Min mor lærte mig aldrig at kende

Man siger om nogle mennesker, at ”de kan læses som en åben bog”.

På min bogreol står to bøger. Jeg har haft dem, siden jeg var ni år. Jeg har aldrig læst dem.

Der skete også en anden ting, da jeg var ni år: Min mor døde af kræft.

Hun blev syg, da jeg var syv år, hun fik behandlinger i Tyskland, hun og min far var væk i lange perioder. Hun var journalist, hun skrev artikler i avisen om, hvor uretfærdig hendes skæbne var, hun skrev e-mails til alt og alle, hun skrev breve til min lillesøster og mig, som først måtte åbnes, når vi blev konfirmeret.

Kræften bredte sig til hjernen, hun holdt op med at skrive. Hun holdt op med at tale. Hun holdt op med at fortælle. Hendes hår faldt af på grund af kemoen, hendes ansigt svulmede op af binyrebarkhormon, svulsten i hjernen påvirkede hendes hukommelse, og hendes personlighed, de nyeste ting, forsvandt først. Min søster og jeg, for eksempel, vi holdt op med at være en del af den fortælling, hun kunne huske om sig selv. Hendes vejrtrækning blev stor og larmende.

Vejret blev koldere.

Så døde hun en dag i november.

Jeg så hende, jeg så, hvad der var tilbage af hende, før den sidste rest holdt op med at gispe. Jeg rørte ved hendes kolde hud, før den blev iklædt sit fineste tøj og forsvandt i en kiste af lyst fyrretræ, og jeg så kisten forsvinde ned i den to meter dybe grav, jeg så graven forsvinde i et hav af blomster, og jeg så blomsterne forsvinde over de næste måneder.

Jeg blev til et barn, hvis mor er død. Der gik mange år, hvor jeg var sådan et barn.

Så blev jeg konfirmeret. Jeg åbnede brevet, min mor havde skrevet. I det stod der: ”Hvad laver du nu? Skriver du digte? Spiller du computer? Har du en kæreste?”.

I en af de artikler, min mor skrev, før hun døde, er der to lister. Den ene hedder ”ting jeg nåede”. Den anden hedder ”ting jeg ikke nåede”, og dén liste er næsten dobbelt så lang som den første. Et af punkterne er: ”at blive gammel”.

Min mor lærte aldrig mig at kende. Hun lærte, hvilket barn jeg var, hun havde nok anelser om, hvilken voksen jeg ville blive. Jeg spiller faktisk computer, jeg har prøvet at skrive digte, jeg har haft kærester. Men det er og bliver kun anelser. Endda før hun døde, forsvandt jeg ud af hendes verden, ædt op af kræftsvulster. Hun forsvandt også, ned i jorden, op i himlen, hvor nu børn tror, deres døde forældre forsvinder hen.

Sammen med brevet fik jeg hendes to yndlingsbøger: Peter Høghs ”Frøken Smillas fornemmelse for sne” og John Fawkes’ ”The Magus”.

Jeg har en vag fornemmelse af, hvad de handler om.

Men jeg tør ikke læse dem.

Mine venner taler om, at de forstår deres forældre bedre, jo ældre de bliver. At ens forældre giver bedre mening, når man selv vokser til og forstår verden fra deres højde. Man bliver ligemænd, til dels.

Jeg kan ikke stille mig over for min mor og spørge, om hun er stolt af mig. Om hun synes, jeg har gjort noget ud af mit liv. Hvad hun synes om regeringen. Hvorfor det absolut skal gøre så ondt at eksistere. Hvad hun synes eller mener eller tænker om noget som helst.

Alt jeg har er billeder. Billeder fra jeg var lillebitte og ligger mellem mine forældre på en strand på Kreta. Billeder af min mor, der holder et nyfødt barn, som man siger er mig. Billeder af en skaldet, døende kvinde, man siger er min mor.

Billeder af ord, når min farmor nævner min mor og siger, min lillesøster ligner hende, når min moster fortæller en gammel historie, når min far nævner, at othellolagkager er forbundet med sorg (men ikke vil fortælle mig hvorfor). Jeg sammenstykker den person, min mor var, af lånte og stjålne fragmenter, og ord og sætninger, men formår aldrig at skabe et helt menneske at læse, en hel åben bog.

Og jeg tør ikke læse de faktiske, hele bøger, hun efterlod mig. Så har jeg set alle de ord, hun kunne nå at give mig. Det er de sidste sproglige fragmenter af min mor, jeg får at se i dette liv.

Det er min sidste chance for at lære hende at kende.

Men jeg tør ikke.

 

 

Den her tekst er oprindeligt bragt i Kristeligt Dagblad. Men den er mest min.

Virkeligheden føles skrøbelig

Virkeligheden føles skrøbelig.

Jeg tager tøj på, den stribede skjorte jeg godt kan lide, støvler og jakke og stiller mig ud på altanen og ryger, prøver at ryge når jeg bliver rastløs, det er godt at rejse sig, selv ganske kort.

Natten føles plastisk, som om jeg kunne række ud efter den, og den ville smuldre væk, men jeg rækker ikke ud, jeg ser bare, gør mit bedste for at holde sammen på mig selv, det kommer af sig selv hvis jeg lader minutterne passere.

Jeg læste en bog, Cloud Atlas, på de første sider er hilsner fra gamle venner, jeg fik den i fødselsdagsgave. ”Må dine timer være korte og dine år lange,” står der, jeg fik den af venner, der engang var sammen og nu ikke er længere, jeg burde skrive, nu jeg tænker på dem, men jeg ved det ikke kommer til at ske.

Det føles som en kliché, men jeg tænker på om det her er det, er det det hele, er de små øjeblikke af tilfredshed det jeg kan være tilfreds med?

