I must not fear.
Fear is the mind-killer.
Fear is the little-death that brings total obliteration.
I will face my fear.
I will permit it to pass over me and through me.
And when it has gone past, I will turn the inner eye to see its path.
Where the fear has gone there will be nothing.
Only I will remain.
– Litany Against Fear, Dune af Frank Herbert
Jeg er bange for, mørket kommer igen. Jeg er ked af det, jeg er bange for, jeg er på vej ned, så jeg er flygtet. Jeg er hos mine mostre, i gruset foran huset vokser en lille gruppe vintergækker.
For nylig sagde en bekendt, at vintergækken er den tristeste af alle blomster, fordi de altid hænger med hovedet.
Her er skyet, selvom solen ind i mellem viser sig.
Den er stadig kølig, og jeg ved ikke, hvor jeg har lagt min hue, så jeg fryser om ørerne, når jeg går ud for at ryge i carporten. Efterhånden som dagen går, sygner lyset hen.
Jeg forsøger at finde ro. Jeg læser de første tre sider af mine romaner, spiller tyve minutter af et computerspil eller ser et halvt afsnit tv-serie. Så går jeg ud til vintergækkerne og ryger.
Mørket kommer altid tilbage, og jeg ved aldrig, hvor længe det kommer til at vare. Jeg ville give meget for den viden.
Hver aften tager jeg mit litiumkarbonat, to tabletter, formet som spidse ovaler, og hver morgen tager jeg min lamotrigin.
Jeg har altid syntes, det er interessant, at man behandler bipolar sindslidelse med et grundstof. Det er som at behandle gigt med guld eller mavesår med krom. Men hvorfor egentlig ikke, menneskekroppen er lavet af molekyler og atomer, som påvirkes af andre molekyler og atomer. Så jeg tager mine piller, hvis effekt man først kan se efter mange måneder, så jeg håber på det bedste, mens jeg ryger cigaretter og ser halve tv-serier.
Der er noget indlysende sandt i horrorfilm: Kroppen reagerer før fornuften, reflekserne får en til at vende ansigtet væk, gispe eller bevæge sig. Den bedste kunst er den, som man reagerer umiddelbart på.
Engang var jeg i træningscenter og hørte Babettes Gæstebud som lydbog. I scenen, hvor de stivnakkede byboer tilgiver hinanden for fortidens småfejl foranlediget af Babettes guddommelige mad (og den bastante vinmenu), begyndte tårerne at strømme ned over mit ansigt, og jeg måtte stoppe med at lave mavebøjninger og vende mig væk fra de andre, som uvidende løftede vægte.
Jeg er bange for andre ting, selvfølgelig, som alle andre.
Jeg er bange for ikke at have penge nok. Jeg er bange for at få et opkald om, at min far har været i et biluheld, eller at min moster har en knude i brystet. Bange for, at min kæreste stopper med at elske mig, eller at jeg glemmer at lukke et vindue, og min kat styrter fire etager ned. Jeg tror, hun har brugt sine otte første liv.
Vi fandt min kat hos mine forældre, det var egentlig min nabo, som havde fundet hende forslået, sulten og alene i hendes garage. Hun kan ikke have været mere end to uger gammel. Hun var lille og pjusket og udhungret, hun var loppebefængt og fedtet, og min kærestes hjerte blødte, og hun sad med hende i fyrrummet og forsøgte at tvinge vådfoder i hende, selvom hun var for lille til fast føde.
Jeg kan ikke huske, hvordan vi fik fat i mælkeerstatning, måske havde mine forældre noget liggende, eller måske kørte vi ind efter det.
”Vi bliver nødt til at tage hende med til København,” sagde min kæreste og vidste, at jeg ikke ville bryde mig om forslaget. Jeg er opvokset på en gård, at killinger dør er naturligt. Min kæreste er også fra landet, men hun og hendes mor har haft (og hendes mor har stadig) en hel flok af dyr, en gadehund fra Spanien, en vildkat, der ikke længere er vild og en stormflod af den slags eksempler.
Et andet slags land måske. Eller andre slags hjerter.
Jeg indvilligede i at tage killingen med, men kun til hun kunne komme på kattehjem.
