterspørgsel, der udspiller sig på abstrakte markeder, og ikke ofrer energi på tingenes tilblivelse eller samfundet i sin helhed. Hvad synes at være en geopolitisk kamp mellem to distinkte grupper af politiske ledere kan mere præcist, mere retteligt, anses som en selvmodsigelse og konflikt mellem to fraktioner af en enkelt klasse af den økonomiske elite, der kontrollerer samfundets kapacitet for at producere og omfordele goder.

Selvmodsigelse er et vagt ord, lad os være mere udtalte om hvad en ”økonomiske selvmodsigelse” er, helt præcist. Når vi siger at der er en enkelt global økonomi, men at den driver af selvmodsigelser, siger vi, med andre ord, at der, modsat hvad den gængse økonomiske lærdom siger, ikke findes nogen ligevægt i det kapitalistiske system. Kapitalisme er navnet for det nuværende eksisterende sociale og økonomiske system i hvert eneste land i verden, fordi hver eneste af de nationale økonomier er a) forbundet til hinanden i lange kæder af afhængighed og b) alle, fundamentalt, drevet af profit.

Dette er naturligvis en forenkling, men kun en enkelt detalje er nødvendig her: Profitten administreres af en forsvindende lille elite i hvert land, der ejer størstedelen af tingene i landet – men især ejendom, fabrikker, landbrug, lagre og varehuse og sværmen af maskiner, man bruger til at fremstille ting. Denne minoritet af eliten udøver deres ejerskab over de industrielle, kommercielle og finansielle firmaer de har (og er) investeret i, og hver enkelt er i konkurrence med hinanden for at sikre den størst mulige andel af markedet og på den måde skabe profit.

Når firmaer fejler bliver de udslettet eller opslugt af andre firmaer, og over tid har dette med at skabe større og større monopoler. Disse monopoler er ofte løst organiseret langs nationale landegrænser, selv når de opererer internationalt, for deres hårdeste konkurrence kommer fra nyere firmaer med bedre teknologier og billigere arbejdskraft i andre lande. Det er denne konkurrence mellem klaser af store firmaer i forskellige lande, der hver især er lænket til deres respektive landes nationalvaluta (hvis værdi er prissat på det internationale marked), der udgør essensen af en handelskrig: Hvert land forsøger at opnå den mest fordelagtige behandling a deres nationale firmaer og den mest fordelagtige bevægelse i prissætningen af deres nationale valutaer. Det er denne konflikt, der menes med ”økonomisk selvmodsigelse” i denne kontekst.

Een strategi for ældre, større firmaer fra de rigeste lande er at outsource mere af deres produktion til de nyligt konkurrerende lande. Det resulterer i en alliance, der kommer forud for de mere voldsomme former for konkurrence. For Hong Kong er dette selvsagt ikke nyt: Byen var netop epicenter for en sådan alliance mellem USA og Kina. Da amerikanske (og europæiske og japanske) firmaer søgte at outsource de mest simple produktioner til det kinesiske fastland blev Hong Kong en vigtig skueplads til at forhandle vilkårene for denne outsourcing.

Dette var muligt grundet Hong Kongs fysiske og kulturelle nærhed til Kina, og det muliggjorde at Hong Kong outsourcede sine egne produktioner til Kinas fastland længe før USA. Dette, og Hong Kongs distinkte politiske status, tillod Hong Kong at fungere som en slags luftsluse, der kunne beskytte det kinesiske fastland fra de globale markeders turbulent, mens omstillingen til kapitalismen fandt sted.

Men denne slags alliancer kan kun baseres på allerede tilstedeværende uligheder i industriel kapacitet: USA outsourcede kun til Kina, fordi produktionspriserne steg andetsteds i Østasien. I Taiwan og Sydkorea steg lønningerne, og på andre områder (fx produktion af mikrochips) havde disse lande sluttet sig til Japan og Tyskland som direkte konkurrenter på de mest betydningsfulde markeder.