Måske har alle det sådan for tiden, en urolig våbenhvile med dem selv og stilheden som har lagt sig overalt, mine venner taler om smittetallene i nyhederne, jeg har aldrig kunnet forstå dem, selvom det føles som en borgerpligt at have en holdning, men jeg er udmattet af at have holdninger, det meste udmatter mig.

Min sangstemme er taget af, konstatere jeg, har ikke øvet nok, og jeg er også ved at blive ældre, det kræver en større indsats at opretholde hvad man havde.

Jeg hører Mitski, har altid kendt hende i periferien i lang tid, men først for nylig intimt, hvis man kan sige det sådan, jeg er glad for Your Best American Girl, den handler om at være fanget mellem to kulturer, låst af den ene, i videoen vinker hun til den amerikanske fyr, men han kysser en anden amerikansk pige og deres voldsomme kærlighed er overvældende for Mitski, hun kan ikke være i den eller måske var det slet ikke meningen hun skulle være i den, den sorg føles håndgribelig og tung, som en hammer eller en mursten, noget voldsomt som man kunne kaste med og gøre voldsom skade, men man må lægge den fra sig og gå sin vej, det gør hun også i videoen, hun lægger sin guitar fra sig og går forbi kameraet og makeup-artisterne.

You’re the sun, you’ve never seen the night
But you hear its song from the morning birds
Well, I’m not the moon, I’m not even a star
But awake at night I’ll be singing to the birds

Det lyder som et trist eventyr, jeg græder ned i min dyne.

Er bange for at blive væk, blive så lille at ingen finder mig, de finder kun mit rodede værelse, tøjet der ligger allevegne og den halvtomme pakke cigaretter og den halvtømte flaske danskvand med citrussmag og de spørger sig selv om jeg tog mine ting og gik et sted hen.

Da jeg var lille så mine forældre Forsvundne Danskere i tv’et, nogle af dem tog bare deres ting og gik og døde et sted i Fjernøsten, jeg var for lille til at sætte ord på hvorfor det føltes meget mere voldsomt end når de var døde.

Jeg tror slet ikke jeg ville kunne holde ud at se den slags i dag.

Jeg orker ikke at ryge igen, jeg prøver at finde noget trøstende og bedøvende, der er YouTubevideoer af folk, der er gode til Minecraft eller Factorio, men der er også en lang artikel om de største øjeblikke i amerikansk animationshistorie.

Der er en sekvens fra halvfjerdserne fra Canada, det handler om en jødisk dreng fra Montreal og hans bedstemor som er syg i årevis, han kan slet ikke forholde sig til sorgen, han kan maksimalt registrere at når hans bedstemor dør, så kan han få hendes værelse.

Det er animeret med flydende farve på glasplader, den er meget smuk, tåget, som et fjernt minde, jeg ser hele videoen, bliver slået over hvor lille og stor historien er på samme tid, sådan er de bedste historier vel, den siger meget ved ikke at sige noget.

De bedste tekster antyder alting uden at sige dem direkte, sniger sig ind på læserens sind, sådan sætter de sig fast.

Vi forstår aldrig ting i deres helhed, vi ser glimt ude af øjenkrogen og stykker dem sammen, virkeligheden er skrøbelig ja, men måske er den også bare for stor, jeg kan overskue altanen og de mennesker jeg har overfor mig ved bordet.

Jeg læste på wikipedia en tese om at vi befinder os i et falsk vakuum, at molekylerne er metastabile, altså, at de potentielt kan falde ned på et mere stabilt niveau, det ville have katastrofale konsekvenser for universet som vi kender det, hvis ført det skete for en partikel ville det sprede sig til de andre, fysikkens love ville ændre sig til noget vi ikke ville kende, en grufuld tanke, men så igen, måske ikke så meget mere grusom end alle de andre måder vi kunne blive tilintetgjort på. Vi ville ikke engang vide det før det skete, men det er ikke den slags skrøbelighed jeg kan mærke i den kolde, tunge vinterluft.

Den er tættere, mindre abstrakt.

Vi havde julefrokost den anden dag og selvom jeg hyggede mig blev jeg nødt til at gå, jeg lukkede mig inde og turde ikke svare når nogen bankede på døren, jeg kom ikke engang ud for at hente min jakke, jeg ville helst bare ikke se nogen.

Jeg håber det går over, det plejer det at gøre, men jeg føler mig så langt væk fra alle, jeg håber jeg kan bygge alle de broer der er gået i stykker, men når man bliver ældre kræver alting en større indsats, jeg håber jeg kan finde det i mig, styrken til at være værd at have i sit liv, styrken til at overbevise andre om at de er værd at have i sit liv, jeg håber man kan danse et sted på den anden side af alt det her og have smerten i sig uden at lade den tage over, være lykkelig på trods, selvom det kun er kortvarigt, alting går over, men smerten føles meget længere, meget mere ægte end glæden, det kræver en indsats at huske sig selv på det og man kan ikke regne med at alle andre altid kan tilføre den energi, der skal til for at holde entropien og mørket væk.

Virkeligheden føles skrøbelig, men måske ikke håbløs, måske er det en bare en skælven.

Jeg går ud og ryger en cigaret i min stribede skjorte, jeg trækker vejret, jeg lader månen lyse og stirrer ud i mørket og skodden smøgen og går ind og prøver at være.

ANGST

Jeg havde svært ved at trække vejret i dag.