Vi vidste ikke, hvad vi skulle kalde hende, men som den slags altid mærkeligt nok sker, kom det naturligt. Vi havde begravet min farmor Else den weekend, det var derfor vi var hos mine forældre.
”Vi aner ikke, hvad vi skal kalde den,” sagde jeg til min stedmor, og hun svarede ”Else”, som om det var det mest naturlige i verden. Min lillesøster sagde det samme.
I den slags tilfælde har man ikke noget valg.
Min kæreste sad med katten på skødet hele vejen til København. Hendes tunge var hvid på grund af jern- og blodmangel.
Katten gad ikke spise sin mælk, det var svært at få hende til at sutte på flasken, og hun skulle have mad fem gange i døgnet. Jeg var ikke god til det, jeg blev frustreret.
Katte giver eftertrykkeligt op, når de kan mærke, de er ved at dø. De trækker sig væk, de spiser ikke, og de skjuler, at de er svage. Min kæreste slog dommedagshjemmesider op med ”fading kitten syndrome” og andre udtryk, jeg fik ondt bag øjnene af.
Jeg stod og græd klokken tre om natten og tvang mælk i killingen, og jeg var så bange for, hun ville dø fra os. Jeg kunne intet styre, der fandtes ingen kontrol. Det var i Guds hænder.
Og jeg var bange.
Det endte med at være tun, der gjorde forskellen. Jeg ved ikke, om det var den kraftige lugt af fisk eller dets fedtede konsistens eller et lykketræf eller guddommelig indgriben, men katten vovede sig frem, og kastede sig over skålen med dåsemad.
Vi kunne have danset.
Hun kom naturligvis ikke på kattehjem, men er stadig, halvandet år efter, i vores lejlighed.
Else er ikke en ubetinget kærlig kat, hvilket er utaknemmeligt, da hun har os at takke for sin fortsatte eksistens.
Hun bryder sig ikke om at blive rørt uopfordret. Hvis hun vil kæles med, kommer hun selv og begynder at spinde. Det er på den anden side svært ikke at respektere et væsen, som har så klare grænser og insisterer på dem.
Når jeg er ked af det, og det er jeg oftere, end jeg ville foretrække, kommer hun tit op til mig. Nærmest som for at trøste mig.
Jeg ved ikke, om katte kan mærke psykisk sygdom, men hvis de kan mærke, når folk er ved at dø, er det vel ikke umuligt.
Hvorfor ikke.
Jeg er ofte bange, men ikke så meget for, at jeg bliver syg, at der bliver krig, eller at jeg skulle blive kørt ned.
Jeg er bange for hvornår, jeg bliver trist igen. Bange for at få en tandlægeregning eller miste min indtægt.
Bange for ikke at være god nok eller snuble.
Bange for ikke at kunne redde en kat med hvid tunge og lopper.
Bange for, at mit liv vil ændre sig, og blive lidt sværere. Ikke for katastrofer.
Jeg har lært mig selv remsen om frygt fra Dune udenad. Når jeg er bange eller angst eller ængstelig eller en anden frygtelig tilstand, jeg ikke har det præcise ord for, messer jeg den hviskende for mig sig.
Jeg vil se min frygt i øjnene, og den vil passere hen over mig og igennem mig. Og når den er væk, vil mit indre øje se dens sti. Hvor den er forsvundet hen, vil der være ingenting.
Kun jeg vil være tilbage.
Og så sænker jeg skuldrene og puster ud.
Det er gået op for mig, at vintergækker ikke hænger med hovedet. De har sænket skuldrene.
De er i de første blomster, som bryder gennem den frosne jord, de har ligget siden året før og ventet i mørket, og nu tvinger de sig op gennem jordskorpen med en kraftanstrengelse, som føles umulig, overnaturlig og mirakuløs.
Til sidst står de hvidt og grønt og misser mod solen, når den viser sig i glimt.
Hvis det var mig, ville jeg også sænke skuldrene og puste ud.
Når det er mig, vil jeg også sænke skuldrene og puste ud.
Jeg sænker skuldrene og puster ud.
Hi, this is a comment.
To get started with moderating, editing, and deleting comments, please visit the Comments screen in the dashboard.
Commenter avatars come from Gravatar.