Den nuværende handelskrig er blot resultatet af denne alliances langsomme opløsning, idet Kina overstiger dets tidligere underlegne position. Kina er ikke længere et fattigt lang, der kan kanalisere tilsyneladende uendelig, billig arbejdskraft ind i produktionskæder ledet af amerikanske monopoler. Det har mindre at tilbyde USA og mere at true med. Samtidig har den kapital som den kinesiske elite har optjent i alliancens år gjort udenlandsk kapital mindre væsentlig, om end ikke endnu uundværlig. Hvad vi kalder handelskrigen er kun de første jordrystelser, der varsler alliancens endelige opløsning. Det er ikke et tegn på at forholdet allerede er splintret i åbent fjendskab.

Men hvad betyder det for Hong Kong? Hvad er de praktiske konsekvenser? Den første harske konklusion er, at I aldrig har haft, og aldrig kan have, ”et land, to systemer”. Den illusion, som den relative selvbestemmelse udgjorde, eksisterede kun som resultat af handelsalliancen mellem Kina og USA, der krævede Hong Kongs selvbestemmelse, for at muliggøre et miljø, der kunne skaffe udenlandsk kapital til det kinesiske fastland.

Kun derfor levede illusionen om et ”et land, to systemer” – kortvarigt. Nu hvor fastlandet er mere åbent for det globale marked eksisterer Hong Kong kun som et af mange potentielle steder, hvor firmaer kan trives, kun fordelagtigt grundet dets allerede eksisterende infrastruktur, viden og etablerede forhold til handelspartnere. Hermed ikke sagt at Hong Kong er ligegyldigt i den globale fordeling af magt – forsøg fra den kinesiske stat på at udskifte Hong Kong med Shanghai har indtil videre været langt mindre succesfulde end staten ønsker.

Men det betyder også at den tilsyneladende invasion fra den kinesiske stat ikke er ved at erstatte Hong Kongs kolonialt arvede liberalkapitalisme system med en eller anden form for ”autoritær socialisme” eller, hvis du vil lyde som en ægte idiot, ”kommunisme”. Det som sker i Hong Kong er ve at ske allevegne: Byerne bliver så dyre at kun den rigeste elite kan bebo dem, overvågning spreder sig til hver eneste gade og krog og flere og flere mennesker smides i stadigt voksende fængsler, arrester og ”opbevarelseslejre”. I USA har det en racemæssig karakter og i Kinas fastland retfærdiggøres det vagt med ”nationalt fællesskab” og ”modstand mod ekstremisme”.

Der findes ikke længere ”to systemer”.

Der er kun et: Kapitalismen. Krisen i Hong Kong er derfor ikke et spørgsmål om den kinesiske invasion, det er et spørgsmål om at den kapitalisme som indtil videre har været klædt i det kinesiske flag er begyndt at stikke sit hoved frem fra murbrokkerne, jorden skælver og Hong Kongs unikke finansielle position eroderer væk. Det tvinger os til at indse at hvis vi tjener økonomien og profittens interesser resulterer det kun i en mere og mere ubeboelig verden. Hong Kong bliver gradvist unødvendig for mægling mellem fastlandet og resten af verden. Byen overlever ved sin inerti, levnet af hastighed fra tidligere tider, og det betyder at mere og mere af byens økonomi understøttes ved voksende spekulation. Under disse forhold, tror du da at ejendomsinvesteringer fra Xis familie har en anderledes effekt på dit liv end dem fra Li Ka-Shing? Selvfølgelig ikke: Der står det samme i kontrakten, uanset om den er skrevet på mandarin eller kantonesisk.

Den anden konklusion er at anmodninger om indgriben fra amerikansk side, om end ikke ubrugelige, kun kan have begrænset effekt. Siden der reelt kun er eet globalt system, ledet af USA, er det umuligt for Hong Kong at løsrive sig fastlandet og tilslutte sig et andet. Det kinesiske fastland er stærkt påvirket af den globale amerikanske magtstruktur, selvom den stigende konkurrence med amerikansk industri tvinger fastlandet til at fremstille sig selv anderledes, som noget distinkt og selvindeholdt. På samme vis er det umuligt for Hong Kong at stå fast på at profitere og involvere sig i den globale økonomi i kraft af sin position som en frihavn for fastlandet, uden at skulle integrere sig yderligere med dette: Varerne der strømmer igennem Hong Kong stammer, trods alt, fra fastlandet.