Jeg skulle ud af døren, jeg tog i håndtaget og kom i tanke om jeg havde glemt mundbind og hele virkeligheden gik både for langsomt og for hurtigt i pludselige ryk, mens mit forsøg på at organisere hvad jeg skulle, hvad der var nødvendigt og hvilke ting jeg kunne lade falde bandt sig sammen til en mørk knude i mit bryst, med vitrende tentakler til mine ben, jeg satte mig overvældet ned og forsøgte at ånde langsomt og følte mig både for lille og for stor og sådan sad jeg indtil mine øjne ikke svimlede længere og jeg langsomt kunne mærke gulvet under mig, jeg ved ikke hvor lang tid.

Så rejste jeg mig op og forsøgte at binde resterne af mig selv sammen igen, at have klare øjne og viljestyrke og personlighed eller i det mindste konturerne af det.

 

 

Det bliver mørkt så tidligt nu, det føles som om tiden forsvinder ud af hænderne på mig, men jeg er bange for det ville være det samme, selv hvis dagene var lange som år.

 

 

Man skal ikke blive skræmt over tilbagefald, siger min psykolog, ens krop kan tro at det er lige så slemt som det har været, men det er det ikke, det er bare et kortvarigt dyk, så det hvisker jeg til mig selv igen og igen og forsøger at tro på at det kun er mørket udenfor mit vindue, der er ægte, og i øvrigt findes mørke ikke, sagde min fysiklærer i folkeskolen, det er bare fraværet af lysfotoner, er det ikke smukt og betydningsfuldt, og det er det, men jeg kan ikke mærke det, mørket føles som en varm, pulserende organisme, der har sat sig fast og lader sine spore finde en i hver eneste afkrog.

 

 

Da jeg var lille var jeg bange for mørket i laden, alting blev omformet og fremmed i mørket.

Jeg besluttede mig for at besejre det, hver gang jeg blev bange gik jeg ind i mørket og stod der, gik frem og tilbage, lyttede efter noget, der rumsterede i mørket, mens mit hjerte hamrede, og når jeg vurderede at det var nok gik jeg ud i det elektriske lys, men min frygt for mørket forsvandt ikke, uanset hvor mange gange jeg gjorde det, uanset hvor tydeligt det var, at her ingen ondskab var, intet voldsomt, intet morderisk, forsvandt det ikke.

 

 

Engang var jeg blevet for længe oppe, jeg havde bare siddet inde i stuen og læst, det var ikke med vilje, og mine forældre advarede mig om at det kunne have konsekvenser at bryde reglerne, jeg tror ikke det var ment som andet end at jeg skulle komme i seng, men alting smeltede væk for mig, alt var med et skræmmende og fremmed og jeg havde svært ved at trække vejret og det tog dem en time at få mig beroliget, jeg tænkte først for nyligt tilbage på dengang, jeg har aldrig tænkt mig selv som angstfyldt, jeg går ikke i stykker under reelt pres, det er små hverdagsting jeg mister grebet om og så føles det som om en bærende pille knækker og murbrokkerne falder sammen om mig og luften forsvinder fra verden og alting bliver et mørkt vakuum.

 

 

Jeg minder mig selv om at ting går over og at intet er konstant.

Men det er grundløst uretfærdigt at varmen og glæden er som flygtige øjeblikke og mørket er som en gletsjer, der glider ned over verdenslandskabet og presser alting ned i tusindvis af år.

Mine kæber er præget af ar som tallerkener

Havet er en rytme

Bølgerne skyller op i intervaller,

hver dag, hver time, hele tiden

Indtil klinten og stranden går i opløsning

 

Mest holder jeg af sandet under mine fødder

Der forsvinder væk

Som når man langsomt vågner

 

Jeg forsøgte at skrive drømmejournal

Men jeg husker kun det største og det værste:

At mine søskende bliver syge

At jorden går midt over

 

Jeg svæver midt i det blå tomrum, der er tilbage

 

Jeg ville ønske jeg var en kaskelothval

Jeg dykker tusind meter

Havet ramler sammen om mig

Jeg holder vejret i timevis, mit hjerte slår så langsomt

Spæk, blod og organer presses sammen om mig,

 

Jeg er så fast, så lidt flydende

Så meget en kerne af mig selv

Mine kæber er præget af ar som tallerkener

Fra kæmpeblæksprutter

Så enorme at intet levende menneske har set dem så store

 

Min strub danner

Så høje lyde, den højeste lyd noget dyr kan

Højere end en jetjæger

Vi hører hinanden i mørket

Over tusindvis af kvadratkilometer

 

Der er uretfærdigt

At knuste hjerter ingen lyde laver når de brister

Ingrid

Da jeg var teenager, var jeg avisbud i Hatting, den lille by mine forældres gård ligger udenfor. Det var kedeligt og hårdt arbejde, jeg fik 85 øre per leveret udgave af Horsens Folkeblad. Jeg blev våd til benet mens jeg cyklede byen flad på min lille mountainbike og hørte lydbøger og Red Hot Chili Peppers på en lille MP3-afspiller jeg havde fået i julegave.

De fleste aviser blev afleveret i postkassen, nogle få i orange plastik, de blev afleveret i rør på gårdene ved begyndelsen af de lange indkørsler, så de var beskyttet mod regnvejr.

Men på byens plejehjem, der lå i den østlige kant af byen på vej ind mod Horsens, ville nogle af beboerne i de beskyttede boliger gerne have at jeg kom helt ind med avisen til dem i deres hjem.

Der var en gammel mand med gule tænder og en gammeldags lyre, der var blevet dødskristen og missionerede i Litauen i sommerhalvåret, hans tænder var lige så skæve som de udmattede akkorder på lyren.

Jeg fik et sporadisk bekendtskab til nogen af dem når jeg dagligt kom forbi og afleverede avisen.

Men der var også Ingrid.

Hun var en gammel, væver kvinde med grå øjne, tynd som en silketråd, og hun rejste sig aldrig fra sengen, nok grundet sygdom. Men hun var altid sød ved mig, hun havde en skål med mintbolsjer som hun altid opfordrede mig til at tage af, og da jeg engang fik sagt at jeg faktisk ikke, mange gange undskyld, brød mig synderligt om mintbolsjer begyndte hun at købe nogle med citronsmag.

Vi talte ikke meget eller lang tid, jeg var jo på arbejde, men jeg forstod at hun var ensom. Der var ikke megen familie tilbage, og den der var tilbage, boede langt væk.

Jeg var et kærkomment afbræk i en hverdag, der blev brugt i den samme seng og i selskab med plejere.

Det blev juletid et år, lige før ferien, så sidst i december, og der var sne, så vidt jeg husker, de små stier omkring plejehjemmet var godt saltet til og avisen havde juletillæg, så den var stor og voldsom at aflevere.

Der var så småt mørkt, da jeg kom til Ingrids dør, ringede på og gik ind, som aftalen var. Der var koldt i entreen, jeg hilste og fik ikke noget svar.

I Ingrids værelse var der mørkt, kun sengelampen brændte og tre små fyrfadslys i vindueskarmen. Ingrid så trættere ud end hun plejede.

”Her,” sagde hun og smilede. Hun havde en hundredekronseddel i hånden.

”Tusind tak,” sagde jeg forbløffet.

”Det gjorde man i gamle dage,” sagde Ingrid, ”op mod jul fik alle budene en skilling, så nu får du også en.”

”Tak,” sagde jeg igen, lidt flov eller befippet. Det virkede uhøfligt at gå. Jeg lagde avisen på sengebordet. Der gik nogle øjeblikke, som føltes længere end de var, så talte Ingrid.

”Jeg ved du og din familie synger i kirken. Vil du synge en salme for mig?”

Min stedmor sad dengang i menighedsrådet og min familie har altid sunget højt og tydeligt, når vi var i kirken, en slags komplet mangel på god kristen mindreværdsfølelse og en helt oprigtig glæde ved at synge, så det gav mening at man ville vide det.

Senere har jeg tænkt over at Ingrid aldrig kan have været til Gudstjeneste hos Anne Sofie i kirken, hun kunne jo ikke gå.

Ingrid pegede på en lille salmebog.

”Jeg vil gerne høre ”Se nu stiger Solen”, den har sådan en dejlig melodi.”

Jeg var en blanding af smigret og fascineret, så jeg sagde ikke fra, og tog salmebogen og slog op og sang lidt spagt først og så mere kraftfuldt.

Det er en smuk salme, jeg har altid holdt af den, det føltes smukt at Ingrid, så meget ældre end mig og fra en anden tid, også holdt af den salme.

Jeg endte med at synge alle syv vers.

”Tusind tak, unge mand,” sagde Ingrid. ”Og tag nu et citronbolsje!”

Det virkede som tegn på at gå. Jeg ønskede Ingrid god jul og sagde tak for de hundrede kroner.

Det blev jul, det år fik jeg i overflod af Warhammerfigurer og maling, så jeg sad i dampen af kraftig kontaktlim og mårhårspensler og malede alle dagene væk.

Det blev nytår og det blev hverdag og jeg steg på mountainbiken efter skole igen og kørte op til Hatting for at omdele aviser.

Da jeg nåede til de beskyttede boliger var Ingrids vindue mærkeligt tomt. Døren var låst. Sådan var det i mange dage.

En dag afleverede jeg avisen til den gamle dødskristne, og spurgte til Ingrid.

”Hun er død, da,” sagde han og virkede overrasket over mit spørgsmål. Jeg var lige så overrasket og blev næsten ked af det over ikke at have sagt farvel eller vidst noget.

”Ja, det er en skam. Men sådan går det, vi går alle tilbage til Gud,” sagde han og jeg forstod at hvis jeg blev længere fik jeg en længere tirade om himmeriges lyksaligheder.

Jeg bød farvel og steg på cyklen.

”Men der er nu underligt,” mumlede han, husker jeg som det sidste.

”At man ikke har fået en ny beboer. Den har stået tom i halvanden måned og nu er det næsten hellig trekonger.”

Det var først på cykelturen hjem at det slog mig, og isen løb mig af ryggen og jeg trådte i pedalerne så hårdt jeg kunne og forsvandt ind under min dyne indtil natten kom og gik.

Dengang vi havde får kørte vi lammene til slagteriet

Dengang vi havde får kørte vi lammene til slagteriet.

Det var om efteråret, tror jeg, i hvert fald var det ofte mørkt og koldt og stormfuldt. Min far havde bygget traileren om, sat spånplader på siderne så man kunne transportere lam i den, den lignede en kasse, der blev brunere hver gang man så den.

Vi åbnede bagsmækken, hængslerne bandt, og i fællesskab slog vi ring om lammene og ledte dem mod traileren.

De var angste, det var tydeligt, de fornemmede at noget var i vejen, undertiden måtte vi slæbe dem op ad bagsmækkens indbyggede snubletrin. De brægede efter hinanden, et eller andet urinstinkt i dem fik dem til at flygte.

Engang måtte jeg skubbe en op, et skridt ad gangen, jeg stod næsten med ryggen mod den og pressede den op, og da den først var inde, kom de andre frygtsom springende, mere angste for at være alene end for det ukendte.

Så kørte vi dem til slagteren, de forsvandt inde i de mørke cementrum og på et tidspunkt inden for de næste 24 timer var de døde.

 

De har haft bedre liv end de fleste køddyr, tror jeg, løsgående på skråningerne omkring gården, frit for mennesker i det store og hele.