Det er derfor den kinesikse stat har forsøgt at trumfe Hong Kongs integration med det større urbane område ved Perleflodens udløb igennem så hurtigt som muligt: De kinesiske politikere ser, korrekt, at Hong Kongs eneste håb om fortsat økonomisk velstand under det nuværende status quo, kræver dybere forbindelse til det kæmpestore urbane kompleks på tværs af vandet. Mens den splittede gud splitter ikke blot sig selv men hele verden ad, kan en bøn om hjælp til hverken den ene eller den anden af dens dele frelse Hong Kong fra at blive knust under kampens vægt.

Lige nu er det vigtigt at huske at handelskrigen stadig er en lille affære, det kræver mange år før den er udløst i sin helhed. Men hvis konflikten mellem USA og Kina fortsætter med at eskalere synes to scenarier at være de mest sandsynlige: Det første er at det amerikanske del af den splittede gud besejrer den kinesiske del, og forkrøbler sig selv undervejs. Dette er noget i retning af det japanske nederlag til USA i løbet af 1980erne. Valutapolitik er handelskrigenes atomvåben og den amerikanske sejr blev sikret, som tidligere, med dette. Da Plaza-aftalen blev underskrevet i 1985 overgav Japan sig og yennet blev tilladt at stige mod dollaren, med ødelæggende effekt for den japanske industris konkurrenceevne. Allerede før aftalen havde profitmarginalerne længe været for nedadgående i Japan og kapitalen havde vendt sig mod spekulation og investeringer udenlands, især andre steder i Asien. Reevalueringen af yennet skruede både op for disse tendenser og destabiliserede den tilbageværende kerne af den japanske industri, hvad resulterede i den massive finansboble, der brast i 1990 og tilvejebragte de ”tabte årtier”.

Den japanske del af den splittede globale økonomi-gud begik rituelt selvmord under pres fra den amerikanske del, men den gjorde sådan for at guden i sin helhed kunne overleve. Undergangen var pludselig og kold og den ødelagde fremtiden for den japanske ungdom og skubbede fødselsraten så langt ned at landet er fanget i en demografisk fælde, der synes at have fordømt også fremtidige generationer.

Hvad ville et sådant scenarie betyde i Kina? Resultatet er svært at forestille sig, for disse begivenheder ville finde sted på en hidtil uset skala. Og derudover foregik Japans underkastelse i en helt anden kontekst: Japan var allerede helstøbt medlem af en amerikansk ledet militær-økonomisk alliance og den japanske industri var aldrig så central for den globale økonomi, som den kinesiske er i dag. Og samtidig kunne andre asiatiske lande bøde for faldet, lande Kina kunne overtage den produktion som forsvandt fra den globale økonomi. Da den splittede gud ramte den japanske del af sig selv, var det som at skære en arm af sig selv, med fuld vished om at den kan gro tilbage. Men at ramme Kina i dag kan bedre sammenlignes med at dolke sig selv i hjertet.

Resultaterne kan være langsomme og usynlige. Kina falder længere ind i en tilstand af middelklasse, væksten slækkes endnu mere i de rigeste lande, nye, små krige bryder ud her og der. I dette tilfælde forbliver Hong Kong formodentlig i den samme situation, langsom sultende, vitrende bort. Men, om end mindre sandsynligt, det kan også forestilles at effekten vil være mere spektakulær: Kina kan opleve en balkanisering som den der sås i Sovjetunionen, hver faktion af eliten ledet af delte oligarker, nye militære kraftanstrengelser fra det amerikanske imperium i et forsøg på at revitalisere sig selv. I dette scenarie kunne Hong Kong få sin uafhængighed. Men politisk uafhængighed bygger på økonomisk uafhængighed og hvad ville Hong Kong kunne producere eller gøre i et sådant tilfælde? Det kunne kun overleve ved at dyrke præcis de samme korrupte orbindelser der nu findes til oligarkerne fra fastlandet, men nu til hver enkelt provins i stedet for den samlede kinesiske stat. Er det virkelige så meget bedre at betale skat til røverbaronen end til kejseren?

Det andet mulige udfald er ikke mere ønskværdigt. Størrelsen, skalaen og situationen som den kineisske økonomi befinder sig i er ikke sammenligneligt med den japanske. Kina har langt stærkere kontrol over sin egen valuta, langt større kontrol over sin kapital og er, vigtigst af alt, og har aldrig været en del af det amerikanske militærkompleks i Stillehavet. Det har snarere været militærkompleksets mål, hvad placerer den i en fjendtlig underlegen rolle, nærmere end den samarbejdsvilligt underlegne japanske rolle. Hvis Kina derfor nægter at underkaste sig som Japan gjorde i firserne, kan konflikten mellem disse to fraktioner af den globale kapitalistklasse eskalere til grader af fjendtlighed vi ikke har set i et halvt århundrede. Dette ville på mange måder være en tilbagevenden til klassisk rivaliseren mellem imperier og det ville betyde dannelse af handels-, produktions-, kapital- og militærblokke, hver allieret med hver sin side af konflikten. Det er imidlertid en fejl at tro at disse blokke allerede findes og derfor forsøge at alliere sig med den amerikanske. Som sagt herover er dette slet ikke tilfældet i dag. Og selv hvis de blev dannet over de næste ti-tyve år, er det lige meget om Hong Kong, mod sin vilje eller ej, blev integreret med den kinesiske stat eller om en udgave af ”et land, to systemer” kunne overleve: Et Hong Kong med for tætte forbindelser til USA ville være dømt til ødelæggelse. I dette perspektiv kunne en stærk amerikansk indgriben i Hong Kong i nutidens konflikt være en endnu værre mulighed end det allerede ser ud til.

Under disse forhold kunne det mindst voldelige udfald godt være en tilbagevenden til en tilstand af kold krig. Verden splittet mellem to supermagter, der truer med militær ødelæggelse og aske. Dette er betragteligt forskelligt fra formodningen om at vi allerede befinder os i en sådan tilstand. Den splittede gud kunne dele sig på midten, og hver halvdel ville lide og slå voldsommere ud mod den anden som resultat. Men i denne krig, ulig den kolde, ville hver side være sin økonomiske tvilling. To sider af det samme kapitalistiske system afskåret sig selv, langsomt udhungrende mens det forsøger at kvæle sin tvilling. Under disse forhold ville Hong Kong forblive arena for en udstrakt stedfortræderkrig før fastlandet endeligt besatte byen. Nogle håber i dag at Hong Kong under disse forhold kunne opnå selvstændighed som en selvstændig bystat, som Singapore, men bakket op af direkte beskyttelse fra det amerikanske militær, som en mindre udgave af Taiwan. Geografi og historie opstiller dog væsentlige forhindringer for denne mulighed. Taiwanstrædet har altid, og vil altid være, centrale for amerikansk flådemagt, og truslen fra den samlede Kina- og Sovjetblokken er central i forståelse af Taiwan. Uden en sådan geografi og en så stærk, militærfjende er det usandsynlig at det amerikanske militær i samme udstrækning ville blive iværksat for at forsvare Hong Kong. Og det er under alle omstændigheder usandsynligt i den nærmeste årrække, medmindre vi forestiller os et skift til en afsindig og kollektiv galskab hos de amerikanske politikere.