Undertiden var vi med, når de læmmede, selvom det holdt op med at være interessant da vi blev teenagere, mine forældre gav i hvert fald op på at få os med ud sent om natten og se de slimede lam blive trukket ud af fårene og høre deres mikroskopiske, spæde stemmer når de brægede forvirrede ud i natten, ramt af det skarpe lys og den kolde luft.

Jeg husker et får, hendes lam var dødfødte og hun kom sig aldrig over det. Hun holdt op med at spise og sygnede hen, og til sidst, for at spare hende, tog min far boltpistolen og sluttede sorgen og tanken om en sorg så stor at man dør af den har altid været brændt fast i mig siden.

 

Vi gav dem aldrig navne, kun vædderen, som jeg, da jeg var lille, havde døbt Kim Larsen, dens efterfølgere hed Kim Larsen II og III og så Viggo Mortensen, da min lillebror overtog tjansen.

Den eneste identifikation fårene havde var den gule trekant, med CKR-nummeret de fik skudt i øret som lam.

De levede deres liv væk fra os, de var ikke, med ganske få undtagelser, glade for mennesker, de var glade for de sorte spande med rugpiller og lyden af foder mod truget, men de var ikke glade for os, deres store sorte øjne glitrede frygtsomt, nok mest lykkelige på de grønne marker langt væk fra os.

Første gang min brors kæreste var på besøg hos os og vi fik lammesteg, spurgte min lillebror om det var Kim Larsen vi spiste, vi lo højt, hun blev helt bestyrtet, har hun siden sagt. Det var i øvrigt ikke Kim Larsen-kød, vædderkød er ikke velegnet som steg, det er for sejt og smager af uld.

 

Min bror og jeg nød at lege fårehyrder og drive dem lidt frem og tilbage, der var vel en eller anden slags kontrol i det, jeg ved ikke om vi eksperimenterede med frygt.

Vi fik under alle omstændigheder igen med samme mønt en dag vædderen var i brunst og prustende og rasende stangede til både os og de vandrestave vi havde taget med, og vi flygtede over hegn og marker og slikkede vores sår langt væk, pludseligt klogere og varsommere.

 

Her er ingen får længere på mine forældres marker, nu er der vinranker, de kan ikke stikke af og kræver ingen boltpistol eller forbitrede nætter med uvillige slagtelam.

Jeg savner det, at have den slags dyr i mit liv, selvom vores liv kun kolliderede engang imellem, der var noget voldsomt og levende og pulserende at lære i fårene, jeg fortryder måske jeg ikke var med til flere af de blodige fødsler.

Så langsomt som muligt

Jeg har lagt mærke til at jeg kalder mig selv ”langsommelig”, ”trist og langsommelig”, når jeg bliver overvældet og taler grimt om mig selv og stirrer hadefuldt ind i mit spejlbilledes skudte øjne.

Jeg ved ikke præcist hvorfor, det føles som om en del af mig selv, jeg ikke kender eller styrer, bryder frem og flyder over med undertrykte, knuste og grimme ting som jeg må stykke sammen bagefter.

Jeg sidder på altanen og regnen slår ned overalt, mine sukkerærter er blevet gule og dilden kroget, men persillen og mynten står flot på trods, jeg klynger mig til dem, mens jeg tænker over hvilke ting der er langsomme, eller rettere, hvilke ting der er hurtigere.

Glæde føles hurtigt, berusende, den ene tanke tager den anden og bliver til et orange virvar. Jeg føles hurtig når jeg er glad, observant, tilstede og omskiftelig, men ikke lige nu, det tager lang tid bare at skrive dette, historiens gang føles så uangribelig, som om jeg er sænket ned i en flod med brunt vand, der langsomt men sikkert krystalliseres omkring mig, jeg drak engang af mudret vand, da jeg gik i børnehave, det smagte af jern og vand, svagt af blodet når jeg rev mine hænder og suttede på såret.

 

Jeg er blevet inviteret på kanelstang, jeg er i det hele taget bare blevet inviteret ud og væk, men jeg formår ikke at overskue mere end en to tre ting om dagen, jeg er bange for de vil blive virvar foran mig, at jeg vil sidde tilbage og være langsom og hadefuld, jeg ville gøre meget for en hurtig løsning, en måde at bearbejde hurtigere og kvikkere, at få lysere øjne, i det hele taget gløde mere.

 

Hvorfor hade det langsomme? Planter er langsomme, dem elsker jeg, gletsjere er langsomme, venskaber er langsomme, strækker sig over mange følelser og mange år, at læse er langsomt, at lære er langsomt, månen og stjernerne er langsomme og uendeligt langt væk, hvorfor kan jeg ikke tilgive mig selv at være langsom, hvorfor skal det være en pine?

Jeg ville ønske jeg ikke hadede at vente, der er mennesker, der finder så stor fred i at være, for hvem verden i dens eget tempo er nok, gad vide om jeg bare er født sådan her eller om det kan læres, ganske langsomt og over lang tid.

 

Det er et John Cage nummer der hedder As Slow As Possible, der spiller i Halberstadt i Tyskland, og det har det gjort siden 2001 og det vil det fortsætte med indtil 2640, hver tone tager årevis, jeg har forsøgt at skrive om det og forstå, men jeg er pludseligt så lille og mine ord undslipper mig.

Jeg ville ønske ulykkelighed gik lige så hurtigt som glæde, men så ville der måske ikke være forskel.

Jeg vogter på min smerte indtil den lægger sig for nu

Jeg kan ikke huske et tidspunkt, hvor jeg ikke vidste hvad sygdom var.