Men selv ideen om at vi er ved at gå ind i en ny kold krig er naiv, da den kolde krig byggede på to cirka lige stærke militære magter, låst fast i en langsom strategisk konflikt. Der er ingen over eller ved siden af USA i dag. Kina er svagere i alle respekter, det er muligt at Kina kunne kæmpe og vinde en forsvarskrig, men i sidste ende er Kina for svag til at kunne true med en aggressiv krig. Hvis spændingerne eskalerede i denne retning ville udfaldet ikke så meget være en langsom strategisk kamp mellem to ligeværdige, og nærmere en dominokavalkade af global borgerkrig. Konflikter ville bryde ud som følge af et svækket amerikansk hegemoni, optaget af konflikten med Kina. Denne mulighed, en tredje verdenskrig, der på en eller anden måde undgår atomar udslettelse, er næppe værd at heppe på. Men, kombineret med den uoverskuelige destruktion der medføres af den globale klimakatastrofe, kan det være den eneste ting, der har mulighed for at genoplive muligheden for profit i den globale økonomi på længere sigt. Hvordan ville Hong Kong klare sig i en sådan konflikt? For mange forhold ville skulle ændre sig for at et sådant udfald kunne finde sted, og det er svært at gisne. Men, ærlig talt, virker det mest sandsynligt at Hong Kong ville brænde, enten af Kina for at få bugt med spioner eller af USA, for at ”befri” byen på samme måde som Bagdad blev ”befriet”.

Vi er uden muligheder, i så fald, smedet sammen med og knust under fødderne på den gale, splittede gud i dens verdensødelæggende dans. Men historien er ikke skrevet af guder, den er skrevet af mennesker, og det er en læring I, i Hong Kong, er ved at gøre hurtigt. Om I kan lide det eller e, er jeres by ikke længere blot en ø. Den er blevet en del af et globalt øhav, hvor en ny bølge af konflikter bryder ud, fra Haiti, til Ecuador til Chile, til Katalonien, Algeriet, Lebanon, Irak og, selvfølgelig, de mange håb og tragedier der tilfalder Kurdistand, videre øst, Indonesien og, til sidst, Hong Kong. Deltagerne i oprørets øhav er ikke forbundet på nogen direkte måde, men alle har rejst sig for at stå over havet, der kaldes status quo. Oprørernes øer formes fordi de dybe tektoniske kræfter, der udgør historien, ikke trykker på samme måde på hver del af verden og ej heller kun trykker en vej. Jorden bøjer først et sted, og så siden et andet, og alt for ofte sluges de brændende, dampende øer af havet, lige så hurtigt som de sprang op. Øerne driver i hver sin retning og virker ikke forbundne fordi, i det store og hele, fordi de ikke er forbundne. Den eneste kraft der binder dem sammen er det faktum at de alle er produkter af historiens genfødsel, og derfor er vinduer ind i fremtiden. Flere øer vil dannes og for at overleve må de finde sammen. Disse kampe åbner en sår af et andet slags i den splittede globale økomiske gud, en slags mutation kan man sige, som truer med at transformere og omgøre de fundamentale måder samfundet organiserer produktion.

Samtidig forvitrer de gamle politiske positioner under kampen og undertrykkelsens stigende pres. I Hong Kong kan man forsøge at klinge sig til gamle ord, arvet fra mindre, mere begrænsede begivenheder fra fortiden, man kan kalde sig selv (eller andre) pan-demokrater, lokalister, fortalere for semi-autonomi eller bystats-tilhængere. Men sandheden er at alle disse betegnelser er forældede, fordi de ikke er skabt af nutidens begivenheder. Ingen af de unge på gaden bruger disse ord om sig selv. Dette indebærer ikke at politik i sig selv er forældet, selvom det altid ser sådan ud, når noget stort, noget på historisk skala er ved at ske. Langsomt vil distinkte, nye positioner opstå ud af de nye betingelser. Først vil de forsøge at besvare spørgsmålet ”Hvad skal vi gøre i længden?” og siden vil de store, brede spørgsmål dele sig i mindre, før de får mere medvind. De stærkeste delinger vil ikke være baseret på de større analytiske forskelle (fx selvstændighed over for ”et land, to systemer”), men på de største taktiske uenigheder, siden disse taktiske forskelle hjælper med at fokusere de teoretiske forskelle (f.eks. skal kun kinesisk og politiets ejendom angribes eller skal lokale kapitalisters ejendom inkluderes – og hvad sker der, når tidligere støttende medlemmer af Hong Kongs elite siger at nok er nok og mener at protesten bør indstilles?). Opdelingen af byen i Gul og Blå er den første del af denne proces, bevægelsens støtter og dens fjender, og så Rød og/eller Sort for at mærke de mest ligefremme af den kinesiske stats magt og Grøn for de mere tvetydige institutioner. Men i sidste ende vil der være behov for en mere detaljeret beskrivelsen af hvorfor og hvordan denne magt skal bekæmpes, og dette vil kræve analyse.