Min mor blev syg da jeg var seks, jeg har ingen erindring om et tidspunkt hun var rask, svage glimt af græske strande måske, orange sol, men hurtigt derefter hospitaler, medicin jeg ikke måtte røre, mareridt om døden, normalt liv ind i mellem selvfølgelig, der er ingen grænse for hvad mennesker kan gennemleve, men altid den samme skygge.

 

Jeg legede engang en leg, mig og min ven var krigere, og vi bekæmpede sygdomme, influenza men også kræft og da min far hørte det fortrak hans ansigt sig, og han sagde at man ikke altid vinder over kræft og jeg blev flov, det var flovt jeg havde leget på den måde med de ting, det var ikke for at gøre det til en bagatel, jeg lukkede døren til mit værelse og forsøgte at læse tegneserier, men jeg kunne ikke blive suget ind i nogen fantasiuniverser, virkeligheden var for tung og trak mig øjeblikkeligt tilbage.

 

Jeg spiller Hollow Knight for tiden, det er meget smukt og meget svært og meget trist, en ven sagde at de hele tiden vekslede mellem frustration og melankoli, de blev nødt til at tage pauser fra det for at komme sig, jeg holdt ingen pauser, jeg blev så betaget af Hallownest, der er ved at gå under, den lysende, gule sygdom som sætter sig i alt og alle, det store lig af et guddommeligt væsen, en orm, der har skiftet ham, og dets ham, der bliver til aske, der ligner sne, der falder i tykke lag over ruinerne.

Jeg tænker over om melankoli mon er en sygdom, det føles sådan undertiden, det kommer i grove stød, og nogen dage føles det som et gammel ar, noget der findes, men som ikke gør ondt længere, men andre dag fosser blodet ud, og jeg forsøger at lægge pres på såret, så dem jeg holder af ikke bliver gennemblødte af usynligt blod som ingen ser, medmindre jeg falder igennem og kommer til at skrige af smerte, og jeg er så flov, når jeg kommer til det.

 

Den psykolog, der skal udrede mig er i vildrede.

Hun siger at det måske bare er et personlighedsmønster, der har sat sig fast, jeg tænker på dengang en veninde fortalte mig at jeg er ligesom æslet, jeg er panikangst for at være æslet, jeg vil ikke have en regnvejrssky over mig for evigt, en tristhed der har slået rødder i mig, jeg vil ikke være inficeret så dybt at man ikke kan gøre noget, andet end at give dulmende medicin og forsøge at tale om det, jeg vil ikke dulmes, jeg vil være fri.

Jeg tør ikke tage til den opfølgende samtale, jeg er så ked af det, jeg ved ikke hvordan jeg skal forklare hvad jeg er bange for.

 

I Hyper Light Drifter er hovedpersonen dødssyg, de hoster sort blod op indimellem deres lange, smukke eventyr i ruinerne af et langt højere civiliseret samfund, der ikke findes længere, det antydes at spillet er en kamp mod tiden for at finde en forsvundet kur, men der er ikke nogen kur, og selvom resterne af levende væsener reddes, dør hovedpersonen til sidst, opslugt af den sorte tjære, de hoster op af lungerne.

 

Jeg ville ønske det ikke var usynligt, en smerte der sætter sig i maven og måske matte øjne og fedtet hår, når jeg ikke har været i bad, eller måske ville jeg bare ønske jeg vidste hvad jeg skulle sige til folk, når de spurgte hvad der kunne hjælpe.

Jeg er ikke håbløs, men jeg er ked af det, jeg er så ked af det, det føles så uretfærdigt og uoverskueligt, og jeg ved godt at alting ikke har en mening, at vi er grundlæggende alene og at smerte bare findes, men hvor ville jeg ønske det var anderledes og at jeg kunne gøre noget, noget mere, noget fastere.

Jeg vogter på min smerte indtil den lægger sig for nu, så må jeg rejse mig igen, gærde eller skrige i min pude eller hoste sort slim op, og vandre videre.

Jeg går hjem fra min brors farvelfest gennem skoven

Jeg går hjem fra min brors farvelfest gennem skoven, der er så mørkt at jeg må lytte efter om jeg går på grus eller skovbund, og den er så grøn at jeg bliver opslugt af den, grøn og mørk og umulig at tage billeder af, min telefon flasher impotent sin blitz og billederne forestiller ikke noget.

Vi drak sambuca, jeg var bange for at blive for ædru og trist, eller måske ikke helt ædru, men at sidde fast i en tilstand, som ikke er særligt festlig, men hvor ens følelser er forhøjede, især de svære følelser.

Min bror talte om en ven, der var kommet slemt afsted, blodprop, han var ikke særligt gammel, udsigterne er gode, sagde min bror, men der lå en tåge over ham.

Jeg ville ønske jeg kunne gøre noget mere for ham, men sådan har han det også med sin ven, så jeg sagde noget fladt, noget om sorg, noget om at der ikke var andet at gøre end at vente. Han nikkede og så drak jeg en rom og cola med alt for meget rom, jeg var glad for at min lillesøster også var der, det var roligt, men jeg ville ønske jeg kunne have større effekt på verden, omforme den voldsommere og værne bedre om dem jeg elsker.

I skoven føler jeg mig så lille at det gør ondt, men samtidig er det frigørende, træerne står som søjler her, en bil ville blive krøllet sammen om dem, hvis den kørte ind i dem, de ville blive stående, længe efter metalresterne var blevet slæbt bort, jeg føler mig meget dødelig her og sveder i jakken.

Jeg har været så trist på det sidste, jeg græder i badet, når jeg ser mig selv i spejlet, højt og skærende og hulkende, men jeg deler også sukkerærter ud til de andre på kollegiet, dem jeg dyrker på altanen, og jeg bliver glad når de roser dem. Jeg var så bange for at der var gået parasitter eller larver i dem, der var hvide mønstre på de små blade, men jeg vidste ikke hvad man skulle søge på, på google, jeg kom bare ind på sære hjemmesider der udbød rovmider, og jeg er endnu ikke klar til at føre biologisk krig i min meget lille urtepotte.

Der er så meget sorg i mig, det føles helt udmattende at skulle eksistere og jeg ved ikke hvad jeg skal svare mine elskede når de spørger hvad jeg har brug for.

Jeg tænker på Mahdokht fra Kvinder uden mænd, der i træthed over verden beslutter sig for at blive til et træ, til stor pine for hendes familie, der nærmest betragter det som pinligt, jeg kunne så godt forstå hendes behov for at blive noget andet, noget der opfatter tiden og følelser helt anderledes end nu. Man kan have brug for et andet perspektiv, et træs perspektiv eller en ugles perspektiv, jeg og min telefon kan næsten intet se herude.

Jeg lægger den væk og fortsætter med at gå, mine ben værker lidt, men det er en rar smerte, en modstand mod jorden under mig og de blæsende trækroner og regnen over mig, en garanti på at jeg ikke endnu er ved at forsvinde.

Jeg husker ikke om jeg fik sagt til min bror at jeg elsker ham.

Om natten drømmer jeg om min anden lillebror, at jeg har svigtet ham, jeg vågner op og græder.

Jeg savner specifikke mennesker, mens jeg går i skoven, gamle venner jeg ikke har set i lang tid, undertiden brydes bevoksningen op at store huller ud til vejen og jeg bliver chokeret over at verden udenfor findes, skove rusker sultent, engang slugte den hver centimer af landmassen, urskoven, og når vi er væk, vil den sluge os igen og sprede sine rødder udover vores afsjælede kroppe og den sprækkede cement.

Jeg er sulten, men ikke efter noget specifikt og sulten varer ved, hele vejen til næste morgen, den sidder stadig i mig, jeg har ikke lyst til mad, jeg har bare lyst til at fortære, kan man blive sulten af at græde?

Carl forsøgte at blive venner med rågerne, der bor her, men de holder afstand og jeg ser dem ikke længere.

Skoven bliver til en sti ved siden af kolonihaverne og jeg er så ked af det, jeg savner at blive holdt om og jeg falder tungt i søvn og har urolige drømme og vågner op med en uplacerbar dårlig samvittighed som jeg ikke kan ryste af mig og skoven er meget langt væk.

Jeg fik min ringfinger og min langefinger i klemme i en dør

Jeg fik min ringfinger og min langefinger i klemme i en dør, jeg råbte og skreg af smerte ned i min pude og nu er der to sorte mærker på mine negle.

Jeg ved ikke hvornår de går væk eller om neglene vil ende med at falde helt af.

Jeg synes jeg har gjort alting rigtigt i dag, jeg har ryddet op og gået tur, men ikke desto mindre sidder jeg her og er ved at blive knust af ting, jeg ikke kan se, jeg ville næsten ønske jeg fik sorte mærker af det, så ville det måske være nemmere at forklare det: Jeg er blevet klemt mellem ting, der er meget større end mig, og det var et uheld, jeg sværger at det ikke var med vilje.

 

Jeg fik at vide den anden dag af en jeg holder af, at da de lige havde lært mig at kende virkede det som om tristheden var den vigtigste del af mig, som om jeg var dyb og sorrigfuld og trist, men at de var glade for at have opdaget at jeg også var sjov, at jeg så verden i farver og fandt glæde i et finde på åndssvage eller barnlige ting, at bygge historier og ikke tage alting for alvorligt og det gjorde mig helt lille og glad, men nu er jeg ked af det igen, for jeg ved ikke om det er rent opspind, at jeg i virkeligheden er umådeligt trist og bare har forstillet mig at være en anden.

 

Jeg håber jeg er en anden i virkeligheden, eller måske bare engang imellem, en der ikke begynder alle sine paragraffer med ”jeg”.

 

Jeg håber at sneen kommer tilbage engang, jeg ved ikke hvad der gør mig mest ked af det, min bror der insisterer på at mine forældre ikke skal plante frugttræer på kælkebakken og deres forsigtige forsøg på at omgå det, eller hans langsomme forståelse af at der nok aldrig mere vil være sne til at kælke på den.

 

Jeg tager sekunderne ganske langsomt, et ad gangen, og på et tidspunkt må alting være anderledes, engang må de sorte mærker på mine negle være væk og ellers er de der for evigt, men så kan det være resten af mig ændrer sig til en, der kan leve med de sorte mærker.

Genlyd for altid i hvert eneste atom, alle dage indtil verdens ende

Til Signes bryllup havde hun fået proppet alle sine venner så tæt ind i brylluppets DNA som muligt. Liva havde lavet kage, Sidsel læste op fra His Dark Materials, nogle andre venner havde brygget øl og mig havde hun bedt om at spille akustisk guitar mens hun gik ned til Christian, jeg havde lånt Espens halvakustiske og han stod som en skildvagt ved siden af mig hele dagen for at holde øje med hvornår Signe kom ud af bilen og kom til syne, jeg var rystende nervøs og spillede Norah Jones’ Sunrise lidt for tidligt, fordi Espen kom til at tage lidt fejl af tidshorisonten, men det var meget smukt, Signe var meget smuk og Christian var helt vildt glad.

Den forstærker vi havde med splittede vi alle sammen til en Roskilde-festival for mange år siden, vi kaldte den Bæstet og den har været hårdt udfordret de sidste par år, hjulene er for længst gået i stykker, så nu står den hjemme hos Johannes og kan holde strøm i cirka fyrre minutter, men vi har haft den med allevegne, og de fyrre minutter var nok til brylluppet og det var ok til at vi, da vi alle sammen stavrede glade og rørte og fulde hjem klokken fire gennem Kongens Lyngby (vi må have vækket alt og alle).