Fra denne analyse vil mere sammenhængende politiske positioner opstå. De som indtager den begrænsende geopolitiske position beskrevet ovenfor vil finde dem selv på katastrofekurs. Den taktiske fordel ved at vifte amerikanske flag er tiltrækkende på kort sigt og har måske været essentiel for at opnå den beskedne beskyttelse, der tilbydes af stor mediebevågenhed. Men på den lange bane misfortolker denne slags taktikker groft terrænet. Farligere endnu kan de lægge afstand til potentielle allierede på fastlandet, utilfredse arbejdere hvis udsigter stagnerer med den aftagende økonomi. Dette tillader den kinesiske regering at puste til gløderne af nationalisme og lede den stigende utilfreds over på en fremmed fjende. Selvom det ser ud som om dette had er indgroet, er det i høj grad et storstilet kinesiske medieapparat, der har haft held til at flytte utilfredsheden med den rige elite over på den relativt mere velstillede ungdom i Hong – en lille men vigtig forskel. De alliancer, der er farligst for den eksisterende magtstruktur, er ofte de, der er mest naturlige og mest besværlige at bygge, fordi så meget energi bliver brugt på at få denne slags alliancer til at virke unaturlige eller umulige. På denne måde vil de agressive anmodninger om indgriben fra amerikansk side næppe resulterer i faktisk indgriben, men snarere en opblomstring af en nationalistisk modtendens på det kinesiske fastland.

Samtidig vil de, der forsøger at klamre sig til det gamle politiske kompas i Hong Kong hurtigt blive overhalet. Om de er pan-demokrater, lokalister eller noget andet, vil disse postioner hastigt bliver forkastet og transformeret til noget førhen ukendeligt. Det virker, i kontrast, som om de, der bedst har forstået terrænets reelle udseende er de mest nihilistiske demonstranter, de som flår murstenene fra Argyle Street og skriver ”hvis vi brænder, brænder I med os” eller ”jeg vil hellere være aske end støv” på metroens forkullede og udhulede stationer. Hvordan kan den mindst politiske gruppering – den som synes kun at ønske byens ødelæggelse – være den der har det mest præcise udsyn til terrænet? Det er fordi deres mangel på politiske koordinater er selve protestbevægelsens hjerte og kollektive bevidsthed. Den bogstavelig handling at flå byen fra hinanden er også en figurativ ødelæggelse af byens hidtidige ideologiske og politiske fundament.

På den anden side har disse unge nihilister et håndfast greb om nødvendigheden af magtanvendelser i den politiske kamp, såvel som det faktum at alle eksisterende kræfter er allieret imod dem og derfor må ødelægges. En sådan indsigt kan selvsagt udvikle sig til en reaktionær, selvmorderisk nihilisme, som kun ønsker at se sin egen smerte spejlet og udfoldet hos andre, og, i denne forstand, kan acceptere terrorens logik, den totale krig og modstanderens udslettelse. Men i dets kerne er denne nihilisme en præcis forståelse af det globale økonomiske terræn, der findes under geopolitikkens fatamorgana: Der er ingen måde at frelse Hong Kong, fordi Hong Kong, som det er nu, kun kan overleve i et global kapitalistisk system med Kina som byens omdrejningspunkt. De forstår at den udgave af Hong Kong som alle tror de kæmper for allerede er død. Det virkelige spørgsmål er ikke hvordan man frelser Hong Kong, men hvad der skal bygges på standen under brostenene. Måske er Hong Kong ikke navnet på en by, der langsomt kvæles. Måske er Hong Kong navnet på en by, der endnu ikke er bygget.

Originalt udgivet på chuang, oversat af Jens Haag, februar 2020.