Matheus og jeg bar den i hver sin hånd, vi spillede åndsvage, glade sange, All My Love med Rocazino (som er det bedste danske popnummer) men så også Darudes Sandstorm som Espen og jeg altid hører på hans fødselsdag, idéen er at man skal danse så vildt man overhovedet kan gennem alle fire minutter, indtil man er sveden og død og har vundet over sangen, og man griner meget, lige så meget som man sveder.

Og så stod der ti mennesker i et forladt lyskryds i Kongens Lyngby en søndag meget tidlig morgen og dansede som idioter til et dårligt finsk memetrack, Johannes dansede selvfølgelig ikke, men han smilede og det var også nok, og jeg ved faktisk ikke om Bæstet har været tændt siden, vi har taget andre højtalere med i Sommerhus siden da, i hvert fald, det er det sidste minde jeg har om det, Espen og Liva og Lous og Sidsel og Anne og de andre der danser rundt i cirkler og griner.

I s-toget er vi fulde og glade og ved at falde ned fra festen og jeg har guitaren med stadig, den jeg lånte af Espen, jeg ved ikke hvordan det kom på banen, jeg tror måske bare Anne spurgte om vi skulle synge en sang, om vi ikke skulle synge Kald det kærlighed, kunne jeg ikke godt akkorderne og det kunne jeg godt for der er kun tre, så det gjorde vi, jeg ved godt folk synes den er corny, men jeg elsker den, helt uden ironi, for der findes ingen ord, der helt slår til, og jeg vil have dig selvom jeg gerne vil være alene lige nu, og jeg synes man bør gøre sine drømme virkelige, og så sad vi der ti mennesker i vores fineste tøj på vej hjem fra det første bryllup i vores vennekreds og sang kald det kærlighed og de andre passagerer i toget smilede til os og jeg var meget lykkelig i det øjeblik, og jeg kan godt genkalde mig den følelse lige nu, selvom jeg er trist og verden glimter mindre og er mindre varm, det er et minde der ulmer som gløderne under asken, de kan sagtens blusse op igen, men lige nu er her koldere og mørkere.

 

 

Imellem jul og nytår mødes vi, Sebastian, Thomas, Jakob og Jonathan og mig og Jonathan og mig har guitarer med og så tager vi på de brune værtshuse i Horsens og spiller hvis de giver os lov, og det gør de næsten altid, de bliver glade på en meget umiddelbar måde og især holder de af The Drunken Sailor og Himmelhunden og Whiskey In the Jar, nogle år har vi fået så mange øl som tak at vi ikke kan nå at drikke dem, jeg holder af at spille guitar når folk synger med, uanset om de er gode til at synge eller ej, også selvom jeg ikke personligt er stor fan af Himmelhunden. Sebastian tager sine mundharmonikaer med, og Thomas plejer at låne dem og det er ikke så vigtigt om det lyder godt eller ej, og selvom jeg undertiden får nok af larmen omkring os og den særlige vanvid, der er i folks øjne når de kommer til deres hjemby og drikker sig fra sans og samling, så er jeg mest glad.

 

 

Min moster og hendes kone sang altid Du kom med alt der var dig for mig og min lillesøster når vi skulle sove, også selvom de ikke have store sangstemmer og der var først da jeg blev ældre at jeg lærte historien om den at kende, at forfatteren havde skjult sin seksualitet for hele verden og at sangen var hans brud med alt det, hans måde at stå ved hvem han var.

 

 

Til jul når vi går om træet synger Anne altid andenstemmen til et Barn er født i Betlehem i det sidste vers, og jeg bliver helt stille, jeg glemmer nogle gange at synge med.

 

 

Vi sang Café Måneskin den sidste dag på efterskolen og jeg græd som pisket, jeg kunne ikke synge med overhovedet, jeg var så ulykkelig og alt var så usikkert, og min lillesøster synger den med sine venner når natten bliver tilpas sen (de kalder hende Den Hvide Dværg) og i omkvædet har de udtænkt en næsten barnlig call and response og gjort den til deres egen og jeg bliver ikke ulykkelig af den længere.

 

 

Engang tog vi på tur til Amager Fælled, Johannes og jeg samlede pileurt og ristede dem på en pande og serverede grillepølser, Mathilde havde ramsløgspesto med og vi endte med at spise mindst fem forskellige måltider i løbet af de timer vi sad der, og da natten faldt på endte vi med at synge henover gløderne, mine yndlingssange som jeg har skubbet ned i halsen på mine venner, regnvejrsdag i november, the sound of silence og måske særligst af alt den salme der hedder Du som gi’r os liv og gør os glade, som ikke måtte komme med i salmebogen til at starte med fordi præsten der skrev den var for venstreorienteret og jeg fik en klump i halsen da et dusin stemmer usikkert løftede sig over løvet og blev stærkere i femte vers:

I skal se med kærlighedens øjne,
alt det skabte skal I passe på.
I skal ikke tro på gyldne løgne,
i mit rige er de store små.
I skal ikke frygte nogen fjende,
kærlighedens liv har ingen ende!

Og jeg håber at kærlighedens liv ingen ende har, jeg tror det er det jeg håber mest på, at når alting bliver stille så vil ekkoet af alle de, der elskede for kærlighedens skyld og frygtløst holdt af, give genlyd for altid i hvert eneste atom, alle dage indtil verdens ende.

 

Teksten er dedikeret til min ven Askil.

Øverst mig til Signe og Christians bryllup i det måske mest smilende øjeblik nogen har fanget af mig nogensinde.